Ed og jeg blev færdig med dyret i går. Nu er alt stort set på plads. Der er varme i håndtagene. Topboksen sidder hvor den skal og der er indlagt strøm. Støttebenet er blevet kortet af, da cyklen jo er blevet sænket, og havde en vemmelig tendens til at ville vælte når jeg parkerede. Der er strøm til GPS´en. Og søde onkel Ed har bare brugt så lang tid på at få den køreklar, at jeg bare ikke har ord for hvor taknemmelig jeg er.

Har endnu ikke været ude at køre med hele oppakningen på, skal jo lige have drønet de der 500 miles af, så jeg kan få lavet et olieskift og være helt sikker på at alt er i orden.
Det der tilkørsels-noget er ikke lige min kop the. Har en helt sindssyg lyst til bare at vride håndtaget i bund og se hvad den kan :-) Men indtil videre styrer jeg mig og joller stille og roligt rundt.
Der er lige en lille ting der ikke er så fedt. Sædet! Det er meget smalt og hårdt. Mest hårdt. Må se om jeg kan køre mere end 60 miles på en dag uden at få varige skader i rø… Ellers må jeg jo lave “Den Lille Blå” om til en hippie-ræser og købe mig et fåreskind at sidde på. Man kan dog købe et andet sæde, men der er en måneds ventetid, så jeg overlever uden. Har vist også brugt penge nok til dimser allerede :-)

Heather og jeg tog os lige en 60 miles tur, bare sådan for at få kørt lidt. Her er ikke mere end 5-10 grader varmt, så jeg er meget glad for varmehåndtagene. Det skal lige siges at luftfugtigheden er så lav, at det ikke føles ligeså koldt som i DK, ved den temperatur.

Kørte en anden vej ud af Boise end jeg havde prøvet før. Det var i retning mod bjergene, så vi havnede forholdsvis hurtigt i et bakket landskab. Stadig de lange lige veje i starten, men snart blev vejen smallere og mere snoet, for at ende i grusvej.
Sjovt at få den lille ud i dens rette element, men det sætter altså sine begrænsninger, når man ikke må vride særlig meget på håndtaget.
Det var også længe siden at vi begge havde været på grus, og der var mere vådt end vi havde regnet med, så det blev kun til små 13 km. Som i kan se på billederne er det ikke helt holdt op med at være vinter oppe i højderne.
Første grusvej Black Creeck Road 008.jpg Første grusvej Black Creeck Road 007.jpg Første grusvej Black Creeck Road 010.jpg 
Når man stod på vejen, sank man lige lidt ned i sandet og ens støvler blev ligeså stille våde. Hang lidt rundt og så på en flok dådyr, eller hvad de nu hedder på de her kanter. Vendte rundt, da vi gerne ville hjem inden solen gik ned.
På vejen hjem holdt Heather ind for at vise mig det billede, der er på alle kørekortene her i Idaho. Hun har ingen ide om hvorfor den gamle lade skulle være noget særligt. Måske har manden der bestemte hvilket billede der skulle på kortet boet her engang??!! Nå men det ser altså sådan her ud….Helt præcis faktisk.
Første grusvej Black Creeck Road 005.jpg