Anja Kiilsgaard on tour

Havde jo egentlig en plan om at køre til Grand Canyon, men sÃ¥ pÃ¥ kortet at jeg jo var lige pÃ¥ kanten af Navajo Nation. Et Indianer reservat….. Det var alligevel for spændende. Kunne jo altid lige tage en rundtur og se pÃ¥ sagerne, og sÃ¥ se Grand Canyon senere. MÃ¥ jo ogsÃ¥ leve op til mit motto om at have en plan til jeg ændre den
Vejret er forøvrigt skodagtigt stort set alle andre steder, end her omkring. Er jo lidt på vej mod Sydstaterne, men der har været nogle heftige storme i Texas, og det regner hele tiden ovre østpå. Så jeg hænger lidt ud her i Arizona og omegn, og håber på at vejret snart bliver mere normalt for årstiden.

Tog en bagvej fra Page, med retning mod Monument Valley. 
Fandt ud af pÃ¥ den hÃ¥rde mÃ¥de, at de sÃ¥ ikke har sÃ¥ meget grus her i Navajo Nation, det er sand….meget sand. Kom vel halvanden mile ind af en af sandvejene, men opgav da jeg ikke turde køre hurtig nok til at forcere sanddynerne. Blandingen af glatte klipper og dybt sand var alligevel for meget for en overlæsset Smølf og kyllingen her.
Det skulle vist ovenikøbet forestille at være en slags “rigtig” vej mellem to byen. Men de køre selvfølgelig ogsÃ¥ i 4-hjulstrækkere her.
 
Fandt en anden grusagtig vej, der var noget mere min stil. Kun de sædvanlige små sandhuller ind imellem. Så det var mere til at holde ud. Når jeg møder folk ude der i ingenting ser de først lidt forbavsende ud, så smiler de fleste og hilser pænt. Tror at turisterne vist mest bliver ude på highwayen
 

Endte igen på asfalten og så endnu et skilt hvor der stod National Monument. Det var jo en succes sidste gang jeg bare kørte efter skiltet, så det gjorde jeg igen. De kunne nu godt skrive hvad skiltene dækker over, så man ikke skal helt ind i besøgscentret for at finde ud af det.
Det her var en ruin fra da Anasazierne levede her. Det er vel omtrent amerikas svar pÃ¥ stenalderfolk. De byggede deres hjem i naturlige “grotter” som dem i ser pÃ¥ billederne. I kan se de smÃ¥ huse, der er meget velbevarede pga af det tørre klima og sÃ¥ at de jo ligger i læ der inde under “halvtaget”
 
De var faktisk meget sofistikerede. Husene er laver af sandsten der er skåret ud af klippen, sand og træ. De byggede kun på sydvendte klippesider, da solen så var varmekilde om vinteren. Husene ligger temmelig højt oppe. Det har været totalt besværligt at transportere folk og ting op af klippesiden. De brugte stiger eller huggede trin ind i klippesiden. Ruinen kunne ses fra et udsigtspunkt efter en lille travetur, på et par km, mellem sjove træer.
    
Kom tilbage til p-pladsen, efter en par kilometers travetur i alt for varme støvler. Bællede en masse vand. Har haft lidt problemer med at huske at drikke nok, men er ved at fÃ¥ fod pÃ¥ det. Er jo stadig i ørkenlandskab. Her er bare sÃ¥ tørt. Har ikke set skyggen af dug og luftfugtigheden ligger omkring de 10%. Har aldrig i mit liv brugt sÃ¥ meget fugtighedscreme. Tager nærmest bad i det. Tror at jeg har brugt mere her, end de sidste tyve Ã¥r i DK. Det hjælper lidt, men min hud føles nu stadig som en indtørret rosin det meste af tiden. Har faktisk præsteret at smøre hÃ¥ndcreme….det klistrede stads… i ansigtet, sÃ¥dan bare i desperation.

Havde spurgt efter priser pÃ¥ motelrum pÃ¥ vejen. Ã…rrrhhh hvor var det dyrt. Mere end dobblet sÃ¥ meget som “normalt” Det skulle senere vise sig at alt i Navajo Nation var dyrt. Tror de tager hævn for deres tabte land, ved at rippe turisterne. Og jeg kan vel egentlig godt forstÃ¥ dem. SÃ¥ den stod altsÃ¥ pÃ¥ telt.

På p-pladsen stod der en Harley og holdt Smølfen ved selskab. Ejermanden dukkede op og viste sig at være fra Schweiz. Gregor havde et par ugers ferie og var på en rundtur fra Californien. Han fortalte at campingpladsen ved Monument Valley, som jeg havde tænkt mig at overnatte på, var lukket. Nærmeste camping var her. Det var til gengæld gratis, men der var heller ikke andet end toiletter og koldt vand. Vi blev enige om at det kunne være hyggeligt med selskab og knaldede teltene op ved siden af hinanden.
Aftensmaden bestod af hvad vi nu havde. Jeg var mere velforsynet end ham. Har jo altid lidt forskelligt, hvis jeg skulle strande ude i ingenting. En dåse suppe, kiks og et æble. Han havde en energibar og en lille pose saltede nødder. Vi delte det hele. Gregor fik den varme suppe hældt op i dåsen igen, da han hverken havde ske eller tallerken. Men vi blev mætte
og havde det vældig hyggeligt. Det var fedt at snakke med en europæer om amerikanerne. Vi havde jo det samme udgangspunkt. Kunne blive helt enige om hvornår vi synes at de var skøre herovre og hvad der bare var for mærkeligt. Det var også godt at få prøvet alt camping-gearet af. Har en lille slange til at hæve benzin fra Smølfen til primussen. Det virkede som det skulle, det samme gjorde alt det andet
SÃ¥ solnedgangen fra klippesiden og klokken otte var det ved at blive mørkt. Da solen gik ned blev det rigtig koldt. Nat-temperatuen ville blive pÃ¥ et par minusgrader. Vi gik ned til udsigtspunktet igen…bare for at holde varmen. Ravede tilbage i bælgmørke, men stjernehimlen var fantastisk. Tror aldrig at jeg har set sÃ¥ mange stjerner pÃ¥ en gang. Ville ønske at jeg kendte flere stjernebilleder end tre…..og sÃ¥ Nordstjernen selvfølgelig.
Krøb i posen iført skiundertøj, men måtte snart erkende at der skulle mere til at holde varmen. Fik foret fra mc-klunset på og så gik det bedre.

Da jeg vÃ¥gnede var Gregor allerede klar til at køre. Vi skulle godt nok samme sted hen, men da vejen gennem Monument Valley er grus, ville han tage pÃ¥ en jeeptur for at skÃ¥ne Harleyen og jeg ville køre selv. Vi sagde farvel og jeg pakkede færdig i Anja-tempo….langsomt. Det er alligevel død-koldt at køre alt for tidligt.
Snuppede også lige et par grusveje på vejen derud

I Monument Valley er Moder Natur for alvor gået amok. På grund af århundredes erosion står de her kæmpe sten-dimser og knejser midt i alt det flade. Et virkeligt smukt syn.
Der går en 17 miles grusvej rundt mellem kæmperne, der er flere hundrede meter høje.  Bilerne havde en del besvær med vejen og jeg hyggede mig for vildt, da jeg bare høvlede hen over det hele.
Der er ikke så meget at sige. Billederne taler vist for sig selv. Også selvom det selvfølgelig var meget mere fantastisk i virkeligheden. Læg mærke til de små legetøjs-biler på de første billeder, så får man en fornemmelse af størrelsesforholdene.
  
  
  
Da jeg kom op til besøgscentret igen, var det med et stort smil i hjelmen.
Faldt i snak med en af guiderne. Han er Navajo og hedder Jimmy. Vi sad faktisk længe og snakkede om alt muligt.
Det viste sig at den grusvej jeg havde tænkt mig at tage til næste stop, gik gennem hans hjemby. Han synes det var vældig sjovt, at jeg kørte steder som det. SÃ¥ ville jeg ogsÃ¥ opleve mere, som han sagde…..og ja, det har han jo sÃ¥ evigt ret i.
Han spiller fløjte og hev straks et par fløjter frem sÃ¥ jeg kunne se. Han inviterede mig til at besøge ham i landsbyen næste dag. Han skulle spille til at eller andet arrangement og jeg skulle bare møde op klokken tre. Ok…sagde jeg og anede ikke helt hvad det var jeg sagde ja til…men chancen for at hænge ud med indianerne, kunne jeg bare ikke sige nej til.

Kørte på meget vaskebræts-agtige grusveje forbi Chilchinbito, Jimmys landsby, og videre til Chinle, hvor den nærmeste campingplads lå. Den lå godt nok små 100 km fra Chilchinbito, men det er så ingen afstand i det her land. Man kører da rask væk 100 km bare for at sige hej.

Sov endnu en meget kold nat væk. Ville bruge formiddagen på at servicere Smølfen. Kæden skulle strammes og der var andre småting der skulle ordnes. Ville også pakke ned og slæbe det hele med. Man ved jo aldrig hvad der sker. Måske stod den på overnatning i landsbyen????
Faldt i snak med Diane og Craig. De kører rundt i deres meget proppede bil og samler krystaller. Det er en helt almindelige øse, selv efter danske standarder. De bor i den…og i telt selvfølgelig. De var smadder søde. Gav mig en krystal. Den skulle hjælpe mig til at læse folk bedre, sÃ¥ jeg ikke fÃ¥r rodet mig ud i noget snavs. HÃ¥ber at den virker
MÃ¥tte sige farvel og komme afsted, men mÃ¥ske blev det et pÃ¥ gensyn, da de ville blive der et par dage og jeg sikkert ville ende der igen pÃ¥ et eller andet tidspunkt efter Jimmy-tingen. Campingpladsen lÃ¥ lige klods op af endnu en Canyon jeg mÃ¥tte se….og var forøvrigt den eneste de næste mange kilometer.

Drønede de 100 km til Chilchinbito. Skulle mødes med Jimmy på skolen. Han spiller sammen med sin svoger, der spiller guitar. Troede at jeg var sent på den, men de sad bare og øvede og gjorde klar.
  
  
Arrangementet skulle forgå i skolens lille bibliotek. Der var masser af bøger om indiansk kultur. Jeg nulrede lidt rundt og så på det hele.
Det viste sig så at være en re-union for en klasse, der havde gået på skolen for et par år siden. Det var så lidt underligt at være med til. Fik da sagt goddag til de unge mennesker og vist hvor DK ligger på en globus, men jeg synes nu at det var deres dag og holdt mig pænt i baggrunden. Tror også at de synes at det var mærkeligt at jeg var der. Det hjalp dog lidt at der også var forældre og små søskende tilstede.
Der blev vist billeder fra da de var små, spillet musik, spist mad og holdt taler.
Jeg kom i snak med en skoleinspektør fra en anden skole. Hun var oprindeligt fra landsbyen, og var pÃ¥ besøg hos familien. …og sÃ¥ er man Ã¥benbart inviteret til dagens arrangement. De er sÃ¥ stort set allesammen i familie med hinanden kunne jeg forstÃ¥. Vi fik en lille snak om at prøve at bevare kulturen ved at undervise i navajo-sproget og legenderne. Det gÃ¥r fint i de smÃ¥ klasser, men efter hvad der svarer til 9. hos os, skal de til en større by for at fortsætte i skole. De bliver store teenagere og sÃ¥ sker der pludselig andre ting. De gÃ¥r i hængerøvsbukser, omvendte kasketter og Pantera t-shirts. De smÃ¥ piger der rendte rundt, havde dog stadig det traditionelle Navajo-hÃ¥rbÃ¥nd pÃ¥.

Snakkede ogsÃ¥ lidt med svogeren. Han er billedkunstner. Han syntes vist lidt, at det hele gik af h…… til. Snakkede om racisme. Om at blive stoppet hele tiden af politiet uden at have gjort noget. Om udbredt druk blandt indianerne. Det er godt nok forbudt at købe alkohol i Navajo Nation, men sÃ¥ kører man da bare til grænsen.
Om at medicinmændene ikke kunne samle helbredende urter der hvor de plejer og hvor urterne gror, da det er blevet forbudt område pga. en mine.
Om ikke at have andre muligheder rent økonomisk, end at blive her i reservatet og få det bedste ud af det. Arbejdsløsheden er vist temmlig høj.
Han mente at de blev nødt til at stå mere sammen og ikke glemme deres kultur. Ellers ville det hele blive endnu mere forfærdelig.
Og jeg føler med ham. Det er som om han er fanget mellem medicinmænd og højteknologi.
Han sidder der og er rytmesektion for traditionel indiansk fløjtemusik, men i pausen fik vi lige lidt Led Zeppelin og på hans kasket stod der Hendrix.
Du skal bo her mindst fem Ã¥r, før du kender og forstÃ¥r os…sagde han. Og han har sikkert helt ret, for jeg har rigtig svært ved at gennemskue dem. De er pÃ¥ den ene side rigtig søde, venlige og imødekommende mennesker, men jeg har bare den her fornemmelse af, at jeg ikke har set det hele….at der forgÃ¥r en masse som udenforstÃ¥ende ikke fÃ¥r at se. Det er som om de er lidt sky, men jeg er jo ogsÃ¥…næsten…hvid
Aner selvfølgelig ikke hvad der forgÃ¥r i de smÃ¥ hjem, og sÃ¥ bliver det jo altid lidt turist-agtigt. SÃ¥ jeg ved jo faktisk ingenting….som han jo ogsÃ¥ sagde.

Efter 3 timer var det slut og jeg begav mig tilbage til campingpladsen ved Chinle. Blev modtaget af Diane og Craig.  Vi snakkede til sent og de bød på morgenmad næste dag.  
Toast og havregrød. Det der havregrød kommer i smÃ¥ praktiske poser, med forskellig smag. Man skal bare hælde mælk eller vand pÃ¥. Hældte indholdet ud pÃ¥ tallerkenen, og ca halvdelen var sukker. Uff….hvor har de bare sÃ¥ meget dÃ¥rlig mad her. Alt er med kunstig smag og et helvede af sukker. Men ned røg det.
De er et sjovt par. Meget hjælpsomme og flinke. Jeg har på fornemmelsen at de næsten ikke har til salt til et æg. Aner simpelthen ikke hvad de lever af. Diane har 6 voksne børn og er på 3. ægteskab. Blev gift første gang som 17-årig. Craig har arbejdet med fly, men blev syg, så mon ikke han får lidt håndøre i pension. En for mig total underlig måde at leve på, men de virkede nu ok med det.

Tog pÃ¥ en turist-tur i “bil” og med guide, ind i Canyon de Chelly. Man kunne ikke køre selv, og jeg gad ikke se endnu et sted fra toppen af en klippe.
Vi kørte i floden og op og ned af sandbankerne. Blev bumpet godt rundt, da jeg sad bagerst. Det var pænt svært at fotografere mens vi kørte, men det lykkedes da ind imellem. Turen var på 3,5 time, så jeg var godt mør i kadaveret da den var overstået
  
Canyon de Chelly er nogle store kløfter, der er skåret ud i landskabet af vand gennem millioner af år. Nogle steder er klippevæggene 300 meter høje.
Der har levet mennesker her i fem tusinde Ã¥r. Så jeg så flere af de der Anasazi-ruiner og en del “hulemalerier” Det er stadig ufatteligt, hvordan de har fÃ¥et slæbt alting op i den højde. Malerier og ruiner er fra omkring Ã¥r nul. De byggede sgu bedre dengang end de gør nu her i landet. Intet der bliver bygget nu holder mere end 20 Ã¥r.
   
  
I dag lever der stadig folk i dalen. Nu er det sÃ¥ Navajoer der har deres “sommerhuse” her. De holder kvæg og dyrker forskellige afgrøder. Fedt sted. Kunne ogsÃ¥ godt tænke mig et lille skur her. Læ, sol, vand og et must med en 4-hjulstrækker for at komme frem.
 

Ville så egentlig videre til Grand Canyon, men igen drønede jeg bare forbi. Denne gang var det dog fordi jeg bare var træt i hovedet, beskidt og vinden blæste op igen. Ville bare have et motelrum, et langt bad og internet! Orkede ikke at forholde mig til mere. Så jeg kørte til Flagstaff og bookede et motelrum på Route 66, der løber lige igennem byen. Det var for dyrt i nærheden af GC, og Diane og Craig havde fortalt at prisene var mere rimelige her, så derfor blev det Flagstaff. 
I går lavede jeg så absolut ingenting. Surfede på nettet, Skypede et par timer og gloede fjernsyn. Var kun uden for mit værelse for at gå en kort aftentur. Gad bare ikke snakke med nogen. Skulle lige have en pause. Det bliver rimeligt intenst ind imellem med alle de nye mennesker og steder.
I dag er der lidt mere go i mig. Har tulret rundt og set pÃ¥ byen. Pudset støvler…de var ved at krakelere. Vasket. Hængt pÃ¥ en hyggelig cafe, skrevet pÃ¥ bloggen og andre praktiske ting.

Gad vide om det nogensinde lykkes mig at få set det der store hul i jorden, de kalder Grand Canyon