Det var fedt at se Heather og resten af familien Hiatt igen.
Og så viste det sig ovenikøbet at være den perfekte uge at komme til Boise i.
Den kommende weekend, ville der være en offroad tur til Hell´s Canyon. Det var Happy Trails der arrangerede. Vi skulle køre grus op til vores basecamp, og så tage på dagture ud derfra.
Men først skulle der ordnes Smølf. Olieskift, dækskifte, nyt kædekit, styr-forhøjere og så selvfølgelig rulle-problemet.

Denne gang kunne jeg desværre ikke bo hos Heather, da værelset allerede var lovet ud til en mand der skulle med på turen.
Vi ringede nogle gange til mit gamle hostel, men intet svar. Så vi fordrev tiden, med at sludre og banke hinanden i Nintendo Wii. Både Heather og jeg synes at videospil er smadder sjove, men det var vist hende der bankede mig mest ;-)
Heather kom endelig igennem til hostellet. Nej, ingen ledige senge. Hele huset var lejet ud til at hollandsk fodboldhold. Det er ellers Anja fra Danmark, så det var ærgerlig, sagde Heather. Elsa ude fra hostellet gik helt i selvsving af forventning over at se mig igen, så hun tilbød mig at bo i hendes private gæsteværelse. Det takkede jeg selvfølgelig ja til, og flyttede ud på landet igen.

Så gik dagene ellers med at få ordnet Smølfen, shoppe, gå i biffen, hygge med Elsa om dagen og Heather om aftenen.
Om onsdagen var fyren der skulle bo hos Heather stadig ikke dukket op, og Elsa fik besøg af sin familie, så der ville blive lidt pladsmangel. Heather blev enig med sig selv om, at fyren…der nu var blevet til to fyre, måtte slå telt op i haven, når de nu var så forsinkede. Og jeg måtte få gæsteværelset. Så jeg sagde farvel til Elsa og rykkede ind til Heather i stedet.

Smølfen havde fået den helt store professionelle omgang, af John fra Happy Trails værksted. Nu var den glad og helt klar til weekenden. Det var jo nok også sidste gang, at folk jeg stoler helt på tjekker alt, inden jeg forlader USA og kører ind i Mexico.

Onkel Ed havde fundet en anden slags rulle til mig, og nu måtte vi se hvad den så kunne.
Tog en prøvetur….og efter 10 km var rullen væk….
Stod der ud på landevejen og blev helt ked og frustreret. Fatter stadig ikke hvorfor jeg skulle reagere så kraftigt på så lille et problem….måske fordi det er det eneste problem jeg rigtig har haft.
Jeg skulle egentlig have været afsted på turen torsdag, hvor resten af familien Hiatt først skulle afsted fredag pga arbejde.
Kunne pludselig ikke overskue noget. Og udsatte min afgang til fredag. Tror jeg havde gang i et eller andet hormontrip. Følte mig som en rigtig tøs…hysterisk og træls.

Trillede langsomt tilbage til værkstedet. Ed og jeg fik kigget på rullen….eller mangel på samme…. Metalstykket der holdt den, var simpelthen knækket af. Tror at de mange slag fra kæden, havde ødelagt svejsningen fuldstændig.
Jeg havde været bange for at kæden ville komme helt op og smadre bunden af ekspansionsbeholderen, der sidder et lille stykke over rullen, hvis altså rullen manglede. Derfor havde jeg været så hysterisk med den.
Efter flere forsøg med at trykke fjedrene helt sammen og se om afstanden til beholderen var forsvarlig og andre sjove eksperimenter, kom vi til den konklusion, at rullen var totalt unødvendig. Så måske var mit problem løst på den nemme måde. Skulle da ihvertfald på den ultimative testtur dagen efter. Hvis den kunne holde til det, kunne den holde til alt!! Og hvis ikke, var der hjælp at hente i Boise.
Satte lidt gaffatape på beholderen. Så kunne jeg da se hvis kæden havde været imod. Og her næsten to uger efter, og en masse forskellig kørsel fra grus til landvej, er der stadig ikke spor af kæden. Kigger dog stadig ofte, men tror simpelthen ikke der vil ske noget.
Så irriterende problem er vist endelig løst :-)

Fredag morgen mødtes vi en lille gruppe folk og satte kursen mod Hell´s Canyon. Vi var en blandet flok. Heather, John og jeg var cirka på samme niveau. Ed og Todd de erfarne fra Happy Trails Og endelig Lillebror Heath og hans ven Harlan, der var de unge og hurtigtkørende.
Boise, Hells Canyon 004.jpg Boise, Hells Canyon 005.jpg Boise, Hells Canyon 006.jpg
I starten kørte vi mest på nemme grusveje, men ind imellem kom der lidt mere udfordrende stykker, som da vejen pludselig blev til en stor grusbunke med dybe spor. Vi sejlede rundt…og John måtte ned og bide i gruset.
Familien Hiatt og Todd havde været smarte og sendt deres baggage op til campen med en bil. Os andre slæbte rundt på vores. Ikke at taskerne genere mig meget, men man kan nu alligevel godt mærke forskel.
Vi skulle over nogle pas, og oppe på toppen af et af dem, var der vejarbejde. Der er ikke bare et lyssignal som hjemme i DK. Der står en person i hver ende af vejarbejdet med en walkie og et skilt hvor der står stop. Vi holdt en fotopause, når vi nu alligevel skulle holde der. Snakkede lidt med stop-manden. Han havde vel set 10 biler hele formiddagen. Kan ikke rigtig sige at han blev overbebyrdet. Havde en stol og en parasol…og en rigtig flot udsigt.
Boise, Hells Canyon 010.jpg Boise, Hells Canyon 013.jpg Boise, Hells Canyon 007.jpg
Vi kørte over det sidste pas og begyndte den pænt lange stejle vej ned i Hell´s Canyon. Hold da op hvor var der flot, men drengene holdt ingen pauser, så derfor ingen billeder.
Det blev varmere og varmere. Troede egentlig at kløften havde fået sit navn, fordi der er så varmt, men det er vist mest fordi, det er den dybeste kløft lavet af en flod, i Nord Amerika.
Vi ramte bunden og kørte hen for at tanke.
Så i den vej der snoede sig op på den anden side? Spurgte Ed os piger. Det er den vi skal op af.
Ok. den så så rimelig stejl og svær ud. Men da vi kom igang var det faktisk ikke så slemt. Havde jo også oplevelsen fra Alder Creek i baghovedet. Og i forhold til det, var det her nærmest nemt.
Boise, Hells Canyon 016.jpg Boise, Hells Canyon 019.jpg Boise, Hells Canyon 021.jpg
Heather og jeg blev enige om, at der altså skulle holdes en fotopause. Drengene havde bare alt for travlt med at køre.
Boise, Hells Canyon 023.jpg Boise, Hells Canyon 022.jpg Boise, Hells Canyon 029.jpg
Lige før lejeren var der et udsigtspunkt, hvor tropperne atter blev samlet.
Boise, Hells Canyon 038.jpg Boise, Hells Canyon 048.jpg Boise, Hells Canyon 043.jpg
Det sidste billede er af Heath, Heathers lillebror. Han er urimelig høj og bænken var afsindig lav, så det så altså ret morsomt ud…..man skulle vist have været der :-)

Vi ankom til campen, smækkede teltene op og så var der ellers serveret.
Tim, ejeren af Happy Trails rendte rundt med en dårlig fod og kunne ikke køre. Til gengæld serverede han og konen dejlig mad. Inkluderet i prisen var både morgenmad, aftensmad og drikkevarer…..og en kasket, hvor der står:
Paved Roads….. Classic example of wasted tax dollar……..
Boise, Hells Canyon 102.jpg Boise, Hells Canyon 101.jpg Boise, Hells Canyon 124.jpg
Boise, Hells Canyon 125.jpg Boise, Hells Canyon 091.jpg Boise, Hells Canyon 088.jpg
Boise, Hells Canyon 097.jpg Boise, Hells Canyon 110.jpg Boise, Hells Canyon 121.jpg
Som i kan se på de sidste billeder, var dyrene rimeligt nærgående. Ellers forstiller det maduddeling, en lejr fyldt med mc´er, Heath på sin DRZ.

Næste morgen delte folk sig i forskellige grupper. Min gruppe var næsten den samme, på nær de 2 unge knægte, der bare ville ud og køre stærkt. Og fire nye ansigter. En af dem var Marty. Han skulle lede gruppen den dag. Han er 81 og totalt sej.
Boise, Hells Canyon 050.jpg Boise, Hells Canyon 055.jpg Boise, Hells Canyon 056.jpg
Han kørte ikke specielt stærk, skulle jo have alle med. Til gengæld holdt han den samme hastighed lige meget om han var på vej rundt i en hårnål eller på lige vej. Han kørte også på en blå DRZ.
Han fik mig i den grad til at tænke på mine forældres nabo, Ejnar. Han er vist samme alder og tager stadig på skiferie. Sådan gad jeg godt at være når/hvis jeg fylder 80.
Marty sagde at sådan kunne jeg da sagtens være, når jeg kom i hans alder….skulle bare blive ved med at køre….og så lige holde op med at ryge…………

Det første stræk var en meget nem grusvej, men med den ekstra bonus, at der var store huller i vejen. Da solen stod lavt og de forankørerne producerede en hel del støv….læs meget støv….kunne man ikke se hullerne før man havde ramt dem. Op og stå!!!!
Jeg er ellers ikke den der står meget. Synes at jeg mister balancen og er bange for at overanstrenge mit dumme knæ. Men efter at jeg har fået styr-forhøjere på…og forøvrigt har så godt og grundigt ondt i røven, efter de mange timer i sadlen….Er jeg ligesom blevet tvunget i gang, og det er blevet meget nemmere. Og hold da op hvor det hjælper på mange ting….eksempelvis de der huller.

Vi holdt en pause i en lille by. Folk skulle have noget at skylle halsen i efter alt det støv.Boise, Hells Canyon 052.jpg Boise, Hells Canyon 053.jpg Boise, Hells Canyon 060.jpg
Normalt har jeg bare en flaske vand eller to, men Heather havde lånt mig en drikkerygsæk…tror jeg at man kalder dem på dansk…. Så jeg kunne have 2 liter vand, og drikke hele tiden. Og de er smarte her. Kommer is i dem, så man har dejligt koldt vand hele tiden. Hader ellers at have noget på ryggen når jeg kører, men hvor var det fedt at kunne drikke mens man kører. Det bliver jo de her 30 grader varmt.

Vi kørte videre af en rigtig fed grusvej. Ikke for svær, men heller ikke i nærheden af at blive kedelig. Havde rigtig meget overskud. Synes lidt at nu kørte vi for langsomt, men hyggede mig alligevel nede bagved. Så kunne jeg lade de andre køre, og så give lidt mere gas for at indhente dem. Og så havde jeg sikkerheden i Onkel Ed allerbagest. Han holdt god afstand pga. støvet.
Boise, Hells Canyon 061.jpg Boise, Hells Canyon 066.jpg Boise, Hells Canyon 059.jpg
Vi nåede op hvor vejen blev til en sti. Holdt et hvil, da vi skulle samme vej tilbage. Det betød at folk kørte i deres helt eget tempo og på forskellige tidspunkter. Ed og Marty ville så køre sidst og samle faldne op.

Jeg kom afsted alene. Og gav den rimeligt meget gas. Havde som sagt en rigtig god dag, hvor alt bare fungerede. Heather og John var kørt før mig, og jeg var helt hundrede på at jeg ville indhente dem. Følte mig hensat til en af de fede dage i Sverige med Tenere-klubben. En af de dage, hvor jeg rent faktisk kan følge med og tror på at mere gas er løsningen på stort set alt ;-)
Nåede op til Heather. Vi standsede for at tage et par billeder.
Boise, Hells Canyon 080.jpg Boise, Hells Canyon 079.jpg Boise, Hells Canyon 069.jpg
Boise, Hells Canyon 075.jpg Boise, Hells Canyon 081.jpg Boise, Hells Canyon 068.jpg
Hun sendte mig først afsted, da jeg jo var lidt ræser-agtig og hun ville vente og tage et par billeder af Ed når han kom forbi.
Jeg drønede derudaf. Synes at Smølfen føltes lidt underligt i bagenden. Stoppede og gloede på dækket. Intet. Gav fuldt gas…bare sådan for at sprøjte lidt med noget grus….Og gled helt mærkeligt rundt. Mit bagdæk VAR fladt.
Havde fået værktøjet hevet frem da Heather ankom. Fik fundet en gren der skulle lege ekstra støtteben, da Ed kom. Han overtog helt styringen. Ville ellers gerne have forsøgt mig, men da også Heath, Todd og Harlan kiggede forbi. Og der forøvrigt kun var 10 minutters kørsel til frokost, blev jeg sat helt ud på et sidespor. Drengene fiksede det på rekord tid. De havde jo også elektriske pumper og hvad ved jeg. Det var afsindigt varmt der i solen, så jeg brokkede mig ikke, men sugede til mig, så jeg er endnu mere klar, hvis der sker for mig igen….uden støttepædagoger.
Men bare se hvad tanken om frokost kan gøre.
Boise, Hells Canyon 086.jpg Boise, Hells Canyon 084.jpg 
Spiste frokost, og blev sendt ud af en asfaltvej. Det var en rigtig flot vej, så jeg havde ikke travlt, og Heather indhentede mig. Reglen er at man venter ved hjørner på køreren bag en, men det var der vist en der havde glemt. Vi så i hvertflad ikke nogen, og indså snart at vi nok var kørt for langt. Heathers cykel var blevet for varm i solen, mens vi fik frokost, så den havde smidt en del benzin ud gennem udluftningsslangen. Hun var på reserve, og vi blev nødt til at køre mod nærmeste by i stedet for at lede efter de andre. Et par kilometer før byen løb hun så tør. Vi tippede cyklen over for at udnytte de få dråber der faktisk var tilbage i tanken. Fik startet den igen og kørte uendeligt langsomt ind mod byen. En tank…Yes. Vi havde klaret den.
Vi vidste at de andre skulle tanke i samme by, så vi sad pænt og ventede til de rullede ind i byen. Vi troede faktisk at de var bekymrede, da vi ikke var med, men ingen havde lagt mærke til det??!!  Det skal så lige siges, at det ikke var et særligt langt stykke grus de var ude på. Prøvede at forklare dem om Tenere-klubbens rotationssystem, men som de sagde. Hvis folk ikke følger reglerne, kan det jo være ligemeget.

Det havde været en varm dag, så Heath, Harlan og jeg kørte ud til en sø og tog en hurtig dukkert. Og så hjem til lejeren og den gode mad.
Der var den her lille kuriositet. Tim og Sherry der stod for arrangementet, er jo kristne og drikker ikke, men det gjorde en hel del andre. Det var så bare lidt i smug. Man hældte lidt sprut over i en dåsesodavand og var i det hele taget bare diskret. Det er så lidt skæg når folk bliver lidt for glade af at drikke 7up. Ingen sagde noget og alle vidste det, selv arrangørene. Mærkeligt……..

Næste morgen skulle der køres grus hjem. Jeg havde en off-dag. Gjorde alt det man ikke skal gøre og kørte bare uendeligt langsomt. Var rigtig træt af mig selv, specielt set i lyset af at dagen før havde været så fantastisk. Fik kæmpet mig gennem diverse grusveje, men syntes ikke at det var særligt sjovt. Det er vist mit tilbagevendende søndags-problem. Har oplevet det samme på diverse Tenere-ture. Tror at når jeg bliver træt, ja så står hjernen bare af. Kunne da slet ikke finde ud af, at vejen ud af problemer, var mere gas ;-)

Da vi kom hjem i sofaen, var vi bare så trætte, at vi ikke engang gad spille wii. Hele min krop var træt. Og vi gik temmelig tidligt i seng. Jeg brugte mandagen på at pakke og ordne det sidste på Smølfen. Ville ud af røret tirsdag morgen, med retning mod Yellowstone National Park.

Det var bare svært at sige farvel. Har fået nye venner, som jeg måske aldrig ser igen. 
Så det var med en rigtig underlig  følelse i maven at jeg forlod Boise.