Jeg trillede ind i Lake City onsdag ved 18-tiden.
Havde gennem ADV-siden fået plads i en hytte sammen med en flok mennesker jeg ikke kendte, et sted der hed The Texan. Men det var først fra næste dag, så jeg måtte finde noget overnatning et eller andet sted.
Tog en runde i byen, den er ikke særlig stor, og kørte så en runde hos The Texan. Stoppede ved en hytte hvor det flød med mc´er udenfor. Snakkede lidt med drengene, der også var i byen til West Fest. De havde da lidt gulvplads samme aften, men præsenterede mig for Don der boede i en anden hytte. Og alle hans bofæller havde trukket sig, så han havde rigeligt med plads. Vi blev dog enige om, at jeg skulle slå lejr på gulvet, for ikke at svine lagnerne til, så han kunne leje værelset ud til nogle andre. Jeg havde jo logi næste dag.
Hang lidt ud med forskellige mc-folk. Der var ikke ankommet så mange endnu, da selve WF faktisk først rigtig startede fredag.

Blev tilbudt at køre sammen med nogle fyre torsdag morgen. De lød så som om de havde tænk sig at køre temmeligt stærkt, og det havde jeg ikke rigtig mod på.
Skulle også have hevet alle taskerne af Smølfen og pakket om. Det er desværre en lang og træls proces. Vi tænkte os ikke rigtig om, da vi placerede topboksen, så nu er den totalt besværlig at få af, og specielt på igen. Skal jo også have fisket, lappegrej, dækjern, pumpe, førstehjælpskit og andet godt frem fra gemmerne, og have det placeret på Smølfen. Dækjernene bliver sat fast med strips, mens det meste andet, kan være i min front-taske. Det tager altså lidt tid, så jeg takkede pænt nej til at tage afsted tidligt torsdag morgen.

Fik cyklen gjort klar. Don skulle køre med en fyr der hed Darren. Don og jeg havde snakket om at jeg havde et ekstra tandhjul, så jeg kunne geare Smølfen ned. Det kræver så noget værktøj jeg ikke har. Da Darren kom, blev de enige om at jeg skulle på tur med dem, og at de lige ville smide det der tandhjul på Smølfen, så jeg ville få det nemmere i bjergene.
Prøvede faktisk at protestere lidt, for de var gode kørere, og jeg ville ikke sinke dem. Mine spage protester blev overhørt og snart var vi på vej.
De første 5-7 km var nemt fladt grus, men så tog de en sidevej….og så blev det stejlt. I det andet hårnålesving stoppede jeg. Mest fordi jeg var på vej til venstre…og svinget gik til højre. Det her var svært. Alt for svært. Sagde at jeg hellere måtte vende om, da det oversteg mine evner en hel del.
De var så søde. Sagde at jeg jo havde dem til at passe på mig, og de nok skulle få mig lært hvordan den ged skulle barberes. Don forklarede en hel masse og jeg kørte videre. Ved næste stop roste de en masse og sagde at det da nok kunne se at det ikke var første gang jeg var på grus. Det føltes så bare lidt som om det var………

Det gik bedre og bedre. Darren lå forrest. Han var den bedste leder jeg nogensinde har kørt efter. Han lå hele tiden i en afstand, så jeg kunne se hans linje, men aldrig tæt nok til at han var i vejen. Så er man altså rigtig god på mc. Don holdt sig pænt bagerst. Aldrig er jeg blevet nurset så meget på mc.  
Så kom der en bæk. Dyb indånding og så igennem skidtet. Det gik og modet steg. En bæk mere og så var vi ved målet. Spøgelsesbyen Carson.
West Fest 007.jpg West Fest 017.jpg West Fest 021.jpg
West Fest 033.jpg West Fest 030.jpg West Fest 038.jpg 
De sidste to billeder viser drengene på vej op mod den top der ses på det sidste billede. Jeg valgte at blive hængende i Carson og lade drengene få lov at fræse afsted. Og det gjorde de. Det gik godt nok stærkt. Er endnu mere taknemmelig for at de gad at køre så afsindigt langsom sammen med mig, når man kunne se hvad de faktisk kunne.

Jeg frygtede virkelig nedkørslen. Har aldrig kørt på noget der er så stejlt. Don forklarede at jeg skulle bruge forbremsen….Forbremsen!!!!! I grus!!!! Ikke lige det jeg har lært hjemmefra. Han var meget pædagogisk…og det havde jeg vist brug for deroppe i den tynde luft.
Først lige igennem en bæk og så blev det stejlt. Kørte meget langsomt….og brugte forbremsen. Det virkede! Jeg kunne kontrollere cyklen meget bedre. Når man bruger bagbremsen, er det meget nemmere at komme til at blokere den, og så skrider man bare ned af bakke på det her underlag. Forbremsen er nemmere at dosere. Ned i første eller andet gear, og når det så går for hurtigt, så lidt forbremse….Hmmmmmm………. Hvorfor var det ikke nogen der havde sagt det lidt før.
West Fest 042.jpg West Fest 040.jpg West Fest 041.jpg
West Fest 045.jpg West Fest 046.jpg West Fest 050.jpg
Darren fik mit kamera på vej ned, så jeg kunne få et par billede af mig selv på en mc. Dem har jeg jo ikke for mange af. Man kan så slet ikke se på billederne hvor stejlt det egentlig er.
Det gik langsomt men sikkert ned. Da vi kom til den flade grusvej igen, var jeg glad og stolt….og klar til at gøre det igen. Drengene synes at jeg havde klaret det flot. Som de sagde…nu skal du bare have sat farten op. Du ved jo godt hvordan man gør. Det kan vi se.
Er så træt af at jeg har denne her tøse-frygt. OK, det holder mig hel og i live….håber jeg, men til gengæld bliver jeg aldrig bedre på grus, hvis jeg ikke en gang i mellem kommer, ikke ud til grænsen, men bare halvvejs.

Hjemme på The Texan mødte jeg Lomax. Her sammen med Darren.
West Fest 006.jpgHan var en af dem jeg skulle dele hytte med. Det viste sig så at vi var fem til 3 senge. Blev enig med Don om at flytte ind til ham istedet. Han havde vist ikke tænkt sig at leje ud til nogen alligevel. Var ikke interesseret i at bo sammen med en flok larmende mc-folk. Og havde vist penge nok.
Det ville blive dyrt for mig, men jeg tænkte at det var kun en gang i mit liv, jeg var til WF, så måtte det bare koste.
Vi boede så to i en 3 værelses hytte med to badeværelser. Jeg klagede ikke! Og da jeg så ville betale om søndagen, ville han nærmest kun have symbolsk betaling. Det blev da billigere end en telt plads….og det regnede en hel del, de fire nætter jeg var der, så jeg var glad :-)

Aftenen gik med at hilse på alle de nyankomne. Have et ret fesent lejrbål, der kun brændte ved hjælp af et par flasker lightergas. Det regnede næsten hver eftermiddag eller aften. Og ellers hygge med en masse motorcykelfolk.

Torsdag morgen tog jeg afsted sammen med en flok kristne fyre. Ja, det var altså dem der kom nærmest mit niveau, så vidt jeg kunne høre.
Ville gerne have kørt sammen med Tami, men kunne ikke finde hende eller Duke. De boede ikke på The Texan. Var blevet bortvist flere uger før. De havde skrevet et klagebrev.
Historien om The Texan er temmelig lang. Arrangørene havde haft alle mulige problemer med ejeren (Arlen) af stedet. Alt havde åbenbart været muligt, indtil tre uger før arrangementet. Lige der hvor alle dem der havde bestilt hytter eller camping, ikke kunne få deres penge tilbage. Så havde Arlen lige pludseligt opfundet alle mulige nye regler. Vi måtte ikke have bål, samles i grupper og en masse andet. Så en del af det der egentligt var planlagt blev ikke gennemført eller måtte gennemføres andre steder. Lidt besværligt, men vist mest for arrangørene.
Jeg havde det sjovt alligevel, også uden et band.

Det kristne hold skød en god fart op mod Engineer Pass. Jeg var faktisk helt overrasket over hvor godt jeg fulgte med.
Har denne her tendens til at ligge mig bagerst når vi kører i grupper, så jeg ikke føler mig presset bagfra. Men her lagde jeg mig op som nummer tre. Og havde stadig godt med overskud. Var helt sikker på at bjergklatringen fra dagen før, havde været en storartet opvarmning. Der var nogle få steder, det var pænt svært, men ellers fløj jeg bare op.
West Fest 059.jpgWest Fest 060.jpgVi holdt kun en enkelt pause inden vi nåede toppen. Der var ellers flot. Kunne godt have brugt en del mere tid på at se på omgivelserne. På den anden side havde jeg det ret sjovt på opkørslen. Smølfen kravlede bare gennem alt. Jeg vidste bare, at hvis jeg slappede af, og lod den gøre arbejdet, ja så kunne vi bestige hvad som helst.
West Fest 069.jpg West Fest 064.jpg West Fest 063.jpg
Vi nåede toppen i 3900 meters højde. Det var temmeligt overskyet, men ufattelig flot. Bjergtoppe til alle sider, godt oppe over trægrænsen.
Jeg frygtede nedkørslen. Endnu en stejl satan. Lagde mig om som næstsidste mand, så jeg kunne trille ligeså langsom ned.

Men jeg tog fejl gjorde jeg. Der var åbenbart alligevel sevet noget lærdom ind dagen før. Jeg startede godt nok langsomt, men efter få minutter, fik jeg den her følelse af kontrol. Det var mig der bestemte. Jeg skred ikke ud. Kunne stoppe når jeg ville. Kom kontrolleret rundt i hårnålene. Var nærmest forbavset over mig selv. Synes næsten at alle de der halvgamle mænd foran kørte langsomt!!!!??????
Havde en VStrom på gadedæk som bagerste mand. Hatten af for, at han overhovedet fik den maskine over bjerget. Han kørte rigtig langsomt. Da jeg lå foran ham, var det mit job at se om han var med. Det betød jo at jeg måtte stoppe og vente. Fedt!!! Det gav plads foran og jeg kunne selv sætte mit tempo. Var sgu helt oppe i 4. gear ned af noget stejlt, stenet noget. Hvis man kørte ud over siden var der rigtig langt ned, så man skulle ikke lave for mange fejl.
Jeg tror aldrig at jeg har haft det så fedt på en mc. Jeg havde ondt i kinderne af at smile. Vidste bare at mit fjæs var flækket i et kæmpe grin inde i hjelmen. Endelig smagte jeg lidt af hvilken følelse man må have, når man er i kontrol, afslappet og fri for angst. Det var så fedt!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg var helt overstadig og kinderne gjorde stadig ondt, da vi nåede ned i Silverton på den anden side af passet. Vi fik frokost og gjorde klar til at komme afsted over Cinnamon Pass inden eftermiddags-regnen begyndte.
Først lidt diskussion. Vi havde set starten af vejen op. Den var stejl. Rigtig stejl. VStromen ville ikke lege med mere. Og det kunne jeg egentlig godt forstå. Så han tog den meget lange asfaltvej hjem.
Det allerførste var helt normalt, så rundt i en hårnål, og så var det bare gas deropad. ikke noget med at stoppe. Tror det kunne have været ret svært at få cyklen igang igen, så stejlt var det. Så gik det over i “normalt” stejlt resten af vejen op til toppen.
Det er lige gået op for mig, at jeg slet ikke har nogen billeder af den top…ØV….
Så jeg stjal lige nogen ;-)
350800136_RQbMR-L[1].jpg 2008_08108-8-08Westfest0020[1].jpgDet første billede er det rigtig stejle stykke op. Det er mig som er alt for tæt på hende foran. Røg forbi efter næste sving, kunne/ville ikke køre så langsomt. Det er så fra dagen efter, hvor jeg kørte den samme rute.
Andet billede er af nogle andre ADV-kørere. Men det er turen ned fra Engineer Pass. Bare så i kan få en ide om, hvad det var for noget vi kørte rundt i.

Var rigtig glad for min nedgearing. Jeg kunne køre rigtig langsomt rundt i en hårnål uden at cyklen døde for mig. Der var en anden fyr på en DRZ, med den almindelige gearing på. Han havde nogle gange lidt problemer, når der skulle køres rigtig langsomt.

Igen gik det som en leg på nedkørslen. Der var ellers nogle pænt skræmmende stykker. Nogle gange var det nærmest trappetrin af rå klippe, og en masse sjove hårnåle.
West Fest 081.jpgVar totalt lykkelig da vi kørte det sidste stykke af asfalten hjem.

Denne aften var der fællesspisning nede på byens boldbane. 
West Fest 066.jpgWest Fest 086.jpgWest Fest 087.jpg

 

 

 

Bagefter var der almindelig hængen ud og hygge hjemme på The Texan.    

Fik endelig fat i Tami og aftalt at vi skulle køre sammen om lørdagen. Det blev til en gruppe med Ben og Charla og deres to børn. Ja, de havde dem bagpå. Duke og Tami, og Lomax.
Det endte med at vi kom til at køre nøjagtig den samme rute som dagen før, minus frokosten i Silverton. Vejen derned var også ligepludselig blevet kedelig for mig. Jeg ville have klipper og stejle bjergsider :-)
Havde dog så ondt i benene da jeg stod op, at jeg faktisk troede at jeg bare skulle med op på første pas, og så vende om og køre hjem igen. Sådan en 100 km bjergpas stående, er liiige hårdt nok, for en med min kondition.
Men jeg havde det så sjovt, at jeg slet ikke var til at stoppe igen. Så jeg endte selvfølgelig med at køre med hele vejen. Og ømheden i benene forsvandt på mirakuløsvis i løbet af dagen.
West Fest 094.jpg West Fest 099.jpg West Fest 101.jpg
West Fest 111.jpg West Fest 118.jpg West Fest 120.jpg
Da vi ikke havde langt igen til den første top, lå Charla forrest, med mig lige efter. Efter en hårnål døde hendes cykel. Hun prøvede flere gange at få liv i dyret, men nej. Jeg måtte parkere midt i nålen, og komme til undsætning og hive hendes dreng af. De andre nåede op til os. Charla fik vendt cyklen og kørte ned for at få tilløb. Jeg holdt i vejen, så jeg hamrede Smølfen i gear og fræsede opad. Havde jo hørt at Kawaen startede, så jeg regnede med at hun var lige efter mig. Kunne slet ikke få mig selv til at stoppe igen. Nåede toppen. Flåede kameraet frem og var klar til at forevige de andre, når de nåede op. Hmmmm…..Intet. Kunne jo så også se at de stadig holdt dernede. Hvis i kigger rigtig godt efter så holder de nede ved hårnålen på det tredje billede….af de forgående.
Lige da jeg standsede, forlod alle andre toppen. Jeg var helt alene deroppe. Hvor var der
West Fest 108.jpgstille. Havde en følelse af at stå på toppen af verden. Det var faktisk ret syret.

Nå, men da der stadig intet skete, måtte jeg jo ned og se hvad der var galt. Halvvejs nede mødte jeg Tami. Det viste sig at Kawaen havde svært ved at klare højden, så drengene pillede og så skulle Duke have en unge bagpå.
Jeg vendte om igen, og snart efter var vi alle samlet på toppen.
West Fest 114.jpgSå kom nedkørslen og derefter den stejle op. Smuttede som sagt forbi Tami og hamrede efter Charla, der kørte pænt stærkt efter hun havde fået smidt passageren.
Drengene kørte derimod rigtig langsomt pga deres små passagerer. Den næste nedkørsel var næsten endnu sjovere end dagen før. Nu havde jeg jo prøvet både trapper og klipper.
Da vi nåede ned på det mere flade stykke, satte Charla farten op. Tami efter hende og mig lige i hælene på dem. Det var totalt girlpower. Har aldrig set Tami køre så hurtigt, Vist heller ikke mig selv for den sags skyld. Det var SÅ sjovt.

Tilbage til boldbanen og mad. Skyerne trak sammen og midt i maden væltede det bare ned, men folk tog det med højt humør.
West Fest 133.jpg West Fest 134.jpg West Fest 135.jpg
West Fest 144.jpg West Fest 129.jpg West Fest 125.jpg
Efter maden var der deNoobing ceremoni. Alle dem der var med til West Fest for første gang, skulle præsentere sig selv og svare på et spørgsmål. Kunne man ikke svare, kunne man vælge at drikke en hæslig blandingsdrik, synge, danse eller tage en kjole på. Sonny valgte selvfølgelig kjolen. Jeg drak.
West Fest 147.jpg West Fest 148.jpg West Fest 146.jpg
West Fest 153.jpgDet var ret sjovt.
Derefter var der uddeling af priser og lodtrækning om præmier. Hvorfor er det at jeg ALDRIG!! vinder noget??? Er holdt helt op med at tro på den der med held i kærlighed, uheld i spil. Det passer jo ikke!!!!!!!!
Der var nemlig de her tasker, der sidder på forskærmen, til slanger, som jeg gerne ville have. Men nej. Jeg vinder aldrig noget!!!

Så var der hygge og så´en på The Texan igen. Da der ikke rigtig var nogen ture næste dag, da de fleste havde lang vej hjem. Kunne man jo godt give den lidt gas om aftenen. Kom ret sent i seng. Sad og snakkede med en farmerboy fra Kansas. Han synes godt nok europæiske piger var anderledes. Har aldrig i mit liv fået så mange mærkelige spørgsmål om alt muligt.

Havde jo håbet at få et lift op til Oregon eller der omkring. Altså mig i bil og Smølf på trailer. Troede også det var lykkedes, men da jeg stod op kl 6 for at pakke kom fyren over, og undskyldte meget. Han havde alligevel ikke plads. ØV!!!!!
Så må jeg jo bide i det sure og selv køre den lange vej over til vestkysten.

Don skiftede mit tandhjul, til det almindelige. Jeg fik bakset alle taskerne på cyklen. Var desværre blevet så skuffet der kl 6, at jeg gik i seng igen. Da jeg stod op kl 9, var de fleste allerede væk. Så ingen ordenlig afsked med Tami, Duke og Sonny…..Og heller ikke mange andre for den sags skyld.
Fik gjort rent i hytten og sagt farvel og tak til Don.

Satte kursen mod vest. Der er så lige et par bjerge i vejen. Var slet ikke mæt på gruset, men havde heller ikke lyst til at klatrer over de bjerge med alt oppakningen på. Så den stod på landevej. Men en smuk vej.
Var træt og nåede ikke længere end til Montrose, så gad jeg ikke mere, Havde jo været der før, så jeg vidste hvor der var et godt og billigt motel.

Troede at jeg skulle den lige kedlige vej mod vest næste dag. Men blev fristet til at skyde en “genvej” Havde nemlig kørt af den slagne vej hele to gange før, på vej til Moab.
Drejede op mod Telluride. Smuk tur derop. Meget turistet by, men omgivet at fantastiske bjerge og vandfald.
West Fest 178.jpg West Fest 236.jpg West Fest 238.jpg
Overnattede i verdens kedeligste by, Blanding. Det var bare der jeg var da klokken blev sent.

Havde fundet en god smutvej på kortet. Den ville korte mange miles af turen mod vest. Og så var der indlagt grus og færge på vejen.
West Fest 199.jpgKørte mange miles gennem ensomt rødt landsskab. Der var varmt! Jeg var i den grad kommet ned fra bjergene. Temperaturen lå vel nok omkring de 35 grader.
Da jeg var mere end halvvejs mod færgen, kunne jeg se at jeg ville komme for sent. Den sejlede kun hveranden time. Jeg kunne vende om og køre 80 km tilbage og tage en bro, eller bare holde hvil og vente. Jeg valgte desværre vente. Desværre fordi det bare var så varmt. Ingen skygge at finde i det golde ørkenlandskab. Fandt endelig et skur til rensning af fisk med lidt skygge og kørte Smølfen derind. Endelig kom færgen. Turen tog ikke mere end 20 minutter og
West Fest 188.jpg West Fest 189.jpg West Fest 195.jpg
det havde jeg så valgt at vente 1½ time på. ØV! Nå på den anden side ventede der en grusvej og lidt spænding.
Kørte i land og drejede fra mod gruset. Blev lidt mistænkelig da der stod “lukket” på et skilt. Kunne ikke helt gennemskue om det var vejen eller en campingplads, der var lukket. Så jeg fortsatte og kom til endnu et skilt. Den var lukket. Ahhhrrrgggggg!!!!!!!!!!!!
West Fest 197.jpgHavde lige brugt mindst 4 timer på noget der kunne have været overstået på én.

Hele min smarte smutvejsplan faldt til jorden. Og så var der ovenikøbet bare kogende derude i ørkenen. Måtte ud på en gigantisk omvej. Var en lille smule rasende. Besluttede på stedet, at der ikke var plads til flere svinkærinder. Nu stod der bare, den korteste vej til Californien og den svalende kyst, i hjernen på mig.

Overnattede i Richfield. Så det her skilt da jeg var ude for at spise.
West Fest 176.jpgDe er altså underholdende nogle gange, de amerikanere. Det er da meget smart, men ville du vade rundt med et orange flag i en fodgængerovergang???

Tidligt op og afsted næste morgen.
Sad på Smølfen i mange timer. Lavede en af de her 700+ km dage.
West Fest 208.jpgWest Fest 209.jpgDer sker jo ikke så meget på sådan en dag og så alligevel.
Jeg bevægede mig i flere timer mellem et par tordenstorme. Nogle gange skulle der køres stærkt for at slippe væk fra regnen. Andre gange langsom. Var heldig og endte stort set uden at få en dråbe. Men vinden var ind imellem barsk.
Sad og filosoferede over et eller andet da jeg passerede Austin, Nevada. Så….Jeg glemte at tanke. Dum ting at gøre når du krydser en ørken. Da jeg opdagede det, var det for sent at vende om. Jeg var så tæt på reservetank som jeg kunne komme, og i følge gps´en var der mindst 100 km til noget som helst. Satte farten ned for at spare benzin. Der kørte da heldigvis biler på vejen….ind imellem….. Så jeg var ikke rigtig nervøs. Hadede bare mig selv for at være sådan en idiot. Kom til noget beboelse. Og der er altså langt imellem husene derude! Kørte ind for at spørge om der var en hemmelig tank, og hvis ikke, om de kunne sælge mig lidt benzin. Fandt en dame, der fortalte at der var ca 13 miles til den næste tank. Jubiiiiii……Det havde jeg nok benz til at kunne klare.
Kørte langsomt afsted mod tanken. Var rigtig glad da den dukkede op i det fjerne. Var slet ikke på reserve endnu. Ha, Smølfen går altså længere end jeg troede på literen.
Og hvilket sted. Bare se på billederne.
West Fest 220.jpg West Fest 218.jpg West Fest 219.jpg
Måtte simpelthen ind og have mig en sodavand, bare for at opleve et sted som det. Det var som taget ud af en film. Bartenderen havde det vildeste skæg og resten af klientellet mindede mig en del om De Fire Årstider på Vesterbro. Ville dog ikke strande der ude i ingenting, så jeg bundede min vand og drog afsted igen.

Ved 18-tiden trillede jeg ind i Fallon, Nevada. Var træt og gad ikke mere. Fandt et motel til en ordenlig pris. Hold da kæft hvor var her varmt. Omkring 38 grader. Fuld knald på aircon´en. Ahhh…Det var dejligt. Et langt bad og så i putkassen med laptoppen.

Da jeg vågnede næste dag, havde jeg det ikke så godt. Følte det som om jeg var ved at få en forkølelse. Kan ikke helt finde ud af om jeg skal elske eller hade aircon. Bestemte mig for at blive. Havde også lidt ondt bagi, og internettet var hurtigt.

Har været her siden. Har haft feber. Når man fryser og ens hud føles kold i 38 graders hede, ja så er der vist et eller andet galt. Har plejet mig selv, med lange samtaler på Skype, blogskrivning og i dag fandt jeg det her i en biks på den anden side af gaden.
West Fest.jpgSå jeg har holdt fest med paté fra Frankrig, rugbrød fra Tyskland og lakrids fra Finland. Det er det første helt rigtige rugbrød jeg er faldet over. Det var skønt.

 

Tager videre mod vestkysten i morgen. Har stort set følt mig ok hele dagen.

Er begyndt at resarche på Mexico. Har jo kun omkring tre uger tilbage her i Staterne.