Anja Kiilsgaard on tour

Lørdag blev store pakkedag hos Matt. Vi have kigget lidt dybt i noget rom aftenen før, så det gik en smule langsomt.
Jeg havde alting ude af taskerne, for at se om der var noget der ikke skulle med videre. Der var nogle fÃ¥ ting. Et kort over Californien. En ekstra benzin-hævert, som jeg havde fÃ¥et købt, da jeg troede at jeg havde smidt den jeg havde væk. Det er utroligt hvad der egentligt kan være i de tasker :-) Nogle tamponer, jeg havde i overskud fra mit “rulle dollars ind i tamponer” projekt. Har gemt en del kontanter i nogle tamponer. Tror at de fleste mænd vil afholde sig fra. at rode for meget rundt med sÃ¥dan noget. SÃ¥ hvis jeg bliver udsat for røveri, kan det være at jeg stadig har lidt kontanter i gemmerne. Matt synes at det var en fabelagtig ide, men jeg mÃ¥tte lige pÃ¥pege at det nok ikke var helt det samme, hvis han kørte rundt med en flok tamponer pÃ¥ hans rejser
Han overtog de fleste af de ting jeg ikke havde brug for, og så blev Smølfen ellers pakket for alvor, i skyggen fra huset. Havde ventet til lige før solnedgang, da der simpelthen er urimeligt varmt i Cibola.
  
Sad på fortrappen og nød solnedgangen, mens jeg blev mere og mere spændt på alt det nye der ville ske næste dag.
Var dog ked af at skulle sige farvel til min nye ven. Vi havde haft det fantastisk.

Tog af sted næste morgen klokken otte. Det var vist lidt sent, men jeg er jo ikke ligefrem kendt for, at kunne lide at komme op om morgenen.

Først var der lige 130 km Californisk ørken, der skulle forceres. Forbi de store klitter igen. Puha, der var godt nok varmt allerede. Holdt ind på en tank i Calexico, som er grænsebyen på den amerikanske side. Fik tanket benzin, vand og lidt nødder. Gad ikke at skulle gå op i det lige efter grænsen.

Fulgte skiltene mod grænsen. Havde læst en del på nettet om hvad der skulle gøres. Første trin i processen, var at stemple ud af USA. Regnede med at der ville være en luge eller noget. Men nej. Jeg fulgte vejen, der var ensrettet, og endte ved den mexicanske grænse. Intet amerikansk i sigte.

Immigrations-fidusen der gav mig visummet, da jeg rejste ind i Staterne, havde fortalt hvor vigtigt det var at jeg tjekkede ud af landet. Ellers ville jeg få store problemer, hvis jeg ville til USA engang i fremtiden. Så det skulle bare ordnes.
Tja, måtte jo tilbage igen, så jeg kørte lidt mod trafikken og fandt en bil med en amerikansk grænsevagt i. Han anede ikke hvad jeg snakkede om. Gik lidt rundt om sig selv. Ville gerne hjælpe, men kunne vist ikke forlade sin bil. Heldigvis kom der en tolder-agtig mand gående hen mod os. Jeg fik forklaret problemet, og han viste så godt hvad jeg talte om. Tog mit pas og gik hen mod en kontorbygning, der lå i en anden ensrettet gade, der hvor man tjekker IND i Staterne.
Stod der i vejkanten og fik en snak og en smøg med grænsevagten. SÃ¥ kom tolder-fyren tilbage med en anden mand. De ville lige være helt sikre pÃ¥ at jeg ikke skulle tilbage næste dag, inden de hev visummet ud af passet. MÃ¥tte bilde dem ind, at jeg skulle til Mexico City og flyve bÃ¥de Smølfen og mig selv hjem derfra, sÃ¥ de kunne forstÃ¥ at jeg ikke skulle tilbage til USA. Tror ikke at de har for mange mennesker der tager den vej ud af landet…og sÃ¥ slet ikke vil ind igen

Så var USA ordnet, nu stod den på Mexico.
Kørte de 500 meter tilbage til den mexicanske grænse. Funderede lidt over hvad de spanske skilte betød og valgte så en bane jeg formodede var rigtig. Det var den til dels, for manden der, skulle inspicerede mit køretøj. Måtte åbne et par tasker, som han så kiggede meget lidt i.
Vi havde lidt kommunikationsproblemer, da han ikke rigtig talte engelsk og jeg ikke talte spansk, men det forgik alt sammen med store smil på.

Jeg prøver at følge en strategi, der går ud på at smile og være venlig, reklamere med at jeg er fra Danmark og så spille lidt dum blondine. Det ser ud til at virke. Ved så ikke om de bare er flinke mod alle folk, men alle har i hvert fald været utroligt flinke og hjælpsomme mod mig.

Det viste sig så at jeg ikke kunne importere Smølfen fra denne grænseovergang, så de forslog at jeg kørte tilbage til USA og hen til en anden overgang. Det kunne jeg så ikke rigtig, da jeg jo lige havde afleveret mit visa. Ok, jeg måtte så få visummet for mig selv her, og så køre hen til den anden overgang, inde i Mexico og få ordnet Smølfen.
Visummet skulle jeg have på et eller andet kontor, ikke hos min nye ven. Fik vendt Smølfen rundt og parkeret udenfor det udpegede kontor. Det var så ikke der alligevel. Op på hesten igen og finde det rigtige sted. Igen lidt smilen og være en sød dansk pige. Og så gav manden mig 180 dage i MX uden at blinke. Skulle så lige hen i en slags bank og betale nogle penge. Så tilbage og få det officielle stempel i passet.
Var ved at smelte i varmen. Har senere fået af vide at Mexicali, som den mexicanske side af grænsebyen hedder, er det varmeste sted i Mx. Ville ikke smide for meget af tøjet, så ville der være mere at holde styr på. Og der gik nogle lidt underlige mennesker rundt i området. Så sveden tapløb af mig.

SÃ¥ var jeg i Mexico. Ikke at jeg havde sÃ¥ meget tid til at filosofere over det, skulle jo finde vej, og passe pÃ¥ trafikken. Og der bliver kørt en del anderledes end i Staterne….Læs, sindssygt. Skulle ogsÃ¥ lige vænne mig til at skiltene var pÃ¥ spansk. Havde ikke lige fattet at alto betyder stop, sÃ¥ jeg fik bremset i en fart, da der kom en bil pÃ¥ tværs.

Fandt den anden grænseovergang og kontoret for køretøjs-import. Manden her talte heldigvis engelsk og var meget hjælpsom. Han kunne ikke lige finde min halv-offroader i sit system, så der blev ringet en masse rundt. Måtte forklare at den er lavet til at køre på vejen og han fandt ud af det. Han undskyldte meget for ventetiden, men ville bare være sikker på at jeg ikke ville får problemer på resten af turen. Jeg stod bare på kontoret og nød airconen og var glad for at han gjorde noget ud af det. Fik mine papirer, så nu var Smølfen og jeg officielt i Mexico.

Så sigtede jeg efter en bank. Havde læst at de ikke rigtig tager kreditkort nogen steder, heller ikke på tankstationerne, så jeg skulle have kontanter.
Var egentlig lidt sulten, men det var så sindssygt varmt, at jeg bare ville afsted. Ud på landevejen og blive blæst igennem. Min tøj var gennemblødt af sved. Grænsekrydsningen havde vel taget 1½ time og havde været en total hed oplevelse.

Fandt den rigtige landevej og kom ud af byen. Nu havde jeg tid til at se mig omkring. Alt var pludselig så anderledes. Skiltene på spansk. Menneskernes udseende. Ja det hele. Kom igennem den sidste forstad, og så var der pludselig ingenting. Slet ingenting. Ørken til alle sider. Meget lav vegetation, hvis der overhovedet groede noget.
Føj hvor var det varmt. Jeg havde været steder i Staterne, hvor det havde været varmt, men det her slog altså alle rekorder.
Havde kun 180 km til San Felipe, der var mit mål for dagen. Det ligger ved kysten, så jeg regnede med at det ville blive lidt køligere derude. Jeg tog fejl. Kunne se at jeg, efter små hundrede km,  faktisk allerede kørte ret tæt på kysten, og at det blev ikke køligere, men bare mere fugtigt.

Det var som en ovn. Ville bare væk derfra. Sad og talte kilometer.
Var begyndt at føle mig underlig. Havde det som om jeg skulle kaste op. Næste gang jeg så noget skygge ville jeg stoppe, holde pause og måske brække mig. Der kom bare aldrig noget der lignede skygge. Havde vel egentlig ikke set noget skygge de sidste 40 km.
Jeg prøvede at bilde mig selv ind at det ikke var varmt. Fik også kuldegysninger og huden omkring mine øjne føltes som om den var kold. Kunne bare mærke at det her ikke var godt. Kiggede for 30. gang på gps´en. 90 km igen.
Vandet i min rygsæk havde omtrent den samme temperatur som the-vand. Tvang det ned alligevel.
Og så blev det pludselig helt galt!! Kunne mærke at jeg var på grænsen til at besvime. Var stensikker på at jeg ville gå i gulvet indenfor de næste par minutter
Fik stoppet Smølfen midt på vejen. Rabatten var stejl og sandet. Pis!!! Jeg kunne jo ikke holde der midt på vejen. Fik øje på en lille mur i vejkanten ca. 30 meter fremme. Kæmpede for at holde mig oprejst. Trillede de 30 meter, ind til siden, og gled bogstavelig talt ned fra Smølfen, ned i sandet. Var helt færdig. Faktisk så færdig, at jeg ingen kontrol havde over min krop. Registrerede på vej ned at jeg tissede i bukserne, men at der absolut ikke var noget jeg kunne gøre ved det. Har faktisk lidt svært ved, at huske helt nøjagtig hvordan jeg fik stoppet og landede nede på jorden.
Kravlede om på den anden side af Smølfen, ind i den lille stribe skygge fra muren. Når jeg lå med bøjede ben, kunne jeg lige være der.
Tror jeg var væk et lille stykke tid. Lå bare der og kunne ingenting. Vinden kom i stød og blæste sand i mit ansigt. Jeg var SÅ ligeglad. Så længe jeg kunne ligge der var alt fint.
Fik suget det sidste vand ud af rygsækken. Havde det bare dårligt. Skulle heldigvis ikke brække mig mere, men kunne ikke gøre noget som helst. Bare ligge der.
Hørte nogen tale. En bil var stoppet og de spurgte om jeg var ok. Var så langt ude at jeg sagde ja, så de kørte videre.
Jeg kom op og sidde og fik bakset min sidste liter vand frem fra bagagen. Slugte nærmest det halve i en mundfuld. Måtte lige ligge lidt igen.
En anden bil stoppede og spurgte om jeg var ok. Denne gang havde jeg hjerne nok til at sige…ikke rigtig. De gav mig en halv flaske vand og spurgte om jeg var alene. Ja, sagde jeg. Er du sindssyg spurgte de. Ja, sagde jeg…… Lige der føltes det ret sindssygt det jeg havde gang i. Køre rundt i en ørken alene. Ikke den kvikkeste ide jeg har fÃ¥et i mit liv.
De sagde at der kun var 15 minutters kørsel til et sted hvor der var skygge og jeg kunne købe vand. Og så kørte de igen.
Ville rigtig gerne derhen, men kunne ikke endnu. Prøvede at rejse mig, men blev så svimmel at jeg måtte ned i sandet og ligge igen.

Det var totalt surrealistisk at ligger der med våde bukser og få blæst sand ind i alle ansigtsåbninger. Som om jeg var med i en rigtig træls film, om en idiot der døde af tørst ude i ørkenen. Havde den underligste følelse. Kan faktisk ikke beskrive det. Sådan lidt fjern og alligevel var jeg temmelig rationel. Hjernen fejlede vist ikke mere end den plejede, men kroppen var totalt stået af.

Fik det langsomt bedre. Fik safety-jakken og støvlerne af. Det hjalp. Tror at der var flere hundrede grader i de støvler. Tvang en powerbar ned. Var godt nok ved at kaste op, men tænkte at jeg skulle have noget saltholdigt. Drak næsten alt mit vand. Ville have en lille reserve…hvis nu…..
Kunne stadig ikke stå, men sad op af muren og var bange. Blev jeg nogensinde klar til de sidste 90 kilometer? Blev jeg nødt til at få et lift med nogen og lade Smølfen stå? Den der torden jeg kunne høre i det fjerne, ville det komme den her vej. Og i så fald, ville det være godt eller skidt? Regn ville være en velsignelse, men jeg gad jo heller ikke blive ramt af et lyn.
Jeg tror at frygt var et godt tegn på det tidspunkt. Jeg var ved at være ved mine fulde fem igen. Op og stå igen. Stadig lidt svimmel, men helt sikkert bedre. Stod der og lænede mig op af muren, for at holde balancen. Ned og sidde igen. Sådan blev jeg ved et stykke tid.

Endelig følte jeg mig klar nok til at kunne køre. Havde vadet en smule rundt og svimmelheden havde fortaget sig. Fik støvlerne på igen og safety-jakken spændt bagpå. Kører ellers aldrig uden den, men skulle vælge mellem to onder. Varme eller mangel på sikkerhed. Viste godt hvad der var vigtigt lige her. Trillede langsomt af sted, med alle følere ude. Hvis der kom den mindste indikation på svimmelhed, måtte jeg holde ind igen. Det skete heldigvis ikke, men hold da op hvor jeg stadig havde det mærkeligt.

Synes at de 15 minutter det skulle tage at komme til “kiosken” var endeløse. Endelig!!!! Fik parkeret i skyggen. Strøg ind og købte 4 liter vand og drak to af dem pÃ¥ stedet. Kom af alt mit mc-gear. De gloede godt nok lidt da jeg stod der i cykelshorts og en undertrøje, og hvad sÃ¥!! Fik inhaleret en pose nødder og endnu en powerbar. Mere vand….og sÃ¥ en smøg. En længe tiltrængt smøg.

Havde det ret hurtigt meget bedre. Fik fyldt rygsækken med vand, og havde lige en flaske med i reserve. Fik klunset på igen og kom afsted. Drak og drak, det nu dejligt kolde vand. Da jeg kom til San Felipe havde jeg drukket endnu 1½ liter.
Skulle lige igennem et militært checkpoint da der var en 30 km tilbage. Skulle bare lige åbne min taske, vise mit pas og fortælle hvor jeg var på vej hen, og at jeg hverken havde stoffer eller skydevåben, så var fyren glad.
Det var en meget lettet Anja der trillede ind i San Felipe. Jeg havde klaret den. Parkerede nede ved vandet og sad lidt på en bænk og stirrede ud over vandet.
 
Jeg havde fået mig en stor lærestreg. Havde lært lidt om ekstremt klima og betydningen af at være hydreret.  
Har senere hørt at der er mellem 40 og 50 grader derude i helvede. Ikke så sært at jeg var tørstig
Jeg brugte et par dage på at få kroppen helt ok igen, men er så god som ny.

Er nu ovre på vestkysten i Ensenada, men den historie må i vente lidt med til jeg kommer på nettet nede hos Bibi.
Langsomt og ustabilt internet har lige slugt 3 timers skriverier…. Arrrghhhhhhhh!!!!!!!!!Og det er ved at blive sent, sÃ¥ jeg gider ikke mere.
Der er også lige den her koncert i aften
Kører sydpå i morgen. Har jo stadig lige 1500 km inden jeg rammer Cabo.