Da jeg var færdig med at glo ud over vandet, ved min ankomst til San Felipe, var det vist på tide at finde logi for natten. Fik endelig taget mig sammen. Op på Smølfen og ud på den evige jagt efter et sikkert og billigt hotel.
Jeg krydsede en gade, og hvad var det? Var det ikke en anden mc med ligeså meget oppakning som mig. Jeg kørte i en ensrettet gade, så jeg måtte lige en tur rundt om blokken. Regnede med, at hvis det også var en der lige var ankommet, ville han havne nede på strandpromenaden. Det er åbenbart et eller andet instinkt i os, vi går efter vandet.
Og ganske rigtig. Der holdt han. Det var helt tydeligt en anden motorcykelrejsende. Kørte hen og parkerede ved siden af, smed hjelmen og sagde hej.

Peter var fra Canada og var kommet fra Ensenada på vestkysten. Vi snakkede selvfølgelig lidt om vores ture og jeg trængte rigtig meget til en at dele min lettere uheldige ørkenoplevelse med, så det var bare dejligt med en der forstod mig.
Efter en del snak, blev vi enige om at finde et hotel og dele et værelse, for at spare lidt penge.
San Felipe 030.jpgJeg var stadig ikke rigtig på toppen. Havde da godt nok fået indhaleret noget vand, men synes at jeg kunne huske noget om, at når man er dehydreret, skal man også have forskellige salte. Fik gravet min medicinpose frem og fundet en pose med noget salt-dims, som jeg havde fra en tur til Indien. Der havde vist været noget med noget diarre, hvor man jo også taber væske ;-)
Fik drukket det, men det tog sgu noget tid at blive helt normal igen. Faktisk et par dage. Det var ret mærkeligt, så havde jeg det fint, og så pludselig var jeg helt nede igen. Sådan skiftede det lidt de næste dage. 
Det viste sig sÃ¥, at det er sÃ¥ varmt i San Felipe, at selv de lokale gÃ¥r rundt og drikker det her væske de kalder elektrolyt. Det er vand med alle de nødvendige salte og mineraler i…..ja og sÃ¥ en eller anden rigtig grim smag. Det blev der også drukket en del af de næste par dage.
Og der var varmt!!!! Og fugtigt!!!!! Selvom man bare sad helt stille på en stol, løb sveden bare af en. Peter og jeg var meget glade for airconen på værelset.
San Felipe 033.jpgDet var smadder hyggeligt pludselig at have en at spise sine måltider med. Vi havde jo begge oplevet en masse, så der blev fortalt røverhistorier til den store guldmedalje.
Han havde ikke været på farten så længe som mig i denne omgang, men til gengæld havde han rejst meget mere i sit liv end jeg har. Så der var jo mange spændende historier der skulle udveksles.

Da vi kom hjem opdagede Peter, at hans motor var smurt ind i noget underligt væske.
San Felipe 049.jpgDet viste sig at være køleren der var læk. Han brugte noget tid på at snakke med mekanikere i området, men måtte indse at der skulle en hel ny køler på og reservedele ikke lige var det der var mest af i Mexico.

Vi havde begge haft kig på en grusvej der ville korte ca. 300 km af turen sydpå og sikkert ville være en del mere spændende end hovedvejen. Det er jo sådan at der EN vej fra nord til syd i Baja. Den er 1700 km, så jeg regnede med at den ville jeg sikkert hurtigt få nok af. Så et lille grus-eventyr ville være godt.
Meeen jeg var sgu blevet lidt loren ved hele det der ørken-cirkus. Vidste jo ikke rigtig hvad der var derude. Og så var varmen og luft-fugtigheden ikke rigtig min kop the.
Fik snakket med en lokal om grusvejen og hun frarÃ¥dede mig meget at tage den. Dels fordi der havde været meget regn og vejen sikkert ville være i pænt dÃ¥rligt stand…læs skyllet væk. Dels fordi det var lavsæson, sÃ¥ de steder jeg regnede med at kunne fÃ¥ mad, logi og brændstof mÃ¥ske var lukkede. Så man kunne rigtig strande derude. I sæsonen, intet problem, men nu….Nej!!!
Så jeg måtte bide i det sure, og tage den lange vej.
Det betød at jeg nærmest skulle køre tilbage igen. Skulle nordvest og over til Ensenada pÃ¥ Stillehavs-siden. NÃ¥…de par hundrede kilometers omvej betød jo ikke sÃ¥ meget, nÃ¥r jeg nu allerede har siddet pÃ¥ Smølfen mere end 25000 km :-)

Peters plan blev selvfølgelig ødelagt af køleren, så han måtte også tilbage til Ensenada, ja faktisk skulle han helt tilbage til Escondido i USA for at få en ny køler. Så vi blev enige om at følges. Han tabte jo en del vand når han kørte, så det var rart ikke at stå der alene, hvis skidtet nu brændte helt sammen.
San Felipe 008.jpgVi stod tidligt op for at undgå den værste hede, var på vej inden klokken syv, men så snart solen stod op, kunne man nærmest fornemme temperaturen stige for hvert minut. Nå det var kun de første 40-50 km, så ville vi komme op i højderne.
Kom til det første militære checkpoint…og trillede nærmest lige igennem. De synes Ã¥benbart ikke vi lignede narkosmuglere.

San Felipe 005.jpg San Felipe 036.jpg San Felipe 040.jpg                                                                              

 

 

 

Jeg havde slæbt ret meget vand med. Gæt hvorfor :-) Og Peter så det som den helt store anledning til at mobbe mig. Han havde jo kørt turen før, og viste godt at den slet ikke var så øde, som den vej der havde ført mig til San Felipe.

San Felipe 047.jpgDer var kun 250 km til Ensenada, men vi måtte jo tage den med ro og holde en del pauser pga .Peters køler. Hvis han gav for meget gas, kunne jeg nærmest se en sky af kølervæske oversprøjte hans støvler.
Efter at vi var kommer op på bjergplateauet, blev temperaturen mere behaglig. Omgivelserne blev smukkere. Der var marker med vin og grøntsager. I det hele taget var naturen en del mere venlig end hvad jeg havde set hidtil i Mexico.
San Felipe 042.jpg San Felipe 045.jpg San Felipe 016.jpg
Kom op over den sidste top og kunne se Ensenada og Stillehavet i det fjerne. Stillehavs-siden er en del køligere end Sea of Cortez siden, hvor vi kom fra. Det kunne allerede mærkes. Selv om vi kørte ned fra højderne gennem ufatteligt mange hårnålesving, blev der ved med at være en behagelig temperatur. Hvor var det skønt. Ikke mere storsveden i køre-outfittet.

Da vi kørte ind mod Ensenada, blev jeg overrasket over hvor stor en by det egentlig er. Der bor så også knapt en halv million mennesker.
Jeg fulgte efter Peter gennem den tætte trafik, han havde jo været her før. Og endte så udenfor Starbucks. Havde lige glemt, at jeg nu rejste med en kaffenarkoman. Vi fik en bid brød og fik tjekket hondaen. Der var lidt lavvandet i kølervæsken. Ikke kritisk, men stadig trælst og usikkert.
Blev enige om at jeg skulle finde logi, så hondaen kunne hvile sig imens. Det virkede som om at den var ok når vi kørte, men kunne slet ikke lide bykørsel. Så blev den varm og smed rundt med vand til alle sider.
Drønede lidt rundt og sÃ¥ pÃ¥ udpinte hoteller. Kom sÃ¥ forbi et pænt udseende et i “turistgaden” Gad nærmest ikke engang og gÃ¥ ind og spørge, for det sÃ¥ dyrt ud, men tog mig sammen. Hmmm…ikke særlig dyrt og det sÃ¥ godt ud. Der var “næsten” trÃ¥dløst
San Felipe 064.jpg internet, de snakkede engelsk og cyklerne stod sikkert bag en aflåst port. Ned på Starbucks og hente Peter.
Her er der ikke noget med enkelt eller dobbeltværelse. Det koster det samme, lige meget om man er en eller to, sÃ¥ vi blev enige om at dele igen. Peter have ovenikøbet et rabatkort der virkede her, sÃ¥ vi var svært tilfredse da vi vandrede ud for at spise…..Rejer masser af rejer…..

Peter tog afsted mod USA og hans nye køler tidligt næste morgen. Han regnede med at være tilbage samme aften, der var jo ikke mere end 110 km til grænsen. Vi havde mere eller mindre aftalt at følges videre ned af Baja-halvøen, så jeg havde en hel dag til at få ordnet lidt forskelligt. Ville have stængerne vokset, var jo på vej på badeferie nede hos Bibi, så jeg synes at jeg trængte til at føle mig lidt feminin. Pigen der stod for voksningen havde så gode hænder, at jeg lige måtte lægge en fodmassage oveni. Var fuldstændig salig, da jeg trådte ud i solen igen.

Jeg havde også en anden, og nok mere vigtig, ting jeg skulle have ordnet.
Mit fordæk var ved at være slidt ned. Kunne ikke helt forstå det. Da jeg havde tjekket det hos Matt, havde det set ret godt ud. Det var som om, knopperne nærmest var forsvundet på én dag. Ok, det havde ikke været helt nyt, men jeg troede at det kunne holde lidt længere end det. Måske havde varmen slået det helt ihjel. Havde jo skiftet bagdækket hos Matt, så det var ok, så det var bare fordækket.
Havde hørt rygter om, at det kunne vær svært at finde dæk i Mexico, så jeg bandede lidt over, at jeg ikke havde været smart nok til bare at få et nyt på, og ikke prøve på at spare sådan et dumt sted.

Snakkede lidt med manden i receptionen. Han sendte mig til byens eneste Honda-forhandler. De havde ikke det jeg skulle bruge, kun alt for meget gadedæk eller alt for meget knopdæk. Jeg vil jo gerne havde noget der kan bruges til begge dele og ikke forsvinder i løbet af tre dage. Og da de ikke snakkede engelsk, var der ikke så meget hjælp at hente der.
Hjem til receptionisten igen. Han sende mig i en ny retning.
Kom til den mindste mc-biks jeg nogensinde havde set. Fyren der snakkede heller ikke engelsk, men hentede straks en nabo der gjorde. Efter en masse telefonopringninger, måtte de desværre fortælle at de ikke havde noget der passede på Smølfen. Men de var så flinke at sende mig videre til konkurrenten. Og der var jeg så forholdsvis heldig. De havde et dæk. Ikke lige det jeg havde ønsket mig, men det kunne bruges. Og så var det ovenikøbet meget billigere end det Honda-biksen kunne præstere.
Kiggede endnu engang på mit slidte dæk. Det kunne vist ikke holde de 1700 km. til Cabo, og hvem sagde forøvrigt at jeg kunne købe noget som helst der?? På med det, fik jeg forklaret dem på mit fornemste skraldespansk.
San Felipe 057.jpg San Felipe 058.jpg San Felipe 059.jpg
De var smadder søde. Gutten der fiksede det var ikke sÃ¥ snakkesalig, men det var hans makker. Tror det var den første rigtige samtale jeg har haft pÃ¥ spansk. Fik da forklaret hvor jeg var fra, at jeg havde rejst i USA i seks mÃ¥neder, at Smølfen var en god cykel og hvor jeg skulle hen. Vi fik grinet en del, mens jeg holdt skarpt øje med hvad han lavede pÃ¥ Smølfen. Men fyren var meget prof, sÃ¥ der var ikke noget at komme efter. Bliver vel altid lidt nervøs, nÃ¥r man ser en masse gammelt bras samlet i værkstedet….Men jeg fÃ¥r sgu da ogsÃ¥ repareret mine knallerter derhjemme, sÃ¥dan et sted ;-)
Da jeg kørte derfra, var jeg ret lettet over, at det ikke havde været mere besværligt. Måske var Mexico ikke så ulands-agtigt, som en masse folk havde prøvet at bilde mig ind.

Ensenada 004.jpg

Gik en tur pÃ¥ havnen. Der lÃ¥ et par kæmpe krydstogtskibe. Det var “shipday” SÃ¥ vælter det ind med amerikanske krydstogtturister, der høvler rundt pÃ¥ shopping. De invaderer byen fra tidlig morgen, men er heldigvis væk igen først pÃ¥ aftenen.
BÃ¥de Peter og jeg havde været ret imponerede over det kæmpe store mexicanske flag pÃ¥ den største flagstang jeg nogensinde har set. Prøv lige at se det “lillebitte” krydstogtskib og hestevognen i forhold til flagstangen. Overvejede om vi ikke skulle knalde et kæmpestort dannebrog op ved indsejlingen til Københavns havn. Det ville se ret flot ud.

Jeg havde brugt resten af dagen på at få skrevet på bloggen, men da solen gik ned og Peter stadig ikke var tilbage, begyndte jeg at blive lidt bekymret. Vi have ikke udvekslet e-mails og jeg har ikke en telefon, så vi kunne ikke kontakte hinanden. Turen fra grænsen til Ensenada, skulle være der hvor der sker flest overfald på turister. Han havde jo altså også det der kølerproblem, måske var Hondaen simpelthen eksploderet på vejen op.
Det var ret sært at sidde der og være lidt urolig over en, som jeg havde kendt i tre dage.
Gad ikke rigtig at hidse mig op. Det kunne jo være hvad som helst. Måske ville han blive i USA for natten, jeg anede det ikke. Ventede alligevel med at gå ud og spise til ved otte-tiden. Lagde en seddel om hvor jeg var og skred.
Da jeg lige havde slugt den sidste bid, dukkede han op. Den nye køler var først kommet til værkstedet klokken fire, så han havde haft lange overvejelser om hvorvidt han skulle fortsætte i mørke eller blive i Staterne og sove. Kunne godt se efter at have taget turen i mørke, at det måske ikke var det smarteste han havde gjort, men han havde jo overlevet.

Blev enige om at blive næste dag, da jeg ikke var færdig med blog-tingen og han ikke rigtig gad at sidde på cyklen igen. Så det blev bare store skrivedag og almindelig hygge.
Vi havde talt med en fyr dagen før, der havde fortalt at der var live musik på et af spillestederne i byen. Så vi skulle naturligvis lige forbi og høre hvad det var. Det var en lidt sjov oplevelse. De var ret gode, men det føltes alligevel lidt som om de bare havde gang i en almindelig øveaften. Pauserne mellem numrene, som var meget lange, blev brugt til at finde ud af hvad de nu skulle spille og råbe lidt til de få publikummer der var. Men det var sgu hyggeligt nok!!

Peter havde snakket om at han gerne ville nÃ¥ til La Paz, som ligger 180 km fra Cabo og Casa del Bibi & Chris, inden den mexicanske uafhængighedsdag. Han regnede med at det ville være der, der var mest gang i fejringen. Jeg var helt med pÃ¥ ideen. Havde jo fejret den amerikanske uafhængighedsdag lang ude i skoven, hvor der hverken var fest eller fyrværkeri, sÃ¥ det her kunne jo blive sjovt. Ville jo ogsÃ¥ gerne ned til Bibi og holde “ferie”
Det betød så at vi skulle køre ca. 1400 km. på 4 dage. Jeg havde ingen problemer med det. Har jo haft længere dage på Smølfen end det. Så jeg var klar.
Jeg havde sådan lidt i hemmelighed lagt en plan for turen nedover. Kigget på hvor der var overnatning og benzin. Ville rigtig gerne være så langt fra østkysten som muligt, der er jo varmt!! Og da vejen krydser lidt frem og tilbage over halvøen, skulle der planlægges lidt.
Den første dag ville ikke være på mere end 270 km. Peter synes det var for lidt, så vi blev enige om bare at køre og se hvor langt vi nåede.
Det skulle så senere vise sig at mine planlægnings-evner, ikke var helt hen i vejret.

Turen fra Ensenada til El Rosario var temmelig ensformig. En laaaang lige vej uden ret meget at se på.
Jeg kedede mig bravt, men jeg kan flygte op i mit hovede. Tænke på hvad jeg vil købe hvis jeg vinder i lotto, hvordan mit drømmehus ser ud og andet helt skørt og dagdrømmer-agtigt.
Hvis jeg keder mig nok, begynder jeg at synge. Sidder der og skrÃ¥ler inde i hjelmen. Lige den dag ville Frank Zappa have været “stolt” da det var en meget skinger version af Flakes der poppede op i min hjerne.
Efter at have været i Staterne, elsker jeg bare det her stykke af teksten:

All what we got here’s
American made
It’s a little bit cheesey,
But it’s nicely displayed

Mange af de huse de bygger, er jo nærmest lavet af karton. Det ser vældigt pænt ud, men holder vist ikke til så meget. Forstår godt hvorfor alt bliver blæst væk når der kommer en storm. Faktisk bygger de mere solidt her i Mexico. I sten og ikke små træpinde. Det er da lidt underligt.
Som Bibi sagde en dag; Nogen skulle fortælle dem historien om de tre små grise.

Jeg bliver ikke træt i hovedet når jeg kører på motorcykel. I en bil falder jeg i søvn efter 3 timer, men på mc kan jeg blive ved i dagevis. Min krop gør muligvis ondt, men jeg er aldrig ved at falde i søvn. Det var Peter så!! Vi måtte indlægge nogle -ryge for mig og vågne for ham- pauser. Han falder simpelthen i søvn når vejen ikke snor sig nok.

Det var stadig ret sært at skulle følges med en anden. Har været så vant til at gøre hvad jeg havde lyst til, når jeg havde lyst til det. Nu skulle jeg pludselig stoppe og spise fordi en anden var sulten. Blev faktisk lidt irriteret, da han drejede fra mod en restaurant, men faldt dog helt ned igen da jeg så det hyggelige sted.
El Rosario - Guerrero Negro 036.jpg El Rosario - Guerrero Negro 035.jpg El Rosario - Guerrero Negro 088.jpg
God mad og god pause. Har nok ikke været alt for god til at holde en god frokost. Det har tit bare været nogle nødder eller noget hurtigt. Men det er jo heller ikke så spændende at sidde og spise alene.
Vi fandt også hurtigt en arbejdsfordeling på vejen. Jeg trak på de lange lige stræk, så kunne han bare hænge på og prøve at holde sig vågen. Han trak i bjergene. Han kører på en 650cc, og er en bedre kører end mig, så han skulle have lov at give den lidt gas i hårnålene uden at jeg holdt i vejen.

Da vi trillede ind i El Rosario, tog vi lige en runde i byen for at tjekke moteller ud. Der var 3 og en vej, hovedvejen!!!
Midt i byen var de ved at sætte et cirkustelt op. Foran en vogn lå en død hest. Ingen så ud til at bekymre sig synderligt om det. Da vi stoppede og havde en chance for at tale sammen, blev vi enige om, at Mexico godt nok var anderledes end hvad vi var vant til.
Vi valgte det motel der så hyggeligst ud, flyttede ind og fik et bad.
Peter synes altså at det med hesten var for underligt, så vi besluttede at gå en tur gennem byen for at tjekke det der cirkus ud. Da vi kom derned var den døde hest væk. Den havde så i mellemtiden forvandlet sig til en dromedar. Bæstet havde ligget sådan at den seriøst lignede en død hest. Det Peter havde troet var bæ der løb bagud af det døde dyr, var så en hale. Vi hulkede af grin, mens vi flygtede fra en meget arrig gås, der vist
El Rosario - Guerrero Negro 092.jpgogså optrådte i cirkusset.  
Gik tilbage for at få lidt aftensmad. Specialiteten var krabbe-burritos. Det røg vi begge på. Hold da op hvor var det godt. Restauranten var fyldt med billeder fra Baja 1000 løbet. Det er et ørken-rally der køres hvert år her i Baja, og da det vidste sig at tjeneren havde deltaget otte gang, gik Peter helt i selvsving. Det er
El Rosario - Guerrero Negro 099.jpgen legende vi taler med, blev han ved med at sige. Og sÃ¥ mÃ¥tte jeg ellers tage billeder af Peter og legenden. Han havde godt nok ogsÃ¥ nogle seje historier at fortælle. Var kørt galt engang og lÃ¥ fem timer ude i ørkenen, med to brækkede hÃ¥ndled og en knust hofte, inden nogen fandt ham. SÃ¥…Ja, han var vel en legende ;-)

Næste dag stod pÃ¥ 350 km gennem midt Baja. Havde læst mig til, at der ikke ville være en benzintank de næste 320 km. Det er sÃ¥dan lige omtrent hvad Smølfen kan klare pÃ¥ en tank. Snakkede lidt med “legenden” om det nu ogsÃ¥ kunne være rigtigt, gad jo ikke løbe tør. Han fortalte at der med stor sandsynlighed ville være en eller anden form for benzinsalg undervej, men at det selvfølgelig ikke var helt sikkert.
Skulle jeg virkelig til at køre rundt med en ekstra dunk??!!
Peter har en meget større tank end mig, men kører jo på en 650cc, så han bruger også mere benz. Meget mere, fandt vi senere ud af. Faktisk kører jeg dobbelt så langt på literen som ham.
Ud over at have været en stabil og god cykel, så er Smølfen så også økonomisk :-)
Peter har så også en hæktank. Den fyldte han op, så var vi da sikre på at kunne nå frem til næste tank. Kunne jo altid låne lidt, hvis jeg løb tør.

Vi rullede afsted i det mest øde landskab i Baja. Ikke mange huse eller forretninger at se derude. Vejen løber omtrent midt på øen. Heldigvis oppe på et plateau, så der ikke blev rædsomt varmt. Kun den almindelige ørken hede.
Efter at Peter havde mobbet mig med at jeg slæbte rundt på så meget vand, havde jeg været dum nok til at lade mig påvirke af det. Denne gang havde jeg bare fyldt rygsækken op og havde kun en liter ekstra bagpå. Det var altså bare ingenting derude. Jeg var ved at løbe tør for vand kunne jeg se på det hele. Bandede mig selv langt væk. Hvorfor hører jeg også efter hvad andre folk siger??!! Skal jo bare gøre hvad jeg synes er rigtigt!!
Endelig kom der en købmand. Vi holdt ind og kiggede på hinanden. Peter fortalte at han var løbet tør, og slet ikke kunne forstå at vi havde været så dumme. Jeg mindede ham om hans mobbe-trip på vejen til Ensenada. Han havde faktisk siddet og var blevet bange. Kunne jo godt se hvad jeg havde ment, da jeg sagde at der skulle være vand nok til at overleve en punktering. Vi drønede ind i forretningen og slæbte vand ud til cyklerne.
Jeg lovede mig selv aldrig at være så dum igen. Skulle ellers tro at jeg havde lært min lektie!!

Havde læst det først var her det “rigtige” Baja startede. Med rigtige tror jeg at de mente de karakteristiske kaktus. Pludselig var der kaktusser overalt…eller cacti…som Peter absolut ville have mig til at sige. Ved ikke rigtig…synes at det lyder sÃ¥ snobbet :-)
El Rosario - Guerrero Negro 068.jpg El Rosario - Guerrero Negro 066.jpg El Rosario - Guerrero Negro 076.jpg
Det var et vildt syn. Kilometer efter kilometer med kaktusser allevegne.
MÃ¥tte lige holde ind og tage nogle rigtige billeder af dem.
El Rosario - Guerrero Negro 001.jpg El Rosario - Guerrero Negro 003.jpg El Rosario - Guerrero Negro 004.jpg El Rosario - Guerrero Negro 013.jpg
El Rosario - Guerrero Negro 018.jpg El Rosario - Guerrero Negro 009.jpg El Rosario - Guerrero Negro 006.jpg
Ellers var det bare en lang dag på en meget lige vej.
Når man tænker på at det er den eneste asfalterede vej der er fra nord til syd, er den godt nok smal nogen gange. Var ikke så vild med at passere lastbilerne i svingene. De holder sig ikke altid ovre i deres egen bane, og så er der jo en del turbulens fra sådan en fætter.
El Rosario - Guerrero Negro 132.jpg El Rosario - Guerrero Negro 147.jpg El Rosario - Guerrero Negro 123.jpg
En anden ting der sprang i øjnene, var alt det affald der lå og flød i rabatten. De kyler simpelthen bare skraldet ud af vinduerne. har hørt at der ikke findes lossepladser, at de bare brænder alting alligevel, men det så altså ikke særlig fedt ud.
Det her er udsigten fra en tilfældig rasteplads, men de så stort set sådan ud allesammen.
El Rosario - Guerrero Negro 111.jpg El Rosario - Guerrero Negro 052.jpg El Rosario - Guerrero Negro 113.jpg
El Rosario - Guerrero Negro 053.jpg El Rosario - Guerrero Negro 109.jpg El Rosario - Guerrero Negro 106.jpg
Cirka halvvejs rullede vi ind i en lille by. Det var der “legenden” havde sagt at der mÃ¥ske ville være benzin. Og ganske rigtig. En lille bod i vejkanten med masser af benzindunke. Var faktisk overrasket over at han ikke tog mere overpris for det.
El Rosario - Guerrero Negro 135.jpg El Rosario - Guerrero Negro 134.jpg
Det er lidt underligt at der slet ikke er en tankstation derude. Inde i byerne hvor de rent faktisk har en tank, er der ikke bare én men mange. At de så ikke altid har begge slags benzin, men man må nøjes med det billigste sprøjt, er så en anden sag. Nogen gange har de slet ikke benzin, og så er sprøjtet er vel bedre end slet ingenting.
El Rosario - Guerrero Negro 104.jpg El Rosario - Guerrero Negro 106.jpg El Rosario - Guerrero Negro 083.jpg
Vi var glade da vi ankom til Guerrero Negro. Ikke fordi byen var fed, men fordi vi var trætte. De 270 km havde alligevel været nok. Fandt et udemærket hotel til billige penge, og gik ud for at finde mad. Der var så ikke rigtig nogen steder der så særligt lækre ud, så vi endte med at at spise hotdogs på mexicansk manér hos en gadesælger. De var gode, men nok ikke det sundeste aftensmåltid jeg har fået på turen :-)

Morgenmaden var så afgjort i den ulækre afdeling. Peter havde insisteret på at gå ind på et rimeligt dystert udseende sted. Troede at det var et af de steder de lokale kom, men det tror jeg ærlig talt ikke. Vi var de eneste gæster!!!! Den eneste der arbejdede der, var en olding af en mand. Han både serverede, og lavede maden ude bagved. Jeg bestilte cornflakes og Peter æg. Mælken smagte surt, og blev camoufleret med rigelige mængder af sukker. Peter havde det værre end mig. Hans æg var nærmest uspiselige. Da jeg så også lige fik 6 myggestik, spurtede jeg nærmest ud derfra. Yrdk!!!

Dagens program var en 420 km tur. Først skulle vi krydse halvøen, over til den varme østkyst, og sÃ¥ følge kysten ned. Jeg frygtede lidt for dagen. Det kunne gÃ¥ hen og blive rigtig varmt……….
Vi havde ikke kørt ret langt før landskabet begyndte at blive mere frodigt. Pludselig var der græs i rabatten og bakkerne omkring os blev grønnere. Det var bare så smukt i forhold til det golde landsskab jeg havde oplevet i Mexico ind til nu.
Har senere fundet ud af, at det kun var fordi der jo lige havde passeret en storm med masser af regn. Normalt ville det være de samme støvede omgivelser som altid.
Guerrero Negro - Loreto 076.jpg Guerrero Negro - Loreto 078.jpg Guerrero Negro - Loreto 079.jpg
Det blev en dag, med mange stop. Vi skulle lige nyde en udsigt eller tage et billede.
Guerrero Negro - Loreto 033.jpg Guerrero Negro - Loreto 069.jpg Guerrero Negro - Loreto 072.jpg
Da vi kørte over den sidste bakketop og kunne se Sea of Cotez i det fjerne, var vi begge nærmest ved at kamme over af betagelse. Der var virkeligt smuk….men ogsÃ¥ ret varmt :-)
Guerrero Negro - Loreto 035.jpg Guerrero Negro - Loreto 037.jpg Guerrero Negro - Loreto 054.jpg
Guerrero Negro - Loreto 004.jpg Guerrero Negro - Loreto 006.jpg Guerrero Negro - Loreto 012.jpg
Guerrero Negro - Loreto 061.jpg Guerrero Negro - Loreto 071.jpg Guerrero Negro - Loreto 120.jpg
Vi fortsatte langs kysten. Der var et mylder af sommerfugle. Det var selvfølgelig smukt, men de havde det altså med at blive splattet ud på visiret, ja overalt faktisk. Vi fik lige et godt grin, da vi holdt endnu en pause, og så hvor meget død sommerfugl vi var smurt ind i. Man kunne simpelthen ikke køre med hjelmen åben, så blev man nærmest kvalt i dem :-)

Hver gang vi kom til en by der bestod af mere end fem huse, skulle Peter lige tage en runde. Jeg blev sgu lidt irriterret. Godt nok var det da nogle søde små byer, men vi havde altså stadig et godt stykke vej tilbage til Loreto. Gad bare ikke at blive fanget efter at solen var gået ned. Bilerne har ikke altid lige lys på, så ingen mørkekørsel her. Men det havde altså været en alt for fantastisk dag, til jeg gad hidse mig rigtigt op.

Vi nåede da også ind til Loreto lige omkring solnedgang. Det viste sig desværre at der ikke var så mange hoteller der, så det tog os mere end en time at finde et sted at sove. At vi var godt trætte efter en lang dag og den fugtige hede, gjorde os nok heller ikke til de venligste mennesker på jorden, men det lykkedes da til sidst.
Loreto - La Paz 002.jpgVi kunne køre cyklerne ind i den lille gård i hotellets midte. Der holdt forøvrigt allerede en ATV, så jeg gemte Smølfen bag ved den.
Så gik der lidt ged i kommunikationen og vi begyndte at opføre os som et ældre ægtepar. Jeg ville have et bad og Peter ville gå ned til vandet og se om han kunne bade der. Jeg havde svedt som et bæst på vores hoteljagt, så jeg måtte bare i bad nu, skulle også lige have skyllet noget tøj op. Var i den grad ved at løbe tør. Jeg spurgte om vi skulle mødes til middag og han var bare sådan tjabum-agtig. Da han ikke var kommet tilbage efter laaang tid, gik jeg ud og fik de bedste rejer jeg endnu har fået. Kom så lige i tanke om, hvor kedeligt det er at spise alene. Havde jo næsten glemt det den sidste uge.
Om morgenen stod Peter sÃ¥ op og gik i bad, da det var min tur, spurgte han om jeg ville med ud og spise morgenmad. Øh…ja, men jeg skal altsÃ¥ lige…… Ok…vi ses, sagde han…og forsvandt.
Det var da ok med mig. Jeg gik i supermarkedet og købte et par bananer og lidt yoghurt og spiste i ly af airconen. Jeg er altså bare dårlig til fugtig hede!!!!
Begyndte at pakke Smølfen og sad så bare på værelset og ventede. Da han endelig kom tilbage, var jeg ved at eksplodere!!! Han har bløde tasker på Hondaen, så han bliver nødt til at tømme dem helt hver aften. Jeg er nok også en smule mere organiseret end ham, så da jeg så kom til at sidde og vente i 1½ time, synes jeg slet ikke at ideen om at følges med nogen, var særlig fed mere.
Det var også ved at varme op udefor. Bare det at komme afsted, altså få alt klunset på, hælde de sidste ting, såsom punge og kamera, i fronttasken, er rigtig trælst når det er for varmt. Så er jeg gennemblødt før jeg sidder på cyklen, og det er ikke den bedste start på dagen for mig.

Det var heldigvis den sidste etape på turen sammen. Om aftenen ville vi være i La Paz.  Midt på dagen luftede jeg en tanke for Peter, som jeg havde vendt og drejet i hovedet det meste af dagen. Hvis jeg bare blev ved med at køre, kunne jeg nå til Cabo inden det blev mørkt. Forklarede ham, at hvis vi alligevel spiste og gik til fest hver for sig, ville jeg faktisk hellere til Cabo. Der var jo ingen grund til at have en rejsekammerat, hvis man ikke gjorde de ting sammen, der er det mest kedelige ved at rejse alene. Han sagde at det selvfølgelig var op til mig, men kunne godt forstå hvad jeg mente. Havde en fornemmelse af, at han fattede hintet, så jeg tog med ind La Paz.
Det viste sig at være den rigtig beslutning. Han sørgede da i hvert fald for at have et mødested klar, hvis han skulle noget uden mig og jeg kom ikke til at spise alene mere :-)

Dagen bød pÃ¥ det mest kedelige stykke af Mex 1, som hovedvejen hedder. Det var fladt, kedeligt og ligeud….Hele dagen!!!!!
Dog var der lige et par udfordringer hist og pist i form af steder hvor vejen var skyllet væk. Pludselig kunne der mangle noget af vejen og der ville være noget der minde om en grusvej et lille stykke.
Første gang vi oplevede det, kørte Peter forrest. Vi havde ret god fart på, da jeg pludselig så ham forsvinde i en støvsky. Fik bremset lidt ned, men så at det kun var et par hundrede meter med sand og grus. Op og stå på fodhvilerne og så bare høvle lige igennem. Senere da vi snakkede, fortalte han, at han bare havde siddet der i egne tanker, da han ramte gruset, og var faktisk blevet lidt forskrækket. Det var så heldigvis den eneste gang uden skiltning.
Var faktisk overrasket over hvor meget skiltning der er her. Og specielt over hvor mange af skiltene jeg rent faktisk kan tyde. Nogen gange aner jeg selvfølgelig ikke hvad de mener, men når skiltene er orange, er det en god ide at sætte farten ned ;-)
Skulle ogsÃ¥ lige hitte ud af, at nÃ¥r jeg ligger klar til en overhaling, betyder det fri bane nÃ¥r bilen foran mig blinker til venstre…Ja, nogen gange vil de selvfølgelig dreje, sÃ¥ man skal faktisk ikke stole pÃ¥ nogen signaler fra nogen steder, men bare stole pÃ¥ hvad man selv finder rigtigt i situationen :-)
Loreto - La Paz 023.jpgVi mÃ¥tte lige krydse en mindre “vandpyt” midt pÃ¥ en fire-sporet vej. Jeg sad og tænkte pÃ¥, at hvis det var hjemme i DK og to af sporene var oversvømmede, ville man nok lede al trafikken gennem de to spor der løb oppe pÃ¥ broen. Men ikke her. Sporene pÃ¥ broen gik mod nord, og os der skulle sydpÃ¥, mÃ¥tte pænt køre igennem “floden”
Vi kom igennem flere og flere steder hvor vandet lå højt. Det var knapt en uge siden stormen havde ramt, så det meste var ryddet mere eller mindre op. Men sidegaderne i byerne vi kom igennem, var stadig opkørt mudder eller bare en kæmpe sø.
Det er jo egentlig lidt mærkeligt, at vandet ikke bare synker direkte ned i jorden i det her tørre land. Men jorden er for tør og hårdt pakket til at det kan lade sig gøre. Det er jo også derfor at vejene bliver skyllet væk. Når det regner oppe i bjergene, kommer vandet bare væltende i hidsige floder, der skyller alt væk undervejs.

Vi kom endelig til La Paz. Vi havde nået det i tide til at fejre den mexicanske uafhængighedsdag. Planen havde holdt. Så i aften skulle vi til fest!!
Havde igen en smule besvær med at finde et hotel. Skal jo have cyklerne ind i sikkerhed. Men faldt sÃ¥ over et der lÃ¥ 50 meter fra havnepromenaden. Guidebogen sagde at det var “bøssevenligt” Det tror jeg pÃ¥, var vist den eneste pige der. Men det var rigtig fint og hyggeligt.
Loreto - La Paz 032.jpg Loreto - La Paz 030.jpg 
Peter ræsede afsted for at få købt en færgebillet. Han skulle over til hovedlandet næste dag. Jeg fik mig et bad, fik logget på det trådløse internet og havde en lang samtale med fyren i receptionen. Nu kan han så sige askebæger på engelsk ;-)
Loreto - La Paz 035.jpgPeter kom tilbage med sin billet og mens han rodede med sin computer og fik et bad, havde jeg fundet tagterrassen og kunne nyde en pragtfuld solnedgang over La Paz-bugten.
Vi gik ud for at spise. Festlighederne ville ikke starte før ved ni-tiden, så vi ville lige hænge ud langs promenaden først.
Fandt et hyggeligt sted med live-musik og jeg fik min første Margarita i Mexico.
På vej mod det sted, hvor folk sagde at festivitasen ville være størst, startede fyrværkeriet desværre. Det var stort og flot, og vi var lidt trætte af at være på vej mod festen og ikke midt i den.
Da vi kom nærmere, væltede det bare rundt med mennesker. Hold da op hvor var der
Loreto - La Paz 010.jpgmange. Kunne se et band på en scene i det fjerne, men det var ikke muligt at komme tættere på, der var bare mennesker allevegne. Jeg fortalte Peter om mine utallige gange på Roskilde Festival, og min strategi med at gå rundt om menneskemængden og komme ind til scenen fra siden. Han troede ikke en skid på mig, men da vi efter en lille gåtur fik den bedste udsigt til det hele, kunne han da nok se at man kan lære meget af at være på festival :-)
Loreto - La Paz 038.jpg Loreto - La Paz 031.jpg Loreto - La Paz 042.jpg
Loreto - La Paz 043.jpg Loreto - La Paz 041.jpg Loreto - La Paz 046.jpg
Uafhængighedsdagen var i princippet først næste dag, men de starter festen aftenen før. Noget med at det faktisk er ved midnat at man skal fejre det. Og der var godt nok gang i festen. Teenagerne rendte rundt, som til en bedre dansk byfest, og oversprøjtede hinanden med noget snask fra spraydåser. Små børn hang på deres fædres skuldre og glippede søvnigt med øjnene. Her putter man jo ikke børnene i seng klokken otte, de er med hele vejen, også selvom de er så trætte at de nærmest ikke kan hænge sammen. Folk sang med på sangene fra scenen og der blev solgt mad til den store guldmedalje fra de utallige boder. Altså vildt gang i den!!!
Vi var så tilgengæld ikke så festagtige. Det havde været en lang dag på cyklerne. Klokken 11 var vi så møre, at vi faktisk ikke gad mere. Vi måtte dog lige høre om der skete noget helt specielt ved midnat, da det vist ikke var tilfældet, travede vi hjem og så dyner.

Peter skal bare have sin kaffe om morgenen!! Inden jeg havde fået øjne, var han på vej ud af døren, men ikke uden at fortælle mig, at jeg kunne finde ham på promenaden når jeg var klar. Min lille tale havde vist virket.
Mens jeg stadig stod i badet, kunne jeg høre march-musik. Kom ret hurtigt i tøjet og drønede ned på promenaden. Der var gang i et større optog. Militærfolk, politi, helikoptere i luften, sygeplejersker, børn i uniformer, brandbiler med sirenerne drønene for fuld skrue, både og rancheros på heste.
Loreto - La Paz 019.jpg Loreto - La Paz 051.jpg Loreto - La Paz 054.jpg
Loreto - La Paz 070.avi Loreto - La Paz 057.jpg Loreto - La Paz 065.jpg
Tror det havde været en god dag at invadere Mexico på. Der kunne da ikke være ret meget militær og materiel tilbage til at forsvare landet ;-) Tror det tog mere en en time før det var overstået.
I mellemtiden havde Peter fundet mig, så vi trillede hjem og jeg begyndte at pakke Smølfen. Han skulle først afsted om eftermiddagen, så han tog den med ro.
Vi fik udvekslet e-mails og sagt farvel og tak for denne gang. Måske mødes vi igen et sted længere sydpå, man kan jo aldrig vide med to mennesker uden de helt store forkromede planer.
Nu skulle jeg bare lige køre de sidste 180 km, så var jeg på ferie i Casa del Bibi & Chris.