Så blev det tid til at forlade Cabo og komme ud i den virkelige verden ;-)

Stod tidligt op og pakkede Smølfen. Jeg skulle være i La Paz klokken 12.30. Der er kun 180 km, men man kan jo aldrig vide hvad der sker på de mexicanske veje. Så afgangstid var sat til klokken 8. Bibi hang ud på trappen og kiggede på mit pakkeri. Var i god tid, så der var plads til et par rygepauser, med indlagt filosoferen over hvad der nu ventede mig. At Bibsen ville savne at have mig i huset og at jeg ville savne at hygge i Casa del Bibi. Min nye mexicanske ven, Adrian fra ADV, havde sagt at han ville møde op hos Bibi og sige farvel. Den troede jeg så ikke så meget på, da jeg jo ikke har mødt en eneste mexicaner der rent faktisk stod der til den tid han havde sagt. Så jeg blev pænt overrasket da han dukkede op ti minutter i otte. Der blev taget billeder og jeg fik sagt farvel til Bibi…Snøft!
HPIM0758.JPG HPIM0760.JPG 
Adrian fulgte mig på vej. Det var ret morsomt at have eskorte ud af Cabo. Jeg følte mig meget vigtig med halvdelen af min mexicanske fanklub i baghjulet…. Ja fanklubben består jo kun af to personer ;-)
Vi vinkede og jeg var på vej mod La Paz og det ukendte.
Creel 007.jpg Creel 002.jpg HPIM0762.JPG
Var allerede ved færgen klokken 11, så jeg havde tid til at finde et sted at spise. Vidste jo ikke helt hvad færgen kunne præstere. Var tilbage ved færgen til klokken 12.30. Gik lige igennem papir-tjekket og var bare så klar til afgangen klokken 3.
Havde indstillet mig på at kede mig bravt på parkeringspladsen, i de 2½ time der var til afgang, men blev glædeligt overrasket da der trillede en anden overpakket mc op ved siden af mig. Fyren, hvis navn jeg aldrig fik fat i, var fra Spanien. Han skulle med en anden færge end mig, men vi kunne jo holde hinanden ved selskab indtil afgang. Han var heldigvis mægtig underholdende. Hans historie var af en anden verden og hvis jeg synes jeg er utjekket med min planlægning var det vand ved siden af ham.

Han var startet i Spanien i en jeep. Kørt til Afghanistan gennem en masse andre stan-lande. Endt i Indien. Sendt jeepen til Canada, hvor tolderne konstaterede at der var mudder på dækkene, hvorpå de sende jeepen tilbage til Indien. Han kunne ikke engang få lov til at få nogle af de ting der var i bilen. Så han havde ikke rigtig noget værktøj, medicin, gps eller andre ting som ellers anses for ret nødvendige. Han havde købt en gammel KLR-mc for at komme videre. Var på vej til et bryllup i Chile… Han skulle være der om 5 uger. Så man kan vist roligt sige at han havde travlt.

Men morskaben kulminerede da han spurgte mig om jeg synes hans kæde var for slap. Tja…Jeg ville nok stramme den, sagde jeg, hvorpå han hev et styks multitool og en svensknøgle frem. Det var vist hvad han havde. Fik løsnet hjulet og kiggede så spørgende på mig. Han havde ingen anelse om hvad han foretog sig. Fik forklaret lidt almindelig mc-vedligeholdelse, og han masede på med krum hals.
Creel 017.jpgFaktisk kunne jeg sikkert lære en hel del af en fyr som ham, da han ikke lod til at tage noget som helst særligt tungt. Han sov i sit telt, hvor nu han landede den dag, og virkede som det hele var en stor vittighed. Der var nu også ting jeg absolut ikke ville lære af ham. På billedet ser i ham i sit motorcykel-tøj. Han havde ikke engang hjelmen på, der opbevarede han sit kamera.
Magen til skør kugle skal man lede længe efter.

Midt i kædestramnings-lektionen rullede der to motorcykler mere ind på færgelejet. Det var to hollændere. Job og Fred. Job er bosat i Belize, mens Fred aldrig havde sat sine ben så langt væk hjemmefra før. Det var nogle hyggelige fætre, og de skulle heldigvis med samme færge som mig. Fedt, så havde jeg nogen at lege med på færgen og nogen at følges med på den anden side. Det var nemlig desværre indrettet sådan, at færgen først ville være i havn klokken 21.30. Så ville det være mørkt og der var en 20 minutters køretur indtil Los Mochis hvor hotellerne var. Jeg havde lidt frygtet turen og hoteljagten alene i mørket. Så jeg var glad. Vidste jo ikke endnu at færgen sejlede efter mexicansk tid  ;-)

Lidt i tre kørte der stadig biler UD fra færgen. Så vi kunne jo godt regne ud, at vi blev lidt forsinkede. Så var det endelig tid til at rulle ombord. Ind i køen, for så at blive placeret på et hjørne af kajen. Vi skulle sidst ind. Stod der i lang tid, mens de bakkede…ja du læste rigtigt…bakkede samtlige lastbiler ombord. Det tog jo sin tid, men endelig blev det vores tur. Vi kom ind på et dæk, hvor der heldigvis ikke var særligt mange biler. Blev henvist til et sted uden noget at tøjre mc´erne til. Så blev jeg stædig. Hvis der alligevel ikke skulle holde nogen der hvor der var ringe i gulvet, hvor jeg kunne tøjre Smølfen ordentligt, ja så skulle jeg fandme holde der!!!!!! Fik min vilje efter at have skabt mig lidt. Havde købt nogle gode stropper i Cabo, så jeg håbede at de ville holde. Fred og Job var ikke så forberedte, så de måtte bruge hvad de nu kunne finde på færgen, men vi gik alle tre tilfredse derfra. Tog ikke så meget med op, vi ville jo være i havn inden aften.
Creel 003.jpg Creel 005.jpg Creel 004.jpg
Vi travede op og fandt soldækket. Nød udsigten og fortalte røverhistorier. Det væltede pludseligt ud af højtalerne med forvrænget spansk. Job kunne heldigvis forstå en del. Noget med noget motor-noget. Der ville ikke være afgang før klokken 22!!!!!! Snak lige om at være forsinket. Hmmm….Vi måtte hellere hente lidt forskelligt fra cyklerne, så vi kunne holde varmen hele natten. Dæk 2 var så bare hermetisk lukket. Der var ingen måde hvorpå vi kunne komme i nærheden af cyklerne. Jeg stod der i ærmeløs t-shirt og min tynde køretrøje. Kunne kun tænke på min sovepose og varme tøj nede på cyklen. Vi prøvede alt, men pga af noget gods på dækket ville de bare ikke have os ind.
Nå, det var jo stadig dejlig varmt, så vi tog det ikke så tungt. Fik en øl i stedet og tiden gik heldigvis hurtigt. Lige lidt for hurtigt, for vi opdagede så at restauranten allerede var lukket klokken 19 og jeg havde ikke fået en skid siden ved 12-tiden. Nå, jeg havde da heldigvis smidt nogle mandler ned i min taske, og vi kunne stadig købe kage, så det blev vores aftensmad.

Klokken 22 stod vi endelig ud fra havn. Det var en dejlig lun aften uden alt for meget vind. Vi hang ud på soldækket og så fuldmånen stige op over bjergene i det fjerne.
Vi regnede med at være i havn ved 4-5-tiden om morgen, da sejlturen jo var sat til at tage 6½ time. Ha!!! Vi blev klogere.
Vi havde vel sejlet ½ time, da båden lavede nogle mærkelige manøvrer. Den tog en 360 graders tur og jeg kunne bare mærke at vi sejlede langsommere efter det. Drengene sagde at det var noget vrøvl, men jeg var stensikker.
Det blev sent og vi blev trætte. Vandrede rundt for at finde et sted at sove. I den store bar, hvor der var sofaer, var der så også fire fjernsyn, hvor lyden bragede ud fra. Der var ingen måde at jeg kunne sove i den larm. Ørepropperne var jo nede på Smølfen. I restauranten var der flere fjernsyn med lyden i det røde felt. Fatter ikke hvorfor alting skal være så højt her.
Fandt et sted med nogle flyverstole. De var alle sammen optagede, men der var ro og plads på gulvet. Mit sove-arrangement bestod af mine støvler under min safety-jakke, som hovedpude. Jeg var iført alt mit mc-kluns, men vågnede stadig op hver anden time fordi jeg frøs. Jeg lå på et stengulv, så det blev altså lidt køligt med en tynd t-shirt og en endnu tyndere Tenere-trøje over. Var ude at rende rundt for at få varmen en gang imellem.
Der var pænt høj søgang, så hver gang jeg vågnede kunne jeg så ligge og bekymre mig om Smølfen. Stod den op endnu? Havde jeg fået spændt stropperne nok? Eller lå den bare og rutsjede rundt på dækket. En overgang gyngede det så meget at jeg måtte dreje mig 90 grader for ikke at rulle rundt på gulvet.

Efter en laaaaang nat vågnede jeg ved otte-tiden. Vi sejlede stadig!!!!
Fandt de andre i restauranten. De sad og hyggede med kaffe. Jeg drikker jo ikke kaffe og prøvede at købe lidt vand, men de solgte så kun kaffe. Var ved at dø af tørst, men måtte pænt vente en ½ time på at den rigtig dame kom og solgte sodavand. De havde ingen vand eller juice. Kun cola, så det blev min morgenmad. Man må sige at forplejningen under sejladsen ikke havde været det sundeste jeg har prøvet endnu.  

Endelig havn i sigte. Var bare så spændt på at se hvordan Smølfen havde klaret nattens strabadser. Men i Mexico er det motorcykler sidst ind og sidst ud, så ventetiden til de fik åbnet dæk 2 var lang.
Juhuu…. Den lille stod stadig op. Alt var godt. Fik viklet den ud af stropperne og fik land under dækkene. Klokken var nu 10.30.
Fulgtes med drengene til Los Mochis. Så meget for at bekymre mig om at køre turen i alene i mørke. Man må sige at der var særdeles lyst der langt oppe ad formiddagen :-)
Creel 012.jpg Creel 014.jpg 
Creel 022.jpg Creel 023.jpg Creel 020.jpg
  Jeg kunne se at orkanen havde været i nærheden. Skilte og elmaster stod ikke helt der hvor de skulle. De små landsbyer vi passerede havde store søer midt i gaderne, men de fleste af husene stod stadigt.

Vi fik morgenmad i Los Mochis. Fik sagt farvel og god tur. Og så var jeg på vej mod Creel.
Hold da op hvor var jeg træt. Hele min plan var endnu engang gået i vasken. Jeg kunne på ingen måde komme så langt som jeg havde planlagt.
Havde haft en del problemer med at finde ud af om en bestemt vej, der ville korte 300 km af min tur derop, var asfalt eller grus. Adrian fra Cabo havde sagt asfalt, en ung fyr på færgen havde sagt grus, så jeg vidste ikke om turen til Creel var 700 eller 1000 km. Ville ikke ud i bushen på grus. Havde ikke tid til at lege rundt nu, ville helst være i Creel næste dag, torsdag. Træffet startede først officielt fredag, men jeg ville gerne være i god tid. Vidste jo heller ikke om der var stormskader på vejen. Orkanen havde ramt lige på min rute.

Da jeg nåede til Obregon små 200 km nordpå, kunne jeg slet ikke hænge sammen mere. Var nærmest ved at falde af cyklen af træthed. Skulle ud på den ukendte vej lige nord for Obregon, men kunne ikke lige overskue det nu. Bestemte mig for at finde et hotel og få sovet ud, selv om klokken kun var tidlig eftermiddag.
Fik et værelse, fandt et supermarked og fik provianteret lidt. Ved at hvis jeg lever af cola og for lidt søvn, bliver jeg altså syg ret hurtigt, og det ville jo være dumt at komme anstigende til træf med en kæmpe forkølelse.

Vågnede frisk og udhvilet tidlig næste morgen og var helt klar til dagens udfordringer. Op på Smølfen og ud til den ukendte vej. Yes!!!! Den var asfalteret. Hele vejen sagde de lokale. Fedt. Der blev lige barberet 300 km af ruten. Om man så helt kan kalde det her asfalt er så en anden sag.
Creel 028.jpgNogle gange var der bare huller så store som badekar midt i vejen. Godt jeg ikke havde kørt her mens jeg var så træt. Man skulle bare være vågen hele tiden for ikke at ende i et kæmpe hul.
Landskabet blev mere bakket. Var på vej op i bjergene. Blev igen glad for at jeg havde besluttet mig til at overnatte i Obregon, for der var bare ingenting derude. Kom vist forbi én lille landsby de første 170 km.
Kunne godt se, at jeg nu var kommet til det “rigtige” Mexico. Her var en del anderledes end Baja. Husene var anderledes, folk er anderledes klædt, ja hele stemningen var en anden.
Heldigvis var der ingen stormskader at se. Så det hele blev en del nemmere end jeg havde frygtet.
Creel 030.jpg Creel 037.jpg Creel 044.jpg
Creel 042.jpg

Creel 047.jpg

Vejen begyndte for alvor at sno sig. Var rundt i den ene hårnål efter den anden. Og så var der jo lige alle de sædvanlige forhindringer. Æsler, heste og køer midt på vejen. Militære checkpoints. Og vejens beskaffenhed i al almindelighed.
Hyggede mig fint og nød den smukke udsigt. Så rodede jeg lidt med gps´en og det gik op for mig at solen ville gå ned allerede 17.45. Så blev der sat lidt turbo på. Havde fire timer til at køre resten af vejen. Det ville også være fint, hvis ellers det var en dansk motorvej, men hårnålene fortsatte. Tempoet faldt yderligt da det begyndte at regne. Det varede ikke så længe, men vejen var ikke så nem nu da den var våd.
Yes, lidt tør vej og fart på igen. Gps´en sagde at jeg ville ankomme til Creel ½ time efter solnedgang. Der ville jo ikke blive helt mørkt med det samme, men der skulle altså ikke holdes pause…Overhovedet!!
Var blevet advaret adskillige gange om ikke at køre i mørke i Mexico. Dyr på vejen, biler uden lys på og andet underholdende. Så der blev kørt til.
Kom til en slags plateau hvor vejen var lige og god så langt øjet rakte. Hamrede afsted så hurtigt Smølfen kunne. En halv time igen……
Hårnålene begyndte igen….Og regnen. Måtte sætte tempoet meget ned. Øv!!!!!!
Så skiftede displayet i gps´en. Solen var gået ned. Kom til en by med en benzinstation. Havde benzin nok til Creel, men var der en tank der? Ind og spørge med motoren i tomgang. Ja, det var der. Afsted igen. Kun 30 km tilbage. Det var stadig kun skumring og regnen holdt op. Kom så, bare lige det sidste. Og så blev det mørkt. Trillede langsomt rundt i hårnålene og så måtte det sgu tage den tid det tog. Hmm…Var det en bil der foran. Ok, han havde så ikke rigtig nogen baglygter. Lagde mig op bag ham, men han smuttede fra mig. Skulle ikke nyde noget af at køre for hurtigt på den nu meget mørke vej.
Trillede endelig ind i Creel. Fandt hotellet hvor træffet havde mødested. Alt for dyrt for mig. Faldt over nogle folk på mc, der hjalp mig med at finde et godt sted. Stadig lidt dyrt, men havde altså ikke mod på at rode mere rundt i mørket efter noget bedre.
Det vidste sig at være en hytte, der lå lidt væk fra hotellet. Ejeren lukkede mig ind gennem en gigantisk port. Og der midt på en stor plads, lå en nydelig lille træhytte. Der var en høj mur med pigtråd hele vejen rundt, så jeg følte mig helt tryg ved at parkere Smølfen foran hytten. Vi gik ind, og jeg blev noget overrasket, da det vidste sig at min halvdel af hytten, var næsten ligeså stor som min lejlighed derhjemme. Jeg havde pejs, køkken og 2 kæmpe senge. Det skulle senere vise sig, at jeg havde fået en rigtig god rabat, så stedet slet ikke var så dyrt i forhold til hvad andre betalte. Folk der boede på hotellet, skulle alligevel over og parkere hos mig, for at få deres cykler væk fra gaden.
Kastede mine ting ind i hytten. Jeg skulle bare have noget mad. Mit kapløb med tiden, havde resulteret i, at jeg ikke rigtig havde fået noget fornuftigt siden morgenmaden, og det var jo ved at være længe siden.
Folkene der havde vist mig hotellet, var ikke ADV-folk, men de mente at der sad nogen på en restaurant i nærheden. Jeg gik derhen og sagde davs. De inviterede mig med ved deres bord. De var så heller ikke ADV-folk, men bare motorcyklister på tur. Creel og Copper Canyon er meget populære mc-steder. Så jeg hyggede og fik fyldt depoterne op med lækker mexi-mad.

Efter at have sovet dejligt længe, tøffede jeg ud til hotellet hvor træffet skulle foregå. Det lå i udkanten af byen. Fik mødt sagt goddag til nogle folk og hang ellers ud og tog imod de nyankomne.
Creel 057.jpgTræffet startede først officielt klokken seks. Det var to mexicanere der arrangerede Gerardo og Arturo. Der blev budt velkommen og Gerardo viste kort fra området og billeder fra en af hans ture. Imens trillede der flere ind på pladsen. Tror vi var en 25-30 stykker. Så blev der snakket om hvad for nogle ture folk ville på næste dag. Gerardo sagde, at hvis nogen ville have grus-undervisning, ville han med glæde stille op. Jeg sprang straks til. Har jo haft stor glæde af de andre “køreskoler” jeg har deltaget i.
Resten af aftenen gik med almindelig hygge og meget sen aftensmad.

Næste dag skulle vores lille gruppe afsted klokken ti. Jeg var oppe i god tid, og trillede lige forbi det hotel hvor de fleste, inklusive Gerardo boede. Synes godt nok at de så meget klar ud. Der var jo 1½ time til afgang. Det gik så lige op for mig, at jeg var i en anden tidszone end jeg troede. Kun ½ time til afgang og jeg havde ikke fået morgenmad endnu. Fik lige pludselig meget travlt. Slugte et par bananer og fik køre-tøjet på i en fart, forbi tanken for at fylde op. Var der 2 minutter i ti. Havde ikke behøvet at skynde mig så meget, da tingene her går efter den mexicanske tidsopfattelse. Tror vi kom afsted ved 11-tiden :-)

Vi var kun to elever. Fedt tænkte jeg. Maren var kommet af svære grusveje, så jeg regnede med at vi kunne få undervisning på et højere niveau. Men nej, dem hun havde fulgtes med, måtte have slæbt hende igennem det hele. Hun var på totalt begynderniveau, så dagen kom desværre til at dreje sig om at få hende slæbt med. Hun var så oven i købet på en KLR, der jo er på størrelse med Transalpen. Alt for stor til at lære at køre grus på.

Det er nu 117 gang jeg ser folk lave den fejl. Jubbiiii, vi skal lære at køre på grus, så vi investerer i den største maskine vi kan finde. Not!!!!
Er så glad for at mine første erfaringer var på Rotten alias min Honda 250 og ikke en kæmpe ged. Så var jeg nok blevet skræmt helt væk fra gruset.
Creel 073.jpgVi startede med nogle øvelser, som jeg har lavet et par gange før på de andre kurser. Alt for nemt. Så noget bjergbestigning, efter Colorado var det også nemt. Maren ville ikke engang op af bakken, så jeg følte mig rimelig sej. Min selvtillid fik da et ordentlig hak op, da det gik op for mig hvor meget jeg allerede kan. Vel at mærke uden at få hjertebanken.
Vi trillede ud til “paddehatte-området” og nød omgivelserne. De små indianer-unger var svært interesserede i cyklerne.
Creel 058.jpg Creel 061.jpg Creel 067.jpg
Gjorde holdt i et sving. Næste øvelse var powersliding rundt i svinget. Jeg høvlede igennem. Hvor har jeg altså fået godt styr på den Smølf efterhånden.
Videre ud af grusvejene. Gennem et par vandpytter.
Creel 077.jpg Creel 075.jpg Creel 074.jpg
  Og ud til Munkene eller De Gigantiske Penisser. Som var nogle sjove klippeformationer. Indianerne kaldte området for Penis-dalen da de først så stedet. Da katolikkerne kom til, syntes de var for frækt og omdøbte stedet til Munkenes-dal.
Vi hold selvfølgelig med indianerne, da det var sjovere at sige “De Gigantiske Penisser” end noget med munke. Hø hø…..
Creel 078.jpg Creel 079.jpg Creel 083.jpg
Kom ud til hovedvejen og gjorde holdt ved en kirke. Det var vist mest for at se om vi kunne få et eller andet til frokost i den lille by, men det var så ikke muligt.
Creel 100.jpg Creel 097.jpg Creel 094.jpg
Fandt mad på et underligt hotel i en anden lille by. Gerardo var simpelthen inde og spørge om de kunne bikse noget sammen til os, og det kunne de godt. Vi fik noget suppe-agtigt der smagte godt og tortillas. 
Creel 101.jpgJeg var slet ikke færdig med at lege på grus, men Maren synes ikke det var sjovt længere. Hun havde skræmt livet af sig selv oppe på bakken, så hun ville bare hjem ad asfalten. Gerardo slæbte mig videre ud på en lidt mere vanskelig grusvej, så jeg kunne få mine lyster styret. Han synes at jeg klarede den godt, selvom noget af det lidt oversteg mine evner.

Vi trillede hjem, fik et bad og mødte igen op til foredrag og almindelig hygge.
Creel 021.jpg Creel 024.jpg
Næste dag havde jeg lidt svært ved at finde nogen der ville samme vej som mig. De havde alle sammen været nede i selve Copper Canyon dagen før, og ville selvfølgelig ikke lave det samme en gang til. Problemet var at der var pænt langt på asfalt før man ramte gruset, så folk ville hellere blive omkring Creel, nu da de havde været dernede. Jeg synes derimod ikke at jeg kunne tage derfra uden faktisk at have været i Copper Canyon.

Endelig var der en der meldte sig frivilligt til mit projekt. Butch hed han. Vi gjorde klar og trillede afsted. Jeg gad ikke at finde vej, så jeg lod gps´en blive derhjemme. Den sidder også lidt i vejen når jeg står op, og det gør jeg faktisk hele tiden på grus nu. Fatter ikke at jeg nogensinde har siddet ned på grusveje. Har så meget mere kontrol stående. Så jeg lagde mig bag Butch og lod ham føre an. Han satte et godt tempo på asfalten og sandelig også da vi ramte gruset. Det var fedt. Lige mit tempo.
Creel 122.jpg Creel 120.jpg Creel 127.jpg
Vi gjorde holdt ved et udsigtspunkt, hvor men rigtig kunne se kløften. Den var imponerende. Copper Canyon består af 6 kløfter, der tilsammen er større end Grand Canyon. Ikke at jeg fatter hvordan de måler det, og ingen har kunne give mig et ordentligt svar. Er det længden, dybden eller bredden. Og hvordan lægger man egentlig to kløfter sammen????? Nå det var jo også temmelig ligegyldigt, da det var smukt og vejene var sjove.
Vi trillede ned gennem en masse hårnåle, og endte langs en flod. Små snoede veje. Skulle passe på at der ikke lige var en stor bil, når man kom rundt i et sving, ellers var det rimeligt nemt.
Creel 131.jpg Creel 133.jpg Creel 137.jpg
Creel 132.jpgVi gjorde holdt og kiggede lidt på klokken og de mørke skyer der samlede sig. Det havde taget og tre timer at komme så langt, og det ville tage en evighed at komme ud derfra hvis det begyndte at regne. Klokken var over to, så vi besluttede at vende om, for at være sikre på at nå hjem inden det blev mørkt.

Så gik det ellers over stok og sten. Hvad…Var vi allerede ud på asfalten. Øv! Turen hjem kom kun til at tage 1½ time, så vi var hjemme i særdeles god tid.
Kunne ellers godt lige have brugt en time mere på gruset :-)

Havde talt lidt med en fyr der hedder Chuck. Han var i sin pickup truck, og skulle videre til et andet træf ovre vestpå. Havde godt læst om det på ADV, men det startede allerede onsdag og det her træf sluttede først søndag. Der var 800 miles, så jeg synes at det var lidt langt at køre på to dage. Chuck tilbød mig et lift i bilen, han havde plads til både Smølfen og mig, så pludselig var min næste destination bestemt. Jeg skulle til Mextrek i Galeana.
Men først skulle vi jo lige havde overstået det træf vi var i gang med.

Chuck kom hjem fra dagens tur med et kæmpe smil på. Det havde været én hård dag og Jon som jeg også havde talt ret meget med, var nærmest i granatchok. Det havde vist oversteget hans evner. Chuck grinede og sagde, at Jon selv havde bedt om at få pulsen op. Var glad for at jeg havde haft en hyggelig dag med Butch og ikke væltet rundt i noget, der nærmest ikke kan beskrives som en vej.

Endnu en aften blev brugt til at fortælle røverhistorier og spise lækkert mad.Jeg får jo en del opmærksomhed. Dels fordi jeg er en pige, men mest fordi jeg er laaaangt hjemmefra og bare rejser rundt. Det synes de godt nok er sejt. Har måtte svare på mange mærkelige spørgsmål efterhånden.

Mandag morgen tog de fleste afsted. Chuck, Jon og jeg trillede ud på en lille hyggelig grustur. Kunne godt se hvorfor Jon havde haft en hård dag om lørdagen. Jeg rykkede i den grad fra ham på gruset. Oveni kørte han så også på en stor BMW 650. Han erklærede, at næste år kom han helt sikkert på en DRZ 400 og ikke en kæmpe ged.
Vi holdt pause i en eller anden lille hyggelig by.
Galeana 006.jpg Galeana 008.jpg Galeana 009.jpg 
Galeana 010.jpg Galeana 003.jpg Galeana 005.jpg
Vi trillede hjem igen, og var nu de eneste fra træffet tilbage. Vi endte i min fine hytte, med alt for mange øl, så det blev temmelig sent før det blev sengetid. Jeg kunne jo være ligeglad. Smølfen stod allerede på ladet af Chucks øse, og det var ikke mig der skulle køre.

Vi sagde farvel til Jon og begav os derud af. De første 150 km forgik i hårnålesving, så det gik ikke så stærkt. Chuck havde håbet på at vi kunne gøre turen på en dag, men vi måtte lige ind og have en overnatning. Vi manglede stadig 300 km da det blev mørkt. Kunne kun finde et afsindigt dyrt hotel. Jeg kunne jo ikke klage, da jeg hverken skulle betale for benzin eller betalingsvejene. Som Chuck sagde, Jeg skulle jo køre her alligevel. Fik så heller ikke lov at betale for hotellet. Han synes at jeg skulle bruge pengene på at rejse i stedet :-)

Vi havde det ret sjovt i bilen. Han har den her rigtig tørre humor, så vi grinede en hel del. Og så havde han de her cd´er med spansk-lektioner på. Vi øvede os højlydt. Det var ret morsomt, da de var temmelig ridsede, og gik i hak hele tiden. Vi blev enige om at vi ville blive rigtig gode til spansk rap. Yo yo yo yo yo

Jeg var rigtig glad for bilturen, for da vi var kommet gennem hårnålene, var det fladt og kedeligt stort set hele vejen til Galeana. Tror jeg have kedet mig ihjel ude på stepperne. Der er to bjergkæder i Mexico. En i øst og en i vest. Alt der imellem er fladt højland. Det blæste også en del, så hvis jeg havde taget turen på Smølfen havde jeg nok ikke haft det særligt skægt.

Vi ankom til Galeana ved tre-tiden. Der var allerede linet en del motorcykler op på pladsen foran de to hoteller, hvor alle folk skulle bo.
Galeana 027.jpg Galeana 028.jpg
Vi fik et par værelser. Denne gang var det ikke så fancy, men der var en seng, varmt bad og et sikkert sted til Smølfen. Og hvad har jeg så egentlig mere brug for.
Der var samling og uddeling af klistermærker og t-shirts klokken 18. Jeg var jo først blevet tilmeldt arrangementet 2 dage før, så jeg måtte pænt vente og se om der var en t-shirt i overskud. Det var der. Ikke at jeg har plads til flere træf-trøjer, men jeg slæber alligevel rundt på tre af slagsen  ;-)

Arturo fra Creel, havde sagt at der ville være stor forskel på de to træf. Creel var arrangeret af mexicanere og Galeana af amerikanere.
I Creel var det sådan lidt gør der selv, og vi finder nok ud af det.
I Galeana fik man en bog om ruter, kort og hvad man skulle pakke hjemmefra. Ifølge pakkelisten har jeg for mange underhylere og for lidt cowboybukser med ;-)

Jeg studerede turene og bestemte mig for den der hed Top of the World. Så da vi mødtes til samling næste morgen, var jeg helt tunet ind på det. Fordelingen foregik ved håndsoprækning, og jeg gik over til min gruppe. De ville så lave turen helt om, og jeg kunne se, at vi ville ende en del på asfalt. Det gad jeg bare ikke. Når jeg nu kunne køre ud på grus i udkanten af Galeana, hvorfor i alverden skulle jeg så ligge og trisse rundt på asfalt. Det har jeg vist allerede gjort en del. Har da fået kørt over 27000 km efterhånden.
Jeg klagede min nød til Chuck. Han tilbød mig at komme med ham og en fyr der heder Milton. Jeg var ikke sikker på at det var en god idé, da de begge er ret ferme på mc. Chuck fik mig efterhånden overtalt. De ville ikke køre så stærkt, skulle nok vente på mig og hvis der var alt for svære forhindringer, skulle Chuck nok køre Smølfen ud derfra. De andre grupper var så småt ved at forlade pladsen, så der var jo ikke så meget at gøre. I sidste øjeblik hoppe Joe også med på vores hold.
Vi havde ikke rigtig nogen rute, men en idé om hvad vi skulle. Vi skulle ud og udforske!!?? Milton har rejst meget i Mexico, og havde engang fundet en genvej mellem to bjerge….da han var faret vild!!. Det var den vi skulle ud og se om stadig var der.
Vi kørte så alligevel lidt på asfalt, men drejede ret hurtigt ind på grusveje mellem små landsbyer.
I starten var det nemt. Jeg fulgte godt med, synes det var sjovt og der var rigtig flot. Vi holdt en pause og gloede på et smukt og frodigt landskab.
Galeana 033.jpg Galeana 034.jpg Galeana 037.jpg
Galeana 043.jpg Galeana 044.jpg Galeana 045.jpg
Milton er en sjov fætter. Han er tandlæge, 61 år og gammel hippie. Han kører i et dejlig roligt tempo, og det er det samme, lige meget hvad vi kører igennem. Vi stoppede tit for at spørge de lokale om vej. Som han siger…Jeg taler lidt spansk, men er bedst til at spørge om vej.
Han formåede at vælte sin cykel, tabe sin hjem og sit kamera under den første pause. Så det lovede jo godt.
Vi trillede videre, og vejen blev værre….og værre!! Jeg gloede på de her stejle skråninger, med masser af løse klippe stykker, og var ved at gøre i bukserne af skræk. Det var langt over mit niveau. Men vi var kommet så langt ud i ingenting, at der bare ikke var nogen vej tilbage. Jeg måtte bare hænge på.
Faktisk hang jeg ret godt på??!! Var ikke nede at ligge en eneste gang, men var nærmest overrasket over hvad jeg efterhånden kan få Smølfen igennem.
Galeana 050.jpg Galeana 053.jpgJeg er ikke så vild med de her mini-floder, vi krydser engang imellem. Kan jo se at de andre kommer fint igennem, men jeg kan nu altså bedst lide at se hvad jeg kører i.
Åen vi kom til her, så rimeligt dyb ud. Jeg nærmest bare lukker øjnene, har godt med fart på og håber det bedste. Denne gang var jeg ret tæt på at skvatte. Jeg ramte noget med forhjulet og pludselig var Smølfen på vej i en anden retning end mig. GAS!!!!!!! Den rettede sig op, og jeg nærmest hang efter den i styret. Puha…Sikke en redning. Kastede den på støtteben, så jeg kunne nå at tage et billede af Joe igennem vandet….Og få en smøgpause, til at få pulsen ned med.
Galeana 057.jpgEfter vandgangen kom vi til at holde en ufrivillig frokostpause, da Joe´s baghjul pludselig sad løst. Hans…Ja, jeg kan simpelt ikke huske hvad sådan en fætter hedder på dansk, men den hedder bearing på engelsk, var i udu. Det er den jeg holder frem på billedet.
Galeana 073.jpg Galeana 074.jpg  
Som i kan se var hele hjulet ret kværnet indeni. Drengene var heldigvis habile mekanikere, og Joe havde en ekstra dims med. Det var ikke første gang hans KTM havde lavet det nummer. Det var straks lidt værre med værktøjssituationen. Der skulle hamres noget metal løst inde i navet….Tror jeg det hedder.
Det er altså sjovt at jeg ikke kan huske mekaniske ord på dansk. Jeg har vist aldrig rigtig gået op i hvad dimserne hedder på dansk, og nu har jeg hørt ordene så mange gange på engelsk, at det er totalt forsvundet på dansk. Mærkeligt!!
Nå, nød lærer nøgen mand at hamre med klippestykker. Så reparationen blev fortaget med et dækjern og et klippestykke. Det tog sin tid, men Joe og Chuck hamrede utrætteligt løs.
Milton og jeg kiggede kort og jagede køer væk fra cyklerne.
Galeana 081.jpg  Galeana 063.jpg Galeana 065.jpg
Efter lang tid opdagede jeg nogle små irriterende fluer, der havde travlt med at stikke mig. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at det var starten på klø-helvede. Jeg har åbenbart en form for allergi overfor de små sataner. De andre har i hvert fald ikke været igennem de samme pinsler som mig.
Drengene blev færdige med hulemands-operationen, og vi kørte videre ud i det ukendte.
Galeana 082.jpg Galeana 084.jpg Galeana 087.jpg
Galeana 091.jpg Galeana 093.jpg Galeana 088.jpg
Galeana 100.jpg Galeana 098.jpg Galeana 097.jpg
Efter lang tid på hullede, stejle, klippefyldte, mudrede og på anden måde sindssyge veje. Stoppede Milton ved et træ der var væltet hen over vejen. Hmm…Kunne vi køre hen over det?. Roden spærrede halvdelen af vejen og stammerne hang ud over en stejl klippeside. Jeg gav det ét blik, og sagde med det samme “Det der gør jeg bare ikke!!!!”
Joe hoppede på KTM´en, gav gas, kom halvvejs over og skvattede så. Vi fik ham op igen og cyklen over. Så var det Miltons tur. Han valgte at trække. Så var det min tur. Jeg gloede bare på Chuck. Han havde jo lovet at køre Smølfen ud, hvis det blev for svært. Han valgte at prøve at køre over. Gas, og et lille hop til siden, og over var han. Triumf!!! Han gik tilbage til sin egen, gav gas og gik så i gulvet med et brag.
Klappede min lille Smølf. Den kan altså bare alt!!
Galeana 101.jpg Galeana 102.jpg Galeana 103.jpg
Galeana 104.jpg Galeana 105.jpg 
Vi kom op på toppen af bjerget-uden-vej-på-kort. Så var det jo ned igen på den anden side. Gennem sindssyge hårnåle og rullende klippestykker.
Milton stoppede og sagde, at nu skulle vi bestemme om vi skulle videre på grus, eller hjem ad asfalt. Jeg var færdig! Havde haft et desperat udtryk i mine øjne lidt for meget de sidste par timer. Drengene ville gerne lege mere, så jeg fik dem overbevist om, at det var ok for mig, at trille de sidste par km på let grus ud til asfalten.
Chuck så vældig bekymret ud, men jeg måtte grinende fortælle ham, at hvis jeg havde kunne klare hvad vi allerede havde været igennem, så kunne jeg nok også køre 5 km alene på en almindelig grusvej. Han overgav sig og jeg vinkede farvel, da de kørte op ad endnu et bjerg. Jeg trillede derimod ned gennem en virkelig smuk dal. Ud til asfalten og hjem til Galeana.
Galeana 107.jpg Galeana 110.jpg Galeana 112.jpg
Jeg hang rundt på pladsen og ventede på drengene. Endelig trillede de ind. De havde simpelthen fået rodet sig ud i noget, der var meget værre end det vi havde været igennem sammen. Chuck fortalte grinende om de mange kilometer udtørret flod-seng, med kæmpe klipper og sand, de havde kørt rundt i. Var meget glad for at jeg havde besluttet at vende snuden hjem før dem.
Galeana 118.jpg Galeana 119.jpg 
Næste morgen, kom en der hed Jeff over og spurgte om jeg stadig gerne ville køre ruten der hed Top of the World. Det ville jeg, så vi lavede en lille gruppe. Han var ikke helt klar endnu, så jeg hang rundt på pladsen, mens han kom i køre-tøjet.
Chuck kom over og spurgte hvad Jeff egentlig kørte på. Ingen anelse, sagde jeg. Men vi fik et grineflip, da det gik op for os at han var på en Husky. En rigtig racer en.
Du forstår sandelig at vælge dine køre-partnere, hulkede han. Hvorfor vælger du ikke nogle af de gamle drenge der knapt nok kan køre på grus. Måske fordi de er totalt kedelige og egentlig helst vil være på asfalt, svarede jeg.
Jeg spurgte Jeff, om han havde tænkt sig bare at ræse derudaf. Han lovede at vente og være sød ved mig. Til gengæld spurgte han mig om jeg væltede meget. Han havde tilbragt dagen før, med at samle gamle mænd på tunge mc´er op. Og nu gad han ikke rejse flere cykler op.
Jeg har ikke ry som en totalt væltepeter, men han måtte tage chancen, svarede jeg.
Vi trillede afsted og efter nogle km, holdt han ind og ville høre hvad jeg synes om tempoet. Vi kan da godt køre lidt hurtigere, svarede jeg. Han satte farten lidt op, og så var det bare perfekt. Det viste sig at vi var et rigtig godt match. Vi kørte nogenlunde samme tempo og niveau…….Og jeg skvattede slet ikke :-)
Galeana 122.jpg Galeana 132.jpg Galeana 131.jpg
Sammenlignet med dagen før, var dagens tur bare nem og rar. Havde faktisk tid til at se mig lidt omkring mens jeg kørte.
Vi holdt ikke mange pauser, men de få vi holdt var gode. Specielt en pause, hvor der kom en fyr på et æsel over og gloede på os. Han sagde ikke noget før vi havde sagt goddag til ham. Så væltede der pludselig engelsk ud af ham. Dårligt engelsk, men alligevel. Har kun fundet en i Galeana der taler engelsk. Så hvor mærkeligt var det lige at møde den her ko-vogter på et æsel ude i ingenting, og så kunne vi snakke med ham.
Galeana 136.jpg Galeana 133.jpg Galeana 134.jpg
Dagens rute bestod af et grus- loop og så turen op til Toppen af Verden. Vi vidste godt at de 30 km til toppen, ville være brosten og meget bumpet. Men havde jeg vidst hvor meget, var jeg blevet nede. Hold da kæft en skod vej!!!
Galeana 157.jpg Galeana 155.jpg Galeana 152.jpg
Halvvejs oppe, var jeg sikker på at mine tænder var ved at falde ud. Jeg skulle tisse hele tiden, fordi mine nyrer blev rystet så meget. Og da jeg så fik en bi ind i hjelmen, der var så venlig at stikke mig på hagen, var jeg klar til at vende om.
Var lidt ligeglad med mig, men var bare så bange for at Smølfen ville rasle totalt fra hinanden. Ville hundrede gange hellere være på enhver anden grusvej, end det der forsøg på en brostensvej.
Vi fortsatte nu. Havde hørt at udsigten ville være fantastisk, så den skulle vi jo se.
Da vi endelig stod på toppen, var vi helt enige om, at det ikke havde været turen værd. Det var så oven i købet lidt diset, så den flotte udsigt var ikke så tydelig.
Vi tog de obligatoriske billeder og skyndte os ned derfra.
Tror aldrig jeg har været så glad for at se en asfaltvej  ;-)
Galeana 143.jpg Galeana 144.jpg Galeana 145.jpg 
Galeana 150.jpg Galeana 153.jpg Galeana 158.jpg
Da jeg vågnede næste morgen, var mit knæ helt færdige. Kunne mærke, at hvis jeg tog på endnu en skør tur, ville jeg ikke kunne gå næste dag. Besluttede at blive hjemme og hænge ud.
Det blev en rigtig hyggelig dag på plazaen, med de andre, der heller ikke var ude at køre af forskellige årsager. Nogle gad ikke, andre var skadede, andre igen havde problemer med cyklen.
Jeg afslog at spise middag med en del folk, da jeg ville vente på Chuck, Milton, Joe og Jeff, der havde formet dagens udforsker-hold. Det var en dum beslutning. De kom hjem klokken 23. Havde kørt de sidste 150 km på asfalt og var nærmest gennemfrosne, da de endelig landede i Galeana.
De havde som sædvanligt haft en hård dag. Chuck sagde at jeg skulle spørge Jeff om han væltede meget. Det synes Jeff var en ret god joke, han havde været nede og ligge hele to gange.
Milton havde lovet mig at give tips og tricks om at rejse i Mexico, så vi endte med at sidde oppe til klokken 2.30 og rode med kort.
Jeg stod alligevel tidligt op. Det var store afskeds dag. Chuck havde tilbudt Milton et lift i trucken, så vi fik sagt farvel og god tur.

Jeg havde det mærkeligt, som om jeg var ved at blive forkølet, så jeg tog mig en siesta, der så kom til at vare hele dagen. Skrev lidt på bloggen når jeg var vågen. Og da jeg kunne sove igen om aftenen, var der nok noget om syge-snakken.
Bestemte mig for at blive hængende i Galeana og få bloggen up to date. Er jo lysår bagud…Igen!!! Og så skal det lige siges at nettet er som et blinklys. Virker, virker ikke, virker, virker ikke…..
Det tog mig tre timer at uploade billeder.
Var dog så heldig at have en rigtig god netdag forleden, så jeg kunne Skype lidt.

Havde egentlig bestemt at få bloggen skrevet færdig og så komme videre. Men sent om aftenen kiggede jeg lige ud til Smølfen og blev overrasket over at se 6 andre motorcykler ved siden af den. Det var en flok mænd fra Texas, der var herned for at køre lidt grus. De inviterede mig på tur næste dag, og jeg sagde ja tak.
Vi kom lidt sent afsted, så de måtte lave deres planet lidt om. Vi endte med at tage Top of the World Loopet. Denne gang uden den rædselsfulde tur på brostenene.
 
Vi havde vel kørt 20 minutter, da jeg synes jeg sejlede så underligt rundt. Øv!! Jeg havde et fladt bagdæk. Mændene kastede sig straks over Smølfen, så endnu engang fik jeg ikke lov til at fikse min punktering. Hvor heldig kan man være?? De to gange jeg er punkteret, har der været meget hjælpsomme mænd med mig. Det er nu bedre end at stå alene i ingenting og kæmpe med det. Jeg klager i hvert fald ikke :-)
Galeana 175.jpg Galeana 177.jpg Galeana 178.jpg
Jeg legede stifinder hele dagen, havde jo været der før. De var en del langsommere end Jeff og jeg, så der blev tid til lidt flere billeder. Det var en vældig hyggelig dag.
Galeana 179.jpg Galeana 183.jpg Galeana 187.jpg
Galeana 190.jpg Galeana 189.jpg Galeana 193.jpg
Galeana 194.jpg Galeana 196.jpg Galeana 197.jpg
Galeana 200.jpg Galeana 207.jpg Galeana 209.jpg
Galeana 214.jpg Galeana 218.jpg Galeana 219.jpg
Galeana 221.jpg Galeana 222.jpg Galeana 224.jpg
Galeana 225.jpg Galeana 227.jpg Galeana 228.jpg
I dag er de taget på endnu en tur. Mit knæ brokkede sig igen, så jeg valgte at sidde over og få skrevet lidt mere. Måske tager jeg med dem igen i morgen.

Jeg har åbenbart svært ved at komme videre fra Galeana.
Nu er der kun to dage til at de fejre De Dødes Dag. Det vil jeg gerne opleve i stedet for at sidde på Smølfen. Så hvis jeg ikke kommer herfra i morgen, bliver jeg i hvert fald to dage mere.
Før texanerne ankom, havde jeg den underligste følelse af, at jeg først lige var startet på mit Mexico-eventyr. Har jo været sammen med folk der taler engelsk hele tiden. Pludselig var der ingen jeg kunne føre en samtale med. Som om jeg mistede mit sprog. Klarer mig jo alligevel, men det var nu alligevel underligt.

Har bestemt at køre mod syd. Er blevet anbefalet et sted der hedder San Miguel de Allende. De har en del spansk-skoler der. Det ville jo være rart, at kunne føre en form for samtale med folk. I Staterne var det sjove jo at høre om folks liv. Det er lidt svært her, når jeg ikke fatter en bjælde af hvad folk siger.
Jeg er da blevet bedre…men mine samtaler består mest af mig, der fniser over mit dårlige spanske.