Anja Kiilsgaard on tour

Jeg blev i Galeana alt for længe!!
De Dødes Dag var jo lige på trapperne, og damen i receptionen forklarede at der ville være fest på plazaen dagen efter, så jeg besluttede at blive hængende og opleve det.
Næste morgen var jeg klar til fest….Men der skete intet!! 
Gik en lang tur i stedet, og en fyr fra hotellet fortalte at festen først var næste dag. Nå, pyh…Troede lige at jeg var gået glip af det hele. Sprang spændt ud af sengen næsten morgen, men igen….Ingenting!!!
Hvad i hele hule hel…. skete der for de mennesker??!!
Havde jo set at alle folk slæbte rundt på de her store blomster-buketter. Havde en anelse om at de skulle på kirkegården og lave et eller andet spændende, men jeg kunne ikke finde den der kirkegård. Trawlede gennem hele byen, men ikke et gravsted i syne. Øv!!
De havde fejret halloween til den store guldmedalje, med store udklædte børneflokke og også et par voksne ind imellem, men det så ud til at De Dødes Dag i Galeana, kun bestod af at besøge familiens gravsted med blomster.
Var oprigtig ked af det. Ville så gerne have oplevet dansende skeletter og hvad jeg ellers har hørt om, men verden er åbenbart ikke som på Travel Channel……
Måtte videre inden jeg kedede mig så meget, at jeg kom til at hade Galeana, som jeg ellers havde haft så meget sjov i.

Vågnede ved lyden af trompeter. Ignorerede dem!!! Ville ikke gå ud og se hvad der skete, på plazaen, men bare få pakket Smølfen og komme afsted. Skulle ikke ledes i fristelse og blive en ekstra dag
Ok, måtte lige ud og kigge. Heldigvis bare et par børn, der legede rundt.
Var nærmest lettet, da jeg kørte ud af Galeana og satte kursen sydover.

Det meste af vejen så sådan her ud. Snoede veje i bjergene. Det virkede meget tørt. Tror at det er en slags ørkenklima, bare i bjerge. Det støver i hvertfald meget på grusvejene.
Efter en laaaang nedkørsel, havde jeg en følelse af at være kommet ned fra bjergene. Blev da lidt overrasket, da gps´en sagde 1500 m. Var jeg stadig så højt oppe. Måske var det derfor at det var så køligt, selvom solen bragede ned fra en skyfri.
Kørte af en lang kedelig lige vej i laaaang tid. Og kom så endelig til vejen til Real De Catorce.
Det var Milton, fra udforskerturen, der havde anbefalet mig at tage derhen. Havde aldrig hørt om stedet før, men det lød rigtig godt. En smuk by på toppen af et bjerg. Det måtte jeg se.
Der var bare lige den her 27 km brostensvej op til byen. Havde jo prøvet kræfter med brosten og var ikke specielt begejstret. Nå det var vel bare at klemme ballerne sammen og gøre det.
 
Det føltes lidt som at sidde på en kæmpe stor rystepudser. Hold da op hvor jeg tænkte meget på alt mit elektronik i taskerne. Kunne min computer virkelig holde til det her?
Havde hørt at man bare skal køre hurtigt, så man nærmest svæver hen over alle revnerne. Det virkede vel også til dels, men fornemmelsen af at sejle rundt blev så til gengæld forstærket. Fandt et mellem tempo der passede mig, og der fløj vist et par bandeord ud af hjelmen. Kan altså ikke lide de der brosten!!

Endelig var brostenene slut. Nu var der så 2,4 km tunnel der skulle forceres.
Tunnellen er så smal, at der kun køre biler i en retning af gangen. Så jeg måtte lige vente lidt. Var selvfølgelig henne og tjekke hvordan det så ud derinde. Hmm… Ingen brosten og tørt. Det lovede godt.
  
Kunne så se på lygterne på de biler der kom mod mig inde i tunellen, at det åbenbart ikke var helt plant derinde. De så ud som om de gyngede noget. Bilerne kom ud og tunnel-manden vinkede mig frem. Jeg var den eneste der skulle mod Real De Catorce.
Ingen panik. Vejen var fin og jeg satte farten lidt mere op. Så begyndte der at dryppe vand ned fra loftet. Det ellers fine underlag blev til en glat affære. Fik taget lidt af farten af.
 Pludselig skred baghjulet ud. Hvad var det??? Mudder??? Har senere fundet ud af, at der ligger nogle trælse sanddynger derinde. Ved ikke hvorfor, men det var det der fik mig til at blive lidt panikslagen alligevel. Der er sgu aldrig rart, når jeg ikke rigtig kan se hvad jeg kører rundt i. 
 Nå, jeg fik jo lavet en udmærket redning, så det var bare at klø på. Endelig kunne jeg se lyset for enden af tunnellen. Kørte ud i dagslyset og var så i Real De Catorce.

Vejen blev igen brostensbelagt. Først ligeud, men så stejl nedad. Kiggede lidt på side-
vejene. Hold da op hvor var de stejle. Hvordan i al verden kunne jeg parkere her. Ikke en centimeter var plan.
  
Kørte lidt rundt mens jeg prøvede at undgå de aller-stejleste steder. Havnede på et forholdsvis plant torv. Gik lidt rundt og tjekkede hoteller, men der var ingen parkeringsmuligheder nogen steder. Kunne se hvordan bilerne holdt de mest underlige steder, og de fleste fortorvskant var meget høje, så parkering på fortorvet ville blive et mareridt.
Hmmm….. Den ville blive vanskelig.
Så en fyr, der så ret turist-agtig ud. Spurgte ham om han talte engelsk. Det gjorde han, sådan da, men han var heldigvis lokal og kunne han fortælle mig om mine muligheder. Efter at havde fortalt hvad jeg behøvede, sendte han mig ud til udkanten af byen, der havde han en ven der passede et hotel. Måske jeg kunne få en god pris, jeg kunne ihvertfald få Smølfen ind og parkere i en gård.
Op og ned ad flere brosten. Var nærmest glad da jeg ramte et vejarbejde, så det bare var en helt almindelig grusvej….ja, ca 300 meter
Fandt Alcazaba, som hotellet hed. Der var en stor lukket port med dørtelefon. Ringede på. Intet svar. Åbnede en lille dør og råbte Hola. En pige kom ud fra et værelse og spurgte hvad jeg ville. Forklarede mit ærinde. Åh, Eduardo, som passer stedet er her ikke lige nu, han er nok tilbage om en tre timers tid, sagde hun. Jeg må have set ret træt og skuffet ud, for pludselig kunne hun da lige ringe til ham og så ville han kigge forbi inden for tyve minutter. Han kom hurtigt og jeg fik mit værelse. Og der var plan parkering til Smølfen lige uden for værelset.
 Jeg pakkede ud og snakkede med pigen, som hedder Elena. Hun er fra Mexico City, er dramalærer og var der for at skrive lidt på et teater stykke, slappe af og vokse spirituelt….
Da hun hørte at jeg ikke viste noget som helst om Real, men bare var kommet der fordi Milton havde anbefalet stedet, gik hun i gang med den store lektion i Real og omegn.
Real De Catorce ligger i 2700 meters højde. Det kunne jeg godt mærke når jeg gik i de stejle gader. Det er hårdt arbejde bare at gå til bageren
  
Real blev grundlagt som en mineby. Voksede sig stor, da sølvminen var en af de rigeste i Mexico. Der blev bygget fine huse og folk gik rundt i det nyeste tøj fra Europa. Byen er nærmest fyld med ruiner fra dengang. Nogle bygger man nyt oveni, mens andre får lov at stå som de nu engang er. Det giver en helt speciel stemning, med de gamle mure overalt.
Da minen løb tør, vendte byen tilbage til almindelig mexicanske tilstande.
Stedet anses desuden som ret helligt for katolikker. En gang om året bliver byen overrendt af pilgrimme, der søger helbredelse i den største af byens kirker. Kan ikke helt huske hvorfor det lige er at folk tror at de kan blive helbredt i Real, men der er en masse “malerier” der viser diverse mirakler der er sket her.
Så er der den indianske side af sagen. Der ligger et helligt bjerg, hvor Huichol-indianerne valfarter til hvert forår. De kommer vandrende langvejs fra, for at udføre ritualer på toppen af Quemado-bjerget. Og nede i dalen ligger ørkenen, som indianerne også anser som hellig.
Udover det der står i turistbrochurerne, anser mange ikke indianere og ikke katolikker, stedet som et meget spirituelt sted. Turisterne er de sædvanlige pæne mennesker, der tager på vandreture, men det flyder altså også i “hippier” der synes at de kan mærke stærke ånder over det hele.
Elena er lidt en af dem. Hun mente at det ikke var en tilfældighed at jeg var kommet til Real. Det teaterstykke hun skrev på, starter med en kvinde der kører verden rundt på en motorcykel. Se det er et tegn, når du så kommer anstigende der på Smølfen, sagde hun. Hun var også sikker på at jeg ville lære store ting om mig selv der på bjerget. Det havde hun nemlig gjort.
    Elena og Eduardo

Næste morgen travede jeg lidt rundt i byen. Dels for at finde noget føde, men jeg havde også hørt at der ville være en internet cafe. Fandt begge dele.
Men først efter at turen op til cafeen nærmest havde taget livet af mig. Man kommer godt nok i bedre form af at leve her et par uger. Har også læst at sportsfolk kommer hertil for at højdetræne. Jeg forstår så godt hvorfor.
  
Næste morgen travede jeg lidt rundt i byen. Dels for at finde noget føde, men jeg havde også hørt at der ville være en internet cafe. Fandt begge dele.
Men først efter at turen op til cafeen nærmest havde taget livet af mig. Prøv lige at se på billederne hvor stejle de gader er.  
Man kommer godt nok i bedre form af at leve her et par uger. Har også læst at sportsfolk kommer hertil for at højdetræne. Jeg forstår så godt hvorfor.

Da jeg kom hjem på Alcazaba, sad Elena sammen med to canadier, Amanda og Chris. De var i gang med at planlægge en overnatning i ørkenen. De spurgte om jeg ville med. Det lød da meget eventyrligt. Ud at prøve noget andet end at sidde på Smølfen. En lang vandretur ville sikkert være godt for mig. Så jeg sagde ja.
Det var allerede næste morgen, men jeg kom ikke særligt tidlig i seng, da jeg havde hørte at Marty, en amerikaner der ejer internetcafeen, ville holde valgaften. Og det ville jeg sandelig ikke gå glip af.
Har jo fulgt en del med i den amerikanske valgkamp. Det har været ekstra spænende, efter at have talt med så mange amerikanere om deres mening. Så jeg troppede op hos Marty tidligt på aftenen. Vi var et par stykker, men det endte ret hurtigt med at det bare var ham og mig der sad og fulgte slagets gang. Vi havde forskellige tv-kanaler kørende og fulgte også med på computerne. Det var ret sjovt. Specielt da vi kunne se at Obama ville vinde. Marty var heldigvis Obama-mand så vi kunne heppe sammen. Vi fik både McCains tabertale og Obamas vindertale med. Det var en fed aften! Sidde der sammen med en amerikaner, der virkelig gik op i politik, og diskutere, var rigtig sjovt. Blev en del klogere på amerikansk politik den aften.
Efter at have hørt Obamas tale…Den var jo fantastisk…der var vist en tåre i øjenkrogen. Måtte jeg jo se at komme hjem i seng. Skulle jo op og gå langt næste dag.

Vi mødtes klokken 7 og begyndte vandreturen ned til ørkenen. Jeg var spændt på at se vejen, da jeg regnede med at tage den vej ud af Real, bare sådan for at slippe for brostenene og tunnellen. Men jeg blev klogere!!! Vejen var stejl og nærmest bare hugget ud i klippen. Gå ja….men køre Smølfen med fuld oppakning ned her. No Way!!!
  
Vi travede og travede. Der var godt nok langt ned. Kom gennem et par små byer, og ellers var der bare dømt flot udsigt.
Amanda siger at vi gik 16 km den dag. Jeg er ikke sikker på at det er rigtigt, men mine fødder synes i hvert fald at det var langt. Mener at det tog os en 4-5 timer inden vi var i Estacion Catorce for foden af bjerget.
 
 
De to sidste billeder viser hvor vi har gået, Det første er ca halvvejs nede og det sidste er så lige inden vi rammer byen.
Vi skulle mødes med Eduardo, ham der passede hotellet, i Estacion. Han havde haft ting at gøre, men tog en taxi ned, så han ankom lige efter vi havde spist lidt frokost.
Vi fandt en taxi, der kørte os langt ud i ingenting. Jeg grinede lidt, da vi holdt ind og købte en billet til ørkenen af de lokale indianere. Men det er deres sted, og mine tyve kroner går til at opretholde indianersamfundet der. Så det syntes jeg var i orden.

Vi blev læsset af i en slags lysning mellem de eneste træer jeg havde set i flere timer. Jeg kunne se at vi ikke var de første der havde overnattet der.
Den første ting der skulle ske, var at samle brænde. Det ville blive koldt om natten, så der skulle samles nok til at holde gang i bålet hele natten. Og det var svært!! Det flyder ikke ligefrem med brænde mellem de små buske og den sandede jord. Tror det tog os en 3-4 timer at få samlet nok. Og det lykkedes kun fordi vi havde Eduardo med. Det var ikke første gang han havde sovet i ørkenen. Han har boet i Real i mange år, men kommer oprindeligt lidt længere nordfra. Han var en god mand at have med. Tryllede fek.s lige en kedel frem, så vi kunne varme vand til the. Og nogle snore med, vi kunne bære brændet med. Og tusinde andre småting som ingen havde tænkt på.
  
Solen var så små ved at gå ned, da vi synes at der var brænde nok. Vi delte lidt mad og gjorde klar til at det nu blev koldt.
Jeg havde ikke taget min sovepose med, da den var stor at slæbe rundt på og den stadig er så ny og fin at det ville være synd at rulle rundt på jorden med den. Desuden ville et par gløder fra bålet nok ikke være det bedste for den. Jeg havde til gengæld skiundertøj, foret fra mc-klunset og mc-jakken med. Og så havde jeg taget et folietæppe fra min førstehjælpskasse med. Det viste sig senere at være temmelig smart. Jeg lånte nogle kæmpe uldsokker af Elena og så var jeg pakket ind.
  
Under brænde indsamlingen, var vi rendt ind i Eva og Sol. Så meget for at være helt alene ude i ingenting. Eva er fra Spanien og Sol Canadier, men bor i Guatemala. De foreslog at vi lavede bål sammen, for det var hyggeligere og så var der mere brænde. Så det gjorde vi. Aftenen gik med røverhistorier og fællessang. Der blevet sovet lidt på skift, men mest af alt ikke sovet. Der skulle jo holdes gang i bålet….. Og kigges stjerner. Hold da op hvor var det fantastisk. De var jo intet lys i nærheden, så stjernerne stod klart og smukt på den mørke nattehimmel. Tror jeg så 25 stjerneskud. Kunne slet ikke finde på mere at ønske til sidst.
  
Meget tidligt om morgenen, var jeg blevet en slags bålvagt. Jeg kunne ikke sove, men sad bare og lyttede til Coyoterne der hylede. Det lød som om der var en større slåskamp i gang ikke langt derfra. Amanda vågnede hele tiden fordi hun frøs. Jeg kunne se at vi havde brænde nok, så jeg fyrede godt op for bålet. Jeg havde det varmt og rart i alt mit space-gear, så jeg hygge mig gevaldigt.
Var nu glad da morgenen gryede, for kulden var så småt begyndt at snige sig ind på mig.
  
Vi fik en kop the og begyndte at pakke vores bras sammen. Så snart solen tittede frem, blev det straks en del varmere. Da vi var ligeved at være klar til at trave den lange vej ud til civilisationen, kom der en bil trillende ind i lysningen. 
 Manden spurgte om vi ville have
et lift til Estacion Catorce. Det ville vi meget gerne. Endda rigtig gerne.
Vi nød køreturen og synes at det var den perfekte afslutning på en smuk, underlig og kold nat.

Vi manglede så bare den sidste etape op til Real. Vi tog en taxi op. Taxien var en 4-hjulstrækker, man kan simpelthen ikke køre op af den vej i en almindelig bil. Det var muligt at sidde på taget, så de andre hoppede derop. Jeg var træt og kunne godt forudse, hvilken bumpetur det ville blive, så jeg kaprede passagersædet. Hold da op hvor jeg hoppede rundt. Kunne se for mig hvor meget de andre måtte blive smidt rundt oppe på taget, så jeg sad og fnisede hele vejen op. De så også ret morsomme ud, da vi landede i Real. Chris havde haft det rigtig dårligt over at vi kørte rundt på kanten af svimlende afgrunde. Og jeg var glad for at den eneste anden bil vi mødte, trak ud mod afgrunden, så vi kunne læne os op af klippesiden i stedet.
  
Vi sluttede af på en cafe og gik hver til sit. Jeg var bare træt. Tror jeg måske havde sovet sammenlagt tre timer, så jeg gik bare hjem og på hovedet i seng. Var oppe et par timer om aftenen, men det var også det. Har det jo bedst med at få mine otte timer Elena havde fortalt en masse om denne her healer der bor i Real. Hun hedder Nouche, er fra Schweiz og har boet mange steder rundt i verden. Jeg blev meget nysgerrig, men var stadig ikke helt overbevist. De snakkede alle sammen om hende, som om hun var en gud, og det får altså min løgnedetektor til at gå i gang. Var hun bare en snyder, som alle de fortabte hippier kunne søge ly hos eller var der noget om snakken? Jeg anede det ikke, men var stadig nysgerrig.
Jeg startede dagen med en god travetur. Der var en stor kirkegård som jeg gerne ville se. Kunne lige ane at der flød med blomster efter De Dødes Dag, så jeg tænkte at det ville se fantastisk ud, men portene var låst. I stedet fulgte jeg vejen rundt om kirkegården og den tilhørende kirke. Puha, en tur. Jeg måtte nærmest kravle op af de stejle stier. Lungerne gik som blæsebælge. Det var smadder hårdt at kravle rundt i den tynde luft deroppe. Tog et par billeder og trissede hen til internet cafeen.
  
Marty, som har cafeen fortalt lidt om byen. Om hvor forskellige folk er. Han har en popcorn-maskine udenfor. Det ene øjeblik sælger han popcorn til unge mennesker, der render rundt med I-pods og mobiltelefoner. Og man må sandelig sige at teenagerne her er med på noderne. Det andet øjeblik sælger han til fyre på heste, der lever i små hytter med deres familier. De sover formodentligt på gulvet og har ikke strøm i hytten. Det synes jeg er ret sjovt. Du kan se fårehyrder med mobiltelefon, folk der prøver at leve af at sælge tyggegummi, unge mennesker med hanekam, almindelige familier på shoppetur i deres bil, gadesælgere der sælger majskolber og Dominos pizza…Og det er alt sammen i samme by. Ja måske ikke lige Real, men de større byer. Det virker som om her er alt på engang. Et mærkeligt mix af moderne og gammeldags på en gang.Jeg havde egentlig besluttet at tage videre, men Elena sagde at hun ville lave traditionel mexicansk mad, den næste aften, og inviterede mig til at spise med. Det lød sgu for godt til at smutte. Kunne også rigtig godt lide Real og mine nye ”venner” Specielt Elena. Hun minder enormt meget om mig selv, så vi hyggede rigtig godt sammen.
Kirkegården var endelig åben, så jeg tussede rundt og tog et par billeder.
  
  
  
  
Mener at jeg brugte næste dag på Skype og på computeren. Der skulle tages nogle beslutninger. Jeg var begyndt at tænke på mit liv efter rejsen.
Skulle jeg rejse videre for lånte penge og flyve hjem og holde jul i DK? Eller bruge den flybillet jeg allerede havde fra L.A?
Jeg havde fået det indtryk, at jeg ikke kunne rejse ind i USA uden at have været i DK først, så hvordan skulle jeg løse det? Smølfen skal være ude af Mexico efter et halvt år, men jeg kunne ikke komme ind i USA igen. Og det er ulovligt at sælge den her i Mexico. Hvis jeg så bare solgte den alligevel, kunne jeg aldrig komme her med et køretøj igen. Det vil jeg ikke rigtig risikere. Så min hjerne kørte nærmest på overtid for at finde løsninger.
Talte længe og fornuftigt med mine forældre og fik skrevet en mail til den amerikanske ambassade, for at finde ud af hvad regler helt præcist sagde.
Havde ikke rigtig lyst til at tage hjem, men ville heller ikke skylde en bondegård væk når jeg igen stod i DK. Så der blev snakket en del med Danmark i de dage.Det var en lettelse at gå tilbage til Alcazaba og Elenas middag. Ikke mere tænken, for mit hoved var nær ved at eksplodere.
Middagen var hyggelig og maden smagte dejligt. Fylde chilier og en ”glad” dessert.
  
Jeg fik snakket lidt med Nouche og bestemte at tage lidt ”terapi” hos hende. Det er hende den rødhårede på billederne. Hun havde så ikke tid, før to dage efter, så jeg måtte blive lidt længere i Real.
Jeg var ikke den eneste det var sket for. Folk kom hele tiden til Real og troede at de kun skulle være der et par dag. Nogle blev en uge, andre blev hængende hele livet.
Jeg kan simpelthen ikke forklare hvad der gør Real til sådan et dejligt sted. Der er selvfølgelig bjergene og søde mennesker, men der sker absolut ikke noget særligt. Intet natteliv, byen var nærmest uddød efter mørkets frembrud….ved 18.30 tiden. Der var bare en mærkelig ro og tiltrækning over stedet.
Det havde nok også noget at gøre med, at jeg havde mødt nogle dejlige mennesker.
Der blev snakket en masse. Lærte en masse spansk fordi, ud af hele flokken var der flere der snakkede mere spansk end engelsk. Så snakken gik for det meste på spansk, og det var bare at prøve at følge med. Og hvis jeg ikke fattede noget, kunne jeg jo altid spørge en der kunne begge sprog. Jeg elskede at tale med Eva fra Spanien. Hendes engelsk var kun lidt bedre end mit spanske, men ved hjælp af underlige ord og fagter, kunne vi alligevel forstå hinanden ret godt.
Hver aften sad Elena og jeg og ordnede verdenssituationen. Vi var jo naboer, så når de andre gik hver til sit, tog vi lige en times tid eller to mere sammen…..Og hun snakker mere end mig!!! Så det kunne godt blive sent J

Næste dag mødte jeg Sol og Eva på gaden. Sol havde været i ”terapi” hos Nouche, og han var bare så enormt træt. Han kunne nærmest ikke slæbe sig op af de stejle gader. Jeg spurgte lidt ind til hvordan det havde været, og han var meget undvigende, som om han var skuffet. Jeg blev igen i tvivl. Havde jeg nu meldt mig til noget dumt?
Nå!! Lige meget hvad der sker, kan jeg jo sige at jeg har prøvet det.Endelig blev det min tur. Elena fulgte mig ned til Nouches hus. Det var en stejl tur. Tænkte på Sol, og hvor træt han havde været og frygtede allerede turen op igen.
Vi kom ind, og Nouche begyndte at skælde Elena ud på spansk. Sådan lød det i hvert fald. Jeg prøvede at fatte hvad det drejede sig om, men det gik altså en del for hurtigt til at jeg kunne følge med.
Elena undskyldte, sagde at hun måtte gå igen, og forsvandt. Jeg synes faktisk at det var rart at der ikke var en tilhører, når jeg nu skulle krænge mit liv ud til en fuldstændig ukendt person.
Nouche gav mig en kop the og forklarede at Elena havde lovet at hjælpe Amanda, Chris, Sol og Eva med at finde rundt i Mexico City, men havde bestemt at blive en dag mere i Real, så nu stod der fire mennesker, som aldrig havde været i byen før, og skulle finde en lufthavn på rekord tid. De var gået lidt i panik, så Elena var blevet sendt afsted for at give dem ordentlige informationer.

Der faldt ro over det hele og vi begyndte at snakke om hvad jeg er for en størrelse. Nouche havde set et billede af mig udefra ørkenen, og var overbevist om at den der ”sky” der hænger over mit hoved, er min energi der er udenfor mig i stedet for inden i. Jeg var nu mest overbevist om, at det er røg fra bålet og det faktum at jeg sidder på et sølvskinnende overlevelsestæppe.  Nå men hun ville da forsøge at få energien proppet ind i mig igen. Jeg tænkte, held og lykke med det
Vi snakkede vel en halv times tid om alt muligt, og så skulle jeg ligge mig ned på gulvet.
Blev pakket ind i tæpper og så begyndte Nouche en slags håndspålæggelse. Hun holdt hænderne forskellige steder på min krop og mit hoved. Lavede små cirkler på min mave og i min hovedbund. Men det var mest bare stille håndspålæggelse. Jeg tror det tog hende en halv times tid.
Bagefter fik jeg en kop the og vi sludrede lidt mere. Hun har også kørt motorcykel i Indien og rejst meget. Det var rigtig fedt at snakke med hende. Havde det som om at det var den mest ”modne” samtale jeg havde haft i lang tid. Har ingen anelse om hvordan jeg ellers skal forklare det, men hun fattede bare hvad jeg snakkede om.
Ellers synes jeg ikke jeg kunne mærke noget særligt. Vidste jo heller ikke rigtigt hvad det var jeg var blevet healet for.
Det blev tid til at gå hjem igen. Vi sagde farvel og jeg begav mig op af den frygtede bakke.
Og så skete der noget helt mærkeligt. Jeg nærmest løb op af bakken. Var bare så fyldt af energi. Havde det som om jeg havde drukket 10.000 kopper kaffe. Har ALDRIG haft det sådan i mit liv!!! Havde bare lyst til at løbe, og dem der kender mig ved, at jeg ikke løber nogen steder frivilligt. Mine lunger gik som blæsebælge…og jeg var helt ligeglad, vidste bare at jeg kunne blive ved i evigheder.
Tog lige den ekstra stejle bakke op til internetcafeen. Åh, der var lukket. Hev laptoppen frem, for at konstatere at det trådløse net ikke virkede. Nå, hvad…Det gjorde jo ikke så meget. Ved at jeg normalt ville være helt nede over, at jeg havde gået hele den lange vej til toppen for ingenting, men det rørte mig slet ikke.
Pakkede laptoppen ned, og” gik” videre mod Alcazaba. Havde den her sindssyge trang til at løbe. Fik da også lige spurtet et par meter indimellem. Kiggede på bjergene, og havde bare lyst til at bestige et af dem, lige nu i mørke??!! Det var bare så underligt!!!
Elena sad og ventede på mig, da jeg trådte ind af porten. Hvordan har du det? Spurgte hun. Jeg fik forklaret min løbetrang og at Nouche havde sagt at hun ville putte min energi ind i mig igen. Elena grinede og sagde…Hvad var det jeg fortalte dig, hun kan noget specielt.
Og det skal jeg i den grad love for.
Elena ville have mig med ned i byen for at købe noget mad. Normalt ville jeg ikke have gidet at vade hele den stejle vej tilbage igen, men jeg var klar. Løb nærmest i cirkler rundt om Elena hele vejen ned og tilbage igen.
Og så ævlede jeg!!! Hele tiden. De andre dage havde det været Elena der havde talt mest, men nu skulle hun nærmest være heldig at få et ord indført. Det mest underlige var dog, at jeg synes at min hjerne var totalt skarp. Jeg kunne se så klart. Havde den her mærkelige fornemmelse af at være en gammel klog kone, der kunne sige kloge ting og havde en masse indsigt. Samtidig kunne jeg ikke sidde stille. Hoppede rundt til lidt musik, vandrede rundt på terrassen. Alting sitrede og boblede indeni.
Det var den underligste aften!! På den ene side ville det være fedt at beholde den gode følelse jeg havde, men på den anden side ville jeg blive sindssyg hvis jeg havde det usandsynligt høje energiniveau hele tiden. Jeg ville simpelthen eksplodere!!!!
Det blev temmelig sent, da Elena og jeg…dog mest mig…. lige skulle have ordnet hele verdenssituationen. Og jeg mener HELE verdenssituationen!!!!
Jeg ved godt at det hele lyder temmelig underligt, og det var det også. Jeg har prøvet at forklare det så godt jeg kan, men har faktisk slet ikke ord for oplevelsen. Men hold da op hvor vil jeg gerne prøve det igen!!!!

Næste morgen var jeg bare træt. Havde dog den her mærkelige fornemmelse af, at der noget der var forandret. Nouche havde sagt at jeg nok ville havde underligt en dag eller to, så jeg regnede med at det var helt normalt.
Fik ikke lavet så meget, hang bare rundt mens min hjerne kørte i cirkler. Havde fået den her underlige fornemmelse af, at der var noget vigtig jeg skulle gøre, men jeg vidste bare ikke hvad??!!
Elena skulle med bussen samme aften, så jeg fulgte hende derned og vi sagde farvel og på gensyn. Håber virkelig at jeg ser hende igen. Det var et meget frugtbart møde på mange måder.
Jeg begyndte så småt at pakke Smølfen, da jeg ville videre næste dag. Havde dog denne underlige fornemmelse hele aftenen. Hvad fand.. er det som er så vigtigt??!!Vinkede farvel til Eduardo og trillede igennem Real hen til tunnellen. Denne gang synes jeg ikke at det virkede så mørkt og farligt. Tog sanddyngerne med ophøjet ro og tussede stille og roligt ned at den lange brostensvej. Synes faktisk at jeg nød turen denne gang.
Var på vej mod San Miguel de Allende og en spansk skole.