Jeg tog vejen til San Miguel de Allende på de såkaldte coutas, altså betalingsveje. De er klart de hurtigste. Det var fredag og jeg ville se om jeg ikke kunne nå at finde en skole inden lukketid.
Trillede forholdsvis tidligt ind i San Miguel, men det tog mig en evighed at finde et hotel, hvor jeg kunne få Smølfen indenfor. Så der var ikke meget tid til at finde en skole.
Men hotellet var smadder hyggeligt, og ikke alt for dyrt. Mit værelse er tårnværelset.
Guanajuato 077.jpg Guanajuato 079.jpg 
Tullede lidt rundt i centrum og faldt i snak med en svensk pige der boede i byen. Ork, der var ikke det, hun ikke kunne hjælpe mig med. Hun kendte en fyr der ejede en bed & breakfast, som kostede en fjerdedel af hvad jeg betalte på hotellet. Hun kendte også en dame der gav privat undervisning, som sikkert var billigt. Det lød jo for fedt. Hun ville sende en mail et par timer efter med alle oplysningerne, og jeg skulle bare ringe, hvis der var andet hun kunne hjælpe med.
Jeg vandrede rundt et par timer mere, og gik så hjem for at se om der var kommet en mail. Det var der så ikke!! Heller ikke flere timer senere, så jeg ringede til hende, og fik en telefonsvarer. Hmm… Håbede på bedre held dagen efter.Lørdag morgen gik jeg ud til en skole jeg havde læst om på nettet. Det skulle vist være den bedste skole i byen. Der var heldigvis åbent, men hold da op hvor var det dyrt. Sagde at jeg ville tænke over det, og gik videre til den næste. Lukket. Trissede hjem igen.
Mødte et par søde mexicanske damer på parkeringspladsen. De havde hørt at det var mig der kørte på mc, og ville bare lige hilse på og fortælle, at de ene af dem også kørte mc. Vi talte lidt om alt muligt, og de fortalte, at en af fyrene i receptionen måske kunne hjælpe mig med alt skole-halløjet. Han skulle nærmest være en slags orakel, når det kom til viden om San Miguel. Fedest!! For jeg havde stadig ikke hørt noget fra svenskeren, og havde prøvet at ringe en del gange til hende. Og fik hver gang en telefonsvarer.
Fik fat i fyren, der havde en hel del ideer til, hvordan han kunne hjælpe mig. Men i løbet af weekenden, så det ud til at det også løb ud i sandet.
Fandt så oven i købet ud af at det var helligdag om mandagen, og udsigten til en vældig dyr skole i en vældig dyr by huede mig ikke.
Jeg brugte weekenden på at hænge ud på plazaen og trave rundt i de smalle gader.
Guanajuato 057.jpg Guanajuato 069.jpg Guanajuato 035.jpg
Guanajuato 055.jpg Guanajuato 063.jpg Guanajuato 064.jpg Guanajuato 075.jpg
San Miguel er en smuk by. Gammel kolonistil og smukke farver. Der var så bare desværre fyldt med amerikanske pensionister og turister. Kedede mig bravt sammenlignet med de andre steder jeg havde været. Det var svært at komme i snak med nogen, og jeg synes alle folk virkede så travle. Det havde måske også noget at gøre med, at jeg lige kom fra den meget stille Real de Catorce og til en slags metropol.
Det flød med restauranter, barer og dyre butikker. Jeg synes ikke det er særligt sjovt at spise et fancy sted alene eller hænge i en bar, så jeg vadede bare rundt hele tiden. Det var ikke lige det jeg havde mest brug for. Jeg ville bare gå i skole og videre.
Søndag var jeg efterhånden godt træt af byen. Svenskeren svarede aldrig og jeg passede bare ikke ind. Folk gik rundt i deres stiveste puds og frekventerede sushi-restauranter og smarte barer. Det var bare ikke rigtig min stil. Jeg render jo rundt i joggingbukser og mc-jakke ;-)

Kiggede lidt på en mail med gode råd om Mexico, som Berit og Bent havde sendt da jeg krydsede grænsen til Mexico. Ok…De havde været på en skole i Guanajuato og havde været rigtig glade for den. Hmmm… Hvor mon det var. Frem med kortet. Kun 100 km væk. Ringede til dem og fik adressen på skolen. Det lød som en god ide.
Snakkede lidt med min mor. Var usikker på hvad jeg skulle gøre. Men min kloge mor, sagde. Du skal da følge din mavefornemmelse. Hvis du ikke kan lide byen, er det da bare med at komme afsted. Og jeg kan kun sige at hun havde ret!!!!!
Mandag ringede jeg til skolen i Guanajuato. Jo, jeg kunne starte næste dag. Ja, de kunne indlogere mig hos en mexicansk familie, som havde en garage til Smølfen. Jeg skulle bare møde op næste dag klokken 9. Havde jo betalt for hotellet i San Miguel, så jeg besluttede at køre tidligt næste morgen. Pakkede det jeg kunne og kunne allerede mærke at det var den rigtige beslutning. Havde ro i sjælen da jeg gik i seng.

Kørte ud af porten klokken 7. Regnede med at jeg var i forholdsvis god tid. Havde jo skolens adresse plottet ind i gps´en, så det ville jo nok ikke blive svært at finde.
Køreturen var smuk der i den tidlige morgen. Men hold da op hvor var det koldt. Måtte lige holde ind og få foret i jakken og vinterhandskerne på. Frøs stadigt. Det hjalp lidt da solen endelig kom op over bakketoppene. Jeg drønede ud over stepperne, men opdagede så noget der så ud som rim på markerne. Hmmm…var her glat. Blev i tvivl og satte farten lidt ned. Vejen var en snoet størrelse, og jeg kunne se at jeg havde lidt travlt, hvis jeg skulle nå skolen inden klokken 9. Endelig nogle lange lige stræk, hvor solen havde stået på et stykke tid. Drønede afsted. Havnede ved bygrænsen 20 minutter i 9. Intet problem. Der var kun 4 km tilbage. Jeg ville nå det!!!!…..Troede jeg.
Havde godt nok læst at Guanajuato havde de her tunneller, hvor en del af vejene løb. Men havde da ikke i min vildeste fantasi troet at der var så mange og de var så lange.
Guanajuato 148.jpg Guanajuato 152.jpg 
Forsvandt ind i den første. Der var mørkt og indelukket. Så mistede gps´en forbindelsen og jeg havde ingen anelse om, hvor jeg skulle dreje fra. Måtte bare tage en chance og dreje. Kom ud i dagslyset igen. Fulgte en stejl brostensvej op til en slags udsigtspunkt. Ja, det var da i hvert fald ikke her. Det skal så også lige siges at stort set alt er ensrettet, og det gør det jo ikke nemmere.
Guanajuato 117.jpg Guanajuato 121.jpg Guanajuato 129.jpg
Byen er bygget i en slags “gryde” Bakker på alle sider. “Udsigtsvejen” løber hele vejen rundt. Gps´en sagde drej til højre, men der var ingen vej, kun stejl skrænt. Jeg bandede højt inde i hjelmen. Gps´en var ikke til meget hjælp lige nu. Tog en vej der så ud som om den gik ned til centrum. Havnede i en rundkørsel. Arrggghhh…Der havde jeg jo været for 15 minutter siden. Var nu helt sikker på at komme for sent.
Dykkede ned i tunnelerne igen. Tog en ny vej ud. Anede ikke hvor jeg var. Gps´en sendte mig i alle mulige…og umulige retninger. Nu hvor jeg kender byen lidt bedre, kan jeg se at den faktisk havde fat i noget rigtigt, men på det tidspunkt virkede det som om den ville have at jeg skulle køre i cirkler.
Endelig kunne jeg holde ind et sted, hvor der ifølge gps´en kun skulle være 500 meter til skolen. Fik spurgt nogle mænd om vej. De forklarede noget om en smal gyde. Det havde Bent vist også nævnt. Kørte lidt og spurgte nogen igen. Hvis jeg lave en fejl nu, ville jeg skulle starte helt forfra i tunnelerne igen, og det ville jeg ikke risikere. Fandt vejen og kørte op. Og mere op….og så endte den blindt. Lod cykel være cykel og gik ned for at finde stedet. Damn, jeg var kørt lige forbi. Gik op for at hente Smølfen. Kunne kun lige få vendt den rundt, der var meget smalt.
Og endelig holdt jeg udenfor skolen. Kun en lille time forsinket.

En fyr på min egen alder kom ud for at beundre Smølfen. Det viste sig at være ham jeg havde snakket i telefon med. Fik forklaret mine vanskeligheder med at finde skolen og undskyldt min sene ankomst. Han grinede bare og jeg kunne konstatere at her kører man så også efter mexico-tid. Dvs. at man ankommer når man ankommer  :-)
Han gav mig en test, så de kunne se hvilket niveau jeg var på. Og så blev jeg nærmest smidt ind i en klasse og gik i gang med grammatik med det samme.
Da mine fire spansk-timer var overstået, stod moderen, fra den familie jeg skulle bo hos, klar til at følge mig hjem til dem. Hun hoppede ind i en taxi, og jeg fulgte efter den på Smølfen.
En enkelt tunnel og nogle meget stejle gade, og så kunne jeg parkere i familiens garage.
Jeg fik hilst på hele familien, som bestod af mor, far, to sønner på 14 og 16 og en datter på 4. Fik tildelt et værelse og fik slæbt mit bras derned.
Så var det tid til “aftensmad” De spiser de allerede ved 4-5-tiden. For så at få en kage eller en anden snack sent om aftenen.
Guanajuato 105.jpgDe var smadder søde og talte kun spansk, så der var ikke andet at gøre end at prøve at gøre mig forståelig på spansk. Det gik faktisk overraskende godt. Moderen var temmelig nem at forstå. Hun havde fattet, at man skal tale uendeligt langsomt til de der udlændinge. Det var jo ikke første gang de havde logerende. Faderen derimod talte bare hurtigt, så mor måtte “oversætte” for mig. Havde vel egentlig nemmest ved at kommunikere med den 4-årige. Vi legede med tal-kort, og jeg kom sådan til at grine, da det gik op for mig at hun også talte på fingre ligesom mig :-)
Jeg brugte også lang tid med at “snakke” med den 14-årige. En aften så vi samtlige billeder jeg har på computeren, og næste aften stod den på gennemlytning af alt hvad jeg har af musik. De synes godt nok at Hedningarna er noget mærkeligt larm ;-)
Huset lå oppe af en meget stejl bakke. Der var laaaang vej hjem fra skole….Det føltes i hvert fald sådan….. Op, op, op……
Guanajuato 085.jpg Guanajuato 087.jpg 
Jeg er helt vild med Guanajuato. Det er en universitetsby, så der er masser af unge mennesker og et heftigt natteliv. Hvilket jeg også fik at føle da jeg flyttede på hostel i nede i byen. Mit værelse lå nedenunder en bar der spillede høj musik til klokken to….Hver aften!!!!!  Guanajuato har masser af musik i gaderne hele tiden. Der sker altid et eller andet spændende. Byen er kendt for deres for deres “vandrende” fester. Et band vader rundt med fuld musik og så følger man efter mens man danser og fester. Bymidten nærmest en lang gågade. Man løb hele tiden ind i nogen man kendte. Og efter få dage hilste jeg på de forretningsdrivende, så det var smadder nemt at føle sig hjemme.
Guanajuato 050.jpg Guanajuato 008.jpg Guanajuato 016.jpg
Guanajuato 112.jpg Guanajuato 108.jpg Guanajuato 136.jpg
Guanajuato 148.jpg Guanajuato 152.jpg
Guanajuato 010.jpg Guanajuato 113.jpg Guanajuato 135.jpg Guanajuato 200.jpg
Jeg gik i skole og boede hos familien den første uge.
Skolen var god. Jeg havde 2 gruppe-timer og 2 timer med privatlærer om dagen. Var ikke så vild med gruppe-timerne, da det mest bestod af grammatik, og det har jeg nærmest ikke lært på dansk. Det var vist ikke så moderne at terpe grammatik i 80´erne. Havde ingen ide om, hvad de mente når de sagde infinitum og andre mærkelige grammatik-ord.
Guanajuato 118.jpgJeg elskede mine privat-timer. Luis, min lærer, var sød og meget pædagogisk. Tak Berit og Bent for anbefalingen! Jeg brugte tiden på at lære, hvordan jeg skulle svare på alle de der spørgsmål. som folk hele tiden stiller mig. Hvor kommer du fra? Hvor længe har du rejst? Hvor skal du hen? Osv……Ved at skulle svare på alt det, måtte jeg jo lære lidt om datid og fremtid, så jeg lærte en masse.

Jeg flyttede ned på et hostel om lørdagen. Jeg ville have lidt mere frihed. Synes ikke at man kan bo hos en familie og så bare bruge dem som hotel. Mener at man skal hænge ud der om aftenen og snakke med dem, og ikke bare fise i byen hele tiden. Og det havde jeg jo gjort i stor stil hele den første uge. Nu ville jeg udforske byen.
Det blev til en thanksgiving fest med folk fra skolen. Danseaften på en salsaklub. Disco-night på et 80´er disco. Og meget andet sjovt.
Jeg hang ud med meget forskellige mennesker i min tid i Guanajuato.
Karen og Vincent fra Canada var nogle af dem jeg så mest.
Guanajuato 195.jpg Guanajuato 197.jpg
Karen er født i Danmark, men flyttede med familien til Canada som et-årig. Hun taler dansk og det hyggede vi os så lidt med. Vi var på museer og spiste tit sammen. Talte en masse, bl.a. om danske juletraditioner. Folk synes vist at vi danskere er lidt mærkelige fordi vi DANSER om træet juleaften. Det er vist ikke helt almindeligt, hverken i USA eller Mexico. Mandelgaver er heller ikke så udbredt. Lad os sige at Vincent var ved at vænne sig til det, men stadig synes at vi er skøre.
En anden jeg hang meget ud med var Ross fra USA. Her sammen med Karen
Guanajuato 132.jpgHan er på vej verden rundt i en folkevogns boble fra 1971. Han var den mest utålmodige mand jeg nogensinde har mødt. Kunne ikke sidde stille mere end 3 sekunder. Vi havde en god kemi, og havde nogle lange dybe samtaler om alt muligt. Er dog glad for at jeg ikke rejser med ham, ville blive skør på stedet ;-) Han har for øvrigt også en blog http://web.me.com/ragtraveler/Site/Welcome.html hvis nogen har lyst til at følge en skør mand jorden rundt. Det virker som om han har en sær evne til at tiltrække farlige situationer, men jeg tror nu bare at hans fantasi har det med at løbe af med ham ;-)

En morgen hvor Karen, Vincent og jeg spiste frokost sammen, viste Vincent mig en artikel i avisen. Han prøvede at stave sig igennem avisen hver dag, for at forbedre sit spanske. Så vidt vi kunne forstå skulle der være et motorcykeltræf den næste weekend. Jeg havde egentlig tænk at jeg ville køre indenfor et par dage, men det lød sgu for spændende. Og hvis jeg skulle hænge ud i Guanajuato lidt længere, var det heller ikke den store katastrofe, kunne altså rigtig godt lide den by.
Ved hjælp af et par rigtig spansktalende, fandt vi ud af at det var i Irapuato 60 km væk. Yes!! Det var nu min nye plan.

Jeg drog afsted til Irapuato den følgende lørdag. Byen var stor, og det eneste jeg havde som pejle mærke var, at det lå ved den zoologiske have og så havde jeg avisartiklen med.
Jeg fjumrede rundt i byen, og den var stor. Fik spurgt en færdselsbetjent om vej, ved at vise ham artiklen, og endelig kunne jeg køre ind gennem en port hvor der hang et skilt, hvorpå der stod “Moto Evento” …..Og så havnede jeg så på en kæmpe stor tom parkeringsplads. Ikke en motorcykel i sigte. Hmm…. Hvad gør en smart pige så??!! Ja, jeg stillede mig op midt i det hele og røg en smøg. Det viste sig at være en glimrende ide, for cirka halvvejs igennem smøgen, kom der en Harley kørende ind på pladsen…og satte kursen mod mig. De stoppede og sagde bla, bla, bla…. på spansk. Jeg sagde øh bøh….Evento Moto, og så gjorde manden tegn til at jeg skulle følge efter dem. Op på Smølfen og så afsted. Rundt om en park og så var vi der. Telte og boder, men ikke så mange motorcykler. Det var også tidligt på dagen.
Fik parkeret, og blev slæbt ind i skyggen til det der viste sig at være indskrivningen.

Folk gloede underligt på mig, og min nye ven på Harlyen præsenterede mig for nogle mennesker. Det viste sig at hele træffet var arrangeret af nogle der hedder “Black Jackets” (udtalt med tyk spansk accent…) Og han var en af dem. Tror det var præsidenten jeg var blevet introduceret for. Aner det faktisk ikke. Ingen….og jeg siger ingen…. talte andet end spansk, og det var lidt svært for mig at følge med i hvad der faktisk foregik. De kunne heller ikke helt forstå hvor jeg kom fra, men så viste jeg bare avis-artiklen frem, og så synes de vist at det var sejt at jeg bare var troppet op.
Fik en t-shirt og et stofmærke og så var jeg klar til træf.

Det begyndte så småt at gå op for folk at jeg var fra Danmark og havde kørt hele den lange vej fra USA. Pludselig havde jeg en meget interesseret flok omkring mig, og de ville bare vide alt muligt. Det var ret grineren at prøve at forklare alt det på spansk. Da de endelig var tilfredse med mine brokker, gik jeg en tur rundt på pladsen for at glo lidt på boderne. De solgte alt det sædvanlige Harley- gøjl. Det var begyndt at gå op for mig at det her træf absolut ikke var et offroad træf, men fyre i en masse læder :-)
Vadede tilbage til indskrivningen. Nå, der kom nogle tv-folk, så det måtte da alligevel være en begivenhed af en vis størrelse. Der havde da godt nok stået i avisen at der ville komme 2000 motorcykler, men jeg var da begyndt at tvivle lidt, eftersom fremmødet der ved 13-tiden ikke var det største.
Pludselig kastede medierne sig over mig. Jeg sagde altså nej tak til tv-interviewet, da journalisten kun talte spansk, og jeg ikke mente at mine spanske brokker var tv-egnede. Men jeg overgav mig til avis-journalisten. Han kunne også tale ligeså meget engelsk, som jeg kunne tale spansk, så det gik over stok og sten…hø hø…. Fotografen fik mig op og sidde på Smølfen så han kunne få det fede billede….Og jeg var ved at flække af grin indvendig. Det var sgu da for morsomt!!! Den store berejste berømthed. Nå, men de er vist ikke så vant til at kvinder kørte alene rundt på mc, så jeg var vist lidt af et særsyn. Så én anden kvinde der selv kørte, ellers sad de kun bagpå. Og det var ud af ca 2000 motorcykler.

Jeg havde ikke taget alle mine ting med, da planen var at kigge forbi og se hvad det var for noget, og så køre tilbage til Guanajuato inden det blev mørkt. Men jeg kunne forstå på folk, at det var om aftenen at det hele skete. Der var ikke et motel i nærheden, så jeg bestemte mig for lige at smutte hjem efter camping-udstyret og så vende tilbage. Klokken var jo ikke mange og jeg kunne være tilbage før fem, hvis trafikken ellers ikke drillede. Min Harley-ven sagde at jeg bare kunne slå teltet op ved deres, så skulle de nok passe på mig. Op på Smølfen, hjem og knalde teltet bagpå og så tilbage igen.
Trille ind på pladsen lidt over fem. Nu var der bare mange cykler.
Guanajuato 157.jpg Guanajuato 156.jpg Guanajuato 155.jpg
Guanajuato 159.jpgGuanajuato 162.jpgMan må sige at hjelmene er af meget varierende kvalitet.

Guanajuato 163.jpgGuanajuato 154.jpg 
Fik slået teltet op, og gik hen til min Harley-ven og hans veninde og sagde hej. Det er dem på billedet ovenover. Kan desværre ikke huske hvad de hedder. Blev udstyret med en ordentlig tequila, og så var festen i gang. Lad mig sige det sådan….at hvis mit glas var tomt, gik der ikke mere end tre sekunder før en eller anden flink mexicaner havde fyldt det igen. Se det er gæstfrihed så det batter.
Nogen kom slæbende med en fyr der kunne lidt engelsk, så jeg fik lidt svar på nogle af mine spørgsmål. På det tidspunkt foregik der noget jeg ikke fattede oppe på scenen.
Guanajuato 164.jpgDet viste sig at være en mindehøjtidelighed for en fyr der havde kørt sig ihjel ugen før. Der blev holdt taler og den engelsk talende fyr fortalte mig at den dødes krop også var på scenen. Jeg var helt sikker på at han tog pis på mig, men de stod da godt nok med et stykke plastic, hvor der godt kunne være et lig i, hvis det altså skulle være. De rullede plastikken ud og heldigvis var det bare et stort billede af afdøde og ikke et lig. Hans små sønner var også på scenen og det gik op for mig at de stod med hans urne. Nåhhh…Det var det han havde ment!!! Det var asken og ikke et lig han havde ment. Vi kom begge til at grine helt vildt. Han havde bare ikke vidst hvad det hed på engelsk, så det blev altså til krop i stedet for aske. Gad vide hvad jeg siger når jeg taler spansk??!!
Jeg tror der var 10 forskellige mennesker oppe på scenen for at holde taler. Lange taler… Også den lille søn og konen havde ting at sige. Så blev der holdt en mexicansk form for et minuts stilhed. Det består i at man klapper i et minut. Bagefter startede en masse folk motorcyklerne og holdt der og gassede op i lang tid. Familien takkede alle folk for deres deltagelse og så var det tid til fest.

Og festet blev der!!!!! Øl og hornmusik…og så er det ikke løgn med hornorkestret….
Guanajuato 161.jpgJeg faldt i snak med en sød fyr, som jeg desværre heller ikke kan huske hvad hedder. Tequila påvirker åbenbart min evne til at huske navne :-)
Vi hang mere eller mindre ud resten af aftenen. Jeg kunne stort set forstå hvad han talte om, og han talte altså kun spansk. Han havde bare forstået, at hvis han talte uendeligt langsom, så fattede jeg faktisk meget. Han forstod så også en del af hvad jeg sagde. Så han var meget handy.
Guanajuato 174.jpgDet sjove var at andre folk ikke forstod at de skulle tale langsomt. Jeg kunne høre at han sagde til andre, at de bare skulle tale langsomt, men det gjorde de så bare ikke, så min ven oversatte alt fra spansk til spansk…og så forstod jeg :-) Det var rigtig sjovt.
Det skal så også lige siges, at min hukommelse måske bliver påvirket i dårlig retning af tequila, men til gengæld bliver jeg MEGET bedre til spansk ;-)

På et tidspunkt var der pause i musikken. Vi satte os op på scenekanten og kiggede ud over det støvede kaos et mc-træf ser ud til at være, ligemeget hvor i verden det bliver holdt. En mand på scenen tog en mikrofon og ævlede en hel masse. Pludselig kunne jeg høre ordet Dinamarca (Danmark) Og så var der omkring 300 mennesker der kiggede på mig. Mange begyndte at komme op mod mig. Jeg sad bare der og tænkte hvad??!! Min ven grinede og sagde at jeg lige var blevet præsenteret fra scenen. Tror at der stod en kødrand på et par hundrede mennesker foran mig. Kunne høre at de spurgte efter nogen der talte engelsk og et par stykker meldte sig. Og så blev jeg ellers udspurgt på spanglish. De talte vel engelsk som jeg taler spansk.
Så begyndt folk at trykke mig i hånden og stille deres børn op til fotografering sammen med mig. Det var SÅ underligt!!! Jeg var en berømthed….og folk opførte sig sådan. Det var bare så morsomt, men jeg måtte jo hellere holde masken og sige davs til de meget imponerede mennesker.
Da al virakken var overstået gik jeg på toilettet. Det skal lige siges, at det var mere ulækkert end noget, jeg nogensinde har oplevet før. Inklusive Roskilde festival, Kina, og Indien. Fire totaltstoppede huller i jorden. Gik over til at tisse i hegnet efter første besøg.
Da jeg kom ud på pladsen igen, blev jeg så stadig stoppet af folk der ville have deres billede taget sammen med mig. Det var meget mærkeligt, men nu har jeg da prøvet at være en kendis ;-)

Guanajuato 170.jpg Guanajuato 171.jpg Guanajuato 181.jpg
Så startede der et band der spillede alle de kendte træf-sange. Born to be wild og sådan nogle. De sang bare med så tyk accent at jeg nærmest var faldet om af grin. Min ven synes at det var totalt pinligt. Han var sikker på at de ikke anede hvad de sang, men bare havde aflyttet en cd. Han var så på vej op for at spørge bandet om jeg ikke kunne synge i stedet for dem, for jeg kunne da i det mindste udtale ordene. Men der satte jeg så foden ned. Så fuld var jeg heller ikke!!!!!!!
Der blev også danset til musakken. Det bestod af en masse mænd der hoppede rundt i en cirkel foran scenen. Ikke en pige i syne…ok, så måske en. Ellers stod de pænt i en halvcirkel og gloede på mændende. Kønt var det ikke, men helt sikkert sjovt.
Guanajuato 194.avi Guanajuato 183.jpg Guanajuato 186.jpg
Ved to-tiden startede en større udvandring. Folk satte sig på deres cykler og kørte hjem. Jeg er sten-sikker på at over halvdelen ikke rigtig kunne passere en alkoholtest på det tidspunkt. Men hjem skulle de åbenbart.
Festen fortsatte i stor stil, nu kun med halvdelen af deltagerne. Jeg hang ud med min vens mc-klub. Men ved fire-tiden var det altså ved at være tid til at se soveposen.
Klubben var også blevet trætte. De havde godt nok ikke rigtig taget noget sove-noget med, så de sov på knallertene.
 Guanajuato 184.jpg Guanajuato 189.jpg 

Næste “morgen” var jeg vist en smule mat i koderne. Fik teltet raget ned og gjort klar til at køre. Var henne og sige farvel. Drengene var allerede i gang med øllene igen. Jeg sagde pænt nej tak. De ville ud og spise frokost, men jeg takkede også nej til det. Jeg ville bare hjem og se dyner. Det havde været en ufattelig morsom aften/nat, men nu var jeg bare helt færdig.
På vej ud af byen, skulle jeg lige finde avisen, for at se om jeg virkelig var i den.
Guanajuato + D.F. 001.jpgDet var jeg. Med billede og det hele. Havde ikke hjerne til at studere artiklen nærmere ude i heden, men efter nærmere studie…et par dage efter, da min hjerne var vendt tilbage fra ferie…eller hvor nu den var, kunne jeg konstatere, at de faktisk vist har fået alting rigtigt.

Jeg grinede meget inde i hjelmen hele vejen hjem. Det have bare været så sjovt. Mega sjovt!!!!!!!!!

Vel tilbage på hostellet, fandt jeg noget cola og en butik der solgte dvd´er. Det var totale kopi-dvd´er. Det konstaterede jeg på den hårde måde, da det viste sig at James Bond talte fransk, og da jeg byttede den…hun havde sagt at den var på engelsk…. talte han så russisk. Det lykkedes mig aldrig at se den nye James Bond på engelsk ;-) Men jeg fandt da noget på engelsk og nød en tømmermændsdag med cola, grill-kylling og film.

Da jeg forlod Danmark havde min mor og far sagt, at ligemeget hvor jeg var i verden ville de komme og fejre juleaften med mig. Og nu havde de så købt biletter til Mexico City.
Min far ville rigtig gerne leje en motorcykel og køre rundt sammen med mig. Mit job var så at finde en cykel de kunne leje. Og det var ikke den nemmeste opgave. Masser af cykler i Cancun og Cabo, men ingen omkring Mexico City. Det brugte jeg så de næste dage på at få i orden, samtidig mens jeg hyggede mig med folk i Guanajuato.

Kom endelig i kontakt med Gerardo fra Creel-træffet. Han kunne skaffe en kæmpe BMW og en Husquarna. BMW´en ville ikke være så handy her og bagsædet på Huskyen var ikke det mest mor-venlige, så jeg takkede pænt nej. En anden mulighed var en fyr i San Miguel, jeg havde fundet på ADV-siden. Han kunne diske op med hans egen private BMW 100GS. Den var gammel, men kunne da bruges i mangel på bedre.
Så tikkede der flere beskeder ind på ADV, og Oscar i Mexico City dukkede op. Han havde en BMW 650GS og det var lige hvad vi skulle bruge. Jeg sagde ja tak, og drog til Mexico City, for at se dyret an.

Oscar havde givet mig gps´koordinaterne til hans sted, men jeg synes godt nok at de var lidt mærkelige, men plottede dem ind alligevel.
Kørte de 360 km fra Guanajuato til D.F. som Mexico City hedder her. Og havnede i den vildeste trafik. Totalt kaos overalt. Sad i lange køer på omfartsvejene, men efter at have luret lidt på de lokale mc´er, der bare snoede sig ind og ud mellem bilerne, tænkte jeg skik følge eller land fly, og kastede mig ud i det. Kom en del hurtigere frem og så var det ovenikøbet meget sjovere ;-)
Kom til mit bestemmelses sted, men var helt sikker på at det var forkert. Der var heldigvis en telefonboks, så jeg ringede til Oscar, der undskylde meget at han havde givet mig koordinaterne i et mærkeligt format, og sagde bare bliv der, jeg kommer og henter dig.
En lille time senere trilleder der en Suzuki 650 ind på pladsen jeg stod på. Oscar viste sig at være alt det jeg havde drømt om, smadder flink og hjælpsom. Han havde ikke BWM´en hjemme, så der var ikke rigtig nogen grund til at køre forbi ham. I stedet ville han føre an til et hotel, Jeg skulle bare følge efter. Og så fik jeg ellers en lektion i hvordan de lokale kører. Ud og ind mellem bilerne, op over fortorvet, den forkerte vej i ensrettede gader. Da jeg havde vænnet mig til det, var det faktisk sjovt. Der er bare ingen regler. Jo…det er der måske, men på mc følger man dem ihvertfald ikke. Hvis der er plads til en mc, så er det der man kører.
Der er så mange biler at alt er kaos, men trafikken glider faktisk godt efter omstændighederne. Man snor sig på bedste beskub. Trafiklys bliver næsten respekteret og de har ikke den her ” Jeg har ret, skrid og jeg flytter mig ikke” aggressivitet vi har i DK. Det er enormt befriende.

Vi kom til et for mig at se meget fancy hotel, men der var en garage i kælderen, hurtigt internet og det ville være et fint sted at installere mor og Klaus. Og prisen var ikke så slem som frygtet, men mere end jeg havde lyst til at betale. Men det var centralt og fint, så jeg flyttede ind.
Oscar blev og ventede til jeg fik et værelse, for at kunne få fat i mig. Har jo ikke nogen telefon, så han skulle lige have værelsesnummeret. Og vi aftalte at han skulle ringe så snart han fik cyklen tilbage, så jeg kunne komme og se den.

Efter Oscar forlod mig igen, prøvede jeg straks at ringe til Elena, hende jeg havde mødt i Real de Catorce. Hun var jo fra D.F. Kunne ikke få nogle af numrene til at virke. Har haft tonsvis af problemer med at bruge telefoner i det her land. De har et væld af mærkelige områdekoder, alt efter hvor du er og hvor du ringer hen. Og så skal man lige vide om det er en mobil også.
Skrev en mail i stedet, og håbede det bedste.
Lå der i min fine seng og følte mig som et rigtigt luxus-dyr. Havde jo boet tre uger i et koldt hummer med lokum på gangen. Så jeg nød det rigtigt.

Næste dag ringede Oscar og sagde at cyklen var hos ham, så jeg kunne komme med det samme hvis jeg ville. Han tilbød at hente mig, men jeg mente nu nok at jeg kunne finde ham, nu jeg havde de rigtige koordinater.
Trak i alt gearet og havde lige åbnet døren for at gå, da telefonen ringede. Åh nej, nu aflyser han, tænkte jeg. Men så var det Elena. Yes!!! Hun ville mødes med mig om aftenen. Bare hurtigt til en kop kaffe eller noget, hun have lidt travlt. Jeg var bare glad for ikke at skulle hænge rundt om hotellet. D.F. er bare så stor at jeg nærmest blev skræmt af at gå længere væk end den gade hotellet lå i. Havde da altid gps´en med for en sikkerheds skyld.

Jeg kørte ud til Oscar. Kørte ikke helt så sindssygt som ham, men overtrådte stadig samtlige regler jeg kunne. Hold da op hvor er det sjovt at passere en uendelig lang bilkø indenom…eller udenom for den sags skyld. Grinede stort set hele vejen.
Oscar stod og ventede og åbnede garageporten så jeg kunne køre lige ind. BMW´en stod i baggården og så fin ud. Det var lige hvad vi skulle bruge. Tog nogle billeder så Klaus kunne se, hvad det var han skulle køre på.
Vi sad og kiggede kort og snakkede ruter og hoteller i et stykke tid. Han er bare en flink mand ham Oscar. Det virkede også som om han havde forholdsvis styr på det hele.
Mc-udlejningen var bare en bibeskæftigelse for ham. Han er ingeniør, men ville da gerne leve af at lave ture og leje mc´er ud. Han ville jo også gerne vide hvordan jeg havde fundet ham. Fortalte ham om ADV-siden. Og at han jo kunne skrive at han havde mc´er, hvis nogen havde brug for at leje i D.F.
Og så fortalte jeg ham, hvorfor han var havnet nederst på min prioriterings-liste. Da hans navn blev nævnt på ADV, skrev fyren at Oscar ikke havde så god service, og da jeg spurgte ind til det, havde fyrens ven haft en dårlig oplevelse, med en af Oscars mc´er. Han skrev så, at fyren havde fået nogle penge tilbage og en ny cykel, så det lød jo ok.
Oscar vidste med det samme hvem jeg talte om og var meget ked af den historie. Han fortalte mig, at fyren ikke havde fortalt ham om problemerne, før han var tilbage i D.F. Og Oscar kunne jo ikke gøre noget, når han ikke anede at der var problemer.
Er glad for at jeg fortalte ham historien, for han ved jo at jeg skriver på ADV, så hvis han ikke giver os en god service, så havner der endnu en dårlig historie om ham på nettet. Og det tror jeg ikke han vil risikere. Vi har ihvertfald fået tip top service hele vejen igennem. Han har f.eks. givet mig en mobil med, der kun indeholder hans nummer. Vil rigtig gerne have at jeg sender en sms hver dag, så han kan følge os. Og har lovet at hvis der sker noget med cyklen, så kommer han og ordner det hele. Han virker som en god fyr.

Om aftenen kom Elena så og hentede mig. Det var så heldigt at hun var hjemme til en veninde, der bor meget tæt på mit hotel, så det var jo smart.
Vi travede ud i byen. Hun spurgte hvad jeg ville spise, og jeg svarede sushi…bare sådan for sjov, men jeg blev gennet ind i en taxi og kørt til det hyggeligste sushi-sted. Vi fik en gratis omgang sake af tjeneren. Det var vist Elenas hood vi var i. Kunstner-kvarteret. Fik da både hilst på en forfatter, en berømt skuespillerinde og en instruktør. Fik en Manhattan, eller hvad det nu er de drikker i Sex and the City. Vi travede rundt og hun viste stolt sin by frem.
Men så kom et af aftenens højdepunkter. Hun var faktisk i bil, og vi kørte en tur rundt i D.F. Hun kørte lidt sydpå, da vejene der er i flere etager, så man havde udsigt ud over byen. Det var fantastisk at få en fornemmelse af, hvor stor den egentlig er. Der bor officielt omkring 25 millioner mennesker. Det er jo sindssygt, når man tænker på hvor mange danskere der er………
Hun satte mig af ved hotellet og vi aftalte at jeg skulle med hende og en veninde ud og shoppe julegaver næste eftermiddag.

Jeg brugte formiddagen på at tage det længste bad. I guanajuato have mit hostel kun varmt vand i 5 minutter af gangen, så mit hår trængte til en ordenlig omgang. Ja, alt fra top til tå blev ordnet. Det var så skønt!!
Så mødtes jeg med Elena og Angelica og vi hoppede i en taxi ind til centrum.
D.F. - Oaxaca 013.jpg D.F. - Oaxaca 014.jpg 
Det var en folkevogns-boble. Mange af taxierne er bobler. De hiver passagersædet ud, så vi måtte alle tre sidde på bagsædet. Men vi morede os glimrende. Elena ser mærkelig ud på billedet, fordi vi skulle sige cheese, men hun sagde selvfølgelig queso…altså ost på spansk.
Vi nåede centrum i den massive trafik. Der er nu meget nemmere at komme frem på knallert :-) Og så blev vi lukket ud i en flodbølge af mennesker. Det var lørdag og der var gang i julehandlen. Der var så mange mennesker at jeg nærmest blev dårlig.
Trissede rundt efter pigerne og håbede så småt at vi snart skulle tilbage til de fredelige forstader. Endelig erklærede de at nu var de færdige, så nu skulle finde en cafe og hvile fødderne.
Vi kom hen over den centrale plads i byen. Juletræ og dekorationer så langt øjet rakte:
D.F. - Oaxaca 015.jpgVar inde og få en kop chokolade i den første Sanborns i verden. Det er et varehus, men her var det altså mest cafe og restaurant. Bygningen var tilgengæld enorm flot, med kakler på hele ydersiden. Je, jeg glemte lige at tage et billede.
Så slæbte de mig op i Torre Latino, som er en nogen og fyrre etagers bygning. Udsigten var fantastisk. Ville dog gerne have været deroppe om dagen for at se det hele lidt bedre.
D.F. - Oaxaca 019.jpg D.F. - Oaxaca 020.jpg 
Elena og jeg sagde farvel til Angelica, hun skulle til en koncert med et populært mexicansk band. Efter lidt omklædning på et toilet var hun klar til at rocke.
Vi tog en taxi tilbage til kunstner-kvarteret og endnu en gang sushi. Det her var et sted hvor fisken kørte rundt på et bånd, så man bare valgte hvad der så godt ud. Det var lidt sjovt. Vi hyggede og så blev jeg eskorteret til hotellet. Elena skulle tidligt op næste morgen og til en begravelse.
Jeg var lykkelig for at have set D.F. med en lokal, det var den rene foræring.

Så var det kun at læne sig tilbage og vente på at Mor og Klaus landede næste aften.