Anja Kiilsgaard on tour

Lørdag blev store pakkedag hos Matt. Vi have kigget lidt dybt i noget rom aftenen før, så det gik en smule langsomt.
Jeg havde alting ude af taskerne, for at se om der var noget der ikke skulle med videre. Der var nogle fÃ¥ ting. Et kort over Californien. En ekstra benzin-hævert, som jeg havde fÃ¥et købt, da jeg troede at jeg havde smidt den jeg havde væk. Det er utroligt hvad der egentligt kan være i de tasker :-) Nogle tamponer, jeg havde i overskud fra mit “rulle dollars ind i tamponer” projekt. Har gemt en del kontanter i nogle tamponer. Tror at de fleste mænd vil afholde sig fra. at rode for meget rundt med sÃ¥dan noget. SÃ¥ hvis jeg bliver udsat for røveri, kan det være at jeg stadig har lidt kontanter i gemmerne. Matt synes at det var en fabelagtig ide, men jeg mÃ¥tte lige pÃ¥pege at det nok ikke var helt det samme, hvis han kørte rundt med en flok tamponer pÃ¥ hans rejser
Han overtog de fleste af de ting jeg ikke havde brug for, og så blev Smølfen ellers pakket for alvor, i skyggen fra huset. Havde ventet til lige før solnedgang, da der simpelthen er urimeligt varmt i Cibola.
  
Sad på fortrappen og nød solnedgangen, mens jeg blev mere og mere spændt på alt det nye der ville ske næste dag.
Var dog ked af at skulle sige farvel til min nye ven. Vi havde haft det fantastisk.

Tog af sted næste morgen klokken otte. Det var vist lidt sent, men jeg er jo ikke ligefrem kendt for, at kunne lide at komme op om morgenen.

Først var der lige 130 km Californisk ørken, der skulle forceres. Forbi de store klitter igen. Puha, der var godt nok varmt allerede. Holdt ind på en tank i Calexico, som er grænsebyen på den amerikanske side. Fik tanket benzin, vand og lidt nødder. Gad ikke at skulle gå op i det lige efter grænsen.

Fulgte skiltene mod grænsen. Havde læst en del på nettet om hvad der skulle gøres. Første trin i processen, var at stemple ud af USA. Regnede med at der ville være en luge eller noget. Men nej. Jeg fulgte vejen, der var ensrettet, og endte ved den mexicanske grænse. Intet amerikansk i sigte.

Immigrations-fidusen der gav mig visummet, da jeg rejste ind i Staterne, havde fortalt hvor vigtigt det var at jeg tjekkede ud af landet. Ellers ville jeg få store problemer, hvis jeg ville til USA engang i fremtiden. Så det skulle bare ordnes.
Tja, måtte jo tilbage igen, så jeg kørte lidt mod trafikken og fandt en bil med en amerikansk grænsevagt i. Han anede ikke hvad jeg snakkede om. Gik lidt rundt om sig selv. Ville gerne hjælpe, men kunne vist ikke forlade sin bil. Heldigvis kom der en tolder-agtig mand gående hen mod os. Jeg fik forklaret problemet, og han viste så godt hvad jeg talte om. Tog mit pas og gik hen mod en kontorbygning, der lå i en anden ensrettet gade, der hvor man tjekker IND i Staterne.
Stod der i vejkanten og fik en snak og en smøg med grænsevagten. SÃ¥ kom tolder-fyren tilbage med en anden mand. De ville lige være helt sikre pÃ¥ at jeg ikke skulle tilbage næste dag, inden de hev visummet ud af passet. MÃ¥tte bilde dem ind, at jeg skulle til Mexico City og flyve bÃ¥de Smølfen og mig selv hjem derfra, sÃ¥ de kunne forstÃ¥ at jeg ikke skulle tilbage til USA. Tror ikke at de har for mange mennesker der tager den vej ud af landet…og sÃ¥ slet ikke vil ind igen

Så var USA ordnet, nu stod den på Mexico.
Kørte de 500 meter tilbage til den mexicanske grænse. Funderede lidt over hvad de spanske skilte betød og valgte så en bane jeg formodede var rigtig. Det var den til dels, for manden der, skulle inspicerede mit køretøj. Måtte åbne et par tasker, som han så kiggede meget lidt i.
Vi havde lidt kommunikationsproblemer, da han ikke rigtig talte engelsk og jeg ikke talte spansk, men det forgik alt sammen med store smil på.

Jeg prøver at følge en strategi, der går ud på at smile og være venlig, reklamere med at jeg er fra Danmark og så spille lidt dum blondine. Det ser ud til at virke. Ved så ikke om de bare er flinke mod alle folk, men alle har i hvert fald været utroligt flinke og hjælpsomme mod mig.

Det viste sig så at jeg ikke kunne importere Smølfen fra denne grænseovergang, så de forslog at jeg kørte tilbage til USA og hen til en anden overgang. Det kunne jeg så ikke rigtig, da jeg jo lige havde afleveret mit visa. Ok, jeg måtte så få visummet for mig selv her, og så køre hen til den anden overgang, inde i Mexico og få ordnet Smølfen.
Visummet skulle jeg have på et eller andet kontor, ikke hos min nye ven. Fik vendt Smølfen rundt og parkeret udenfor det udpegede kontor. Det var så ikke der alligevel. Op på hesten igen og finde det rigtige sted. Igen lidt smilen og være en sød dansk pige. Og så gav manden mig 180 dage i MX uden at blinke. Skulle så lige hen i en slags bank og betale nogle penge. Så tilbage og få det officielle stempel i passet.
Var ved at smelte i varmen. Har senere fået af vide at Mexicali, som den mexicanske side af grænsebyen hedder, er det varmeste sted i Mx. Ville ikke smide for meget af tøjet, så ville der være mere at holde styr på. Og der gik nogle lidt underlige mennesker rundt i området. Så sveden tapløb af mig.

SÃ¥ var jeg i Mexico. Ikke at jeg havde sÃ¥ meget tid til at filosofere over det, skulle jo finde vej, og passe pÃ¥ trafikken. Og der bliver kørt en del anderledes end i Staterne….Læs, sindssygt. Skulle ogsÃ¥ lige vænne mig til at skiltene var pÃ¥ spansk. Havde ikke lige fattet at alto betyder stop, sÃ¥ jeg fik bremset i en fart, da der kom en bil pÃ¥ tværs.

Fandt den anden grænseovergang og kontoret for køretøjs-import. Manden her talte heldigvis engelsk og var meget hjælpsom. Han kunne ikke lige finde min halv-offroader i sit system, så der blev ringet en masse rundt. Måtte forklare at den er lavet til at køre på vejen og han fandt ud af det. Han undskyldte meget for ventetiden, men ville bare være sikker på at jeg ikke ville får problemer på resten af turen. Jeg stod bare på kontoret og nød airconen og var glad for at han gjorde noget ud af det. Fik mine papirer, så nu var Smølfen og jeg officielt i Mexico.

Så sigtede jeg efter en bank. Havde læst at de ikke rigtig tager kreditkort nogen steder, heller ikke på tankstationerne, så jeg skulle have kontanter.
Var egentlig lidt sulten, men det var så sindssygt varmt, at jeg bare ville afsted. Ud på landevejen og blive blæst igennem. Min tøj var gennemblødt af sved. Grænsekrydsningen havde vel taget 1½ time og havde været en total hed oplevelse.

Fandt den rigtige landevej og kom ud af byen. Nu havde jeg tid til at se mig omkring. Alt var pludselig så anderledes. Skiltene på spansk. Menneskernes udseende. Ja det hele. Kom igennem den sidste forstad, og så var der pludselig ingenting. Slet ingenting. Ørken til alle sider. Meget lav vegetation, hvis der overhovedet groede noget.
Føj hvor var det varmt. Jeg havde været steder i Staterne, hvor det havde været varmt, men det her slog altså alle rekorder.
Havde kun 180 km til San Felipe, der var mit mål for dagen. Det ligger ved kysten, så jeg regnede med at det ville blive lidt køligere derude. Jeg tog fejl. Kunne se at jeg, efter små hundrede km,  faktisk allerede kørte ret tæt på kysten, og at det blev ikke køligere, men bare mere fugtigt.

Det var som en ovn. Ville bare væk derfra. Sad og talte kilometer.
Var begyndt at føle mig underlig. Havde det som om jeg skulle kaste op. Næste gang jeg så noget skygge ville jeg stoppe, holde pause og måske brække mig. Der kom bare aldrig noget der lignede skygge. Havde vel egentlig ikke set noget skygge de sidste 40 km.
Jeg prøvede at bilde mig selv ind at det ikke var varmt. Fik også kuldegysninger og huden omkring mine øjne føltes som om den var kold. Kunne bare mærke at det her ikke var godt. Kiggede for 30. gang på gps´en. 90 km igen.
Vandet i min rygsæk havde omtrent den samme temperatur som the-vand. Tvang det ned alligevel.
Og så blev det pludselig helt galt!! Kunne mærke at jeg var på grænsen til at besvime. Var stensikker på at jeg ville gå i gulvet indenfor de næste par minutter
Fik stoppet Smølfen midt på vejen. Rabatten var stejl og sandet. Pis!!! Jeg kunne jo ikke holde der midt på vejen. Fik øje på en lille mur i vejkanten ca. 30 meter fremme. Kæmpede for at holde mig oprejst. Trillede de 30 meter, ind til siden, og gled bogstavelig talt ned fra Smølfen, ned i sandet. Var helt færdig. Faktisk så færdig, at jeg ingen kontrol havde over min krop. Registrerede på vej ned at jeg tissede i bukserne, men at der absolut ikke var noget jeg kunne gøre ved det. Har faktisk lidt svært ved, at huske helt nøjagtig hvordan jeg fik stoppet og landede nede på jorden.
Kravlede om på den anden side af Smølfen, ind i den lille stribe skygge fra muren. Når jeg lå med bøjede ben, kunne jeg lige være der.
Tror jeg var væk et lille stykke tid. Lå bare der og kunne ingenting. Vinden kom i stød og blæste sand i mit ansigt. Jeg var SÅ ligeglad. Så længe jeg kunne ligge der var alt fint.
Fik suget det sidste vand ud af rygsækken. Havde det bare dårligt. Skulle heldigvis ikke brække mig mere, men kunne ikke gøre noget som helst. Bare ligge der.
Hørte nogen tale. En bil var stoppet og de spurgte om jeg var ok. Var så langt ude at jeg sagde ja, så de kørte videre.
Jeg kom op og sidde og fik bakset min sidste liter vand frem fra bagagen. Slugte nærmest det halve i en mundfuld. Måtte lige ligge lidt igen.
En anden bil stoppede og spurgte om jeg var ok. Denne gang havde jeg hjerne nok til at sige…ikke rigtig. De gav mig en halv flaske vand og spurgte om jeg var alene. Ja, sagde jeg. Er du sindssyg spurgte de. Ja, sagde jeg…… Lige der føltes det ret sindssygt det jeg havde gang i. Køre rundt i en ørken alene. Ikke den kvikkeste ide jeg har fÃ¥et i mit liv.
De sagde at der kun var 15 minutters kørsel til et sted hvor der var skygge og jeg kunne købe vand. Og så kørte de igen.
Ville rigtig gerne derhen, men kunne ikke endnu. Prøvede at rejse mig, men blev så svimmel at jeg måtte ned i sandet og ligge igen.

Det var totalt surrealistisk at ligger der med våde bukser og få blæst sand ind i alle ansigtsåbninger. Som om jeg var med i en rigtig træls film, om en idiot der døde af tørst ude i ørkenen. Havde den underligste følelse. Kan faktisk ikke beskrive det. Sådan lidt fjern og alligevel var jeg temmelig rationel. Hjernen fejlede vist ikke mere end den plejede, men kroppen var totalt stået af.

Fik det langsomt bedre. Fik safety-jakken og støvlerne af. Det hjalp. Tror at der var flere hundrede grader i de støvler. Tvang en powerbar ned. Var godt nok ved at kaste op, men tænkte at jeg skulle have noget saltholdigt. Drak næsten alt mit vand. Ville have en lille reserve…hvis nu…..
Kunne stadig ikke stå, men sad op af muren og var bange. Blev jeg nogensinde klar til de sidste 90 kilometer? Blev jeg nødt til at få et lift med nogen og lade Smølfen stå? Den der torden jeg kunne høre i det fjerne, ville det komme den her vej. Og i så fald, ville det være godt eller skidt? Regn ville være en velsignelse, men jeg gad jo heller ikke blive ramt af et lyn.
Jeg tror at frygt var et godt tegn på det tidspunkt. Jeg var ved at være ved mine fulde fem igen. Op og stå igen. Stadig lidt svimmel, men helt sikkert bedre. Stod der og lænede mig op af muren, for at holde balancen. Ned og sidde igen. Sådan blev jeg ved et stykke tid.

Endelig følte jeg mig klar nok til at kunne køre. Havde vadet en smule rundt og svimmelheden havde fortaget sig. Fik støvlerne på igen og safety-jakken spændt bagpå. Kører ellers aldrig uden den, men skulle vælge mellem to onder. Varme eller mangel på sikkerhed. Viste godt hvad der var vigtigt lige her. Trillede langsomt af sted, med alle følere ude. Hvis der kom den mindste indikation på svimmelhed, måtte jeg holde ind igen. Det skete heldigvis ikke, men hold da op hvor jeg stadig havde det mærkeligt.

Synes at de 15 minutter det skulle tage at komme til “kiosken” var endeløse. Endelig!!!! Fik parkeret i skyggen. Strøg ind og købte 4 liter vand og drak to af dem pÃ¥ stedet. Kom af alt mit mc-gear. De gloede godt nok lidt da jeg stod der i cykelshorts og en undertrøje, og hvad sÃ¥!! Fik inhaleret en pose nødder og endnu en powerbar. Mere vand….og sÃ¥ en smøg. En længe tiltrængt smøg.

Havde det ret hurtigt meget bedre. Fik fyldt rygsækken med vand, og havde lige en flaske med i reserve. Fik klunset på igen og kom afsted. Drak og drak, det nu dejligt kolde vand. Da jeg kom til San Felipe havde jeg drukket endnu 1½ liter.
Skulle lige igennem et militært checkpoint da der var en 30 km tilbage. Skulle bare lige åbne min taske, vise mit pas og fortælle hvor jeg var på vej hen, og at jeg hverken havde stoffer eller skydevåben, så var fyren glad.
Det var en meget lettet Anja der trillede ind i San Felipe. Jeg havde klaret den. Parkerede nede ved vandet og sad lidt på en bænk og stirrede ud over vandet.
 
Jeg havde fået mig en stor lærestreg. Havde lært lidt om ekstremt klima og betydningen af at være hydreret.  
Har senere hørt at der er mellem 40 og 50 grader derude i helvede. Ikke så sært at jeg var tørstig
Jeg brugte et par dage på at få kroppen helt ok igen, men er så god som ny.

Er nu ovre på vestkysten i Ensenada, men den historie må i vente lidt med til jeg kommer på nettet nede hos Bibi.
Langsomt og ustabilt internet har lige slugt 3 timers skriverier…. Arrrghhhhhhhh!!!!!!!!!Og det er ved at blive sent, sÃ¥ jeg gider ikke mere.
Der er også lige den her koncert i aften
Kører sydpå i morgen. Har jo stadig lige 1500 km inden jeg rammer Cabo.

Ramte Golden Gate ret sent pÃ¥ dagen. Det blæste en pelikan, men jeg mÃ¥tte bare op til et udsigtspunkt og tage et billede…og jeg ville sgu køre over den. Selv i det blæsevejr!!!
  
San Francisco er helt sikkert tågens by. Både bro og by var indhyllet i tåge. Krydsede broen i fin stil og kom ind i selve SF. Skulle så bare lige finde et sted at sove, hvor de også havde internet.
HA!!!!!! Var vist lidt naiv, da jeg troede at man bare kunne trille ind i SF og finde et billigt sted at sove. Jeg kaster mig jo altid over de steder der ser lidt lasede ud, de plejer at være de billigste. 124 $ ville de have det første sted. Var ved at falde om da jeg hørte det. Videre rundt til flere steder. Det samme svar.
Aha….kloge mig, kom i tanke om at jeg havde hostel-bogen. Fik plottet et par adresser ind, og trillede rundt pÃ¥ de her afsindigt stejle gade de har i SF. Prisen var sÃ¥dan set ogsÃ¥ ok….Der var bare udsolgt. Havde ikke lige tænkt over at det var fredag.
Stod lidt og rodede med gps og kort, da et venligt par kom over og spurgte om de kunne hjælpe. Forklarede problemet. manden gav sig til at ringe rundt til alle hostellerne. Ikke så meget som én seng nogen steder. De var kede af at de ikke kunne gøre mere, men jeg sagde mange tak, de havde da sparet mig for en masse forgæves køren rundt.
Der var så et sted de ikke havde ringet til, da det var under Berkeley og ikke SF. Bestemte mig for at køre derud. Hvad skulle jeg ellers gøre? Det var allerede blevet mørkt og ret sent.
Da jeg stod på adressen, var der så bare ikke et hostel i syne. Spurgte nogle forbipasserende. De havde aldrig hørt om et hostel i Berkeley. Bandede den der bog langt væk. Prøvede et par moteller. Alt optaget. Der var desværre skolestart den weekend og Berkeley er jo en universitetsby, så der var fyld med de studerendes forældre. 
Havde så småt indstillet mig på at finde en park og bare sidde og glo på Smølfen hele natten og så køre langt væk fra SF næste dag. Havde jo godt nok stadig det her Smølfe-problem og næste store by ville være min hade-by nummer et, LA.
Hov…Var det ikke et skilt der sagde vacancy…altsÃ¥ plads pÃ¥ motellet….. Fik det sidste værelse til 78$ Han ville egentlig have 5$ mere, men jeg snakkede for min syge moster, om hvor dyrt det var. Da han opdagede at jeg var pÃ¥ Smølf, fik jeg lidt rabat fordi han synes jeg var sej
Det er nok det dÃ¥rligste sted jeg har boet endnu….men de havde da internet, der virkede. Fik sendt en mail afsted til en pige fra ADV-siden. SÃ¥ var det bare at hÃ¥be pÃ¥ at der ville være et svar næste morgen.
Det var der selvfølgelig ikke. Fik en mail en uge efter. Hun havde været i Columbia. Det kan man da kalde en god undskyldning.

SÃ¥ var gode dyr rÃ¥dne…..
Man kan heldigvis se hvem der online på ADV-siden, så jeg overfaldt en fyr der boede lidt længere sydpå. Han havde ikke plads til mig, men ville spørge folk han kendte. Blev hældt ud af motellet kl. 11, så hen på en cafe og sidde. To timer tog jeg om at drikke en juice og spise en croissant. Men så var der også bid.
Nicky inviterede mig til Penngrove. Det ligger 75 km i den forkerte retning (nordøst) for SF. På det her tidspunkt var al hjælp bare fedt. Så jeg takkede ja, og satte kursen mod Penngrove.
Nicky havde givet mig en adresse, men det var alligevel ikke så nemt at finde. Indtil jeg fik øje på plakaten der bød mig velkommen. Han boede i en gammel bank, og jeg ledte efter noget der lignede beboelse.
Vi fik sagt goddag og koblet mig på internettet. Kørte ud og købte ind til aftensmaden og hang ellers ud resten af aftenen.

Næste morgen kørte vi til en anden lille by, for at mødes med andre ADV-folk. De mødes ved bageren søndag formiddag, nøjagtig som vi mødes på langelinje. Det var smadder hyggeligt at møde folk og få gode råd om værksteder og Mexico.
  
Resten af dagen brugte vi derhjemme. Tror Nicky er afhængig af ADV-siden. Han brugte i hvert fald noget længere tid på at glo ind i sin skærm, end at tale med mig. Ville jo heller ikke køre for meget på Smølfen, kunne virkelig mærke et eller andet der var galt nu.

Nicky havde arrangeret, at et par af vennerne ville komme over mandag, for at hjælpe med at ordne Smølfen. En af dem havde et værksted og havde været mekaniker i mange år, så det lød jo fornemt. Desværre gik der ged i noget kommunikation, så ham så vi aldrig. Der kom så en anden fyr, men jeg skulle jo have stillet ventiler, have ny kæde og tandhjul og ja, vel sådan set have det store service, så vi skiftede bare olie og luftfilter. Det foregik inde i stuen på gulvtæppe og det hele. Hvor Smølfen så også var parkeret om
natten. De fleste motorcykel-forretninger er lukkede om mandagen, så jeg var lidt på den. Havde denne her følelse af, at han gerne ville af med mig, men er ikke sikker på at det er sandt. I hvertfald havde vi ikke den vilde kemi, så jeg ville sådan set bare gerne videre.

Tjekkede endnu engang nettet, og opdagede at en af de forretninger jeg havde fÃ¥et anbefalet, rent faktisk havde Ã¥bent om mandagen. Ringede straks, og var ved at dø af et grineflip, efter at have talt med pigen i den anden ende i to minutter. Hun havde tysk accent, men ellers var det fuldstændig ligesom at snakke med Pia hjemme hos Søborg Mc. Hele mÃ¥den at snakke pÃ¥ var den samme. Fik forklaret hvorfor jeg grinte og at jeg var pÃ¥ rejse. Skulle ringe tilbage en halv time senere. Hun skulle lige se hvor hurtigt de kunne fÃ¥ kæde og tandhjul hjem. Vi kan tage dig ind i morgen kl 9, sagde Jennifer da jeg ringede tilbage. Fedt!!! Fandt senere ud af at de havde 1-2 ugers ventetid…bare ikke for en rejsende

Fik pakket Smølfen sammen der midt på stuegulvet. Og sagt farvel og tak til Nicky. Skulle jo tidligt afsted næste morgen. Kunne jo nok se at jeg ramte myldretiden. Her i Californien kører alle mc´erne så på midterstriben, så den afsindigt lange kø af biler i fire baner, var hurtigt overstået. Og ja, de trækker faktisk ud til siden så man kan komme forbi.

 Fandt værkstedet og Jennifer. Grinte endnu mere da jeg så hende. En høj blondine. Det kunne næsten ikke blive mere Pia.
Operationen på Smølfen ville tage noget tid. Ventiler skulle tjekkes og måske stilles, ny kæde og tandhjul. Ja hele den store servicepakke bestilte jeg. Den skulle bare være helt klar til Mexico. Hvem ved hvornår jeg har chancen for at snakke med en mekaniker igen, som jeg kan forstå

Jeg ville tage på sightseeing, mens de plejede Smølfen. Jennifer spurgte hvad jeg havde tænkt mig. Tjaa bum bum. Trille lidt omkring på gåben, måske tage en bus. Så tog hun den store turistguidekasket på og tegnede og fortalte. Og så insisterede hun på at jeg skulle låne hendes trædecykel. Det var fedt!!! Rigtig fedt!! På med rygsækken og så afsted. Var totalt lykkelig for cyklen. Nød bare at cykle, det er godt nok længe siden.
Kravlede op af den der bakke, på første billede, til Chinatown og købte lidt frokost, som jeg ville spise nede på havnen. Det er godt nok nogle meget lidt cykelvenlige gader de holder sig her. I hvertfald den ene vej
    
Fandt en bænk med god vand-udsigt og fik frokosten inhaleret.
Fulgte promenaden langs vandet. Ingen stejle bakker her
Kom til den berømte Pier 39. Parkerede cyklen og gik en tur i alt turist-cirkuset. Boder, karruseller og performancekunstnere allevegne. 
Kunne pludselig høre en ret høj og meget underlig lyd. Åhhh ja, der var noget med nogle søløver der bor her. Kom rundt om et hjørne og blev faktisk meget overrasket over
   
hvor mange der var….Og hvor meget de larmede. Godt jeg ikke boede her.
Stod længe og betragtede dem. Man kunne tydeligt se hvordan reglerne i et søløveliv er. PÃ¥ hver platform lÃ¥ der en flok hunner. Der var sÃ¥ én han pr. platform. Andre hanner uden platform, prøvede sÃ¥ at overtage en, ved at slÃ¥s med hannen der allerede var der. Det gik nogle gange ret voldsomt for sig, og med en masse meget højt søløve-rÃ¥ben. Hunnerne ikke sÃ¥ meget som blinkede, selvom der blev kæmpet bravt i den anden ende af platformen. De lÃ¥ bare og dasede i solen, mens hannerne havde den her territorial-kamp kørende. Hvor er det lige man har set det før????!!!!!…………………….

Fandt et stykke strand og soppede lidt rundt, mens jeg kiggede på Alcatraz ude i bugten.
Det var det første sted langs kysten, hvor jeg rent faktisk har set nogen bade i badetøj og ikke våddragt. Temperaturen var også god.
Sad bare og nød den fine dag, da det gik op for mig at klokken var over to.
Havde aftalt med Jennifer, at jeg skulle ringe klokken to. Hvis nu der var et eller andet dyrt der skulle laves, så ville hun lige have et go først. Alt er fint og den er færdig om en time, sagde hun. Var pænt langt væk fra værkstedet på det tidspunkt, men hun sagde bare at jeg ikke skulle stresse, bare jeg var der inden klokken seks når de lukkede, så var hun glad.

Kiggede lidt på mit kort, og fandt ud af at jeg var tæt på Lombard Street, den stejleste gade i SF. Den måtte jeg da lige tjekke ud. Op på geden, de 300 meter det varede, så blev det så stejlt, at jeg måtte af for at trække.
  
 
Det er Lombard Street på billederne, men ikke den rigtig stejle ende. Der skulle man lige op på toppen og kigge ned på den anden side. Var helt flad der jeg nåede derop. 

Det var svært at tage et ordenligt billede af det rigtig stejle, men det er billedet med busken i forgrunden.
Det vrimlede med turister, der tog billeder eller lige skulle køre ned af vejen. På et tidspunkt kom der en taxa, hvor man kunne høre passagerene juble højt over, at de skulle prøve nedkørslen.                                                                                                                                                                                                                      

 Fik grineren over et par i en mærkelig lille “bil” der prøvede at kravle op af vejen. Kunne bare høre at motoren ikke kunne mere. De mÃ¥tte simpelthen vende om. Mødte dem sÃ¥ senere oppe pÃ¥ toppen. De havde fundet en anden vej op. De havde set at jeg stod der og grinede og tog et billede. SÃ¥ jeg signalerede “godt gÃ¥et” og pigen fik et større fniseanfald

   

Turen ned mod værkstedet var så til gengæld rigtig nem. Tror ikke at jeg trådte i pedalerne, andet end når jeg var stoppet for rødt.
Man skulle sÃ¥ lige holde øje med sporvognene, der “susede” rundt i gaderne.
Tjek også lige hvordan folk drejer hjulene på bilerne ind i kantstenen, når de parkerer. Ville heller ikke stole på min håndbremse her.

Kom tilbage til værkstedet og Jennifer. Takkede hende mange gange, for at have gjort min oplevelse af SF så meget federe, ved at låne mig cyklen.
Fik en gennemgang af alt hvad de havde gjort ved Smølfen. Ventilerne skulle stilles. Ikke meget, men dejligt at vide at det var i orden.
Det viste sig at grunden til at jeg kunne mærke at der var noget galt var, at da Don havde sat det almindelige forreste tandhjul pÃ¥ igen……I Colorado…Arrrghhh!!!!!! Havde han fÃ¥et vendt det forkert. Plus at der var et afstandstykke, som han havde misset en bolt i. SÃ¥ det havde skrabet mod kæden. Tænk at jeg havde kørt sÃ¥ langt med det. Ikke noget under at kæden var totalt færdig og det havde føltes som om Smølfen ikke havde de samme krafter. Var rigtig glad for at der ikke var sket noget alvorligt.
Kørte derfra med en god mavefornemmelse. Nu var Smølfen bare så klar til nye udfordringer.

Fandt ud til Highway 1 igen. Fulgte den sydover og fandt en campingplads. Der stod desværre at alt var optaget, men jeg ville lige høre om de kunne anbefale mig et andet sted. Manden i lugen havde så alligevel en plads til mig, og var vældig flink og snakkesalig. Kom til at tænke på, hvordan livet nogen gange giver dig de bedste dage. Havde jo været heldig med alt denne dag
Igen en smuk solnedgang og dejlig strand til at gå en aftentur på.
 
Jeg havde dog ikke fået købt noget mad, og der var absolut intet i nærheden. Så jeg fik tørret frugt til både aftensmad og morgenmad den næste dag. Har altid et eller andet nød-mad i taskerne. Man kan jo aldrig vide hvad man pludselig ender i.

Næste morgen holdt jeg ind i stort set alle byer jeg kom igennem. Ville rigtig gerne på nettet, men man skulle have password til alt. Ville ikke lave den samme fejl, som da jeg kom til SF. Ville prøve at finde en eller anden fra ADV nede ved grænsen, som jeg kunne overnatte hos. Måske havde vedkommende ovenikøbet været i Mexico og kunne komme med gode råd. Nicky oppe i Penngrove havde kontaktet en han kendte, der boede 20 km fra grænsen, men han var på vej til Afrika, så der var ikke noget at hente.

Dagens kørsel skulle være den allerflotteste strækning langs kysten. Glædede mig meget til at køre rundt i hårnålesving med en fantastisk udsigt over vandet. Troede jeg!!! Havde nærmest ikke forladt campingen, før tågen rullede ind. Kunne simpelthen ikke se en skid!
Kun når jeg kom lidt op i højden op over tågen, kunne jeg se hvor dejligt vejr det egentlig var. Det meste af tiden var det dog tågekørsel og det var koldt og klamt.
Opdagede at jeg havde en mc lige i halen. Han blev der ligemeget hvor hurtigt eller langsomt jeg kørte. Ledte efter et sted uden tåge, så jeg kunne holde en rygepause og få varmen. Endelig en rasteplads med en slags udsigt oppe over tågen. Holdt ind, og det gjorde min forfølger så også. Troede aldrig at du ville stoppe, ville lige se hvad du var for en, sagde han. Vi fik en lille sludder der på bjergsiden. Han kom oppefra Canada og var på vej hjem til L.A. på sin Harley. Han fik hjelmen på først og kørte afsted, men først efter at have fortalt, at der senere kom en lille by, San Simeon, der kun bestod af moteller, der derfor var rimelige i pris. Han ville selv videre ned af kysten.
Det blev ved med at være tåget, som nærmest var ved at gå over i regn. Så da jeg kom til San Simeon, besluttede jeg at jeg ikke gad mere, og da slet ikke gad at slå telt op.
Udså mig et motel og hvem stod der i receptionen. Min nye Harley-ven. Han gad heller ikke mere. Hvis du kommer over på baren ved siden af, så giver en bajer, sagde han. Det gjorde jeg så, men først efter at have skiftet værelse, da hele væggen i bruseren nærmest faldt ned i hovedet på mig, da jeg var på wc. Skulle også lige tjekke at internettet rent faktisk virkede, tage et bad og slæbe alt mit bras ind på værelset.
Han var der dog stadig, så jeg fik mig en skål muslingesuppe. Alt andet på menukortet var latterligt dyrt. De var helt klar over at der var meget langt til noget som helst. Havde en hyggelig aften, men skulle dog lige runde den tågede strand inden sengetid. Ikke at jeg kunne komme ned på stranden pga tidevand, eller for den sags skyld se noget. Men jeg kunne da lytte til bølgerne.

Det var stadig tåget da jeg forlod San Simeon. Selvom alle havde advaret mig, kunne jeg ikke nære mig for at køre forbi Solvang. Det var stort set lige på vejen, og jeg tænkte at jeg måske kunne få en dejlig dansk frokost der. Og folk har ret, det er en turistfælde af rang, men sgu da meget sjovt at se.
 Gik ind i en biks der hed Gaveæsken. Der var proppet til randen med julepynt og dimser med Dannebrog på. Talte lidt med, den rent faktisk, danske dame der have stedet. Fik anbefalinger på de rigtig danske spisesteder og købte nogle flag til Smølfen. Dem jeg havde med hjemmefra er rimeligt lasede efterhånden. Det ene er ved at falde af og det andet er mere hvidt end rødt.
Kiggede lidt pÃ¥ tilbudene pÃ¥ det store kolde bord. Der var da rødkÃ¥l, men jeg kunne ikke rigtig se hvor kartoffelmosen og skinken passede ind. Valgte at skippe restauranterne, de var ogsÃ¥ rimeligt dyre. Købte istedet RIGTIGT rugbrød hos bageren. Og en fransk vaffel, som her hedder en danish waffel. Gaveæske-damen havde ogsÃ¥ sagt at de havde danske specialiteter i supermarkedet. Det mÃ¥ man sige. Fandt et stort glas Glyngøre sild. Den røg i kurven med det samme. En “smule” dyr var den, faktisk vil jeg slet ikke fortælle hvad jeg gav En pakke Lurpak smør kostede 35 kr, sÃ¥ kan i jo selv gætte.
  
Ellers var stedet mest en opvisning i dårlig smag.
Det skulle være så dansk, men var altid lige en smule ved siden af. Der er ikke syltetøj i franske vafler der hvor jeg kommer fra.
Alting hed noget med Little Mermaid, Viking eller Hamlet. De har importeret en gammel mølle fra DK og så er alt i bindingsværk. Tror der er nogen der ville få en overraskelse, hvis de rent faktisk kom til Danmark en dag.
Jeg var ligeglad, da jeg bare var så lykkelig for mit rugbrød

Havde udset mig den sidste campingplads før L.A. Planen var at overnatte der og sÃ¥ drøne udenom L.A. Ikke pÃ¥ vilkÃ¥r om jeg gad den by. Pladsen var sÃ¥ helt fyldt. Hmmm…hvad sÃ¥?
Ikke sÃ¥ langt til L.A. Vidste jo hvor der var et hostel. SÃ¥ jeg satte kursen mod Hostel California. Der hvor jeg havde boet de allerførste nætter i USA. Kom forbi Malibu Beach, hvor jeg kunne genkende livreddernes smÃ¥ “huse” fra Baywatch. Ellers var der dømt kæmpe knaldhytter. Det var lidt ligesom at køre ad Strandvejen derhjemme, bare i en lidt større skala.

L.A. var noget nemmere denne gang. Havde jo min trofaste Smølf og Highway 1 endte nærmest udenfor hostellets dør. Fik en seng og flyttede ind.
Sludrede lidt med de andre og gik så på nettet for at fuldende min mission. Jeg skulle have fundet logi ved grænsen. Havde skrevet til en fyr, men der kom intet svar. Skrev så til en anden og måtte jo bare vente og se hvordan det gik. Ville bare blive hængende et par dage og se om jeg fik noget respons.
Da jeg stod op næste morgen, gik det op for mig at alt var booket samme aften. Måtte pakke Smølfen og finde på noget andet. Der var ikke rigtig nogen grund til at blive i L.A. Så hvor skulle jeg så køre hen? Fyren jeg havde skrevet til boede i noget der hedder Escondido. Googlede det og kunne se at motellerne ikke var helt i den dyre ende og der var masser af mc-forretninger og alle de andre steder jeg skulle bruge til mine forberedelser. Det var også pænt tæt på grænsen.
Bestemte at følge vandet og highway 1 igen. Drejede fra og kom til byen. Det med forretninger var ikke løgn. Der var alt hjertet kunne begære. Til gengæld var det løgn med de billige moteller.
De har det her kuponsystem. Nøj hvor er det altså billigt!!! Men de har så kun et eller to af de billige værelser. Så hvis du ikke er der inden klokken fire eller noget, ja så hedder det fuld pris, og det er en ganske anden sag.
Måtte jo overgive mig. Flyttede ind og fik gang i laptoppen. YES!!!!! Der var en mail. RiverRat aka Matt inviterede mig til at bo hos ham, ligeså længe jeg havde brug for. Der var så bare lige den lille ting at han ikke var i Escondido, CA, men i Cibola, Arizona. Damn, det var 3-4 timers kørsel østpå. Ind i ørkenen, hvor der bare var varmt.
Fandt byen på kortet. Det var bare ude i ingenting. Skrev tilbage, at jeg jo havde nogle ting jeg skulle have ordnet, så som et nyt bagdæk. Havde også helt vildt meget brug for internet. Fik svar tilbage at han havde det hele, inklusive lige præcis det dæk jeg skulle bruge. Og kunne da også godt skrue lidt på en mc, hvis han skulle. Og det han ikke havde kunne vi køre til Yuma og hente. Han ville selvfølgelig køre mig i bil efter hvad jeg nu havde brug for.
Det lød jo faktisk godt, så jeg takkede ja. Tjekkede lige den lokale mc-shop. Mine handsker er faldet totalt fra hinanden, så jeg måtte lige samle et par andre op. Han ville heller ikke være hjemme før efter fem, så jeg trak tiden ved at købe mig et kort over Baja. Havde ledt i masser af butikker nordpå, men ingen havde haft noget. Nu stod jeg med et dejligt detaljeret kort. Følte mig allerede mere klar.

Først var det en masse sjov bjergkørsel, så blev det fladt. Ørken så langt øjet rækkede. Pyhhhh hvor var det varmt.
En times tid før jeg var fremme skulle jeg tanke. Matt havde skrevet at det var sidste chance før hans hus. Synes lige at jeg ville spise noget, så jeg ikke mødte sulten op på hans trappesten. Der var ikke det vilde udvalg, så jeg tog en KFC. Der var ikke noget der mindede om skygge, så jeg ville tage lidt take away med til et bedre sted.
Da jeg holdt i køen, kørte der en stor firhjulstrækker med anhænger op bag mig. Manden i den smilede over hele femøren og vinkede. Jeg synes ikke lige, at han sagde mig noget. Måske var det en af dem fra West Fest. Spurgte ham om jeg skulle kende ham. Han grinede og sagde nej, men du er vist på vej hjem til mig. Jeg er Matt. Jeg kan genkende dig fra internettet.
Vi fandt et sted at spise maden og sige pænt goddag. Blev enige om at jeg bare skulle følge efter ham. Skulle senere vise sig at det var en god ide, for mig gps ville slet ikke kendes ved den grusvej han bor på, og det havde været svært at finde alene.
Han ville stoppe på vejen og vise mig noget. Det viste sig at være en ordenlig stribe klitter. Man skulle jo tro man var i Sahara.
  
De fortsætter langt ind i Mexico, men vi var også ret tæt på grænsen. Tror der var 35 km derned.

Efter at have krydset Coloradofloden og kørt af lidt grus, var vi der endeligt. Hold da op hvor var det ude i ingenting. Bevares han har da naboer, men det er 150 mennesker der bor midt i en ørken. Og her er bare varmt. Midt på dagen føles det lidt som at stå i en varmluftovn ved 200 grader. Om natten bliver det som en dejlig sommerdag i DK. Er glad for at han har aircon.
Der er 35 km til nærmeste købmand og benzintank. Blev lidt bekymret, da jeg jo stadig havde nogle småting jeg skulle have købt.
Da vi så trådte ind i huset, var der bare ingenting derinde. Han har lige købt huset og er ved at flytte fra Californien, så alting var i traileren. Så jeg agerede flyttehjælp. Pakkede lamper og sofaer ud i stor stil. Skulle jo lige have slæbt en seng ind så jeg kunne få et sted at sove.

Næste dag stod den på praktiske ting for os begge, Jeg skulle have tjek på mine forsikringer, bestilt en slange jeg havde glemt at købe i Escondido og andre kedelige ting. Matt skruede ting i væggen og samlede borde og sofaer. Sent på eftermiddagen, erklærede han at nu var det nok, og vi skulle ned til floden.
Der er vel et par kilometer derned, og jeg følte mig vældig amerikansk i hans firhjulstrækker med et par vandscootere på traileren.
 
Vi smed kun en i vandet. Der var plads til tre på den. Han gav mig en redningsvest på og så fik den ellers gas. Hold da kæft hvor er det svært at holde sig fast på sådan en tingest. Vi drønede afsted med 105 i timen, eller der omkring. Jeg var skrækslagen for at falde af. Det ville bare gøre så ondt. Han kylede den rundt i skarpe sving, og jeg måtte klamre mig til ham. Så stoppede han og hoppede i vandet. Mig efter. Det var nærmest det bedste. Ligge der
og flyde med en øl i hånden. Det kunne jeg forstå!
Strømmen var stærk kunne man se, hvis man kiggede på hvor hurtigt vi flød forbi bredden.
Det var SÅ fedt. Bare ligge der og køle ned. Tror vi lå og snakkede det meste af en time, mens vi bare drev længere ned mod Mexico.
SÃ¥ var det op pÃ¥ dyret igen og noget mere ræsen rundt. Han stoppede igen, men denne gang var det fordi det var min tur til at styre. Se det var straks mere sjovt. Det var meget nemmere at forudse bevægelserne nÃ¥r man selv var i kontrol, sÃ¥ følelsen af at ryge af var ikke sÃ¥ udtalt. Lige pÃ¥ nær, da jeg gav for lidt gas i en 360 grader ”rundkørsel” SÃ¥ vælter skidtet bare om pÃ¥ siden, og vi røg begge i vandet.
Matt overtog, da vi skulle ind i den lille indsø vi var startet fra, men ikke før han havde gjort et ihærdigt forsøg pÃ¥ at smide mig af. Ha… Jeg holdt alt for godt fast.
Fik en øl i vandkanten og nød solnedgangen.
  

Har været her nogle dage nu. Har fået en masse hjælp med alt muligt. Vi har været i Yuma efter nogle ting og skiftet mit bagdæk, men ud over det hygger vi os gevaldigt.
Hvis jeg havde haft mere tid, var vi taget et smut til Las Vegas for at spille, men jeg SKAL være ude af landet på mandag.
Har været alene hjemme siden i forgårs, da Matt har været Escondido og hente flere af sine ting, og så lige et par småting til mig.
Det har været fedt at få tid til at skrive, pakke og sludre på Skype. På nær lige at huset blev tørlagt i går. Herude er der ikke indlagt vand, som vi kender det derhjemme. Man kører ud til en pumpe med sin meget store vanddunk på sin trailer. Det er ikke drikke-vand, men forsyner alt andet. Jeg kan klare mig et par dage uden et bad, men det var altså træls, da jeg ikke mere kunne skylle ud i toilettet.
Nu er Matt tilbage. Der er vand i toilettet, kød på grillen og bajere i køleren.
Ville faktisk have været smuttet over grænsen i morgen, men tror at jeg kommer ret sent i seng i aften, så jeg har allerede udsat det til søndag

Synes at det er helt vildt at det er et halvt år siden at jeg forlod Danmark. Det føles slet ikke sådan. Mere som to måneder.
Jeg har haft en fantastisk tid i det her fede/mærkelige/storslåede/skøre land.
Har fået slået nogle fordomme ihjel, bekræftet andre.
Men mest af alt, har jeg mødt en masse fantastiske mennesker. Åbne og hjælpsomme. Tror det er det jeg vil huske bedst.

Nu stÃ¥r den pÃ¥ et andet eventyr…….Mexico. Et helt andet land, med andre regler.
USA har været så nemt at rejse rundt i, gad vide hvordan det bliver i MX.
Håber meget at jeg skal ned og have slået nogle flere fordomme ihjel.

Skal bare huske pÃ¥ at møde alle folk med et Ã¥bent sind…SÃ¥ skal det nok blive en fantastisk oplevelse.

 

Naturen ændre sig så meget hele tiden. Det ene øjeblik bjerge, det næste kæmpe kaktusser. Nu er det blevet fladt og en anelse kedeligt.
Jeg tager som regel alle de bagveje jeg kan, men de er blevet sværere at finde, da de enten er meget sandede eller ikke rigtig fører nogen steder hen. Ikke som oppe i bjergene. Er jo pÃ¥ vej ned fra “højderne” Har jo i en eller anden forstand befundet mig oppe pÃ¥ en slags plateau. Ikke meget har været under 1500 meter. Nu er det slut med Rocky Mountains. Herfra er det fladt hele vejen til Den Mexicanske Golf.

Fandt dog lige en omvej omkring en sø på vej fra Globe østover. Er desværre et par uger for sent på den, da kaktusserne lige har blomstret.
Det må have været et fantastisk syn. Alle de blomster ude i alt det tørre. Kan se på frøkapslerne der stadig hænger der, hvor mange der har været. Der er dog heldigvis stadig lidt tilbage, så jeg kan nyde synet undervejs.
  

Ude i horisonten kunne jeg se nogle væmmelige sorte skyer dukke op. Det så ud til at jeg kunne undgå dem, men da jeg måtte stoppe for at tanke, var de godt nok tæt på.
Fik en lille snak med et par betjente. Havde ikke gjort noget, de synes vist bare at jeg var spændende…..og jeg tror ikke der skete alverden i ”byen”  Der var en tank, og det var vist det. De synes absolut ikke at jeg skulle køre nogen steder….Det kan altsÃ¥ være farligt. Kastevinde, hagl og lyn…Bliv her og vent et stykke tid, sagde de.
Hmmm…Hagl pÃ¥ størrelse med golfbolde er vist ikke det fedeste pÃ¥ en mc. For slet ikke at tale om lyn, nÃ¥r man befinder sig 50 km fra noget der bare ligner læ. Samtalen fik en brat afslutning, da det begynde at vælte ned. Ind under halvtaget med Smølfen og mig. Og der blev vi den næste halvanden time.

SÃ¥ klarede det ligesom lidt op, men den næste sorte ting lÃ¥ på lur. Mon jeg ikke kunne nÃ¥ den næste by, inden det begyndte igen. 60 km…..Afsted med mig.
Kunne se at det regnede rundt om mig. Fik lidt smådryp, krydsede grænsen til New Mexico i farten og nåede byen i fin stil.

Stoppede langt væk fra skyerne og prøvede at tage et billede, men det er svært at gengive ordenligt. Har senere lært at når der er hvide striber er det hagl. Det er meget mærkeligt, for det er så koncentreret. Ti minutter efter skinnede solen igen.

Lordsburg var endnu en af de her små byer uden det store. Der var en jernbane, og et sted hvor de flyttede containere rundt. Byen havde haft sin storheds tid for et stykke tid siden, men det var vist gået stærkt ned af bakke. Der var dog heldigvis en del halvtomme moteller tilbage. Godt for mig. Gode priser
Jeg var nu tæt på den Mexicanske grænse, og byen var nærmest oversvømmet i grænsepoliti. Godstogene bragede forbi temmelig tit. Tudede sjovt nok når de var lige ud for motellet. Fik lige udpeget et par Mærsk-containere til Robert der stod i receptionen. Vi hang ud under halvtaget og hyggede. Det var en meget lidt travl aften der i Lordsburg.

Havde bedt Robert om at vække mig næste morgen. Jeg ejer jo ikke et vækkeur.
Har du set ud af vinduet? Jeg kan give dig lidt rabat hvis du vil blive….
Det hele bragede løs igen. Fik gang i vejr-kanalen. Skod-vejr i dag og fint den næste uge.
Bestemte mig for at blive.
Troede at jeg skulle have en lang kedelig dag, men den blev faktisk rigtig hyggelig.
Hang ud med de forskellige mennesker der boede pÃ¥ motellet. Snakkede længe med en ældre mand, der var pilot og spredte gift ud over andre folks marker. Han var holdt op med at ryge fordi, at i gamle dage da cockpitene var Ã¥bne, sad de jo i gift-skyerne. Og sÃ¥ sugede cigaretterne giften ind i sig….og sÃ¥ fik man jo giften indenbords med røgen?????!!!!!! Han sagde ikke en lyd om at giften mÃ¥ske var……ja…giftig.
Et par andre fyre, der kørte de der biler der er foran lastbiler med stort læs, lærte mig noget om vejret. Om at se forskel på regn og hagl-skyer. Og andre nyttige ting om hvordan vejret ter sig her.
I det hele taget er vejret en helt anden faktor nu. Det er ikke bare….er det tørt eller vÃ¥dt, koldt eller varmt. Nu er det sgu farligt! Tordenvejr, hagl pÃ¥ størrelse med tennisbolde, tornadoer, orkaner, kastevinde og andet godt. Alle siger at jeg skal huske at se pÃ¥ vejrudsigten. Er sÃ¥ smÃ¥t pÃ¥ vej ind i det de kalder “Tornado Alley” En lang stribe, der stort set skærer fra nord til syd midt i landet. Her huserer tornadoerne. Medierne forudser et “godt” tornado-Ã¥r. Der er allerede blevet slÃ¥et en del ihjel i Ã¥r. Holder mig sÃ¥ langt mod syd som muligt. Her er risikoen mindre end nordover. SÃ¥ jeg holder øje…….

Næste dag skinnede solen fra en skyfri og der var ingen vind. Jubiiiii
Havde set en stor sø på kortet længere østovre, og tænkte at der nok var mulighed for noget camping der. Valgte en stor omvej for at komme op over de sidste små bjerge inden det helt flade. Ikke noget særligt, men jeg havde så også overset at søen egentlig var et reservoir lavet af floden Rio Grande. Det navn kendte jeg da fra diverse cowboyfilm.
Navnet pÃ¥ camping-byen var tilgengæld sjovt. Elephant Butte. Og nej det udtales ikke som det staves….desværre. Var ved at falde af cyklen af grin da jeg sÃ¥ skiltet.
Fik fundet campingpladsen. De er sgu mærkelige her. Toiletforholdene er elendige. Til gengæld får du næsten et helt hus til dig og dit telt. Vand og bålplads var der selvfølgelig også. Fik banket teltet op og strøg ned i en biks. Nu skulle der grilles over bål for første gang på turen. Fik købt bøf, majs, peberfrugt, vin, en pose is og brænde.
  
Fik smidt vinen på is og gik i gang med bålet. Og hvordan er det lige at man får ild i fire store brændestykker? Samlede små-kviste på jorden og baksede længe med ilden. Havde jo også altid benzin, hvis det skulle gå helt galt ;-) Det tog hundrede år før brændet var blevet til gløder. Da jeg endelig var klar til at spise tror jeg at klokken var blevet 22.30. Og så lavede jeg det sidste stunt. Jeg tabte bøffen ned i asken. Prøvede at skylle den i vin, men den blev sgu aldrig helt god. Det var aftenen derimod. Smuk udsigt, solnedgang og bålhygge. Hvad mere kan man forlange.
  

Vågnede ved at solen stod lige ind på teltet. Og det hjælper så ikke når der er vindstille og man er lukket inde mellem tre vægge. Fik bakset Smølfen ind i skyggen under et træ og pakket langsom sammen i varmen.
Nu er det jo endeligt blevet varmt. Også om natten. Sover stadig i posen, men uden alt skiundertøjet og helt snørret ind. Kørte afsted og bestemte mig til at drøne nogle hovedveje, bare for at komme lidt nærmere Texas.
Har fundet ud af, at skygge er det jeg gÃ¥r mest op i at finde nu. Kan køre 50 km og ikke se anden skygge end under de smÃ¥ skravlede buske der stÃ¥r langs vejen. Snød og tog et par afkørsler pÃ¥ motorvejen, bare for at blive kølet lidt ned….det hjalp sÃ¥ ikke rigtigt, da vinden føles lidt ligesom at have en føntørre kørende i ansigtet.

Krydsede Rio Grande. Var forøvrigt igennem en by der hed Truth or Consequences (sandhed eller konsekvens) den anden dag. Og ja, den hed noget andet før, men de har så opkaldt den efter et tv-show??????
Orkede bare ikke at stoppe og tage billeder. Det er bare for varmt, hvis der ikke lige er skygge….

Kom forbi Trinity Site. Stedet hvor de sprængte den første atombombe i verden. I 1945.
Der ligger stadig et eller andet missil-afprøvningssted. Ellers er det bare ingenting, som i også kan se på billedet.
Lidt senere kastede jeg Smølfen ud i vejkanten, da der kom en meget lavthængende jetjager forbi. Slukkede motoren….skulle lige høre. Jageren sÃ¥ meget sær ud. Ikke at jeg har forstand pÃ¥ det, men mÃ¥ske er det næste generations fejlkøb hos det danske forsvar….hvem ved……

Stoppede ved en lille biks, fordi der stod et kæmpe træ der kunne give skygge til både mig og Smølfen. Den havde det vist lidt varmt efter mere end 300 km på hovedveje.
Købte en is og snakkede med Belle, der ejede butikken, og den lukkede restaurant ved siden af. Gps´en havde vist at der var en by…Riverside. Det var sÃ¥ kun hendes 3 bygninger. Hun havde ikke haft stedet sÃ¥ længe, men var ved at sætte i stand. Restauranten skulle Ã¥bnes og hun ville have en campingplads. Vi hyggede, sÃ¥ jeg endte med at blive hængende i et par timer. Det er sjovt som det bare sker hele tiden. MÃ¥tte afsted og finde et sted at sove. Klokken nærmede sig 17 og der var stadig smÃ¥ 50 km til Roswell.

Kørte ind i Roswell. Byen er mest kendt for at der mÃ¥ske engang faldt en ufo ned i nærheden. Troede at der ville være lidt specielt, men nej. De sædvanlige ting….ja der var selvfølgelig alle de her forretninger, hvor man kan købe alt muligt ufo-plastic-tingeltangel. Jeg følte mig snydt. Og da motellerne viste sig at være dyre. Blev jeg sur. Og kørte….. Klokken var 18, men der kom sgu nok noget bedre.
Øhhhh……ingenting i lang tid. SmÃ¥ beskidte byer ved olieraffinaderier og ellers landbrug sÃ¥ langt øjet rækkede. Hmmm. Og sÃ¥ et skilt hvor der stod….Camping 17 miles….. Og glad blev hun, for solen var næsten gÃ¥et ned.

Campingen var god, men stort set ligeså dyr som motellerne. Til gengæld var her det hele. Internet, pool, udendørs spa og det vildeste teltsted.
Som i kan se fik man sin helt egen del af en slags “lagkage” AltsÃ¥ det der sekskantede tag i midten. Det var næsten ligesom at rykke ind i et hus. Indlagt vand og grill…og lys der var meget handyt, da mørket efterhÃ¥nden havde sænket sig. Dejligt ikke at skulle rave rundt i mørke og at slÃ¥ telt op. Varmede en af reservedÃ¥serne og mÃ¥tte lige slÃ¥ en kæmpe hÃ¥ndflade-stor, behÃ¥ret edderkop ihjel. Moskitonettet i teltet er hermetisk lukket….. medmindre jeg altsÃ¥ skal ud eller ind!!!!!
Smølfen er gemt henne om hjørnet, for at prøve at holde den lidt i skyggen. Måtte flytte den rundt hele næste dag under det der miniature træ på hjørnet. Der bliver meget varmt i kasserne og jeg gider ikke at tømme dem fuldstændigt. Heldigvis ikke så meget når jeg kører, vinden må alligevel køle en del.
Der var ikke meget skygge nogen steder. Billedet er taget hen under aften, så lyset ser ikke så slemt ud.

Bestemte mig på stedet for at blive en ekstra dag, så jeg kunne blogge fra et hyggeligt sted. Og prøve poolen.
Her bliver rigtig varmt!!!!! Omkring de 30 grader. Har haft en flaske vand i skyggen hele dagen, og her til aften havde den samme temperatur som bruseren…..

Har så haft lidt net-problemer i dag. Det virkede fint ved poolen, men da batteriet løb tør, kunne jeg ikke finde strøm og net det samme sted. Så lige nu ser mit kontor sådan her ud.