Anja Kiilsgaard on tour

Blev så lige en del længere i Kingman end planlagt.
Havde ikke rigtig kunne høre på det højre øre i et par dage. Troede at det var lidt forkølelse, som jeg bare kunne sove væk, men det viste sig at være en infektion i øret, der ikke bare sådan lige forsvandt. 
Ja, jeg måtte til læge. Tænkte at jeg ligeså godt kunne bruge min dyre forsikring. Snakkede med forsikringsfolk og læge i DK. Blev sendt til læge her. Motellet hjalp mig med at finde et sted uden venten. Kørte derhen. De ringede til forsikringen og lidt efter var jeg både vejet, målt, havde fået taget blodtryk og kigget i øret.
Penicillin, var dommen. Og mig der bare hader det skidt. Det tager jo et halvt Ã¥r for immunforsvaret at blive “normalt” igen. Lægen gav mig valget mellem at have ondt i øret eller at æde pillerne…. og sÃ¥ valgte jeg altsÃ¥ pillerne
Han kørte foresten selv mc, sÃ¥ han havde næsten mere travlt med det, end at fortælle hvad jeg skulle gøre med øret…men sød var han.
Forsikrings-folkene i DK var rigtig søde, hurtige og tjekkede endda om alt var i orden efter lægeturen. Sådan!!!!!!

SÃ¥ var det vist blevet tid til at se Grand Canyon. Nu havde jeg snart været hele vejen rundt om, og stadig ikke set “hullet”
Det var en lidt blandet oplevelse. Var godt nok blevet advaret hjemmefra, men tænkte at nu jeg var i nærheden……..
Fik den tredje-sidste plads på campingpladsen og kastede mig ud i det. Og sikke et syn.
  
Problemet er lidt at Grand Canyon bare er så stor, at man slet ikke rigtig kan fatte det, når man står oppe på kanten og glor ned. Tror man bliver nødt til at gå ned i bunden for helt at forstå det. Det vil nok være nemmere at fatte størrelsen, hvis man kan se op på skrænterne der rejser sig omkring en.
Blev dog enig med mig selv om, at jeg slet ikke er i form til en tur som den. Folk bliver reddet op derfra hele tiden, og jeg ville ikke være en af dem. Det er en lille spadseretur man ikke kan gøre på en dag. Folk dør ind imellem fordi de undervurderer turen.
Har forsøgt at tage et par billeder af stierne der føre ned i dybet…..og der er faktisk mennesker der gÃ¥r der….de er bare meget smÃ¥ og stort set umulige at se.
Læg lige mærke til husene pÃ¥ toppen pÃ¥ første billede, og tænk sÃ¥ pÃ¥ at det vel ikke engang er en tiendedel af stien ned i dybet, der er med pÃ¥ billedet. En pæn travetur mÃ¥ man sige. Gad godt at gÃ¥ ned…men op….aldrig i livet.
  
Kløften er 1,6 km dyb fra kant til bunden, hvor Colorado-floden løber. Fra de fleste steder kan man slet ikke se floden, da den gemmer sig i en smal kløft. Der er omkring 15 km over til den anden kant.

Har taget et par billeder med mennesker på, så man kan se bare lidt af størrelsesforholdene.
Drengene til højre sad helt ude pÃ¥ kanten og gloede ned i dybet. Jeg fik store sug i maven bare ved at stÃ¥ pÃ¥ kanten, selvom der var en “hylde” et par meter under mig. Var glad for at jeg ikke har højdeskræk, sÃ¥ havde jeg kravlet afsted pÃ¥ nogen af stierne, der løb helt ude langs kanten. Og der var bare laaaaangt ned. Ikke lige stedet at snuble i snørebÃ¥ndene.

Var gået glip af solnedgangen den første aften, da der var noget med et supermarked der lukkede. Så på anden-dagen var jeg forberedt med masser af vand og energibarer.
Tog pÃ¥ en lang gÃ¥tur op mod udsigts-punktet, der skulle have en fantastisk solnedgang. Efter en lille snak med en lokal, bestemte jeg mig dog for et sted lidt før. Han havde sagt at der ville være pakket med folk. Det er sÃ¥ det andet problem med stedet. Alt….alt for mange turister. Jeg stÃ¥r sgu lidt af nÃ¥r hovedsproget pludselig bliver tysk.
Havde heldigvis taget min I-Pod med, sÃ¥ jeg kunne sidde der pÃ¥ kanten, vende ryggen til menneske-masserne, høre storslÃ¥et musik der passede til stemningen og bare nyde udsigten….og det var en smuk solnedgang.
Der sker et eller andet i mig, nÃ¥r jeg er i selskab med sten der er sÃ¥ gamle som dem her. Det har taget floden millioner af Ã¥r, at skære sig ned gennem klippen. De nederste stenmasser er 1,6 mia Ã¥r gamle, de øverste 250 mio. Og sÃ¥ er jeg jo bare et hurtigt, ubetydeligt glimt i tiden….og det giver mig en underlig form for ro at tænke pÃ¥.

Da solen næsten var nede…og jeg for øvrigt frøs, efter at havde siddet stille i halvanden time….gik jeg de ca 700 meter op til det berømte udsigtspunkt….bussen gik derfra ned til campingen. Og hvor var jeg glad for at jeg havde valgt et andet sted. En kødrand af
mennesker stod med kameraerne foran ansigterne og ænsede ikke hvor smuk det egentlig var, i deres iver for at få det helt rigtige billede. Blitzene blinkede (og siden hvornår skal man bruge blitz for at fotografere en solnedgang????) og larmen fra 500 mennesker på få kvadratmeter var øredøvende. Øv hvor var det bare ikke fedt.
Ca to sekunder efter at solen var væk, kastede folk sig i kø for at komme med bussen. MÃ¥tte bare væk. Var sÃ¥ smart nok til at gÃ¥ ned til “mit” punkt og fÃ¥ en fredfyldt afslutning pÃ¥ forstillingen. Bussen stoppede der pÃ¥ vejen op til kødranden, sÃ¥ jeg slap for køen. Steg pÃ¥ bussen, fik en god plads, bankede hørebollerne godt fast og prøvede at glemme at jeg befandt mig i store turisthelvede.

Tog afsted næste morgen. Kunne dog ikke nære mig og svingede lige en tur forbi et andet udsigtspunkt østpÃ¥. Der kunne man bedre se floden og der var et fint tÃ¥rn at kravle op i. Men ellers var det jo “bare” den samme kæmpe kløft. PÃ¥ det sidste af de tre billeder, kan man se hvor fladt landskabet omkring er. Og fornemme hvor svært det er at se kløften, før man faktisk stÃ¥r pÃ¥ kanten.
    

Havde planlagt nogle grusveje på vej sydpå. Havde dog ikke kørt mere end 15 km, da der stod et skilt hvor der stod at vejen var lukket. Overvejede lige et øjeblik, men tænkte at det kunne jo bare være et hul i vejen, som jeg kunne snige mig udenom. Kørte i hvert fald videre.
Kom forbi et stort hvidt “party-telt” og en bil. En mand vinkede. Øv! Tænkte jeg. Nu skal jeg have skældud for at køre pÃ¥ en lukket vej. Vendte Smølfen og kørte hen til manden. Havde alle mulige undskyldninger klar, men Manuel…som han hed…ville egentlig bare vinke til mig. Jeg var det første menneske der passerede i en uge. Han var på kalkun-jagt. Inviterede mig ind pÃ¥ en kop vand, og det endte med at vi sad og snakkede i fire timer.
Han var pensioneret grænsebetjent og havde et par gode historier at fortælle. Ellers var vi omkring det meste. Os selv og vores historier, politik, immigration, jagt og en masse andet. Det var vældig interessant, men da solen begyndte at hænge lavt, måtte jeg videre. Han inviterede mig godt nok til at slå teltet op, men jeg havde set at vejret ikke ville blive for godt de næste par dage, så jeg kørte videre. Gps´en fik mig ført ud på noget der mest mindede om skovstier, men Smølfen og jeg morede os glimrende.
Endnu engang blev planen så lavet om undervejs. Kunne se at jeg ikke kunne nå mit oprindelige mål den dag, og satte i stedet kursen mod Flagstaff. Vidste at der var et hostel og dermed en seng.

Var rigtig sulten. Havde levet af dødssygt, men dyrt mad i Grand Canyon. Lige overfor hostellet lå der en thai-restaurant. Bestemte mig for at flotte mig lidt. Havde kun fået to bidder indenbords, da en mand ved nabobordet indledte en samtale. Det blev starten på en aften i byen med Larry og hans datter Nicole, som han var på besøg hos. Jeg endte middagen ved deres bord og bagefter gik vi på bar og spillede pool. Jeg sværger at jeg ikke har spillet i ti år, men der hænger åbenbart stadig lidt ved, efter de glade dage på Halmtorvet. De synes i hvert fald at jeg var en haj
Efter at have rendt rundt til ti forskellige lige døde barer….det var trods alt søndag….endte vi i 23-Ã¥rige Nicoles venners lejlighed. Der kunne Larry og jeg sÃ¥ sidde og føle os lidt gamle. Vennerne var en 19-20 Ã¥r gamle. Jeg kunne knapt forstÃ¥ hvad de talte om…sÃ¥ meget slang pÃ¥ sÃ¥ kort tid. Men det var nu sjovt alligevel. Et studie i hvad de “unge” taler om nu til dags. Havde helt glemt hvad man snakkede om i den alder

Var godt nok træt næste dag, men ville videre sydpÃ¥, og det viste sig at være en rigtig god ide, da jeg har set pÃ¥ Weather Channel, at det….meget usædvanligt for Ã¥rstiden…. sneede i Flagstaff den følgende dag.
Havde en slem modvind, og det kombineret med en lang tur op af bjerge….og mÃ¥ske glemte jeg ogsÃ¥ at tanke benzin nÃ¥r jeg kunne….betød at Smølfen pludselig ville pÃ¥ reserven. Ups!!!! Gps´en sagde laaang tid til næste tank. Kom endelig op pÃ¥ toppen af bjerget, slukkede for motoren og sejlede ned af bjerget i fri-gear for at spare benzin. Det var heldigvis en ret stejl vej. Kørte 60 km/t uden motoren tændt. HÃ¥bede pÃ¥ at der ville komme en tank….snart!!!! Kunne se at jeg pÃ¥ ingen mÃ¥de kunne nÃ¥ Payson. Synes egentlig bare at det var lidt sjovt og spændende, da jeg jo befandt mig pÃ¥ en vej, hvor der rent faktisk kørte biler og ikke ude i ingenting. Endelig efter en masse benzin-besparende krumspring kom der en lille by. Stoppede og spurgte efter en tank. Du skal bare lige op af den der bakke og sÃ¥ to miles, var svaret. Fedt! Jeg vred hanen i bund og da jeg nÃ¥ede toppen af bakken, drog jeg alligevel et lettelsens suk.
Den var hjemme. Skulle så ikke stå der midt på vejen og lege dum blondine
Husk det nu Anja……Never pass gas!!!!!!!!!!!!!!

Da jeg kom til Payson, begyndte det at tordne og styrte ned. Den første regn siden et par små-dryp i Boise. Fik et motel-rum i en fart, ville skrive lidt, men nettet var bare langsomt. Det tog ti minutter at åbne en side, så jeg måtte opgive at underholde jer.
Næste morgen pissede det stadig ned og var koldt, men jeg gad bare ikke at sidde der uden net. SÃ¥ jeg iførte mig skiundertøj og det vandtætte tøj. Hamrede afsted pÃ¥ en highway for at slippe væk fra de sorte skyer. Op af et bjerg….og da jeg kørte ned pÃ¥ den anden side, blev det varmt og tørt. Landskabet ændrede sig fuldstændigt. Pludselig var der 3-4 meter høje kaktus overalt. SÃ¥dan nogle rigtige cowboyfilm nogen.

Måtte ind på en p-plads og smide noget af klunset. Var startet dagen i 10 grader og nu var det med et slag blevet 25 grader. Har befundet mig mellem 1500 og 2400 højdemeter siden Boise. Nu var jeg for første gang siden L.A. nede under 500 meter. Det kunne i den grad mærkes på vejret.

Havde en mission. Skulle ind til Phoenix efter en ny holder til gps´en…den gamle er raslet fra hinanden. Mit bagdæk trængte ogsÃ¥ til en udskiftning.
Blev bekræftet i hvorfor jeg holder mig lang væk fra storbyerne. Travle, trælse mennesker.
Ingen holder til Gps´en pÃ¥ hylderne…det ville tage tre uger at fÃ¥ den hjem. Videre til en mc-biks. Ingen bagdæk der passede Smølfen. Fandt dog endelig en en venlig mand..Aron.. i den anden biks jeg var inde i. Han ringede rundt til gud og hver mand og fandt endelig et dæk i en anden forretning. Sendte mig derhen. Havde ikke lyst til at ligge og rode med mine dækjern, sÃ¥ jeg havde ligesom besluttet at fÃ¥ professionelle til at ordne det. De havde sÃ¥ bare ikke tid før om tre dage. Og ikke pÃ¥ vilkÃ¥r, at jeg ville bruge mere tid end højest nødvendigt i Phoenix. De var forøvrigt ikke særlig hjælpsomme. MÃ¥tte hen i en anden biks for at købe noget at spænde dækket fast med oven pÃ¥ alt oppakningen. Ikke sÃ¥ meget som et stykke snor tilbød de mig. Tænkte pÃ¥ Søborg Mc derhjemme. De havde helt hundrede hjulpet en rejsende med et dækskifte pÃ¥ stedet. Det tager jo ikke 15 minutter, hvis man har det rigtige værktøj….og ved hvad man laver.
Skred ud af byen i lettere dÃ¥rligt humør. Kørte ovenikøbet lige mod nogle meget sorte skyer. Aron havde ringet til en ven med mc-biks i byen Globe, angÃ¥ende dækket, og havde sagt at jeg skulle hilse hvis jeg kom der forbi. Aha…tænkte jeg sÃ¥. Han har mÃ¥ske tid til at sætte et dæk pÃ¥ og satte gps´en til at finde Globe. Har sat den til ikke at køre pÃ¥ motorvej, men tænkte ikke videre over hvilken vej den sendte mig. Kørte bare. I starten en rigtig kedelig vej. Men sÃ¥ snævrede den ind og blev til den smalleste snoede bjergvej. Rigtige fede hÃ¥rnÃ¥lesving. Kunne se at det regnede rundt om mig, men jeg kørte stadig i sol mellem de sorte skyer. Holdt ind pÃ¥ en p-plads med udsigt over en sø. Ville lige vente lidt, da de sÃ¥ ud til at regne lidt længere fremme. En fyr pÃ¥ en KLR svingede ind pÃ¥ parkeringen. Havde fÃ¥et øje pÃ¥ mine sidetasker…og alt det andet gear jeg slæber rundt pÃ¥. Det endte med en times snak og udveksling af e-mails.
Kørte videre…og sÃ¥ kom overraskelsen, skiltet med “asfalten ender” De smÃ¥ hÃ¥rnÃ¥lesving fortsatte, men nu med grus. Det var et fantastisk omrÃ¥de. Helt anderledes end noget andet jeg har set. Sad faktisk og tænkte…Grand Canyon go home…da jeg kørte ned i en
stor slugt. Ved godt at det slet ikke kan sammenlignes, men det her var for fedt. Ingen mennesker, smuk natur og grusvej.
PÃ¥ billede nummer to kan man lige ane vejen, hvis man kigger midt pÃ¥ kaktussen. Der er ligesom en streg til venstre….det er vejen. Havde lyst til at tage billeder hele tiden, men kameraet ligger jo i topboksen, og sad ligsom et dæk spændt fast henover det hele. SÃ¥ det blev kun til at par enkelte pics.
   

I dag har jeg så fået nyt bagdæk på hos Rick i Globe. Han har en lille mc-biks med ham og bare en ansat ude i butikken. Jeg måtte være tilstede i værkstedet og han så hele cyklen efter. Helt modsat hvad jeg har oplevet de store steder. Fedt!!!!
Der er lidt større knopper på mit nye dæk, så Smølfen kan næsten ikke vente med at komme ud på grus og prøve det af.
Køre videre mod øst i morgen. Planen hedder den Mexicanske Golf….men man kan jo aldrig vide……..

Havde set i en brochure et sted, at der ville være et bil-løb på Route 66 i weekenden. Tænkte at jeg ville se hvad det var for noget, nu jeg var i nærheden.

Kørte mod Seligman, mens jeg prøvede at følge 66`eren. Ikke helt nemt da landevejen ind imellem bliver til motorvej. Den nægtede jeg at køre pÃ¥. Fandt en vej pÃ¥ gps´en der løb ved siden af motorvejen. Ok…lidt kedeligt, men bedre en ingenting, tænkte jeg. Og sÃ¥ forvandlede den sig til den dejligste grusvej, der førte mig gennem en lidt Sverige-agtig skov med store nÃ¥letræer. Solen skinnede fra en skyfri og jeg kom hurtigt i frigear, da der stod en “bambi” midt pÃ¥ vejen og gloede pÃ¥ mig. Han hoppede ind i skoven og jeg kom snart efter ud til motorvejen igen. En ny omvej blev opfundet. Denne gang endte jeg langs nogle togskinner i ret dybe skærver. Sendte lige en en tak til Tenereklubben for turene pÃ¥ skærver i Sverige og satte farten lidt op. Vejen drejede ind i skoven igen og blev til hÃ¥rdt pakket grus med store udvaskninger. Jeg stÃ¥r ikke ret meget op nÃ¥r jeg køre, men her var der intet valg. Og hvor jeg dog bare elskede Smølfen. Den er bare sÃ¥ nem at rive rundt i sÃ¥dan noget…selv med alt braset bagpÃ¥. Op og ned…igen og igen, og da jeg endte ude pÃ¥ 66´eren igen var det med et kæmpe grin i hjelmen.

Kørte ind i Seligman, som var fyldt med biler i alle afskygninger. Svingede ind pÃ¥ en p-plads, hvor der stod en flok bikere og en masse biler. Bikerne værdigede mig ikke et blik, sÃ¥ jeg udsÃ¥ mig et par ældre mænd, der sad i deres medbragte stole og sÃ¥ pÃ¥ bilerne der kørte langsom forbi. Hej…Hvad gÃ¥r det her egentlig ud pÃ¥, spurgte jeg. Og det var starten pÃ¥ et hyggeligt bekendskab med en flok nye mennesker.
Buck og Arnold forklarede at det var 20. gang at der blev holdt Fun Run. Her fredag, ville folk bare køre op og ned af hovedgaden og vise øserne frem. Drikke lidt øl og høre musik. Lørdag morgen ville gaden være fyldt helt op af biler, som man kunne beundre til starten gik klokken ti. Så ville man køre til Kingman og glo mere på øserne. Selve løbet var så ikke det interessante. Hovedattraktionen var vist mest at sparke dæk, snakke om bilerne og med hinanden.
De kørte selv i Bucks Ford pickup fra 1952. Det er Buck med Stetson hatten, Arnold med biker-skægget og smadderkassen er Forden.
  
Nå, kunne jo ikke slå lejr der på p-pladsen, så jeg kørte ud på campingpladsen og smækkede teltet op. Gik den ene mile tilbage til byen og så på ufattelig mange fede og sjove biler.
  
  
Endte henne hos Buck og Arnold igen. Blev præsenteret for deres venner….Heather, Tim, Jeff og at par stykker jeg ikke kan huske navnene pÃ¥. De bød mig velkommen i flokken og vi snakkede om biler og selvfølgelig om mig, Smølfen og DK. FÃ¥r godt nok en masse respekt for at tage pÃ¥ den her tur alene. Som Heather sagde…Ingen jeg kender kunne finde pÃ¥ at gøre noget lignende, tanken falder dem simpelhen ikke ind.
Var igen faldet over de helt rigtige mennesker at hænge ud med. De var bare sÃ¥ søde og venlige mod mig. Stod der pÃ¥ et gadehjørne midt i alle bilerne og blev sÃ¥ glad indeni, over at der findes sÃ¥ mange dejlige mennesker her i verden….og at jeg fÃ¥r lov til at møde sÃ¥ mange af dem.

Solen gik ned og det begyndte at blive koldt, sÃ¥ jeg ville trave ud til teltet og fÃ¥ skiftet sandalerne ud. Heather var der straks…jeg kører dig da, der er jo langt..øh, ja…hele 1,6 km..det samme som Strøget derhjemme. De kan bare ikke gÃ¥ her i landet

Og som sagt, sÃ¥ gjort. Da vi kom tilbage var det bar-tid. Vi gik pÃ¥ Black Cat Bar og drak nogle øl. Masser af mennesker. Cowboys i ternede skjorter og cowboyhatte…og de var den rigtige slags, arbejdede på en ranch og ikke bare nogen der gik med hatten. Wannabe bikere med bandanas, der bare var pÃ¥ søndagstur. Havde set den ægte slags tidligere pÃ¥ dagen….de sÃ¥ pænt hidsige ud, så dem skulle jeg i hvert fald ikke lege med. Fik de største grineflip bare ved at se pÃ¥ den flok mennesker der var samlet. Og ønskede sÃ¥ meget at man kunne tage billeder bare ved at blinke med øjnene.
Min første rigtige bartur herovre. Så fedt at være sammen med nogen. Synes at det bliver lige en tand for inviterende, hvis jeg hænger rundt på barer alene. Heather mente da også at en af de der wannabees havde et godt øje til mig

Vågnede klokken syv, skyndte mig at pakke det hele, så jeg kunne komme ind og kigge inden de kørte allesammen. Og hold da op hvor var der meget at se på.
  
  

De laver de her mini-campingvogne, der bare har det hele. Den brune var meget speciel. Alting matchede og var meget flot lavet. De var god nok små og søde. Folk brugte dem faktisk til at tage på weekend i. I kan se at de har alt fra køkken over gevær til model biler.
  
   
 

Jeg så også en af mine drømmebiler i levende live for første gang. En Viper. Har være vild med den øse i lang tid. Ud over at den har et sted mellem 500 og 700 heste, er den altså bare for pæn:-)

Hvis man ikke er millionær, kan man nøjes med at købe en Cobra i samlesæt. Så den her flotte røde en.
  

Klokken halv ti erklærede Buck at nu var det tid til at komme afsted. Øhh…var det ikke først klokken ti spurgte jeg. Jo, men topfarten for Forden er kun 70 km i timen, sÃ¥ vi starter lidt før, grinede Buck. Du køre da ogsÃ¥ med ikke?
Jeg var jo ikke meldt til løbet, men det betød Ã¥benbart ikke sÃ¥ meget. Det er jo offentlig vej, sÃ¥ ingen kan forbyde dig at køre der, som de sagde. Heather og hendes far kørte i en gigantisk autocamper og havde da tænk sig at køre mellem alle de smarte biler. Ok…løbet handlede om at hædre Route 66 og sÃ¥ var det ligemeget hvad du kørte i…eller pÃ¥. Hvis man lod sig registrere og betalte 50$ fik man t-shirts og nummerplade, men ellers var der frit slag.
Jeg havde egentlig tænkt mig at vente til de allesammen var kørt, men jeg hoppede på cyklen, kørte af bagveje op foran, nød synet af de mange flotte biler der kørte forbi. Og da trafikken begyndte at glide lidt bedre, kørte jeg ind i kortegen. Grinede lidt for mig selv. Jeg var pludselig blevet deltager i Fun Run 2008.

Hele vejen mod Kingman, ca 100 km, holdt der fede biler i hver en lille flække. Folk holdt picnic i vejkanten og vinkede til deltagerne. Buck havde sagt at de holdt ind i Hackberry, så det gjorde jeg også. Der var Musik, mad og en masse sparken dæk. Og så de her to rigtig fine Corvetter.
Det lykkedes hele flokken at mødes, selvom vi kørte i vidt forskellige køretøjer. Fik en sodavand og trillede videre mod Kingman. De andre lidt før mig. Der var rigtig varmt, så jeg havde smidt alt mc-gearet og det tager jo lidt tid at få det på igen. Kørte med god fart, og så var der pludselig kø. Flækkede af grin da det gik op for mig, at det var den langsomme Ford med Buck og Arnold, der bare tullede afsted med sine 70 km/t.

Kingman var et kaos af biler. Fandt et motel tæt ved det hele, fik smidt mc-klunset og gik endnu en gang ud mellem alle køretøjerne.
Faldt over Heather og hendes far.
 
Heldigt, for han var en guldgrube af viden om gamle biler. Arbejder et sted hvor de restaurerer dem. Så det var sjovt at få en guidet tur
  

  
Grisene er malingen på en dør.

Henad aften, tog vi….Buck, Arnold, Heather og hendes far….de andre var kørt hjem….ud for at spise. Fik sagt farvel og tak til Buck og Arnold og derefter kørt til motel-døren i gigantisk autocamper. Og ja, den var pÃ¥ størrelse med min lejlighed.
Tog afsked med Heather og hendes far, med en stÃ¥ende invitation til at besøge dem i Californien nÃ¥r jeg kommer forbi….og det gør jeg nok nÃ¥r jeg skal videre til Mexico i sensommeren. Glæder mig allerede.
Efter en fed weekend kunne jeg kun sige

Havde jo egentlig en plan om at køre til Grand Canyon, men sÃ¥ pÃ¥ kortet at jeg jo var lige pÃ¥ kanten af Navajo Nation. Et Indianer reservat….. Det var alligevel for spændende. Kunne jo altid lige tage en rundtur og se pÃ¥ sagerne, og sÃ¥ se Grand Canyon senere. MÃ¥ jo ogsÃ¥ leve op til mit motto om at have en plan til jeg ændre den
Vejret er forøvrigt skodagtigt stort set alle andre steder, end her omkring. Er jo lidt på vej mod Sydstaterne, men der har været nogle heftige storme i Texas, og det regner hele tiden ovre østpå. Så jeg hænger lidt ud her i Arizona og omegn, og håber på at vejret snart bliver mere normalt for årstiden.

Tog en bagvej fra Page, med retning mod Monument Valley. 
Fandt ud af pÃ¥ den hÃ¥rde mÃ¥de, at de sÃ¥ ikke har sÃ¥ meget grus her i Navajo Nation, det er sand….meget sand. Kom vel halvanden mile ind af en af sandvejene, men opgav da jeg ikke turde køre hurtig nok til at forcere sanddynerne. Blandingen af glatte klipper og dybt sand var alligevel for meget for en overlæsset Smølf og kyllingen her.
Det skulle vist ovenikøbet forestille at være en slags “rigtig” vej mellem to byen. Men de køre selvfølgelig ogsÃ¥ i 4-hjulstrækkere her.
 
Fandt en anden grusagtig vej, der var noget mere min stil. Kun de sædvanlige små sandhuller ind imellem. Så det var mere til at holde ud. Når jeg møder folk ude der i ingenting ser de først lidt forbavsende ud, så smiler de fleste og hilser pænt. Tror at turisterne vist mest bliver ude på highwayen
 

Endte igen på asfalten og så endnu et skilt hvor der stod National Monument. Det var jo en succes sidste gang jeg bare kørte efter skiltet, så det gjorde jeg igen. De kunne nu godt skrive hvad skiltene dækker over, så man ikke skal helt ind i besøgscentret for at finde ud af det.
Det her var en ruin fra da Anasazierne levede her. Det er vel omtrent amerikas svar pÃ¥ stenalderfolk. De byggede deres hjem i naturlige “grotter” som dem i ser pÃ¥ billederne. I kan se de smÃ¥ huse, der er meget velbevarede pga af det tørre klima og sÃ¥ at de jo ligger i læ der inde under “halvtaget”
 
De var faktisk meget sofistikerede. Husene er laver af sandsten der er skåret ud af klippen, sand og træ. De byggede kun på sydvendte klippesider, da solen så var varmekilde om vinteren. Husene ligger temmelig højt oppe. Det har været totalt besværligt at transportere folk og ting op af klippesiden. De brugte stiger eller huggede trin ind i klippesiden. Ruinen kunne ses fra et udsigtspunkt efter en lille travetur, på et par km, mellem sjove træer.
    
Kom tilbage til p-pladsen, efter en par kilometers travetur i alt for varme støvler. Bællede en masse vand. Har haft lidt problemer med at huske at drikke nok, men er ved at fÃ¥ fod pÃ¥ det. Er jo stadig i ørkenlandskab. Her er bare sÃ¥ tørt. Har ikke set skyggen af dug og luftfugtigheden ligger omkring de 10%. Har aldrig i mit liv brugt sÃ¥ meget fugtighedscreme. Tager nærmest bad i det. Tror at jeg har brugt mere her, end de sidste tyve Ã¥r i DK. Det hjælper lidt, men min hud føles nu stadig som en indtørret rosin det meste af tiden. Har faktisk præsteret at smøre hÃ¥ndcreme….det klistrede stads… i ansigtet, sÃ¥dan bare i desperation.

Havde spurgt efter priser pÃ¥ motelrum pÃ¥ vejen. Ã…rrrhhh hvor var det dyrt. Mere end dobblet sÃ¥ meget som “normalt” Det skulle senere vise sig at alt i Navajo Nation var dyrt. Tror de tager hævn for deres tabte land, ved at rippe turisterne. Og jeg kan vel egentlig godt forstÃ¥ dem. SÃ¥ den stod altsÃ¥ pÃ¥ telt.

På p-pladsen stod der en Harley og holdt Smølfen ved selskab. Ejermanden dukkede op og viste sig at være fra Schweiz. Gregor havde et par ugers ferie og var på en rundtur fra Californien. Han fortalte at campingpladsen ved Monument Valley, som jeg havde tænkt mig at overnatte på, var lukket. Nærmeste camping var her. Det var til gengæld gratis, men der var heller ikke andet end toiletter og koldt vand. Vi blev enige om at det kunne være hyggeligt med selskab og knaldede teltene op ved siden af hinanden.
Aftensmaden bestod af hvad vi nu havde. Jeg var mere velforsynet end ham. Har jo altid lidt forskelligt, hvis jeg skulle strande ude i ingenting. En dåse suppe, kiks og et æble. Han havde en energibar og en lille pose saltede nødder. Vi delte det hele. Gregor fik den varme suppe hældt op i dåsen igen, da han hverken havde ske eller tallerken. Men vi blev mætte
og havde det vældig hyggeligt. Det var fedt at snakke med en europæer om amerikanerne. Vi havde jo det samme udgangspunkt. Kunne blive helt enige om hvornår vi synes at de var skøre herovre og hvad der bare var for mærkeligt. Det var også godt at få prøvet alt camping-gearet af. Har en lille slange til at hæve benzin fra Smølfen til primussen. Det virkede som det skulle, det samme gjorde alt det andet
SÃ¥ solnedgangen fra klippesiden og klokken otte var det ved at blive mørkt. Da solen gik ned blev det rigtig koldt. Nat-temperatuen ville blive pÃ¥ et par minusgrader. Vi gik ned til udsigtspunktet igen…bare for at holde varmen. Ravede tilbage i bælgmørke, men stjernehimlen var fantastisk. Tror aldrig at jeg har set sÃ¥ mange stjerner pÃ¥ en gang. Ville ønske at jeg kendte flere stjernebilleder end tre…..og sÃ¥ Nordstjernen selvfølgelig.
Krøb i posen iført skiundertøj, men måtte snart erkende at der skulle mere til at holde varmen. Fik foret fra mc-klunset på og så gik det bedre.

Da jeg vÃ¥gnede var Gregor allerede klar til at køre. Vi skulle godt nok samme sted hen, men da vejen gennem Monument Valley er grus, ville han tage pÃ¥ en jeeptur for at skÃ¥ne Harleyen og jeg ville køre selv. Vi sagde farvel og jeg pakkede færdig i Anja-tempo….langsomt. Det er alligevel død-koldt at køre alt for tidligt.
Snuppede også lige et par grusveje på vejen derud

I Monument Valley er Moder Natur for alvor gået amok. På grund af århundredes erosion står de her kæmpe sten-dimser og knejser midt i alt det flade. Et virkeligt smukt syn.
Der går en 17 miles grusvej rundt mellem kæmperne, der er flere hundrede meter høje.  Bilerne havde en del besvær med vejen og jeg hyggede mig for vildt, da jeg bare høvlede hen over det hele.
Der er ikke så meget at sige. Billederne taler vist for sig selv. Også selvom det selvfølgelig var meget mere fantastisk i virkeligheden. Læg mærke til de små legetøjs-biler på de første billeder, så får man en fornemmelse af størrelsesforholdene.
  
  
  
Da jeg kom op til besøgscentret igen, var det med et stort smil i hjelmen.
Faldt i snak med en af guiderne. Han er Navajo og hedder Jimmy. Vi sad faktisk længe og snakkede om alt muligt.
Det viste sig at den grusvej jeg havde tænkt mig at tage til næste stop, gik gennem hans hjemby. Han synes det var vældig sjovt, at jeg kørte steder som det. SÃ¥ ville jeg ogsÃ¥ opleve mere, som han sagde…..og ja, det har han jo sÃ¥ evigt ret i.
Han spiller fløjte og hev straks et par fløjter frem sÃ¥ jeg kunne se. Han inviterede mig til at besøge ham i landsbyen næste dag. Han skulle spille til at eller andet arrangement og jeg skulle bare møde op klokken tre. Ok…sagde jeg og anede ikke helt hvad det var jeg sagde ja til…men chancen for at hænge ud med indianerne, kunne jeg bare ikke sige nej til.

Kørte på meget vaskebræts-agtige grusveje forbi Chilchinbito, Jimmys landsby, og videre til Chinle, hvor den nærmeste campingplads lå. Den lå godt nok små 100 km fra Chilchinbito, men det er så ingen afstand i det her land. Man kører da rask væk 100 km bare for at sige hej.

Sov endnu en meget kold nat væk. Ville bruge formiddagen på at servicere Smølfen. Kæden skulle strammes og der var andre småting der skulle ordnes. Ville også pakke ned og slæbe det hele med. Man ved jo aldrig hvad der sker. Måske stod den på overnatning i landsbyen????
Faldt i snak med Diane og Craig. De kører rundt i deres meget proppede bil og samler krystaller. Det er en helt almindelige øse, selv efter danske standarder. De bor i den…og i telt selvfølgelig. De var smadder søde. Gav mig en krystal. Den skulle hjælpe mig til at læse folk bedre, sÃ¥ jeg ikke fÃ¥r rodet mig ud i noget snavs. HÃ¥ber at den virker
MÃ¥tte sige farvel og komme afsted, men mÃ¥ske blev det et pÃ¥ gensyn, da de ville blive der et par dage og jeg sikkert ville ende der igen pÃ¥ et eller andet tidspunkt efter Jimmy-tingen. Campingpladsen lÃ¥ lige klods op af endnu en Canyon jeg mÃ¥tte se….og var forøvrigt den eneste de næste mange kilometer.

Drønede de 100 km til Chilchinbito. Skulle mødes med Jimmy på skolen. Han spiller sammen med sin svoger, der spiller guitar. Troede at jeg var sent på den, men de sad bare og øvede og gjorde klar.
  
  
Arrangementet skulle forgå i skolens lille bibliotek. Der var masser af bøger om indiansk kultur. Jeg nulrede lidt rundt og så på det hele.
Det viste sig så at være en re-union for en klasse, der havde gået på skolen for et par år siden. Det var så lidt underligt at være med til. Fik da sagt goddag til de unge mennesker og vist hvor DK ligger på en globus, men jeg synes nu at det var deres dag og holdt mig pænt i baggrunden. Tror også at de synes at det var mærkeligt at jeg var der. Det hjalp dog lidt at der også var forældre og små søskende tilstede.
Der blev vist billeder fra da de var små, spillet musik, spist mad og holdt taler.
Jeg kom i snak med en skoleinspektør fra en anden skole. Hun var oprindeligt fra landsbyen, og var pÃ¥ besøg hos familien. …og sÃ¥ er man Ã¥benbart inviteret til dagens arrangement. De er sÃ¥ stort set allesammen i familie med hinanden kunne jeg forstÃ¥. Vi fik en lille snak om at prøve at bevare kulturen ved at undervise i navajo-sproget og legenderne. Det gÃ¥r fint i de smÃ¥ klasser, men efter hvad der svarer til 9. hos os, skal de til en større by for at fortsætte i skole. De bliver store teenagere og sÃ¥ sker der pludselig andre ting. De gÃ¥r i hængerøvsbukser, omvendte kasketter og Pantera t-shirts. De smÃ¥ piger der rendte rundt, havde dog stadig det traditionelle Navajo-hÃ¥rbÃ¥nd pÃ¥.

Snakkede ogsÃ¥ lidt med svogeren. Han er billedkunstner. Han syntes vist lidt, at det hele gik af h…… til. Snakkede om racisme. Om at blive stoppet hele tiden af politiet uden at have gjort noget. Om udbredt druk blandt indianerne. Det er godt nok forbudt at købe alkohol i Navajo Nation, men sÃ¥ kører man da bare til grænsen.
Om at medicinmændene ikke kunne samle helbredende urter der hvor de plejer og hvor urterne gror, da det er blevet forbudt område pga. en mine.
Om ikke at have andre muligheder rent økonomisk, end at blive her i reservatet og få det bedste ud af det. Arbejdsløsheden er vist temmlig høj.
Han mente at de blev nødt til at stå mere sammen og ikke glemme deres kultur. Ellers ville det hele blive endnu mere forfærdelig.
Og jeg føler med ham. Det er som om han er fanget mellem medicinmænd og højteknologi.
Han sidder der og er rytmesektion for traditionel indiansk fløjtemusik, men i pausen fik vi lige lidt Led Zeppelin og på hans kasket stod der Hendrix.
Du skal bo her mindst fem Ã¥r, før du kender og forstÃ¥r os…sagde han. Og han har sikkert helt ret, for jeg har rigtig svært ved at gennemskue dem. De er pÃ¥ den ene side rigtig søde, venlige og imødekommende mennesker, men jeg har bare den her fornemmelse af, at jeg ikke har set det hele….at der forgÃ¥r en masse som udenforstÃ¥ende ikke fÃ¥r at se. Det er som om de er lidt sky, men jeg er jo ogsÃ¥…næsten…hvid
Aner selvfølgelig ikke hvad der forgÃ¥r i de smÃ¥ hjem, og sÃ¥ bliver det jo altid lidt turist-agtigt. SÃ¥ jeg ved jo faktisk ingenting….som han jo ogsÃ¥ sagde.

Efter 3 timer var det slut og jeg begav mig tilbage til campingpladsen ved Chinle. Blev modtaget af Diane og Craig.  Vi snakkede til sent og de bød på morgenmad næste dag.  
Toast og havregrød. Det der havregrød kommer i smÃ¥ praktiske poser, med forskellig smag. Man skal bare hælde mælk eller vand pÃ¥. Hældte indholdet ud pÃ¥ tallerkenen, og ca halvdelen var sukker. Uff….hvor har de bare sÃ¥ meget dÃ¥rlig mad her. Alt er med kunstig smag og et helvede af sukker. Men ned røg det.
De er et sjovt par. Meget hjælpsomme og flinke. Jeg har på fornemmelsen at de næsten ikke har til salt til et æg. Aner simpelthen ikke hvad de lever af. Diane har 6 voksne børn og er på 3. ægteskab. Blev gift første gang som 17-årig. Craig har arbejdet med fly, men blev syg, så mon ikke han får lidt håndøre i pension. En for mig total underlig måde at leve på, men de virkede nu ok med det.

Tog pÃ¥ en turist-tur i “bil” og med guide, ind i Canyon de Chelly. Man kunne ikke køre selv, og jeg gad ikke se endnu et sted fra toppen af en klippe.
Vi kørte i floden og op og ned af sandbankerne. Blev bumpet godt rundt, da jeg sad bagerst. Det var pænt svært at fotografere mens vi kørte, men det lykkedes da ind imellem. Turen var på 3,5 time, så jeg var godt mør i kadaveret da den var overstået
  
Canyon de Chelly er nogle store kløfter, der er skåret ud i landskabet af vand gennem millioner af år. Nogle steder er klippevæggene 300 meter høje.
Der har levet mennesker her i fem tusinde Ã¥r. Så jeg så flere af de der Anasazi-ruiner og en del “hulemalerier” Det er stadig ufatteligt, hvordan de har fÃ¥et slæbt alting op i den højde. Malerier og ruiner er fra omkring Ã¥r nul. De byggede sgu bedre dengang end de gør nu her i landet. Intet der bliver bygget nu holder mere end 20 Ã¥r.
   
  
I dag lever der stadig folk i dalen. Nu er det sÃ¥ Navajoer der har deres “sommerhuse” her. De holder kvæg og dyrker forskellige afgrøder. Fedt sted. Kunne ogsÃ¥ godt tænke mig et lille skur her. Læ, sol, vand og et must med en 4-hjulstrækker for at komme frem.
 

Ville så egentlig videre til Grand Canyon, men igen drønede jeg bare forbi. Denne gang var det dog fordi jeg bare var træt i hovedet, beskidt og vinden blæste op igen. Ville bare have et motelrum, et langt bad og internet! Orkede ikke at forholde mig til mere. Så jeg kørte til Flagstaff og bookede et motelrum på Route 66, der løber lige igennem byen. Det var for dyrt i nærheden af GC, og Diane og Craig havde fortalt at prisene var mere rimelige her, så derfor blev det Flagstaff. 
I går lavede jeg så absolut ingenting. Surfede på nettet, Skypede et par timer og gloede fjernsyn. Var kun uden for mit værelse for at gå en kort aftentur. Gad bare ikke snakke med nogen. Skulle lige have en pause. Det bliver rimeligt intenst ind imellem med alle de nye mennesker og steder.
I dag er der lidt mere go i mig. Har tulret rundt og set pÃ¥ byen. Pudset støvler…de var ved at krakelere. Vasket. Hængt pÃ¥ en hyggelig cafe, skrevet pÃ¥ bloggen og andre praktiske ting.

Gad vide om det nogensinde lykkes mig at få set det der store hul i jorden, de kalder Grand Canyon