Casa del Bibi

Skrevet af anja den 13. oktober, 2008

Allerede på vej ud af La Paz kunne jeg mærke forskellen på at rejse alene eller sammen med nogen.
Da jeg holdt ind for at tanke, overfaldt folk mig nærmest med spørgsmål. Da jeg var sammen med Peter, var det mest ham de talte til. Mexico er jo macho-kultur, og jeg blev vist mest anset som påhæng til manden.
Jeg har fået lært at fortælle på spansk, at jeg er fra Danmark, har rejst i 6 måneder i USA, er på vej til en ven i Cabo og rejser alene.
Det hjælper jo også en del, at det bliver gentaget… meget ;-)
På et tidspunkt havde jeg fire tankpassere til at glo på min gps. Kunne ikke helt fatte hvad det var de sagde, men de så ud som om de aldrig havde set sådan en fætter før. De vidste hvad det var, men virkede stadig meget imponerede.

Trillede ud på vejen. Tjekkede gps´en. Kun 180 km til Cabo.
Ha… A walk in the park!!! Det bliver en dejlig kort og let dag, tænkte jeg. Fem minutter efter stod det så bare ned i stænger!!!!
Troede faktisk, at jeg havde lært ikke at bruge sådan nogle sætninger. Har da efterhånden lært ikke at sige, Nu kan det ikke blive værre. Den sidste gang jeg brugte den sætning, var da jeg sad på min mc i Tyskland i øsende regnvejr…to minutter efter begyndte det at hagle!!

Overvejede at holde ind og finde det vandtætte kluns frem. Gad ikke rigtigt. Det var jo dejlig varmt og jeg var nærmest gennemblødt allerede….og så var der jo ikke så langt.
Mit tempo faldt drastisk. Kunne ikke se ret meget. Der lå meget vand på vejen. Og så ved man sgu aldrig om der pludselig er et kæmpe hul, vejen er væk eller andre spændende forhindringer.
Jeg slog min indre automatpilot til og forberedte mig på bare at få det overstået. Kom til at se at gps´en havde beregnet en ny rute. Nu var der pludselig 250 km til Cabo??!! Øv!! havde misset en frakørsel….. For syv km siden!!!!
Fik vendt Smølfen og kørte tilbage igen. Ikke så smart i det her vejr. Endnu mindre smart, da jeg var så “heldig” at lande bag to store lastbiler, da jeg så endelig ramte den rigtige vej. Kunne ikke overhale.. Dels fordi der var vejarbejde, så vejen var meget smal. Dels fordi jeg simpelthen ikke kunne se en disse, for alt det vand lastbilen foran mig slyngede op i fjæset af mig. Da han så pludselig svingede over i modsatte bane for at komme uden om en dyb sø af en vandpyt i højre side af vejen, satte jeg farten ned og lod ham komme så langt væk, at jeg kom fri af hans vandpjaskeri. Overhalingen måtte vist vente til senere.

Regnen gik efterhånden over i drypperi, vejarbejdet var endelig væk, så jeg fik passeret lastbilerne. Endelig lidt fart på foretagenet….. For en tid.
Endte bag en masse biler, der kørte frygteligt langsomt. Kunne se at der var et par lastbiler mere oppe foran. Bandede samtlige lastbilchaufføre langt væk. Kunne de ikke have valgt et andet tidspunkt til at køre søndagskørsel på. Måtte dog sluge mine grimme tanker, da det gik op for mig, at det var en personbil der lå forrest i køen.
Hold da op hvor kørte han langsomt! Fattede ikke hvorfor de ikke bare overhalede ham. Der var vel 15 biler og 2 lastbiler foran mig, der skulle forbi ham først. Da det endelig blev min tur til at overhale søndagsbillisten, gik det op for mig hvorfor det havde taget folk en evighed at komme forbi. Manden var jo totalt stiv!! Han slingrede rundt i begge vejbaner. Jeg måtte sidde og vente på det helt rigtige øjeblik, hvor han var på vej over mod højre grøft, og så høvle forbi ham. De var to i øsen, og sad og fægtede med en tequilaflaske. Damn, de var stegte. Havde sikkert drukket igennem siden festen aftenen før. Ikke noget under at det havde taget både biler og lastbilerne så lang tid at komme forbi. Det er jo lidt nemmere på en Smølf ;-)
Bad til at de ville ende i grøften, før de ramte en sagesløs modkørende.

Kom igennem et par byer, hvor vandet stod højt i sidegaderne. Skulle selv igennem mindre søer, men de ikke-asfalterede sidegader, var bare et mudder-kaos. Ja nogen steder var det bare en kæmpe sø.
Er begyndt at fatte at vejret altså er en pænt stor faktor heromkring. Man kan ikke bare regne med, at vejen nødvendigvis er der hvor den plejer at være efter et regnskyl.

Kun 40 km til Cabo. Regnen var nu holdt helt op, og jeg var næsten tør igen. Vejen løb langs Stillehavskysten og udsigten var smuk. Masser af trafik, men det var jo også helligdag, så folk skulle vel på familiebesøg.
Kørte ind i Cabo og prøvede at huske hvad det var der stod i Bibi og Chris vejbeskrivelse. Rundt om selve byen på en slags omfartsvej. Mange af de rigtigt grimme topes..vejbump. De grimmeste er de her.
Cabo San Lucas 210.jpg Et smalt mc-hjul kan næsten være der, men også kun næsten. Når der så er to eller tre rækker af dem, glider man bare rundt på dem. Nogle gange er de så høje at jeg synes jeg kan høre fælgen banke imod. Normalt vil jeg bare give noget gas og flyve henover, men den der fælg-mod-metal-lyd holder godt nok farten nede.
Hvilken vej var det så jeg skulle. Noget med at passere Walmart og Costco. Kunne ikke se Walmart, men jeg kom forbi en Costco, så jeg regnede med at det var rigtigt. Cabo Bello som Bibsen bor i, skulle ligge lige overfor Homedepot. Der var den. Øv!!
Cabo San Lucas 218.jpg Jeg var i den forkerte bane, så jeg røg forbi. Chris havde da godt nok skrevet noget om at være i den rigtige bane, men det er altså svært at forstille sig, at de havde lavet det så dumt. Måtte vende et sted…..men der var bare ingen steder!! Vejen er hermetisk lukket midtpå, på nær lige nogle få broer. Og den nærmeste var lukket, da den havde været skvattet sammen pga regn. Måtte en del kilometer ud for at vende, og så havde jeg jo det samme problem da jeg passerede Cabo Bello i den anden retning. Vende igen. Og endelig holdt jeg ved vagterne der passer på stedet.
Cabo San Lucas 219.jpg Cabo San Lucas 221.jpg 
Bibi havde sagt at jeg bare skulle give dem noget ID, så ville de lukke mig ind. Fint nok, som sagt så gjort. Jeg var inde. Nu skulle jeg bare lige finde deres hus.
Første gang jeg kørte en runde, var rent efter hukommelse. Det gik ikke så godt. Tilbage hos vagterne, måtte jeg hive computeren frem og læse vejbeskrivelsen en gang til. Jamen det var jo den vej jeg havde kørt…nårhhh…til venstre der. Rundt igen…uden at finde noget!!!! Tilbage til vagterne. Fik dem til at ringe til Bibi, men ingen svarede. Fik noget adresse noget hevet frem. Vagterne viste mig vejen på et kort. Men der havde jeg da lige kørt!!! På den igen. Var på vej op af en lidt stejl vej, da jeg hørte Chris råbe efter mig. Så du ikke Dannebrog?? Opdagede et fint dannebrog der var plantet i en blomsterpotte og fnisede lidt. Havde vist haft for travlt med at finde rundt i den labyrint de kalder Cabo Bello.
Kom af Smølfen og fik sagt pænt goddag. Ind i den frelsende aircon og flå mc-klunset af.
Cabo San Lucas 179.jpgBlev installeret i mit helt eget værelse, med tilhørende badeværelse. Hvad mere kan man forlange??!!
Elskede det lille skilt der var klistret på min dør. Følte mig så velkommen. Så kom Bibi stormende ind af døren. Hun havde været på arbejde, men havde ringet tilbage til vagterne, så hun vidste at jeg var ankommet.
Hun nærmest hoppede op og ned af glæde.

Efter vi begge var faldet lidt ned efter ankomsten. Gik vi ned for at få en dukkert.
Hvad tager det??……Vel tre minutter at gå ned til en lille privat strand der hører til området her.
Cabo San Lucas 002.jpg Cabo San Lucas 004.jpg Cabo San Lucas 005.jpg 
Den er ikke så stor, men hold da op hvor er vandet lækkert!! Og så er der stor set ikke et øje. Der har kun været en smule run på i weekenderne. Ellers er der normalt kun et par stykker. Det har stort set været mit vågne-ritual hver dag. Op, i bikinien og så ned og køle af i havet.
Og så blev der ellers snakket tøse-snak til den store guldmedalje. Var så heldig at ramme Cabo, lige hvor Bibi havde en af sine sjældne dobbelt fridage.
Det har været rigtig dejligt at snakke dansk. Vi startede begge ud, med ikke altid at kunne finde alle de danske ord, men det er altså blevet bedre siden…Vi har også øvet os meget!!!!
Jeg har altid syntes, at danskere der lever i udlandet og ikke helt kan huske deres danske, er nogle krukker. Som om de prøver at spille lidt smarte.
Jeg må så med skam meddele, at det kommer man altså til, når man har snakket engelsk længe nok. Pludselig kunne jeg ikke huske hvad en forskærm hedder på dansk….. Jeg måtte faktisk spørge min far :-) Og det er ikke det eneste eksempel.
Nå men efter tre uger her i Cabo, er både sproget og verdenssituationen blevet sat på plads.

Mest af alt har jeg bare slappet af. Har siddet på Smølfen to gange siden jeg ankom. Den ene gang for at købe et kort, den anden for at fylde benzin på. Det har været så fedt ikke at skulle nogen steder. Havde glædet mig så meget til ikke at skulle pakke mine ting ud og ind hele tiden. Have et hjem!!!
Her startede ud med at være alt for varmt til at rende rundt på sightseeing, så det har jeg heller ikke gjort. Bibi havde også alle de her forslag til alt det vi skulle. Hun ville jo så gerne gøre alt muligt godt for mig, men det gik ret hurtigt op for hende, at jeg altså havde oplevet så meget, at det jeg trængte til, var IKKE at opleve noget. Få lov til at kede mig lidt og blive klar til næste omgang oplevelses overload på Smølfen.
Så jeg har holdt ferie!!….I Casa del Bibi…..
Cabo San Lucas 160.jpg Cabo San Lucas 175.jpg Cabo San Lucas 178.jpg
Cabo San Lucas 166.jpg Cabo San Lucas 171.jpg Cabo San Lucas 170.jpg
Man bliver jo umiddelbart lidt imponeret over poolen. På denne årstid bliver den så ikke lige brugt til at svømme i, men som vandforsyning. De dage hvor vandforsyningen fra byen ikke virker, og dem er der en del af, bruger vi vandet fra poolen. Det er det der bliver badet og vasket op i. Så går man rundt og holder øje med om der er by-vand, så man kan fylde poolen op igen.
Jeg ventede et par dage med at vaske tøj, da jeg helst ikke ville bruge poolvandet, der er jo en del klor i. Der kom så ikke rigtig noget by-vand, men til gengæld en lastbil med vand der fyldte poolen op. Så kunne jeg lige nå at vaske inden der blev hældt alt for mange kemikalier i. 
Man kan jo heldigvis hoppe i havet, hvis man ikke gider at vaske hår i klorvand.*

Hver gang der er en af de her spændende “udfordringer” siger Bibi bare “Velkommen til min verden.
Det var også den sætning der lå lige for, da airconen på mit værelse valgte at dø dagen efter jeg ankommet, og det tog 14 dage at få den repareret. Her i Mexico bliver der så sandelig ikke redet den dag man sadler. Ved ikke hvor mange gange i de to uger, reperationsmanden sagde, jeg skal lige hente en reservedel, jeg er tilbage om 5 minutter….og næste gang man så ham, var to dage efter.
En af de lokale jokes er - Hvad er den travleste dag i Mexico…….Mañana (i morgen)

Lidt forskelligt har jeg da lavet.
Vi tog på stranden, hvor Bibi og jeg badede og hang ud mens Chris surfede.
Cabo San Lucas 011.jpg Cabo San Lucas 009.jpg Cabo San Lucas 022.jpg
En anden dag mens Bibi var på arbejde…og det er hun stort set hver dag…Tog Chris mig med på en af de fedeste strande. Hvid lækker sandstrand så langt øjet rakte.
Cabo San Lucas 036.jpgGik en lang tur langs stranden og samlede skaller, badede i det fantastiske vand og fik sol nok til et par dage :-)
Turen hjem blev lidt mere spændende end vi havde planlagt. Vi havde kørt et godt stykke i dybt sand, for at nå ud til det fede sted. Da vi skulle hjem, måtte bilen arbejde hårdt for at få os ud af sandet. Den blev varm…rigtig varm!!! Instrumentbrættet lyste op som et overpyntet juletræ, og Chris satte farten op, dels for ikke at stå ude midt i ingenting med en overophedet øse, dels for at prøve at luftkøle den lidt.
Cabo San Lucas 039.jpgSå der blev kørt pænt stærkt på den meget hullede og sandede vej.
Hvis vi ikke havde været så bange for at bilen brød sammen, havde køreturen været fantastisk sjov. Det gik over stok og sten.
Da vi kom ud til “civilisationen” igen, fik bilen et tiltrængt hvil, og vi kunne køre hjem uden en større eksplosion.

Et par dage efter, ville Bibi og jeg køre ind til byen, men øsen var
Cabo San Lucas 043.jpgtotalt død. Som i kan se, legede Bibi mekaniker, men der måtte altså en rigtig mekaniker til at fikse den. Et eller andet i startermotoren lugtede og så meget brændt ud.
Heldigvis har de en god mekaniker, der ikke tog så lang tid som aircon-fyren om at få noget lavet ;-)

Har som sagt været nede på Playa del Bibi, stort set hver dag. Har været meget fascineret af bølgerne. Der er for det meste godt med smæk på, men nogle gange er det så også nærmest som en sø. Man bader så inde i en lille bugt, så man ligger lidt i læ. Og det er jo dejligt når det ser sådan her ud.
Cabo San Lucas 027.jpgHar haft et lille fiskeproblem. Alle de fine små fisk, synes åbenbart at jeg smager godt, da de har det med at bide mig. Har snakket med forskellige mennesker på stranden, og ingen andre end mig, har været udsat for så stor interesse fra fiskenes side. De flokkes om mig. Så meget, at en amerikansk dame, godt kunne se at der var noget mærkeligt ved det. Hmmmm………Gad vide om jeg lugter!!!
Har jo ligesom været i  bad ;-)
Cabo San Lucas 054.jpg 

Bibi og Chris blev skulle til en fødselsdag, og jeg blev inviteret med. Den skulle foregå på en stor båd, så jeg glædede mig som et lille barn. Tænk at se kysten fra en helt anden vinkel.
Chris havde fortalt hvor stor båden var og vist billeder, men jeg blev da godt nok pænt imponeret da vi kravlede ombord.
Cabo San Lucas 061.jpgFolk var smadder flinke og jeg følte mig meget velkommen. Vi var vel en 30-40 stykker.
Efter lidt venten i havnen, satte vi kurs langs kysten. Båden er lavet til fiskeri, derfor det høje tårn. Jeg sad deroppe på næsten hele turen ud. Fantastisk udsigt og lidt vind der kunne køle mig ned. Fik udpeget Cabo Bello hvor vi bor, stranden hvor Chris friede til Bibi og andre interessante steder.
Cabo San Lucas 065.jpg Cabo San Lucas 066.jpg Cabo San Lucas 072.jpg
Cabo San Lucas 076.jpg Cabo San Lucas 079.jpg Cabo San Lucas 083.jpg
Cabo San Lucas 084.jpgFremme ved vores bestemmelsessted, en hyggelig bugt, blev der kastet anker. De have nærmest ikke fået det i vandet, før Bibi og jeg var hoppet i. Nøjjjj…Hvor var det fedt. Vi lå bare der og flød rundt, mens musikken bankede ud over vandet. Der blev også serveret lidt mad til den fri bar.
De næste par timer gik med snak, vandpjask, udspring og snorkling.
Nu skulle mit kamara have den endeligt vandtætheds-test. Havde lavet en prøve hjemme i håndvasken, men aldrig svømmet med det før.
Snoren rundt om halsen, og så hen mod kanten. Stop, var der en der råbte, du har glemt dit kamera. Hø hø, det er altså vandtæt…håber jeg. Hoppede i og legede rundt med Bibi. Det var så heldigvis vandtæt :-)
Cabo San Lucas 087.jpg Cabo San Lucas 086.jpg Cabo San Lucas 090.jpg  
Der blev hygget og leget til lidt før solnedgang, så blev ankeret hevet op og kusen sat mod Cabo san Lucas igen. Tredje billede er Bibi med fødselaren.
Cabo San Lucas 096.jpg Cabo San Lucas 100.jpg Cabo San Lucas 102.jpg
Cabo San Lucas 108.jpg Cabo San Lucas 110.jpg 
Cabo San Lucas 109.jpg Cabo San Lucas 115.jpg Cabo San Lucas 120.jpg
Vi fortsatte på bar, der så senere blev til flere. Tror vi var hjemme ved fem-tiden. Det havde været en alletiders dag. Min første rigtige millionær-oplevelse på hele turen ;-)

Bibi og jeg har også været et smut i Cabo san Jose og nulre rundt. Det er en hyggelig by. Vi travede lidt rundt, men der var en orkan på vej, så luftfugtigheden fik mig nærmest til at gå bagover. Fik dog set lidt butikker og gallerier, inden jeg måtte overgive mig og drikke en kølig øl foran en vifte.
Cabo San Lucas 202.jpg Cabo San Lucas 205.jpg Cabo San Lucas 206.jpg
Cabo San Lucas 201.jpg
Vi har været på flere udflugter end det.
Fået shoppet i Walmart efter en sol-kjole til mig. Det er jo ikke lige det man har flest af på en mc.
Hængt ud på flere strande.
Været ude at spise. Lækre krabber…Ummmmm

Jeg havde bestemt at jeg ville afsted til et motorcykel-træf ovre på Mexicos fastland. Det er d. 18 oktober. Ville afsted en uge før, så jeg kunne være der i god tid, men mine planer blev som sædvanlig spoleret. Denne gang af Norbert….Som er en orkan.
Vi havde fulgt den i dagevis, mens den blev større og større ude i Stillehavet. En overgang var den helt oppe som en kategori 4!!! Til sammenligning var Katrina kun en kategori 3 da den ramte New Orleans. Alle forudsigelser holdt på at Norbert ville ramme Baja på et tidspunkt. Men hvor????
Skulle jeg bare komme afsted eller skulle jeg vente og se hvad der skete??
På den ene side kunne jeg måske slippe afsted før den ødelagde for mange veje, men kunne så også være så uheldig at den indhentede mig. Ikke fedt at stå der på en øde bjergvej, med mudderskred eller andet trælst. På den anden side kunne jeg jo være så heldig at opleve en tropisk orkan i forholdsvis sikre omgivelser……Og jeg er jo lidt skør med vildt vejr….eller måske bare skør ;-)

Blev enig med mig selv om at blive. Nok det mest sikre. Kunne også høre på familie og venner at de synes at det var den bedste ide.
Vi begyndte så småt at forberede os. Fik købt ekstra vand og tjekket om vi nu også havde stearinlys.
Cabo San Lucas 225.jpgJeg fik smølfen ind i en tom lejlighed, så den stod sikkert.
Var konstant på nettet for at tjekke hvordan Norbert nu så ud. Hvor stor var den, var den på vej hertil og hvad sagde advarslerne.
Det så godt nok ud som om den ville sejle lige forbi Cabo og gå i land et andet sted, men man kan aldrig vide hvordan naturen vil opføre sig. Vi fik lidt regn om natten, men ikke meget.
Havet var allerede ved at være lidt oprørt og vinden var taget til. Ikke noget særligt, men man kunne alligevel godt føle at der var noget på vej.
Jeg heppede på at det ville blive et direkte hit med en kategori 2. Der var ikke mange andre end Chris der var enige i det synspunkt.
Cabo San Lucas 232.jpg Cabo San Lucas 231.jpg Cabo San Lucas 234.jpg
Luftfugtigheden blev rigtig høj og skyerne blev sådan nogle forrevne nogle, der drønede lynhurtigt hen over himlen. 
Nu var det bare at vente. Jeg var godt nok spændt!!!
Så var Norbert en 3´er, en 1´er…..for så at gå i land i Baja som en kategori 2. Bare ikke her!!!!

Hold da op hvor var jeg skuffet. Vidste selvfølgelig godt at den ville gå i land 300 km herfra, men havde altså håbet på noget mere!!!
Havde endda sat vækkeuret til midt om natten. Jeg skulle i hvertfald ikke gå glip af noget. Øv altså!! Ikke mere end en god dansk efterårsstorm kunne den præstere. Det blæste godt fra fredag aften og hele lørdagen, men da jeg stod op søndag morgen var det til mild vind og blå himmel.
Cabo San Lucas 233.jpgVi havde de vildeste farver ved solnedgang lørdag.

Er godt klar over hvad Norbert har gjort der hvor den gik i land. Folk er blevet evakueret pga oversvømmelse og selvfølgelig vinden. Jeg er selv kørt forbi det sted. Der er fladt!!! Ikke så meget som en lille bakketop er der at gemme sig bag. Også et, for mig at se, fattigt sted. Så husene er nok ikke bygget så solidt som her. Der bor så heldigvis ikke så mange mennesker derude.
Det værste for mig, er næsten at Norbert stadig var en kategori 1 orkan, da den ramte fastlandet. Jeg skal nemlig køre den vej om et par dage. Har ingen anelse om, hvor meget skade den har gjort på vejnettet. Der er én vej til Creel, hvor jeg skal hen. Har jo set hvor slemt det stod til på vejene ned til Cabo en uge efter at en almindelig stor storm havde ramt. Der er jo kommet en del vand ned fra oven, så selv store veje kan være skyllet væk. Håber det bedste, ellers må jeg jo vende om.

Forlader som sagt de trygge omgivelser her i Cabo om et par dage.
Jeg er meget spændt på hvad der venter mig i det “rigtige” Mexico. Synes ikke helt at Baja falder indenfor den kategori, her er de alt for vant til turister.
Det bliver MEGET spændende at se hvordan vejsituationen er. Hvad Creel og træffet byder på. Håber jo meget at møde en masse flinke folk, der selv har kørt rundt i Mexico og Mellem Amerika. Få nogle gode råd, så jeg kan lave en slags plan for min videre færd.
Ved der kommer en masse fra USA, men også en del mexicanere.
Mødte faktisk et par fyre her forleden. Vi kom i kontakt over ADV, ville mødes og måske følges til Creel. Det var først da jeg ringede fyren op, at det gik op for ham at jeg var en pige. Han og vennen var meget imponerede!!
Vi mødtes på en bar og så måtte jeg svare på alle mulige spørgsmål. De drømmer nemlig om at tage turen hele vejen til Chile, men det er kun blevet ved snakken.
De har lidt problemer med at få den ene cykel med til fastlandet pga nogle mærkelige importregler, så måske kommer de slet ikke afsted. Måske gør de, og så har de tilbudt mig et lift i bil, med Smølf på trailer. Se det kunne jo være smart pga vejsituationen, men de vil afsted meget sent på ugen, og det er jeg ikke sikker på at jeg tør vente på. Hvad hvis de lige pludselig ikke kommer afsted, så står jeg der med håret i postkassen.
Så jeg tror at jeg køre selv….men lad os nu se……

Har været rigtig glad for at få en pause fra køreriet, og så i godt selskab :-)
Det trængte jeg til!!
Men nu er det vist på tide at få lettet måsen fra fifaen og komme ud og få en på opleveren igen.

Baja…og min canadiske rejsekammerat

Skrevet af anja den 30. september, 2008

Da jeg var færdig med at glo ud over vandet, ved min ankomst til San Felipe, var det vist på tide at finde logi for natten. Fik endelig taget mig sammen. Op på Smølfen og ud på den evige jagt efter et sikkert og billigt hotel.
Jeg krydsede en gade, og hvad var det? Var det ikke en anden mc med ligeså meget oppakning som mig. Jeg kørte i en ensrettet gade, så jeg måtte lige en tur rundt om blokken. Regnede med, at hvis det også var en der lige var ankommet, ville han havne nede på strandpromenaden. Det er åbenbart et eller andet instinkt i os, vi går efter vandet.
Og ganske rigtig. Der holdt han. Det var helt tydeligt en anden motorcykelrejsende. Kørte hen og parkerede ved siden af, smed hjelmen og sagde hej.

Peter var fra Canada og var kommet fra Ensenada på vestkysten. Vi snakkede selvfølgelig lidt om vores ture og jeg trængte rigtig meget til en at dele min lettere uheldige ørkenoplevelse med, så det var bare dejligt med en der forstod mig.
Efter en del snak, blev vi enige om at finde et hotel og dele et værelse, for at spare lidt penge.
San Felipe 030.jpgJeg var stadig ikke rigtig på toppen. Havde da godt nok fået indhaleret noget vand, men synes at jeg kunne huske noget om, at når man er dehydreret, skal man også have forskellige salte. Fik gravet min medicinpose frem og fundet en pose med noget salt-dims, som jeg havde fra en tur til Indien. Der havde vist været noget med noget diarre, hvor man jo også taber væske ;-)
Fik drukket det, men det tog sgu noget tid at blive helt normal igen. Faktisk et par dage. Det var ret mærkeligt, så havde jeg det fint, og så pludselig var jeg helt nede igen. Sådan skiftede det lidt de næste dage. 
Det viste sig så, at det er så varmt i San Felipe, at selv de lokale går rundt og drikker det her væske de kalder elektrolyt. Det er vand med alle de nødvendige salte og mineraler i…..ja og så en eller anden rigtig grim smag. Det blev der også drukket en del af de næste par dage.
Og der var varmt!!!! Og fugtigt!!!!! Selvom man bare sad helt stille på en stol, løb sveden bare af en. Peter og jeg var meget glade for airconen på værelset.
San Felipe 033.jpgDet var smadder hyggeligt pludselig at have en at spise sine måltider med. Vi havde jo begge oplevet en masse, så der blev fortalt røverhistorier til den store guldmedalje.
Han havde ikke været på farten så længe som mig i denne omgang, men til gengæld havde han rejst meget mere i sit liv end jeg har. Så der var jo mange spændende historier der skulle udveksles.

Da vi kom hjem opdagede Peter, at hans motor var smurt ind i noget underligt væske.
San Felipe 049.jpgDet viste sig at være køleren der var læk. Han brugte noget tid på at snakke med mekanikere i området, men måtte indse at der skulle en hel ny køler på og reservedele ikke lige var det der var mest af i Mexico.

Vi havde begge haft kig på en grusvej der ville korte ca. 300 km af turen sydpå og sikkert ville være en del mere spændende end hovedvejen. Det er jo sådan at der EN vej fra nord til syd i Baja. Den er 1700 km, så jeg regnede med at den ville jeg sikkert hurtigt få nok af. Så et lille grus-eventyr ville være godt.
Meeen jeg var sgu blevet lidt loren ved hele det der ørken-cirkus. Vidste jo ikke rigtig hvad der var derude. Og så var varmen og luft-fugtigheden ikke rigtig min kop the.
Fik snakket med en lokal om grusvejen og hun frarådede mig meget at tage den. Dels fordi der havde været meget regn og vejen sikkert ville være i pænt dårligt stand…læs skyllet væk. Dels fordi det var lavsæson, så de steder jeg regnede med at kunne få mad, logi og brændstof måske var lukkede. Så man kunne rigtig strande derude. I sæsonen, intet problem, men nu….Nej!!!
Så jeg måtte bide i det sure, og tage den lange vej.
Det betød at jeg nærmest skulle køre tilbage igen. Skulle nordvest og over til Ensenada på Stillehavs-siden. Nå…de par hundrede kilometers omvej betød jo ikke så meget, når jeg nu allerede har siddet på Smølfen mere end 25000 km :-)

Peters plan blev selvfølgelig ødelagt af køleren, så han måtte også tilbage til Ensenada, ja faktisk skulle han helt tilbage til Escondido i USA for at få en ny køler. Så vi blev enige om at følges. Han tabte jo en del vand når han kørte, så det var rart ikke at stå der alene, hvis skidtet nu brændte helt sammen.
San Felipe 008.jpgVi stod tidligt op for at undgå den værste hede, var på vej inden klokken syv, men så snart solen stod op, kunne man nærmest fornemme temperaturen stige for hvert minut. Nå det var kun de første 40-50 km, så ville vi komme op i højderne.
Kom til det første militære checkpoint…og trillede nærmest lige igennem. De synes åbenbart ikke vi lignede narkosmuglere.

San Felipe 005.jpg San Felipe 036.jpg San Felipe 040.jpg                                                                              

 

 

 

Jeg havde slæbt ret meget vand med. Gæt hvorfor :-) Og Peter så det som den helt store anledning til at mobbe mig. Han havde jo kørt turen før, og viste godt at den slet ikke var så øde, som den vej der havde ført mig til San Felipe.

San Felipe 047.jpgDer var kun 250 km til Ensenada, men vi måtte jo tage den med ro og holde en del pauser pga .Peters køler. Hvis han gav for meget gas, kunne jeg nærmest se en sky af kølervæske oversprøjte hans støvler.
Efter at vi var kommer op på bjergplateauet, blev temperaturen mere behaglig. Omgivelserne blev smukkere. Der var marker med vin og grøntsager. I det hele taget var naturen en del mere venlig end hvad jeg havde set hidtil i Mexico.
San Felipe 042.jpg San Felipe 045.jpg San Felipe 016.jpg
Kom op over den sidste top og kunne se Ensenada og Stillehavet i det fjerne. Stillehavs-siden er en del køligere end Sea of Cortez siden, hvor vi kom fra. Det kunne allerede mærkes. Selv om vi kørte ned fra højderne gennem ufatteligt mange hårnålesving, blev der ved med at være en behagelig temperatur. Hvor var det skønt. Ikke mere storsveden i køre-outfittet.

Da vi kørte ind mod Ensenada, blev jeg overrasket over hvor stor en by det egentlig er. Der bor så også knapt en halv million mennesker.
Jeg fulgte efter Peter gennem den tætte trafik, han havde jo været her før. Og endte så udenfor Starbucks. Havde lige glemt, at jeg nu rejste med en kaffenarkoman. Vi fik en bid brød og fik tjekket hondaen. Der var lidt lavvandet i kølervæsken. Ikke kritisk, men stadig trælst og usikkert.
Blev enige om at jeg skulle finde logi, så hondaen kunne hvile sig imens. Det virkede som om at den var ok når vi kørte, men kunne slet ikke lide bykørsel. Så blev den varm og smed rundt med vand til alle sider.
Drønede lidt rundt og så på udpinte hoteller. Kom så forbi et pænt udseende et i “turistgaden” Gad nærmest ikke engang og gå ind og spørge, for det så dyrt ud, men tog mig sammen. Hmmm…ikke særlig dyrt og det så godt ud. Der var “næsten” trådløst
San Felipe 064.jpg internet, de snakkede engelsk og cyklerne stod sikkert bag en aflåst port. Ned på Starbucks og hente Peter.
Her er der ikke noget med enkelt eller dobbeltværelse. Det koster det samme, lige meget om man er en eller to, så vi blev enige om at dele igen. Peter have ovenikøbet et rabatkort der virkede her, så vi var svært tilfredse da vi vandrede ud for at spise…..Rejer masser af rejer…..

Peter tog afsted mod USA og hans nye køler tidligt næste morgen. Han regnede med at være tilbage samme aften, der var jo ikke mere end 110 km til grænsen. Vi havde mere eller mindre aftalt at følges videre ned af Baja-halvøen, så jeg havde en hel dag til at få ordnet lidt forskelligt. Ville have stængerne vokset, var jo på vej på badeferie nede hos Bibi, så jeg synes at jeg trængte til at føle mig lidt feminin. Pigen der stod for voksningen havde så gode hænder, at jeg lige måtte lægge en fodmassage oveni. Var fuldstændig salig, da jeg trådte ud i solen igen.

Jeg havde også en anden, og nok mere vigtig, ting jeg skulle have ordnet.
Mit fordæk var ved at være slidt ned. Kunne ikke helt forstå det. Da jeg havde tjekket det hos Matt, havde det set ret godt ud. Det var som om, knopperne nærmest var forsvundet på én dag. Ok, det havde ikke været helt nyt, men jeg troede at det kunne holde lidt længere end det. Måske havde varmen slået det helt ihjel. Havde jo skiftet bagdækket hos Matt, så det var ok, så det var bare fordækket.
Havde hørt rygter om, at det kunne vær svært at finde dæk i Mexico, så jeg bandede lidt over, at jeg ikke havde været smart nok til bare at få et nyt på, og ikke prøve på at spare sådan et dumt sted.

Snakkede lidt med manden i receptionen. Han sendte mig til byens eneste Honda-forhandler. De havde ikke det jeg skulle bruge, kun alt for meget gadedæk eller alt for meget knopdæk. Jeg vil jo gerne havde noget der kan bruges til begge dele og ikke forsvinder i løbet af tre dage. Og da de ikke snakkede engelsk, var der ikke så meget hjælp at hente der.
Hjem til receptionisten igen. Han sende mig i en ny retning.
Kom til den mindste mc-biks jeg nogensinde havde set. Fyren der snakkede heller ikke engelsk, men hentede straks en nabo der gjorde. Efter en masse telefonopringninger, måtte de desværre fortælle at de ikke havde noget der passede på Smølfen. Men de var så flinke at sende mig videre til konkurrenten. Og der var jeg så forholdsvis heldig. De havde et dæk. Ikke lige det jeg havde ønsket mig, men det kunne bruges. Og så var det ovenikøbet meget billigere end det Honda-biksen kunne præstere.
Kiggede endnu engang på mit slidte dæk. Det kunne vist ikke holde de 1700 km. til Cabo, og hvem sagde forøvrigt at jeg kunne købe noget som helst der?? På med det, fik jeg forklaret dem på mit fornemste skraldespansk.
San Felipe 057.jpg San Felipe 058.jpg San Felipe 059.jpg
De var smadder søde. Gutten der fiksede det var ikke så snakkesalig, men det var hans makker. Tror det var den første rigtige samtale jeg har haft på spansk. Fik da forklaret hvor jeg var fra, at jeg havde rejst i USA i seks måneder, at Smølfen var en god cykel og hvor jeg skulle hen. Vi fik grinet en del, mens jeg holdt skarpt øje med hvad han lavede på Smølfen. Men fyren var meget prof, så der var ikke noget at komme efter. Bliver vel altid lidt nervøs, når man ser en masse gammelt bras samlet i værkstedet….Men jeg får sgu da også repareret mine knallerter derhjemme, sådan et sted ;-)
Da jeg kørte derfra, var jeg ret lettet over, at det ikke havde været mere besværligt. Måske var Mexico ikke så ulands-agtigt, som en masse folk havde prøvet at bilde mig ind.

Ensenada 004.jpg

Gik en tur på havnen. Der lå et par kæmpe krydstogtskibe. Det var “shipday” Så vælter det ind med amerikanske krydstogtturister, der høvler rundt på shopping. De invaderer byen fra tidlig morgen, men er heldigvis væk igen først på aftenen.
Både Peter og jeg havde været ret imponerede over det kæmpe store mexicanske flag på den største flagstang jeg nogensinde har set. Prøv lige at se det “lillebitte” krydstogtskib og hestevognen i forhold til flagstangen. Overvejede om vi ikke skulle knalde et kæmpestort dannebrog op ved indsejlingen til Københavns havn. Det ville se ret flot ud.

Jeg havde brugt resten af dagen på at få skrevet på bloggen, men da solen gik ned og Peter stadig ikke var tilbage, begyndte jeg at blive lidt bekymret. Vi have ikke udvekslet e-mails og jeg har ikke en telefon, så vi kunne ikke kontakte hinanden. Turen fra grænsen til Ensenada, skulle være der hvor der sker flest overfald på turister. Han havde jo altså også det der kølerproblem, måske var Hondaen simpelthen eksploderet på vejen op.
Det var ret sært at sidde der og være lidt urolig over en, som jeg havde kendt i tre dage.
Gad ikke rigtig at hidse mig op. Det kunne jo være hvad som helst. Måske ville han blive i USA for natten, jeg anede det ikke. Ventede alligevel med at gå ud og spise til ved otte-tiden. Lagde en seddel om hvor jeg var og skred.
Da jeg lige havde slugt den sidste bid, dukkede han op. Den nye køler var først kommet til værkstedet klokken fire, så han havde haft lange overvejelser om hvorvidt han skulle fortsætte i mørke eller blive i Staterne og sove. Kunne godt se efter at have taget turen i mørke, at det måske ikke var det smarteste han havde gjort, men han havde jo overlevet.

Blev enige om at blive næste dag, da jeg ikke var færdig med blog-tingen og han ikke rigtig gad at sidde på cyklen igen. Så det blev bare store skrivedag og almindelig hygge.
Vi havde talt med en fyr dagen før, der havde fortalt at der var live musik på et af spillestederne i byen. Så vi skulle naturligvis lige forbi og høre hvad det var. Det var en lidt sjov oplevelse. De var ret gode, men det føltes alligevel lidt som om de bare havde gang i en almindelig øveaften. Pauserne mellem numrene, som var meget lange, blev brugt til at finde ud af hvad de nu skulle spille og råbe lidt til de få publikummer der var. Men det var sgu hyggeligt nok!!

Peter havde snakket om at han gerne ville nå til La Paz, som ligger 180 km fra Cabo og Casa del Bibi & Chris, inden den mexicanske uafhængighedsdag. Han regnede med at det ville være der, der var mest gang i fejringen. Jeg var helt med på ideen. Havde jo fejret den amerikanske uafhængighedsdag lang ude i skoven, hvor der hverken var fest eller fyrværkeri, så det her kunne jo blive sjovt. Ville jo også gerne ned til Bibi og holde “ferie”
Det betød så at vi skulle køre ca. 1400 km. på 4 dage. Jeg havde ingen problemer med det. Har jo haft længere dage på Smølfen end det. Så jeg var klar.
Jeg havde sådan lidt i hemmelighed lagt en plan for turen nedover. Kigget på hvor der var overnatning og benzin. Ville rigtig gerne være så langt fra østkysten som muligt, der er jo varmt!! Og da vejen krydser lidt frem og tilbage over halvøen, skulle der planlægges lidt.
Den første dag ville ikke være på mere end 270 km. Peter synes det var for lidt, så vi blev enige om bare at køre og se hvor langt vi nåede.
Det skulle så senere vise sig at mine planlægnings-evner, ikke var helt hen i vejret.

Turen fra Ensenada til El Rosario var temmelig ensformig. En laaaang lige vej uden ret meget at se på.
Jeg kedede mig bravt, men jeg kan flygte op i mit hovede. Tænke på hvad jeg vil købe hvis jeg vinder i lotto, hvordan mit drømmehus ser ud og andet helt skørt og dagdrømmer-agtigt.
Hvis jeg keder mig nok, begynder jeg at synge. Sidder der og skråler inde i hjelmen. Lige den dag ville Frank Zappa have været “stolt” da det var en meget skinger version af Flakes der poppede op i min hjerne.
Efter at have været i Staterne, elsker jeg bare det her stykke af teksten:

All what we got here’s
American made
It’s a little bit cheesey,
But it’s nicely displayed

Mange af de huse de bygger, er jo nærmest lavet af karton. Det ser vældigt pænt ud, men holder vist ikke til så meget. Forstår godt hvorfor alt bliver blæst væk når der kommer en storm. Faktisk bygger de mere solidt her i Mexico. I sten og ikke små træpinde. Det er da lidt underligt.
Som Bibi sagde en dag; Nogen skulle fortælle dem historien om de tre små grise.

Jeg bliver ikke træt i hovedet når jeg kører på motorcykel. I en bil falder jeg i søvn efter 3 timer, men på mc kan jeg blive ved i dagevis. Min krop gør muligvis ondt, men jeg er aldrig ved at falde i søvn. Det var Peter så!! Vi måtte indlægge nogle -ryge for mig og vågne for ham- pauser. Han falder simpelthen i søvn når vejen ikke snor sig nok.

Det var stadig ret sært at skulle følges med en anden. Har været så vant til at gøre hvad jeg havde lyst til, når jeg havde lyst til det. Nu skulle jeg pludselig stoppe og spise fordi en anden var sulten. Blev faktisk lidt irriteret, da han drejede fra mod en restaurant, men faldt dog helt ned igen da jeg så det hyggelige sted.
El Rosario - Guerrero Negro 036.jpg El Rosario - Guerrero Negro 035.jpg El Rosario - Guerrero Negro 088.jpg
God mad og god pause. Har nok ikke været alt for god til at holde en god frokost. Det har tit bare været nogle nødder eller noget hurtigt. Men det er jo heller ikke så spændende at sidde og spise alene.
Vi fandt også hurtigt en arbejdsfordeling på vejen. Jeg trak på de lange lige stræk, så kunne han bare hænge på og prøve at holde sig vågen. Han trak i bjergene. Han kører på en 650cc, og er en bedre kører end mig, så han skulle have lov at give den lidt gas i hårnålene uden at jeg holdt i vejen.

Da vi trillede ind i El Rosario, tog vi lige en runde i byen for at tjekke moteller ud. Der var 3 og en vej, hovedvejen!!!
Midt i byen var de ved at sætte et cirkustelt op. Foran en vogn lå en død hest. Ingen så ud til at bekymre sig synderligt om det. Da vi stoppede og havde en chance for at tale sammen, blev vi enige om, at Mexico godt nok var anderledes end hvad vi var vant til.
Vi valgte det motel der så hyggeligst ud, flyttede ind og fik et bad.
Peter synes altså at det med hesten var for underligt, så vi besluttede at gå en tur gennem byen for at tjekke det der cirkus ud. Da vi kom derned var den døde hest væk. Den havde så i mellemtiden forvandlet sig til en dromedar. Bæstet havde ligget sådan at den seriøst lignede en død hest. Det Peter havde troet var bæ der løb bagud af det døde dyr, var så en hale. Vi hulkede af grin, mens vi flygtede fra en meget arrig gås, der vist
El Rosario - Guerrero Negro 092.jpgogså optrådte i cirkusset.  
Gik tilbage for at få lidt aftensmad. Specialiteten var krabbe-burritos. Det røg vi begge på. Hold da op hvor var det godt. Restauranten var fyldt med billeder fra Baja 1000 løbet. Det er et ørken-rally der køres hvert år her i Baja, og da det vidste sig at tjeneren havde deltaget otte gang, gik Peter helt i selvsving. Det er
El Rosario - Guerrero Negro 099.jpgen legende vi taler med, blev han ved med at sige. Og så måtte jeg ellers tage billeder af Peter og legenden. Han havde godt nok også nogle seje historier at fortælle. Var kørt galt engang og lå fem timer ude i ørkenen, med to brækkede håndled og en knust hofte, inden nogen fandt ham. Så…Ja, han var vel en legende ;-)

Næste dag stod på 350 km gennem midt Baja. Havde læst mig til, at der ikke ville være en benzintank de næste 320 km. Det er sådan lige omtrent hvad Smølfen kan klare på en tank. Snakkede lidt med “legenden” om det nu også kunne være rigtigt, gad jo ikke løbe tør. Han fortalte at der med stor sandsynlighed ville være en eller anden form for benzinsalg undervej, men at det selvfølgelig ikke var helt sikkert.
Skulle jeg virkelig til at køre rundt med en ekstra dunk??!!
Peter har en meget større tank end mig, men kører jo på en 650cc, så han bruger også mere benz. Meget mere, fandt vi senere ud af. Faktisk kører jeg dobbelt så langt på literen som ham.
Ud over at have været en stabil og god cykel, så er Smølfen så også økonomisk :-)
Peter har så også en hæktank. Den fyldte han op, så var vi da sikre på at kunne nå frem til næste tank. Kunne jo altid låne lidt, hvis jeg løb tør.

Vi rullede afsted i det mest øde landskab i Baja. Ikke mange huse eller forretninger at se derude. Vejen løber omtrent midt på øen. Heldigvis oppe på et plateau, så der ikke blev rædsomt varmt. Kun den almindelige ørken hede.
Efter at Peter havde mobbet mig med at jeg slæbte rundt på så meget vand, havde jeg været dum nok til at lade mig påvirke af det. Denne gang havde jeg bare fyldt rygsækken op og havde kun en liter ekstra bagpå. Det var altså bare ingenting derude. Jeg var ved at løbe tør for vand kunne jeg se på det hele. Bandede mig selv langt væk. Hvorfor hører jeg også efter hvad andre folk siger??!! Skal jo bare gøre hvad jeg synes er rigtigt!!
Endelig kom der en købmand. Vi holdt ind og kiggede på hinanden. Peter fortalte at han var løbet tør, og slet ikke kunne forstå at vi havde været så dumme. Jeg mindede ham om hans mobbe-trip på vejen til Ensenada. Han havde faktisk siddet og var blevet bange. Kunne jo godt se hvad jeg havde ment, da jeg sagde at der skulle være vand nok til at overleve en punktering. Vi drønede ind i forretningen og slæbte vand ud til cyklerne.
Jeg lovede mig selv aldrig at være så dum igen. Skulle ellers tro at jeg havde lært min lektie!!

Havde læst det først var her det “rigtige” Baja startede. Med rigtige tror jeg at de mente de karakteristiske kaktus. Pludselig var der kaktusser overalt…eller cacti…som Peter absolut ville have mig til at sige. Ved ikke rigtig…synes at det lyder så snobbet :-)
El Rosario - Guerrero Negro 068.jpg El Rosario - Guerrero Negro 066.jpg El Rosario - Guerrero Negro 076.jpg
Det var et vildt syn. Kilometer efter kilometer med kaktusser allevegne.
Måtte lige holde ind og tage nogle rigtige billeder af dem.
El Rosario - Guerrero Negro 001.jpg El Rosario - Guerrero Negro 003.jpg El Rosario - Guerrero Negro 004.jpg El Rosario - Guerrero Negro 013.jpg
El Rosario - Guerrero Negro 018.jpg El Rosario - Guerrero Negro 009.jpg El Rosario - Guerrero Negro 006.jpg
Ellers var det bare en lang dag på en meget lige vej.
Når man tænker på at det er den eneste asfalterede vej der er fra nord til syd, er den godt nok smal nogen gange. Var ikke så vild med at passere lastbilerne i svingene. De holder sig ikke altid ovre i deres egen bane, og så er der jo en del turbulens fra sådan en fætter.
El Rosario - Guerrero Negro 132.jpg El Rosario - Guerrero Negro 147.jpg El Rosario - Guerrero Negro 123.jpg
En anden ting der sprang i øjnene, var alt det affald der lå og flød i rabatten. De kyler simpelthen bare skraldet ud af vinduerne. har hørt at der ikke findes lossepladser, at de bare brænder alting alligevel, men det så altså ikke særlig fedt ud.
Det her er udsigten fra en tilfældig rasteplads, men de så stort set sådan ud allesammen.
El Rosario - Guerrero Negro 111.jpg El Rosario - Guerrero Negro 052.jpg El Rosario - Guerrero Negro 113.jpg
El Rosario - Guerrero Negro 053.jpg El Rosario - Guerrero Negro 109.jpg El Rosario - Guerrero Negro 106.jpg
Cirka halvvejs rullede vi ind i en lille by. Det var der “legenden” havde sagt at der måske ville være benzin. Og ganske rigtig. En lille bod i vejkanten med masser af benzindunke. Var faktisk overrasket over at han ikke tog mere overpris for det.
El Rosario - Guerrero Negro 135.jpg El Rosario - Guerrero Negro 134.jpg
Det er lidt underligt at der slet ikke er en tankstation derude. Inde i byerne hvor de rent faktisk har en tank, er der ikke bare én men mange. At de så ikke altid har begge slags benzin, men man må nøjes med det billigste sprøjt, er så en anden sag. Nogen gange har de slet ikke benzin, og så er sprøjtet er vel bedre end slet ingenting.
El Rosario - Guerrero Negro 104.jpg El Rosario - Guerrero Negro 106.jpg El Rosario - Guerrero Negro 083.jpg
Vi var glade da vi ankom til Guerrero Negro. Ikke fordi byen var fed, men fordi vi var trætte. De 270 km havde alligevel været nok. Fandt et udemærket hotel til billige penge, og gik ud for at finde mad. Der var så ikke rigtig nogen steder der så særligt lækre ud, så vi endte med at at spise hotdogs på mexicansk manér hos en gadesælger. De var gode, men nok ikke det sundeste aftensmåltid jeg har fået på turen :-)

Morgenmaden var så afgjort i den ulækre afdeling. Peter havde insisteret på at gå ind på et rimeligt dystert udseende sted. Troede at det var et af de steder de lokale kom, men det tror jeg ærlig talt ikke. Vi var de eneste gæster!!!! Den eneste der arbejdede der, var en olding af en mand. Han både serverede, og lavede maden ude bagved. Jeg bestilte cornflakes og Peter æg. Mælken smagte surt, og blev camoufleret med rigelige mængder af sukker. Peter havde det værre end mig. Hans æg var nærmest uspiselige. Da jeg så også lige fik 6 myggestik, spurtede jeg nærmest ud derfra. Yrdk!!!

Dagens program var en 420 km tur. Først skulle vi krydse halvøen, over til den varme østkyst, og så følge kysten ned. Jeg frygtede lidt for dagen. Det kunne gå hen og blive rigtig varmt……….
Vi havde ikke kørt ret langt før landskabet begyndte at blive mere frodigt. Pludselig var der græs i rabatten og bakkerne omkring os blev grønnere. Det var bare så smukt i forhold til det golde landsskab jeg havde oplevet i Mexico ind til nu.
Har senere fundet ud af, at det kun var fordi der jo lige havde passeret en storm med masser af regn. Normalt ville det være de samme støvede omgivelser som altid.
Guerrero Negro - Loreto 076.jpg Guerrero Negro - Loreto 078.jpg Guerrero Negro - Loreto 079.jpg
Det blev en dag, med mange stop. Vi skulle lige nyde en udsigt eller tage et billede.
Guerrero Negro - Loreto 033.jpg Guerrero Negro - Loreto 069.jpg Guerrero Negro - Loreto 072.jpg
Da vi kørte over den sidste bakketop og kunne se Sea of Cotez i det fjerne, var vi begge nærmest ved at kamme over af betagelse. Der var virkeligt smuk….men også ret varmt :-)
Guerrero Negro - Loreto 035.jpg Guerrero Negro - Loreto 037.jpg Guerrero Negro - Loreto 054.jpg
Guerrero Negro - Loreto 004.jpg Guerrero Negro - Loreto 006.jpg Guerrero Negro - Loreto 012.jpg
Guerrero Negro - Loreto 061.jpg Guerrero Negro - Loreto 071.jpg Guerrero Negro - Loreto 120.jpg
Vi fortsatte langs kysten. Der var et mylder af sommerfugle. Det var selvfølgelig smukt, men de havde det altså med at blive splattet ud på visiret, ja overalt faktisk. Vi fik lige et godt grin, da vi holdt endnu en pause, og så hvor meget død sommerfugl vi var smurt ind i. Man kunne simpelthen ikke køre med hjelmen åben, så blev man nærmest kvalt i dem :-)

Hver gang vi kom til en by der bestod af mere end fem huse, skulle Peter lige tage en runde. Jeg blev sgu lidt irriterret. Godt nok var det da nogle søde små byer, men vi havde altså stadig et godt stykke vej tilbage til Loreto. Gad bare ikke at blive fanget efter at solen var gået ned. Bilerne har ikke altid lige lys på, så ingen mørkekørsel her. Men det havde altså været en alt for fantastisk dag, til jeg gad hidse mig rigtigt op.

Vi nåede da også ind til Loreto lige omkring solnedgang. Det viste sig desværre at der ikke var så mange hoteller der, så det tog os mere end en time at finde et sted at sove. At vi var godt trætte efter en lang dag og den fugtige hede, gjorde os nok heller ikke til de venligste mennesker på jorden, men det lykkedes da til sidst.
Loreto - La Paz 002.jpgVi kunne køre cyklerne ind i den lille gård i hotellets midte. Der holdt forøvrigt allerede en ATV, så jeg gemte Smølfen bag ved den.
Så gik der lidt ged i kommunikationen og vi begyndte at opføre os som et ældre ægtepar. Jeg ville have et bad og Peter ville gå ned til vandet og se om han kunne bade der. Jeg havde svedt som et bæst på vores hoteljagt, så jeg måtte bare i bad nu, skulle også lige have skyllet noget tøj op. Var i den grad ved at løbe tør. Jeg spurgte om vi skulle mødes til middag og han var bare sådan tjabum-agtig. Da han ikke var kommet tilbage efter laaang tid, gik jeg ud og fik de bedste rejer jeg endnu har fået. Kom så lige i tanke om, hvor kedeligt det er at spise alene. Havde jo næsten glemt det den sidste uge.
Om morgenen stod Peter så op og gik i bad, da det var min tur, spurgte han om jeg ville med ud og spise morgenmad. Øh…ja, men jeg skal altså lige…… Ok…vi ses, sagde han…og forsvandt.
Det var da ok med mig. Jeg gik i supermarkedet og købte et par bananer og lidt yoghurt og spiste i ly af airconen. Jeg er altså bare dårlig til fugtig hede!!!!
Begyndte at pakke Smølfen og sad så bare på værelset og ventede. Da han endelig kom tilbage, var jeg ved at eksplodere!!! Han har bløde tasker på Hondaen, så han bliver nødt til at tømme dem helt hver aften. Jeg er nok også en smule mere organiseret end ham, så da jeg så kom til at sidde og vente i 1½ time, synes jeg slet ikke at ideen om at følges med nogen, var særlig fed mere.
Det var også ved at varme op udefor. Bare det at komme afsted, altså få alt klunset på, hælde de sidste ting, såsom punge og kamera, i fronttasken, er rigtig trælst når det er for varmt. Så er jeg gennemblødt før jeg sidder på cyklen, og det er ikke den bedste start på dagen for mig.

Det var heldigvis den sidste etape på turen sammen. Om aftenen ville vi være i La Paz.  Midt på dagen luftede jeg en tanke for Peter, som jeg havde vendt og drejet i hovedet det meste af dagen. Hvis jeg bare blev ved med at køre, kunne jeg nå til Cabo inden det blev mørkt. Forklarede ham, at hvis vi alligevel spiste og gik til fest hver for sig, ville jeg faktisk hellere til Cabo. Der var jo ingen grund til at have en rejsekammerat, hvis man ikke gjorde de ting sammen, der er det mest kedelige ved at rejse alene. Han sagde at det selvfølgelig var op til mig, men kunne godt forstå hvad jeg mente. Havde en fornemmelse af, at han fattede hintet, så jeg tog med ind La Paz.
Det viste sig at være den rigtig beslutning. Han sørgede da i hvert fald for at have et mødested klar, hvis han skulle noget uden mig og jeg kom ikke til at spise alene mere :-)

Dagen bød på det mest kedelige stykke af Mex 1, som hovedvejen hedder. Det var fladt, kedeligt og ligeud….Hele dagen!!!!!
Dog var der lige et par udfordringer hist og pist i form af steder hvor vejen var skyllet væk. Pludselig kunne der mangle noget af vejen og der ville være noget der minde om en grusvej et lille stykke.
Første gang vi oplevede det, kørte Peter forrest. Vi havde ret god fart på, da jeg pludselig så ham forsvinde i en støvsky. Fik bremset lidt ned, men så at det kun var et par hundrede meter med sand og grus. Op og stå på fodhvilerne og så bare høvle lige igennem. Senere da vi snakkede, fortalte han, at han bare havde siddet der i egne tanker, da han ramte gruset, og var faktisk blevet lidt forskrækket. Det var så heldigvis den eneste gang uden skiltning.
Var faktisk overrasket over hvor meget skiltning der er her. Og specielt over hvor mange af skiltene jeg rent faktisk kan tyde. Nogen gange aner jeg selvfølgelig ikke hvad de mener, men når skiltene er orange, er det en god ide at sætte farten ned ;-)
Skulle også lige hitte ud af, at når jeg ligger klar til en overhaling, betyder det fri bane når bilen foran mig blinker til venstre…Ja, nogen gange vil de selvfølgelig dreje, så man skal faktisk ikke stole på nogen signaler fra nogen steder, men bare stole på hvad man selv finder rigtigt i situationen :-)
Loreto - La Paz 023.jpgVi måtte lige krydse en mindre “vandpyt” midt på en fire-sporet vej. Jeg sad og tænkte på, at hvis det var hjemme i DK og to af sporene var oversvømmede, ville man nok lede al trafikken gennem de to spor der løb oppe på broen. Men ikke her. Sporene på broen gik mod nord, og os der skulle sydpå, måtte pænt køre igennem “floden”
Vi kom igennem flere og flere steder hvor vandet lå højt. Det var knapt en uge siden stormen havde ramt, så det meste var ryddet mere eller mindre op. Men sidegaderne i byerne vi kom igennem, var stadig opkørt mudder eller bare en kæmpe sø.
Det er jo egentlig lidt mærkeligt, at vandet ikke bare synker direkte ned i jorden i det her tørre land. Men jorden er for tør og hårdt pakket til at det kan lade sig gøre. Det er jo også derfor at vejene bliver skyllet væk. Når det regner oppe i bjergene, kommer vandet bare væltende i hidsige floder, der skyller alt væk undervejs.

Vi kom endelig til La Paz. Vi havde nået det i tide til at fejre den mexicanske uafhængighedsdag. Planen havde holdt. Så i aften skulle vi til fest!!
Havde igen en smule besvær med at finde et hotel. Skal jo have cyklerne ind i sikkerhed. Men faldt så over et der lå 50 meter fra havnepromenaden. Guidebogen sagde at det var “bøssevenligt” Det tror jeg på, var vist den eneste pige der. Men det var rigtig fint og hyggeligt.
Loreto - La Paz 032.jpg Loreto - La Paz 030.jpg 
Peter ræsede afsted for at få købt en færgebillet. Han skulle over til hovedlandet næste dag. Jeg fik mig et bad, fik logget på det trådløse internet og havde en lang samtale med fyren i receptionen. Nu kan han så sige askebæger på engelsk ;-)
Loreto - La Paz 035.jpgPeter kom tilbage med sin billet og mens han rodede med sin computer og fik et bad, havde jeg fundet tagterrassen og kunne nyde en pragtfuld solnedgang over La Paz-bugten.
Vi gik ud for at spise. Festlighederne ville ikke starte før ved ni-tiden, så vi ville lige hænge ud langs promenaden først.
Fandt et hyggeligt sted med live-musik og jeg fik min første Margarita i Mexico.
På vej mod det sted, hvor folk sagde at festivitasen ville være størst, startede fyrværkeriet desværre. Det var stort og flot, og vi var lidt trætte af at være på vej mod festen og ikke midt i den.
Da vi kom nærmere, væltede det bare rundt med mennesker. Hold da op hvor var der
Loreto - La Paz 010.jpgmange. Kunne se et band på en scene i det fjerne, men det var ikke muligt at komme tættere på, der var bare mennesker allevegne. Jeg fortalte Peter om mine utallige gange på Roskilde Festival, og min strategi med at gå rundt om menneskemængden og komme ind til scenen fra siden. Han troede ikke en skid på mig, men da vi efter en lille gåtur fik den bedste udsigt til det hele, kunne han da nok se at man kan lære meget af at være på festival :-)
Loreto - La Paz 038.jpg Loreto - La Paz 031.jpg Loreto - La Paz 042.jpg
Loreto - La Paz 043.jpg Loreto - La Paz 041.jpg Loreto - La Paz 046.jpg
Uafhængighedsdagen var i princippet først næste dag, men de starter festen aftenen før. Noget med at det faktisk er ved midnat at man skal fejre det. Og der var godt nok gang i festen. Teenagerne rendte rundt, som til en bedre dansk byfest, og oversprøjtede hinanden med noget snask fra spraydåser. Små børn hang på deres fædres skuldre og glippede søvnigt med øjnene. Her putter man jo ikke børnene i seng klokken otte, de er med hele vejen, også selvom de er så trætte at de nærmest ikke kan hænge sammen. Folk sang med på sangene fra scenen og der blev solgt mad til den store guldmedalje fra de utallige boder. Altså vildt gang i den!!!
Vi var så tilgengæld ikke så festagtige. Det havde været en lang dag på cyklerne. Klokken 11 var vi så møre, at vi faktisk ikke gad mere. Vi måtte dog lige høre om der skete noget helt specielt ved midnat, da det vist ikke var tilfældet, travede vi hjem og så dyner.

Peter skal bare have sin kaffe om morgenen!! Inden jeg havde fået øjne, var han på vej ud af døren, men ikke uden at fortælle mig, at jeg kunne finde ham på promenaden når jeg var klar. Min lille tale havde vist virket.
Mens jeg stadig stod i badet, kunne jeg høre march-musik. Kom ret hurtigt i tøjet og drønede ned på promenaden. Der var gang i et større optog. Militærfolk, politi, helikoptere i luften, sygeplejersker, børn i uniformer, brandbiler med sirenerne drønene for fuld skrue, både og rancheros på heste.
Loreto - La Paz 019.jpg Loreto - La Paz 051.jpg Loreto - La Paz 054.jpg
Loreto - La Paz 070.avi Loreto - La Paz 057.jpg Loreto - La Paz 065.jpg
Tror det havde været en god dag at invadere Mexico på. Der kunne da ikke være ret meget militær og materiel tilbage til at forsvare landet ;-) Tror det tog mere en en time før det var overstået.
I mellemtiden havde Peter fundet mig, så vi trillede hjem og jeg begyndte at pakke Smølfen. Han skulle først afsted om eftermiddagen, så han tog den med ro.
Vi fik udvekslet e-mails og sagt farvel og tak for denne gang. Måske mødes vi igen et sted længere sydpå, man kan jo aldrig vide med to mennesker uden de helt store forkromede planer.
Nu skulle jeg bare lige køre de sidste 180 km, så var jeg på ferie i Casa del Bibi & Chris.

Mexico…..og den store lærestreg

Skrevet af anja den 12. september, 2008

Lørdag blev store pakkedag hos Matt. Vi have kigget lidt dybt i noget rom aftenen før, så det gik en smule langsomt.
San Felipe 062.jpgJeg havde alting ude af taskerne, for at se om der var noget der ikke skulle med videre. Der var nogle få ting. Et kort over Californien. En ekstra benzin-hævert, som jeg havde fået købt, da jeg troede at jeg havde smidt den jeg havde væk. Det er utroligt hvad der egentligt kan være i de tasker :-) Nogle tamponer, jeg havde i overskud fra mit “rulle dollars ind i tamponer” projekt. Har gemt en del kontanter i nogle tamponer. Tror at de fleste mænd vil afholde sig fra. at rode for meget rundt med sådan noget. Så hvis jeg bliver udsat for røveri, kan det være at jeg stadig har lidt kontanter i gemmerne. Matt synes at det var en fabelagtig ide, men jeg måtte lige påpege at det nok ikke var helt det samme, hvis han kørte rundt med en flok tamponer på hans rejser :-)
Han overtog de fleste af de ting jeg ikke havde brug for, og så blev Smølfen ellers pakket for alvor, i skyggen fra huset. Havde ventet til lige før solnedgang, da der simpelthen er urimeligt varmt i Cibola.
San Felipe 019.jpg San Felipe 021.jpg San Felipe 022.jpg
Sad på fortrappen og nød solnedgangen, mens jeg blev mere og mere spændt på alt det nye der ville ske næste dag.
Var dog ked af at skulle sige farvel til min nye ven. Vi havde haft det fantastisk.
San Felipe 026.jpg

Tog af sted næste morgen klokken otte. Det var vist lidt sent, men jeg er jo ikke ligefrem kendt for, at kunne lide at komme op om morgenen.

Først var der lige 130 km Californisk ørken, der skulle forceres. Forbi de store klitter igen. Puha, der var godt nok varmt allerede. Holdt ind på en tank i Calexico, som er grænsebyen på den amerikanske side. Fik tanket benzin, vand og lidt nødder. Gad ikke at skulle gå op i det lige efter grænsen.

Fulgte skiltene mod grænsen. Havde læst en del på nettet om hvad der skulle gøres. Første trin i processen, var at stemple ud af USA. Regnede med at der ville være en luge eller noget. Men nej. Jeg fulgte vejen, der var ensrettet, og endte ved den mexicanske grænse. Intet amerikansk i sigte.

Immigrations-fidusen der gav mig visummet, da jeg rejste ind i Staterne, havde fortalt hvor vigtigt det var at jeg tjekkede ud af landet. Ellers ville jeg få store problemer, hvis jeg ville til USA engang i fremtiden. Så det skulle bare ordnes.
Tja, måtte jo tilbage igen, så jeg kørte lidt mod trafikken og fandt en bil med en amerikansk grænsevagt i. Han anede ikke hvad jeg snakkede om. Gik lidt rundt om sig selv. Ville gerne hjælpe, men kunne vist ikke forlade sin bil. Heldigvis kom der en tolder-agtig mand gående hen mod os. Jeg fik forklaret problemet, og han viste så godt hvad jeg talte om. Tog mit pas og gik hen mod en kontorbygning, der lå i en anden ensrettet gade, der hvor man tjekker IND i Staterne.
Stod der i vejkanten og fik en snak og en smøg med grænsevagten. Så kom tolder-fyren tilbage med en anden mand. De ville lige være helt sikre på at jeg ikke skulle tilbage næste dag, inden de hev visummet ud af passet. Måtte bilde dem ind, at jeg skulle til Mexico City og flyve både Smølfen og mig selv hjem derfra, så de kunne forstå at jeg ikke skulle tilbage til USA. Tror ikke at de har for mange mennesker der tager den vej ud af landet…og så slet ikke vil ind igen ;-)

Så var USA ordnet, nu stod den på Mexico.
Kørte de 500 meter tilbage til den mexicanske grænse. Funderede lidt over hvad de spanske skilte betød og valgte så en bane jeg formodede var rigtig. Det var den til dels, for manden der, skulle inspicerede mit køretøj. Måtte åbne et par tasker, som han så kiggede meget lidt i.
Vi havde lidt kommunikationsproblemer, da han ikke rigtig talte engelsk og jeg ikke talte spansk, men det forgik alt sammen med store smil på.

Jeg prøver at følge en strategi, der går ud på at smile og være venlig, reklamere med at jeg er fra Danmark og så spille lidt dum blondine. Det ser ud til at virke. Ved så ikke om de bare er flinke mod alle folk, men alle har i hvert fald været utroligt flinke og hjælpsomme mod mig.

Det viste sig så at jeg ikke kunne importere Smølfen fra denne grænseovergang, så de forslog at jeg kørte tilbage til USA og hen til en anden overgang. Det kunne jeg så ikke rigtig, da jeg jo lige havde afleveret mit visa. Ok, jeg måtte så få visummet for mig selv her, og så køre hen til den anden overgang, inde i Mexico og få ordnet Smølfen.
Visummet skulle jeg have på et eller andet kontor, ikke hos min nye ven. Fik vendt Smølfen rundt og parkeret udenfor det udpegede kontor. Det var så ikke der alligevel. Op på hesten igen og finde det rigtige sted. Igen lidt smilen og være en sød dansk pige. Og så gav manden mig 180 dage i MX uden at blinke. Skulle så lige hen i en slags bank og betale nogle penge. Så tilbage og få det officielle stempel i passet.
Var ved at smelte i varmen. Har senere fået af vide at Mexicali, som den mexicanske side af grænsebyen hedder, er det varmeste sted i Mx. Ville ikke smide for meget af tøjet, så ville der være mere at holde styr på. Og der gik nogle lidt underlige mennesker rundt i området. Så sveden tapløb af mig.

Så var jeg i Mexico. Ikke at jeg havde så meget tid til at filosofere over det, skulle jo finde vej, og passe på trafikken. Og der bliver kørt en del anderledes end i Staterne….Læs, sindssygt. Skulle også lige vænne mig til at skiltene var på spansk. Havde ikke lige fattet at alto betyder stop, så jeg fik bremset i en fart, da der kom en bil på tværs.

Fandt den anden grænseovergang og kontoret for køretøjs-import. Manden her talte heldigvis engelsk og var meget hjælpsom. Han kunne ikke lige finde min halv-offroader i sit system, så der blev ringet en masse rundt. Måtte forklare at den er lavet til at køre på vejen og han fandt ud af det. Han undskyldte meget for ventetiden, men ville bare være sikker på at jeg ikke ville får problemer på resten af turen. Jeg stod bare på kontoret og nød airconen og var glad for at han gjorde noget ud af det. Fik mine papirer, så nu var Smølfen og jeg officielt i Mexico.

Så sigtede jeg efter en bank. Havde læst at de ikke rigtig tager kreditkort nogen steder, heller ikke på tankstationerne, så jeg skulle have kontanter.
Var egentlig lidt sulten, men det var så sindssygt varmt, at jeg bare ville afsted. Ud på landevejen og blive blæst igennem. Min tøj var gennemblødt af sved. Grænsekrydsningen havde vel taget 1½ time og havde været en total hed oplevelse.

Fandt den rigtige landevej og kom ud af byen. Nu havde jeg tid til at se mig omkring. Alt var pludselig så anderledes. Skiltene på spansk. Menneskernes udseende. Ja det hele. Kom igennem den sidste forstad, og så var der pludselig ingenting. Slet ingenting. Ørken til alle sider. Meget lav vegetation, hvis der overhovedet groede noget.
Føj hvor var det varmt. Jeg havde været steder i Staterne, hvor det havde været varmt, men det her slog altså alle rekorder.
Havde kun 180 km til San Felipe, der var mit mål for dagen. Det ligger ved kysten, så jeg regnede med at det ville blive lidt køligere derude. Jeg tog fejl. Kunne se at jeg, efter små hundrede km,  faktisk allerede kørte ret tæt på kysten, og at det blev ikke køligere, men bare mere fugtigt.

Det var som en ovn. Ville bare væk derfra. Sad og talte kilometer.
Var begyndt at føle mig underlig. Havde det som om jeg skulle kaste op. Næste gang jeg så noget skygge ville jeg stoppe, holde pause og måske brække mig. Der kom bare aldrig noget der lignede skygge. Havde vel egentlig ikke set noget skygge de sidste 40 km.
Jeg prøvede at bilde mig selv ind at det ikke var varmt. Fik også kuldegysninger og huden omkring mine øjne føltes som om den var kold. Kunne bare mærke at det her ikke var godt. Kiggede for 30. gang på gps´en. 90 km igen.
Vandet i min rygsæk havde omtrent den samme temperatur som the-vand. Tvang det ned alligevel.
Og så blev det pludselig helt galt!! Kunne mærke at jeg var på grænsen til at besvime. Var stensikker på at jeg ville gå i gulvet indenfor de næste par minutter
Fik stoppet Smølfen midt på vejen. Rabatten var stejl og sandet. Pis!!! Jeg kunne jo ikke holde der midt på vejen. Fik øje på en lille mur i vejkanten ca. 30 meter fremme. Kæmpede for at holde mig oprejst. Trillede de 30 meter, ind til siden, og gled bogstavelig talt ned fra Smølfen, ned i sandet. Var helt færdig. Faktisk så færdig, at jeg ingen kontrol havde over min krop. Registrerede på vej ned at jeg tissede i bukserne, men at der absolut ikke var noget jeg kunne gøre ved det. Har faktisk lidt svært ved, at huske helt nøjagtig hvordan jeg fik stoppet og landede nede på jorden.
Kravlede om på den anden side af Smølfen, ind i den lille stribe skygge fra muren. Når jeg lå med bøjede ben, kunne jeg lige være der.
Tror jeg var væk et lille stykke tid. Lå bare der og kunne ingenting. Vinden kom i stød og blæste sand i mit ansigt. Jeg var SÅ ligeglad. Så længe jeg kunne ligge der var alt fint.
Fik suget det sidste vand ud af rygsækken. Havde det bare dårligt. Skulle heldigvis ikke brække mig mere, men kunne ikke gøre noget som helst. Bare ligge der.
Hørte nogen tale. En bil var stoppet og de spurgte om jeg var ok. Var så langt ude at jeg sagde ja, så de kørte videre.
Jeg kom op og sidde og fik bakset min sidste liter vand frem fra bagagen. Slugte nærmest det halve i en mundfuld. Måtte lige ligge lidt igen.
En anden bil stoppede og spurgte om jeg var ok. Denne gang havde jeg hjerne nok til at sige…ikke rigtig. De gav mig en halv flaske vand og spurgte om jeg var alene. Ja, sagde jeg. Er du sindssyg spurgte de. Ja, sagde jeg…… Lige der føltes det ret sindssygt det jeg havde gang i. Køre rundt i en ørken alene. Ikke den kvikkeste ide jeg har fået i mit liv.
De sagde at der kun var 15 minutters kørsel til et sted hvor der var skygge og jeg kunne købe vand. Og så kørte de igen.
Ville rigtig gerne derhen, men kunne ikke endnu. Prøvede at rejse mig, men blev så svimmel at jeg måtte ned i sandet og ligge igen.

Det var totalt surrealistisk at ligger der med våde bukser og få blæst sand ind i alle ansigtsåbninger. Som om jeg var med i en rigtig træls film, om en idiot der døde af tørst ude i ørkenen. Havde den underligste følelse. Kan faktisk ikke beskrive det. Sådan lidt fjern og alligevel var jeg temmelig rationel. Hjernen fejlede vist ikke mere end den plejede, men kroppen var totalt stået af.

Fik det langsomt bedre. Fik safety-jakken og støvlerne af. Det hjalp. Tror at der var flere hundrede grader i de støvler. Tvang en powerbar ned. Var godt nok ved at kaste op, men tænkte at jeg skulle have noget saltholdigt. Drak næsten alt mit vand. Ville have en lille reserve…hvis nu…..
Kunne stadig ikke stå, men sad op af muren og var bange. Blev jeg nogensinde klar til de sidste 90 kilometer? Blev jeg nødt til at få et lift med nogen og lade Smølfen stå? Den der torden jeg kunne høre i det fjerne, ville det komme den her vej. Og i så fald, ville det være godt eller skidt? Regn ville være en velsignelse, men jeg gad jo heller ikke blive ramt af et lyn.
Jeg tror at frygt var et godt tegn på det tidspunkt. Jeg var ved at være ved mine fulde fem igen. Op og stå igen. Stadig lidt svimmel, men helt sikkert bedre. Stod der og lænede mig op af muren, for at holde balancen. Ned og sidde igen. Sådan blev jeg ved et stykke tid.

Endelig følte jeg mig klar nok til at kunne køre. Havde vadet en smule rundt og svimmelheden havde fortaget sig. Fik støvlerne på igen og safety-jakken spændt bagpå. Kører ellers aldrig uden den, men skulle vælge mellem to onder. Varme eller mangel på sikkerhed. Viste godt hvad der var vigtigt lige her. Trillede langsomt af sted, med alle følere ude. Hvis der kom den mindste indikation på svimmelhed, måtte jeg holde ind igen. Det skete heldigvis ikke, men hold da op hvor jeg stadig havde det mærkeligt.

Synes at de 15 minutter det skulle tage at komme til “kiosken” var endeløse. Endelig!!!! Fik parkeret i skyggen. Strøg ind og købte 4 liter vand og drak to af dem på stedet. Kom af alt mit mc-gear. De gloede godt nok lidt da jeg stod der i cykelshorts og en undertrøje, og hvad så!! Fik inhaleret en pose nødder og endnu en powerbar. Mere vand….og så en smøg. En længe tiltrængt smøg.

Havde det ret hurtigt meget bedre. Fik fyldt rygsækken med vand, og havde lige en flaske med i reserve. Fik klunset på igen og kom afsted. Drak og drak, det nu dejligt kolde vand. Da jeg kom til San Felipe havde jeg drukket endnu 1½ liter.
Skulle lige igennem et militært checkpoint da der var en 30 km tilbage. Skulle bare lige åbne min taske, vise mit pas og fortælle hvor jeg var på vej hen, og at jeg hverken havde stoffer eller skydevåben, så var fyren glad.
Det var en meget lettet Anja der trillede ind i San Felipe. Jeg havde klaret den. Parkerede nede ved vandet og sad lidt på en bænk og stirrede ud over vandet.
San Felipe 028.jpg San Felipe 002.jpg
Jeg havde fået mig en stor lærestreg. Havde lært lidt om ekstremt klima og betydningen af at være hydreret.  
Har senere hørt at der er mellem 40 og 50 grader derude i helvede. Ikke så sært at jeg var tørstig :-)
Jeg brugte et par dage på at få kroppen helt ok igen, men er så god som ny.

Er nu ovre på vestkysten i Ensenada, men den historie må i vente lidt med til jeg kommer på nettet nede hos Bibi.
Langsomt og ustabilt internet har lige slugt 3 timers skriverier…. Arrrghhhhhhhh!!!!!!!!!Og det er ved at blive sent, så jeg gider ikke mere.
Der er også lige den her koncert i aften ;-)
Kører sydpå i morgen. Har jo stadig lige 1500 km inden jeg rammer Cabo.


Copyright © 2007 Anja Kiilsgaard on tour. All rights reserved.