Boise | Anja Kiilsgaard on tour

I går blev jeg færdig med at køre de 500 miles, så jeg kan få skiftet olie og komme videre ud i verden. Det har ført til at par rigtig fede ture rundt i omegnen.

Søndag formiddag tog hele familen Hiatt i kirke. Er stadig meget overrasket over, hvor almindeligt det er at gå i kirke her i Usa.
Heather og jeg havde aftalt at køre en tur bagefter, men hun kom temmelig sent hjem og havde forsømt lektierne i ferien. Undskyldte meget, men blev jo nødt til at arbejde lidt. Hun har almindeligt arbejde 40 timer om ugen og går på universitetet om aftenen, 16 timer om ugen. Og så er der lige lektier oveni. Så hun er en travl dame.

Så måtte jeg jo bare selv af sted. Havde hørt at der var en mc-udstilling 25 miles herfra. Kørte derud for at se hvad det var. Vintage…eller gammel…som det vist også hedder på dansk. Cyklerne skulle være over 20 år gamle. Kom sådan til at grine da jeg så Hondaen.
Den er fra 84. Kunne have slæbt “Rotten” (min XL250) fra 86 med herover og udstillet den. Halvdelen af Tenereklubben kunne jo have været med på udstillingen Der var dog også ældre modeller. Se billederne længere nede.
Kom som sædvanligt i snak med et par stykker. Det er en af de rigtig fede ting ved det her land, folk kommer bare hen og snakker. Ikke at jeg skilter med at jeg er fra udlandet. Bliver faktisk nødt til at pointere at jeg er fra Europa, ellers snakker de så frygtelig hurtigt. Tror måske bare, at der ikke render så frygtelig mange piger rundt alene i mc-kluns. Folk er altid venlige og interesserede. Talte med Heather om det i går. Bare vent, sagde hun. Folk her i Idaho er måske nogen af de mest lukkede i hele landet. Når du kommer sydover, kan du ikke købe noget i supermarkedet uden at fortælle alt om dig selv.
Fedt, men helt mærkeligt, ikke at være den der ævler mest

Mandag kørte jeg lidt mere rundt for at få miles på cyklen. Var lidt slatten og gad ikke rigtig det store. Fik dog på en eller anden måde sneget mig ud af byen, så jeg havnede på lidt grus igen. Meget lidt altså.
Kom ud til et sted, hvor Heather og jeg havde været i bil, en dag hvor hun viste mig lidt af byen. Der bor Boises rigeste mand. Han er blevet rig af de der “Famous Potatoes” Har simpelthen bygget et imperium op af kartoffelproduktion. Han er oldgammel, så vi har joket en del om at jeg bare skulle score ham, blive gift og skræmme livet af ham. Så behøvede jeg aldrig mere at sælge en mc igen. Det gør jo ondt hver gang
Nå, men han bor i huset øverst på bakken, som så er hans forhave.
Han vander hele sommeren for at holde sin kæmpe græsplæne grøn. Der provokerer naboerne en anelse. Man skal jo huske på at det jo faktisk er ørken her og alting visner når det bliver sommer. Nå, men et par gutter har så haft trang til at tage pis på ham og hældt ukrudtsmiddel ud på et stykke af plænen. Man kan se det store lyse stykke. Det er nyt rullegræs, der er ved at dække kunstværket. Billede nummer to er faktisk taget fra Google Earth og lidt Heather på Photoshop. Der kan man så se hvad provokerede mennersker kan finde på at tegne
Ved jo godt at det ikke er pænt at gøre, men synes altså at det er stor humor alligevel.
Nå! Kørte videre op mod Boises eget skisportssted. Stoppede på en bakketop, efter en masse dejlige sving. Synes alligevel at det blev en smule koldt der på vej op mod sneen.
Tog et par billeder. Røg en smøg og kørte pænt hjem igen.

Tirsdag skulle der altså køres mindst 150 miles hjem. Kan jo ikke blive her i Boise altid…selvom jeg nu hygger mig enormt.
Nævnte jeg sædet??!! Var oprigtigt bange for at jeg ikke kunne sidde på det så lang tid, men det er faktisk ikke så slemt. Havde kigget lidt på et kort hjemmefra, så jeg havde en ide om hvad jeg lavede, men heller ikke mere end ide. Havde sat GPS´en til at finde Murphy. Det lød som en lidt større by. De have sikkert tankstation og alt muligt.

Drønede afsted. Krydsede Snake River. Nød udsigten til prærien og de sneklædte bjerge i horizonten. Så et par huse samlet på et sted. Det var så Murphy! Ingen tank, ingen ting. Bare nogle forkølede huse. Hmm…..Havde ikke helt fået regnet på hvor langt jeg kan køre på en tank, så min hjerne kørte ligesom lidt i cirkler. Kunne jeg nå til Grand View….og havde de så en tank?
Opgav helt pauserne. Var bare spændt på om jeg kunne nå frem. Havde ikke tanket i Boise. Havde jo en halv tank tilbage…Hvem tanker så? Øh….Det gør jeg så fra nu af! Har lært og forstået sætningen “Never pass gas”
Fattede pludseligt afstandene her. Hold da op hvor er der bare langt mellem alting. Rigtig langt. Min danskerhjerne skulle til at forstå, at når man kører derude på highway´en, går der nogle gange rigtig lang tid mellem at man ser en bil, og så endnu længere tid mellem et hus eller et skilt mod en ranch….og hvor lang mon man så skal ned af sidevejen???? 20 km…eller noget. Er vist lidt forvendt hjemme fra Europa. Der er sgu altid en bil eller et hus i nærheden.
Grand View havde heldigvis en tank. Fik regnet lidt på det hele. Den Lille Blå havde gået 21 literen. Havde ligget omkring de 90, så det var vist meget godt. Det giver mig en aktionsradius på ca. 320 km. Godt jeg fik købt den store tank!

GPS´en ville en kæmpe omvej, men den flinke dame på tanken forklarede mig lige en smutvej. Kørte laaang tid på en forholdsvis kedelig lige vej. Kom til en jernbaneoverskæring og så ville gps´en til venstre. Kunne så ikke lige se en vej der. Johh…Der var da godt nok et meget opkørt spor, som så ud til at ende midt i ødemarken. Nu havde jeg jo benz, men det så sgu alligevel for sort ud til lille mig. Fulgte vejen istedet og blev sendt ud på den mærkeligste tur på kryds og tværs over motorvejen. Har sat gps´en til ikke at køre på motorvej, så den fandt vist på noget andet… Tror jeg endte i en 40 km omvej….men hvilken omvej. Asfalten blev til grus. Dejlig sød og nem grusvej. Godt nok med en masse skilte om noget militær-noget. Regnede med at jeg gerne måtte køre der, da der stod at civile køretøjer højst måtte køre 35 mph og skulle have tændte lygter. Det var et skydeområde. Formoder at de gerne ville kunne se hvis en lille mc sneg sig ind i deres område, før de bragede et eller andet missil af
Nå, vejen var fed. Kørte vel 25 km gennem mili-land. Var ikke sikker på om man måtte stoppe og fotografere, så det blev ikke til mere end de par billeder her.
Da jeg kom hjem fortalte Ed, at man både må køre, fotografere og holde picnic, hvis man har lyst til det. I weekenden vælter det nærmest rundt med folk på atv´er, mc´er og andet godt. Tror måske også at de ligesom havde ladet mig fortså, hvis de ikke synes at jeg skulle befinde mig der

Tirsdag skulle jeg så have de sidste 150 miles kørt hjem. Heather havde foreslået mig en tur, men var ikke sikker på om der var for koldt. Du kan jo altid vende om, som hun sagde.
Kørte mod nord forbi en lille by vi allerede havde været i. Havde ikke et kort med. Kun kigget på det hjemmefra og kunne pludselig ikke huske hvor langt ud af byen jeg skulle. Vendte om, ind på tanken og glo i et kort…uden at købe det. Tak for hjælpen og så afsted igen. Skulle dreje fra i Banks. Øhhh….var det en by. Så vist 2 huse. Kom ind på den smukkeste snoede vej der fulgte floden. Stort set ingen biler i sigte. Mange stop bare for at nyde naturen, der var fantastisk.
Der var mange skilte der advarede mod klippestykker på vejen. Når man holdt stille kunne man høre stenene rasle ned af bjergsiderne. Nogle steder var der også sådan nogle store hegn, som de har i Østrig, med kæmpe klippestykker i. Spændende. Blev da nødt til at holde øje med hvor man kørte.

Fik øje på nogle bambi-lignende dyr på bjergsiderne. Holdt ind på en p-plads og så denne her lille fyr stå og græsse. Gik meget stille hen mod den, men den nærmest hoppede ud over klippen da den fik øje på mig.

Var meget benovet i lang tid over det hele. Der var dejlig varmt der mellem klipperne. Efter at have kørt mellem de høje bjerge, kom jeg ud i en kæmpestor dal, med fantastisk udsigt til sneklædte bjerge….dem skulle jeg så lære lidt mere om senere
Så også de her fætre. Det er Elg siger de lokale. De gad så ikke rigtig at blive stående mens jeg fik hjelm og handsker af og kameraet fundet frem.
Videre ind i kløfterne igen, for at ende i Lawman. Fandt vejen jeg skulle følge. 70 miles til Boise stod der på et skilt. Vejen så smal ud og efter få hundrede meter, fattede jeg hvad Heather snakkede om, da hun sagde at jeg jo bare kunne vende om. Der var sne!!! Vejen var tør men ellers var der bare sne allevegne. Kørte afsted i meget adstadigt tempo. Turde ikke helt stole på at der ikke var glat. Gad altså ikke brække noget i en næsten-ski-ulykke på motorcykel.

Hyggeligt ikke??!!
Der var lige 20 miles op i 1800 meters højde og ned igen. Da jeg stod af for at tage billeder opdagede mine fingre hvor koldt det var uden mine varmehåndtag. Hurra for dem!…altså håndtagene.
Tror altså snart jeg skal ned sydpå. Glæder mig til ikke at fryse, men det er sgu lidt svært at få sagt farvel til mine nye venner i Boise.

Kom ned til Idaho City, som engang har været hovedstaden her. Ses jo tydeligt på billedet hvilken storstad det engang har været.
Var bare sulten efter kulde-turen, og fandt en hyggelig burgerbiks, med varme på brændeovnen….og ovenikøbet inde i rygerummet. De var godt nok behørigt imponeret, da de hørte at jeg var kommet ovre fra Lawman…på knallert!!
Snakkede lidt med en ældre fyr der sad og hang ud der. Spurgte hvad de egentlig gjorde om vinteren. Kunne de overhovedet komme derfra. Jahh….Vi kan da komme til Boise….underforstået…hvad skulle han egentlig der??!! Ellers sker der jo ikke så meget om vinteren. Vi hygger lidt med snescootere og skiløb og snakker med hinanden. Og Lawman kunne man da slet ikke komme til i vintersæsonen…men der bor vist kun folk om sommeren.

Tank!….Husk at tanke!! Man ved jo ikke hvornår man får chancen igen
Vejen blev til hoved vej, men stadig med bragende fed udsigt. Så et par ret store fugle lege. Har senere fået at vide at det var gribbe. Holdt ind for at se om jeg kunne nå et billede. Har jo ikke en voldsom zoom på, så jeg må jo håbe at dyrene vil komme helt tæt på mig….Dog ikke bjørnene…vel mor!!!!

De søde pipfugle fløj lige hen over mig, og så var de væk. Men jeg kunne nu også bare nyde udsigten fra hvor jeg stod.

Efter en lang, men i særklasse dejlig dag drog jeg hjem og faldt om. 170 miles. Cyklen er klar til olieskift. Og jeg er stort set klar til at tage videre på eventyr.

Ed og jeg blev færdig med dyret i går. Nu er alt stort set på plads. Der er varme i håndtagene. Topboksen sidder hvor den skal og der er indlagt strøm. Støttebenet er blevet kortet af, da cyklen jo er blevet sænket, og havde en vemmelig tendens til at ville vælte når jeg parkerede. Der er strøm til GPS´en. Og søde onkel Ed har bare brugt så lang tid på at få den køreklar, at jeg bare ikke har ord for hvor taknemmelig jeg er.

Har endnu ikke været ude at køre med hele oppakningen på, skal jo lige have drønet de der 500 miles af, så jeg kan få lavet et olieskift og være helt sikker på at alt er i orden.
Det der tilkørsels-noget er ikke lige min kop the. Har en helt sindssyg lyst til bare at vride håndtaget i bund og se hvad den kan Men indtil videre styrer jeg mig og joller stille og roligt rundt.
Der er lige en lille ting der ikke er så fedt. Sædet! Det er meget smalt og hårdt. Mest hårdt. Må se om jeg kan køre mere end 60 miles på en dag uden at få varige skader i rø… Ellers må jeg jo lave “Den Lille Blå” om til en hippie-ræser og købe mig et fåreskind at sidde på. Man kan dog købe et andet sæde, men der er en måneds ventetid, så jeg overlever uden. Har vist også brugt penge nok til dimser allerede

Heather og jeg tog os lige en 60 miles tur, bare sådan for at få kørt lidt. Her er ikke mere end 5-10 grader varmt, så jeg er meget glad for varmehåndtagene. Det skal lige siges at luftfugtigheden er så lav, at det ikke føles ligeså koldt som i DK, ved den temperatur.

Kørte en anden vej ud af Boise end jeg havde prøvet før. Det var i retning mod bjergene, så vi havnede forholdsvis hurtigt i et bakket landskab. Stadig de lange lige veje i starten, men snart blev vejen smallere og mere snoet, for at ende i grusvej.
Sjovt at få den lille ud i dens rette element, men det sætter altså sine begrænsninger, når man ikke må vride særlig meget på håndtaget.
Det var også længe siden at vi begge havde været på grus, og der var mere vådt end vi havde regnet med, så det blev kun til små 13 km. Som i kan se på billederne er det ikke helt holdt op med at være vinter oppe i højderne.

Når man stod på vejen, sank man lige lidt ned i sandet og ens støvler blev ligeså stille våde. Hang lidt rundt og så på en flok dådyr, eller hvad de nu hedder på de her kanter. Vendte rundt, da vi gerne ville hjem inden solen gik ned.
På vejen hjem holdt Heather ind for at vise mig det billede, der er på alle kørekortene her i Idaho. Hun har ingen ide om hvorfor den gamle lade skulle være noget særligt. Måske har manden der bestemte hvilket billede der skulle på kortet boet her engang??!! Nå men det ser altså sådan her ud….Helt præcis faktisk.