Anja Kiilsgaard on tour

Ramte Golden Gate ret sent pÃ¥ dagen. Det blæste en pelikan, men jeg mÃ¥tte bare op til et udsigtspunkt og tage et billede…og jeg ville sgu køre over den. Selv i det blæsevejr!!!
  
San Francisco er helt sikkert tågens by. Både bro og by var indhyllet i tåge. Krydsede broen i fin stil og kom ind i selve SF. Skulle så bare lige finde et sted at sove, hvor de også havde internet.
HA!!!!!! Var vist lidt naiv, da jeg troede at man bare kunne trille ind i SF og finde et billigt sted at sove. Jeg kaster mig jo altid over de steder der ser lidt lasede ud, de plejer at være de billigste. 124 $ ville de have det første sted. Var ved at falde om da jeg hørte det. Videre rundt til flere steder. Det samme svar.
Aha….kloge mig, kom i tanke om at jeg havde hostel-bogen. Fik plottet et par adresser ind, og trillede rundt pÃ¥ de her afsindigt stejle gade de har i SF. Prisen var sÃ¥dan set ogsÃ¥ ok….Der var bare udsolgt. Havde ikke lige tænkt over at det var fredag.
Stod lidt og rodede med gps og kort, da et venligt par kom over og spurgte om de kunne hjælpe. Forklarede problemet. manden gav sig til at ringe rundt til alle hostellerne. Ikke så meget som én seng nogen steder. De var kede af at de ikke kunne gøre mere, men jeg sagde mange tak, de havde da sparet mig for en masse forgæves køren rundt.
Der var så et sted de ikke havde ringet til, da det var under Berkeley og ikke SF. Bestemte mig for at køre derud. Hvad skulle jeg ellers gøre? Det var allerede blevet mørkt og ret sent.
Da jeg stod på adressen, var der så bare ikke et hostel i syne. Spurgte nogle forbipasserende. De havde aldrig hørt om et hostel i Berkeley. Bandede den der bog langt væk. Prøvede et par moteller. Alt optaget. Der var desværre skolestart den weekend og Berkeley er jo en universitetsby, så der var fyld med de studerendes forældre. 
Havde så småt indstillet mig på at finde en park og bare sidde og glo på Smølfen hele natten og så køre langt væk fra SF næste dag. Havde jo godt nok stadig det her Smølfe-problem og næste store by ville være min hade-by nummer et, LA.
Hov…Var det ikke et skilt der sagde vacancy…altsÃ¥ plads pÃ¥ motellet….. Fik det sidste værelse til 78$ Han ville egentlig have 5$ mere, men jeg snakkede for min syge moster, om hvor dyrt det var. Da han opdagede at jeg var pÃ¥ Smølf, fik jeg lidt rabat fordi han synes jeg var sej
Det er nok det dÃ¥rligste sted jeg har boet endnu….men de havde da internet, der virkede. Fik sendt en mail afsted til en pige fra ADV-siden. SÃ¥ var det bare at hÃ¥be pÃ¥ at der ville være et svar næste morgen.
Det var der selvfølgelig ikke. Fik en mail en uge efter. Hun havde været i Columbia. Det kan man da kalde en god undskyldning.

SÃ¥ var gode dyr rÃ¥dne…..
Man kan heldigvis se hvem der online på ADV-siden, så jeg overfaldt en fyr der boede lidt længere sydpå. Han havde ikke plads til mig, men ville spørge folk han kendte. Blev hældt ud af motellet kl. 11, så hen på en cafe og sidde. To timer tog jeg om at drikke en juice og spise en croissant. Men så var der også bid.
Nicky inviterede mig til Penngrove. Det ligger 75 km i den forkerte retning (nordøst) for SF. På det her tidspunkt var al hjælp bare fedt. Så jeg takkede ja, og satte kursen mod Penngrove.
Nicky havde givet mig en adresse, men det var alligevel ikke så nemt at finde. Indtil jeg fik øje på plakaten der bød mig velkommen. Han boede i en gammel bank, og jeg ledte efter noget der lignede beboelse.
Vi fik sagt goddag og koblet mig på internettet. Kørte ud og købte ind til aftensmaden og hang ellers ud resten af aftenen.

Næste morgen kørte vi til en anden lille by, for at mødes med andre ADV-folk. De mødes ved bageren søndag formiddag, nøjagtig som vi mødes på langelinje. Det var smadder hyggeligt at møde folk og få gode råd om værksteder og Mexico.
  
Resten af dagen brugte vi derhjemme. Tror Nicky er afhængig af ADV-siden. Han brugte i hvert fald noget længere tid på at glo ind i sin skærm, end at tale med mig. Ville jo heller ikke køre for meget på Smølfen, kunne virkelig mærke et eller andet der var galt nu.

Nicky havde arrangeret, at et par af vennerne ville komme over mandag, for at hjælpe med at ordne Smølfen. En af dem havde et værksted og havde været mekaniker i mange år, så det lød jo fornemt. Desværre gik der ged i noget kommunikation, så ham så vi aldrig. Der kom så en anden fyr, men jeg skulle jo have stillet ventiler, have ny kæde og tandhjul og ja, vel sådan set have det store service, så vi skiftede bare olie og luftfilter. Det foregik inde i stuen på gulvtæppe og det hele. Hvor Smølfen så også var parkeret om
natten. De fleste motorcykel-forretninger er lukkede om mandagen, så jeg var lidt på den. Havde denne her følelse af, at han gerne ville af med mig, men er ikke sikker på at det er sandt. I hvertfald havde vi ikke den vilde kemi, så jeg ville sådan set bare gerne videre.

Tjekkede endnu engang nettet, og opdagede at en af de forretninger jeg havde fÃ¥et anbefalet, rent faktisk havde Ã¥bent om mandagen. Ringede straks, og var ved at dø af et grineflip, efter at have talt med pigen i den anden ende i to minutter. Hun havde tysk accent, men ellers var det fuldstændig ligesom at snakke med Pia hjemme hos Søborg Mc. Hele mÃ¥den at snakke pÃ¥ var den samme. Fik forklaret hvorfor jeg grinte og at jeg var pÃ¥ rejse. Skulle ringe tilbage en halv time senere. Hun skulle lige se hvor hurtigt de kunne fÃ¥ kæde og tandhjul hjem. Vi kan tage dig ind i morgen kl 9, sagde Jennifer da jeg ringede tilbage. Fedt!!! Fandt senere ud af at de havde 1-2 ugers ventetid…bare ikke for en rejsende

Fik pakket Smølfen sammen der midt på stuegulvet. Og sagt farvel og tak til Nicky. Skulle jo tidligt afsted næste morgen. Kunne jo nok se at jeg ramte myldretiden. Her i Californien kører alle mc´erne så på midterstriben, så den afsindigt lange kø af biler i fire baner, var hurtigt overstået. Og ja, de trækker faktisk ud til siden så man kan komme forbi.

 Fandt værkstedet og Jennifer. Grinte endnu mere da jeg så hende. En høj blondine. Det kunne næsten ikke blive mere Pia.
Operationen på Smølfen ville tage noget tid. Ventiler skulle tjekkes og måske stilles, ny kæde og tandhjul. Ja hele den store servicepakke bestilte jeg. Den skulle bare være helt klar til Mexico. Hvem ved hvornår jeg har chancen for at snakke med en mekaniker igen, som jeg kan forstå

Jeg ville tage på sightseeing, mens de plejede Smølfen. Jennifer spurgte hvad jeg havde tænkt mig. Tjaa bum bum. Trille lidt omkring på gåben, måske tage en bus. Så tog hun den store turistguidekasket på og tegnede og fortalte. Og så insisterede hun på at jeg skulle låne hendes trædecykel. Det var fedt!!! Rigtig fedt!! På med rygsækken og så afsted. Var totalt lykkelig for cyklen. Nød bare at cykle, det er godt nok længe siden.
Kravlede op af den der bakke, på første billede, til Chinatown og købte lidt frokost, som jeg ville spise nede på havnen. Det er godt nok nogle meget lidt cykelvenlige gader de holder sig her. I hvertfald den ene vej
    
Fandt en bænk med god vand-udsigt og fik frokosten inhaleret.
Fulgte promenaden langs vandet. Ingen stejle bakker her
Kom til den berømte Pier 39. Parkerede cyklen og gik en tur i alt turist-cirkuset. Boder, karruseller og performancekunstnere allevegne. 
Kunne pludselig høre en ret høj og meget underlig lyd. Åhhh ja, der var noget med nogle søløver der bor her. Kom rundt om et hjørne og blev faktisk meget overrasket over
   
hvor mange der var….Og hvor meget de larmede. Godt jeg ikke boede her.
Stod længe og betragtede dem. Man kunne tydeligt se hvordan reglerne i et søløveliv er. PÃ¥ hver platform lÃ¥ der en flok hunner. Der var sÃ¥ én han pr. platform. Andre hanner uden platform, prøvede sÃ¥ at overtage en, ved at slÃ¥s med hannen der allerede var der. Det gik nogle gange ret voldsomt for sig, og med en masse meget højt søløve-rÃ¥ben. Hunnerne ikke sÃ¥ meget som blinkede, selvom der blev kæmpet bravt i den anden ende af platformen. De lÃ¥ bare og dasede i solen, mens hannerne havde den her territorial-kamp kørende. Hvor er det lige man har set det før????!!!!!…………………….

Fandt et stykke strand og soppede lidt rundt, mens jeg kiggede på Alcatraz ude i bugten.
Det var det første sted langs kysten, hvor jeg rent faktisk har set nogen bade i badetøj og ikke våddragt. Temperaturen var også god.
Sad bare og nød den fine dag, da det gik op for mig at klokken var over to.
Havde aftalt med Jennifer, at jeg skulle ringe klokken to. Hvis nu der var et eller andet dyrt der skulle laves, så ville hun lige have et go først. Alt er fint og den er færdig om en time, sagde hun. Var pænt langt væk fra værkstedet på det tidspunkt, men hun sagde bare at jeg ikke skulle stresse, bare jeg var der inden klokken seks når de lukkede, så var hun glad.

Kiggede lidt på mit kort, og fandt ud af at jeg var tæt på Lombard Street, den stejleste gade i SF. Den måtte jeg da lige tjekke ud. Op på geden, de 300 meter det varede, så blev det så stejlt, at jeg måtte af for at trække.
  
 
Det er Lombard Street på billederne, men ikke den rigtig stejle ende. Der skulle man lige op på toppen og kigge ned på den anden side. Var helt flad der jeg nåede derop. 

Det var svært at tage et ordenligt billede af det rigtig stejle, men det er billedet med busken i forgrunden.
Det vrimlede med turister, der tog billeder eller lige skulle køre ned af vejen. På et tidspunkt kom der en taxa, hvor man kunne høre passagerene juble højt over, at de skulle prøve nedkørslen.                                                                                                                                                                                                                      

 Fik grineren over et par i en mærkelig lille “bil” der prøvede at kravle op af vejen. Kunne bare høre at motoren ikke kunne mere. De mÃ¥tte simpelthen vende om. Mødte dem sÃ¥ senere oppe pÃ¥ toppen. De havde fundet en anden vej op. De havde set at jeg stod der og grinede og tog et billede. SÃ¥ jeg signalerede “godt gÃ¥et” og pigen fik et større fniseanfald

   

Turen ned mod værkstedet var så til gengæld rigtig nem. Tror ikke at jeg trådte i pedalerne, andet end når jeg var stoppet for rødt.
Man skulle sÃ¥ lige holde øje med sporvognene, der “susede” rundt i gaderne.
Tjek også lige hvordan folk drejer hjulene på bilerne ind i kantstenen, når de parkerer. Ville heller ikke stole på min håndbremse her.

Kom tilbage til værkstedet og Jennifer. Takkede hende mange gange, for at have gjort min oplevelse af SF så meget federe, ved at låne mig cyklen.
Fik en gennemgang af alt hvad de havde gjort ved Smølfen. Ventilerne skulle stilles. Ikke meget, men dejligt at vide at det var i orden.
Det viste sig at grunden til at jeg kunne mærke at der var noget galt var, at da Don havde sat det almindelige forreste tandhjul pÃ¥ igen……I Colorado…Arrrghhh!!!!!! Havde han fÃ¥et vendt det forkert. Plus at der var et afstandstykke, som han havde misset en bolt i. SÃ¥ det havde skrabet mod kæden. Tænk at jeg havde kørt sÃ¥ langt med det. Ikke noget under at kæden var totalt færdig og det havde føltes som om Smølfen ikke havde de samme krafter. Var rigtig glad for at der ikke var sket noget alvorligt.
Kørte derfra med en god mavefornemmelse. Nu var Smølfen bare så klar til nye udfordringer.

Fandt ud til Highway 1 igen. Fulgte den sydover og fandt en campingplads. Der stod desværre at alt var optaget, men jeg ville lige høre om de kunne anbefale mig et andet sted. Manden i lugen havde så alligevel en plads til mig, og var vældig flink og snakkesalig. Kom til at tænke på, hvordan livet nogen gange giver dig de bedste dage. Havde jo været heldig med alt denne dag
Igen en smuk solnedgang og dejlig strand til at gå en aftentur på.
 
Jeg havde dog ikke fået købt noget mad, og der var absolut intet i nærheden. Så jeg fik tørret frugt til både aftensmad og morgenmad den næste dag. Har altid et eller andet nød-mad i taskerne. Man kan jo aldrig vide hvad man pludselig ender i.

Næste morgen holdt jeg ind i stort set alle byer jeg kom igennem. Ville rigtig gerne på nettet, men man skulle have password til alt. Ville ikke lave den samme fejl, som da jeg kom til SF. Ville prøve at finde en eller anden fra ADV nede ved grænsen, som jeg kunne overnatte hos. Måske havde vedkommende ovenikøbet været i Mexico og kunne komme med gode råd. Nicky oppe i Penngrove havde kontaktet en han kendte, der boede 20 km fra grænsen, men han var på vej til Afrika, så der var ikke noget at hente.

Dagens kørsel skulle være den allerflotteste strækning langs kysten. Glædede mig meget til at køre rundt i hårnålesving med en fantastisk udsigt over vandet. Troede jeg!!! Havde nærmest ikke forladt campingen, før tågen rullede ind. Kunne simpelthen ikke se en skid!
Kun når jeg kom lidt op i højden op over tågen, kunne jeg se hvor dejligt vejr det egentlig var. Det meste af tiden var det dog tågekørsel og det var koldt og klamt.
Opdagede at jeg havde en mc lige i halen. Han blev der ligemeget hvor hurtigt eller langsomt jeg kørte. Ledte efter et sted uden tåge, så jeg kunne holde en rygepause og få varmen. Endelig en rasteplads med en slags udsigt oppe over tågen. Holdt ind, og det gjorde min forfølger så også. Troede aldrig at du ville stoppe, ville lige se hvad du var for en, sagde han. Vi fik en lille sludder der på bjergsiden. Han kom oppefra Canada og var på vej hjem til L.A. på sin Harley. Han fik hjelmen på først og kørte afsted, men først efter at have fortalt, at der senere kom en lille by, San Simeon, der kun bestod af moteller, der derfor var rimelige i pris. Han ville selv videre ned af kysten.
Det blev ved med at være tåget, som nærmest var ved at gå over i regn. Så da jeg kom til San Simeon, besluttede jeg at jeg ikke gad mere, og da slet ikke gad at slå telt op.
Udså mig et motel og hvem stod der i receptionen. Min nye Harley-ven. Han gad heller ikke mere. Hvis du kommer over på baren ved siden af, så giver en bajer, sagde han. Det gjorde jeg så, men først efter at have skiftet værelse, da hele væggen i bruseren nærmest faldt ned i hovedet på mig, da jeg var på wc. Skulle også lige tjekke at internettet rent faktisk virkede, tage et bad og slæbe alt mit bras ind på værelset.
Han var der dog stadig, så jeg fik mig en skål muslingesuppe. Alt andet på menukortet var latterligt dyrt. De var helt klar over at der var meget langt til noget som helst. Havde en hyggelig aften, men skulle dog lige runde den tågede strand inden sengetid. Ikke at jeg kunne komme ned på stranden pga tidevand, eller for den sags skyld se noget. Men jeg kunne da lytte til bølgerne.

Det var stadig tåget da jeg forlod San Simeon. Selvom alle havde advaret mig, kunne jeg ikke nære mig for at køre forbi Solvang. Det var stort set lige på vejen, og jeg tænkte at jeg måske kunne få en dejlig dansk frokost der. Og folk har ret, det er en turistfælde af rang, men sgu da meget sjovt at se.
 Gik ind i en biks der hed Gaveæsken. Der var proppet til randen med julepynt og dimser med Dannebrog på. Talte lidt med, den rent faktisk, danske dame der have stedet. Fik anbefalinger på de rigtig danske spisesteder og købte nogle flag til Smølfen. Dem jeg havde med hjemmefra er rimeligt lasede efterhånden. Det ene er ved at falde af og det andet er mere hvidt end rødt.
Kiggede lidt pÃ¥ tilbudene pÃ¥ det store kolde bord. Der var da rødkÃ¥l, men jeg kunne ikke rigtig se hvor kartoffelmosen og skinken passede ind. Valgte at skippe restauranterne, de var ogsÃ¥ rimeligt dyre. Købte istedet RIGTIGT rugbrød hos bageren. Og en fransk vaffel, som her hedder en danish waffel. Gaveæske-damen havde ogsÃ¥ sagt at de havde danske specialiteter i supermarkedet. Det mÃ¥ man sige. Fandt et stort glas Glyngøre sild. Den røg i kurven med det samme. En “smule” dyr var den, faktisk vil jeg slet ikke fortælle hvad jeg gav En pakke Lurpak smør kostede 35 kr, sÃ¥ kan i jo selv gætte.
  
Ellers var stedet mest en opvisning i dårlig smag.
Det skulle være så dansk, men var altid lige en smule ved siden af. Der er ikke syltetøj i franske vafler der hvor jeg kommer fra.
Alting hed noget med Little Mermaid, Viking eller Hamlet. De har importeret en gammel mølle fra DK og så er alt i bindingsværk. Tror der er nogen der ville få en overraskelse, hvis de rent faktisk kom til Danmark en dag.
Jeg var ligeglad, da jeg bare var så lykkelig for mit rugbrød

Havde udset mig den sidste campingplads før L.A. Planen var at overnatte der og sÃ¥ drøne udenom L.A. Ikke pÃ¥ vilkÃ¥r om jeg gad den by. Pladsen var sÃ¥ helt fyldt. Hmmm…hvad sÃ¥?
Ikke sÃ¥ langt til L.A. Vidste jo hvor der var et hostel. SÃ¥ jeg satte kursen mod Hostel California. Der hvor jeg havde boet de allerførste nætter i USA. Kom forbi Malibu Beach, hvor jeg kunne genkende livreddernes smÃ¥ “huse” fra Baywatch. Ellers var der dømt kæmpe knaldhytter. Det var lidt ligesom at køre ad Strandvejen derhjemme, bare i en lidt større skala.

L.A. var noget nemmere denne gang. Havde jo min trofaste Smølf og Highway 1 endte nærmest udenfor hostellets dør. Fik en seng og flyttede ind.
Sludrede lidt med de andre og gik så på nettet for at fuldende min mission. Jeg skulle have fundet logi ved grænsen. Havde skrevet til en fyr, men der kom intet svar. Skrev så til en anden og måtte jo bare vente og se hvordan det gik. Ville bare blive hængende et par dage og se om jeg fik noget respons.
Da jeg stod op næste morgen, gik det op for mig at alt var booket samme aften. Måtte pakke Smølfen og finde på noget andet. Der var ikke rigtig nogen grund til at blive i L.A. Så hvor skulle jeg så køre hen? Fyren jeg havde skrevet til boede i noget der hedder Escondido. Googlede det og kunne se at motellerne ikke var helt i den dyre ende og der var masser af mc-forretninger og alle de andre steder jeg skulle bruge til mine forberedelser. Det var også pænt tæt på grænsen.
Bestemte at følge vandet og highway 1 igen. Drejede fra og kom til byen. Det med forretninger var ikke løgn. Der var alt hjertet kunne begære. Til gengæld var det løgn med de billige moteller.
De har det her kuponsystem. Nøj hvor er det altså billigt!!! Men de har så kun et eller to af de billige værelser. Så hvis du ikke er der inden klokken fire eller noget, ja så hedder det fuld pris, og det er en ganske anden sag.
Måtte jo overgive mig. Flyttede ind og fik gang i laptoppen. YES!!!!! Der var en mail. RiverRat aka Matt inviterede mig til at bo hos ham, ligeså længe jeg havde brug for. Der var så bare lige den lille ting at han ikke var i Escondido, CA, men i Cibola, Arizona. Damn, det var 3-4 timers kørsel østpå. Ind i ørkenen, hvor der bare var varmt.
Fandt byen på kortet. Det var bare ude i ingenting. Skrev tilbage, at jeg jo havde nogle ting jeg skulle have ordnet, så som et nyt bagdæk. Havde også helt vildt meget brug for internet. Fik svar tilbage at han havde det hele, inklusive lige præcis det dæk jeg skulle bruge. Og kunne da også godt skrue lidt på en mc, hvis han skulle. Og det han ikke havde kunne vi køre til Yuma og hente. Han ville selvfølgelig køre mig i bil efter hvad jeg nu havde brug for.
Det lød jo faktisk godt, så jeg takkede ja. Tjekkede lige den lokale mc-shop. Mine handsker er faldet totalt fra hinanden, så jeg måtte lige samle et par andre op. Han ville heller ikke være hjemme før efter fem, så jeg trak tiden ved at købe mig et kort over Baja. Havde ledt i masser af butikker nordpå, men ingen havde haft noget. Nu stod jeg med et dejligt detaljeret kort. Følte mig allerede mere klar.

Først var det en masse sjov bjergkørsel, så blev det fladt. Ørken så langt øjet rækkede. Pyhhhh hvor var det varmt.
En times tid før jeg var fremme skulle jeg tanke. Matt havde skrevet at det var sidste chance før hans hus. Synes lige at jeg ville spise noget, så jeg ikke mødte sulten op på hans trappesten. Der var ikke det vilde udvalg, så jeg tog en KFC. Der var ikke noget der mindede om skygge, så jeg ville tage lidt take away med til et bedre sted.
Da jeg holdt i køen, kørte der en stor firhjulstrækker med anhænger op bag mig. Manden i den smilede over hele femøren og vinkede. Jeg synes ikke lige, at han sagde mig noget. Måske var det en af dem fra West Fest. Spurgte ham om jeg skulle kende ham. Han grinede og sagde nej, men du er vist på vej hjem til mig. Jeg er Matt. Jeg kan genkende dig fra internettet.
Vi fandt et sted at spise maden og sige pænt goddag. Blev enige om at jeg bare skulle følge efter ham. Skulle senere vise sig at det var en god ide, for mig gps ville slet ikke kendes ved den grusvej han bor på, og det havde været svært at finde alene.
Han ville stoppe på vejen og vise mig noget. Det viste sig at være en ordenlig stribe klitter. Man skulle jo tro man var i Sahara.
  
De fortsætter langt ind i Mexico, men vi var også ret tæt på grænsen. Tror der var 35 km derned.

Efter at have krydset Coloradofloden og kørt af lidt grus, var vi der endeligt. Hold da op hvor var det ude i ingenting. Bevares han har da naboer, men det er 150 mennesker der bor midt i en ørken. Og her er bare varmt. Midt på dagen føles det lidt som at stå i en varmluftovn ved 200 grader. Om natten bliver det som en dejlig sommerdag i DK. Er glad for at han har aircon.
Der er 35 km til nærmeste købmand og benzintank. Blev lidt bekymret, da jeg jo stadig havde nogle småting jeg skulle have købt.
Da vi så trådte ind i huset, var der bare ingenting derinde. Han har lige købt huset og er ved at flytte fra Californien, så alting var i traileren. Så jeg agerede flyttehjælp. Pakkede lamper og sofaer ud i stor stil. Skulle jo lige have slæbt en seng ind så jeg kunne få et sted at sove.

Næste dag stod den på praktiske ting for os begge, Jeg skulle have tjek på mine forsikringer, bestilt en slange jeg havde glemt at købe i Escondido og andre kedelige ting. Matt skruede ting i væggen og samlede borde og sofaer. Sent på eftermiddagen, erklærede han at nu var det nok, og vi skulle ned til floden.
Der er vel et par kilometer derned, og jeg følte mig vældig amerikansk i hans firhjulstrækker med et par vandscootere på traileren.
 
Vi smed kun en i vandet. Der var plads til tre på den. Han gav mig en redningsvest på og så fik den ellers gas. Hold da kæft hvor er det svært at holde sig fast på sådan en tingest. Vi drønede afsted med 105 i timen, eller der omkring. Jeg var skrækslagen for at falde af. Det ville bare gøre så ondt. Han kylede den rundt i skarpe sving, og jeg måtte klamre mig til ham. Så stoppede han og hoppede i vandet. Mig efter. Det var nærmest det bedste. Ligge der
og flyde med en øl i hånden. Det kunne jeg forstå!
Strømmen var stærk kunne man se, hvis man kiggede på hvor hurtigt vi flød forbi bredden.
Det var SÅ fedt. Bare ligge der og køle ned. Tror vi lå og snakkede det meste af en time, mens vi bare drev længere ned mod Mexico.
SÃ¥ var det op pÃ¥ dyret igen og noget mere ræsen rundt. Han stoppede igen, men denne gang var det fordi det var min tur til at styre. Se det var straks mere sjovt. Det var meget nemmere at forudse bevægelserne nÃ¥r man selv var i kontrol, sÃ¥ følelsen af at ryge af var ikke sÃ¥ udtalt. Lige pÃ¥ nær, da jeg gav for lidt gas i en 360 grader ”rundkørsel” SÃ¥ vælter skidtet bare om pÃ¥ siden, og vi røg begge i vandet.
Matt overtog, da vi skulle ind i den lille indsø vi var startet fra, men ikke før han havde gjort et ihærdigt forsøg pÃ¥ at smide mig af. Ha… Jeg holdt alt for godt fast.
Fik en øl i vandkanten og nød solnedgangen.
  

Har været her nogle dage nu. Har fået en masse hjælp med alt muligt. Vi har været i Yuma efter nogle ting og skiftet mit bagdæk, men ud over det hygger vi os gevaldigt.
Hvis jeg havde haft mere tid, var vi taget et smut til Las Vegas for at spille, men jeg SKAL være ude af landet på mandag.
Har været alene hjemme siden i forgårs, da Matt har været Escondido og hente flere af sine ting, og så lige et par småting til mig.
Det har været fedt at få tid til at skrive, pakke og sludre på Skype. På nær lige at huset blev tørlagt i går. Herude er der ikke indlagt vand, som vi kender det derhjemme. Man kører ud til en pumpe med sin meget store vanddunk på sin trailer. Det er ikke drikke-vand, men forsyner alt andet. Jeg kan klare mig et par dage uden et bad, men det var altså træls, da jeg ikke mere kunne skylle ud i toilettet.
Nu er Matt tilbage. Der er vand i toilettet, kød på grillen og bajere i køleren.
Ville faktisk have været smuttet over grænsen i morgen, men tror at jeg kommer ret sent i seng i aften, så jeg har allerede udsat det til søndag

Synes at det er helt vildt at det er et halvt år siden at jeg forlod Danmark. Det føles slet ikke sådan. Mere som to måneder.
Jeg har haft en fantastisk tid i det her fede/mærkelige/storslåede/skøre land.
Har fået slået nogle fordomme ihjel, bekræftet andre.
Men mest af alt, har jeg mødt en masse fantastiske mennesker. Åbne og hjælpsomme. Tror det er det jeg vil huske bedst.

Nu stÃ¥r den pÃ¥ et andet eventyr…….Mexico. Et helt andet land, med andre regler.
USA har været så nemt at rejse rundt i, gad vide hvordan det bliver i MX.
Håber meget at jeg skal ned og have slået nogle flere fordomme ihjel.

Skal bare huske pÃ¥ at møde alle folk med et Ã¥bent sind…SÃ¥ skal det nok blive en fantastisk oplevelse.

 

Forlod Fallon i en ny og frisk udgave.
Nu var der “kun” 750 km til kysten. Det var jo til at overse
Ville snart komme lidt op i højderne, så jeg kunne blive kølet lidt ned. Havde bogstaveligt talt brændt mig på motellets dørhåndtag, da solen havde stået på hele eftermiddagen.
Ville dog lige et smut forbi Reno, for at købe et ordenligt Californien kort…..og fÃ¥ frokost….Sushi…Ummmmmm!!!!!!!

Ellers føltes dagen bare som én lang transportstrækning. Godt nok med dejligt snoede veje og pæn udsigt, men temmelig begivenhedsløs.
Krydsede statsgrænsen til Californien og bestemte mig for at overnatte i Redding. Havde denne her teori om, at en lidt større by ville have billigere moteller. Men nej…Ikke her. Det skulle sÃ¥ senere vise sig at intet var billigt i Californien.

Hoppede glad på Smølfen næste morgen. Ville nå ud til kysten i dag. Glædede mig til at stå med fødderne i Stillehavet.
Lidt mere bjergkørsel. Er ved at være helt god til det nu. Har i hvert fald fÃ¥et øvet mig en del. Høvler da helt afslappet igennem temmeligt snoede “alpeveje”
Passerede et skilt hvor der stod “Fire Camp” Sad og funderede over, hvad i al verden en “brand lejr” er for en størrelse. Det begyndte godt nok at lugte lidt brændt. SÃ¥ kom lejeren. Den var stor! Masser af telte og brandbiler allevegne.
Sigtbarheden blev dårligere og man kunne se skråninger, hvor ilden havde ædt alt vegetation. Tror de havde fået nogenlunde styr på branden, men man kunne da stadig se små røgsøjler oppe mellem træerne. Der var selvfølgelig indført stopforbud, så det blev desværre ikke til så meget med at tage billeder.
Det føltes ret dramatisk. Tror jeg kørte en 30 km, hvor der var fyldt med brandfolk og afbrændt skov. Og det er jo vildnæs, med stejle klippesider, kløfter og næsten ingen veje, så det må bare være så svært at stoppe. Alt er også bare tørt. Kan bedre forstå hvorfor CA, har alle de brande. Tørre træer med solsvedet græs under. Ikke den bedste combo, hvis man smider et cigaretskod.

 Kom væk fra brand-tingen, men landede så i et større vejarbejde. Ventetid!!
Bliver altsÃ¥ lige nødt til at vise de der “flaggers”
Når man nærmer sig et vejarbejde hvor en af banerne er spærret, så står der en Flagger. Altså en person med et skilt, hvor der står stop på den ene side og langsomt på den anden. Der er selvfølgelig en tilsvarende person i den anden ende af vejarbejdet.
SÃ¥ holder vi der i kø bag stopskiltet. Nogen gange lang tid. NÃ¥r det sÃ¥ er vores tur til at køre, bliver skiltet lige vendt til “langsomt”, og afsted gÃ¥r det. Det er det der er flaggerens job. At stÃ¥ hele dagen, nogle gange 15 timer i bagende sol, og sÃ¥ vende et skilt en gang i mellem. De er ret godt betalt sammenlignet med en servetrice, sÃ¥ det er vist et ret godt job, men hold da kæft hvor de keder sig.
Holdt 15 minutter på en hovedvej ude midt i Nevada ørkenen, og snakkede lidt med en flagger der. Hun skulle have støvler, hjelm og selvlysende vest på. Måtte ikke bede mig om at holde skiltet, så hun lige kunne smutte på toilet. Jeg var ved at omkomme af hede, og hun havde næsten ligeså meget tøj på som mig. Stod der på nylagt asfalt i 40 garders hede. Pyyyhhh!
I Idaho har de sÃ¥ ikke sÃ¥ stramme regler. Faldt over en flagger, der arbejdede pÃ¥ en meget lidt befærdet vej. Vi var der ved middagstid, og han havde vel set 5 biler før os. Han havde sÃ¥ til gengæld forstÃ¥et at indrette sig. Havde stol, parasol og en bog……Og sÃ¥ lige en fantastisk udsigt.
De er ved stort set alt vejarbejde, sÃ¥ der er en hulens masse af dem. Kunne i forestille jer det i Danmark. Ja…her er sÃ¥ dit nye job. Du skal sÃ¥ stÃ¥ og vende det her skilt engang imellem. Det fÃ¥r du sÃ¥ næsten 100 kr i timen for, og lidt mere pÃ¥ helligdage. Nej hvar… .Vi sætter sgu da et lyssignal op!!!!!!

Skulle lige op over den sidste bjergryg, sÃ¥ ville Stillehavet være indenfor synsvidde. Synes allerede at jeg kunne dufte havet. Kørte op…og ramte tÃ¥gen. VÃ¥d klam tÃ¥ge. Der kom drÃ¥ber pÃ¥ visiret, og jeg mÃ¥tte holde ind og fÃ¥ en jakke pÃ¥. Hold da op hvor blev det koldt. Ved godt at jeg havde drømt om køligere tilstande siden engang i Utah, men sgu ikke sÃ¥ koldt. MÃ¥tte have gang i varmehÃ¥ndtagene. Frøs alligevel. Anede ikke hvordan landsskabet sÃ¥ ud, da sigtbarheden var minimal. Kom op pÃ¥ en top over tÃ¥gen og kunne se at det vel nærmest var en slags havgus, der lÃ¥ som en bred bræmme og nærmest lænede sig op af bjergene.
Snoede mig ned af den sidste nedkørsel og fandt vejen ud til vandet.
  
Synes at det var helt fantastisk at stå her og glo ud over Stillehavet. Også selvom det var alt for koldt til at stikke fødderne i. Jeg skulle ikke engang have jakken af. Det føltes nærmest som dansk efterårsvejr.
Jeg elsker havet. Kan sidde der og glo på bølgerne i laaang tid og bare stene. Glædede mig meget til at følge kysten ned.

Fik hanket op i mig selv og kørte det sidste stykke ind til Eureka, der vel havde været mit mål de sidste 2500 km. Ikke fordi Eureka skulle være noget specielt, men et eller andet mål skulle jeg jo have. Og så kunne jeg jo stå der ved vandet og råbe Eureka, jeg er ankommet!!
Brugte som sædvanligt lang tid på, at finde det billigste motel med internet. Ikke at det virkede særligt godt. Det er tågen, sagde de. Blev snart ret træt at tågen nærmest fik skyld for alle dårligdomme i verden

Eureka var et mærkeligt sted. Det ligger ved Humboldt Bugten, så de har en pænt stor havn, med promenade og smukke huse.
Fik selvfølgelig ikke taget billeder af noget somhelst, så jeg stjal lige det her.
Samtidig var der nærmest overfyldt med hjemløse. Jeg er stensikker pÃ¥, at der blev solgt stoffer pÃ¥ motellet….ellers havde de godt nok mange venner i det der hjørneværelse.
Synes at der var en ret mærkelig stemning i byen. Det er et af de første steder, hvor jeg var sikker pÃ¥ at Smølfen ville være væk næste morgen. Gik faktisk ud og tog nogle “portrætbilleder” i projektørenes skær. SÃ¥ kunne jeg da altid huske hvordan den sÃ¥ ud
  
  
Den blev behørigt låst, og stod der heldigvis næste morgen.

Har snakket med et par folk om, hvad der er med den by. Hvorfor en almindelig provinsby med omkring 40.000 sjæle tiltrækker det klientel. Har ikke været i andre byer af den størrelse, hvor det var sådan.
Vejret er mildt hele året. Det fryser faktisk aldrig, så de hjemløse kan sove udenfor altid. Og så bliver der dyrket store mængder pot i det område. Så man kan vel nærmest sige, at det er tæt på paradis for en hjemløs stofmisbruger.
I det hele taget er Californien som et helt andet land, end de andre stater jeg har været i. Masser af hjemløse, hippier, tatoveringer, volvoer, kæmpe villaer, dødkørte biler. Ja jeg ved sgu ikke helt hvordan jeg skal forklare det. Det er bare anderledes. Folk er anderledes. Og ikke på den alt for fede måde. Jeg er ikke den største fan af den stat. Kan meget bedre lide folk oppe/ovre i bjergbonde-land.

Havde egentlig tænk mig at køre lidt nordover. Der er den her National Park, med kæmpe træer, som jeg gerne ville se. Men da jeg stod op, var der kæmpe sorte skyer i nordlig retning, og helt skyfrit i sydpÃ¥. Hmmm……Der var vist ogsÃ¥ nogle træer sydpÃ¥. SÃ¥ det blev retningen.
Havde bestemt at jeg ville tage kysten hele vejen ned til San Francisco. Så tæt på vandet som muligt. Lige syd for Eureka var der ikke rigtig nogle veje helt ude ved kysten, så jeg måtte lidt ind i landet igen. Kom igennem Ferndale ikke lang fra Eureka. Hyggelig lille by. Skulle på posthuset, for at sende mine brugte kort til Duke i Colorado. Havde jo ikke rigtig brug for dem mere. Det ville blive hammerdyrt at sende dem til Danmark og de fyldte rigtig meget i taskerne. Vidste at Duke ville blive lykkelig for dem, og så var det en god måde at sige tak for alt på.
Stod og var ved at skrive adressen på pakken, da en ældre dame spurgte mig om jeg havde været i Danmark på motorcyklen. Hun havde lagt mærke til mine flag. Fortalte at jeg var fra Danmark, men Smølfen var fra Staterne. Og så slog hun over i dansk. Hun havde boet her i 50 år. Jeg komplimenterede hende for det fejlfri danske, og hun fortalte at hendes mand, som nu var død, også var dansker, så dansk havde været det sprog de snakkede sammen på. Hun var sød, og det var bare temmelig syret at stå der i en typisk lille amerikaner by og snakke dansk med en lokal.

Solen skinnede og vejen førte mig gennem noget meget bakket landsskab med retning mod kysten igen. En masse dejlige hårnåle. Og så det her mærkelige tågefænomen. Jeg kørte rundt i solskin, men der lå en underlig tågebræmme ude over vandet. Jeg var lidt oppe i højden, så jeg kunne se både under og over tågen. Det var lidt sært, men særdeles smukt.
  
Trillede ned mod vandet, mens jeg så tågen vælte ind over bakketoppene, som vand der løber over kanten af et badekar.
Har vist aldrig set noget tilsvarende, så der blev stoppet en del, så jeg kunne nyde udsigten.
   

Da jeg tog det her billede, anede jeg ikke at det var det vestligste punkt i USA. Altså hvis man ser bort fra Alaska.
Et langt stykke kørte jeg helt ude ved vandet. Lost Coast hedder det her stykke kyst. Og der var da der heller ikke den vilde trafik. Asfalten var også nærmest værre end noget af det grus jeg har kørt på herovre. Store huller og mærkelige riller, der gjorde det svært at styre helt i den retning jeg gerne ville.
Men hvor var her smukt. Prøv lige at se tågen på nogen af billederne. Når man ramte et stykke med det, blev det bare koldt og klamt. I det hele taget var der ikke varmt. Havde jakke på hele tiden. Det har jeg ikke haft siden engang i foråret. Vandet er også pænt koldt.
  
Kom til en lille by, Honeydew. Holdt en lille pause for at rode med mit kort. Jeg havde bestemt mig for at tage en grusvej til Shelter Cove. Kunne bare ikke rigtig få gps´en til at makke ret. Der var alt for mange små veje i området.
Hi Miss, var der en der kaldte. Hmm…en et-benet mand, der sÃ¥ ud som om han kunne trænge til et bad eller to. Gad ham ikke rigtig. Var helt sikker pÃ¥ at han ville prøve at platte mig for penge. Gik hen for at høre hvad han ville. Han havde bare set mig rode med kortet, sÃ¥ han ville lige hjælpe, da han var lokal. Vi fik styr pÃ¥ ruten og han gav par gode rÃ¥d med pÃ¥ vejen.
Havde aldrig fundet den rigtige grusvej uden hans hjælp. Så jeg mÃ¥tte lige huske pÃ¥, ikke at dømme folk pÃ¥…deres lugt??!!

Skulle køre lidt på asfalt og så ind på gruset. Troede at jeg var kørt forkert, da der pludselig kom tre stejle grus hårnåle midt i asfalten. Det var ikke lige stedet for en almindelig Mazda. Så fortsatte asfalten lidt og jeg fandt skiltet med King Peak Road.
Vejen var lidt sværere end jeg havde regnet med, men total skøn. Troede faktisk ikke at det ville være så stejlt så tæt ved kysten. Så det blev til en masse hårnåle op, og ned igen.
Undervejs var der indlagt forskellige interessante små prøver, som bæk-krydsning og sandspor.
Colorado sad vist stadig i benene, så jeg morede mig glimrende. Mødte ikke et menneske overhovedet.

Da jeg ramte asfalten igen, var der kun få stejle km ned til vandet og Shelter Cove. Så jeg dykkede ned i tågen. Det er altså mærkeligt, at oppe ved købmanden skinner solen fra en skyfri, men nede ved vandet er det totalt tåget.

Havde håbet på noget strandcamping, men der var så ikke rigtig nogen strand her. Så jeg måtte bruge nogle penge. Da campingpladsen stort set kostede det samme som det billigste motel i byen, synes jeg ikke der var nogen grund til at fryse i mit telt. Du betaler for en teltplads, og så er de sådan set ligeglade med om du er alene med et mini telt, eller du er otte mennesker, fire telte og tre biler.

Fandt et rigtig rart sted hos en ældre dame. Det var “billigt” fordi jeg havde udsigten modsat havet….ind i en skrænt. Men værelset var bare sÃ¥ hyggeligt og sÃ¥ havde jeg en kæmpe gÃ¥rdsplads helt for mig selv.
 
Blev hængende i to dage, mens jeg ventede på at tågen lettede. Det skete så aldrig. Ved solnedgang blev det lidt klarere, men jeg så aldrig rigtig solen i de to dage.
  
Gik nogle gode ture på klippekanten og på stranden. Grunden til at der ikke var strandcamping, var tidevandet. Når det stod højt, var stranden helt væk. Jeg tjekkede lige hos de lokale, hvornår der var flod, inden jeg vovede mig derned. Der var folk der omkom, fordi de blev fanget af tidevandet. Det skulle jeg ikke nyde noget af. Gad ikke rigtig at drukne på et motorcykel-eventyr. Det ville sgu være for bizart.

Så gik turen lidt ind i landet igen, til Avenue of the Giants. Jeg skulle jo lige se de her kæmpe træer. Californisk Kæmpefyr hedder de vist. Man må sige at de er imponerende.
   
MÃ¥tte lige lege turist og se “køre igennem træet” som skulle være 104 m. højt, 7 m. i diameter og 2400 Ã¥r gammelt. Men det mest imponerende var bare at køre pÃ¥ vejen mellem kæmperne. Prøv lige at se den der mini bil pÃ¥ billede 2.

Efter kæmperne ramte jeg den legendariske Highway 1. Det var den jeg mere eller mindre skulle følge de næste 1400 km til jeg stod ved den Mexicanske grænse. At det så ikke helt blev sådan, kommer vi til en anden dag.
Havde set at der ville komme en af de store camping pladser, med internet og alting. Ville tage den. Blive et par dage. Vaske tøj og prøve at kontakte nogle ADV-folk i San Francisco, sÃ¥ jeg havde et sted at sove der. Campingfolkene viste sig at være sindssyge….altsÃ¥ prismæssigt. SÃ¥ jeg nuppede Statscampingen lige ved siden af, til en brøkdel af prisen. Kunne jo altid stoppe ved en cafe og komme pÃ¥ nettet.
De der stats-campingpladser, er som regel et muld-lokum og en hane med kold vand, men den lå tættere ved stranden.
Fik knaldet teltet op og vandrede afsted for at se solnedgangen. Kunne se strandkanten i det fjerne. Glædede mig til endelig at få fødderne i Stillehavet uden at fryse ihjel pga tåge. Nu kun 40 meter. Jubiii!!!!
Ahhrggggg!!!! Var ved at falde ud over kanten. Ja, der var en kant!!! Vel et par meter ned. Gik lidt rundt og ledte efter et sted hvor man kunne komme ned i sandet. Intet.
Jo der stod sÃ¥ en træstamme lænet op af kanten. Hmmm…kunne godt komme ned….men hvad med op??? Der var jo det der tidevand.
  
Tror jeg brugte en halv time pÃ¥ at rende rundt i klitterne og lede efter en nedgang. Kunne jo se en masse fodspor i sandet, og sÃ¥ mange mennesker valgte vel ikke at kravle ned af den pind. Endelig fandt jeg stedet. Sandalerne af og ud og soppe. Bzzzzz……Hvor var det koldt. Og vildt. Synes jo lidt at Vesterhavet er et barskt sted, men det er nærmest et soppebassin sammenlignet med det her. Her er rÃ¥t. Det er ikke en venlig kyst. Det meste er stejle klipper helt ud til vandkanten.
Så er der så de her strande ind imellem. Men der altid en eller anden form for kant der holder vandet væk, når det går voldsomt for sig.
Jeg har badet mange gange i Vesterhavet, men det her var for barskt for mig. Det blev ret hurtigt dybt. Bare ved at soppe lidt, kunne man mærke hvor store kræfter der var gang i her.
Nød min solnedgang. Og daffede hjem på campingen igen.
Mødte et par fyre på mc´er. De var kommet nord fra. Længere oppe end Eureka. Havde haft heftig regn i tre dage. Var rigtig glad for at jeg ikke havde trodset mine instinkter og var kørt nordpå alligevel, da jeg så de sorte skyer i Eureka. Havde jo set store træer alligevel
Gik hjem til teltet og kravlede til køjs iført skiundertøj, da tågen igen begyndte at kravle op på land.

 Kom sent afsted næste dag, da det tog et godt stykke tid at tørre teltet. Det var ikke helt tåget, men heller ikke helt tørt.
Lidt ligesom nÃ¥r man kørte langs vandet. SÃ¥ var det tÃ¥get. To minutter efter var der høj himmel og bragende sol. SÃ¥ skiftede det igen. Koldt, varmt, koldt…. hele tiden. Det var sÃ¥ kun stort set helt ude ved vandet. Kom man bare 500 meter ind i landet eller op over en høj top, ja sÃ¥ var der dejlig sol. Sært!!

San Francisco og Golden Gate ventede et par hundrede meget snoede km længere ned af kysten. 
Smølfen havde et eller andet problem. Den kørte, men bare ikke sÃ¥ godt. Det føltes som om den havde mistet noget af kraften. Et olie-skift var helt sikkert oppe over, men jeg vidste bare at der var noget andet helt galt…og det skulle fikses inden Mexico.
Havde håbet at få kontakt med en lokal, og måske et sted at sove, via ADV-siden. Ville vide hvor der var et godt værksted eller finde en hjemme-mekaniker som jeg synes at jeg kunne stole på.
Havde selvfølgelig ikke fundet noget der mindede om internet pÃ¥ vejen ned langs kysten, sÃ¥ jeg bestemte mig til bare at køre til byen, finde et sted at sove og noget net. Og sÃ¥ tage den derfra. Nemt og smertefrit…..Troede jeg……………