“Hjem” til Salida

Skrevet af anja den 23. juli, 2008

Forlod Lander og de alt for søde mennesker der havde motellet.
Ud over at de havde givet mig en pæn rabat på værelset, havde de den her lysreklame, som de skiftede budskabet på hver dag. Der kunne stå “Grin af dig selv - Alle andre gør det” Eller noget andet skørt. Det var et sted med stor humor :-)

Kørte af landevejen, men måtte snart ind i vejkanten og tage det officielle billede af mine
Wyoming på vej mod Salida 003.jpgWyoming på vej mod Salida 005.jpgnu 10000 miles (16000 km)

Som i kan se, er Wyoming stort og forholdsvis fladt, uden en sjæl i syne. Sad og tænkte på, at hvis man virkelig havde en stor trang til at flytte laaaangt ud på landet uden naboer, ja så ville det her være et godt sted.

Jeg men følte mig ikke rigtig på toppen. Det eneste jeg ville, var at finde et motel efter et par hundrede km, og bare stene ud på en seng.
Og ja, det var den tid på måneden. Jeg var træt, øm i røven og gad slet ikke at tale med nogen. Så havde bare lyst til at gemme mig på et værelse.
Kom til en lidt “større” by, som jeg heldigvis har glemt navnet på. Der var enormt mange moteller. Hmmm, måske var det billigt her, da byen ikke så ud af noget særligt. Valgte det billigst udseende motel og gik ind for at få en pris. 99$!!!!!!! De måtte have spist søm. Motellet var et totalt hul i jorden.
Kørte videre og var så småt ved at indstille mig på at det blev telt igen, men kom så til en lille sød by, Saratoga. Var stensikker på at det kun kunne være dyrere end det andet værelse, men blev heldigvis glædeligt overrasket. Under halv pris. Yes!! Flyttede ind med det samme.
Kunne egentlig godt lide byen, men var ikke i humør til andet end at ligge på sengen og lege med computeren eller stene tv. Og det gjorde jeg så i to dage.

Var stadig træt og ugidelig da jeg kørte videre mod Colorado, men jeg kunne jo ikke ligge der i sengen for evigt.
Wyoming på vej mod Salida 006.jpgWyoming på vej mod Salida 010.jpgSom billederne viser er Wyoming ikke så spændende i længden. Ihvertfald ikke hvis man bare drøner afsted på landevejen.

Havde udset mig en grusvej over et pas mod byen Steamboat, som Anne fra tenere-klubben havde anbefalet mig. Der var vel 40 km hen til gruset og jeg havde en lang diskussion kørende inde i hovedet om, hvorvidt det var smart at kaste mig ud i ensomme grusveje, når jeg nu havde det som jeg havde det.
Gad ikke at være en træls hormonel tøs, så jeg blev mentalt klar….og så var passet lukket pga. sne. Er ikke helt sikker på om jeg var oprigtig ked af, at det var lukket, eller jeg blev en lille smule lettet. Havde det vist egenlig fint med bare at hænge der på Smølfen og brænde kilometer af.

Ville stadig til Steamboat, men det ville jo så blive på asfalt. Det var lidt af en omvej, og da jeg kom til krydset, hvor jeg skulle dreje op mod Steamboat, måtte der mere end én smøg til, før jeg bestemte mig til hvad der skulle ske.
Det var fredag og weekend-trafikken var tung op mod Steamboat. Var jo stadig træt, og havde næsten en uge før jeg skulle være i Salida til Chick Fest. 
Men det der fik Smølfen styret sydover, var da det gik op for mig, at jeg kunne være i Salida inden aften. Under 300 km. Tanken om et værelse…ja måske ovenikøbet ADV-hytten, hvis jeg var heldig, fik mig i den grad overbevist. Så afsted mod Salida.
Turen var smuk. Over høje pas og gennem dybe dale. Sad godt nok og tænkte på alle de fede småveje jeg gik glip af, men man kan jo ikke få det hele. Der skal nok komme nogle andre veje istedet.

Landede i Salida og mødte Tami udenfor hendes forretning. Og, nej der var ingen i hytten og jeg var bare så velkommen. Jubiiiiiiii!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Så jeg hang ud og lavede så lidt som muligt resten af ugen, mens jeg ventede på at det blev torsdag og tid til Chick Fest

Historien om Chick Fest må i vente lidt med……
Jeg er flyttet ud af ADV-hytten og tilbage på hostellet i Salida. Der var andre der også skulle have lov til at bo i “mit” hus. Ja, nu er joken at det er mit hus….Har vist været her for længe :-)

Ville have forladt Salida i går, men snakkede med Sonny fra Tenere-klubben, som også kører rundt herovre. Han var på vej hertil og ankommer senere i dag, så jeg valgte at blive og lege danskeraften i aften.

Kører videre på fredag, men der bliver nok ikke så meget tid til at underholde jer inden da ;-)
Der er lige flyttet et par andre motorcyklister ind på motellet. De spørger mig om alt muligt, så jeg må nok hellere underholde dem, til Sonny kommer :-)

Salida - Boise…på to dage…..

Skrevet af anja den 8. juli, 2008

Ja, ja….Jeg ved det godt. I har abstinenser, og jeg får tics af at være så meget bagud med bloggen.

Jeg kørte fra Salida mod Boise, dels fordi jeg havde lovet at komme tilbage og sige hej til alle mine nye venner, dels fordi jeg havde efterladt nogle ting hos Heather, som skulle hentes.

Jeg skulle tage en beslutning om, hvorvidt jeg ville tilbage til Colorado til det der ADVrider-halløj, eller jeg ville videre over mod vestkysten.
Kunne mærke at jeg rigtig gerne ville møde flere motorcyklister på eventyr, er helt vild med bjergklimaet og så regner det vist en hel masse deromme i Seattle ;-) 
Så det var en forholdsvis nem beslutning. Hurtigt op til Boise, så ville jeg have næsten 3 uger inden jeg skulle være tilbage i Salida. Kunne så få tid til at besøge endnu et par nationalparker på vejen tilbage.

Nu er det jo desværre bare sådan, at når jeg tænker “hurtigt op til Boise” Ja så mener jeg det! Ville ikke lave Texas-fejlen og miste mig selv, men kan altså ikke lade være med at se hvor langt jeg kan komme, og hvor mange timer jeg kan holde til at sidde på Smølfen.
Helt skørt….Jeg ved det, men jeg må jo kunne lide det ;-)

Kørte fra fra Salida ved middagstid. Havde udset mig en nogenlunde lige vej mod Boise, så jeg startede på hovedvej 50. En virkelig smuk vej, med masser af dejlige sving.
Colorado er bjergtop efter bjergtop, og nogle af dem skal man jo op over.
Holdt ind, og opdagede at jeg holdt på “The Continental Divide” Det er en slags højderyg der løber gennem landet, og når sneen på den smelter, vil dråben der ligger øst for ryggen engang ende ude i Atlanterhavet og dråben vest for ender i Stillhavet. Det synes jeg er ret
Salida til Boise 014.jpgsyret. Sneen som i ser i baggrunden på billedet, er det som ender i Atlanten. Måske kommer vi til at svømme i det hjemme i Danmark en dag.

Kunne jo alligevel ikke lade være med at køre nogle omveje, fordi jeg regnede med at de mindre bjergveje ville være pænere/sjovere, end hovedvejene. Så jeg fandt en rigtig skæg vej, der kun var en smule længere end den slagne hovedvej. Og smukt var der.
Salida til Boise 022.jpg Salida til Boise 025.jpg Salida til Boise 026.jpg
Kom rundt i en skarp kurve, og så en mand komme gående i mc-tøj. Åh nej, tænkte jeg og satte farten betydeligt ned. Folk går ikke rundt i den slags tøj der, uden grund.
Og ganske rigtig, han signalerede “langsomt” til mig, og rundt om hjørnet lå en totalt smadret motorcykel.
Stoppede og spurgte om de havde brug for hjælp. De var fem mand, så de mente godt at de kunne klare det selv. Og der havde været andre folk før mig.
Fyren havde haft for meget fart på ind i kurven, var panikket et øjeblik og bremset. Kunne ikke holde knallerten og var banket lige ind i autoværnet på den anden side af vejen. Han var ok, men mc´en var færdig.
Satte vist selv farten en anelse ned, da jeg kørte derfra. Mødte senere et andet par på mc, der var blevet overhalet af det uheldige selskab. Manden rystede på hovedet, og sagde at de havde kørt alt alt for stærkt. Mænd i flok….tsk tsk…..

Det at jeg kører alene, gør at jeg passer mere på. Kører aldrig til grænsen. Ligger nærmere på de 70%  Har jo ingen der samler mig op og ringer efter ambulancen.
Det var så vist også ret ligemeget derude. Ingen mobildækning, men søde folk i biler, der var kørt til et sted med dækning og ringet derfra.
Jeg kørte videre…..og mødte ambulancen…vel 45 min efter jeg var kørt fra den uheldige flok. Det sætter altså tingene lidt i perspektiv. Du er i en ulykke, og ambulancen kommer så ca. 1½ time senere. Man må så bare håbe, at man ikke bløder for meget i mellemtiden.

Landskabet blev mere fladt og kedeligt, så jeg tænkte at jeg kunne tage en omvej mere inden aften. Snuppe så lige en sød lille bjergkæde mere. Der var flot, men solen var ved at 
Salida til Boise 035.jpgat gå ned, så jeg måtte til at tænke på hvor jeg skulle sove. Efter bjerg-omvejen, ville der være en lille by, så måske ville der være et billigt motel eller en campingplads. NOT!! De ville have 90$ for et værelse og ingen camping. Hmm….på med hjelmen og videre. Der ville komme en større by, Vernal om ca 100 km. Det kunne jeg godt overleve.

Omgivelserne var nærmest grimme. Olie og gaspumper allevegne. Hvorfor skulle det være så dyrt, når det ikke var et turist område??
Kørte ind i Vernal ved ni-tiden. Selv det mest usle motel kostede de der 90$. Havde set et skilt til en campingplads, men kunne absolut ikke finde den. Rodede rundt i nattemørket. Så en State Park på kortet. De har nogengange camping, så jeg ville køre derud, og hvis der ikke var camping, ville jeg sove på en bænk. Ikke på vilkår jeg ville betale så meget for at sove 8 timer i en seng.
På vejen faldt jeg så heldigvis over campingpladsen. Fik teltet sat op i skæret fra en lygtepæl og faldt bare om. Det havde været en lang dag.

Snakkede lidt med campingpersonalet næste dag. Grunden til de absurde priser, var gasindustrien. Der havde altid været gas omkring Vernal, men ikke nok til at det kunne betale sig at udnytte det. Men med olieprisen helt oppe at ringe, kunne de tjene på det. Og arbejderne skulle jo bo et sted…..på motellerne.
Har fundet ud af at olie og gas-arbejdere, rejser rundt hvor der nu er arbejde. De lever på moteller det meste af deres arbejdsliv. Flere selskaber havde lejet hele moteller til deres personale, så klart at priserne var sindssyge.

Klokken otte var jeg på vejen igen. Kunne ikke klare at se flere grimme pumper, så jeg fandt en omvej over et bjergpas, der så fed ud…..og det var den.
Op, op, op….og så ned, ned, ned igen.
Salida til Boise 037.jpg Salida til Boise 039.jpg Salida til Boise 041.jpg
Hmmm…… Var vist kommet lidt vel hurtigt ud af Vernal. Havde ikke fået tanket. Begyndte at blive lidt bekymret. Gps´en sagde at jeg kunne nå en tank, men kun ved at køre i den forkerte retning….så det gjorde jeg. Troede at jeg skulle 30 km i den forkerte retning, men blev heldigvis glædeligt overrasket. Kun 3 km blev det til…..
Kan jeg dog ikke snart lære det. Never Pass Gas!!!!!

Var pludselig i Wyoming. Landskabet ændrede sig og blev enormt stort. Ved ikke rigtig hvordan jeg skal forklare det. Men det var som om der blev højere til himlen og længere mellem alt.
Salida til Boise 044.jpg Salida til Boise 045.jpg Salida til Boise 046.jpg
Slut med at køre i bjerge, men man kunne se dem ude i horisonten. Jeg kørte igennem det her uendelige bakkede landskab. Himlen fik en anden nuance, nærmest lyseblå, hvor den før havde været dybblå. Følelsen af de enorme vidder, blev vel også forstærket af, at der absolut ingenting var. Ingen folk, huse eller biler….Ingenting.
Wyoming er så også den stat, der har det laveste indbyggertal.

Skulle bare krydse et hjørne af Wyoming (220km) Så var jeg i Idaho. Da jeg krydsede statsgrænsen, kunne jeg pludselig mærke Boise vinke ude i horisonten. Kun 550 km tilbage. Gps´en sagde at jeg ville være der ved 20-tiden, og så gik der ellers konkurrence i den. Kunne jeg gøre det? Ja, jeg kunne!!!!

Prøvede desperat at finde en anden mulighed end motorvejen, men hovedvejene ville føre mig ud på flere hundrede km´s omveje.
Skidt. Det er jo kun den der plastik-rulle-dims ved kæden, der ikke kan tåle motorvej. Og nu kom jeg jo hjem til Onkel Ed, og så kunne vi snart få ordnet det. Rullen var alligevel ved at være slidt ned igen. Så jeg kastede mig ind på motorvejen.

Sad der og hang på Smøfen. Kedeligt!!!!
Men jeg skal love for at det blev en del mere spændende!!!!
Vejret havde været godt hele dagen, men der begyndte at poppe flere skyer op. Det så godt nok mærkeligt ud derude i horisonten. Det lignede lidt en sandstorm i Sahara. Stor mærkelig sky. Nå lidt regn kan man vel godt tåle. Havde jo kun 200 km igen.
Kom nærmere mod “regnen” Og så ramte vinden mig fra det ene sekund til det andet. Bam! Lige ind i siden. Har aldrig oplevet noget lignende. Vindstødene var så kraftige at jeg lavede ufrivillige vognbaneskift. Var vel nede og køre 15 km/t. Måtte se at komme af motorvejen. Nærmede mig heldigvis en afkørsel. Kunne næsten ikke komme ud i svingbanen, da vinden blev ved at presse mig den anden vej. Kæmpede en hård kamp og fik endelig tvunget Smølfen den rigtige vej.
Puhhhhh……Vinden i ryggen og ned til en lille by. Sad der på en græsplæne, mens grene og plastikposer fløj om ørerne på mig. Havde været smart nok til ikke at placere mig under et træ, for grene knækkede af og blev blæst på tværs af vejen. Mærkeligt nok regnede det ikke og var stadig varmt.
Der var ikke nogen overnatningsmuligheder i minibyen, så jeg ventede en god time. Synes at vinden var løjet lidt af, og begav mig ud på vejen igen. Kørte vel omkring 30, da der stadig var gang i nogle formidable vindstød. Ikke så slemt som før, men alligevel….
Ville ikke ud på motorvejen, så jeg fandt en bi-vej på kortet, der ikke førte mig ud på en så gigantisk omvej. Afsted, afsted.

Og så blev jeg bange. ”Sandskyen” var blevet til en tordensky ude til venstre for mig…..og det var der vinden kom fra. Vidste at de der mange lyn havde retning mod mig. Og der var ikke et hus eller en bil i sigte. Jeg bandede lidt over mig selv. Hvordan kunne jeg være så stor en idiot og befinde mig her, i det her vejr. Havde jo hørt historier om de amerikanske Thunderstorms.
Satte farten op…meget op… Vinden havde heldigvis lagt sig en del, og jeg fløj afsted i halvmørke. Nok lidt for hurtigt end godt var. Men jeg skulle bare væk fra lynene. Der var ikke noget at gemme sig under. Jeg var absolut det højeste punkt i flere kilometers omkreds…..

Lynene blev heldigvis lidt til venstre for mig, og jeg nåede en lidt større by. Havde bestemt mig for at tage på motel. Koste hvad det ville, også selvom der kun var 70 km til Boise. Det var mørkt, og hvad mere ventede derude i vejret.
Alle, og jeg siger alle, værelser i byen var optagede. Ikke så meget som et lille bitte rum havde de tilbage.
Stod der på en tank og synes egentlig at vejret føltes ok nu. Lynene var bag mig og det lysnede lidt i retning mod Boise. Bestemte mig for at satse.
Ud på motorvejen. Vidste jo efter mit lyn-ræs, at jeg kunne køre hurtigt nok til motorvejen. Afsted med mig.
Efter vel 2 km, ramte jeg nogle trælse vindstød igen……Og så kom regnen.
Havde kun min safetyjacket på. Den består af net med beskyttelses-dimserne på. Dråberne føltes som nåle på min næsten bare hud. Holdt ind under en bro. Det hjalp så ikke så meget, da det nærmest regnede sidelæns pga. vinden.
Havde overhalet en meget langsom bil med en trailer. Da han strøg forbi, kastede jeg mig ud bag ham. Havde ikke lyst til at ligger der i mørke på motorvejen, med min meget lille baglygte, når de store lastbiler overhalede. Følte at jeg fik lidt beskyttelse der i læ af traileren. Han var trods alt nemmere at se end mig.

Endelig…Boise.
Havde kørt 960 km på en dag. Og var bare så træt, så træt.
Men jeg havde gjort det…Og vundet den der åndssvage konkurrence med mig selv ;-)

Alder Creek

Skrevet af anja den 1. juli, 2008

Hvis jeg troede at jeg var øm efter den smule tur vi var på søndag, har jeg da i den grad skiftet mening nu. I går kunne jeg slet ikke stå ud af sengen.

Tami og Duke havde fri tirsdag. Og så skulle der køres.
Tami og jeg synes at drengene kører for hurtigt, så vi sendte Duke og et par andre fyre afsted og drog ud på vores egen tur.

Vi kørte op i terrænet. De har et sted, et ufatteligt stort sted, der er beregnet til at lege i for motoriserede køretøjer. Der høvlede vi lidt rundt på små grusveje. Vi havde ikke helt nogen ide om hvor vi var, men så længe vi blev mellem hovedvejen og hvor bjergene for alvor startede, kunne det ikke gå helt galt.
Ind imellem holdt vi en pause og jeg faldt totalt i svime over den fantastiske udsigt.
Alder Creek 004.jpg  Alder Creek 002.jpg

Efter at have ræset rundt et stykke tid, synes vi at der skulle mere til. En eller anden havde fortalt Duke, at noget der hedder Alder Creek var en nem tur. Så den kastede vi os over.
Ud på hovedvejen og den rigtige vej. Tami havde ikke helt styr på kortet, så vi måtte have gang i min gps, men så gik det også nemt. Hun er mest vant til at køre sammen med Duke, og han kender området, som sin egen bukselomme.

Vi styrede op mod Alder Creek, og synes begge, at det da så ud som en fed vej Alder Creek 001.jpg Alder Creek 005.jpg
…..meen så blev den mere og mere stejl og stenet. Hmmm…. det er nok bare lige et lille stykke. Vi havde jo fået af vide, at det var en nem tur.
Det blev bare værre og værre, og der var ikke rigtig nogen steder at stoppe.
Jeg har aldrig kørt i noget der var så slemt. Rigtig stejle hårnålesving, med et tyk lag af små trælse klippestykker, der fik Smølfen til at skride rundt. Prøvede desperat at finde det bedste spor, men havde heller ikke meget lyst til at køre ude på kanten….der var nemlig meget langt ned.
Kan slet ikke vise med billeder, hvad det var vi havde fået os rodet ud i, da vi i sagens natur ikke rigtig kunne stoppe de svære steder og holde en foto-pause…ikke engang bare en pause, selvom vi i den grad havde behov for det.
Det var en hel del mere stejlt end det ser ud til. Vi steg vel fra 2400 til 3600 meter på omkring 6 km hårnåle-kørsel.
Nærbilledet af “gruset” viser lidt om hvad det var for et underlag vi skøjtede rundt i.
 Alder Creek 006.jpg Alder Creek 012.jpg Alder Creek 008.jpg
Da vi endelig kom til et nogenlunde plant stykke, fik vi den tiltrængte pause. Vi syntes begge, at det her oversteg vores evner en hel del. Men var så også enige om, at vi da SLET ikke ville ned af den forba…. vej igen.
Bare tanken om at glide rundt på de der klippestykker, fik os til at fortsætte mod det ukendte. Hellere ikke vide hvad der ventede os.

På den igen. Jeg lå bagerst. Tami køre på en 250cc og var gearet på en måde, så hun kunne putte stille og roligt op i 1. gear. Jeg blev på en eller anden mærkelig måde nødt til at give den lidt mere gas for at holde den gående.
Jeg lå for tæt bag hende, og så indtraf katastrofen…..Hun satte farten mere ned og jeg måtte slippe gassen, for ikke at potte op bag i hende. Kunne bare mærke bagdækket slippe grebet………Og så lå jeg der!!!
Fik vristet mig fri og forsøgte at rejse Smølfen op. Måtte opgive. Den lå rigtig dumt, med hjulene svævende frit i luften. Benzinen fossede ud af tankdækslet. Jeg havde tabt min lille smarte udluftnings-slange-dims dagen før, og havde ikke lige fået en ny, så der var frit løb for benzen. Tami kunne ikke forstå hvor jeg blev af, slukkede motoren og kunne høre mig bande. Kom ned og ved fælles hjælp fik vi Smølfen på højkant.
Vi var helt færdige. Der er bare ikke ret meget ilt oppe i nogen og 3000 meters højde. Holdt en pænt lang pause, mens vi bandede “det er en nem vej” vennen langt væk.

Nå vi måtte videre. Kunne jo ikke slå rødder der på bjergsiden. Men bare det at komme op på Smølfen igen, var lidt af et kunststykke. Den er jo pænt høj, når jeg ikke slæber rundt på alt mit bras. Det gik, og vi kørte afsted igen.

Men tror i så ikke at idioten her, laver nøjagtig den samme fejl igen!!!!!!!!!
Rundt i en meget snæver og stejl hårnål, er jeg for tæt på igen. Havde ellers udset mig den yderste kant. Helt skærve-fri. Den skulle bare have lidt gas, så kunne jeg holde mig kørende, uden at skvatte ud over kanten og ned i dybet. Tami får lavet et eller andet, sætter farten ned, og jeg må gøre det samme for ikke at køre ind i hende. Ender så i indersporet, i dybe klippestykker, med alt for lidt fart. Har ikke en chance for at styre ordenligt i det tempo, forhjulet rammer et alt for stort klippestykke, og jeg skvatter igen.
Øv!!! Denne gang blev der brugt mange danske bandeord. Nu ligger Smølfen nærmest på hovedet. Benzinen løber igen….Og jeg kan ikke rokke den ud af stedet.
Tami får parkeret og kommer ned for at hjælpe. Denne gang er det rigtig svært. Det er meget stejlt og både Smølfen og os skrider bare nedad. Forbander mig selv. Hvorfor skulle jeg også lige smide den på det mest stejle sted jeg kunne finde.
Vi får den op. Tami´s arm er gennemblødt af benzin. Vi står der med begge bremser i bund og kan ikke rigtig gøre noget. Det er for stejlt til at jeg kan komme op og sidde. Vi må lade den skride/glide/gå baglæns og prøve at ramme et spor med baghjulet, så jeg får noget at træde op på. Det går og jeg må give den max gas for overhovedet at komme i gang. Jeg høvler op og får vist sprøjtet en gang grus i hovedet af Tami…bare som tak for hjælpen ;-)

Denne gang bliver jeg forrest. Det skulle vi så vist have gjort fra starten. Det går i hvert fald meget nemmere, når jeg kan give mere gas og ikke bekymre mig om at køre ind i Tami.
Vi kommer op til en mine. Det ligner næsten toppen nu. Holder en laaaaang pause. Men har dog alligevel kræfter til at gå de 100 meter op til ruinerne og kigge lidt. Det er hårdt at gå op. Kan bedre forstå det der højdetræning nu. Opgav at ryge en smøg, synes i forvejen, at jeg havde problemer med at få hevet ilt nok indenbords.
Alder Creek 014.jpg Alder Creek 015.jpg Alder Creek 017.jpg
Luften er rigtig tynd. Vi er i små 3600 meter nu. Ved ikke om det er lettelse over, at vi nu håber at det værste er overstået, eller det er den tynde luft, men vi fniser som små skolepiger og føler os nærmest fulde. Hælder mest til den tynde luft, for vi har begge bange anelser. Hvad nu hvis turen ned, er af en lignende vej………

Vi kyler et par power-bars ned, og er klar til næste etape.
Vejen bliver nærmest til en skovvej. Lille stigning, men ikke noget farligt.
Bagefter da det hele var overstået og vi sad hjemme i Salida, kom vi til at tale om netop det stykke af turen. Vi havde begge bare siddet og tænkt…please ikke mere klippe-helvede. Lad resten være som det her. To sjæle….. 

Lidt øv-spor igen og så et vejkryds. Hmmmm…..fire veje. Tami troede på en vej, men jeg ville ikke lade mig overtale, da gps´en sagde noget andet. Desværre sagde den, at vi skulle op af den mindste vej, hvor der lå et par små snedriver.
Det så ikke helt rigtig ud, men jeg ville ikke ned af den mest oplagte, da jeg i bare kunne forstille mig, at det var samme slags som vi lige havde forceret, og den endte det forkerte sted, så vi måtte op af den igen. Og det nægtede jeg simpelthen.
Fik Tami overtalt. Når gps´en faktisk påstod at vi var på rette spor mod Bonanza, hvor det var meningen vi skulle ende, synes jeg at vi bare skulle høre efter.
Igennem sneen. Det var altså meget lidt. Ikke noget vildt. Og så kom vi op på toppen.          YES!!!! Endelig.
Alder Creek 035.jpg Alder Creek 032.jpg Alder Creek 019.jpg
Ham fyren på ATV´en kom forbi, og vi følte os lidt som blondiner, da vi spurgte, om det nu også virkelig var vejen til Bonanza. Han sagde heldigvis ja.
Der lå spredte sneklatter rundt omkring, så vi skulle selvfølgelig lege lidt. Tror vi begge følte at nu var det værste overstået.
Alder Creek 026.jpg Alder Creek 027.jpg Alder Creek 031.jpg Alder Creek 023.jpg
Turen ned på den anden side var forholdvis nem og rigtig smuk. Og vi var vældig glade, da vi endelig nåede Bonanza. Så var det bare 20 km nem grusvej og så på asfalten resten af vejen.
Alder Creek 040.jpgDa vi nåede asfalten, kunne jeg se bjerget vi havde kørt op over. Helt ovre til venstre…under skyen, er der sådan en skaldet top. Den højeste. Det er den i kan se på billedet af manden på ATV´en. Så jeg har næsten været helt oppe på toppen. Endte i 3606 meter. Har nu en ny rekord i højdemeter på motorcykel. Min forrige var fra Frankrig….2600 meter…

Fik en bajer hjemme i haven, og var faktisk rigtig stolte af os selv.
Fik grinet godt og grundigt af dumme ting vi havde sagt i kampens hede.
- Du har hermed ret til at banke Duke når vi kommer hjem.
- Tror du vi kan trække den derop???? Da vi stod midt i hårnålen og lige havde fået rejst Smølfen. Det var bare en så umulig ide, at vi begge havde tåre i øjnene af grin, men oppe på bjerget, virkede det faktisk som et helt ok forslag.

Bagefter var vi meget glade for at have gjort det, men jeg kører sgu aldrig op af den vej igen. Aldrig!!!!!!

Onsdag var også fridag. Duke ville vise Tami nogle campingpladser, der skulle bruges til et kommende arrangement. Vi var trætte og gad ikke rigtig så meget, så det blev kun til en lille smule legen rundt.
Salida til Boise 007.jpg Salida til Boise 005.jpg Salida til Boise 002.jpg

Dagen efter, sagde jeg farvel og på gensyn til Tami og Duke, efter knapt en uge i
Salida til Boise 011.jpgThe ADV Cottage

Salida til Boise 012.jpg

Vil tilbage til Colorado til noget ADVrider-halløj. En weekend kun for piger, med grus-køreskole og andet godt….og så noget der hedder West Fest. Tror der er 200 mennesker tilmeldt til det. Glæder mig meget til begge dele.
Ved godt at det er en noget mærkelig vej at tage, sådan frem og tilbage-agtig. Men jeg kommer til at møde en masse mennesker, der synes at offroad bare er det fedeste. Og det vil jeg ikke gå glip af.

Jeg er faktisk i Boise lige nu. Tager videre i morgen, af en pænt stor omvej, mod Colorado igen.
Skal nok få skrevet om turen herop….og min weekend i Hells Canyon. Har ikke rigtig haft tid. Har leget med mine venner………


Copyright © 2007 Anja Kiilsgaard on tour. All rights reserved.