Anja Kiilsgaard on tour

Vejen ud af Boise, var den samme som jeg havde kørt Smølfen til på, for fire måneder siden. Op forbi Idaho City og Lowman.
Måske kan i huske billederne fra dengang. Smølfen ved siden af meterhøje snedriver. Prøvede at finde det samme sted hvor jeg tog vinterbillederne, for at tage et par sommerbilleder. Men intet lignede noget jeg kendte. Tror jeg var tæt på stedet, men ikke helt. Prøv at sammenligne alligevel
  
              
Det var nu alligevel sjovt at se hvor meget forskel fire måneder kan gøre.
Og mens jeg stod der med kameraet fremme, kom den her forbi. Det fik mig nu altså til at fnise lidt. For hvor var sneen?????

Vejen der dengang havde virket så smal og farlig, var nu en sød snoet landevej.

Kørte af landevejen op til Stanley. Heather havde sagt at der var gode camping muligheder ved søen, så der trillede jeg hen. Slog teltet op, og kørte ud for at finde noget at spise. Var på lidt fancy/dyr restaurant. Lad os bare sige at sådanne steder ikke behandler enlige piger i mc-kluns, på helt samme måde som de andre gæster. Fik da nok det dårligste bord overhovedet. Det er så det smukke ved drikkepengesystemet. Man kan give fornærmende lidt, hvis man føler for det ;-)
Nåede nærmest ikke tilbage til teltet før naboerne kom over og spurgte om jeg selv havde myggespray, eller jeg ville låne noget af deres. Om jeg havde spist, for de havde masser af mad. Endte selvfølgelig ovre ved deres bål resten af aftenen.
Her er det Molly med lille Otto på skødet. Og nedenunder Craig der laver mad.
De var rigtig søde. Ville gerne flytte til udlandet og arbejde der et stykke tid.  Molly havde studeret i Japan for nogle år siden og talte et rustent japansk. Men de overvejede både Europa og Japan. 
 Craig skulle dog lige have gjort sin kemiker-uddannelse færdig først.
De var meget berejste i forhold til hvad jeg ellers har mødt herovre. Vi svingede rigtig godt sammen, da vi havde ret ens syn på tilværelsen.

Det var en pragtfuld stjerneklar aften. Jeg så det største stjerneskud jeg nogensinde har set. Der var ligefrem en lang tydelig hale.
Craig og jeg endte med at sidde oppe til klokken to og sludre.
Næste dag kom de over og hentede mig. Der var morgenmad. Æg og bacon. Og det siger jeg altså ikke nej til. Var næsten ved at blive en dag mere, men det var blevet onsdag og den store 4. juli weekend var lige oppe over. Det kunne blive svært at finde en teltplads i Yellowstone National Park, hvis jeg ikke kom senest torsdag morgen.
Så jeg måtte sige farvel til de søde mennesker og komme videre.

Var kommet pænt sent afsted fra Stanley, sÃ¥ jeg ville bare køre sÃ¥ tæt pÃ¥ Yellowstone som muligt. Da solen begyndte at gÃ¥ ned, kom jeg til en RV-Park. Det er en “campingplads” for autocampere, med strøm, vand og afløb. De havde sÃ¥ ogsÃ¥ et motel og teltpladser. Motellet var for dyrt, sÃ¥ jeg slog teltet op.
Det var jo blevet sent, så jeg fik en slatten pizza på tanken og gik tidligt i seng. Ville op klokken 6, så kunne jeg være i Yellowstone ved 8.30-tiden. Og måske være heldig med at få tiltusket mig en teltplads. Ifølge alle folk skulle jeg være der inden 11, ellers ville der nok være udsolgt.

Jeg vÃ¥gnede klokken 2 ved at min mave gjorde helt afsindigt ondt. Halsede op til toilettet, der lÃ¥ laaaangt væk, helt oppe ved motellet. Populært sagt, sÃ¥ stod det ud af begge ender! Blev bekymret for dagen i morgen. Skulle jeg rende frem og tilbage hele natten og slet ikke fÃ¥ sovet. Øv….
Tilbage i teltet føltes maven bedre, så jeg faldt hurtigt i søvn.
Vågnede klokken 4 ved en underlig lyd. Regnede det?? Ja, men kun på den ene side af teltet. Så holdt det op, og to sekunder efter begyndte det på den anden side. Og det regnede rigtig meget. Teltdugen nærmest bøjede ind i teltet. Hvad sker der????!!!!!
……….Ã…hh nej….. Sprinklerne var gÃ¥et i gang.
Havde lagt mærke til dem der i græsset før jeg gik i seng, og faktisk tænkt, bare de ikke går i gang i nat. Sært ikke.
Ventede til pausen hvor de allesammen var drejet væk fra telt-døren. Og ræsede ud. Løb op til receptionen og bad dem om at slukke. Hun undskyldte meget og begyndte at ringe rundt til forskellige folk. Kunne ikke bare stå der, men måtte ned til teltet og se om jeg kunne redde noget. Har jo aldrig haft teltet ude i hård regn før, så jeg vidste jo ikke hvad det kunne tåle. Og sprinklerne sad jo i græshøjde og sprøjtede nærmest op under teltdugen.
Fandt ud af at jeg kunne dreje dem væk fra teltet, men de drejede så tilbage. Det må have været et ømt syn, at se mig spæne rundt og dreje sprinklere på skift.
Tror jeg fik vredet dem lidt for hård, for jeg kunne få dem til at blive væk fra teltet. Men på det tidspunkt var jeg ret ligeglad, om jeg fik ødelagt noget. De kunne jo bare have tænkt sig om. De havde glemt at slukke for dem på teltpladsen, da jeg var det eneste telt der.
Fik en lille pause, hvor jeg bare kunne stÃ¥ og se min lille græsplæne blive mere og mere oversvømmet. Kunne ikke rigtig komme til teltet, for at se om der var sket store vandskader……SÃ¥ jeg tog et par billeder i stedet
  
Løb op i receptionen igen, for at spørge om hvorfor de ikke var slukkede endnu. Det kunne de desværre ikke, sagde pigen. Ok, sÃ¥. Hvor lang tid bliver de sÃ¥ ved. Øhh…Det vidste hun heller ikke rigtigt, mÃ¥ske en time. Jeg har et værelse til dig, sÃ¥ du kan gÃ¥ derind og sove.
Jeg gloede pÃ¥ hende som om hun var fuldstændig vandvittig. Havde hun seriøst tænkt sig at jeg bare skulle lade det hele…sejle… og sÃ¥ give mig til at sove.
Snuppede nøglen og fortalte at jeg ville slæbe telt og hele svineriet ind på værelset for at tørre det, hvis det der vandpjaskeri ellers nogensinde holdt op. Hun sagde ikke så meget, men jeg var vist også ret tosset.
Gik tilbage igen. Heldigvis bare for at se sprinklerne dø ud. Pyhhhhhh…..
Ind i teltet. Og hold da kæft. Alt var tørt. Det havde jeg godt nok ikke troet. Det er et ret vandtæt telt jeg der har fået købt mig.
Overvejede stærkt at lade det hele være og få mig lidt søvn. Men vandet stod vel et par centimeter højt i græsset, så jeg ville aldrig få det telt tørt om morgenen.
Slæbte alting op på værelset og slog inderteltet op foran varmeblæseren og yderteltet kom op og hænge foran varmelampen ude på toilettet.
 Fik tørret mine bukser i tumbleren og fik pakket motorcyklen igen. Og så var klokken 7 og det var tid til at køre. Men ikke før jeg havde fået mine
penge tilbage. Ville sgu ikke betale for at sove i en swimmingpool.
Jeg havde været rasende hele morgenen, men da jeg kørte derfra kunne jeg pludselig se det komiske i det hele og spruttede af grin inde i hjelmen

Ankom til Yellowstone klokken lidt over otte, efter en meget smuk men også meget kold morgentur. Var igen glad for mine varmehåndtag.
Den første campingplads var allerede optaget, men jeg kørte alligevel ind for at spørge hvor mine chancer ville være størst.
Havde bestemt at tage tre overnatninger der. Den flinke dame reserverede alle tre nætter på den sydligste campingplads. Så kan du tage den med ro derned, nyde turen og stoppe og se noget undevejs. Fik kaldt damen en helt og som sagt så gjort.
Der var virkelig flot der i morgensolen og jeg havde fundet ro, fordi jeg var sikker på et sted at sove.
Det var underligt at se dampen fra de mange geysere. Yellowstone har et virkeligt mærkeligt landskab. Det er et smukt men sært sted.
  
Har nakket de her oplysninger fra nettet, så vi ved hvad jeg snakker om:
Yellowstone befinder sig på et plateau godt 2.000 meter over havet. Det mest karakteristiske og særprægede for parken er de geologiske forhold, idet det meste af området er domineret af vulkanske aktiviteter. Landskabet er formet efter et enormt vulkansk udbrud for 640.000 år siden, som resulterede i dannelsen af en såkaldt caldera. Det ligger derfor oven på et stort magmakammer, ca 9 km nede i jorden. To trediedele af verdens geysere findes i Yellowstone Nationalpark, herunder den trofaste Old Faithful som har udbrud hver 92 minutter. Fra andre kilder kommer der varmt slam op og danner små kogende slamsøer. I alt findes der 10.000 varme kilder i Yellowstone Nationalpark, heraf 3.000 geysere.
Kunne ikke have sagt det bedre selv
  
  
Parken er knapt 9000 km2 stor, og de lader det være sÃ¥ meget vildmark man nu kan med millioner af besøgene hvert Ã¥r. Der er nogle fÃ¥ veje rundt til de forskellige seværdigheder, men man har ogsÃ¥ mulighed for at vandre ud i det vilde. Skal sÃ¥ bare lige huske pÃ¥ at der lever vilde dyr, som bjørne og bisoner. Hvert Ã¥r er der folk der dør, fordi de ikke fatter at de skal blive i sikker afstand fra de “søde” smÃ¥ bjørne.

Det var en syret oplevelse at se bisoner græsse i vejkanten. Det kan godt være at de ser langsomme og klodsede ud, men de kan altsÃ¥ løbe 70 km/t og smadre en bil sÃ¥ let som ingenting…hvis de gider.
Så jeg beholdt hjelmen på
  
  
På det sidste billede går der en stor flok rundt og græsser langt ude i baggrunden.
Udsigten fik mig bare til at vente på at Sølvpil kom springende ud af buskene.

Så en masse på den ca 60 km. lange tur ned til campingpladsen. Fik teltet sat op og var bare så træt efter nattens brusebad, at jeg lige måtte ligge et par timer. Brugte aftenen på at lave mad over bål og kigge stjerner.

Ud på ekspedition næste dag. Der var meget trafik, men da man ikke måtte køre ret hurtig og jeg jo havde travlt med at kigge efter bjørne, gjorde det ikke så meget.
Det er jo rimeligt amerikansk anlagt, så man kører hen til hvad man vil se, parkere og går nogle få 100 meter hen til udsigten/geyseren/vandfaldet. Rimeligt smart når man er i store mc-støvler.
Der er ikke så meget at sige, tror billederne taler for sig selv.
  
  
  
  
    
Mødte en fyr på en parkeringsplads. Han havde set mit ADV klistermærke og kom hen for høre hvad jeg var for en. Han var på fuldpakket mc og skriver selv på ADV-siden. Han havde haft lidt svært ved at finde en campingplads, og jeg tilbød at vi kunne dele min. Det var jo også 4 juli, der er en stor ting herovre, og jeg havde ikke lyst til at sidde alene rundt om et bål på denne nationale helligdag. Så vi skiltes for at udføre hvad vi hver især havde planlagt, for så at mødes senere på campingpladsen.
Vi grillede nogle pølser og snakkede. Han var fra Californien. Havde taget fem måneder fri og ville slutte turen i New York til et bryllup.

Det var nu meget hyggeligt at have lidt selvskab. Det kan godt blive lidt ensomt at lave bÃ¥l helt alene. Og det har vist sig, at campingpladserne nogen gange kan være de sværeste steder at komme i kontakt med folk. De er jo pÃ¥ weekend. Tit i tosomhed. Man er væk hele dagen og nÃ¥r det bliver mørkt kommer man jo ikke lige rendende over til folk man ikke kan se. Men sÃ¥ længe jeg jeg har gang i et bÃ¥l, og specielt hvis jeg laver mad, har jeg noget at lege med. Det der bÃ¥lmad kan nogengange tage flere timer….men det smager fan… godt!!!!!

Var også rendt ind i et par Argentinere den første dag. Mødte dem igen da jeg ville se Old Faithful. Det viste sig at jeg skulle sidde og vente 45 minutter til den spruttede næste gang, så jeg blev glad da der råbte mit navn. De var søde og sjove. Og tiden fløj afsted.
Prøv at se kødranden af mennesker i baggrunden. Og da sÃ¥ geyseren ikke var sÃ¥ fantastisk som jeg havde troet….Ja sÃ¥ blev jeg nærmest skuffet. Begyndte at fÃ¥ den her turistgøjl følelse….. Og orkede ikke rigtig mere geyser-dims.
Til gengæld var jeg sÃ¥ nok den eneste i parken der ikke havde set en bjørn. Den sidste dag skulle være dagen. Kørte op nordpÃ¥ og fandt et lille stykke grusvej, som California-gutten (har sgu glemt hans navn) havde anbefalet. Han havde set bÃ¥de bjørn og ulv der. Jeg sÃ¥ ingenting…til gengæld begynde det sÃ¥ at regne.
Kørte ind gennem en by, og midt på en græsplæne lå en stor kronhjort.
Fattede simpelthen ikke hvorfor den gad sidde der, når den nu havde alt den fine natur over det hele.
Tror lidt at de der dyr er blevet en anelse for vant til mennesker.
Kørte videre og kom til en stor flok mennesker, der var meget oppe at køre. Billedet er fra slutningen af seancen, lige da jeg ankom var der nok 5 gange så mange mennesker og biler linet op.
Yes!!!!! Det kunne kun være en bjørn, der skabte så meget ballade. Rangere der prøvede at holde folk væk og dirigere trafikken.
Fik øje pÃ¥ den her minimale plet inde i græsset, og sÃ¥ var jeg forbi. Hmmm…..vendte Smølfen, fik endnu et glimt og kørte væk. Fik kameraet om halsen og sÃ¥ tilbage. Stoppede et kort øjeblik for at tage det her ikke særligt fantastiske billede. Men nu har jeg set en bjørn!!!!!
Og den var da bare så ligeglad med de mange mennesker og biler der larmede få hundrede meter fra den. Den sad bare der i græsset og spiste, ja hvad det nu var den spiste.
Kørte glad derfra. dagens mÃ¥l var opfyldt. Nu kunne jeg forlade Yellowstone næste morgen med god samvittighed….har dog stadig ikke set en ulv…………
  
  
Kørte ud af Yellowstone og gennem endnu en park, Grand Teton. Fin lille tur. Smukke høje bjerge.
 
Tudsede af landevejen til Lander, WY. Måtte dog lige vente på en thunderstorm, altså en stor sort sky med masser af lyn, regn og hagl.
Hang ud på en rasteplads, mens skyen passerede på tværs af min rute. Kiggede lidt på gps og sky og bestemte mig for at køre. Havde heldigvis regnet rigtigt, da jeg kunne snige mig udenom skyen uden at blive ramt af så meget som en dråbe. Kunne se at det havde regnet meget kort før. Er heldigvis blevet bedre til at fatte vejret heromkring.

Har hængt ud her i Lander et par dage. Trængte til et bad og til at komme på nettet. Intet net siden Boise og intet bad siden teltskylningen.
Var kommet så langt bagud med bloggen at det ikke var sjovt mere. Er så glad for at jeg endelig er med igen.
En anden grund er, at jeg har fÃ¥et det der herovre hedder “Monkey Butt” AltsÃ¥ rød røv med knopper!!! Det kommer af at sidde sÃ¥ meget pÃ¥ Smølfen. Har kørt 16000 km nu. Og det sætter sÃ¥ sine spor. Har været ud og shoppe creme til røde babynumser. Det hjælper lidt, men jeg er stadig øm nÃ¥r jeg sætter mig op pÃ¥ Smølfen. Det gÃ¥r nok ikke rigtig over før jeg holder en rigtig lang pause, pÃ¥ et par uger eller noget i den retning. Sandsynligheden for at det sker før Mexico, er ikke særlig stor, sÃ¥ jeg mÃ¥ bare leve med det. Har ligget en del pÃ¥ maven pÃ¥ det sidste

Har også min nye Ride Report på ADV-siden, som skal opdateres. Den hedder http://www.advrider.com/forums/showthread.php?t=353694 hvis i har lyst til at kigge lidt på den. Der er ikke så meget på skrift, og stort set de samme billeder som på bloggen, men det er kommentarene fra andre folk der er det sjove.

  
  

Det var fedt at se Heather og resten af familien Hiatt igen.
Og så viste det sig ovenikøbet at være den perfekte uge at komme til Boise i.
Den kommende weekend, ville der være en offroad tur til Hell´s Canyon. Det var Happy Trails der arrangerede. Vi skulle køre grus op til vores basecamp, og så tage på dagture ud derfra.
Men først skulle der ordnes Smølf. Olieskift, dækskifte, nyt kædekit, styr-forhøjere og så selvfølgelig rulle-problemet.

Denne gang kunne jeg desværre ikke bo hos Heather, da værelset allerede var lovet ud til en mand der skulle med på turen.
Vi ringede nogle gange til mit gamle hostel, men intet svar. SÃ¥ vi fordrev tiden, med at sludre og banke hinanden i Nintendo Wii. BÃ¥de Heather og jeg synes at videospil er smadder sjove, men det var vist hende der bankede mig mest
Heather kom endelig igennem til hostellet. Nej, ingen ledige senge. Hele huset var lejet ud til at hollandsk fodboldhold. Det er ellers Anja fra Danmark, så det var ærgerlig, sagde Heather. Elsa ude fra hostellet gik helt i selvsving af forventning over at se mig igen, så hun tilbød mig at bo i hendes private gæsteværelse. Det takkede jeg selvfølgelig ja til, og flyttede ud på landet igen.

Så gik dagene ellers med at få ordnet Smølfen, shoppe, gå i biffen, hygge med Elsa om dagen og Heather om aftenen.
Om onsdagen var fyren der skulle bo hos Heather stadig ikke dukket op, og Elsa fik besøg af sin familie, så der ville blive lidt pladsmangel. Heather blev enig med sig selv om, at fyren…der nu var blevet til to fyre, mÃ¥tte slÃ¥ telt op i haven, nÃ¥r de nu var sÃ¥ forsinkede. Og jeg mÃ¥tte fÃ¥ gæsteværelset. SÃ¥ jeg sagde farvel til Elsa og rykkede ind til Heather i stedet.

Smølfen havde fået den helt store professionelle omgang, af John fra Happy Trails værksted. Nu var den glad og helt klar til weekenden. Det var jo nok også sidste gang, at folk jeg stoler helt på tjekker alt, inden jeg forlader USA og kører ind i Mexico.

Onkel Ed havde fundet en anden slags rulle til mig, og nu måtte vi se hvad den så kunne.
Tog en prøvetur….og efter 10 km var rullen væk….
Stod der ud pÃ¥ landevejen og blev helt ked og frustreret. Fatter stadig ikke hvorfor jeg skulle reagere sÃ¥ kraftigt pÃ¥ sÃ¥ lille et problem….mÃ¥ske fordi det er det eneste problem jeg rigtig har haft.
Jeg skulle egentlig have været afsted på turen torsdag, hvor resten af familien Hiatt først skulle afsted fredag pga arbejde.
Kunne pludselig ikke overskue noget. Og udsatte min afgang til fredag. Tror jeg havde gang i et eller andet hormontrip. Følte mig som en rigtig tøs…hysterisk og træls.

Trillede langsomt tilbage til værkstedet. Ed og jeg fik kigget pÃ¥ rullen….eller mangel pÃ¥ samme…. Metalstykket der holdt den, var simpelthen knækket af. Tror at de mange slag fra kæden, havde ødelagt svejsningen fuldstændig.
Jeg havde været bange for at kæden ville komme helt op og smadre bunden af ekspansionsbeholderen, der sidder et lille stykke over rullen, hvis altså rullen manglede. Derfor havde jeg været så hysterisk med den.
Efter flere forsøg med at trykke fjedrene helt sammen og se om afstanden til beholderen var forsvarlig og andre sjove eksperimenter, kom vi til den konklusion, at rullen var totalt unødvendig. Så måske var mit problem løst på den nemme måde. Skulle da ihvertfald på den ultimative testtur dagen efter. Hvis den kunne holde til det, kunne den holde til alt!! Og hvis ikke, var der hjælp at hente i Boise.
Satte lidt gaffatape på beholderen. Så kunne jeg da se hvis kæden havde været imod. Og her næsten to uger efter, og en masse forskellig kørsel fra grus til landvej, er der stadig ikke spor af kæden. Kigger dog stadig ofte, men tror simpelthen ikke der vil ske noget.
Så irriterende problem er vist endelig løst

Fredag morgen mødtes vi en lille gruppe folk og satte kursen mod Hell´s Canyon. Vi var en blandet flok. Heather, John og jeg var cirka på samme niveau. Ed og Todd de erfarne fra Happy Trails Og endelig Lillebror Heath og hans ven Harlan, der var de unge og hurtigtkørende.
  
I starten kørte vi mest pÃ¥ nemme grusveje, men ind imellem kom der lidt mere udfordrende stykker, som da vejen pludselig blev til en stor grusbunke med dybe spor. Vi sejlede rundt…og John mÃ¥tte ned og bide i gruset.
Familien Hiatt og Todd havde været smarte og sendt deres baggage op til campen med en bil. Os andre slæbte rundt på vores. Ikke at taskerne genere mig meget, men man kan nu alligevel godt mærke forskel.
Vi skulle over nogle pas, og oppe pÃ¥ toppen af et af dem, var der vejarbejde. Der er ikke bare et lyssignal som hjemme i DK. Der stÃ¥r en person i hver ende af vejarbejdet med en walkie og et skilt hvor der stÃ¥r stop. Vi holdt en fotopause, nÃ¥r vi nu alligevel skulle holde der. Snakkede lidt med stop-manden. Han havde vel set 10 biler hele formiddagen. Kan ikke rigtig sige at han blev overbebyrdet. Havde en stol og en parasol…og en rigtig flot udsigt.
  
Vi kørte over det sidste pas og begyndte den pænt lange stejle vej ned i Hell´s Canyon. Hold da op hvor var der flot, men drengene holdt ingen pauser, så derfor ingen billeder.
Det blev varmere og varmere. Troede egentlig at kløften havde fået sit navn, fordi der er så varmt, men det er vist mest fordi, det er den dybeste kløft lavet af en flod, i Nord Amerika.
Vi ramte bunden og kørte hen for at tanke.
Så i den vej der snoede sig op på den anden side? Spurgte Ed os piger. Det er den vi skal op af.
Ok. den så så rimelig stejl og svær ud. Men da vi kom igang var det faktisk ikke så slemt. Havde jo også oplevelsen fra Alder Creek i baghovedet. Og i forhold til det, var det her nærmest nemt.
  
Heather og jeg blev enige om, at der altså skulle holdes en fotopause. Drengene havde bare alt for travlt med at køre.
  
Lige før lejeren var der et udsigtspunkt, hvor tropperne atter blev samlet.
  
Det sidste billede er af Heath, Heathers lillebror. Han er urimelig høj og bænken var afsindig lav, sÃ¥ det sÃ¥ altsÃ¥ ret morsomt ud…..man skulle vist have været der

Vi ankom til campen, smækkede teltene op og så var der ellers serveret.
Tim, ejeren af Happy Trails rendte rundt med en dÃ¥rlig fod og kunne ikke køre. Til gengæld serverede han og konen dejlig mad. Inkluderet i prisen var bÃ¥de morgenmad, aftensmad og drikkevarer…..og en kasket, hvor der stÃ¥r:
Paved Roads….. Classic example of wasted tax dollar……..
  
  
  
Som i kan se på de sidste billeder, var dyrene rimeligt nærgående. Ellers forstiller det maduddeling, en lejr fyldt med mc´er, Heath på sin DRZ.

Næste morgen delte folk sig i forskellige grupper. Min gruppe var næsten den samme, på nær de 2 unge knægte, der bare ville ud og køre stærkt. Og fire nye ansigter. En af dem var Marty. Han skulle lede gruppen den dag. Han er 81 og totalt sej.
  
Han kørte ikke specielt stærk, skulle jo have alle med. Til gengæld holdt han den samme hastighed lige meget om han var på vej rundt i en hårnål eller på lige vej. Han kørte også på en blå DRZ.
Han fik mig i den grad til at tænke på mine forældres nabo, Ejnar. Han er vist samme alder og tager stadig på skiferie. Sådan gad jeg godt at være når/hvis jeg fylder 80.
Marty sagde at sÃ¥dan kunne jeg da sagtens være, nÃ¥r jeg kom i hans alder….skulle bare blive ved med at køre….og sÃ¥ lige holde op med at ryge…………

Det første stræk var en meget nem grusvej, men med den ekstra bonus, at der var store huller i vejen. Da solen stod lavt og de forankørerne producerede en hel del støv….læs meget støv….kunne man ikke se hullerne før man havde ramt dem. Op og stÃ¥!!!!
Jeg er ellers ikke den der stÃ¥r meget. Synes at jeg mister balancen og er bange for at overanstrenge mit dumme knæ. Men efter at jeg har fÃ¥et styr-forhøjere pÃ¥…og forøvrigt har sÃ¥ godt og grundigt ondt i røven, efter de mange timer i sadlen….Er jeg ligesom blevet tvunget i gang, og det er blevet meget nemmere. Og hold da op hvor det hjælper pÃ¥ mange ting….eksempelvis de der huller.

Vi holdt en pause i en lille by. Folk skulle have noget at skylle halsen i efter alt det støv.  
Normalt har jeg bare en flaske vand eller to, men Heather havde lÃ¥nt mig en drikkerygsæk…tror jeg at man kalder dem pÃ¥ dansk…. SÃ¥ jeg kunne have 2 liter vand, og drikke hele tiden. Og de er smarte her. Kommer is i dem, sÃ¥ man har dejligt koldt vand hele tiden. Hader ellers at have noget pÃ¥ ryggen nÃ¥r jeg kører, men hvor var det fedt at kunne drikke mens man kører. Det bliver jo de her 30 grader varmt.

Vi kørte videre af en rigtig fed grusvej. Ikke for svær, men heller ikke i nærheden af at blive kedelig. Havde rigtig meget overskud. Synes lidt at nu kørte vi for langsomt, men hyggede mig alligevel nede bagved. Så kunne jeg lade de andre køre, og så give lidt mere gas for at indhente dem. Og så havde jeg sikkerheden i Onkel Ed allerbagest. Han holdt god afstand pga. støvet.
  
Vi nåede op hvor vejen blev til en sti. Holdt et hvil, da vi skulle samme vej tilbage. Det betød at folk kørte i deres helt eget tempo og på forskellige tidspunkter. Ed og Marty ville så køre sidst og samle faldne op.

Jeg kom afsted alene. Og gav den rimeligt meget gas. Havde som sagt en rigtig god dag, hvor alt bare fungerede. Heather og John var kørt før mig, og jeg var helt hundrede på at jeg ville indhente dem. Følte mig hensat til en af de fede dage i Sverige med Tenere-klubben. En af de dage, hvor jeg rent faktisk kan følge med og tror på at mere gas er løsningen på stort set alt ;-)
NÃ¥ede op til Heather. Vi standsede for at tage et par billeder.
  
  
Hun sendte mig først afsted, da jeg jo var lidt ræser-agtig og hun ville vente og tage et par billeder af Ed når han kom forbi.
Jeg drønede derudaf. Synes at Smølfen føltes lidt underligt i bagenden. Stoppede og gloede pÃ¥ dækket. Intet. Gav fuldt gas…bare sÃ¥dan for at sprøjte lidt med noget grus….Og gled helt mærkeligt rundt. Mit bagdæk VAR fladt.
Havde fÃ¥et værktøjet hevet frem da Heather ankom. Fik fundet en gren der skulle lege ekstra støtteben, da Ed kom. Han overtog helt styringen. Ville ellers gerne have forsøgt mig, men da ogsÃ¥ Heath, Todd og Harlan kiggede forbi. Og der forøvrigt kun var 10 minutters kørsel til frokost, blev jeg sat helt ud pÃ¥ et sidespor. Drengene fiksede det pÃ¥ rekord tid. De havde jo ogsÃ¥ elektriske pumper og hvad ved jeg. Det var afsindigt varmt der i solen, sÃ¥ jeg brokkede mig ikke, men sugede til mig, sÃ¥ jeg er endnu mere klar, hvis der sker for mig igen….uden støttepædagoger.
Men bare se hvad tanken om frokost kan gøre.
  
Spiste frokost, og blev sendt ud af en asfaltvej. Det var en rigtig flot vej, sÃ¥ jeg havde ikke travlt, og Heather indhentede mig. Reglen er at man venter ved hjørner pÃ¥ køreren bag en, men det var der vist en der havde glemt. Vi sÃ¥ i hvertflad ikke nogen, og indsÃ¥ snart at vi nok var kørt for langt. Heathers cykel var blevet for varm i solen, mens vi fik frokost, sÃ¥ den havde smidt en del benzin ud gennem udluftningsslangen. Hun var pÃ¥ reserve, og vi blev nødt til at køre mod nærmeste by i stedet for at lede efter de andre. Et par kilometer før byen løb hun sÃ¥ tør. Vi tippede cyklen over for at udnytte de fÃ¥ drÃ¥ber der faktisk var tilbage i tanken. Fik startet den igen og kørte uendeligt langsomt ind mod byen. En tank…Yes. Vi havde klaret den.
Vi vidste at de andre skulle tanke i samme by, så vi sad pænt og ventede til de rullede ind i byen. Vi troede faktisk at de var bekymrede, da vi ikke var med, men ingen havde lagt mærke til det??!!  Det skal så lige siges, at det ikke var et særligt langt stykke grus de var ude på. Prøvede at forklare dem om Tenere-klubbens rotationssystem, men som de sagde. Hvis folk ikke følger reglerne, kan det jo være ligemeget.

Det havde været en varm dag, så Heath, Harlan og jeg kørte ud til en sø og tog en hurtig dukkert. Og så hjem til lejeren og den gode mad.
Der var den her lille kuriositet. Tim og Sherry der stod for arrangementet, er jo kristne og drikker ikke, men det gjorde en hel del andre. Det var sÃ¥ bare lidt i smug. Man hældte lidt sprut over i en dÃ¥sesodavand og var i det hele taget bare diskret. Det er sÃ¥ lidt skæg nÃ¥r folk bliver lidt for glade af at drikke 7up. Ingen sagde noget og alle vidste det, selv arrangørene. Mærkeligt……..

Næste morgen skulle der køres grus hjem. Jeg havde en off-dag. Gjorde alt det man ikke skal gøre og kørte bare uendeligt langsomt. Var rigtig træt af mig selv, specielt set i lyset af at dagen før havde været så fantastisk. Fik kæmpet mig gennem diverse grusveje, men syntes ikke at det var særligt sjovt. Det er vist mit tilbagevendende søndags-problem. Har oplevet det samme på diverse Tenere-ture. Tror at når jeg bliver træt, ja så står hjernen bare af. Kunne da slet ikke finde ud af, at vejen ud af problemer, var mere gas

Da vi kom hjem i sofaen, var vi bare så trætte, at vi ikke engang gad spille wii. Hele min krop var træt. Og vi gik temmelig tidligt i seng. Jeg brugte mandagen på at pakke og ordne det sidste på Smølfen. Ville ud af røret tirsdag morgen, med retning mod Yellowstone National Park.

Det var bare svært at sige farvel. Har fået nye venner, som jeg måske aldrig ser igen. 
Så det var med en rigtig underlig  følelse i maven at jeg forlod Boise.

Ja, ja….Jeg ved det godt. I har abstinenser, og jeg fÃ¥r tics af at være sÃ¥ meget bagud med bloggen.

Jeg kørte fra Salida mod Boise, dels fordi jeg havde lovet at komme tilbage og sige hej til alle mine nye venner, dels fordi jeg havde efterladt nogle ting hos Heather, som skulle hentes.

Jeg skulle tage en beslutning om, hvorvidt jeg ville tilbage til Colorado til det der ADVrider-halløj, eller jeg ville videre over mod vestkysten.
Kunne mærke at jeg rigtig gerne ville møde flere motorcyklister på eventyr, er helt vild med bjergklimaet og så regner det vist en hel masse deromme i Seattle ;-) 
Så det var en forholdsvis nem beslutning. Hurtigt op til Boise, så ville jeg have næsten 3 uger inden jeg skulle være tilbage i Salida. Kunne så få tid til at besøge endnu et par nationalparker på vejen tilbage.

Nu er det jo desværre bare sÃ¥dan, at nÃ¥r jeg tænker “hurtigt op til Boise” Ja sÃ¥ mener jeg det! Ville ikke lave Texas-fejlen og miste mig selv, men kan altsÃ¥ ikke lade være med at se hvor langt jeg kan komme, og hvor mange timer jeg kan holde til at sidde pÃ¥ Smølfen.
Helt skørt….Jeg ved det, men jeg mÃ¥ jo kunne lide det

Kørte fra fra Salida ved middagstid. Havde udset mig en nogenlunde lige vej mod Boise, så jeg startede på hovedvej 50. En virkelig smuk vej, med masser af dejlige sving.
Colorado er bjergtop efter bjergtop, og nogle af dem skal man jo op over.
Holdt ind, og opdagede at jeg holdt pÃ¥ “The Continental Divide” Det er en slags højderyg der løber gennem landet, og nÃ¥r sneen pÃ¥ den smelter, vil drÃ¥ben der ligger øst for ryggen engang ende ude i Atlanterhavet og drÃ¥ben vest for ender i Stillhavet. Det synes jeg er ret
syret. Sneen som i ser i baggrunden på billedet, er det som ender i Atlanten. Måske kommer vi til at svømme i det hjemme i Danmark en dag.

Kunne jo alligevel ikke lade være med at køre nogle omveje, fordi jeg regnede med at de mindre bjergveje ville være pænere/sjovere, end hovedvejene. Så jeg fandt en rigtig skæg vej, der kun var en smule længere end den slagne hovedvej. Og smukt var der.
  
Kom rundt i en skarp kurve, og så en mand komme gående i mc-tøj. Åh nej, tænkte jeg og satte farten betydeligt ned. Folk går ikke rundt i den slags tøj der, uden grund.
Og ganske rigtig, han signalerede “langsomt” til mig, og rundt om hjørnet lÃ¥ en totalt smadret motorcykel.
Stoppede og spurgte om de havde brug for hjælp. De var fem mand, så de mente godt at de kunne klare det selv. Og der havde været andre folk før mig.
Fyren havde haft for meget fart på ind i kurven, var panikket et øjeblik og bremset. Kunne ikke holde knallerten og var banket lige ind i autoværnet på den anden side af vejen. Han var ok, men mc´en var færdig.
Satte vist selv farten en anelse ned, da jeg kørte derfra. Mødte senere et andet par pÃ¥ mc, der var blevet overhalet af det uheldige selskab. Manden rystede pÃ¥ hovedet, og sagde at de havde kørt alt alt for stærkt. Mænd i flok….tsk tsk…..

Det at jeg kører alene, gør at jeg passer mere på. Kører aldrig til grænsen. Ligger nærmere på de 70%  Har jo ingen der samler mig op og ringer efter ambulancen.
Det var så vist også ret ligemeget derude. Ingen mobildækning, men søde folk i biler, der var kørt til et sted med dækning og ringet derfra.
Jeg kørte videre…..og mødte ambulancen…vel 45 min efter jeg var kørt fra den uheldige flok. Det sætter altsÃ¥ tingene lidt i perspektiv. Du er i en ulykke, og ambulancen kommer sÃ¥ ca. 1½ time senere. Man mÃ¥ sÃ¥ bare hÃ¥be, at man ikke bløder for meget i mellemtiden.

Landskabet blev mere fladt og kedeligt, så jeg tænkte at jeg kunne tage en omvej mere inden aften. Snuppe så lige en sød lille bjergkæde mere. Der var flot, men solen var ved at 
at gÃ¥ ned, sÃ¥ jeg mÃ¥tte til at tænke pÃ¥ hvor jeg skulle sove. Efter bjerg-omvejen, ville der være en lille by, sÃ¥ mÃ¥ske ville der være et billigt motel eller en campingplads. NOT!! De ville have 90$ for et værelse og ingen camping. Hmm….pÃ¥ med hjelmen og videre. Der ville komme en større by, Vernal om ca 100 km. Det kunne jeg godt overleve.

Omgivelserne var nærmest grimme. Olie og gaspumper allevegne. Hvorfor skulle det være så dyrt, når det ikke var et turist område??
Kørte ind i Vernal ved ni-tiden. Selv det mest usle motel kostede de der 90$. Havde set et skilt til en campingplads, men kunne absolut ikke finde den. Rodede rundt i nattemørket. Så en State Park på kortet. De har nogengange camping, så jeg ville køre derud, og hvis der ikke var camping, ville jeg sove på en bænk. Ikke på vilkår jeg ville betale så meget for at sove 8 timer i en seng.
På vejen faldt jeg så heldigvis over campingpladsen. Fik teltet sat op i skæret fra en lygtepæl og faldt bare om. Det havde været en lang dag.

Snakkede lidt med campingpersonalet næste dag. Grunden til de absurde priser, var gasindustrien. Der havde altid været gas omkring Vernal, men ikke nok til at det kunne betale sig at udnytte det. Men med olieprisen helt oppe at ringe, kunne de tjene pÃ¥ det. Og arbejderne skulle jo bo et sted…..pÃ¥ motellerne.
Har fundet ud af at olie og gas-arbejdere, rejser rundt hvor der nu er arbejde. De lever på moteller det meste af deres arbejdsliv. Flere selskaber havde lejet hele moteller til deres personale, så klart at priserne var sindssyge.

Klokken otte var jeg pÃ¥ vejen igen. Kunne ikke klare at se flere grimme pumper, sÃ¥ jeg fandt en omvej over et bjergpas, der sÃ¥ fed ud…..og det var den.
Op, op, op….og sÃ¥ ned, ned, ned igen.
  
Hmmm…… Var vist kommet lidt vel hurtigt ud af Vernal. Havde ikke fÃ¥et tanket. Begyndte at blive lidt bekymret. Gps´en sagde at jeg kunne nÃ¥ en tank, men kun ved at køre i den forkerte retning….sÃ¥ det gjorde jeg. Troede at jeg skulle 30 km i den forkerte retning, men blev heldigvis glædeligt overrasket. Kun 3 km blev det til…..
Kan jeg dog ikke snart lære det. Never Pass Gas!!!!!

Var pludselig i Wyoming. Landskabet ændrede sig og blev enormt stort. Ved ikke rigtig hvordan jeg skal forklare det. Men det var som om der blev højere til himlen og længere mellem alt.
  
Slut med at køre i bjerge, men man kunne se dem ude i horisonten. Jeg kørte igennem det her uendelige bakkede landskab. Himlen fik en anden nuance, nærmest lyseblÃ¥, hvor den før havde været dybblÃ¥. Følelsen af de enorme vidder, blev vel ogsÃ¥ forstærket af, at der absolut ingenting var. Ingen folk, huse eller biler….Ingenting.
Wyoming er så også den stat, der har det laveste indbyggertal.

Skulle bare krydse et hjørne af Wyoming (220km) Så var jeg i Idaho. Da jeg krydsede statsgrænsen, kunne jeg pludselig mærke Boise vinke ude i horisonten. Kun 550 km tilbage. Gps´en sagde at jeg ville være der ved 20-tiden, og så gik der ellers konkurrence i den. Kunne jeg gøre det? Ja, jeg kunne!!!!

Prøvede desperat at finde en anden mulighed end motorvejen, men hovedvejene ville føre mig ud på flere hundrede km´s omveje.
Skidt. Det er jo kun den der plastik-rulle-dims ved kæden, der ikke kan tåle motorvej. Og nu kom jeg jo hjem til Onkel Ed, og så kunne vi snart få ordnet det. Rullen var alligevel ved at være slidt ned igen. Så jeg kastede mig ind på motorvejen.

Sad der og hang på Smøfen. Kedeligt!!!!
Men jeg skal love for at det blev en del mere spændende!!!!
Vejret havde været godt hele dagen, men der begyndte at poppe flere skyer op. Det så godt nok mærkeligt ud derude i horisonten. Det lignede lidt en sandstorm i Sahara. Stor mærkelig sky. Nå lidt regn kan man vel godt tåle. Havde jo kun 200 km igen.
Kom nærmere mod “regnen” Og sÃ¥ ramte vinden mig fra det ene sekund til det andet. Bam! Lige ind i siden. Har aldrig oplevet noget lignende. Vindstødene var sÃ¥ kraftige at jeg lavede ufrivillige vognbaneskift. Var vel nede og køre 15 km/t. MÃ¥tte se at komme af motorvejen. Nærmede mig heldigvis en afkørsel. Kunne næsten ikke komme ud i svingbanen, da vinden blev ved at presse mig den anden vej. Kæmpede en hÃ¥rd kamp og fik endelig tvunget Smølfen den rigtige vej.
Puhhhhh……Vinden i ryggen og ned til en lille by. Sad der pÃ¥ en græsplæne, mens grene og plastikposer fløj om ørerne pÃ¥ mig. Havde været smart nok til ikke at placere mig under et træ, for grene knækkede af og blev blæst pÃ¥ tværs af vejen. Mærkeligt nok regnede det ikke og var stadig varmt.
Der var ikke nogen overnatningsmuligheder i minibyen, sÃ¥ jeg ventede en god time. Synes at vinden var løjet lidt af, og begav mig ud pÃ¥ vejen igen. Kørte vel omkring 30, da der stadig var gang i nogle formidable vindstød. Ikke sÃ¥ slemt som før, men alligevel….
Ville ikke ud på motorvejen, så jeg fandt en bi-vej på kortet, der ikke førte mig ud på en så gigantisk omvej. Afsted, afsted.

Og sÃ¥ blev jeg bange. ”Sandskyen” var blevet til en tordensky ude til venstre for mig…..og det var der vinden kom fra. Vidste at de der mange lyn havde retning mod mig. Og der var ikke et hus eller en bil i sigte. Jeg bandede lidt over mig selv. Hvordan kunne jeg være sÃ¥ stor en idiot og befinde mig her, i det her vejr. Havde jo hørt historier om de amerikanske Thunderstorms.
Satte farten op…meget op… Vinden havde heldigvis lagt sig en del, og jeg fløj afsted i halvmørke. Nok lidt for hurtigt end godt var. Men jeg skulle bare væk fra lynene. Der var ikke noget at gemme sig under. Jeg var absolut det højeste punkt i flere kilometers omkreds…..

Lynene blev heldigvis lidt til venstre for mig, og jeg nåede en lidt større by. Havde bestemt mig for at tage på motel. Koste hvad det ville, også selvom der kun var 70 km til Boise. Det var mørkt, og hvad mere ventede derude i vejret.
Alle, og jeg siger alle, værelser i byen var optagede. Ikke så meget som et lille bitte rum havde de tilbage.
Stod der på en tank og synes egentlig at vejret føltes ok nu. Lynene var bag mig og det lysnede lidt i retning mod Boise. Bestemte mig for at satse.
Ud på motorvejen. Vidste jo efter mit lyn-ræs, at jeg kunne køre hurtigt nok til motorvejen. Afsted med mig.
Efter vel 2 km, ramte jeg nogle trælse vindstød igen……Og sÃ¥ kom regnen.
Havde kun min safetyjacket på. Den består af net med beskyttelses-dimserne på. Dråberne føltes som nåle på min næsten bare hud. Holdt ind under en bro. Det hjalp så ikke så meget, da det nærmest regnede sidelæns pga. vinden.
Havde overhalet en meget langsom bil med en trailer. Da han strøg forbi, kastede jeg mig ud bag ham. Havde ikke lyst til at ligger der i mørke på motorvejen, med min meget lille baglygte, når de store lastbiler overhalede. Følte at jeg fik lidt beskyttelse der i læ af traileren. Han var trods alt nemmere at se end mig.

Endelig…Boise.
Havde kørt 960 km på en dag. Og var bare så træt, så træt.
Men jeg havde gjort det…Og vundet den der Ã¥ndssvage konkurrence med mig selv