Nå! Så blev det vist tid til at jeg må skrive lidt. Opfordringerne vælter jo ind ;-)

Det har lige taget mig nogle dage at vænne mig til at være her. Helt almindelige ting som penge, busser og telefoner bliver pludselig en udfordring.

Og afstandene er enorme, L.A. er gigantisk. Der er bare så lang til alt. Der er et par km. til det nærmeste supermarked. Herovre går man bare ikke. Man kører bil! Og i mit tilfælde bus. 1,5 time brugte jeg på at komme ud til en mc-forhandler, der så brugte 15 minutter på at ignorere mig. Nå…han kan sgu beholde sine cykler tænke jeg og tog bussen de 1,5 time tilbage igen.

Jeg har rodet noget rundt med mc-forhandlerene. De stykker jeg har snakket med har bare ikke været steder, hvor jeg gad lægge mine penge. De har ikke været særligt hjælpsomme. Nogle arrogante, andre bare bedrevidende. Motorcyklerne havde de, men taskerne og alt tilbehøret var et problem. Jeg blev simpelthen så trætte af dem, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Fik så ringet til et taskefirma i Idaho, der laver nogle fede tasker og snakket en del med en flink mand deroppe. Hvorfor kommer du ikke bare herop spurgte han. Ja…øh…hvad siger man til det? Jo, men der er jo ski.. koldt i Idaho. 10 grader var ikke lige det jeg drømte om at starte ud i. Men manden…Ed…var bare indbegrebet at god service, så jeg fik bare den her følelse i maven, at det var det jeg skulle.

Så jeg tager flyet til Boise Idaho på søndag. Ved godt at det er temmelig langt ude!!!!!! Men der sidder altså et par fyre, som jeg bare har denne rigtig gode fornemmelse med. De har det hele. Tasker, stor tank, hjelm og alle de andre ting jeg mangler. De kan montere alting og ved rent faktisk noget om klargøre en DRZ til langfart. Ed er ude i noget med at jeg måske kan overnatte ved nogle venner istedet for at betale for et hostel. Men lad os nu se…..

Som jeg sagde hjemmefra…..Jeg har en plan, og måske er den helt anderledes lige pludselig. Og det kan man vist godt sige at den blev :-)