Guanajuato, mere træf og Mexico City

Skrevet af anja den 27. december, 2008

Jeg tog vejen til San Miguel de Allende på de såkaldte coutas, altså betalingsveje. De er klart de hurtigste. Det var fredag og jeg ville se om jeg ikke kunne nå at finde en skole inden lukketid.
Trillede forholdsvis tidligt ind i San Miguel, men det tog mig en evighed at finde et hotel, hvor jeg kunne få Smølfen indenfor. Så der var ikke meget tid til at finde en skole.
Men hotellet var smadder hyggeligt, og ikke alt for dyrt. Mit værelse er tårnværelset.
Guanajuato 077.jpg Guanajuato 079.jpg 
Tullede lidt rundt i centrum og faldt i snak med en svensk pige der boede i byen. Ork, der var ikke det, hun ikke kunne hjælpe mig med. Hun kendte en fyr der ejede en bed & breakfast, som kostede en fjerdedel af hvad jeg betalte på hotellet. Hun kendte også en dame der gav privat undervisning, som sikkert var billigt. Det lød jo for fedt. Hun ville sende en mail et par timer efter med alle oplysningerne, og jeg skulle bare ringe, hvis der var andet hun kunne hjælpe med.
Jeg vandrede rundt et par timer mere, og gik så hjem for at se om der var kommet en mail. Det var der så ikke!! Heller ikke flere timer senere, så jeg ringede til hende, og fik en telefonsvarer. Hmm… Håbede på bedre held dagen efter.Lørdag morgen gik jeg ud til en skole jeg havde læst om på nettet. Det skulle vist være den bedste skole i byen. Der var heldigvis åbent, men hold da op hvor var det dyrt. Sagde at jeg ville tænke over det, og gik videre til den næste. Lukket. Trissede hjem igen.
Mødte et par søde mexicanske damer på parkeringspladsen. De havde hørt at det var mig der kørte på mc, og ville bare lige hilse på og fortælle, at de ene af dem også kørte mc. Vi talte lidt om alt muligt, og de fortalte, at en af fyrene i receptionen måske kunne hjælpe mig med alt skole-halløjet. Han skulle nærmest være en slags orakel, når det kom til viden om San Miguel. Fedest!! For jeg havde stadig ikke hørt noget fra svenskeren, og havde prøvet at ringe en del gange til hende. Og fik hver gang en telefonsvarer.
Fik fat i fyren, der havde en hel del ideer til, hvordan han kunne hjælpe mig. Men i løbet af weekenden, så det ud til at det også løb ud i sandet.
Fandt så oven i købet ud af at det var helligdag om mandagen, og udsigten til en vældig dyr skole i en vældig dyr by huede mig ikke.
Jeg brugte weekenden på at hænge ud på plazaen og trave rundt i de smalle gader.
Guanajuato 057.jpg Guanajuato 069.jpg Guanajuato 035.jpg
Guanajuato 055.jpg Guanajuato 063.jpg Guanajuato 064.jpg Guanajuato 075.jpg
San Miguel er en smuk by. Gammel kolonistil og smukke farver. Der var så bare desværre fyldt med amerikanske pensionister og turister. Kedede mig bravt sammenlignet med de andre steder jeg havde været. Det var svært at komme i snak med nogen, og jeg synes alle folk virkede så travle. Det havde måske også noget at gøre med, at jeg lige kom fra den meget stille Real de Catorce og til en slags metropol.
Det flød med restauranter, barer og dyre butikker. Jeg synes ikke det er særligt sjovt at spise et fancy sted alene eller hænge i en bar, så jeg vadede bare rundt hele tiden. Det var ikke lige det jeg havde mest brug for. Jeg ville bare gå i skole og videre.
Søndag var jeg efterhånden godt træt af byen. Svenskeren svarede aldrig og jeg passede bare ikke ind. Folk gik rundt i deres stiveste puds og frekventerede sushi-restauranter og smarte barer. Det var bare ikke rigtig min stil. Jeg render jo rundt i joggingbukser og mc-jakke ;-)

Kiggede lidt på en mail med gode råd om Mexico, som Berit og Bent havde sendt da jeg krydsede grænsen til Mexico. Ok…De havde været på en skole i Guanajuato og havde været rigtig glade for den. Hmmm… Hvor mon det var. Frem med kortet. Kun 100 km væk. Ringede til dem og fik adressen på skolen. Det lød som en god ide.
Snakkede lidt med min mor. Var usikker på hvad jeg skulle gøre. Men min kloge mor, sagde. Du skal da følge din mavefornemmelse. Hvis du ikke kan lide byen, er det da bare med at komme afsted. Og jeg kan kun sige at hun havde ret!!!!!
Mandag ringede jeg til skolen i Guanajuato. Jo, jeg kunne starte næste dag. Ja, de kunne indlogere mig hos en mexicansk familie, som havde en garage til Smølfen. Jeg skulle bare møde op næste dag klokken 9. Havde jo betalt for hotellet i San Miguel, så jeg besluttede at køre tidligt næste morgen. Pakkede det jeg kunne og kunne allerede mærke at det var den rigtige beslutning. Havde ro i sjælen da jeg gik i seng.

Kørte ud af porten klokken 7. Regnede med at jeg var i forholdsvis god tid. Havde jo skolens adresse plottet ind i gps´en, så det ville jo nok ikke blive svært at finde.
Køreturen var smuk der i den tidlige morgen. Men hold da op hvor var det koldt. Måtte lige holde ind og få foret i jakken og vinterhandskerne på. Frøs stadigt. Det hjalp lidt da solen endelig kom op over bakketoppene. Jeg drønede ud over stepperne, men opdagede så noget der så ud som rim på markerne. Hmmm…var her glat. Blev i tvivl og satte farten lidt ned. Vejen var en snoet størrelse, og jeg kunne se at jeg havde lidt travlt, hvis jeg skulle nå skolen inden klokken 9. Endelig nogle lange lige stræk, hvor solen havde stået på et stykke tid. Drønede afsted. Havnede ved bygrænsen 20 minutter i 9. Intet problem. Der var kun 4 km tilbage. Jeg ville nå det!!!!…..Troede jeg.
Havde godt nok læst at Guanajuato havde de her tunneller, hvor en del af vejene løb. Men havde da ikke i min vildeste fantasi troet at der var så mange og de var så lange.
Guanajuato 148.jpg Guanajuato 152.jpg 
Forsvandt ind i den første. Der var mørkt og indelukket. Så mistede gps´en forbindelsen og jeg havde ingen anelse om, hvor jeg skulle dreje fra. Måtte bare tage en chance og dreje. Kom ud i dagslyset igen. Fulgte en stejl brostensvej op til en slags udsigtspunkt. Ja, det var da i hvert fald ikke her. Det skal så også lige siges at stort set alt er ensrettet, og det gør det jo ikke nemmere.
Guanajuato 117.jpg Guanajuato 121.jpg Guanajuato 129.jpg
Byen er bygget i en slags “gryde” Bakker på alle sider. “Udsigtsvejen” løber hele vejen rundt. Gps´en sagde drej til højre, men der var ingen vej, kun stejl skrænt. Jeg bandede højt inde i hjelmen. Gps´en var ikke til meget hjælp lige nu. Tog en vej der så ud som om den gik ned til centrum. Havnede i en rundkørsel. Arrggghhh…Der havde jeg jo været for 15 minutter siden. Var nu helt sikker på at komme for sent.
Dykkede ned i tunnelerne igen. Tog en ny vej ud. Anede ikke hvor jeg var. Gps´en sendte mig i alle mulige…og umulige retninger. Nu hvor jeg kender byen lidt bedre, kan jeg se at den faktisk havde fat i noget rigtigt, men på det tidspunkt virkede det som om den ville have at jeg skulle køre i cirkler.
Endelig kunne jeg holde ind et sted, hvor der ifølge gps´en kun skulle være 500 meter til skolen. Fik spurgt nogle mænd om vej. De forklarede noget om en smal gyde. Det havde Bent vist også nævnt. Kørte lidt og spurgte nogen igen. Hvis jeg lave en fejl nu, ville jeg skulle starte helt forfra i tunnelerne igen, og det ville jeg ikke risikere. Fandt vejen og kørte op. Og mere op….og så endte den blindt. Lod cykel være cykel og gik ned for at finde stedet. Damn, jeg var kørt lige forbi. Gik op for at hente Smølfen. Kunne kun lige få vendt den rundt, der var meget smalt.
Og endelig holdt jeg udenfor skolen. Kun en lille time forsinket.

En fyr på min egen alder kom ud for at beundre Smølfen. Det viste sig at være ham jeg havde snakket i telefon med. Fik forklaret mine vanskeligheder med at finde skolen og undskyldt min sene ankomst. Han grinede bare og jeg kunne konstatere at her kører man så også efter mexico-tid. Dvs. at man ankommer når man ankommer  :-)
Han gav mig en test, så de kunne se hvilket niveau jeg var på. Og så blev jeg nærmest smidt ind i en klasse og gik i gang med grammatik med det samme.
Da mine fire spansk-timer var overstået, stod moderen, fra den familie jeg skulle bo hos, klar til at følge mig hjem til dem. Hun hoppede ind i en taxi, og jeg fulgte efter den på Smølfen.
En enkelt tunnel og nogle meget stejle gade, og så kunne jeg parkere i familiens garage.
Jeg fik hilst på hele familien, som bestod af mor, far, to sønner på 14 og 16 og en datter på 4. Fik tildelt et værelse og fik slæbt mit bras derned.
Så var det tid til “aftensmad” De spiser de allerede ved 4-5-tiden. For så at få en kage eller en anden snack sent om aftenen.
Guanajuato 105.jpgDe var smadder søde og talte kun spansk, så der var ikke andet at gøre end at prøve at gøre mig forståelig på spansk. Det gik faktisk overraskende godt. Moderen var temmelig nem at forstå. Hun havde fattet, at man skal tale uendeligt langsomt til de der udlændinge. Det var jo ikke første gang de havde logerende. Faderen derimod talte bare hurtigt, så mor måtte “oversætte” for mig. Havde vel egentlig nemmest ved at kommunikere med den 4-årige. Vi legede med tal-kort, og jeg kom sådan til at grine, da det gik op for mig at hun også talte på fingre ligesom mig :-)
Jeg brugte også lang tid med at “snakke” med den 14-årige. En aften så vi samtlige billeder jeg har på computeren, og næste aften stod den på gennemlytning af alt hvad jeg har af musik. De synes godt nok at Hedningarna er noget mærkeligt larm ;-)
Huset lå oppe af en meget stejl bakke. Der var laaaang vej hjem fra skole….Det føltes i hvert fald sådan….. Op, op, op……
Guanajuato 085.jpg Guanajuato 087.jpg 
Jeg er helt vild med Guanajuato. Det er en universitetsby, så der er masser af unge mennesker og et heftigt natteliv. Hvilket jeg også fik at føle da jeg flyttede på hostel i nede i byen. Mit værelse lå nedenunder en bar der spillede høj musik til klokken to….Hver aften!!!!!  Guanajuato har masser af musik i gaderne hele tiden. Der sker altid et eller andet spændende. Byen er kendt for deres for deres “vandrende” fester. Et band vader rundt med fuld musik og så følger man efter mens man danser og fester. Bymidten nærmest en lang gågade. Man løb hele tiden ind i nogen man kendte. Og efter få dage hilste jeg på de forretningsdrivende, så det var smadder nemt at føle sig hjemme.
Guanajuato 050.jpg Guanajuato 008.jpg Guanajuato 016.jpg
Guanajuato 112.jpg Guanajuato 108.jpg Guanajuato 136.jpg
Guanajuato 148.jpg Guanajuato 152.jpg
Guanajuato 010.jpg Guanajuato 113.jpg Guanajuato 135.jpg Guanajuato 200.jpg
Jeg gik i skole og boede hos familien den første uge.
Skolen var god. Jeg havde 2 gruppe-timer og 2 timer med privatlærer om dagen. Var ikke så vild med gruppe-timerne, da det mest bestod af grammatik, og det har jeg nærmest ikke lært på dansk. Det var vist ikke så moderne at terpe grammatik i 80´erne. Havde ingen ide om, hvad de mente når de sagde infinitum og andre mærkelige grammatik-ord.
Guanajuato 118.jpgJeg elskede mine privat-timer. Luis, min lærer, var sød og meget pædagogisk. Tak Berit og Bent for anbefalingen! Jeg brugte tiden på at lære, hvordan jeg skulle svare på alle de der spørgsmål. som folk hele tiden stiller mig. Hvor kommer du fra? Hvor længe har du rejst? Hvor skal du hen? Osv……Ved at skulle svare på alt det, måtte jeg jo lære lidt om datid og fremtid, så jeg lærte en masse.

Jeg flyttede ned på et hostel om lørdagen. Jeg ville have lidt mere frihed. Synes ikke at man kan bo hos en familie og så bare bruge dem som hotel. Mener at man skal hænge ud der om aftenen og snakke med dem, og ikke bare fise i byen hele tiden. Og det havde jeg jo gjort i stor stil hele den første uge. Nu ville jeg udforske byen.
Det blev til en thanksgiving fest med folk fra skolen. Danseaften på en salsaklub. Disco-night på et 80´er disco. Og meget andet sjovt.
Jeg hang ud med meget forskellige mennesker i min tid i Guanajuato.
Karen og Vincent fra Canada var nogle af dem jeg så mest.
Guanajuato 195.jpg Guanajuato 197.jpg
Karen er født i Danmark, men flyttede med familien til Canada som et-årig. Hun taler dansk og det hyggede vi os så lidt med. Vi var på museer og spiste tit sammen. Talte en masse, bl.a. om danske juletraditioner. Folk synes vist at vi danskere er lidt mærkelige fordi vi DANSER om træet juleaften. Det er vist ikke helt almindeligt, hverken i USA eller Mexico. Mandelgaver er heller ikke så udbredt. Lad os sige at Vincent var ved at vænne sig til det, men stadig synes at vi er skøre.
En anden jeg hang meget ud med var Ross fra USA. Her sammen med Karen
Guanajuato 132.jpgHan er på vej verden rundt i en folkevogns boble fra 1971. Han var den mest utålmodige mand jeg nogensinde har mødt. Kunne ikke sidde stille mere end 3 sekunder. Vi havde en god kemi, og havde nogle lange dybe samtaler om alt muligt. Er dog glad for at jeg ikke rejser med ham, ville blive skør på stedet ;-) Han har for øvrigt også en blog http://web.me.com/ragtraveler/Site/Welcome.html hvis nogen har lyst til at følge en skør mand jorden rundt. Det virker som om han har en sær evne til at tiltrække farlige situationer, men jeg tror nu bare at hans fantasi har det med at løbe af med ham ;-)

En morgen hvor Karen, Vincent og jeg spiste frokost sammen, viste Vincent mig en artikel i avisen. Han prøvede at stave sig igennem avisen hver dag, for at forbedre sit spanske. Så vidt vi kunne forstå skulle der være et motorcykeltræf den næste weekend. Jeg havde egentlig tænk at jeg ville køre indenfor et par dage, men det lød sgu for spændende. Og hvis jeg skulle hænge ud i Guanajuato lidt længere, var det heller ikke den store katastrofe, kunne altså rigtig godt lide den by.
Ved hjælp af et par rigtig spansktalende, fandt vi ud af at det var i Irapuato 60 km væk. Yes!! Det var nu min nye plan.

Jeg drog afsted til Irapuato den følgende lørdag. Byen var stor, og det eneste jeg havde som pejle mærke var, at det lå ved den zoologiske have og så havde jeg avisartiklen med.
Jeg fjumrede rundt i byen, og den var stor. Fik spurgt en færdselsbetjent om vej, ved at vise ham artiklen, og endelig kunne jeg køre ind gennem en port hvor der hang et skilt, hvorpå der stod “Moto Evento” …..Og så havnede jeg så på en kæmpe stor tom parkeringsplads. Ikke en motorcykel i sigte. Hmm…. Hvad gør en smart pige så??!! Ja, jeg stillede mig op midt i det hele og røg en smøg. Det viste sig at være en glimrende ide, for cirka halvvejs igennem smøgen, kom der en Harley kørende ind på pladsen…og satte kursen mod mig. De stoppede og sagde bla, bla, bla…. på spansk. Jeg sagde øh bøh….Evento Moto, og så gjorde manden tegn til at jeg skulle følge efter dem. Op på Smølfen og så afsted. Rundt om en park og så var vi der. Telte og boder, men ikke så mange motorcykler. Det var også tidligt på dagen.
Fik parkeret, og blev slæbt ind i skyggen til det der viste sig at være indskrivningen.

Folk gloede underligt på mig, og min nye ven på Harlyen præsenterede mig for nogle mennesker. Det viste sig at hele træffet var arrangeret af nogle der hedder “Black Jackets” (udtalt med tyk spansk accent…) Og han var en af dem. Tror det var præsidenten jeg var blevet introduceret for. Aner det faktisk ikke. Ingen….og jeg siger ingen…. talte andet end spansk, og det var lidt svært for mig at følge med i hvad der faktisk foregik. De kunne heller ikke helt forstå hvor jeg kom fra, men så viste jeg bare avis-artiklen frem, og så synes de vist at det var sejt at jeg bare var troppet op.
Fik en t-shirt og et stofmærke og så var jeg klar til træf.

Det begyndte så småt at gå op for folk at jeg var fra Danmark og havde kørt hele den lange vej fra USA. Pludselig havde jeg en meget interesseret flok omkring mig, og de ville bare vide alt muligt. Det var ret grineren at prøve at forklare alt det på spansk. Da de endelig var tilfredse med mine brokker, gik jeg en tur rundt på pladsen for at glo lidt på boderne. De solgte alt det sædvanlige Harley- gøjl. Det var begyndt at gå op for mig at det her træf absolut ikke var et offroad træf, men fyre i en masse læder :-)
Vadede tilbage til indskrivningen. Nå, der kom nogle tv-folk, så det måtte da alligevel være en begivenhed af en vis størrelse. Der havde da godt nok stået i avisen at der ville komme 2000 motorcykler, men jeg var da begyndt at tvivle lidt, eftersom fremmødet der ved 13-tiden ikke var det største.
Pludselig kastede medierne sig over mig. Jeg sagde altså nej tak til tv-interviewet, da journalisten kun talte spansk, og jeg ikke mente at mine spanske brokker var tv-egnede. Men jeg overgav mig til avis-journalisten. Han kunne også tale ligeså meget engelsk, som jeg kunne tale spansk, så det gik over stok og sten…hø hø…. Fotografen fik mig op og sidde på Smølfen så han kunne få det fede billede….Og jeg var ved at flække af grin indvendig. Det var sgu da for morsomt!!! Den store berejste berømthed. Nå, men de er vist ikke så vant til at kvinder kørte alene rundt på mc, så jeg var vist lidt af et særsyn. Så én anden kvinde der selv kørte, ellers sad de kun bagpå. Og det var ud af ca 2000 motorcykler.

Jeg havde ikke taget alle mine ting med, da planen var at kigge forbi og se hvad det var for noget, og så køre tilbage til Guanajuato inden det blev mørkt. Men jeg kunne forstå på folk, at det var om aftenen at det hele skete. Der var ikke et motel i nærheden, så jeg bestemte mig for lige at smutte hjem efter camping-udstyret og så vende tilbage. Klokken var jo ikke mange og jeg kunne være tilbage før fem, hvis trafikken ellers ikke drillede. Min Harley-ven sagde at jeg bare kunne slå teltet op ved deres, så skulle de nok passe på mig. Op på Smølfen, hjem og knalde teltet bagpå og så tilbage igen.
Trille ind på pladsen lidt over fem. Nu var der bare mange cykler.
Guanajuato 157.jpg Guanajuato 156.jpg Guanajuato 155.jpg
Guanajuato 159.jpgGuanajuato 162.jpgMan må sige at hjelmene er af meget varierende kvalitet.

Guanajuato 163.jpgGuanajuato 154.jpg 
Fik slået teltet op, og gik hen til min Harley-ven og hans veninde og sagde hej. Det er dem på billedet ovenover. Kan desværre ikke huske hvad de hedder. Blev udstyret med en ordentlig tequila, og så var festen i gang. Lad mig sige det sådan….at hvis mit glas var tomt, gik der ikke mere end tre sekunder før en eller anden flink mexicaner havde fyldt det igen. Se det er gæstfrihed så det batter.
Nogen kom slæbende med en fyr der kunne lidt engelsk, så jeg fik lidt svar på nogle af mine spørgsmål. På det tidspunkt foregik der noget jeg ikke fattede oppe på scenen.
Guanajuato 164.jpgDet viste sig at være en mindehøjtidelighed for en fyr der havde kørt sig ihjel ugen før. Der blev holdt taler og den engelsk talende fyr fortalte mig at den dødes krop også var på scenen. Jeg var helt sikker på at han tog pis på mig, men de stod da godt nok med et stykke plastic, hvor der godt kunne være et lig i, hvis det altså skulle være. De rullede plastikken ud og heldigvis var det bare et stort billede af afdøde og ikke et lig. Hans små sønner var også på scenen og det gik op for mig at de stod med hans urne. Nåhhh…Det var det han havde ment!!! Det var asken og ikke et lig han havde ment. Vi kom begge til at grine helt vildt. Han havde bare ikke vidst hvad det hed på engelsk, så det blev altså til krop i stedet for aske. Gad vide hvad jeg siger når jeg taler spansk??!!
Jeg tror der var 10 forskellige mennesker oppe på scenen for at holde taler. Lange taler… Også den lille søn og konen havde ting at sige. Så blev der holdt en mexicansk form for et minuts stilhed. Det består i at man klapper i et minut. Bagefter startede en masse folk motorcyklerne og holdt der og gassede op i lang tid. Familien takkede alle folk for deres deltagelse og så var det tid til fest.

Og festet blev der!!!!! Øl og hornmusik…og så er det ikke løgn med hornorkestret….
Guanajuato 161.jpgJeg faldt i snak med en sød fyr, som jeg desværre heller ikke kan huske hvad hedder. Tequila påvirker åbenbart min evne til at huske navne :-)
Vi hang mere eller mindre ud resten af aftenen. Jeg kunne stort set forstå hvad han talte om, og han talte altså kun spansk. Han havde bare forstået, at hvis han talte uendeligt langsom, så fattede jeg faktisk meget. Han forstod så også en del af hvad jeg sagde. Så han var meget handy.
Guanajuato 174.jpgDet sjove var at andre folk ikke forstod at de skulle tale langsomt. Jeg kunne høre at han sagde til andre, at de bare skulle tale langsomt, men det gjorde de så bare ikke, så min ven oversatte alt fra spansk til spansk…og så forstod jeg :-) Det var rigtig sjovt.
Det skal så også lige siges, at min hukommelse måske bliver påvirket i dårlig retning af tequila, men til gengæld bliver jeg MEGET bedre til spansk ;-)

På et tidspunkt var der pause i musikken. Vi satte os op på scenekanten og kiggede ud over det støvede kaos et mc-træf ser ud til at være, ligemeget hvor i verden det bliver holdt. En mand på scenen tog en mikrofon og ævlede en hel masse. Pludselig kunne jeg høre ordet Dinamarca (Danmark) Og så var der omkring 300 mennesker der kiggede på mig. Mange begyndte at komme op mod mig. Jeg sad bare der og tænkte hvad??!! Min ven grinede og sagde at jeg lige var blevet præsenteret fra scenen. Tror at der stod en kødrand på et par hundrede mennesker foran mig. Kunne høre at de spurgte efter nogen der talte engelsk og et par stykker meldte sig. Og så blev jeg ellers udspurgt på spanglish. De talte vel engelsk som jeg taler spansk.
Så begyndt folk at trykke mig i hånden og stille deres børn op til fotografering sammen med mig. Det var SÅ underligt!!! Jeg var en berømthed….og folk opførte sig sådan. Det var bare så morsomt, men jeg måtte jo hellere holde masken og sige davs til de meget imponerede mennesker.
Da al virakken var overstået gik jeg på toilettet. Det skal lige siges, at det var mere ulækkert end noget, jeg nogensinde har oplevet før. Inklusive Roskilde festival, Kina, og Indien. Fire totaltstoppede huller i jorden. Gik over til at tisse i hegnet efter første besøg.
Da jeg kom ud på pladsen igen, blev jeg så stadig stoppet af folk der ville have deres billede taget sammen med mig. Det var meget mærkeligt, men nu har jeg da prøvet at være en kendis ;-)

Guanajuato 170.jpg Guanajuato 171.jpg Guanajuato 181.jpg
Så startede der et band der spillede alle de kendte træf-sange. Born to be wild og sådan nogle. De sang bare med så tyk accent at jeg nærmest var faldet om af grin. Min ven synes at det var totalt pinligt. Han var sikker på at de ikke anede hvad de sang, men bare havde aflyttet en cd. Han var så på vej op for at spørge bandet om jeg ikke kunne synge i stedet for dem, for jeg kunne da i det mindste udtale ordene. Men der satte jeg så foden ned. Så fuld var jeg heller ikke!!!!!!!
Der blev også danset til musakken. Det bestod af en masse mænd der hoppede rundt i en cirkel foran scenen. Ikke en pige i syne…ok, så måske en. Ellers stod de pænt i en halvcirkel og gloede på mændende. Kønt var det ikke, men helt sikkert sjovt.
Guanajuato 194.avi Guanajuato 183.jpg Guanajuato 186.jpg
Ved to-tiden startede en større udvandring. Folk satte sig på deres cykler og kørte hjem. Jeg er sten-sikker på at over halvdelen ikke rigtig kunne passere en alkoholtest på det tidspunkt. Men hjem skulle de åbenbart.
Festen fortsatte i stor stil, nu kun med halvdelen af deltagerne. Jeg hang ud med min vens mc-klub. Men ved fire-tiden var det altså ved at være tid til at se soveposen.
Klubben var også blevet trætte. De havde godt nok ikke rigtig taget noget sove-noget med, så de sov på knallertene.
 Guanajuato 184.jpg Guanajuato 189.jpg 

Næste “morgen” var jeg vist en smule mat i koderne. Fik teltet raget ned og gjort klar til at køre. Var henne og sige farvel. Drengene var allerede i gang med øllene igen. Jeg sagde pænt nej tak. De ville ud og spise frokost, men jeg takkede også nej til det. Jeg ville bare hjem og se dyner. Det havde været en ufattelig morsom aften/nat, men nu var jeg bare helt færdig.
På vej ud af byen, skulle jeg lige finde avisen, for at se om jeg virkelig var i den.
Guanajuato + D.F. 001.jpgDet var jeg. Med billede og det hele. Havde ikke hjerne til at studere artiklen nærmere ude i heden, men efter nærmere studie…et par dage efter, da min hjerne var vendt tilbage fra ferie…eller hvor nu den var, kunne jeg konstatere, at de faktisk vist har fået alting rigtigt.

Jeg grinede meget inde i hjelmen hele vejen hjem. Det have bare været så sjovt. Mega sjovt!!!!!!!!!

Vel tilbage på hostellet, fandt jeg noget cola og en butik der solgte dvd´er. Det var totale kopi-dvd´er. Det konstaterede jeg på den hårde måde, da det viste sig at James Bond talte fransk, og da jeg byttede den…hun havde sagt at den var på engelsk…. talte han så russisk. Det lykkedes mig aldrig at se den nye James Bond på engelsk ;-) Men jeg fandt da noget på engelsk og nød en tømmermændsdag med cola, grill-kylling og film.

Da jeg forlod Danmark havde min mor og far sagt, at ligemeget hvor jeg var i verden ville de komme og fejre juleaften med mig. Og nu havde de så købt biletter til Mexico City.
Min far ville rigtig gerne leje en motorcykel og køre rundt sammen med mig. Mit job var så at finde en cykel de kunne leje. Og det var ikke den nemmeste opgave. Masser af cykler i Cancun og Cabo, men ingen omkring Mexico City. Det brugte jeg så de næste dage på at få i orden, samtidig mens jeg hyggede mig med folk i Guanajuato.

Kom endelig i kontakt med Gerardo fra Creel-træffet. Han kunne skaffe en kæmpe BMW og en Husquarna. BMW´en ville ikke være så handy her og bagsædet på Huskyen var ikke det mest mor-venlige, så jeg takkede pænt nej. En anden mulighed var en fyr i San Miguel, jeg havde fundet på ADV-siden. Han kunne diske op med hans egen private BMW 100GS. Den var gammel, men kunne da bruges i mangel på bedre.
Så tikkede der flere beskeder ind på ADV, og Oscar i Mexico City dukkede op. Han havde en BMW 650GS og det var lige hvad vi skulle bruge. Jeg sagde ja tak, og drog til Mexico City, for at se dyret an.

Oscar havde givet mig gps´koordinaterne til hans sted, men jeg synes godt nok at de var lidt mærkelige, men plottede dem ind alligevel.
Kørte de 360 km fra Guanajuato til D.F. som Mexico City hedder her. Og havnede i den vildeste trafik. Totalt kaos overalt. Sad i lange køer på omfartsvejene, men efter at have luret lidt på de lokale mc´er, der bare snoede sig ind og ud mellem bilerne, tænkte jeg skik følge eller land fly, og kastede mig ud i det. Kom en del hurtigere frem og så var det ovenikøbet meget sjovere ;-)
Kom til mit bestemmelses sted, men var helt sikker på at det var forkert. Der var heldigvis en telefonboks, så jeg ringede til Oscar, der undskylde meget at han havde givet mig koordinaterne i et mærkeligt format, og sagde bare bliv der, jeg kommer og henter dig.
En lille time senere trilleder der en Suzuki 650 ind på pladsen jeg stod på. Oscar viste sig at være alt det jeg havde drømt om, smadder flink og hjælpsom. Han havde ikke BWM´en hjemme, så der var ikke rigtig nogen grund til at køre forbi ham. I stedet ville han føre an til et hotel, Jeg skulle bare følge efter. Og så fik jeg ellers en lektion i hvordan de lokale kører. Ud og ind mellem bilerne, op over fortorvet, den forkerte vej i ensrettede gader. Da jeg havde vænnet mig til det, var det faktisk sjovt. Der er bare ingen regler. Jo…det er der måske, men på mc følger man dem ihvertfald ikke. Hvis der er plads til en mc, så er det der man kører.
Der er så mange biler at alt er kaos, men trafikken glider faktisk godt efter omstændighederne. Man snor sig på bedste beskub. Trafiklys bliver næsten respekteret og de har ikke den her ” Jeg har ret, skrid og jeg flytter mig ikke” aggressivitet vi har i DK. Det er enormt befriende.

Vi kom til et for mig at se meget fancy hotel, men der var en garage i kælderen, hurtigt internet og det ville være et fint sted at installere mor og Klaus. Og prisen var ikke så slem som frygtet, men mere end jeg havde lyst til at betale. Men det var centralt og fint, så jeg flyttede ind.
Oscar blev og ventede til jeg fik et værelse, for at kunne få fat i mig. Har jo ikke nogen telefon, så han skulle lige have værelsesnummeret. Og vi aftalte at han skulle ringe så snart han fik cyklen tilbage, så jeg kunne komme og se den.

Efter Oscar forlod mig igen, prøvede jeg straks at ringe til Elena, hende jeg havde mødt i Real de Catorce. Hun var jo fra D.F. Kunne ikke få nogle af numrene til at virke. Har haft tonsvis af problemer med at bruge telefoner i det her land. De har et væld af mærkelige områdekoder, alt efter hvor du er og hvor du ringer hen. Og så skal man lige vide om det er en mobil også.
Skrev en mail i stedet, og håbede det bedste.
Lå der i min fine seng og følte mig som et rigtigt luxus-dyr. Havde jo boet tre uger i et koldt hummer med lokum på gangen. Så jeg nød det rigtigt.

Næste dag ringede Oscar og sagde at cyklen var hos ham, så jeg kunne komme med det samme hvis jeg ville. Han tilbød at hente mig, men jeg mente nu nok at jeg kunne finde ham, nu jeg havde de rigtige koordinater.
Trak i alt gearet og havde lige åbnet døren for at gå, da telefonen ringede. Åh nej, nu aflyser han, tænkte jeg. Men så var det Elena. Yes!!! Hun ville mødes med mig om aftenen. Bare hurtigt til en kop kaffe eller noget, hun have lidt travlt. Jeg var bare glad for ikke at skulle hænge rundt om hotellet. D.F. er bare så stor at jeg nærmest blev skræmt af at gå længere væk end den gade hotellet lå i. Havde da altid gps´en med for en sikkerheds skyld.

Jeg kørte ud til Oscar. Kørte ikke helt så sindssygt som ham, men overtrådte stadig samtlige regler jeg kunne. Hold da op hvor er det sjovt at passere en uendelig lang bilkø indenom…eller udenom for den sags skyld. Grinede stort set hele vejen.
Oscar stod og ventede og åbnede garageporten så jeg kunne køre lige ind. BMW´en stod i baggården og så fin ud. Det var lige hvad vi skulle bruge. Tog nogle billeder så Klaus kunne se, hvad det var han skulle køre på.
Vi sad og kiggede kort og snakkede ruter og hoteller i et stykke tid. Han er bare en flink mand ham Oscar. Det virkede også som om han havde forholdsvis styr på det hele.
Mc-udlejningen var bare en bibeskæftigelse for ham. Han er ingeniør, men ville da gerne leve af at lave ture og leje mc´er ud. Han ville jo også gerne vide hvordan jeg havde fundet ham. Fortalte ham om ADV-siden. Og at han jo kunne skrive at han havde mc´er, hvis nogen havde brug for at leje i D.F.
Og så fortalte jeg ham, hvorfor han var havnet nederst på min prioriterings-liste. Da hans navn blev nævnt på ADV, skrev fyren at Oscar ikke havde så god service, og da jeg spurgte ind til det, havde fyrens ven haft en dårlig oplevelse, med en af Oscars mc´er. Han skrev så, at fyren havde fået nogle penge tilbage og en ny cykel, så det lød jo ok.
Oscar vidste med det samme hvem jeg talte om og var meget ked af den historie. Han fortalte mig, at fyren ikke havde fortalt ham om problemerne, før han var tilbage i D.F. Og Oscar kunne jo ikke gøre noget, når han ikke anede at der var problemer.
Er glad for at jeg fortalte ham historien, for han ved jo at jeg skriver på ADV, så hvis han ikke giver os en god service, så havner der endnu en dårlig historie om ham på nettet. Og det tror jeg ikke han vil risikere. Vi har ihvertfald fået tip top service hele vejen igennem. Han har f.eks. givet mig en mobil med, der kun indeholder hans nummer. Vil rigtig gerne have at jeg sender en sms hver dag, så han kan følge os. Og har lovet at hvis der sker noget med cyklen, så kommer han og ordner det hele. Han virker som en god fyr.

Om aftenen kom Elena så og hentede mig. Det var så heldigt at hun var hjemme til en veninde, der bor meget tæt på mit hotel, så det var jo smart.
Vi travede ud i byen. Hun spurgte hvad jeg ville spise, og jeg svarede sushi…bare sådan for sjov, men jeg blev gennet ind i en taxi og kørt til det hyggeligste sushi-sted. Vi fik en gratis omgang sake af tjeneren. Det var vist Elenas hood vi var i. Kunstner-kvarteret. Fik da både hilst på en forfatter, en berømt skuespillerinde og en instruktør. Fik en Manhattan, eller hvad det nu er de drikker i Sex and the City. Vi travede rundt og hun viste stolt sin by frem.
Men så kom et af aftenens højdepunkter. Hun var faktisk i bil, og vi kørte en tur rundt i D.F. Hun kørte lidt sydpå, da vejene der er i flere etager, så man havde udsigt ud over byen. Det var fantastisk at få en fornemmelse af, hvor stor den egentlig er. Der bor officielt omkring 25 millioner mennesker. Det er jo sindssygt, når man tænker på hvor mange danskere der er………
Hun satte mig af ved hotellet og vi aftalte at jeg skulle med hende og en veninde ud og shoppe julegaver næste eftermiddag.

Jeg brugte formiddagen på at tage det længste bad. I guanajuato have mit hostel kun varmt vand i 5 minutter af gangen, så mit hår trængte til en ordenlig omgang. Ja, alt fra top til tå blev ordnet. Det var så skønt!!
Så mødtes jeg med Elena og Angelica og vi hoppede i en taxi ind til centrum.
D.F. - Oaxaca 013.jpg D.F. - Oaxaca 014.jpg 
Det var en folkevogns-boble. Mange af taxierne er bobler. De hiver passagersædet ud, så vi måtte alle tre sidde på bagsædet. Men vi morede os glimrende. Elena ser mærkelig ud på billedet, fordi vi skulle sige cheese, men hun sagde selvfølgelig queso…altså ost på spansk.
Vi nåede centrum i den massive trafik. Der er nu meget nemmere at komme frem på knallert :-) Og så blev vi lukket ud i en flodbølge af mennesker. Det var lørdag og der var gang i julehandlen. Der var så mange mennesker at jeg nærmest blev dårlig.
Trissede rundt efter pigerne og håbede så småt at vi snart skulle tilbage til de fredelige forstader. Endelig erklærede de at nu var de færdige, så nu skulle finde en cafe og hvile fødderne.
Vi kom hen over den centrale plads i byen. Juletræ og dekorationer så langt øjet rakte:
D.F. - Oaxaca 015.jpgVar inde og få en kop chokolade i den første Sanborns i verden. Det er et varehus, men her var det altså mest cafe og restaurant. Bygningen var tilgengæld enorm flot, med kakler på hele ydersiden. Je, jeg glemte lige at tage et billede.
Så slæbte de mig op i Torre Latino, som er en nogen og fyrre etagers bygning. Udsigten var fantastisk. Ville dog gerne have været deroppe om dagen for at se det hele lidt bedre.
D.F. - Oaxaca 019.jpg D.F. - Oaxaca 020.jpg 
Elena og jeg sagde farvel til Angelica, hun skulle til en koncert med et populært mexicansk band. Efter lidt omklædning på et toilet var hun klar til at rocke.
Vi tog en taxi tilbage til kunstner-kvarteret og endnu en gang sushi. Det her var et sted hvor fisken kørte rundt på et bånd, så man bare valgte hvad der så godt ud. Det var lidt sjovt. Vi hyggede og så blev jeg eskorteret til hotellet. Elena skulle tidligt op næste morgen og til en begravelse.
Jeg var lykkelig for at have set D.F. med en lokal, det var den rene foræring.

Så var det kun at læne sig tilbage og vente på at Mor og Klaus landede næste aften.

Real De Catorce

Skrevet af anja den 4. december, 2008

Jeg blev i Galeana alt for længe!!
De Dødes Dag var jo lige på trapperne, og damen i receptionen forklarede at der ville være fest på plazaen dagen efter, så jeg besluttede at blive hængende og opleve det.
Næste morgen var jeg klar til fest….Men der skete intet!! 
Gik en lang tur i stedet, og en fyr fra hotellet fortalte at festen først var næste dag. Nå, pyh…Troede lige at jeg var gået glip af det hele. Sprang spændt ud af sengen næsten morgen, men igen….Ingenting!!!
Hvad i hele hule hel…. skete der for de mennesker??!!
Real de Catorce 008.jpgHavde jo set at alle folk slæbte rundt på de her store blomster-buketter. Havde en anelse om at de skulle på kirkegården og lave et eller andet spændende, men jeg kunne ikke finde den der kirkegård. Trawlede gennem hele byen, men ikke et gravsted i syne. Øv!!
De havde fejret halloween til den store guldmedalje, med store udklædte børneflokke og også et par voksne ind imellem, men det så ud til at De Dødes Dag i Galeana, kun bestod af at besøge familiens gravsted med blomster.
Var oprigtig ked af det. Ville så gerne have oplevet dansende skeletter og hvad jeg ellers har hørt om, men verden er åbenbart ikke som på Travel Channel……
Måtte videre inden jeg kedede mig så meget, at jeg kom til at hade Galeana, som jeg ellers havde haft så meget sjov i.

Vågnede ved lyden af trompeter. Ignorerede dem!!! Ville ikke gå ud og se hvad der skete, på plazaen, men bare få pakket Smølfen og komme afsted. Skulle ikke ledes i fristelse og blive en ekstra dag
Ok, måtte lige ud og kigge. Heldigvis bare et par børn, der legede rundt.
Var nærmest lettet, da jeg kørte ud af Galeana og satte kursen sydover.

Real de Catorce 015.jpgDet meste af vejen så sådan her ud. Snoede veje i bjergene. Det virkede meget tørt. Tror at det er en slags ørkenklima, bare i bjerge. Det støver i hvertfald meget på grusvejene.
Efter en laaaang nedkørsel, havde jeg en følelse af at være kommet ned fra bjergene. Blev da lidt overrasket, da gps´en sagde 1500 m. Var jeg stadig så højt oppe. Måske var det derfor at det var så køligt, selvom solen bragede ned fra en skyfri.
Kørte af en lang kedelig lige vej i laaaang tid. Og kom så endelig til vejen til Real De Catorce.
Det var Milton, fra udforskerturen, der havde anbefalet mig at tage derhen. Havde aldrig hørt om stedet før, men det lød rigtig godt. En smuk by på toppen af et bjerg. Det måtte jeg se.
Der var bare lige den her 27 km brostensvej op til byen. Havde jo prøvet kræfter med brosten og var ikke specielt begejstret. Nå det var vel bare at klemme ballerne sammen og gøre det.
Real de Catorce 023.jpg Real de Catorce 026.jpg
Det føltes lidt som at sidde på en kæmpe stor rystepudser. Hold da op hvor jeg tænkte meget på alt mit elektronik i taskerne. Kunne min computer virkelig holde til det her?
Havde hørt at man bare skal køre hurtigt, så man nærmest svæver hen over alle revnerne. Det virkede vel også til dels, men fornemmelsen af at sejle rundt blev så til gengæld forstærket. Fandt et mellem tempo der passede mig, og der fløj vist et par bandeord ud af hjelmen. Kan altså ikke lide de der brosten!!

Endelig var brostenene slut. Nu var der så 2,4 km tunnel der skulle forceres.
Tunnellen er så smal, at der kun køre biler i en retning af gangen. Så jeg måtte lige vente lidt. Var selvfølgelig henne og tjekke hvordan det så ud derinde. Hmm… Ingen brosten og tørt. Det lovede godt.
Real de Catorce 027.jpg Real de Catorce 029.jpg Real de Catorce 028.jpg
Kunne så se på lygterne på de biler der kom mod mig inde i tunellen, at det åbenbart ikke var helt plant derinde. De så ud som om de gyngede noget. Bilerne kom ud og tunnel-manden vinkede mig frem. Jeg var den eneste der skulle mod Real De Catorce.
Ingen panik. Vejen var fin og jeg satte farten lidt mere op. Så begyndte der at dryppe vand ned fra loftet. Det ellers fine underlag blev til en glat affære. Fik taget lidt af farten af.
Real de Catorce 039.jpg Pludselig skred baghjulet ud. Hvad var det??? Mudder??? Har senere fundet ud af, at der ligger nogle trælse sanddynger derinde. Ved ikke hvorfor, men det var det der fik mig til at blive lidt panikslagen alligevel. Der er sgu aldrig rart, når jeg ikke rigtig kan se hvad jeg kører rundt i. 
 Nå, jeg fik jo lavet en udmærket redning, så det var bare at klø på. Endelig kunne jeg se lyset for enden af tunnellen. Kørte ud i dagslyset og var så i Real De Catorce.

Vejen blev igen brostensbelagt. Først ligeud, men så stejl nedad. Kiggede lidt på side-
vejene. Hold da op hvor var de stejle. Hvordan i al verden kunne jeg parkere her. Ikke en centimeter var plan.
Real de Catorce 042.jpg Real de Catorce 043.jpg Real de Catorce 147.jpg
Kørte lidt rundt mens jeg prøvede at undgå de aller-stejleste steder. Havnede på et forholdsvis plant torv. Gik lidt rundt og tjekkede hoteller, men der var ingen parkeringsmuligheder nogen steder. Kunne se hvordan bilerne holdt de mest underlige steder, og de fleste fortorvskant var meget høje, så parkering på fortorvet ville blive et mareridt.
Hmmm….. Den ville blive vanskelig.
Så en fyr, der så ret turist-agtig ud. Spurgte ham om han talte engelsk. Det gjorde han, sådan da, men han var heldigvis lokal og kunne han fortælle mig om mine muligheder. Efter at havde fortalt hvad jeg behøvede, sendte han mig ud til udkanten af byen, der havde han en ven der passede et hotel. Måske jeg kunne få en god pris, jeg kunne ihvertfald få Smølfen ind og parkere i en gård.
Op og ned ad flere brosten. Var nærmest glad da jeg ramte et vejarbejde, så det bare var en helt almindelig grusvej….ja, ca 300 meter ;-)
Fandt Alcazaba, som hotellet hed. Der var en stor lukket port med dørtelefon. Ringede på. Intet svar. Åbnede en lille dør og råbte Hola. En pige kom ud fra et værelse og spurgte hvad jeg ville. Forklarede mit ærinde. Åh, Eduardo, som passer stedet er her ikke lige nu, han er nok tilbage om en tre timers tid, sagde hun. Jeg må have set ret træt og skuffet ud, for pludselig kunne hun da lige ringe til ham og så ville han kigge forbi inden for tyve minutter. Han kom hurtigt og jeg fik mit værelse. Og der var plan parkering til Smølfen lige uden for værelset.
Real de Catorce 224.jpg Jeg pakkede ud og snakkede med pigen, som hedder Elena. Hun er fra Mexico City, er dramalærer og var der for at skrive lidt på et teater stykke, slappe af og vokse spirituelt….
Da hun hørte at jeg ikke viste noget som helst om Real, men bare var kommet der fordi Milton havde anbefalet stedet, gik hun i gang med den store lektion i Real og omegn.
Real De Catorce ligger i 2700 meters højde. Det kunne jeg godt mærke når jeg gik i de stejle gader. Det er hårdt arbejde bare at gå til bageren :-)
Real de Catorce 168.jpg Real de Catorce 044.jpg Real de Catorce 145.jpg
Real blev grundlagt som en mineby. Voksede sig stor, da sølvminen var en af de rigeste i Mexico. Der blev bygget fine huse og folk gik rundt i det nyeste tøj fra Europa. Byen er nærmest fyld med ruiner fra dengang. Nogle bygger man nyt oveni, mens andre får lov at stå som de nu engang er. Det giver en helt speciel stemning, med de gamle mure overalt.
Da minen løb tør, vendte byen tilbage til almindelig mexicanske tilstande.
Stedet anses desuden som ret helligt for katolikker. En gang om året bliver byen overrendt af pilgrimme, der søger helbredelse i den største af byens kirker. Kan ikke helt huske hvorfor det lige er at folk tror at de kan blive helbredt i Real, men der er en masse “malerier” der viser diverse mirakler der er sket her.
Så er der den indianske side af sagen. Der ligger et helligt bjerg, hvor Huichol-indianerne valfarter til hvert forår. De kommer vandrende langvejs fra, for at udføre ritualer på toppen af Quemado-bjerget. Og nede i dalen ligger ørkenen, som indianerne også anser som hellig.
Udover det der står i turistbrochurerne, anser mange ikke indianere og ikke katolikker, stedet som et meget spirituelt sted. Turisterne er de sædvanlige pæne mennesker, der tager på vandreture, men det flyder altså også i “hippier” der synes at de kan mærke stærke ånder over det hele.
Elena er lidt en af dem. Hun mente at det ikke var en tilfældighed at jeg var kommet til Real. Det teaterstykke hun skrev på, starter med en kvinde der kører verden rundt på en motorcykel. Se det er et tegn, når du så kommer anstigende der på Smølfen, sagde hun. Hun var også sikker på at jeg ville lære store ting om mig selv der på bjerget. Det havde hun nemlig gjort.
 
Real de Catorce 152.jpg Real de Catorce 153.jpg  Elena og Eduardo

Næste morgen travede jeg lidt rundt i byen. Dels for at finde noget føde, men jeg havde også hørt at der ville være en internet cafe. Fandt begge dele.
Men først efter at turen op til cafeen nærmest havde taget livet af mig. Man kommer godt nok i bedre form af at leve her et par uger. Har også læst at sportsfolk kommer hertil for at højdetræne. Jeg forstår så godt hvorfor.
Real de Catorce 146.jpg Real de Catorce 132.jpg Real de Catorce 045.jpg
Næste morgen travede jeg lidt rundt i byen. Dels for at finde noget føde, men jeg havde også hørt at der ville være en internet cafe. Fandt begge dele.
Men først efter at turen op til cafeen nærmest havde taget livet af mig. Prøv lige at se på billederne hvor stejle de gader er.  
Man kommer godt nok i bedre form af at leve her et par uger. Har også læst at sportsfolk kommer hertil for at højdetræne. Jeg forstår så godt hvorfor.

Da jeg kom hjem på Alcazaba, sad Elena sammen med to canadier, Amanda og Chris. De var i gang med at planlægge en overnatning i ørkenen. De spurgte om jeg ville med. Det lød da meget eventyrligt. Ud at prøve noget andet end at sidde på Smølfen. En lang vandretur ville sikkert være godt for mig. Så jeg sagde ja.
Det var allerede næste morgen, men jeg kom ikke særligt tidlig i seng, da jeg havde hørte at Marty, en amerikaner der ejer internetcafeen, ville holde valgaften. Og det ville jeg sandelig ikke gå glip af.
Har jo fulgt en del med i den amerikanske valgkamp. Det har været ekstra spænende, efter at have talt med så mange amerikanere om deres mening. Så jeg troppede op hos Marty tidligt på aftenen. Vi var et par stykker, men det endte ret hurtigt med at det bare var ham og mig der sad og fulgte slagets gang. Vi havde forskellige tv-kanaler kørende og fulgte også med på computerne. Det var ret sjovt. Specielt da vi kunne se at Obama ville vinde. Marty var heldigvis Obama-mand så vi kunne heppe sammen. Vi fik både McCains tabertale og Obamas vindertale med. Det var en fed aften! Sidde der sammen med en amerikaner, der virkelig gik op i politik, og diskutere, var rigtig sjovt. Blev en del klogere på amerikansk politik den aften.
Efter at have hørt Obamas tale…Den var jo fantastisk…der var vist en tåre i øjenkrogen. Måtte jeg jo se at komme hjem i seng. Skulle jo op og gå langt næste dag.

Vi mødtes klokken 7 og begyndte vandreturen ned til ørkenen. Jeg var spændt på at se vejen, da jeg regnede med at tage den vej ud af Real, bare sådan for at slippe for brostenene og tunnellen. Men jeg blev klogere!!! Vejen var stejl og nærmest bare hugget ud i klippen. Gå ja….men køre Smølfen med fuld oppakning ned her. No Way!!!
Real de Catorce 048.jpg Real de Catorce 050.jpg Real de Catorce 054.jpg
Vi travede og travede. Der var godt nok langt ned. Kom gennem et par små byer, og ellers var der bare dømt flot udsigt.
Amanda siger at vi gik 16 km den dag. Jeg er ikke sikker på at det er rigtigt, men mine fødder synes i hvert fald at det var langt. Mener at det tog os en 4-5 timer inden vi var i Estacion Catorce for foden af bjerget.
Real de Catorce 056.jpg Real de Catorce 058.jpg
Real de Catorce 055.jpg Real de Catorce 061.jpg
De to sidste billeder viser hvor vi har gået, Det første er ca halvvejs nede og det sidste er så lige inden vi rammer byen.
Vi skulle mødes med Eduardo, ham der passede hotellet, i Estacion. Han havde haft ting at gøre, men tog en taxi ned, så han ankom lige efter vi havde spist lidt frokost.
Vi fandt en taxi, der kørte os langt ud i ingenting. Jeg grinede lidt, da vi holdt ind og købte en billet til ørkenen af de lokale indianere. Men det er deres sted, og mine tyve kroner går til at opretholde indianersamfundet der. Så det syntes jeg var i orden.

Vi blev læsset af i en slags lysning mellem de eneste træer jeg havde set i flere timer. Jeg kunne se at vi ikke var de første der havde overnattet der.
Den første ting der skulle ske, var at samle brænde. Det ville blive koldt om natten, så der skulle samles nok til at holde gang i bålet hele natten. Og det var svært!! Det flyder ikke ligefrem med brænde mellem de små buske og den sandede jord. Tror det tog os en 3-4 timer at få samlet nok. Og det lykkedes kun fordi vi havde Eduardo med. Det var ikke første gang han havde sovet i ørkenen. Han har boet i Real i mange år, men kommer oprindeligt lidt længere nordfra. Han var en god mand at have med. Tryllede fek.s lige en kedel frem, så vi kunne varme vand til the. Og nogle snore med, vi kunne bære brændet med. Og tusinde andre småting som ingen havde tænkt på.
Real de Catorce 063.jpg Real de Catorce 066.jpg Real de Catorce 068.jpg
Solen var så små ved at gå ned, da vi synes at der var brænde nok. Vi delte lidt mad og gjorde klar til at det nu blev koldt.
Jeg havde ikke taget min sovepose med, da den var stor at slæbe rundt på og den stadig er så ny og fin at det ville være synd at rulle rundt på jorden med den. Desuden ville et par gløder fra bålet nok ikke være det bedste for den. Jeg havde til gengæld skiundertøj, foret fra mc-klunset og mc-jakken med. Og så havde jeg taget et folietæppe fra min førstehjælpskasse med. Det viste sig senere at være temmelig smart. Jeg lånte nogle kæmpe uldsokker af Elena og så var jeg pakket ind.
Real de Catorce 069.jpg Real de Catorce 070.jpg Real de Catorce 073.jpg
Under brænde indsamlingen, var vi rendt ind i Eva og Sol. Så meget for at være helt alene ude i ingenting. Eva er fra Spanien og Sol Canadier, men bor i Guatemala. De foreslog at vi lavede bål sammen, for det var hyggeligere og så var der mere brænde. Så det gjorde vi. Aftenen gik med røverhistorier og fællessang. Der blevet sovet lidt på skift, men mest af alt ikke sovet. Der skulle jo holdes gang i bålet….. Og kigges stjerner. Hold da op hvor var det fantastisk. De var jo intet lys i nærheden, så stjernerne stod klart og smukt på den mørke nattehimmel. Tror jeg så 25 stjerneskud. Kunne slet ikke finde på mere at ønske til sidst.
Real de Catorce 074.jpg Real de Catorce 022.jpg 
Meget tidligt om morgenen, var jeg blevet en slags bålvagt. Jeg kunne ikke sove, men sad bare og lyttede til Coyoterne der hylede. Det lød som om der var en større slåskamp i gang ikke langt derfra. Amanda vågnede hele tiden fordi hun frøs. Jeg kunne se at vi havde brænde nok, så jeg fyrede godt op for bålet. Jeg havde det varmt og rart i alt mit space-gear, så jeg hygge mig gevaldigt.
Var nu glad da morgenen gryede, for kulden var så småt begyndt at snige sig ind på mig.
Real de Catorce 097.jpg Real de Catorce 098.jpg Real de Catorce 099.jpg
Vi fik en kop the og begyndte at pakke vores bras sammen. Så snart solen tittede frem, blev det straks en del varmere. Da vi var ligeved at være klar til at trave den lange vej ud til civilisationen, kom der en bil trillende ind i lysningen. 
Real de Catorce 104.jpg Manden spurgte om vi ville have
et lift til Estacion Catorce. Det ville vi meget gerne. Endda rigtig gerne.
Vi nød køreturen og synes at det var den perfekte afslutning på en smuk, underlig og kold nat.

Vi manglede så bare den sidste etape op til Real. Vi tog en taxi op. Taxien var en 4-hjulstrækker, man kan simpelthen ikke køre op af den vej i en almindelig bil. Det var muligt at sidde på taget, så de andre hoppede derop. Jeg var træt og kunne godt forudse, hvilken bumpetur det ville blive, så jeg kaprede passagersædet. Hold da op hvor jeg hoppede rundt. Kunne se for mig hvor meget de andre måtte blive smidt rundt oppe på taget, så jeg sad og fnisede hele vejen op. De så også ret morsomme ud, da vi landede i Real. Chris havde haft det rigtig dårligt over at vi kørte rundt på kanten af svimlende afgrunde. Og jeg var glad for at den eneste anden bil vi mødte, trak ud mod afgrunden, så vi kunne læne os op af klippesiden i stedet.
Real de Catorce 113.jpg Real de Catorce 120.jpg Real de Catorce 127.jpg
Vi sluttede af på en cafe og gik hver til sit. Jeg var bare træt. Tror jeg måske havde sovet sammenlagt tre timer, så jeg gik bare hjem og på hovedet i seng. Var oppe et par timer om aftenen, men det var også det. Har det jo bedst med at få mine otte timer ;-)
Elena havde fortalt en masse om denne her healer der bor i Real. Hun hedder Nouche, er fra Schweiz og har boet mange steder rundt i verden. Jeg blev meget nysgerrig, men var stadig ikke helt overbevist. De snakkede alle sammen om hende, som om hun var en gud, og det får altså min løgnedetektor til at gå i gang. Var hun bare en snyder, som alle de fortabte hippier kunne søge ly hos eller var der noget om snakken? Jeg anede det ikke, men var stadig nysgerrig.
Jeg startede dagen med en god travetur. Der var en stor kirkegård som jeg gerne ville se. Kunne lige ane at der flød med blomster efter De Dødes Dag, så jeg tænkte at det ville se fantastisk ud, men portene var låst. I stedet fulgte jeg vejen rundt om kirkegården og den tilhørende kirke. Puha, en tur. Jeg måtte nærmest kravle op af de stejle stier. Lungerne gik som blæsebælge. Det var smadder hårdt at kravle rundt i den tynde luft deroppe. Tog et par billeder og trissede hen til internet cafeen.
Real de Catorce 195.jpg Real de Catorce 132.jpg 
Marty, som har cafeen fortalt lidt om byen. Om hvor forskellige folk er. Han har en popcorn-maskine udenfor. Det ene øjeblik sælger han popcorn til unge mennesker, der render rundt med I-pods og mobiltelefoner. Og man må sandelig sige at teenagerne her er med på noderne. Det andet øjeblik sælger han til fyre på heste, der lever i små hytter med deres familier. De sover formodentligt på gulvet og har ikke strøm i hytten. Det synes jeg er ret sjovt. Du kan se fårehyrder med mobiltelefon, folk der prøver at leve af at sælge tyggegummi, unge mennesker med hanekam, almindelige familier på shoppetur i deres bil, gadesælgere der sælger majskolber og Dominos pizza…Og det er alt sammen i samme by. Ja måske ikke lige Real, men de større byer. Det virker som om her er alt på engang. Et mærkeligt mix af moderne og gammeldags på en gang.
Jeg havde egentlig besluttet at tage videre, men Elena sagde at hun ville lave traditionel mexicansk mad, den næste aften, og inviterede mig til at spise med. Det lød sgu for godt til at smutte. Kunne også rigtig godt lide Real og mine nye ”venner” Specielt Elena. Hun minder enormt meget om mig selv, så vi hyggede rigtig godt sammen.
Kirkegården var endelig åben, så jeg tussede rundt og tog et par billeder.
Real de Catorce 179.jpg Real de Catorce 182.jpg Real de Catorce 193.jpg
Real de Catorce 188.jpg Real de Catorce 191.jpg Real de Catorce 183.jpg
Real de Catorce 223.jpg Real de Catorce 205.jpg Real de Catorce 207.jpg
Real de Catorce 206.jpg Real de Catorce 221.jpg 
Mener at jeg brugte næste dag på Skype og på computeren. Der skulle tages nogle beslutninger. Jeg var begyndt at tænke på mit liv efter rejsen.
Skulle jeg rejse videre for lånte penge og flyve hjem og holde jul i DK? Eller bruge den flybillet jeg allerede havde fra L.A?
Jeg havde fået det indtryk, at jeg ikke kunne rejse ind i USA uden at have været i DK først, så hvordan skulle jeg løse det? Smølfen skal være ude af Mexico efter et halvt år, men jeg kunne ikke komme ind i USA igen. Og det er ulovligt at sælge den her i Mexico. Hvis jeg så bare solgte den alligevel, kunne jeg aldrig komme her med et køretøj igen. Det vil jeg ikke rigtig risikere. Så min hjerne kørte nærmest på overtid for at finde løsninger.
Talte længe og fornuftigt med mine forældre og fik skrevet en mail til den amerikanske ambassade, for at finde ud af hvad regler helt præcist sagde.
Havde ikke rigtig lyst til at tage hjem, men ville heller ikke skylde en bondegård væk når jeg igen stod i DK. Så der blev snakket en del med Danmark i de dage.
Det var en lettelse at gå tilbage til Alcazaba og Elenas middag. Ikke mere tænken, for mit hoved var nær ved at eksplodere.
Middagen var hyggelig og maden smagte dejligt. Fylde chilier og en ”glad” dessert.
Real de Catorce 157.jpg Real de Catorce 158.jpg Real de Catorce 156.jpg
Real de Catorce 161.jpgJeg fik snakket lidt med Nouche og bestemte at tage lidt ”terapi” hos hende. Det er hende den rødhårede på billederne. Hun havde så ikke tid, før to dage efter, så jeg måtte blive lidt længere i Real.
Jeg var ikke den eneste det var sket for. Folk kom hele tiden til Real og troede at de kun skulle være der et par dag. Nogle blev en uge, andre blev hængende hele livet.
Jeg kan simpelthen ikke forklare hvad der gør Real til sådan et dejligt sted. Der er selvfølgelig bjergene og søde mennesker, men der sker absolut ikke noget særligt. Intet natteliv, byen var nærmest uddød efter mørkets frembrud….ved 18.30 tiden. Der var bare en mærkelig ro og tiltrækning over stedet.
Det havde nok også noget at gøre med, at jeg havde mødt nogle dejlige mennesker.
Der blev snakket en masse. Lærte en masse spansk fordi, ud af hele flokken var der flere der snakkede mere spansk end engelsk. Så snakken gik for det meste på spansk, og det var bare at prøve at følge med. Og hvis jeg ikke fattede noget, kunne jeg jo altid spørge en der kunne begge sprog. Jeg elskede at tale med Eva fra Spanien. Hendes engelsk var kun lidt bedre end mit spanske, men ved hjælp af underlige ord og fagter, kunne vi alligevel forstå hinanden ret godt.
Hver aften sad Elena og jeg og ordnede verdenssituationen. Vi var jo naboer, så når de andre gik hver til sit, tog vi lige en times tid eller to mere sammen…..Og hun snakker mere end mig!!! Så det kunne godt blive sent
J

Næste dag mødte jeg Sol og Eva på gaden. Sol havde været i ”terapi” hos Nouche, og han var bare så enormt træt. Han kunne nærmest ikke slæbe sig op af de stejle gader. Jeg spurgte lidt ind til hvordan det havde været, og han var meget undvigende, som om han var skuffet. Jeg blev igen i tvivl. Havde jeg nu meldt mig til noget dumt?
Nå!! Lige meget hvad der sker, kan jeg jo sige at jeg har prøvet det.
Endelig blev det min tur. Elena fulgte mig ned til Nouches hus. Det var en stejl tur. Tænkte på Sol, og hvor træt han havde været og frygtede allerede turen op igen.
Vi kom ind, og Nouche begyndte at skælde Elena ud på spansk. Sådan lød det i hvert fald. Jeg prøvede at fatte hvad det drejede sig om, men det gik altså en del for hurtigt til at jeg kunne følge med.
Elena undskyldte, sagde at hun måtte gå igen, og forsvandt. Jeg synes faktisk at det var rart at der ikke var en tilhører, når jeg nu skulle krænge mit liv ud til en fuldstændig ukendt person.
Nouche gav mig en kop the og forklarede at Elena havde lovet at hjælpe Amanda, Chris, Sol og Eva med at finde rundt i Mexico City, men havde bestemt at blive en dag mere i Real, så nu stod der fire mennesker, som aldrig havde været i byen før, og skulle finde en lufthavn på rekord tid. De var gået lidt i panik, så Elena var blevet sendt afsted for at give dem ordentlige informationer.

Der faldt ro over det hele og vi begyndte at snakke om hvad jeg er for en størrelse. Nouche havde set et billede af mig udefra ørkenen, og var overbevist om at den der ”sky” der hænger over mit hoved, er min energi der er udenfor mig i stedet for inden i. Jeg var nu mest overbevist om, at det er røg fra bålet og det faktum at jeg sidder på et sølvskinnende overlevelsestæppe.  Nå men hun ville da forsøge at få energien proppet ind i mig igen. Jeg tænkte, held og lykke med det ;-)
Vi snakkede vel en halv times tid om alt muligt, og så skulle jeg ligge mig ned på gulvet.
Blev pakket ind i tæpper og så begyndte Nouche en slags håndspålæggelse. Hun holdt hænderne forskellige steder på min krop og mit hoved. Lavede små cirkler på min mave og i min hovedbund. Men det var mest bare stille håndspålæggelse. Jeg tror det tog hende en halv times tid.
Bagefter fik jeg en kop the og vi sludrede lidt mere. Hun har også kørt motorcykel i Indien og rejst meget. Det var rigtig fedt at snakke med hende. Havde det som om at det var den mest ”modne” samtale jeg havde haft i lang tid. Har ingen anelse om hvordan jeg ellers skal forklare det, men hun fattede bare hvad jeg snakkede om.
Ellers synes jeg ikke jeg kunne mærke noget særligt. Vidste jo heller ikke rigtigt hvad det var jeg var blevet healet for.
Det blev tid til at gå hjem igen. Vi sagde farvel og jeg begav mig op af den frygtede bakke.
Og så skete der noget helt mærkeligt. Jeg nærmest løb op af bakken. Var bare så fyldt af energi. Havde det som om jeg havde drukket 10.000 kopper kaffe. Har ALDRIG haft det sådan i mit liv!!! Havde bare lyst til at løbe, og dem der kender mig ved, at jeg ikke løber nogen steder frivilligt. Mine lunger gik som blæsebælge…og jeg var helt ligeglad, vidste bare at jeg kunne blive ved i evigheder.
Tog lige den ekstra stejle bakke op til internetcafeen. Åh, der var lukket. Hev laptoppen frem, for at konstatere at det trådløse net ikke virkede. Nå, hvad…Det gjorde jo ikke så meget. Ved at jeg normalt ville være helt nede over, at jeg havde gået hele den lange vej til toppen for ingenting, men det rørte mig slet ikke.
Pakkede laptoppen ned, og” gik” videre mod Alcazaba. Havde den her sindssyge trang til at løbe. Fik da også lige spurtet et par meter indimellem. Kiggede på bjergene, og havde bare lyst til at bestige et af dem, lige nu i mørke??!! Det var bare så underligt!!!
Elena sad og ventede på mig, da jeg trådte ind af porten. Hvordan har du det? Spurgte hun. Jeg fik forklaret min løbetrang og at Nouche havde sagt at hun ville putte min energi ind i mig igen. Elena grinede og sagde…Hvad var det jeg fortalte dig, hun kan noget specielt.
Og det skal jeg i den grad love for.
Elena ville have mig med ned i byen for at købe noget mad. Normalt ville jeg ikke have gidet at vade hele den stejle vej tilbage igen, men jeg var klar. Løb nærmest i cirkler rundt om Elena hele vejen ned og tilbage igen.
Og så ævlede jeg!!! Hele tiden. De andre dage havde det været Elena der havde talt mest, men nu skulle hun nærmest være heldig at få et ord indført. Det mest underlige var dog, at jeg synes at min hjerne var totalt skarp. Jeg kunne se så klart. Havde den her mærkelige fornemmelse af at være en gammel klog kone, der kunne sige kloge ting og havde en masse indsigt. Samtidig kunne jeg ikke sidde stille. Hoppede rundt til lidt musik, vandrede rundt på terrassen. Alting sitrede og boblede indeni.
Det var den underligste aften!! På den ene side ville det være fedt at beholde den gode følelse jeg havde, men på den anden side ville jeg blive sindssyg hvis jeg havde det usandsynligt høje energiniveau hele tiden. Jeg ville simpelthen eksplodere!!!!
Det blev temmelig sent, da Elena og jeg…dog mest mig…. lige skulle have ordnet hele verdenssituationen. Og jeg mener HELE verdenssituationen!!!!
Jeg ved godt at det hele lyder temmelig underligt, og det var det også. Jeg har prøvet at forklare det så godt jeg kan, men har faktisk slet ikke ord for oplevelsen. Men hold da op hvor vil jeg gerne prøve det igen!!!!

Næste morgen var jeg bare træt. Havde dog den her mærkelige fornemmelse af, at der noget der var forandret. Nouche havde sagt at jeg nok ville havde underligt en dag eller to, så jeg regnede med at det var helt normalt.
Fik ikke lavet så meget, hang bare rundt mens min hjerne kørte i cirkler. Havde fået den her underlige fornemmelse af, at der var noget vigtig jeg skulle gøre, men jeg vidste bare ikke hvad??!!
Elena skulle med bussen samme aften, så jeg fulgte hende derned og vi sagde farvel og på gensyn. Håber virkelig at jeg ser hende igen. Det var et meget frugtbart møde på mange måder.
Jeg begyndte så småt at pakke Smølfen, da jeg ville videre næste dag. Havde dog denne underlige fornemmelse hele aftenen. Hvad fand.. er det som er så vigtigt??!!
Vinkede farvel til Eduardo og trillede igennem Real hen til tunnellen. Denne gang synes jeg ikke at det virkede så mørkt og farligt. Tog sanddyngerne med ophøjet ro og tussede stille og roligt ned at den lange brostensvej. Synes faktisk at jeg nød turen denne gang.
Var på vej mod San Miguel de Allende og en spansk skole.
Real de Catorce 231.jpg 

 

 

 

 

 

Til motorcykeltræf i Mexico

Skrevet af anja den 31. oktober, 2008

Så blev det tid til at forlade Cabo og komme ud i den virkelige verden ;-)

Stod tidligt op og pakkede Smølfen. Jeg skulle være i La Paz klokken 12.30. Der er kun 180 km, men man kan jo aldrig vide hvad der sker på de mexicanske veje. Så afgangstid var sat til klokken 8. Bibi hang ud på trappen og kiggede på mit pakkeri. Var i god tid, så der var plads til et par rygepauser, med indlagt filosoferen over hvad der nu ventede mig. At Bibsen ville savne at have mig i huset og at jeg ville savne at hygge i Casa del Bibi. Min nye mexicanske ven, Adrian fra ADV, havde sagt at han ville møde op hos Bibi og sige farvel. Den troede jeg så ikke så meget på, da jeg jo ikke har mødt en eneste mexicaner der rent faktisk stod der til den tid han havde sagt. Så jeg blev pænt overrasket da han dukkede op ti minutter i otte. Der blev taget billeder og jeg fik sagt farvel til Bibi…Snøft!
HPIM0758.JPG HPIM0760.JPG 
Adrian fulgte mig på vej. Det var ret morsomt at have eskorte ud af Cabo. Jeg følte mig meget vigtig med halvdelen af min mexicanske fanklub i baghjulet…. Ja fanklubben består jo kun af to personer ;-)
Vi vinkede og jeg var på vej mod La Paz og det ukendte.
Creel 007.jpg Creel 002.jpg HPIM0762.JPG
Var allerede ved færgen klokken 11, så jeg havde tid til at finde et sted at spise. Vidste jo ikke helt hvad færgen kunne præstere. Var tilbage ved færgen til klokken 12.30. Gik lige igennem papir-tjekket og var bare så klar til afgangen klokken 3.
Havde indstillet mig på at kede mig bravt på parkeringspladsen, i de 2½ time der var til afgang, men blev glædeligt overrasket da der trillede en anden overpakket mc op ved siden af mig. Fyren, hvis navn jeg aldrig fik fat i, var fra Spanien. Han skulle med en anden færge end mig, men vi kunne jo holde hinanden ved selskab indtil afgang. Han var heldigvis mægtig underholdende. Hans historie var af en anden verden og hvis jeg synes jeg er utjekket med min planlægning var det vand ved siden af ham.

Han var startet i Spanien i en jeep. Kørt til Afghanistan gennem en masse andre stan-lande. Endt i Indien. Sendt jeepen til Canada, hvor tolderne konstaterede at der var mudder på dækkene, hvorpå de sende jeepen tilbage til Indien. Han kunne ikke engang få lov til at få nogle af de ting der var i bilen. Så han havde ikke rigtig noget værktøj, medicin, gps eller andre ting som ellers anses for ret nødvendige. Han havde købt en gammel KLR-mc for at komme videre. Var på vej til et bryllup i Chile… Han skulle være der om 5 uger. Så man kan vist roligt sige at han havde travlt.

Men morskaben kulminerede da han spurgte mig om jeg synes hans kæde var for slap. Tja…Jeg ville nok stramme den, sagde jeg, hvorpå han hev et styks multitool og en svensknøgle frem. Det var vist hvad han havde. Fik løsnet hjulet og kiggede så spørgende på mig. Han havde ingen anelse om hvad han foretog sig. Fik forklaret lidt almindelig mc-vedligeholdelse, og han masede på med krum hals.
Creel 017.jpgFaktisk kunne jeg sikkert lære en hel del af en fyr som ham, da han ikke lod til at tage noget som helst særligt tungt. Han sov i sit telt, hvor nu han landede den dag, og virkede som det hele var en stor vittighed. Der var nu også ting jeg absolut ikke ville lære af ham. På billedet ser i ham i sit motorcykel-tøj. Han havde ikke engang hjelmen på, der opbevarede han sit kamera.
Magen til skør kugle skal man lede længe efter.

Midt i kædestramnings-lektionen rullede der to motorcykler mere ind på færgelejet. Det var to hollændere. Job og Fred. Job er bosat i Belize, mens Fred aldrig havde sat sine ben så langt væk hjemmefra før. Det var nogle hyggelige fætre, og de skulle heldigvis med samme færge som mig. Fedt, så havde jeg nogen at lege med på færgen og nogen at følges med på den anden side. Det var nemlig desværre indrettet sådan, at færgen først ville være i havn klokken 21.30. Så ville det være mørkt og der var en 20 minutters køretur indtil Los Mochis hvor hotellerne var. Jeg havde lidt frygtet turen og hoteljagten alene i mørket. Så jeg var glad. Vidste jo ikke endnu at færgen sejlede efter mexicansk tid  ;-)

Lidt i tre kørte der stadig biler UD fra færgen. Så vi kunne jo godt regne ud, at vi blev lidt forsinkede. Så var det endelig tid til at rulle ombord. Ind i køen, for så at blive placeret på et hjørne af kajen. Vi skulle sidst ind. Stod der i lang tid, mens de bakkede…ja du læste rigtigt…bakkede samtlige lastbiler ombord. Det tog jo sin tid, men endelig blev det vores tur. Vi kom ind på et dæk, hvor der heldigvis ikke var særligt mange biler. Blev henvist til et sted uden noget at tøjre mc´erne til. Så blev jeg stædig. Hvis der alligevel ikke skulle holde nogen der hvor der var ringe i gulvet, hvor jeg kunne tøjre Smølfen ordentligt, ja så skulle jeg fandme holde der!!!!!! Fik min vilje efter at have skabt mig lidt. Havde købt nogle gode stropper i Cabo, så jeg håbede at de ville holde. Fred og Job var ikke så forberedte, så de måtte bruge hvad de nu kunne finde på færgen, men vi gik alle tre tilfredse derfra. Tog ikke så meget med op, vi ville jo være i havn inden aften.
Creel 003.jpg Creel 005.jpg Creel 004.jpg
Vi travede op og fandt soldækket. Nød udsigten og fortalte røverhistorier. Det væltede pludseligt ud af højtalerne med forvrænget spansk. Job kunne heldigvis forstå en del. Noget med noget motor-noget. Der ville ikke være afgang før klokken 22!!!!!! Snak lige om at være forsinket. Hmmm….Vi måtte hellere hente lidt forskelligt fra cyklerne, så vi kunne holde varmen hele natten. Dæk 2 var så bare hermetisk lukket. Der var ingen måde hvorpå vi kunne komme i nærheden af cyklerne. Jeg stod der i ærmeløs t-shirt og min tynde køretrøje. Kunne kun tænke på min sovepose og varme tøj nede på cyklen. Vi prøvede alt, men pga af noget gods på dækket ville de bare ikke have os ind.
Nå, det var jo stadig dejlig varmt, så vi tog det ikke så tungt. Fik en øl i stedet og tiden gik heldigvis hurtigt. Lige lidt for hurtigt, for vi opdagede så at restauranten allerede var lukket klokken 19 og jeg havde ikke fået en skid siden ved 12-tiden. Nå, jeg havde da heldigvis smidt nogle mandler ned i min taske, og vi kunne stadig købe kage, så det blev vores aftensmad.

Klokken 22 stod vi endelig ud fra havn. Det var en dejlig lun aften uden alt for meget vind. Vi hang ud på soldækket og så fuldmånen stige op over bjergene i det fjerne.
Vi regnede med at være i havn ved 4-5-tiden om morgen, da sejlturen jo var sat til at tage 6½ time. Ha!!! Vi blev klogere.
Vi havde vel sejlet ½ time, da båden lavede nogle mærkelige manøvrer. Den tog en 360 graders tur og jeg kunne bare mærke at vi sejlede langsommere efter det. Drengene sagde at det var noget vrøvl, men jeg var stensikker.
Det blev sent og vi blev trætte. Vandrede rundt for at finde et sted at sove. I den store bar, hvor der var sofaer, var der så også fire fjernsyn, hvor lyden bragede ud fra. Der var ingen måde at jeg kunne sove i den larm. Ørepropperne var jo nede på Smølfen. I restauranten var der flere fjernsyn med lyden i det røde felt. Fatter ikke hvorfor alting skal være så højt her.
Fandt et sted med nogle flyverstole. De var alle sammen optagede, men der var ro og plads på gulvet. Mit sove-arrangement bestod af mine støvler under min safety-jakke, som hovedpude. Jeg var iført alt mit mc-kluns, men vågnede stadig op hver anden time fordi jeg frøs. Jeg lå på et stengulv, så det blev altså lidt køligt med en tynd t-shirt og en endnu tyndere Tenere-trøje over. Var ude at rende rundt for at få varmen en gang imellem.
Der var pænt høj søgang, så hver gang jeg vågnede kunne jeg så ligge og bekymre mig om Smølfen. Stod den op endnu? Havde jeg fået spændt stropperne nok? Eller lå den bare og rutsjede rundt på dækket. En overgang gyngede det så meget at jeg måtte dreje mig 90 grader for ikke at rulle rundt på gulvet.

Efter en laaaaang nat vågnede jeg ved otte-tiden. Vi sejlede stadig!!!!
Fandt de andre i restauranten. De sad og hyggede med kaffe. Jeg drikker jo ikke kaffe og prøvede at købe lidt vand, men de solgte så kun kaffe. Var ved at dø af tørst, men måtte pænt vente en ½ time på at den rigtig dame kom og solgte sodavand. De havde ingen vand eller juice. Kun cola, så det blev min morgenmad. Man må sige at forplejningen under sejladsen ikke havde været det sundeste jeg har prøvet endnu.  

Endelig havn i sigte. Var bare så spændt på at se hvordan Smølfen havde klaret nattens strabadser. Men i Mexico er det motorcykler sidst ind og sidst ud, så ventetiden til de fik åbnet dæk 2 var lang.
Juhuu…. Den lille stod stadig op. Alt var godt. Fik viklet den ud af stropperne og fik land under dækkene. Klokken var nu 10.30.
Fulgtes med drengene til Los Mochis. Så meget for at bekymre mig om at køre turen i alene i mørke. Man må sige at der var særdeles lyst der langt oppe ad formiddagen :-)
Creel 012.jpg Creel 014.jpg 
Creel 022.jpg Creel 023.jpg Creel 020.jpg
  Jeg kunne se at orkanen havde været i nærheden. Skilte og elmaster stod ikke helt der hvor de skulle. De små landsbyer vi passerede havde store søer midt i gaderne, men de fleste af husene stod stadigt.

Vi fik morgenmad i Los Mochis. Fik sagt farvel og god tur. Og så var jeg på vej mod Creel.
Hold da op hvor var jeg træt. Hele min plan var endnu engang gået i vasken. Jeg kunne på ingen måde komme så langt som jeg havde planlagt.
Havde haft en del problemer med at finde ud af om en bestemt vej, der ville korte 300 km af min tur derop, var asfalt eller grus. Adrian fra Cabo havde sagt asfalt, en ung fyr på færgen havde sagt grus, så jeg vidste ikke om turen til Creel var 700 eller 1000 km. Ville ikke ud i bushen på grus. Havde ikke tid til at lege rundt nu, ville helst være i Creel næste dag, torsdag. Træffet startede først officielt fredag, men jeg ville gerne være i god tid. Vidste jo heller ikke om der var stormskader på vejen. Orkanen havde ramt lige på min rute.

Da jeg nåede til Obregon små 200 km nordpå, kunne jeg slet ikke hænge sammen mere. Var nærmest ved at falde af cyklen af træthed. Skulle ud på den ukendte vej lige nord for Obregon, men kunne ikke lige overskue det nu. Bestemte mig for at finde et hotel og få sovet ud, selv om klokken kun var tidlig eftermiddag.
Fik et værelse, fandt et supermarked og fik provianteret lidt. Ved at hvis jeg lever af cola og for lidt søvn, bliver jeg altså syg ret hurtigt, og det ville jo være dumt at komme anstigende til træf med en kæmpe forkølelse.

Vågnede frisk og udhvilet tidlig næste morgen og var helt klar til dagens udfordringer. Op på Smølfen og ud til den ukendte vej. Yes!!!! Den var asfalteret. Hele vejen sagde de lokale. Fedt. Der blev lige barberet 300 km af ruten. Om man så helt kan kalde det her asfalt er så en anden sag.
Creel 028.jpgNogle gange var der bare huller så store som badekar midt i vejen. Godt jeg ikke havde kørt her mens jeg var så træt. Man skulle bare være vågen hele tiden for ikke at ende i et kæmpe hul.
Landskabet blev mere bakket. Var på vej op i bjergene. Blev igen glad for at jeg havde besluttet mig til at overnatte i Obregon, for der var bare ingenting derude. Kom vist forbi én lille landsby de første 170 km.
Kunne godt se, at jeg nu var kommet til det “rigtige” Mexico. Her var en del anderledes end Baja. Husene var anderledes, folk er anderledes klædt, ja hele stemningen var en anden.
Heldigvis var der ingen stormskader at se. Så det hele blev en del nemmere end jeg havde frygtet.
Creel 030.jpg Creel 037.jpg Creel 044.jpg
Creel 042.jpg

Creel 047.jpg

Vejen begyndte for alvor at sno sig. Var rundt i den ene hårnål efter den anden. Og så var der jo lige alle de sædvanlige forhindringer. Æsler, heste og køer midt på vejen. Militære checkpoints. Og vejens beskaffenhed i al almindelighed.
Hyggede mig fint og nød den smukke udsigt. Så rodede jeg lidt med gps´en og det gik op for mig at solen ville gå ned allerede 17.45. Så blev der sat lidt turbo på. Havde fire timer til at køre resten af vejen. Det ville også være fint, hvis ellers det var en dansk motorvej, men hårnålene fortsatte. Tempoet faldt yderligt da det begyndte at regne. Det varede ikke så længe, men vejen var ikke så nem nu da den var våd.
Yes, lidt tør vej og fart på igen. Gps´en sagde at jeg ville ankomme til Creel ½ time efter solnedgang. Der ville jo ikke blive helt mørkt med det samme, men der skulle altså ikke holdes pause…Overhovedet!!
Var blevet advaret adskillige gange om ikke at køre i mørke i Mexico. Dyr på vejen, biler uden lys på og andet underholdende. Så der blev kørt til.
Kom til en slags plateau hvor vejen var lige og god så langt øjet rakte. Hamrede afsted så hurtigt Smølfen kunne. En halv time igen……
Hårnålene begyndte igen….Og regnen. Måtte sætte tempoet meget ned. Øv!!!!!!
Så skiftede displayet i gps´en. Solen var gået ned. Kom til en by med en benzinstation. Havde benzin nok til Creel, men var der en tank der? Ind og spørge med motoren i tomgang. Ja, det var der. Afsted igen. Kun 30 km tilbage. Det var stadig kun skumring og regnen holdt op. Kom så, bare lige det sidste. Og så blev det mørkt. Trillede langsomt rundt i hårnålene og så måtte det sgu tage den tid det tog. Hmm…Var det en bil der foran. Ok, han havde så ikke rigtig nogen baglygter. Lagde mig op bag ham, men han smuttede fra mig. Skulle ikke nyde noget af at køre for hurtigt på den nu meget mørke vej.
Trillede endelig ind i Creel. Fandt hotellet hvor træffet havde mødested. Alt for dyrt for mig. Faldt over nogle folk på mc, der hjalp mig med at finde et godt sted. Stadig lidt dyrt, men havde altså ikke mod på at rode mere rundt i mørket efter noget bedre.
Det vidste sig at være en hytte, der lå lidt væk fra hotellet. Ejeren lukkede mig ind gennem en gigantisk port. Og der midt på en stor plads, lå en nydelig lille træhytte. Der var en høj mur med pigtråd hele vejen rundt, så jeg følte mig helt tryg ved at parkere Smølfen foran hytten. Vi gik ind, og jeg blev noget overrasket, da det vidste sig at min halvdel af hytten, var næsten ligeså stor som min lejlighed derhjemme. Jeg havde pejs, køkken og 2 kæmpe senge. Det skulle senere vise sig, at jeg havde fået en rigtig god rabat, så stedet slet ikke var så dyrt i forhold til hvad andre betalte. Folk der boede på hotellet, skulle alligevel over og parkere hos mig, for at få deres cykler væk fra gaden.
Kastede mine ting ind i hytten. Jeg skulle bare have noget mad. Mit kapløb med tiden, havde resulteret i, at jeg ikke rigtig havde fået noget fornuftigt siden morgenmaden, og det var jo ved at være længe siden.
Folkene der havde vist mig hotellet, var ikke ADV-folk, men de mente at der sad nogen på en restaurant i nærheden. Jeg gik derhen og sagde davs. De inviterede mig med ved deres bord. De var så heller ikke ADV-folk, men bare motorcyklister på tur. Creel og Copper Canyon er meget populære mc-steder. Så jeg hyggede og fik fyldt depoterne op med lækker mexi-mad.

Efter at have sovet dejligt længe, tøffede jeg ud til hotellet hvor træffet skulle foregå. Det lå i udkanten af byen. Fik mødt sagt goddag til nogle folk og hang ellers ud og tog imod de nyankomne.
Creel 057.jpgTræffet startede først officielt klokken seks. Det var to mexicanere der arrangerede Gerardo og Arturo. Der blev budt velkommen og Gerardo viste kort fra området og billeder fra en af hans ture. Imens trillede der flere ind på pladsen. Tror vi var en 25-30 stykker. Så blev der snakket om hvad for nogle ture folk ville på næste dag. Gerardo sagde, at hvis nogen ville have grus-undervisning, ville han med glæde stille op. Jeg sprang straks til. Har jo haft stor glæde af de andre “køreskoler” jeg har deltaget i.
Resten af aftenen gik med almindelig hygge og meget sen aftensmad.

Næste dag skulle vores lille gruppe afsted klokken ti. Jeg var oppe i god tid, og trillede lige forbi det hotel hvor de fleste, inklusive Gerardo boede. Synes godt nok at de så meget klar ud. Der var jo 1½ time til afgang. Det gik så lige op for mig, at jeg var i en anden tidszone end jeg troede. Kun ½ time til afgang og jeg havde ikke fået morgenmad endnu. Fik lige pludselig meget travlt. Slugte et par bananer og fik køre-tøjet på i en fart, forbi tanken for at fylde op. Var der 2 minutter i ti. Havde ikke behøvet at skynde mig så meget, da tingene her går efter den mexicanske tidsopfattelse. Tror vi kom afsted ved 11-tiden :-)

Vi var kun to elever. Fedt tænkte jeg. Maren var kommet af svære grusveje, så jeg regnede med at vi kunne få undervisning på et højere niveau. Men nej, dem hun havde fulgtes med, måtte have slæbt hende igennem det hele. Hun var på totalt begynderniveau, så dagen kom desværre til at dreje sig om at få hende slæbt med. Hun var så oven i købet på en KLR, der jo er på størrelse med Transalpen. Alt for stor til at lære at køre grus på.

Det er nu 117 gang jeg ser folk lave den fejl. Jubbiiii, vi skal lære at køre på grus, så vi investerer i den største maskine vi kan finde. Not!!!!
Er så glad for at mine første erfaringer var på Rotten alias min Honda 250 og ikke en kæmpe ged. Så var jeg nok blevet skræmt helt væk fra gruset.
Creel 073.jpgVi startede med nogle øvelser, som jeg har lavet et par gange før på de andre kurser. Alt for nemt. Så noget bjergbestigning, efter Colorado var det også nemt. Maren ville ikke engang op af bakken, så jeg følte mig rimelig sej. Min selvtillid fik da et ordentlig hak op, da det gik op for mig hvor meget jeg allerede kan. Vel at mærke uden at få hjertebanken.
Vi trillede ud til “paddehatte-området” og nød omgivelserne. De små indianer-unger var svært interesserede i cyklerne.
Creel 058.jpg Creel 061.jpg Creel 067.jpg
Gjorde holdt i et sving. Næste øvelse var powersliding rundt i svinget. Jeg høvlede igennem. Hvor har jeg altså fået godt styr på den Smølf efterhånden.
Videre ud af grusvejene. Gennem et par vandpytter.
Creel 077.jpg Creel 075.jpg Creel 074.jpg
  Og ud til Munkene eller De Gigantiske Penisser. Som var nogle sjove klippeformationer. Indianerne kaldte området for Penis-dalen da de først så stedet. Da katolikkerne kom til, syntes de var for frækt og omdøbte stedet til Munkenes-dal.
Vi hold selvfølgelig med indianerne, da det var sjovere at sige “De Gigantiske Penisser” end noget med munke. Hø hø…..
Creel 078.jpg Creel 079.jpg Creel 083.jpg
Kom ud til hovedvejen og gjorde holdt ved en kirke. Det var vist mest for at se om vi kunne få et eller andet til frokost i den lille by, men det var så ikke muligt.
Creel 100.jpg Creel 097.jpg Creel 094.jpg
Fandt mad på et underligt hotel i en anden lille by. Gerardo var simpelthen inde og spørge om de kunne bikse noget sammen til os, og det kunne de godt. Vi fik noget suppe-agtigt der smagte godt og tortillas. 
Creel 101.jpgJeg var slet ikke færdig med at lege på grus, men Maren synes ikke det var sjovt længere. Hun havde skræmt livet af sig selv oppe på bakken, så hun ville bare hjem ad asfalten. Gerardo slæbte mig videre ud på en lidt mere vanskelig grusvej, så jeg kunne få mine lyster styret. Han synes at jeg klarede den godt, selvom noget af det lidt oversteg mine evner.

Vi trillede hjem, fik et bad og mødte igen op til foredrag og almindelig hygge.
Creel 021.jpg Creel 024.jpg
Næste dag havde jeg lidt svært ved at finde nogen der ville samme vej som mig. De havde alle sammen været nede i selve Copper Canyon dagen før, og ville selvfølgelig ikke lave det samme en gang til. Problemet var at der var pænt langt på asfalt før man ramte gruset, så folk ville hellere blive omkring Creel, nu da de havde været dernede. Jeg synes derimod ikke at jeg kunne tage derfra uden faktisk at have været i Copper Canyon.

Endelig var der en der meldte sig frivilligt til mit projekt. Butch hed han. Vi gjorde klar og trillede afsted. Jeg gad ikke at finde vej, så jeg lod gps´en blive derhjemme. Den sidder også lidt i vejen når jeg står op, og det gør jeg faktisk hele tiden på grus nu. Fatter ikke at jeg nogensinde har siddet ned på grusveje. Har så meget mere kontrol stående. Så jeg lagde mig bag Butch og lod ham føre an. Han satte et godt tempo på asfalten og sandelig også da vi ramte gruset. Det var fedt. Lige mit tempo.
Creel 122.jpg Creel 120.jpg Creel 127.jpg
Vi gjorde holdt ved et udsigtspunkt, hvor men rigtig kunne se kløften. Den var imponerende. Copper Canyon består af 6 kløfter, der tilsammen er større end Grand Canyon. Ikke at jeg fatter hvordan de måler det, og ingen har kunne give mig et ordentligt svar. Er det længden, dybden eller bredden. Og hvordan lægger man egentlig to kløfter sammen????? Nå det var jo også temmelig ligegyldigt, da det var smukt og vejene var sjove.
Vi trillede ned gennem en masse hårnåle, og endte langs en flod. Små snoede veje. Skulle passe på at der ikke lige var en stor bil, når man kom rundt i et sving, ellers var det rimeligt nemt.
Creel 131.jpg Creel 133.jpg Creel 137.jpg
Creel 132.jpgVi gjorde holdt og kiggede lidt på klokken og de mørke skyer der samlede sig. Det havde taget og tre timer at komme så langt, og det ville tage en evighed at komme ud derfra hvis det begyndte at regne. Klokken var over to, så vi besluttede at vende om, for at være sikre på at nå hjem inden det blev mørkt.

Så gik det ellers over stok og sten. Hvad…Var vi allerede ud på asfalten. Øv! Turen hjem kom kun til at tage 1½ time, så vi var hjemme i særdeles god tid.
Kunne ellers godt lige have brugt en time mere på gruset :-)

Havde talt lidt med en fyr der hedder Chuck. Han var i sin pickup truck, og skulle videre til et andet træf ovre vestpå. Havde godt læst om det på ADV, men det startede allerede onsdag og det her træf sluttede først søndag. Der var 800 miles, så jeg synes at det var lidt langt at køre på to dage. Chuck tilbød mig et lift i bilen, han havde plads til både Smølfen og mig, så pludselig var min næste destination bestemt. Jeg skulle til Mextrek i Galeana.
Men først skulle vi jo lige havde overstået det træf vi var i gang med.

Chuck kom hjem fra dagens tur med et kæmpe smil på. Det havde været én hård dag og Jon som jeg også havde talt ret meget med, var nærmest i granatchok. Det havde vist oversteget hans evner. Chuck grinede og sagde, at Jon selv havde bedt om at få pulsen op. Var glad for at jeg havde haft en hyggelig dag med Butch og ikke væltet rundt i noget, der nærmest ikke kan beskrives som en vej.

Endnu en aften blev brugt til at fortælle røverhistorier og spise lækkert mad.Jeg får jo en del opmærksomhed. Dels fordi jeg er en pige, men mest fordi jeg er laaaangt hjemmefra og bare rejser rundt. Det synes de godt nok er sejt. Har måtte svare på mange mærkelige spørgsmål efterhånden.

Mandag morgen tog de fleste afsted. Chuck, Jon og jeg trillede ud på en lille hyggelig grustur. Kunne godt se hvorfor Jon havde haft en hård dag om lørdagen. Jeg rykkede i den grad fra ham på gruset. Oveni kørte han så også på en stor BMW 650. Han erklærede, at næste år kom han helt sikkert på en DRZ 400 og ikke en kæmpe ged.
Vi holdt pause i en eller anden lille hyggelig by.
Galeana 006.jpg Galeana 008.jpg Galeana 009.jpg 
Galeana 010.jpg Galeana 003.jpg Galeana 005.jpg
Vi trillede hjem igen, og var nu de eneste fra træffet tilbage. Vi endte i min fine hytte, med alt for mange øl, så det blev temmelig sent før det blev sengetid. Jeg kunne jo være ligeglad. Smølfen stod allerede på ladet af Chucks øse, og det var ikke mig der skulle køre.

Vi sagde farvel til Jon og begav os derud af. De første 150 km forgik i hårnålesving, så det gik ikke så stærkt. Chuck havde håbet på at vi kunne gøre turen på en dag, men vi måtte lige ind og have en overnatning. Vi manglede stadig 300 km da det blev mørkt. Kunne kun finde et afsindigt dyrt hotel. Jeg kunne jo ikke klage, da jeg hverken skulle betale for benzin eller betalingsvejene. Som Chuck sagde, Jeg skulle jo køre her alligevel. Fik så heller ikke lov at betale for hotellet. Han synes at jeg skulle bruge pengene på at rejse i stedet :-)

Vi havde det ret sjovt i bilen. Han har den her rigtig tørre humor, så vi grinede en hel del. Og så havde han de her cd´er med spansk-lektioner på. Vi øvede os højlydt. Det var ret morsomt, da de var temmelig ridsede, og gik i hak hele tiden. Vi blev enige om at vi ville blive rigtig gode til spansk rap. Yo yo yo yo yo

Jeg var rigtig glad for bilturen, for da vi var kommet gennem hårnålene, var det fladt og kedeligt stort set hele vejen til Galeana. Tror jeg have kedet mig ihjel ude på stepperne. Der er to bjergkæder i Mexico. En i øst og en i vest. Alt der imellem er fladt højland. Det blæste også en del, så hvis jeg havde taget turen på Smølfen havde jeg nok ikke haft det særligt skægt.

Vi ankom til Galeana ved tre-tiden. Der var allerede linet en del motorcykler op på pladsen foran de to hoteller, hvor alle folk skulle bo.
Galeana 027.jpg Galeana 028.jpg
Vi fik et par værelser. Denne gang var det ikke så fancy, men der var en seng, varmt bad og et sikkert sted til Smølfen. Og hvad har jeg så egentlig mere brug for.
Der var samling og uddeling af klistermærker og t-shirts klokken 18. Jeg var jo først blevet tilmeldt arrangementet 2 dage før, så jeg måtte pænt vente og se om der var en t-shirt i overskud. Det var der. Ikke at jeg har plads til flere træf-trøjer, men jeg slæber alligevel rundt på tre af slagsen  ;-)

Arturo fra Creel, havde sagt at der ville være stor forskel på de to træf. Creel var arrangeret af mexicanere og Galeana af amerikanere.
I Creel var det sådan lidt gør der selv, og vi finder nok ud af det.
I Galeana fik man en bog om ruter, kort og hvad man skulle pakke hjemmefra. Ifølge pakkelisten har jeg for mange underhylere og for lidt cowboybukser med ;-)

Jeg studerede turene og bestemte mig for den der hed Top of the World. Så da vi mødtes til samling næste morgen, var jeg helt tunet ind på det. Fordelingen foregik ved håndsoprækning, og jeg gik over til min gruppe. De ville så lave turen helt om, og jeg kunne se, at vi ville ende en del på asfalt. Det gad jeg bare ikke. Når jeg nu kunne køre ud på grus i udkanten af Galeana, hvorfor i alverden skulle jeg så ligge og trisse rundt på asfalt. Det har jeg vist allerede gjort en del. Har da fået kørt over 27000 km efterhånden.
Jeg klagede min nød til Chuck. Han tilbød mig at komme med ham og en fyr der heder Milton. Jeg var ikke sikker på at det var en god idé, da de begge er ret ferme på mc. Chuck fik mig efterhånden overtalt. De ville ikke køre så stærkt, skulle nok vente på mig og hvis der var alt for svære forhindringer, skulle Chuck nok køre Smølfen ud derfra. De andre grupper var så småt ved at forlade pladsen, så der var jo ikke så meget at gøre. I sidste øjeblik hoppe Joe også med på vores hold.
Vi havde ikke rigtig nogen rute, men en idé om hvad vi skulle. Vi skulle ud og udforske!!?? Milton har rejst meget i Mexico, og havde engang fundet en genvej mellem to bjerge….da han var faret vild!!. Det var den vi skulle ud og se om stadig var der.
Vi kørte så alligevel lidt på asfalt, men drejede ret hurtigt ind på grusveje mellem små landsbyer.
I starten var det nemt. Jeg fulgte godt med, synes det var sjovt og der var rigtig flot. Vi holdt en pause og gloede på et smukt og frodigt landskab.
Galeana 033.jpg Galeana 034.jpg Galeana 037.jpg
Galeana 043.jpg Galeana 044.jpg Galeana 045.jpg
Milton er en sjov fætter. Han er tandlæge, 61 år og gammel hippie. Han kører i et dejlig roligt tempo, og det er det samme, lige meget hvad vi kører igennem. Vi stoppede tit for at spørge de lokale om vej. Som han siger…Jeg taler lidt spansk, men er bedst til at spørge om vej.
Han formåede at vælte sin cykel, tabe sin hjem og sit kamera under den første pause. Så det lovede jo godt.
Vi trillede videre, og vejen blev værre….og værre!! Jeg gloede på de her stejle skråninger, med masser af løse klippe stykker, og var ved at gøre i bukserne af skræk. Det var langt over mit niveau. Men vi var kommet så langt ud i ingenting, at der bare ikke var nogen vej tilbage. Jeg måtte bare hænge på.
Faktisk hang jeg ret godt på??!! Var ikke nede at ligge en eneste gang, men var nærmest overrasket over hvad jeg efterhånden kan få Smølfen igennem.
Galeana 050.jpg Galeana 053.jpgJeg er ikke så vild med de her mini-floder, vi krydser engang imellem. Kan jo se at de andre kommer fint igennem, men jeg kan nu altså bedst lide at se hvad jeg kører i.
Åen vi kom til her, så rimeligt dyb ud. Jeg nærmest bare lukker øjnene, har godt med fart på og håber det bedste. Denne gang var jeg ret tæt på at skvatte. Jeg ramte noget med forhjulet og pludselig var Smølfen på vej i en anden retning end mig. GAS!!!!!!! Den rettede sig op, og jeg nærmest hang efter den i styret. Puha…Sikke en redning. Kastede den på støtteben, så jeg kunne nå at tage et billede af Joe igennem vandet….Og få en smøgpause, til at få pulsen ned med.
Galeana 057.jpgEfter vandgangen kom vi til at holde en ufrivillig frokostpause, da Joe´s baghjul pludselig sad løst. Hans…Ja, jeg kan simpelt ikke huske hvad sådan en fætter hedder på dansk, men den hedder bearing på engelsk, var i udu. Det er den jeg holder frem på billedet.
Galeana 073.jpg Galeana 074.jpg  
Som i kan se var hele hjulet ret kværnet indeni. Drengene var heldigvis habile mekanikere, og Joe havde en ekstra dims med. Det var ikke første gang hans KTM havde lavet det nummer. Det var straks lidt værre med værktøjssituationen. Der skulle hamres noget metal løst inde i navet….Tror jeg det hedder.
Det er altså sjovt at jeg ikke kan huske mekaniske ord på dansk. Jeg har vist aldrig rigtig gået op i hvad dimserne hedder på dansk, og nu har jeg hørt ordene så mange gange på engelsk, at det er totalt forsvundet på dansk. Mærkeligt!!
Nå, nød lærer nøgen mand at hamre med klippestykker. Så reparationen blev fortaget med et dækjern og et klippestykke. Det tog sin tid, men Joe og Chuck hamrede utrætteligt løs.
Milton og jeg kiggede kort og jagede køer væk fra cyklerne.
Galeana 081.jpg  Galeana 063.jpg Galeana 065.jpg
Efter lang tid opdagede jeg nogle små irriterende fluer, der havde travlt med at stikke mig. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at det var starten på klø-helvede. Jeg har åbenbart en form for allergi overfor de små sataner. De andre har i hvert fald ikke været igennem de samme pinsler som mig.
Drengene blev færdige med hulemands-operationen, og vi kørte videre ud i det ukendte.
Galeana 082.jpg Galeana 084.jpg Galeana 087.jpg
Galeana 091.jpg Galeana 093.jpg Galeana 088.jpg
Galeana 100.jpg Galeana 098.jpg Galeana 097.jpg
Efter lang tid på hullede, stejle, klippefyldte, mudrede og på anden måde sindssyge veje. Stoppede Milton ved et træ der var væltet hen over vejen. Hmm…Kunne vi køre hen over det?. Roden spærrede halvdelen af vejen og stammerne hang ud over en stejl klippeside. Jeg gav det ét blik, og sagde med det samme “Det der gør jeg bare ikke!!!!”
Joe hoppede på KTM´en, gav gas, kom halvvejs over og skvattede så. Vi fik ham op igen og cyklen over. Så var det Miltons tur. Han valgte at trække. Så var det min tur. Jeg gloede bare på Chuck. Han havde jo lovet at køre Smølfen ud, hvis det blev for svært. Han valgte at prøve at køre over. Gas, og et lille hop til siden, og over var han. Triumf!!! Han gik tilbage til sin egen, gav gas og gik så i gulvet med et brag.
Klappede min lille Smølf. Den kan altså bare alt!!
Galeana 101.jpg Galeana 102.jpg Galeana 103.jpg
Galeana 104.jpg Galeana 105.jpg 
Vi kom op på toppen af bjerget-uden-vej-på-kort. Så var det jo ned igen på den anden side. Gennem sindssyge hårnåle og rullende klippestykker.
Milton stoppede og sagde, at nu skulle vi bestemme om vi skulle videre på grus, eller hjem ad asfalt. Jeg var færdig! Havde haft et desperat udtryk i mine øjne lidt for meget de sidste par timer. Drengene ville gerne lege mere, så jeg fik dem overbevist om, at det var ok for mig, at trille de sidste par km på let grus ud til asfalten.
Chuck så vældig bekymret ud, men jeg måtte grinende fortælle ham, at hvis jeg havde kunne klare hvad vi allerede havde været igennem, så kunne jeg nok også køre 5 km alene på en almindelig grusvej. Han overgav sig og jeg vinkede farvel, da de kørte op ad endnu et bjerg. Jeg trillede derimod ned gennem en virkelig smuk dal. Ud til asfalten og hjem til Galeana.
Galeana 107.jpg Galeana 110.jpg Galeana 112.jpg
Jeg hang rundt på pladsen og ventede på drengene. Endelig trillede de ind. De havde simpelthen fået rodet sig ud i noget, der var meget værre end det vi havde været igennem sammen. Chuck fortalte grinende om de mange kilometer udtørret flod-seng, med kæmpe klipper og sand, de havde kørt rundt i. Var meget glad for at jeg havde besluttet at vende snuden hjem før dem.
Galeana 118.jpg Galeana 119.jpg 
Næste morgen, kom en der hed Jeff over og spurgte om jeg stadig gerne ville køre ruten der hed Top of the World. Det ville jeg, så vi lavede en lille gruppe. Han var ikke helt klar endnu, så jeg hang rundt på pladsen, mens han kom i køre-tøjet.
Chuck kom over og spurgte hvad Jeff egentlig kørte på. Ingen anelse, sagde jeg. Men vi fik et grineflip, da det gik op for os at han var på en Husky. En rigtig racer en.
Du forstår sandelig at vælge dine køre-partnere, hulkede han. Hvorfor vælger du ikke nogle af de gamle drenge der knapt nok kan køre på grus. Måske fordi de er totalt kedelige og egentlig helst vil være på asfalt, svarede jeg.
Jeg spurgte Jeff, om han havde tænkt sig bare at ræse derudaf. Han lovede at vente og være sød ved mig. Til gengæld spurgte han mig om jeg væltede meget. Han havde tilbragt dagen før, med at samle gamle mænd på tunge mc´er op. Og nu gad han ikke rejse flere cykler op.
Jeg har ikke ry som en totalt væltepeter, men han måtte tage chancen, svarede jeg.
Vi trillede afsted og efter nogle km, holdt han ind og ville høre hvad jeg synes om tempoet. Vi kan da godt køre lidt hurtigere, svarede jeg. Han satte farten lidt op, og så var det bare perfekt. Det viste sig at vi var et rigtig godt match. Vi kørte nogenlunde samme tempo og niveau…….Og jeg skvattede slet ikke :-)
Galeana 122.jpg Galeana 132.jpg Galeana 131.jpg
Sammenlignet med dagen før, var dagens tur bare nem og rar. Havde faktisk tid til at se mig lidt omkring mens jeg kørte.
Vi holdt ikke mange pauser, men de få vi holdt var gode. Specielt en pause, hvor der kom en fyr på et æsel over og gloede på os. Han sagde ikke noget før vi havde sagt goddag til ham. Så væltede der pludselig engelsk ud af ham. Dårligt engelsk, men alligevel. Har kun fundet en i Galeana der taler engelsk. Så hvor mærkeligt var det lige at møde den her ko-vogter på et æsel ude i ingenting, og så kunne vi snakke med ham.
Galeana 136.jpg Galeana 133.jpg Galeana 134.jpg
Dagens rute bestod af et grus- loop og så turen op til Toppen af Verden. Vi vidste godt at de 30 km til toppen, ville være brosten og meget bumpet. Men havde jeg vidst hvor meget, var jeg blevet nede. Hold da kæft en skod vej!!!
Galeana 157.jpg Galeana 155.jpg Galeana 152.jpg
Halvvejs oppe, var jeg sikker på at mine tænder var ved at falde ud. Jeg skulle tisse hele tiden, fordi mine nyrer blev rystet så meget. Og da jeg så fik en bi ind i hjelmen, der var så venlig at stikke mig på hagen, var jeg klar til at vende om.
Var lidt ligeglad med mig, men var bare så bange for at Smølfen ville rasle totalt fra hinanden. Ville hundrede gange hellere være på enhver anden grusvej, end det der forsøg på en brostensvej.
Vi fortsatte nu. Havde hørt at udsigten ville være fantastisk, så den skulle vi jo se.
Da vi endelig stod på toppen, var vi helt enige om, at det ikke havde været turen værd. Det var så oven i købet lidt diset, så den flotte udsigt var ikke så tydelig.
Vi tog de obligatoriske billeder og skyndte os ned derfra.
Tror aldrig jeg har været så glad for at se en asfaltvej  ;-)
Galeana 143.jpg Galeana 144.jpg Galeana 145.jpg 
Galeana 150.jpg Galeana 153.jpg Galeana 158.jpg
Da jeg vågnede næste morgen, var mit knæ helt færdige. Kunne mærke, at hvis jeg tog på endnu en skør tur, ville jeg ikke kunne gå næste dag. Besluttede at blive hjemme og hænge ud.
Det blev en rigtig hyggelig dag på plazaen, med de andre, der heller ikke var ude at køre af forskellige årsager. Nogle gad ikke, andre var skadede, andre igen havde problemer med cyklen.
Jeg afslog at spise middag med en del folk, da jeg ville vente på Chuck, Milton, Joe og Jeff, der havde formet dagens udforsker-hold. Det var en dum beslutning. De kom hjem klokken 23. Havde kørt de sidste 150 km på asfalt og var nærmest gennemfrosne, da de endelig landede i Galeana.
De havde som sædvanligt haft en hård dag. Chuck sagde at jeg skulle spørge Jeff om han væltede meget. Det synes Jeff var en ret god joke, han havde været nede og ligge hele to gange.
Milton havde lovet mig at give tips og tricks om at rejse i Mexico, så vi endte med at sidde oppe til klokken 2.30 og rode med kort.
Jeg stod alligevel tidligt op. Det var store afskeds dag. Chuck havde tilbudt Milton et lift i trucken, så vi fik sagt farvel og god tur.

Jeg havde det mærkeligt, som om jeg var ved at blive forkølet, så jeg tog mig en siesta, der så kom til at vare hele dagen. Skrev lidt på bloggen når jeg var vågen. Og da jeg kunne sove igen om aftenen, var der nok noget om syge-snakken.
Bestemte mig for at blive hængende i Galeana og få bloggen up to date. Er jo lysår bagud…Igen!!! Og så skal det lige siges at nettet er som et blinklys. Virker, virker ikke, virker, virker ikke…..
Det tog mig tre timer at uploade billeder.
Var dog så heldig at have en rigtig god netdag forleden, så jeg kunne Skype lidt.

Havde egentlig bestemt at få bloggen skrevet færdig og så komme videre. Men sent om aftenen kiggede jeg lige ud til Smølfen og blev overrasket over at se 6 andre motorcykler ved siden af den. Det var en flok mænd fra Texas, der var herned for at køre lidt grus. De inviterede mig på tur næste dag, og jeg sagde ja tak.
Vi kom lidt sent afsted, så de måtte lave deres planet lidt om. Vi endte med at tage Top of the World Loopet. Denne gang uden den rædselsfulde tur på brostenene.
 
Vi havde vel kørt 20 minutter, da jeg synes jeg sejlede så underligt rundt. Øv!! Jeg havde et fladt bagdæk. Mændene kastede sig straks over Smølfen, så endnu engang fik jeg ikke lov til at fikse min punktering. Hvor heldig kan man være?? De to gange jeg er punkteret, har der været meget hjælpsomme mænd med mig. Det er nu bedre end at stå alene i ingenting og kæmpe med det. Jeg klager i hvert fald ikke :-)
Galeana 175.jpg Galeana 177.jpg Galeana 178.jpg
Jeg legede stifinder hele dagen, havde jo været der før. De var en del langsommere end Jeff og jeg, så der blev tid til lidt flere billeder. Det var en vældig hyggelig dag.
Galeana 179.jpg Galeana 183.jpg Galeana 187.jpg
Galeana 190.jpg Galeana 189.jpg Galeana 193.jpg
Galeana 194.jpg Galeana 196.jpg Galeana 197.jpg
Galeana 200.jpg Galeana 207.jpg Galeana 209.jpg
Galeana 214.jpg Galeana 218.jpg Galeana 219.jpg
Galeana 221.jpg Galeana 222.jpg Galeana 224.jpg
Galeana 225.jpg Galeana 227.jpg Galeana 228.jpg
I dag er de taget på endnu en tur. Mit knæ brokkede sig igen, så jeg valgte at sidde over og få skrevet lidt mere. Måske tager jeg med dem igen i morgen.

Jeg har åbenbart svært ved at komme videre fra Galeana.
Nu er der kun to dage til at de fejre De Dødes Dag. Det vil jeg gerne opleve i stedet for at sidde på Smølfen. Så hvis jeg ikke kommer herfra i morgen, bliver jeg i hvert fald to dage mere.
Før texanerne ankom, havde jeg den underligste følelse af, at jeg først lige var startet på mit Mexico-eventyr. Har jo været sammen med folk der taler engelsk hele tiden. Pludselig var der ingen jeg kunne føre en samtale med. Som om jeg mistede mit sprog. Klarer mig jo alligevel, men det var nu alligevel underligt.

Har bestemt at køre mod syd. Er blevet anbefalet et sted der hedder San Miguel de Allende. De har en del spansk-skoler der. Det ville jo være rart, at kunne føre en form for samtale med folk. I Staterne var det sjove jo at høre om folks liv. Det er lidt svært her, når jeg ikke fatter en bjælde af hvad folk siger.
Jeg er da blevet bedre…men mine samtaler består mest af mig, der fniser over mit dårlige spanske.
 
 


 


 
 
 
   
 
 


Copyright © 2007 Anja Kiilsgaard on tour. All rights reserved.