Anja Kiilsgaard on tour

Jeg trillede ind i Lake City onsdag ved 18-tiden.
Havde gennem ADV-siden fået plads i en hytte sammen med en flok mennesker jeg ikke kendte, et sted der hed The Texan. Men det var først fra næste dag, så jeg måtte finde noget overnatning et eller andet sted.
Tog en runde i byen, den er ikke særlig stor, og kørte så en runde hos The Texan. Stoppede ved en hytte hvor det flød med mc´er udenfor. Snakkede lidt med drengene, der også var i byen til West Fest. De havde da lidt gulvplads samme aften, men præsenterede mig for Don der boede i en anden hytte. Og alle hans bofæller havde trukket sig, så han havde rigeligt med plads. Vi blev dog enige om, at jeg skulle slå lejr på gulvet, for ikke at svine lagnerne til, så han kunne leje værelset ud til nogle andre. Jeg havde jo logi næste dag.
Hang lidt ud med forskellige mc-folk. Der var ikke ankommet så mange endnu, da selve WF faktisk først rigtig startede fredag.

Blev tilbudt at køre sammen med nogle fyre torsdag morgen. De lød så som om de havde tænk sig at køre temmeligt stærkt, og det havde jeg ikke rigtig mod på.
Skulle også have hevet alle taskerne af Smølfen og pakket om. Det er desværre en lang og træls proces. Vi tænkte os ikke rigtig om, da vi placerede topboksen, så nu er den totalt besværlig at få af, og specielt på igen. Skal jo også have fisket, lappegrej, dækjern, pumpe, førstehjælpskit og andet godt frem fra gemmerne, og have det placeret på Smølfen. Dækjernene bliver sat fast med strips, mens det meste andet, kan være i min front-taske. Det tager altså lidt tid, så jeg takkede pænt nej til at tage afsted tidligt torsdag morgen.

Fik cyklen gjort klar. Don skulle køre med en fyr der hed Darren. Don og jeg havde snakket om at jeg havde et ekstra tandhjul, så jeg kunne geare Smølfen ned. Det kræver så noget værktøj jeg ikke har. Da Darren kom, blev de enige om at jeg skulle på tur med dem, og at de lige ville smide det der tandhjul på Smølfen, så jeg ville få det nemmere i bjergene.
Prøvede faktisk at protestere lidt, for de var gode kørere, og jeg ville ikke sinke dem. Mine spage protester blev overhørt og snart var vi på vej.
De første 5-7 km var nemt fladt grus, men sÃ¥ tog de en sidevej….og sÃ¥ blev det stejlt. I det andet hÃ¥rnÃ¥lesving stoppede jeg. Mest fordi jeg var pÃ¥ vej til venstre…og svinget gik til højre. Det her var svært. Alt for svært. Sagde at jeg hellere mÃ¥tte vende om, da det oversteg mine evner en hel del.
De var sÃ¥ søde. Sagde at jeg jo havde dem til at passe pÃ¥ mig, og de nok skulle fÃ¥ mig lært hvordan den ged skulle barberes. Don forklarede en hel masse og jeg kørte videre. Ved næste stop roste de en masse og sagde at det da nok kunne se at det ikke var første gang jeg var pÃ¥ grus. Det føltes sÃ¥ bare lidt som om det var………

Det gik bedre og bedre. Darren lå forrest. Han var den bedste leder jeg nogensinde har kørt efter. Han lå hele tiden i en afstand, så jeg kunne se hans linje, men aldrig tæt nok til at han var i vejen. Så er man altså rigtig god på mc. Don holdt sig pænt bagerst. Aldrig er jeg blevet nurset så meget på mc.  
Så kom der en bæk. Dyb indånding og så igennem skidtet. Det gik og modet steg. En bæk mere og så var vi ved målet. Spøgelsesbyen Carson.
  
   
De sidste to billeder viser drengene på vej op mod den top der ses på det sidste billede. Jeg valgte at blive hængende i Carson og lade drengene få lov at fræse afsted. Og det gjorde de. Det gik godt nok stærkt. Er endnu mere taknemmelig for at de gad at køre så afsindigt langsom sammen med mig, når man kunne se hvad de faktisk kunne.

Jeg frygtede virkelig nedkørslen. Har aldrig kørt pÃ¥ noget der er sÃ¥ stejlt. Don forklarede at jeg skulle bruge forbremsen….Forbremsen!!!!! I grus!!!! Ikke lige det jeg har lært hjemmefra. Han var meget pædagogisk…og det havde jeg vist brug for deroppe i den tynde luft.
Først lige igennem en bæk og sÃ¥ blev det stejlt. Kørte meget langsomt….og brugte forbremsen. Det virkede! Jeg kunne kontrollere cyklen meget bedre. NÃ¥r man bruger bagbremsen, er det meget nemmere at komme til at blokere den, og sÃ¥ skrider man bare ned af bakke pÃ¥ det her underlag. Forbremsen er nemmere at dosere. Ned i første eller andet gear, og nÃ¥r det sÃ¥ gÃ¥r for hurtigt, sÃ¥ lidt forbremse….Hmmmmmm………. Hvorfor var det ikke nogen der havde sagt det lidt før.
  
  
Darren fik mit kamera på vej ned, så jeg kunne få et par billede af mig selv på en mc. Dem har jeg jo ikke for mange af. Man kan så slet ikke se på billederne hvor stejlt det egentlig er.
Det gik langsomt men sikkert ned. Da vi kom til den flade grusvej igen, var jeg glad og stolt….og klar til at gøre det igen. Drengene synes at jeg havde klaret det flot. Som de sagde…nu skal du bare have sat farten op. Du ved jo godt hvordan man gør. Det kan vi se.
Er sÃ¥ træt af at jeg har denne her tøse-frygt. OK, det holder mig hel og i live….hÃ¥ber jeg, men til gengæld bliver jeg aldrig bedre pÃ¥ grus, hvis jeg ikke en gang i mellem kommer, ikke ud til grænsen, men bare halvvejs.

Hjemme på The Texan mødte jeg Lomax. Her sammen med Darren.
Han var en af dem jeg skulle dele hytte med. Det viste sig så at vi var fem til 3 senge. Blev enig med Don om at flytte ind til ham istedet. Han havde vist ikke tænkt sig at leje ud til nogen alligevel. Var ikke interesseret i at bo sammen med en flok larmende mc-folk. Og havde vist penge nok.
Det ville blive dyrt for mig, men jeg tænkte at det var kun en gang i mit liv, jeg var til WF, så måtte det bare koste.
Vi boede så to i en 3 værelses hytte med to badeværelser. Jeg klagede ikke! Og da jeg sÃ¥ ville betale om søndagen, ville han nærmest kun have symbolsk betaling. Det blev da billigere end en telt plads….og det regnede en hel del, de fire nætter jeg var der, sÃ¥ jeg var glad :-)

Aftenen gik med at hilse på alle de nyankomne. Have et ret fesent lejrbål, der kun brændte ved hjælp af et par flasker lightergas. Det regnede næsten hver eftermiddag eller aften. Og ellers hygge med en masse motorcykelfolk.

Torsdag morgen tog jeg afsted sammen med en flok kristne fyre. Ja, det var altså dem der kom nærmest mit niveau, så vidt jeg kunne høre.
Ville gerne have kørt sammen med Tami, men kunne ikke finde hende eller Duke. De boede ikke på The Texan. Var blevet bortvist flere uger før. De havde skrevet et klagebrev.
Historien om The Texan er temmelig lang. Arrangørene havde haft alle mulige problemer med ejeren (Arlen) af stedet. Alt havde åbenbart været muligt, indtil tre uger før arrangementet. Lige der hvor alle dem der havde bestilt hytter eller camping, ikke kunne få deres penge tilbage. Så havde Arlen lige pludseligt opfundet alle mulige nye regler. Vi måtte ikke have bål, samles i grupper og en masse andet. Så en del af det der egentligt var planlagt blev ikke gennemført eller måtte gennemføres andre steder. Lidt besværligt, men vist mest for arrangørene.
Jeg havde det sjovt alligevel, også uden et band.

Det kristne hold skød en god fart op mod Engineer Pass. Jeg var faktisk helt overrasket over hvor godt jeg fulgte med.
Har denne her tendens til at ligge mig bagerst når vi kører i grupper, så jeg ikke føler mig presset bagfra. Men her lagde jeg mig op som nummer tre. Og havde stadig godt med overskud. Var helt sikker på at bjergklatringen fra dagen før, havde været en storartet opvarmning. Der var nogle få steder, det var pænt svært, men ellers fløj jeg bare op.
Vi holdt kun en enkelt pause inden vi nåede toppen. Der var ellers flot. Kunne godt have brugt en del mere tid på at se på omgivelserne. På den anden side havde jeg det ret sjovt på opkørslen. Smølfen kravlede bare gennem alt. Jeg vidste bare, at hvis jeg slappede af, og lod den gøre arbejdet, ja så kunne vi bestige hvad som helst.
  
Vi nåede toppen i 3900 meters højde. Det var temmeligt overskyet, men ufattelig flot. Bjergtoppe til alle sider, godt oppe over trægrænsen.
Jeg frygtede nedkørslen. Endnu en stejl satan. Lagde mig om som næstsidste mand, så jeg kunne trille ligeså langsom ned.

Men jeg tog fejl gjorde jeg. Der var åbenbart alligevel sevet noget lærdom ind dagen før. Jeg startede godt nok langsomt, men efter få minutter, fik jeg den her følelse af kontrol. Det var mig der bestemte. Jeg skred ikke ud. Kunne stoppe når jeg ville. Kom kontrolleret rundt i hårnålene. Var nærmest forbavset over mig selv. Synes næsten at alle de der halvgamle mænd foran kørte langsomt!!!!??????
Havde en VStrom på gadedæk som bagerste mand. Hatten af for, at han overhovedet fik den maskine over bjerget. Han kørte rigtig langsomt. Da jeg lå foran ham, var det mit job at se om han var med. Det betød jo at jeg måtte stoppe og vente. Fedt!!! Det gav plads foran og jeg kunne selv sætte mit tempo. Var sgu helt oppe i 4. gear ned af noget stejlt, stenet noget. Hvis man kørte ud over siden var der rigtig langt ned, så man skulle ikke lave for mange fejl.
Jeg tror aldrig at jeg har haft det så fedt på en mc. Jeg havde ondt i kinderne af at smile. Vidste bare at mit fjæs var flækket i et kæmpe grin inde i hjelmen. Endelig smagte jeg lidt af hvilken følelse man må have, når man er i kontrol, afslappet og fri for angst. Det var så fedt!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg var helt overstadig og kinderne gjorde stadig ondt, da vi nåede ned i Silverton på den anden side af passet. Vi fik frokost og gjorde klar til at komme afsted over Cinnamon Pass inden eftermiddags-regnen begyndte.
Først lidt diskussion. Vi havde set starten af vejen op. Den var stejl. Rigtig stejl. VStromen ville ikke lege med mere. Og det kunne jeg egentlig godt forstå. Så han tog den meget lange asfaltvej hjem.
Det allerførste var helt normalt, sÃ¥ rundt i en hÃ¥rnÃ¥l, og sÃ¥ var det bare gas deropad. ikke noget med at stoppe. Tror det kunne have været ret svært at fÃ¥ cyklen igang igen, sÃ¥ stejlt var det. Så gik det over i “normalt” stejlt resten af vejen op til toppen.
Det er lige gÃ¥et op for mig, at jeg slet ikke har nogen billeder af den top…ØV….
SÃ¥ jeg stjal lige nogen
 Det første billede er det rigtig stejle stykke op. Det er mig som er alt for tæt på hende foran. Røg forbi efter næste sving, kunne/ville ikke køre så langsomt. Det er så fra dagen efter, hvor jeg kørte den samme rute.
Andet billede er af nogle andre ADV-kørere. Men det er turen ned fra Engineer Pass. Bare så i kan få en ide om, hvad det var for noget vi kørte rundt i.

Var rigtig glad for min nedgearing. Jeg kunne køre rigtig langsomt rundt i en hårnål uden at cyklen døde for mig. Der var en anden fyr på en DRZ, med den almindelige gearing på. Han havde nogle gange lidt problemer, når der skulle køres rigtig langsomt.

Igen gik det som en leg på nedkørslen. Der var ellers nogle pænt skræmmende stykker. Nogle gange var det nærmest trappetrin af rå klippe, og en masse sjove hårnåle.
Var totalt lykkelig da vi kørte det sidste stykke af asfalten hjem.

Denne aften var der fællesspisning nede på byens boldbane. 

Bagefter var der almindelig hængen ud og hygge hjemme på The Texan.    

Fik endelig fat i Tami og aftalt at vi skulle køre sammen om lørdagen. Det blev til en gruppe med Ben og Charla og deres to børn. Ja, de havde dem bagpå. Duke og Tami, og Lomax.
Det endte med at vi kom til at køre nøjagtig den samme rute som dagen før, minus frokosten i Silverton. Vejen derned var også ligepludselig blevet kedelig for mig. Jeg ville have klipper og stejle bjergsider
Havde dog så ondt i benene da jeg stod op, at jeg faktisk troede at jeg bare skulle med op på første pas, og så vende om og køre hjem igen. Sådan en 100 km bjergpas stående, er liiige hårdt nok, for en med min kondition.
Men jeg havde det så sjovt, at jeg slet ikke var til at stoppe igen. Så jeg endte selvfølgelig med at køre med hele vejen. Og ømheden i benene forsvandt på mirakuløsvis i løbet af dagen.
  
  
Da vi ikke havde langt igen til den første top, lÃ¥ Charla forrest, med mig lige efter. Efter en hÃ¥rnÃ¥l døde hendes cykel. Hun prøvede flere gange at fÃ¥ liv i dyret, men nej. Jeg mÃ¥tte parkere midt i nÃ¥len, og komme til undsætning og hive hendes dreng af. De andre nÃ¥ede op til os. Charla fik vendt cyklen og kørte ned for at fÃ¥ tilløb. Jeg holdt i vejen, sÃ¥ jeg hamrede Smølfen i gear og fræsede opad. Havde jo hørt at Kawaen startede, sÃ¥ jeg regnede med at hun var lige efter mig. Kunne slet ikke fÃ¥ mig selv til at stoppe igen. NÃ¥ede toppen. FlÃ¥ede kameraet frem og var klar til at forevige de andre, nÃ¥r de nÃ¥ede op. Hmmmm…..Intet. Kunne jo sÃ¥ ogsÃ¥ se at de stadig holdt dernede. Hvis i kigger rigtig godt efter sÃ¥ holder de nede ved hÃ¥rnÃ¥len pÃ¥ det tredje billede….af de forgÃ¥ende.
Lige da jeg standsede, forlod alle andre toppen. Jeg var helt alene deroppe. Hvor var der
stille. Havde en følelse af at stå på toppen af verden. Det var faktisk ret syret.

Nå, men da der stadig intet skete, måtte jeg jo ned og se hvad der var galt. Halvvejs nede mødte jeg Tami. Det viste sig at Kawaen havde svært ved at klare højden, så drengene pillede og så skulle Duke have en unge bagpå.
Jeg vendte om igen, og snart efter var vi alle samlet på toppen.
Så kom nedkørslen og derefter den stejle op. Smuttede som sagt forbi Tami og hamrede efter Charla, der kørte pænt stærkt efter hun havde fået smidt passageren.
Drengene kørte derimod rigtig langsomt pga deres små passagerer. Den næste nedkørsel var næsten endnu sjovere end dagen før. Nu havde jeg jo prøvet både trapper og klipper.
Da vi nåede ned på det mere flade stykke, satte Charla farten op. Tami efter hende og mig lige i hælene på dem. Det var totalt girlpower. Har aldrig set Tami køre så hurtigt, Vist heller ikke mig selv for den sags skyld. Det var SÅ sjovt.

Tilbage til boldbanen og mad. Skyerne trak sammen og midt i maden væltede det bare ned, men folk tog det med højt humør.
  
  
Efter maden var der deNoobing ceremoni. Alle dem der var med til West Fest for første gang, skulle præsentere sig selv og svare på et spørgsmål. Kunne man ikke svare, kunne man vælge at drikke en hæslig blandingsdrik, synge, danse eller tage en kjole på. Sonny valgte selvfølgelig kjolen. Jeg drak.
  
Det var ret sjovt.
Derefter var der uddeling af priser og lodtrækning om præmier. Hvorfor er det at jeg ALDRIG!! vinder noget??? Er holdt helt op med at tro på den der med held i kærlighed, uheld i spil. Det passer jo ikke!!!!!!!!
Der var nemlig de her tasker, der sidder på forskærmen, til slanger, som jeg gerne ville have. Men nej. Jeg vinder aldrig noget!!!

Så var der hygge og så´en på The Texan igen. Da der ikke rigtig var nogen ture næste dag, da de fleste havde lang vej hjem. Kunne man jo godt give den lidt gas om aftenen. Kom ret sent i seng. Sad og snakkede med en farmerboy fra Kansas. Han synes godt nok europæiske piger var anderledes. Har aldrig i mit liv fået så mange mærkelige spørgsmål om alt muligt.

Havde jo håbet at få et lift op til Oregon eller der omkring. Altså mig i bil og Smølf på trailer. Troede også det var lykkedes, men da jeg stod op kl 6 for at pakke kom fyren over, og undskyldte meget. Han havde alligevel ikke plads. ØV!!!!!
Så må jeg jo bide i det sure og selv køre den lange vej over til vestkysten.

Don skiftede mit tandhjul, til det almindelige. Jeg fik bakset alle taskerne pÃ¥ cyklen. Var desværre blevet sÃ¥ skuffet der kl 6, at jeg gik i seng igen. Da jeg stod op kl 9, var de fleste allerede væk. SÃ¥ ingen ordenlig afsked med Tami, Duke og Sonny…..Og heller ikke mange andre for den sags skyld.
Fik gjort rent i hytten og sagt farvel og tak til Don.

Satte kursen mod vest. Der er så lige et par bjerge i vejen. Var slet ikke mæt på gruset, men havde heller ikke lyst til at klatrer over de bjerge med alt oppakningen på. Så den stod på landevej. Men en smuk vej.
Var træt og nåede ikke længere end til Montrose, så gad jeg ikke mere, Havde jo været der før, så jeg vidste hvor der var et godt og billigt motel.

Troede at jeg skulle den lige kedlige vej mod vest næste dag. Men blev fristet til at skyde en “genvej” Havde nemlig kørt af den slagne vej hele to gange før, pÃ¥ vej til Moab.
Drejede op mod Telluride. Smuk tur derop. Meget turistet by, men omgivet at fantastiske bjerge og vandfald.
  
Overnattede i verdens kedeligste by, Blanding. Det var bare der jeg var da klokken blev sent.

Havde fundet en god smutvej på kortet. Den ville korte mange miles af turen mod vest. Og så var der indlagt grus og færge på vejen.
Kørte mange miles gennem ensomt rødt landsskab. Der var varmt! Jeg var i den grad kommet ned fra bjergene. Temperaturen lå vel nok omkring de 35 grader.
Da jeg var mere end halvvejs mod færgen, kunne jeg se at jeg ville komme for sent. Den sejlede kun hveranden time. Jeg kunne vende om og køre 80 km tilbage og tage en bro, eller bare holde hvil og vente. Jeg valgte desværre vente. Desværre fordi det bare var så varmt. Ingen skygge at finde i det golde ørkenlandskab. Fandt endelig et skur til rensning af fisk med lidt skygge og kørte Smølfen derind. Endelig kom færgen. Turen tog ikke mere end 20 minutter og
  
det havde jeg så valgt at vente 1½ time på. ØV! Nå på den anden side ventede der en grusvej og lidt spænding.
Kørte i land og drejede fra mod gruset. Blev lidt mistænkelig da der stod “lukket” pÃ¥ et skilt. Kunne ikke helt gennemskue om det var vejen eller en campingplads, der var lukket. SÃ¥ jeg fortsatte og kom til endnu et skilt. Den var lukket. Ahhhrrrgggggg!!!!!!!!!!!!
Havde lige brugt mindst 4 timer på noget der kunne have været overstået på én.

Hele min smarte smutvejsplan faldt til jorden. Og så var der ovenikøbet bare kogende derude i ørkenen. Måtte ud på en gigantisk omvej. Var en lille smule rasende. Besluttede på stedet, at der ikke var plads til flere svinkærinder. Nu stod der bare, den korteste vej til Californien og den svalende kyst, i hjernen på mig.

Overnattede i Richfield. SÃ¥ det her skilt da jeg var ude for at spise.
De er altså underholdende nogle gange, de amerikanere. Det er da meget smart, men ville du vade rundt med et orange flag i en fodgængerovergang???

Tidligt op og afsted næste morgen.
Sad på Smølfen i mange timer. Lavede en af de her 700+ km dage.
Der sker jo ikke så meget på sådan en dag og så alligevel.
Jeg bevægede mig i flere timer mellem et par tordenstorme. Nogle gange skulle der køres stærkt for at slippe væk fra regnen. Andre gange langsom. Var heldig og endte stort set uden at få en dråbe. Men vinden var ind imellem barsk.
Sad og filosoferede over et eller andet da jeg passerede Austin, Nevada. SÃ¥….Jeg glemte at tanke. Dum ting at gøre nÃ¥r du krydser en ørken. Da jeg opdagede det, var det for sent at vende om. Jeg var sÃ¥ tæt pÃ¥ reservetank som jeg kunne komme, og i følge gps´en var der mindst 100 km til noget som helst. Satte farten ned for at spare benzin. Der kørte da heldigvis biler pÃ¥ vejen….ind imellem….. SÃ¥ jeg var ikke rigtig nervøs. Hadede bare mig selv for at være sÃ¥dan en idiot. Kom til noget beboelse. Og der er altsÃ¥ langt imellem husene derude! Kørte ind for at spørge om der var en hemmelig tank, og hvis ikke, om de kunne sælge mig lidt benzin. Fandt en dame, der fortalte at der var ca 13 miles til den næste tank. Jubiiiiii……Det havde jeg nok benz til at kunne klare.
Kørte langsomt afsted mod tanken. Var rigtig glad da den dukkede op i det fjerne. Var slet ikke på reserve endnu. Ha, Smølfen går altså længere end jeg troede på literen.
Og hvilket sted. Bare se på billederne.
  
Måtte simpelthen ind og have mig en sodavand, bare for at opleve et sted som det. Det var som taget ud af en film. Bartenderen havde det vildeste skæg og resten af klientellet mindede mig en del om De Fire Årstider på Vesterbro. Ville dog ikke strande der ude i ingenting, så jeg bundede min vand og drog afsted igen.

Ved 18-tiden trillede jeg ind i Fallon, Nevada. Var træt og gad ikke mere. Fandt et motel til en ordenlig pris. Hold da kæft hvor var her varmt. Omkring 38 grader. Fuld knald pÃ¥ aircon´en. Ahhh…Det var dejligt. Et langt bad og sÃ¥ i putkassen med laptoppen.

Da jeg vågnede næste dag, havde jeg det ikke så godt. Følte det som om jeg var ved at få en forkølelse. Kan ikke helt finde ud af om jeg skal elske eller hade aircon. Bestemte mig for at blive. Havde også lidt ondt bagi, og internettet var hurtigt.

Har været her siden. Har haft feber. Når man fryser og ens hud føles kold i 38 graders hede, ja så er der vist et eller andet galt. Har plejet mig selv, med lange samtaler på Skype, blogskrivning og i dag fandt jeg det her i en biks på den anden side af gaden.
Så jeg har holdt fest med paté fra Frankrig, rugbrød fra Tyskland og lakrids fra Finland. Det er det første helt rigtige rugbrød jeg er faldet over. Det var skønt.

Tager videre mod vestkysten i morgen. Har stort set følt mig ok hele dagen.

Er begyndt at resarche på Mexico. Har jo kun omkring tre uger tilbage her i Staterne.

Jeg sidder her på en cafe, på kanten af Zion National Park og hygger på nettet. Har jo fødselsdag. Så der skal skypes med familie og venner, og senere vil jeg lidt rundt og se parken, der skal være fantastisk. Bor hos Bibi´s veninde Angie. I aften skal vi ud at spise og så ind og høre noget musik. Vejret har vist sig fra den bedste side, så lidt sød har jeg vist været

Det der følger skulle så have været sendt ud på nettet for et par dage siden. Bare så der ikke går for meget ged i det, når jeg skriver i morgen, i går osv. Men som i kan se har det været lidt svært at finde noget net, der spiller med min maskine.
Har ogsÃ¥ et upload problem med billederne, sÃ¥ de mÃ¥ altsÃ¥ følge senere. Jeg refererer nogle gange til billeder….de kommer. I mÃ¥ sÃ¥ bare læse det hele igen…fnis…. Cafeen jeg sidder pÃ¥ har blokeret for det, hvis jeg nu ville smide et par nøgne børn pÃ¥.

Mandag d. 14.04.08 tog jeg ud til Ron og Rich for at få morgenmad. Det havde de åbenbart glemt alt om, men heldigvis ikke at jeg skulle kigge forbi. De sad og varmede op til lidt arbejde, med et par venner og et par øl. Vi havde aftenen før snakket om, at min kæde skulle strammes. De ville så gerne hjælpe, men jeg ville meget gerne selv ordne det, så jeg har helt styr på det. De gloede så mens jeg kravlede rundt og ordnede. Det var lige før at hele koret klappede da jeg var færdig.

Vi hang ud, snakkede og hyggede. Det blev senere og senere. Jeg havde faktisk ikke lyst til at tage videre. Det var nogle spændende mennesker at besøge. Helt anderledes end nogen jeg før havde mødt. Her havde jeg virkelig fået chancen for at komme tæt på den slags amerikaner, der bare bor helt derude hvor kragerne vender. Og er nogle seriøse bonderøve.

Heldigvis behøvede jeg ikke at tage nogen steder, da de inviterede mig til at overnatte. Det er et gammelt motel de bor i, så der er masser af værelser. Til både venner, rejsende og jægere der lejer sig ind i jagtsæsonen.
Rons sted er der, hvor alle bare vælter forbi. Mindede mig en del om Halmtorvet 24…for jer der kender det Der er altid øl, mad og gæstfrihed. Sad bare der pÃ¥ græsplænen og mødte sjove mennesker.
Rons ekskone og børnebørn kom, og ungerne hyggede sig med atv´en i “baghaven” Havde en god snak med Red og Roger om bla. politik. De gÃ¥r ind for at amerikanerne bare skal passe deres eget land og ikke fare rundt og lege politimand i hele verden. De fatter overhovedet ikke hvad vi laver i Irak. Synes at Bush er den dÃ¥rligste præsident der nogensinde har været. Sjovt at høre folk, som jeg er helt hundrede pÃ¥ er republikanere, sige at Clinton var en rigtig god præsident. Styr pÃ¥ økonomien og vellidt i udlandet. SÃ¥dan!

Red havde været på Woodstock, men sagde med et glimt i øjet, at han ikke kunne huske så meget. Han lignede så også en der kom direkte derfra
Og da Jimmy Hendrix var 16 og ikke var kendt endnu, havde han lånt Rogers guitar til noget jam-noget på en bar. Først troede de ikke at han kunne spille, da der kom nogle meget mærkelige lyde, men den endte med at hele orkestret jammede med ham og han blev tilbudt at spille fast på stedet.  Se det er historier der er værd at hænge ud i Horseshoe Flats for.

Næste dag følte jeg mig bare helt nede. Snottet og træt. Havde bare lyst til at sove igen. Det kunne drengene godt se, så de sendte mig i seng igen. Prøvede dog først at skylle næse. Har ikke skylleren med, så folk rende rundt for at finde en tragt jeg kunne stikke op i næsen og få nogen til at hælde saltvand i. Det blev så truckeren med ZZ-Top-skæg og skovmandskjorte, der lige havde fået en whisky til morgenmad, som fik fornøjelsen. Var ved at omkomme af grin indvendigt. Det må sgu have været et ømt syn. Han havde godt nok aldrig hørt om den kur, men kunne godt se fornuften.

Snakkede et par timer med Danmark. Altid hyggeligt. Sov til kl. 18.
Da jeg stod op havde der Ã¥benbart været fest. Noget med noget whisky. Flasken var i hvert fald næsten tom og den eneste der var “i live” var Ron. Han havde lavet en halv kalkun, men ingen kom for at fÃ¥ mad. De sov. SÃ¥ han var glad for at jeg gad spise lidt. Vi sad sÃ¥ resten af aftenen og snakkede om os og vores lande. Han synes at det var sÃ¥ spændende at høre om Danmark og jeg fik en masse at vide om lokalomrÃ¥det og ham.

Rons sted ligger midt i et historisk meget spændende område.
Jernbanen mellem øst og vest blev sammensat lige bag et lille bjerg herude. Der var en konkurrence om, hvem der nåede længst med at bygge banen. Dem fra øst eller vest. De startede i hver deres ende af landet, men jeg ved faktisk ikke hvem der vandt. Glemte at spørge. Banen var et vendepunkt for det vilde vesten, da man så kunne sende mennesker og varer gennem landet forholdsvis smertefrit. Har faktisk læst historien i et Lucky Luke blad. Så jeg var ikke helt blank da han fortalte. Man kan lære meget af tegneserier!!
Mange af ekspeditionerne i pionertiden fra øst mod Californien gik igennem det her område. Bjerget her hedder Pilot Peak.
 
Der blev tændt bål på toppen, så pionerene kunne finde vej over Den Stor Salt Ørken. Det var så udsigten fra mit værelse hos Ron og Rich. Læste lidt i en bog Ron lånte mig om de første ekspeditioner. Spændende læsning. Det har været hårdt at komme igennem vildnæsset her. Et vogntog kunne kun køre 10-15 miles om dagen. Man havde ingen anelse om der var vand eller ej forude. Mange døde i kampen for at finde et godt sted at slå sig ned, andre fandt guld eller frugtbar jord.
Kom ogsÃ¥ forbi et sted hvor jeg krydsede Pony Ekspressens spor. Det var det vilde vestens postvæsen. Det var en rute pÃ¥ 1800 miles fra øst til vest. Cowboys red hele dagen, skiftede hest og greb en ny vandflaske ved smÃ¥ “posthuse” og red videre uden hvile. Overlevede vilde dyr, sure indianere, tør ørken og andet godt. SÃ¥ var det jernbanen blev bygget og det var lidt nemmere at sende posten den vej. Men sejt gÃ¥et alligevel.

Næste dag kørte jeg mod Bonneville Salt Flats. Og der var godt nok fladt! Og hvidt! Det er bare salt sÃ¥ langt øjet rækker. Det er ogsÃ¥ der, mange hastigheds rekorder indenfor alle slags motordrevne køretøjer, bliver sat. De har store løb, men først i sensommeren. Der er vÃ¥dt nu. Saltet er først ved at tørre op, kunne man se pÃ¥ de smÃ¥ vandpytter rundt pÃ¥ den hvide flade. Blev nødt til at smage….meget salt, blev meget tørstig
  
SÃ¥ filmen The world´s Fastes Indian hjemmefra. Om en mand der tager chancen og racer med sin hjemmeombyggede Indian….Og selvfølgelig sætter rekord. Var inde pÃ¥ turistbureauet og sÃ¥ billederne af den rigtige mand og ikke Anthony Hopkins…som det vist var, der spillede ham racer-gutten. Lidt skægt synes jeg. Nogen gange er det jo som at stÃ¥ i en film her pÃ¥ turen

Cyklen var begyndt at få en sær lyd et par dage før. Troede bare at jeg skulle have strammet den der kæde, men det hjalp ikke på lyden. Ikke fedt når det lyder som om der er en lille kædesav nede omkring mine fødder. Måtte finde et værksted. Et Suzukiværksted. Har jo stadig garantien, hvis det nu var motoren den var gal med. Det er så lidt svært at finde ude i ingenting i Nevada . Kunne forstå på folk at St. George, Utah, nok var det mest sandsynlige sted. Tja, der var så små 1000 km derned. Kunne file lidt rundt på gassen, så lyden ikke var der hele tiden. Troede ikke at det var alt for alvorligt, men tog ingen chancer og blev på highwayen. Missede et par fede (tror jeg) stræk på grus, men gad altså ikke stå hundrede km ude i ingenting med en eksploderet cykel. Skulle vist være heldig, hvis der kom en bil hver anden dag der.

Oven i den åndssvage lyd, var det et par dage med heftig blæst. Lidt ligesom at krydse Storebælt, lige før de lukker broen for blæst. Første dag havde jeg vinden lige ind i snotten. Smølfen trak det bedste den har lært, men det var alligevel en trættende dag. Bedst som jeg stod og pausede lidt, ude midt på en meget lidt befærdet landevej og havde en lille smule ondt af mig selv over vinden. Mødte jeg ham her. Først en lille mærkelig prik i horisonten. Så kunne jeg se hvad det var.
   
Så meget for at have ondt af mig selv for så lidt. Han kom over for at hilse. Var meget glad for blæsten, der nærmest mosede ham op af alle bakkerne. De foregående dage havde han haft modvind.! Han var på vej fra New Mexico til Alaska!! Kørte derfra med et stort smil inde i hjelmen. Så kunne jeg lære det!

Overnattede i Ely. Kan ikke anbefales. Det er nok verdens kedeligste by. Fandt et billigt motel med internet og det hele, men var for basket til at bruge det til ret meget. Brugte ufatteligt lang tid på, at finde en ordentlig vejrudsigt imellem de 70 kanaler der var i flimmeren. Den sagde selvfølgelig hård vind, men sol. Gad simpelthen ikke blive hængende i Ely, så jeg stod tidligt op og tænkte, at jeg ligeså godt kunne prøve at kæmpe mig gennem vinden. Og kæmpet blev der!

Sidevind! Stort set hele tiden. Fik lige 20 km med ro i hjelmen og vinden i ryggen. Og heldigvis for det da. Da jeg drejede af var der gang i en sandstorm. Kunne ikke se mere end 10 meter frem. Det var ligesom at køre i en bevægelig tunnel. Havde set sandet fyge inde på markerne. Første gang jeg så det, troede jeg at der var en stor brand. Det ser fuldstændig ud som røg fra en brand. Prøvede at tage et billede, men tror at jeg var for langt væk til at man kan fornemme hvor vildt det er.
 

Kunne se at jeg nÃ¥ede St. George før lukketid. Var også meget træt af lyden….som blev værre…og vinden, der kylede mig rundt pÃ¥ vejen. Smølfen er heldigvis ikke sÃ¥ vindfølsom, som andre cykler jeg har haft

Fandt en kæmpe mc-biks. De kunne tage mig med det samme. Rodede rundt og kunne ikke helt hitte ud af hvor lyden kom fra. Prøvede alt muligt….og lidt umuligt ogsÃ¥. Man behøver jo ikke tage alle nøglerne ud af bundtet, kan jo nøjes med at holde ved dem, sÃ¥ de ikke rasler….??!!
Fik lige mit 1500 miles olieskift 75 miles før tid, nu da de var i gang. Efter en times roden var det lukketid. Blev enige om at jeg stod der kl 9 næste dag. Ny…og gammel…mand pÃ¥ sagen. Endelig! Ved kæden sidder der en plastikrulle der holder kæden nede. Den var væk og der var spor af slid fra kæden.. Cyklen er jo sænket og med alt den vægt jeg har pÃ¥, er der ikke plads nok til at kæden kan hoppe lidt op og ned. Fedt at de fandt ud af det. Tænk hvor hurtigt jeg kunne have smadret min kæde. Gider ikke at smide en kæde mere. Det var mere end nok, den første gang ude pÃ¥ autobahnen Tyskland.
Drengene spændte min fjeder op, sÃ¥ Smølfen ikke hang sÃ¥ meget med rø… og nu kan jeg sÃ¥ næsten ikke nÃ¥ jorden. Det vænner man sig nok til. Til gengæld kan jeg mÃ¥ske have en kæde mere end 14 dage. Lyden er væk og jeg er glad.

Måtte hygge på motel i St. George to nætter, da rulle-dimsen lige skulle bestilles. Hyggelig by, af en mellemstor amerikansk en at være.

Da jeg stod op om morgenen skulle jeg ikke bare have Smølfen på værksted, men også mig selv. Er jo kommet ned i varmen nu. Ja nætterne er stadig kolde, men i fredag skulle det blive 25 grader og sol. Så jeg var lige nede og blive vokset. Skulle jo være pæn til fødselsdagen

Har haft en hyggelig dag indtil videre, glæder mig til i aften og musikken.
Når vist ikke parken i dag, men jeg har jo god tid, så måske i morgen. Ses skal den i hvert fald.