Anja Kiilsgaard on tour

Austin var sikkert en helt fed by. Forsøgte da også en tur ind til centrum, for at se et par af seværdighederne. Hoppede på Smølfen ved syv-tiden. Solen var knapt nede og jeg var bare ved at smelte. Når man holder for rødt lys her i landet, tager det evigheder før det skifter, så jeg sad bare der i solen og svedte tran. Kunne mærke at det bare løb ned af kroppen på mig, selv mine trusser var gennemblødte. Svingede ind forbi universitet. Det var stort og flot. Ville gerne have gået en tur, men orkede bare ikke at stå af, stuve alt mc-gearet væk og rende rundt og svede.
Kørte videre ind til 6 th. street. Det skulle være der hvor musikken spillede. Rimeligt mennesketomt, men ok, det var også mandag og ret tidligt. Så jeg opgav simpelthen. Ville hjem i poolen og derefter blive i airconen. Øv, hvor var det altså latterligt. Det her var den første gang jeg bare ønskede at jeg havde en bil. At kunne sætte sig ind i den i normalt tøj, tænde for airconen og stå ud og være nogenlunde afkølet. Det ville bare være et hit.

Kom hjem og hoppe i poolen…..og trÃ¥dte sÃ¥ forkert pÃ¥ min fod. Det føltes ikke rigtig som noget særligt, men blev værre i løbet af aftenen. Da jeg stod op næste dag, kunne jeg næsten ikke støtte pÃ¥ den. SÃ¥ det blev en dag med foden oppe og en bog.
Havde snakket med en mand om min tur, lige da jeg landede pÃ¥ motellet. Ham rendte jeg ind i igen, og han spurgte om jeg ville med ud at spise. Han var pÃ¥ vej til en fiskerestaurant. Det lød jo godt og det blev endnu bedre, da det viste sig at være et cajun-sted. Det var jo en af grundende til at jeg skulle til Louisiana…for at spise cajun-mad.
Det blev en af de dyrere aftener, men maden var god og rigelig. Rejer, krabbe, østers, ukendt fisk og andet godt. Og så selvfølgelig underholdende selskab.

Næste dag var foden bedre, så jeg ville videre.
Austin ligger i et bakket landskab, og jeg tog bagvejene ud af byen. Små snoede veje forbi de største villaer. Fulgte Colorado Floden, så godt jeg kunne. Skulle jo ikke have travlt!!
Havde lavet en gps-rute pÃ¥ forhÃ¥nd, sÃ¥ jeg fulgte bare den….og endte sÃ¥ i en eller anden stats-park, hvor vejen simpelthen holdt op. Øv…MÃ¥tte tilbage. Endte med at køre en kæmpe omvej. Normalt ville det være ok, men jeg havde altsÃ¥ denne her - jeg vil ud af Texas, snart!! - tanke i baghovedet hele tiden.
Var klar over at jeg ikke skulle have alt for travl, men ligegyldigt om jeg tog de mindste veje jeg kunne finde, var de stadig lange, lige og kedelige. Altså efter at bakkelandskabet omkring Austin holdt op, og alt blev fladt igen. Så jeg sigtede mod bjergene i New Mexico og tog den korteste rute jeg kunne finde uden motorvej og alt for store landeveje.

Måtte lige ud og hente kortet, da jeg simpelthen ikke kan huske hvor jeg havde overnattet og hvor jeg havde kørt. Alt er ligesom bare en laaaang landevej ud af Texas. Får blandet dagene sammen, for de var rimeligt begivenhedsløse. Sad bare der på Smølfen, mens vi åd den ene kilometer efter den anden.

En af dagene kom der endelig nogle nogle grusveje, der rent faktisk gik i den rigtige retning og hvor der ikke var “adgang forbudt” skilte over det hele. Glad strøg jeg afsted pÃ¥ den første.
I kan se at jeg ikke helt har nået vest Texas endnu, da der stadig er frodigt.

Røg ud på landevejen igen og var klar til den næste. Kørte ind. Øv, det var asfalt. Vendte om og fortsatte af lidt af landevejen.  
Ombestemte mig, det kunne jo være at der var grus længere inde.
Vendte om igen, men denne gang holdt der en bil og spærrede hele indkørslen. Hvor skal du hen spurgte chaufføren. Forklarede at jeg bare ville køre et lidt mere interessant sted end ude pÃ¥ landevejen. “Jeg vil ikke have dig her” var svaret. Øhhh. Ok sÃ¥.
Spurgte hvordan jeg kunne vide at jeg ikke mÃ¥tte køre der, da der ikke var nogen skilte, udover det der viste løstgÃ¥ende kvæg, og det havde ikke været noget problem i de andre stater jeg har været i. Manden vrøvlede en masse om at hans lam ville dø hvis de sÃ¥ en motorcykel og at det godt nok var en offentlig vej, men at han altsÃ¥ ikke ville have at jeg kørte der. Og som den gode turist jeg nu er, havde jeg ingen intention om at genere ham, men havde sgu mest lyst til at fortælle ham, at hans lam sÃ¥ var de eneste i verden der døde af at se en mc og at hvis han var mere venlig næste gang, ville folk nok være mere tilbøjelige til at lytte til ham….meeen jeg er jo en sød pige og kørte pænt ud pÃ¥ asfalten igen, men jeg blev ikke ligefrem gladere for Texas.

Endelig var grænsen til New Mexico i sigte. Smilet var stort i hjelmen. Hele den store fejl der hed Texas, var snart overstÃ¥et. Synes at jeg har spildt mange dage et dødssygt sted, men pÃ¥ den anden side…nu har jeg ikke mere en romantisk drøm om Texas. Og nu kan jeg da sige at jeg har været der.

Kan også se, at jeg stort set ikke har taget nogen billeder. Har synes at det hele bare var fladt landskab med de her olie-pumper allevegne. Selv inde i byerne.
 
Den lille lyse pumpe var inde midt i den lille by som er på det sidste billede. Og sådan så alle byerne ud. En lang vej midt i det hele med moteller, tankstationer og fastfood.

Krydsede statsgrænsen med at meget højt yiiipiiiiiii inde i hjelmen. Og kørte nogle få miles ind til den første by i New Mexico.
Var inde i en mc-biks og købe kædespray. Snakkede lidt med en fyr, der gav mig et godt tip til en bagvej….med grus. Overnattede pÃ¥ verdens kedeligste motel og kom pænt tidligt afsted næste morgen.
Stadig laaaange lige veje et godt stykke tid. Kunne mærke at jeg havde passeret The Dryline, skellet mellem høj og lav luftfugtighed. Det var stadig over 30 grader, men sveden tapløb ikke af mig mere. Jeg kunne faktisk tage en pause ude midt i alt det flade, uden skygge, og ikke føle at jeg var døden nær. Smilet i hjelmen blev større og større.
Jeg mødte stort set ingen biler og havde ikke nÃ¥et gruset endnu. Til gengæld stod der en flok “bambier” midt pÃ¥ vejen. De flygtede selvfølgelig til alle sider selvom jeg tog koblingen og prøvede at larme mindst muligt.
Stoppede for at ryge en smøg og tage et billede af de der smÃ¥ vindmøller, der pumper vand op til dyrene….og straks kom en flok køer rendende mod mig. Har ikke nogen anelse om, hvorfor jeg var sÃ¥ spændende. Meget nysgerrige, men ogsÃ¥ en anelse nervøse, sÃ¥ de
   
sendte en “spejder” ud for at se mig an, mens de andre blev pænt i baggrunden. Det var sgu lidt sjovt.

Jeg vidste at jeg nærmede mig bjergene, men kunne ikke se dem endnu. Men landskabet var begyndt at ændre sig. Pludselig stod jeg pÃ¥ kanten af en slags dal. Det minde lidt om “hjemme” i Arizona. Jeg var tilbage i ørkenen…og elskede det!

Kom til et skilt, hvor der stod “ingen asfalt de næste mange mil” Jubiii…
Kørte ind pÃ¥ gruset og nød det….de to km det varede. Asfalt igen???? Det kunne ikke passe. Øv. Kunne se at det var lavet fornyeligt. Ikke engang manden fra mc-biksen havde vist noget om det. NÃ¥, det var stadig federe end de kedelige Texas-veje.

Kom op af dalen og sÃ¥ begyndte det for alvor at gÃ¥ op. Steg 1500 højdemeter pÃ¥ under et par timer. Snart snoede jeg mig op gennem dale der mest af alt mindede om Østrig. Masser af smÃ¥ vandløb og træer. Holdt ind pÃ¥ en rasteplads og stod bare der og var lykkelig over at være sluppet ud af “flad-land”
I kan se det flade ude i horisonten, og de begyndende bjerge.
Alt blev bare sÃ¥ anderledes pÃ¥ under et par timer. Landskabet selvfølgelig, men ogsÃ¥ ørkenklimaet. Er gÃ¥et i gang med fugtighedscremen igen, har tuden fyldt med blodige bussemænd og kan tørre tøj pÃ¥ to timer. Meget mere mig. Det her er vejr jeg kan forstÃ¥…..det bliver godt nok pænt koldt om natten nu, men hundrede gange hellere det, end den sauna jeg lige har været igennem.

Kom op til Taos. En “mindre” by i 2200 meters højde. Et rigtig hyggeligt sted. De har faktisk et centrum her. Kan gÃ¥ rundt til næsten alting. Masser af gallerier, cafeer og
  
pling-plong-forretninger med hippie ting. Og så er arkitekturen meget spansk. Her er rigtig pænt i forhold til de fleste byer jeg har set. Omkring centrum i hvert fald, ude i periferien ligner det enhver amerikansk forstad.

Rodede længe rundt efter et motel til en ordentlig pris, men alt var smadder dyrt. Endte længere og længere væk fra centrum. Havde fået rigtig ondt i bagen af de mange timer på texanske veje, så jeg havde bestemt, at jeg ville blive et par dage og pleje min ømme bag.
Fandt så heldigvis dagens bedste tilbud, stort set i centrum. Fedt!!! Glædede mig til at spadsere rundt i hyggen. Meen kom i snak med receptionisten, Brian, og vi endte med at have en rimelig våd aften ude i byen.
Han har bestemt at han vil arbejde et år, for at skrabe penge sammen til en Europa-tur. Er tjener på en restaurant om dagen og er på motellet om aftenen. Får 8$ i timen for motel-jobbet og 4$ på restauranten, plus drikkepenge selvfølgelig. Det er altså en ting jeg stadig skal vænne mig til. At det er drikkepengene de lever af, da lønnen i sig selv, jo nærmest er til grin. Er vist alt for nærig i følge amerikansk målestok og glemmer det ovenikøbet en gang i mellem. Undskyld

Brian bor i telt udenfor byen, for ikke at bruge alle pengene på at bo. Vil gerne leve af at skrive, men det er jo ikke så nemt. Lidt en sær snegl, men vi havde en sjov aften.

Desværre udmøntede den sig sÃ¥ i tømmermænd, der ikke burde have været sÃ¥ slemme. Tror der var lidt højdemeter og for lidt væske…altsÃ¥ uden alkohol…involveret.
Brugte så hele dagen i går på ikke at lave nogetsomhelst. Holdt søndag med film i flimmeren og cola på dåse.

Havde egentlig bestemt mig for kun at blive to dage, men slapperdagen i går, gjorde at jeg blev hængende en ekstra dag.
Har vasket, shoppet efter smÃ¥ting jeg manglede, fÃ¥et vokset stænger, hygget pÃ¥ en cafe og hang fast i en tibetaner-biks med en vældig interessant dame i tre timer. Vi fik vist lige ordnet hele verdenssituationen….op til flere gange
Har mødt tre forskellige folk, der uafhængigt af hinanden har fortalt, at de kun skulle være i Taos nogle fÃ¥ dage, men nu har været her flere Ã¥r. Stemningen er rigtig fed, lidt hippie-agtig. Har ogsÃ¥ lyst til at blive, men priserne siger nej….selvom bÃ¥de Smølfen og jeg
hygger vældigt her på motellet.

Det er åbenbart en by der er svær at slippe ud af, men jeg har pakket og kører i morgen.
Skal jo endelig ud på noget grus og snoede veje

Overlevede at sove i teltet i de der 25+ grader…men ogsÃ¥ kun lige. LÃ¥ ovenpÃ¥ soveposen, men mÃ¥tte smide den til side og bare ligge der pÃ¥ underlaget….og stadig svede. Havde alle “døre” stÃ¥ende Ã¥bne, men vÃ¥gnede ved ved fire-tiden, fordi jeg kunne høre tunge drÃ¥ber pÃ¥ teltdugen. MÃ¥tte lukke det hele til, og sÃ¥ blev det for alvor en svedehytte. Gik op i fællesstuen for at køle bare lidt af i airconen. Og bestemte mig pÃ¥ stedet til, at det blev moteller det næste stykke tid.
Campingen var ellers fin. Der rendte hele fire påfugle rundt. Kunne ikke lige få ham til at slå halen ud for fotografen, men det gjorde han så selvfølgelig senere, da jeg ikke lige havde kameraet ved hånden.
Hvordan er det lige at man flyver med sÃ¥dan en hale???!!! De sad langt oppe i træerne om natten…..

Kørte ind til Corpus  Christi tirsdag morgen og fik sat rullen på. Ikke mere handicappet Smølf. Jeg følte mig meget lettet, da jeg satte kursen nordpå langs kysten.
Min veninde Bibi, havde ramt hovedet pÃ¥ sømmet, da hun skrev…at jeg havde tabt mit fodfæste. Skal huske at det ikke er mÃ¥let, men turen der er det vigtige. Lovede mig selv, aldrig at have sÃ¥ travlt igen. Det gÃ¥r bedst nÃ¥r jeg ikke rigtig har et mÃ¥l for dagen, men bare en retning. Stopper nÃ¥r jeg føler for det og ikke skal være et bestemt sted. Det er der de fede oplevelser kommer.

Havde ikke kørt mere end omkring 50 km fra Corpus, da jeg kom til Rockport. En sød lille by, helt ude ved vandet. Der lå det her motel, nærmest helt ude i vandet.
  

Ville egentlig bare høre hvad prisen var sådan et sted og så køre videre, men damen der havde stedet var sød og jeg trængte til at være et dejligt sted, og få samlet kroppen og sjælen sammen igen. Finde ud af hvad det egentlig var jeg gerne ville og hvor jeg ville hen. Så jeg blev og hvor var det godt.
Man kunne bo i det der hus pÃ¥ stylter, men det var bare pænt dyrt, sÃ¥ jeg nøjedes med et værelse “pÃ¥ land” omme bagved.
Jeg hang ud, slappede af og kunne slet ikke finde ud af at komme derfra igen. Jeg endte med at blive i tre dage. Det var så min badeferie ved den Mexicanske Golf.
Det var stadig urimeligt varmt, men der var lidt brise, så det var til at overleve. Holdt mig mest indendøre midt på dagen, og tog så til stranden ved fem-tiden. Ville jo ikke risikere at blive totalt forbrændt. Så endelig fik jeg min svømmetur i Golfen. Og den var varm som
et badekar. Man blev faktisk kølet mere ned ved at stå og være våd i vinden. Men dejligt var det.
Der var meget lavvandet. Gik og gik, men vandet blev aldrig dybere end til midt pÃ¥ lÃ¥ret, men det kan jeg da ogsÃ¥ sagtens bade i. Men jeg mÃ¥ sige at….der er sgu ikke meget der slÃ¥ Vesterhavet pÃ¥ en dejlig sommerdag

Købte friske rejer. Og ja de kan sagtens laves i en mikroovn. Og de smagte fantastisk.
Hang ud på broen sent om aftenen, hvor drengene fiskede. De flåede bare fisk op. En fyr fiskede efter små fisk, som han kunne bruge som madding i en krabbe-fælde. Han nåede kun lige at smide snøren i vandet og så var der bid. Det tog længere tid at få maddingen på, end at hive endnu en fisk op.
Drak øl med naboerne. Et ungt par. Pigen var blevet totalt forbrændt ved at sidde i bilen, med armen ude af vinduet. Fuldstændig krebserød var hendes arm. Var vældig glad for min beslutning om ikke at koge pÃ¥ stranden hele dagen…..og jeg tÃ¥ler det endda nok lidt bedre en hun gjorde.
I det hele taget hyggede jeg mig enormt, men det bedste var, at jeg kunne føle at jeg blev fyldt med ny energi. Var klar til endnu en tur pÃ¥ de støvede veje…….Men hvor skulle jeg hen????????????
Havde stor lyst til at se Louisiana, men blev det for varmt?? Udsatte beslutningen. Skulle jo til Galveston efter det der dæk, så havde lidt tid endnu.

Forlod Rockport…mit lille paradis i Texas….og kørte mod Galveston. Tog mig god tid denne gang. Masser af omveje. De er altsÃ¥ bare ikke særligt spændende. Fandt en grusvej. Den var lang lige og nærmest kedelig. Hmmm….. Savnede bjergvejene.

Galveston ligger mest pÃ¥ en ø lige ud for fastlandet Der var kun 40 km til stedet hvor dækket stod. Kørte rundt for at lede efter et sted at sove. Hmmmm….En camping uden skygge. Sindssygt dyre moteller. Øv…Hvad nu.
Kom forbi en bar. Woodys. Der holdt en del Harleyer og der så fedt ud. Lige ved siden af stranden og ikke rigtig nogen naboer. Der var fredag, så der var gang i den.
Fik den her skøre ide….Jeg ville satse pÃ¥ heldet…eller sove pÃ¥ stranden. Tænkte at, mÃ¥ske mødte jeg nogen, der ville invitere og hvis ikke…..SÃ¥ fik jeg en fest ud af det. Nogle øl og jeg ville jo nok være ret ligeglad med hvor jeg sov.
Kom dog ret hurtigt i snak med et par gutter…Billy og Hatchet…..ja, endnu engang slog min gammelmands-magnet til. De tilbød at jeg kunne slÃ¥ mig ned i deres autocamper. De virkede meget tilforladelige, og camper med aircon, lød da bedre end stranden.
Vi kørte hen og smed Smølfen. Tog videre pÃ¥ en anden bar, hvor der var livemusik og det hele. Lærte at spille et sjovt spil. Noget med et langt brædt, noget sand og nogle dimser man skulle fÃ¥ til at glide rundt i sandet. Jeg bankede dem begge to eftertrykkeligt….Fnis…
Det må vi have indført i Danmark. Det var ret sjovt.
Tilbage og sove i camperen. Stod op og sagde mange tak til Billy. Hatchet var taget pÃ¥ arbejde. Vi snakkede, sÃ¥ jeg kom en del senere afsted end jeg havde regnet med. Det var jo lørdag, sÃ¥ sidste chance for at ordne dæk-ting de næste par dage. De har lukket søndag og mandag. Men stadig i ok tid. Drengene havde ellers inviteret til at blive….eller komme tilbage, men jeg synes at jeg havde set fest nok.
Endnu engang havde jeg mødt flinke folk, der bare ville hjælpe og underholdes af hende der udlændingen

Kørte til League City, en forstad til Houston, hvor mit dæk ventede.
Tosserne havde sÃ¥ bestilt det forkerte. I det hele taget virkede det ikke, som om det var studenterhuen der trykkede i det værksted. NÃ¥, dækket havde knopper og var ikke helt ved siden af….og jeg skulle bare have et nyt pÃ¥. Det gamle var begyndt at nærme sig det kriminelle.
De havde heldigvis tid til at smide dækket på med det samme, så jeg kom rimelig hurtigt ud af døren.

Jeg havde jo udsat og udsat beslutningen om hvilken vej jeg skulle køre. Alligevel tror jeg godt jeg havde vist, faktisk i flere dage. at jeg var på vej vestover igen.
Min hjerne havde vendt øst-vest-spørgsmålet 10.000 gange. Masser af argumenter for og imod.
Der var selvfølgelig varmen og luftfugtigheden, men det der nok fik mig overbevist om at tage vestpå igen, er at kørslen her er så ufattelig kedelig. Hvis jeg var på en anden slags mc, som min Transalp, havde det måske været en anden sag, men Smølfen er ikke ligefrem bygget til at drøne mange km på en kedelig landevej. Vi lider begge i vejret og trænger til lidt snoede grusveje. Så ja, jeg er på vej over mod Rocky Mountains igen. Har retning mod Colorado. Der skulle være pænt.

Jeg havde bestemt at jeg ville køre midt ind igennem Houston. SÃ¥ var min retning ud af byen, mod nordvest, nemlig den rigtige. Enten lige igennem eller en allerhel….. lang ringvej rundt om det hele. Ringvejen ville bare betyde mere kedelig motorvej, med fastfood og supermarkeder som eneste udsigt. Gab!
Bedst som jeg kommer afsted. Nærmest på smeltepunktet af at stå i et varmt værksted i store bukser og støvler. Ja, så holder gps´en op med at virke. Arrggghhhhh!!!! Ikke nu. Ikke i en storby. Holdt ind og baksede med instrumentet. Så virkede den og to minutter efter var alle gaderne væk igen. Pis!!!!
Var varm og træt….og havde vel lidt tømmermænd fra Galveston. SÃ¥ et motel og besluttede at lave et pitstop der til næste dag og fÃ¥ orden pÃ¥ sagerne.

Fik fikset gps´en og en god nats søvn. Var klar til at drøne gennem Houston. Selve centrum var ikke så stor. Det er alle forstaderne, med deres uendelige jungle af de sædvanlige bilforhandlere, fastfoodsteder, benzintanke, banker og supermarkeder, der får det til at virke gigantisk. Alt ligger linet op langs de store indfaldsveje. Spredt ud over et kæmpe areal. Samme koncept i hver eneste by jeg har været i. Alt er lavet til at man kan komme rundt i bil, så det er dømt totalt betonjungle.
Der løber somregel en vej ved siden af motorvejene, hvor alle forretningerne ligger. Kørte der, så jeg havde tid til at se mig omkring og Smølfen ikke skulle køre motorvejs-tempo.
Måtte dog op på freewayen over en bro. Kunne se skyskraberne i centrum og ønskede endnu engang ,at jeg kunne tage billeder ved at blinke med øjnene.
Rundt i loops og motorvej i flere etager. Blev nærmest skudt ud af hele møllen, på den anden side af centrum. Holdt ind for at få vejret efter vanskelig gps-kørsel i alt for højt tempo og for at tage et billede.

Havde sat kursen mod Austin. Har hørt mange mennesker tale godt om byen…og sÃ¥ lÃ¥ den i den rigtig retning. Mod nord-vest.
Tog bagveje i starten, men det førte mig bare ud på nogle lange omveje i helt forkerte retninger. Og der var ikke så meget at se. Det minde faktisk lidt om Danmark. Marker, landbrug og små byer. Bevares, husene var anderledes, men ellers almindeligt landbrugsland.
Skal huske mig selv pÃ¥ ikke at have travlt, men jeg vil rigtig gerne snart ud af The Lone Star State og over til bjergene. Fik faktisk grineren af at tænke pÃ¥, at de har sÃ¥ travlt med at deres stat kun har en stjerne….
Nulrede de sidste 60 km af hovedvejen. Blev overhalet af alt. Skal ikke have ødelagt Smølfen igen, sÃ¥ det gÃ¥r lidt langsomt. Synes at det var fantastisk kedeligt at køre der. Fik gang i min I-Pod og skruet godt op for rocken….og ligepludselig var det hele meget sjovere.

Ankom til Austin sent i gÃ¥r. Har bestemt mig for at tage en ekstra dag her. Det skulle være en rigtig ung og levende by, med masser af livemusik. Vil prøve at finde noget i aften……men det er jo mandag….

Fik den her tossede ide om at jeg var bagud. At skulle jeg længere østpå, så skulle det være nu og hurtigt inden sommeren rigtig fik fat. Fik ind i hovedet at jeg skulle drøne tværs over Texas, så hurtigt som muligt, og hoppe på hovedet i den Mexicanske Golf, på en skøn hvid sandstrand.
Det lyder ogsÃ¥ meget fedt altsammen, men…………

Afsted, afsted. Kursen var sat mod Corpus Christi på Golf-kysten. Krydsede grænsen til Texas midt i noget meget fladt, kedeligt landskab. Bare se bag skiltet, hvordan der ikke er meget at se på, for slet ikke at tale om skygge.
 
Læs sÃ¥ ogsÃ¥ lige hvad der stÃ¥r forneden….De er sgu skøre heromkring

Kørte bare hele dagen. Ville over til vandet, og så kan jeg godt blive en smule stædig. Der var vel omkring 1000 km derover.
Tog et par hundrede km på motorvej, men det blæste op, så det blev hurtigt en meget tvivlsom fornøjelse. Holdt ind på en rasteplads. Havde efterhånden ondt i røv.. og var træt af at kæmpe med vinden. Og så stod der forøvrigt på et skilt, at der var 90 miles til næste stop. Inde på toilettet stod en dame, der så meget lettet ud over at se mig. Hun og veninden havde set mig skøjte rundt derude fra deres bil, og var blevet en anelse bekymrede for mig. Så de var meget glade for at se at jeg var ok. Snakkede lidt med forskellige mennesker, der jo kunne se min Idaho-nummerplade, og synes derfor at jeg var langt væk hjemmefra
Den bedste tilfældige samtale var med et par fyre fra Corpus Christi, der havde en mc-udlejning der. De kunne hjælpe mig med er nyt fordæk…..Smølfen trænger i den grad til nye sko foran.
NÃ¥ kunne jo ikke stÃ¥ der og blomstre hele dagen. Havde godt nok hÃ¥bet, at en eller anden ville tilbyde Smølfen og mig et lift østpÃ¥…..for sÃ¥ sjovt var det heller ikke at køre i den blæst. Men det blev pÃ¥ den hÃ¥rde mÃ¥de.
Der er tit en hovedvej der følger motorvejen. Det blev min vej, så jeg ikke skulle ligge der og blæse sidelæns rundt mellem lastbilerne.

Var inde for at fÃ¥ et rum i en eller anden by pÃ¥ vejen. Alt udsolgt! Øv! Videre til næste by. Og her er jo “kun” 70 km mellem smÃ¥byerne. Alle normale moteller var ogsÃ¥ udsolgt i Sonora, men der var et lidt mistænkeligt billigt et tilbage. Der havde vist været en brand et sted, sÃ¥ folk var blevet evakueret til moteller i omegnen.
Var bare træt, så jeg skulle bare have en seng. Det så rent nok ud og var den eneste løsning, hvis jeg ikke ville betale en bondegård for et vold-dyrt sted.
Fik slæbt tingene ind, tog et bad og plantede mig foran Weather Channel. Og sÃ¥ blev værelset levende. Har ikke set sÃ¥ mange….og sÃ¥ store…kakerlakker siden….ja ikke engang i Indien var det sÃ¥ slemt. Fik hoppet pÃ¥ et par stykker. Huskede at smide de døde udenfor eller i lokummet. Har jo hørt noget om at familien kommer til begravelsen, hvis man bare lader dem ligge Hang alt mit bras op pÃ¥ kroge og knager og hÃ¥bede pÃ¥, at der ikke ville flytte noget uvelkomment ind i min toilettaske. Det tyndede ud i dyrelivet pÃ¥ gulvet. Jeg fik mig selv overbevist om at…… de da ikke kommer op i sengen…….og faldt i søvn.

Fra Sonora gik det af de mindste veje jeg kunne finde mod Corpus. De er stadig ikke så små, men så til gengæld forholdsvis kedelige.
Kunne pludselig høre den der irriterende lyd af metal mod metal. Og ja, jeg havde ødelagt rullen over kæden igen. Tror at det var for meget for Smølfen med motorvej i så lang tid. Kæden må vibrere meget ved de høje hastigheder og så river den rullen i stykker. Havde kørt med ørepropper på motorvejen, selvom jeg hader det. Og havde derfor ikke hørt at der var noget galt.
Kunne se, at ikke bare rullen var væk, men kæden havde lavet dybe spor i metal-pinden der holder rullen. Øv! Måtte sætte farten betydeligt ned, for ikke at ødelægge mere. Og så håbe at der var en ordentlig Suzuki-forhandler i Corpus.

Var inde pÃ¥ en “cafe” og fÃ¥ frokost. Jeg spurgte efter et godt Texas-kort. Det har været umuligt at finde et detaljeret kort endnu. Damen der, sendte mig en anden vej end jeg selv havde tænkt mig at køre. Der er et mc-stop???? prøv at spørge der….og sÃ¥ er vejen pænere, sagde hun.
Vejen var pænere. Lidt bakket, med sjove sving. Nok de første sving jeg har set de sidste 600 km. Og så kom mc-stoppet. Det lå et par miles fra alting. Ingen camping eller noget.
Bare den her bar og så en butik med Harley-dimser.

Holdt en lang pause. Fik strammet kæden, og kigget efter kort. De havde heller ikke noget. Det viser sig at offroad ikke er det helt store her i Texas. Man cruiser pÃ¥ sin Harley….pÃ¥ asfalt.

Er i det hele taget ikke sælig imponeret over naturen her. Det eneste der ændrede sig gennem Texas, er størrelsen på bevoksningen. I Vest-Texas er det små buske. I øst er buskene blevet til små træer, ellers er det stort set det samme. Lange kedelige lige veje.
Ikke sÃ¥ mange smÃ¥veje, selv grusvejene er bare lange, lige og kedelige. Og sÃ¥ ender de stort set allesammen ved en stor port, hvor der stÃ¥r…adgang forbudt. SÃ¥ jeg følte lidt, at det var ligemeget hvilken størrelse vej jeg tog. De var lige kedelige allesammen.

En anden ting der sÃ¥ har ændret sig enormt er luft-fugtigheden. Her er simpelthen ikke til at være. Den anden dag var her 42 grader og en usandsynlig høj luftfugtighed. Man sveder selv om man overhovedet ikke rører sig. Det er stort set umuligt at lave noget. Selv pÃ¥ tv beder de folk holde sig indendøre foran aircon´en. De sidste par dage har vi “kun” haft omkring de 30-35 grader. Og mig der bare hader høj luftfugtighed. Kan ikke tænke i det her vejr.

Nærmede mig Corpus Christi. Havde den her smukke ide om, at køre helt ud til vandet og bare hoppe i. Jeg blev sÃ¥ klogere. Kørte vel 30 km gennem by, by og by. Klokken var omkring otte og sÃ¥ gÃ¥r solen altsÃ¥ ned pÃ¥ de her breddegrader. Ville lige smutte forbi Suzuki-biksen. Det kunne jo være at de havde længe Ã¥bent. En flok ikke alt for venlige mennesker var ved at køre mc´erne indenfor. De fortalt at der var mindst 40 km til stranden, sÃ¥ jeg ville bare snuppe et motel. Og sÃ¥ begyndte helvedes-timen. Ikke noget der lignede et billigt motel. Alt var endeløs asfalt-jungle og moteller der kostede dobbelt sÃ¥ meget som “normalt”….for mig.
Endte efter mere end en times forvildet køren rundt, med bare at køre ind et sted. Da damen i receptionen fortalte prisen, fik jeg tÃ¥rer i øjnene. Var bare sÃ¥ træt og kunne slet ikke have, at den drøm jeg havde kørt efter….hvide sandstrande…ikke bare sÃ¥dan gik i opfyldelse. Da hun sÃ¥ vandet stÃ¥ højt i øjnene pÃ¥ mig, slog hun 15$ af prisen. Det var stadig urimeligt, men jeg sagde ja, da klokken nærmede sig 22, og nød hvert et øjeblik i det kølige motel.

Havde bedt om vækning, men det glemte de sÃ¥. Fik en helt forkert start pÃ¥ dagen, da jeg gerne ville have været hos Suzuki-stedet ret tidligt. Trælse afvisende mennesker, men jeg fik da min rulle bestilt….og en ekstra, hvis det skulle ske igen.
Drønede videre ud til fyrene med mc-udlejningen, for at se om de kunne skaffe et dæk. De kunne ikke få den rigtige slags, men Shawn, som ejeren hed, lånte mig en telefon, så jeg har bestilt et dæk, der står klar i Galveston.

Det er Memorial-weekend denne weekend. Det er amerikanernes start pÃ¥ sommeren. Alle tager pÃ¥ forlænget weekend, sÃ¥ alt der bare mindede om en campingplads eller et motel, var totalt optaget. SÃ¥ kunne jeg selvfølgelig slÃ¥ teltet op pÃ¥ stranden. Men prøv lige at forestille dig en strand uden skygge…overhovedet…. i 35-40 graders varme. Selv brisen der kommer fra havet er sauna-varm, og fugtig. Ville ikke udsætte hverken Smølfen eller mig for det. Kørte ud til vandet, men det hele var sÃ¥ varmt, at jeg ikke engang gad at stÃ¥ af og mærke vandet. SÃ¥…Nu har jeg set Den Mexicanske Golf, men ikke rørt den. Og det var jo ikke lige planen.

Fandt heldigvis et rigtig skod-motel, der ikke var optaget, til en “billig” penge. Havde stadig ikke set noget som helst pænt i Corpus Christi, selvom jeg kørte rundt i timevis.
Det meste så sådan her ud. 
 
Var rigtig ked af at flygte fra stranden, men det var bare for varmt. Kom i snak med naboen på motellet, en ung fyr på 30. Vi sad udenfor til klokken fire om morgenen, hvor det så stadig var omkring de 25 grader, og snakkede om alt muligt. Det var en af de mere interessante samtaler jeg har haft i et stykke tid, så måske var Corpus ikke så forfærdelig alligevel.

Og dog…..Da jeg mødte op til leveringstid hos Suzuki-biksen, havde de da i hvert tilfælde aldrig sagt, at dimsen ville komme næste dag, selvom jeg havde betalt kassen for det. Kan jo desværre bare ikke rÃ¥be en hel masse og skride. Har jo brug for rullen. Øv. Kom bare til at hade det her sted endnu mere. Hænger fast indtil tirsdag….mindst. (En hel masse bandeord!!!!!!!!!!!!!)
Prøvede lige at snige mig mod stranden igen, men måtte altså opgive. Kan bare ikke overleve derude.
Burede mig inde på motellet to dage. Fuld høvl på aircon´en.
Når man går ud, føles det lidt ligesom at gå i dampbad. Fatter slet ikke at folk lever her.

Blev enig med mig selv om, at jeg da ikke bare kunne sidde der og glo. Så jeg hankede op i mig selv i dag og flyttede til en camping plads. Nu er folk jo på vej hjem fra weekend, så der er plads igen. Har siddet inde hele dagen. Dels for at skrive til jer, men også for at slippe ud af den ulidelige varme. Selv ude ved poolen er der for varmt.
Glæder mig til at se hvor fedt det bliver at sove i telt i nat….ca 25 grader…..

Det blev vist lidt af en lang klagesang. Men jeg synes sgu ikke at det har været de aller-fedeste dage. Vil bare væk herfra. 
Jeg føler at jeg mister min frihed, nÃ¥r Smølfen ikke er pÃ¥ toppen. Kan ikke bare skride, hvis jeg ikke bryder mig om lugten i bageriet. Og tro mig…hvis jeg ikke skulle vente pÃ¥ rullen, var jeg langt væk. Kan nemlig lige overleve varmen nÃ¥r jeg triller afsted pÃ¥ Smølfen.

Er i syv sind med hvad jeg skal gøre nu. Skal selvfølgelig til Galveston efter mit dæk, forhÃ¥bentlig i morgen. Men hvad skal jeg sÃ¥??????? Mere øst og mere ulidelig varme….eller vest, tilbage i bjergene. Vejret har ikke været for godt vestover det sidste stykke tid, sÃ¥…..?????

NÃ¥. Det vil tage et par dage at komme til Galveston, mon ikke min mave har bestemt sig for noget inden da.