Anja Kiilsgaard on tour

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, havde jeg besluttet at blive hængende et par dage i Salida, for at mødes med Sonny fra Tenere Klubben.

Han landede lige i tide til en grillaften hos Duke og Tami.
PÃ¥ vejen hjem til vores hostel, synes vi lige at vi ville smutte forbi en bar og se om der skete noget spændende. Og det gjorde der Ã¥benbart…. 
Sonny er nok næsten bedre til at feste end jeg er

Barerne herovre kan være ufatteligt morsomme, da det vælter rundt med sære
mennesker. Og da Sonny nærmest er en magnet for dem, havde jeg en del at grine af.
SÃ¥ i hvert fald det mærkeligste spil pool jeg nogensinde har set. Og der var vist noget med nogle kvinder der ville have ham med hjem….Og sÃ¥dan gik hele aftenen sÃ¥.
Vi hang ud med Tim som var pÃ¥ en par tusinde km lang cykeltur…trædecykel. Han boede ogsÃ¥ pÃ¥ hostellet.
 
Næste morgen brugte vi en halv dag pÃ¥ at beslutte os for ingenting…..Tømmermænd.
Sonny skulle lige have skruet et par tiltrængte reservedel på KTM´en. Den cykel har
altså fået nogle seriøse prygl.

Hvis i vil læse om hans tur har han en engelsk ADV-side http://www.advrider.com/forums/showthread.php?t=214637

Drengene havde set at det var “Ladies night” SÃ¥ de var helt vilde for at gentage succesen fra natten før. Der var da ogsÃ¥ mange piger, og jeg var nærmest ved at falde ned af stolen af grin, da en af de lokale fortalte at vel halvdelen var lesbiske…..fnis…….
Lidt pool, shuffleboard, dans og dart senere lukkede biksen, og festen var forbi.

Sonny skulle videre og mødes med Allan i Denver. En anden Tenerist, der havde en uge på lejet offroader i Colorado.
Jeg havde egentlig en plan om at køre mod Moab.
Planen blev så udsat lidt. Som en del af jer ved, er jeg ikke så god til tømmermænd, så jeg blev under dynen og gloede fjernsyn og spiste fritter.

Næste morgen var jeg frisk som en havgasse, og var klar til at køre over Marshall Pass, og videre vestpÃ¥. Kørte de smÃ¥ tyve km op til grusvejen der førte over passet. Hmmm….. Store sorte skyer… Da jeg sÃ¥ det første lyn, ombestemte jeg mig ret hurtigt. Skulle bare ikke fanges i lyn og torden oppe pÃ¥ et skaldet bjerg. SÃ¥ den stod pÃ¥ hovedvej. Kedeligt fordi jeg allerede havde kørt den vej en gang.
Kom til Montrose og fandt et billigt og hyggeligt motel. Vejret viste sig fra den spektakulere side, og hele aftenen havde jeg det flotteste lysshow.

Vejret er ret mærkeligt. Det er det de kalder monsunsæson lige nu. Det starter som regel skyfrit om morgenen, og så bygger skyerne op i løbet af eftermiddagen. Tit er der bare lyn og torden, men ingen regn. Andre gange regner eller hagler det i et kvarter, for så at klare op igen.
Colorado er jo bjerge, og oppe i højderne sker der især underlige ting. Man kan køre ud af en by som Salida, som ligger i lidt over 2000 meter, i strålende solskin. Krydse et af passene i ca 3500 meter, hvor det så står ned i stænger. Efter 5 minutters kørsel ned igen, har du så sol igen. Det skifter simpelthen så meget, så man skal være forberedt på lidt af hvert.
De lokale siger “Hvis du ikke kan lide vejret i Colorado, sÃ¥ vent 5 minutter”
Bare i dag vågnede jeg op til regn, så havde vi 25 grader og blå himmel, nu ser det ud som tordenskyerne er ved at rulle ind igen. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, vil det klare op igen til aften.

Montrose ligger tæt på Black Canyon, så jeg bestemte mig til at beholde værelset og tage ud på ekspedition uden al bagagen. BC er en National Park, og jeg har købt sådan et årskort. Så man kan ligesom sige, at jo flere parker jeg besøger, jo billigere bliver det
Det var da flot, men jeg tror at jeg er blevet mæt af store huller i jorden.
 
Det fedeste var næsten vejen derude. Godt nok asfalt, men fede sving.
Jeg tog vejen der gik helt ned til floden. Den var stejl!!! 16% stigning. Damen fra motellet havde fortalt at hun havde brændt sine bremser af, ved ikke at bruge motorbremsen.
Men selvom jeg kun var i 2. gear da jeg kørte ned, var Smølfen nærmest ved at rende fra mig alligevel.
Det var ikke til at holde nogen steder og få kameraet frem, så i kan få fornemmelsen hvor stejlt der egentlig er. Men prøv lige at lægge mærke til bilen der er på vej op bagved Smølfen.

Havde udset mig en grusvej til hjemturen. Startede ud mellem bondegårde, på en helt almindelig grusvej, men efterhånden blev den mere stejl og stenet. For så til sidst at ende i noget meget mærkeligt landskab. Det var ligesom store sanddynger. Følte helt seriøst
at jeg var landet pÃ¥ mÃ¥nen. Det var meget tørt og uvenligt og lÃ¥ helt umotiveret midt i alt klippe-landsskabet. Havde retning mod noget der hed “lossepladsvej” sÃ¥ jeg troede i et stykke tid, at det var Ã¥rtiers formuldet skrald jeg kørte rundt mellem. Fik sÃ¥ senere fortalt at det faktisk er et naturligt fænomen. Noget med noget gammel havbund af en slags. Det var faktisk ogsÃ¥ for underligt til at være menneskeskabt.

Forlod Montrose næste dag, af noget mere grus. Denne gang var det helt normalt, indtil jeg mødte den her “vandvogn” der spredte noget klistret stads, de bruger til at holde støvet ned pÃ¥ vejene. SÃ¥ blev vejen lidt mere ligesom en glidebane. Det var heldigvis ikke et særligt langt stykke, men bagefter sÃ¥ Smølfen ud som om vi havde leget mudderræs i timevis.
Ellers tullede jeg bare rundt på nogle dejlig nemme veje.

Sad der og nød udsigten, da det pludselig gjorde lidt ondt på min arm. Aghrrrr. Der var noget der stak mig indenunder safety-jakken.
Fik parkeret og hevet den der net-jakke af, for at opdage, at et eller andet ondt dyr havde bidt mig fem gange på overarmen. Røde knopper hævede op i ekspresfart. Fik fumlet noget lindrende creme frem. Det gjorde pænt ondt. Tror at det var en edderkop, men hvordan den er kommet derind og ventet i 2 timer på at æde mig, er mig en gåde.
Måtte lige snige mig igennem en ko-flok, inden jeg endte ude ved en smuk udsigt, en flok hårnåle og slutningen på grusvejen.
Det første billede er vejen ned…altsÃ¥ det der zigzag ned af bakken ovre til venstre. Det andet er det sidste smukke stykke langs floden, inden jeg ramte hovedvejen igen.

Resten af vejen til Moab, Utah, stod den på landevej. Kom dog lige forbi det her underlige sted, som jeg havde læst om i guidebogen.
Det er et hus bygget ind i klippen. Det var en fyr med danske rødder der byggede det sin kone. Da han døde overtog Erik stedet. Han er fra Herning, men har boet i USA siden han var otte. Vi fik os en lille snak på noget der lignede dansk. Oprindeligt var det bare en bolig, nu er det er blevet en sindssyg turistfælde, med souvenir-butik, guidede ture og mærkelige ting allevegne. Som i kan se samler han på danske skilte. Han var meget stolt af den danske nummerplade. Sjovt dog at kunne se på skiltet, hvor lang der er til Herning.
  

Jeg var kommet ned i varmen igen. Faktisk var det ikke bare varmt, men hedt!!!
Moab ligger kun i 1200m. Og sikke en forskel fra de køligere bjerge i Colorado.
Som de siger i Rocky Mountains ” det er alt sammen ned af bakke herfra”

Jeg var egentlig taget til Moab for at se National Parken Arches. Og fordi onkel Ed fra Boise, havde sagt, at hvis jeg skulle have lavet noget på Smølfen, var der et godt sted i byen. Jeg skulle have et nyt koblingsgreb. Var temmelig træt af kun at køre rundt med et halvt. Og så trængte Smølfen vist til et nyt fordæk og et olieskift.
Det var sen eftermiddag, da jeg trillede ind i Moab. Kunne ikke finde Arrowhead Motorsports….Overhovedet.
Efter at have kørt rundt og spurgt folk, og samtidig tjekket moteller ud, var jeg blevet temmelig overophedet. Ingen kendte til stedet, så jeg satte mig ned i skyggen på fortovskanten. Hev laptoppen frem og håbede på en eller anden internetforbindelse ville dukke op. Yes!!!! Tak til en tilfældig cafe. Fik adressen plottet ind i gps´en. Lagde samtidig øre til de forbipasserendes kommentarer. En ville ønske at han havde sit kamera med. Synes åbenbart at jeg var et sjovt syn. Siddende der på kantstenen, i fuld mc-uniform med en laptop på skødet, mens jeg vold-svedte.
Kørte ud til Arrowhead. Kunne bedre forstå at ingen kendte det. Værkstedet lå i en baghave, ude i et almindeligt beboelseskvarter. Lukket!!!!! Øv!!

Fandt det billigste motel jeg kunne. Ville absolut ikke sætte telt op i den hede. Skulle så senere vise sig at natte-temperaturen var til at leve med, men jeg fik da ordnet noget internet-gøjl.
Tidligt op og ud til Arrowhead. Fred, som ER stedet, tog imod. Vi fik bestilt mit koblingsgreb og sludrede en del.
Så tilbød han at jeg kunne slå lejr i hans værksted. Ræsede ind for at pakke mit bras sammen på motellet inden check-ud-tid. Brugte resten af dagen på at hænge ud og snakke.

Det er ikke hver dag at jeg har sovet mellem mc-reservedele og motorolie

 Synes at det var alt for varmt til sightseeing. Bare tanken om, at stå af Smølfen for at tage billeder i den hede, var for meget, så jeg ville vente til lige før solnedgang. 
Fred spurgte pludselig om jeg havde lyst til at køre i bil op til Arches, så jeg kunne tage billeder iført normale sko og ikke de der kæmpe mc-støvler. FEDT!!!! Selvfølgelig havde jeg det. Helt mærkeligt at skulle køre i bil. Næste spørgsmål var, om jeg vidste hvad en Corvette var???!!!! Sikke et spørgsmål!!!!!!! Og så trillede han den fede Corvette ud af garagen.
SÃ¥ min aften gik med at se Arches fra en Corvette. Det var lige til at klare……..

 

Næste morgen stod jeg tidligt op, for at besøge Arches en gang til, inden det blev alt for varmt. Vi var kommet lidt sent afsted aftenen før, så jeg fik ikke set det halve inden det blev mørkt. Og det var helt sikkert værd at se.
Når man kører ind i Arches, ja faktisk bare i Moab-området, er det som at lande på en fremmed planet. Det særeste landskab åbenbare sig. Mærkelige klippeformationer i rå mængder. Alt er holdt i den utrolige røde farve, der dominerer området.
  
Stedet hedder jo Arches pÃ¥ grund af de mange naturskabte buer der findes her. Man skal sÃ¥ desværre ud at gÃ¥, for at se de fedeste af dem….Og det havde jeg absolut ikke tænkt mig. Temperaturen lÃ¥ omkring de 35 grader…….
   
  
Jeg ærgrede mig lidt over at jeg ikke var smuttet forbi lidt tidligere pÃ¥ Ã¥ret, hvor det var en del køligere. Jeg var jo nærmest kørt lige forbi i forÃ¥ret. For det var smukt og sært…og helt sikkert værd at bruge lidt tid pÃ¥. Men sÃ¥ alligevel…ikke noget at ærgre sig over, jeg lavede sikkert noget andet fedt i stedet ;-)

Klokken var blevet sen formiddag, og Fred havde fortalt om en forholdsvis nem grusvej, jeg kunne lege lidt på.
Kørte ud mod Canyonlands, som er en anden nationalpark, der ligger lige pÃ¥ den anden side af Moab. Først et stykke asfalt langs en flod, i en dyb kløft med massive klipper pÃ¥ begge sider. SÃ¥ blev det til “grus” eller hvad man nu skal kalde det. Massiv klippe, løse klippestykker, sand og andet morsomt.
  
Der var fantastisk flot, men samtidig var det ufatteligt varmt. Hver gang jeg holdt stille for at tage billeder, føltes det som om jeg skulle smelte. Jeg drak to liter vand på under to timer. Og jeg kørte ikke stærkt, så jeg brugte ikke mange kræfter.
Sad faktisk og blev lidt bange for at punktere. Jeg ved at det ville tage mig laaaang tid at fikse det, og havde jeg så vand nok??!! Der var ingen skygge derude og det var ikke ligefrem fordi stedet var overrendt. Nå kunne jo ikke gå i chok over noget der ikke var sker endnu.
Kørte rundt om endnu et hjørne, til endnu en fantastisk udsigt…og glemte alt om underlige ikke opstÃ¥ede problemer.
  
Faktisk er det lige her omkring, at Thelma og Louise kører ud over klippekanten i slutningen af filmen. Godt nok fra den anden side af floden end jeg var. De viste filmen i flimmeren her forleden, og jeg synes næsten at jeg kunne genkende stedet.

Tænkte lidt pÃ¥ min mor og hendes højdeskræk, da jeg skulle rundt om det her hjørne. Synes ihvertfald at jeg skulle lige tæt nok pÃ¥ kanten….og der var bare langt ned. Jeg ved
at det er svært at se på billederne, men der er altså flere hundrede meter ned til floden.
  
 
Jeg havde en skræk for det de kalder “slickrock” Troede at det var glat, pga det der slick. Men det var faktisk nok der jeg havde bedst greb. SÃ¥ da jeg kom til noget der mest af alt mindede om nedadgÃ¥ende trapper, tænke jeg at det nok skulle gÃ¥.
Forenden pÃ¥ Smølfen dykkede sÃ¥ meget pÃ¥ en af trinene, at jeg fik topboksen i ryggen. …og jeg stÃ¥r op nu!!!!
Opdagede at gps´en hang og dinglede i kablet. Jeg havde presset forgaflen sÃ¥ meget sammen pÃ¥ “trappen” at koblingskablet var kommet op over gps´en og nu sad over holderen. Hm…. det var vist en stejl trappe.
Ã…h…nej…et opad trappetrin….med sand som indledning. Jeg hader sand!!!!!! Jeg ved godt at jeg skal give gas og så´en…men det synes jeg ikke er sÃ¥ fedt. Men min dejlige Smølf kørte lige igennem det hele.
Sad og filosoferede lidt over, at jeg bare skal stole pÃ¥ at Smølfen kan klare det….og sÃ¥ bare følge med. For det kan den. Det er en fantastisk cykel, som jeg kommer til at savne helt vildt, nÃ¥r jeg engang skal hjem…snøft snøft…….

Erkendte at jeg nok havde fÃ¥et rodet mig ud i noget, jeg ikke var sÃ¥ vild med at gøre alene. Vejen var svær, men ikke mere end jeg kunne klare….men jeg blev da lidt lettet, da jeg fik gps´en pÃ¥ plads og kunne se at jeg næsten var igennem. Og ude ved asfalten igen……Troede jeg…For da jeg skulle dreje ind pÃ¥ det sidste stykke vej…Var den lukket!!!!
Var næsten ved at græde. Skulle jeg virkelig hele vejen tilbage? Fik kortet fumlet frem og stod og havde ufatteligt ondt af mig selv.
Så kom der fem fyre på mc´er mod mig. De stoppede og jeg fik svar på alle mine spørgsmål. Jo, der var en anden vej, den var så 160 km lang, på ca det samme underlag. Nej jeg kunne ikke kommer over passet. Så der var ikke andet at gøre end at bide i det sure, og køre tilbage. 
I det samme kom der en jeep, der så også måtte vende om. Jubiiii. Så vidste jeg at der var nogen bagved mig, til at samle mig op, hvis der skete noget.
Turen tilbage viste sig at blive federe end jeg havde drømt om. Frygtede ”trapperne” men de var faktisk ikke sÃ¥ slemme. Fik lidt mere fart i cyklen, og sÃ¥ bliver det hele altsÃ¥ en del nemmere…… Ja ja, jeg ved det jo godt, men har ikke mod til at køre stærkere. Er dødbange for at komme rigtigt til skade der ude i ingenting.
Da jeg kom ud på asfalten, var jeg i højt humør. Det er altid fedt, når man kommer igennem en udfordring uden mén

Kom hjem til et nyt koblingsgreb og et nyt dæk. Fred ordnede og gav tips og gode råd.

Om aftenen stod den pÃ¥ solnedgang i Canyonlands…i Corvette. Var sent pÃ¥ den igen, men hvor var det flot og fredfyldt.
På vejen derud, viste Fred mig så det pas jeg skulle have kørt på. Blev faktisk lettet over 
at vejen havde været lukket. Hårnålesving kan jeg klare, men når de ser så sandede ud som dem her, ville jeg nok ikke have brudt mig særlig meget om turen op.
Og det kalder han en nem vej!!!!!! Han er jo ikke rigtig klog.
De skulle bare se vejene i Danmark!!!

Tog afsked næste morgen og kørte tilbage mod Colorados bjerge….. og en temperatur der er til at holde ud.
Vejen var asfalt men snoede sig op over passene og gennem dybe dale. Var på jagt efter Sonny og Allan fra Tenereklubben. Vidste at de nok ville være i området. Havde prøvet at ringe til Sonny, men intet svar. De var jo nok ude at trille.
Gættede pÃ¥ at de mÃ¥ske var i Silverton. Noget af et longshot, men mit bedste bud. Holdt ind pÃ¥ en tank i Ouray. Fik benz pÃ¥ og opdagede at de havde internet. Ville lige tjekke min mail. Havde bedt Sonny sende en mail om hvor de var. Havde lige fÃ¥et hevet laptoppen frem, da en stor KTM passerede ude pÃ¥ vejen. Og jo, det var sgu Sonny. Hoppede rundt og vinkede. Han sÃ¥ mig heldigvis….det var vist ogsÃ¥ svært ikke at se den stor-vinkende spasser.
Og så blev der lige holdt Tenere-møde en times tid der på tanken.
   
De havde haft en fantastisk uge. Kørt i det mest umulige terræn, og så nærmest lykkelige ud. Allan har skrevet en beretning, hvis nogen skulle have lyst til at læse mere om deres bedrifter. F.eks hvordan man tæver en lejet DR650 ihjel på en uge. http://dincykel.dk/Colorado 2008.pdf
De var på vej til Salida. Allan skulle videre på konference i Texas næste dag. Men det var mægtig morsomt at møde dem. Og hvor store var oddsene så lige for at mødes på en tank i Colorado!!!?????

Kørte videre til Silverton, som er en lille cowboy-by oppe i bjergene….Og som jeg glemte at tage et eneste billede af. Den ligger i lidt over 2800 m højde. Fik en øl til min aftensmad og blev nærmest fuld af den.
Næste morgen havde jeg det underligt. Ondt i hovedet, svimmel og alting var anstrengende. Bare at gå 200 m var hårdt. Drak en masse vand, men var ikke meget værd før sent ud på eftermiddagen. Kunne åbenbart ikke rigtig forliges med højden.
Hang ud med naboerne fra motellet på en af byens barer hele aftenen.
Der er en ting her i landet, som jeg har svært ved at indordne mig efter. Jeg kan modtage øl fordi jeg er en pige, men hvis jeg vil give den næste omgang fordi folk er flinke, bliver de næsten fornærmede. Her er det sådan, at det er manden der betaler. Det er hans job, og så skal sådan en skide europæer ikke komme her og få dem til at føle sig mindre mandlige!!! 
Ok… Det er sÃ¥ ret billigt for mig, sÃ¥ fred være med det. Men er det ikke langt ude eller hvad??

Jeg har så alligevel ét billede fra byen. Af en fugl. De har kolibrier over det hele her. 
   
Har aldrig set en kolibri før Chick Fest. Der havde jeg en 5 cm fra mit ansigt. Jeg havde en rød t-shirt på, så den skulle vist lige tjekke om jeg var en blomst.
Her vrimlede det nærmest med dem. De er så hurtige at det er pænt svært at tage billeder af dem. De vil altså ikke sidde stille Men det lykkedes dog alligevel.

Havde fået ind i mit hovede, at jeg ville købe et andet kamera. Et lomme et, der er til at tage med, når jeg kører uden tasker. Tror også det er smartere, ikke at vifte for meget rundt med det store i Mexico. Så kursen var sat mod Durango. En lidt større by, med en rigtig fotoforretning.

Tjekkede ind pÃ¥ byens nye hostel. Det havde kun været Ã¥bent i fem uger. Var rigtig hyggeligt, pænt og rent. Candace og hendes far havde indgÃ¥et partnerskab. Han havde pengene og hun passede stedet….Alene!! AltsÃ¥ 7 dage om ugen, altid. Hun hÃ¥bede selvfølgelig at der ville komme en pæn omsætning, sÃ¥ hun kunne hyre lidt hjælp, men det kunne godt have lange udsigter. Var der i 3 dage, og i den tid var vi kun ca 5 mennesker og 28 senge. HÃ¥ber seriøst for hende at det gÃ¥r godt. Hun var cool og fortjente det, med alt det arbejde hun lagde i det.

Var ankommet pÃ¥ en lørdag, og stemningen i byen var rigtig fest-agtig. SÃ¥ jeg gik ud og spiste…Sushi….ummmm….. Og senere videre for at høre live musik….. Og fik alt for meget at drikke. Havde en rigtig sjov aften, der endte ved 5 tiden om morgenen.
SÃ¥ næste dag var jeg ikke mange sure sild værd. NÃ¥, alt var lukket om søndagen, sÃ¥ der blev sovet længe….rigtig længe.

Fik købt mit nye kamera. Og mens jeg var inde i forretningen fik jeg den her.
Ja!!!!! Det er en parkeringsbøde….
Og det var en af de dyre…hele 15$…Jeg holdt ud for gule striber. Hvis man bare lader parkometret løbe ud koster det 6$…Fnis…Hele 30 kr. Man kunne jo gÃ¥ hen og blive helt ruineret.
Gad faktisk ikke at hidse mig op over de 75 kr.
Betalte bare ved kasse et. Hvad gør man ikke for at parkere så Smølfen holder i skyggen

Og sÃ¥ blev kursen sat mod Lake City….Og West Fest

  

Ja, ja….Jeg ved det godt. I har abstinenser, og jeg fÃ¥r tics af at være sÃ¥ meget bagud med bloggen.

Jeg kørte fra Salida mod Boise, dels fordi jeg havde lovet at komme tilbage og sige hej til alle mine nye venner, dels fordi jeg havde efterladt nogle ting hos Heather, som skulle hentes.

Jeg skulle tage en beslutning om, hvorvidt jeg ville tilbage til Colorado til det der ADVrider-halløj, eller jeg ville videre over mod vestkysten.
Kunne mærke at jeg rigtig gerne ville møde flere motorcyklister på eventyr, er helt vild med bjergklimaet og så regner det vist en hel masse deromme i Seattle ;-) 
Så det var en forholdsvis nem beslutning. Hurtigt op til Boise, så ville jeg have næsten 3 uger inden jeg skulle være tilbage i Salida. Kunne så få tid til at besøge endnu et par nationalparker på vejen tilbage.

Nu er det jo desværre bare sÃ¥dan, at nÃ¥r jeg tænker “hurtigt op til Boise” Ja sÃ¥ mener jeg det! Ville ikke lave Texas-fejlen og miste mig selv, men kan altsÃ¥ ikke lade være med at se hvor langt jeg kan komme, og hvor mange timer jeg kan holde til at sidde pÃ¥ Smølfen.
Helt skørt….Jeg ved det, men jeg mÃ¥ jo kunne lide det

Kørte fra fra Salida ved middagstid. Havde udset mig en nogenlunde lige vej mod Boise, så jeg startede på hovedvej 50. En virkelig smuk vej, med masser af dejlige sving.
Colorado er bjergtop efter bjergtop, og nogle af dem skal man jo op over.
Holdt ind, og opdagede at jeg holdt pÃ¥ “The Continental Divide” Det er en slags højderyg der løber gennem landet, og nÃ¥r sneen pÃ¥ den smelter, vil drÃ¥ben der ligger øst for ryggen engang ende ude i Atlanterhavet og drÃ¥ben vest for ender i Stillhavet. Det synes jeg er ret
syret. Sneen som i ser i baggrunden på billedet, er det som ender i Atlanten. Måske kommer vi til at svømme i det hjemme i Danmark en dag.

Kunne jo alligevel ikke lade være med at køre nogle omveje, fordi jeg regnede med at de mindre bjergveje ville være pænere/sjovere, end hovedvejene. Så jeg fandt en rigtig skæg vej, der kun var en smule længere end den slagne hovedvej. Og smukt var der.
  
Kom rundt i en skarp kurve, og så en mand komme gående i mc-tøj. Åh nej, tænkte jeg og satte farten betydeligt ned. Folk går ikke rundt i den slags tøj der, uden grund.
Og ganske rigtig, han signalerede “langsomt” til mig, og rundt om hjørnet lÃ¥ en totalt smadret motorcykel.
Stoppede og spurgte om de havde brug for hjælp. De var fem mand, så de mente godt at de kunne klare det selv. Og der havde været andre folk før mig.
Fyren havde haft for meget fart på ind i kurven, var panikket et øjeblik og bremset. Kunne ikke holde knallerten og var banket lige ind i autoværnet på den anden side af vejen. Han var ok, men mc´en var færdig.
Satte vist selv farten en anelse ned, da jeg kørte derfra. Mødte senere et andet par pÃ¥ mc, der var blevet overhalet af det uheldige selskab. Manden rystede pÃ¥ hovedet, og sagde at de havde kørt alt alt for stærkt. Mænd i flok….tsk tsk…..

Det at jeg kører alene, gør at jeg passer mere på. Kører aldrig til grænsen. Ligger nærmere på de 70%  Har jo ingen der samler mig op og ringer efter ambulancen.
Det var så vist også ret ligemeget derude. Ingen mobildækning, men søde folk i biler, der var kørt til et sted med dækning og ringet derfra.
Jeg kørte videre…..og mødte ambulancen…vel 45 min efter jeg var kørt fra den uheldige flok. Det sætter altsÃ¥ tingene lidt i perspektiv. Du er i en ulykke, og ambulancen kommer sÃ¥ ca. 1½ time senere. Man mÃ¥ sÃ¥ bare hÃ¥be, at man ikke bløder for meget i mellemtiden.

Landskabet blev mere fladt og kedeligt, så jeg tænkte at jeg kunne tage en omvej mere inden aften. Snuppe så lige en sød lille bjergkæde mere. Der var flot, men solen var ved at 
at gÃ¥ ned, sÃ¥ jeg mÃ¥tte til at tænke pÃ¥ hvor jeg skulle sove. Efter bjerg-omvejen, ville der være en lille by, sÃ¥ mÃ¥ske ville der være et billigt motel eller en campingplads. NOT!! De ville have 90$ for et værelse og ingen camping. Hmm….pÃ¥ med hjelmen og videre. Der ville komme en større by, Vernal om ca 100 km. Det kunne jeg godt overleve.

Omgivelserne var nærmest grimme. Olie og gaspumper allevegne. Hvorfor skulle det være så dyrt, når det ikke var et turist område??
Kørte ind i Vernal ved ni-tiden. Selv det mest usle motel kostede de der 90$. Havde set et skilt til en campingplads, men kunne absolut ikke finde den. Rodede rundt i nattemørket. Så en State Park på kortet. De har nogengange camping, så jeg ville køre derud, og hvis der ikke var camping, ville jeg sove på en bænk. Ikke på vilkår jeg ville betale så meget for at sove 8 timer i en seng.
På vejen faldt jeg så heldigvis over campingpladsen. Fik teltet sat op i skæret fra en lygtepæl og faldt bare om. Det havde været en lang dag.

Snakkede lidt med campingpersonalet næste dag. Grunden til de absurde priser, var gasindustrien. Der havde altid været gas omkring Vernal, men ikke nok til at det kunne betale sig at udnytte det. Men med olieprisen helt oppe at ringe, kunne de tjene pÃ¥ det. Og arbejderne skulle jo bo et sted…..pÃ¥ motellerne.
Har fundet ud af at olie og gas-arbejdere, rejser rundt hvor der nu er arbejde. De lever på moteller det meste af deres arbejdsliv. Flere selskaber havde lejet hele moteller til deres personale, så klart at priserne var sindssyge.

Klokken otte var jeg pÃ¥ vejen igen. Kunne ikke klare at se flere grimme pumper, sÃ¥ jeg fandt en omvej over et bjergpas, der sÃ¥ fed ud…..og det var den.
Op, op, op….og sÃ¥ ned, ned, ned igen.
  
Hmmm…… Var vist kommet lidt vel hurtigt ud af Vernal. Havde ikke fÃ¥et tanket. Begyndte at blive lidt bekymret. Gps´en sagde at jeg kunne nÃ¥ en tank, men kun ved at køre i den forkerte retning….sÃ¥ det gjorde jeg. Troede at jeg skulle 30 km i den forkerte retning, men blev heldigvis glædeligt overrasket. Kun 3 km blev det til…..
Kan jeg dog ikke snart lære det. Never Pass Gas!!!!!

Var pludselig i Wyoming. Landskabet ændrede sig og blev enormt stort. Ved ikke rigtig hvordan jeg skal forklare det. Men det var som om der blev højere til himlen og længere mellem alt.
  
Slut med at køre i bjerge, men man kunne se dem ude i horisonten. Jeg kørte igennem det her uendelige bakkede landskab. Himlen fik en anden nuance, nærmest lyseblÃ¥, hvor den før havde været dybblÃ¥. Følelsen af de enorme vidder, blev vel ogsÃ¥ forstærket af, at der absolut ingenting var. Ingen folk, huse eller biler….Ingenting.
Wyoming er så også den stat, der har det laveste indbyggertal.

Skulle bare krydse et hjørne af Wyoming (220km) Så var jeg i Idaho. Da jeg krydsede statsgrænsen, kunne jeg pludselig mærke Boise vinke ude i horisonten. Kun 550 km tilbage. Gps´en sagde at jeg ville være der ved 20-tiden, og så gik der ellers konkurrence i den. Kunne jeg gøre det? Ja, jeg kunne!!!!

Prøvede desperat at finde en anden mulighed end motorvejen, men hovedvejene ville føre mig ud på flere hundrede km´s omveje.
Skidt. Det er jo kun den der plastik-rulle-dims ved kæden, der ikke kan tåle motorvej. Og nu kom jeg jo hjem til Onkel Ed, og så kunne vi snart få ordnet det. Rullen var alligevel ved at være slidt ned igen. Så jeg kastede mig ind på motorvejen.

Sad der og hang på Smøfen. Kedeligt!!!!
Men jeg skal love for at det blev en del mere spændende!!!!
Vejret havde været godt hele dagen, men der begyndte at poppe flere skyer op. Det så godt nok mærkeligt ud derude i horisonten. Det lignede lidt en sandstorm i Sahara. Stor mærkelig sky. Nå lidt regn kan man vel godt tåle. Havde jo kun 200 km igen.
Kom nærmere mod “regnen” Og sÃ¥ ramte vinden mig fra det ene sekund til det andet. Bam! Lige ind i siden. Har aldrig oplevet noget lignende. Vindstødene var sÃ¥ kraftige at jeg lavede ufrivillige vognbaneskift. Var vel nede og køre 15 km/t. MÃ¥tte se at komme af motorvejen. Nærmede mig heldigvis en afkørsel. Kunne næsten ikke komme ud i svingbanen, da vinden blev ved at presse mig den anden vej. Kæmpede en hÃ¥rd kamp og fik endelig tvunget Smølfen den rigtige vej.
Puhhhhh……Vinden i ryggen og ned til en lille by. Sad der pÃ¥ en græsplæne, mens grene og plastikposer fløj om ørerne pÃ¥ mig. Havde været smart nok til ikke at placere mig under et træ, for grene knækkede af og blev blæst pÃ¥ tværs af vejen. Mærkeligt nok regnede det ikke og var stadig varmt.
Der var ikke nogen overnatningsmuligheder i minibyen, sÃ¥ jeg ventede en god time. Synes at vinden var løjet lidt af, og begav mig ud pÃ¥ vejen igen. Kørte vel omkring 30, da der stadig var gang i nogle formidable vindstød. Ikke sÃ¥ slemt som før, men alligevel….
Ville ikke ud på motorvejen, så jeg fandt en bi-vej på kortet, der ikke førte mig ud på en så gigantisk omvej. Afsted, afsted.

Og sÃ¥ blev jeg bange. ”Sandskyen” var blevet til en tordensky ude til venstre for mig…..og det var der vinden kom fra. Vidste at de der mange lyn havde retning mod mig. Og der var ikke et hus eller en bil i sigte. Jeg bandede lidt over mig selv. Hvordan kunne jeg være sÃ¥ stor en idiot og befinde mig her, i det her vejr. Havde jo hørt historier om de amerikanske Thunderstorms.
Satte farten op…meget op… Vinden havde heldigvis lagt sig en del, og jeg fløj afsted i halvmørke. Nok lidt for hurtigt end godt var. Men jeg skulle bare væk fra lynene. Der var ikke noget at gemme sig under. Jeg var absolut det højeste punkt i flere kilometers omkreds…..

Lynene blev heldigvis lidt til venstre for mig, og jeg nåede en lidt større by. Havde bestemt mig for at tage på motel. Koste hvad det ville, også selvom der kun var 70 km til Boise. Det var mørkt, og hvad mere ventede derude i vejret.
Alle, og jeg siger alle, værelser i byen var optagede. Ikke så meget som et lille bitte rum havde de tilbage.
Stod der på en tank og synes egentlig at vejret føltes ok nu. Lynene var bag mig og det lysnede lidt i retning mod Boise. Bestemte mig for at satse.
Ud på motorvejen. Vidste jo efter mit lyn-ræs, at jeg kunne køre hurtigt nok til motorvejen. Afsted med mig.
Efter vel 2 km, ramte jeg nogle trælse vindstød igen……Og sÃ¥ kom regnen.
Havde kun min safetyjacket på. Den består af net med beskyttelses-dimserne på. Dråberne føltes som nåle på min næsten bare hud. Holdt ind under en bro. Det hjalp så ikke så meget, da det nærmest regnede sidelæns pga. vinden.
Havde overhalet en meget langsom bil med en trailer. Da han strøg forbi, kastede jeg mig ud bag ham. Havde ikke lyst til at ligger der i mørke på motorvejen, med min meget lille baglygte, når de store lastbiler overhalede. Følte at jeg fik lidt beskyttelse der i læ af traileren. Han var trods alt nemmere at se end mig.

Endelig…Boise.
Havde kørt 960 km på en dag. Og var bare så træt, så træt.
Men jeg havde gjort det…Og vundet den der Ã¥ndssvage konkurrence med mig selv

Tak for de mange fødselsdags-kommentarer og samtaler.
Det gjorde godt at have et par…4 !!!!… danske timer over nettet med jer.

Da jeg kom “hjem” fra min maraton-netdag i Springdale, gjorde vi klar til at tage til St. George. Angie skulle til et møde pÃ¥ vejen derhen, i en lille by Hurricane. Hun var ret bange for at jeg skulle kede mig ihjel de 1½ time det ville tage. Hurricane er ikke der hvor det sker mest i Utah.

Travede ned af gaden, og 400 meter senere lÃ¥ der en motorcykel-shop. Ind og kigge. Kom selvfølgelig i snak med en af gutterne. Var inde og kigge pÃ¥ de enormt mange Harleyer og sjove t-shirts. Gutten kom rendende med sit kort og en kasket. En fødselsdagsgave! Ikke at han anede det, men jeg skulle selvfølgelig sladre, og sÃ¥ mÃ¥tte alle fire i biksen ønske mig tillykke….senere fik jeg ogsÃ¥ en fødselsdagssang
De begyndte at køre cyklerne ind, og jeg hang bare ud og lyttede til Harley-larmen. Spurgte til den her. En Rock-Climber.
Den var for sej. Alle hjul kan bevæges uafhængigt af hinanden, og den kan vist komme gennem det meste.
De kørte flere cykler ind og chefen spurgte om jeg ikke skulle have en tur i dimsen. Grinede lidt, og fortalte at jeg ikke engang havde prøvet at køre en ATV. Fluks fik de startet en og jeg måtte pænt fise rundt på parkeringspladsen i nederdel
Men sjovt var det sgu. Der var lidt udenomsplads med grus/græs, og chefen sendte mig over i det for at lege. Op og ned af kantstene og små bakker. Sådan må jeg bare eje når jeg bliver stor. Det var for grineren.
SÃ¥ fik han en af de ansatte til at give lidt opvisning i Rock-climberen. Han røg bare sidelæns hen over gruset. Lave cirkler, sÃ¥ støvet stod som vandfald fra hjulene. Jeg sad bare der pÃ¥ ATV´en og mÃ¥bede….og grinede. Hele pladsen blev indhyllet i en kæmpestøvsky, sÃ¥ alle folk begyndte at hoste og grine. Kunne simpelthen ikke se en skid, sÃ¥ sidste del af opvisningen forsvandt i støv. MÃ¥tte hellere aflevere mit legetøj. De skulle jo have lukket. Her er min “nye” Honda….og drengene.
 
Så at slå tiden ihjel i Hurricane, blev alligevel næsten det sjoveste der skete hele dagen

Jeg var forberedt pÃ¥ lidt af hvert musikalsk set til aftenens koncert…..nok bare ikke punkmusik. Og det var det sÃ¥! Angie kendte et par af dem der spillede i bandet, men havde ingen anelse om hvad det var før vi stod der. Det er Angie i den hvide skjorte og det søde smil.
 
Underligt sted. Kaffebar om dagen og sært rendsammen af teenagere, børnefamiler, rå fyre og os??!! Efter at have fået blæst ørene ud, blev stedet alligevel for underligt for os. Vi vendte snuden hjem og faldt om efter en lang og dejlig dag

Næste dag stod den på Zion National Park. Hold da kæft hvor er det en fantastisk natur der her.
Parkerede cyklen og hoppede pÃ¥ en af de mange shuttlebusser der betjener parken. Bussen har ligesom en ekstra vogn pÃ¥, og der sad jeg sÃ¥ omme. PÃ¥ et skilt stod der at bussen blev kørt af Bent, flankeret af at par danske flag. NÃ¥r chaufføren annoncerede næste stoppested, kunne jeg bare høre hans danske accent. Hoppede om i den forreste vogn under et stop, og spurgte chaufføren om han talte dansk…pÃ¥ dansk selvfølgelig. Han sÃ¥ meget overrasket ud, og lignede en der lige skulle have hjernen indstillet.. SÃ¥ brød han ud i et stort smil. Ja, da…sagde han pÃ¥ dansk uden en snert af amerikaner-accent.
Bent er pensioneret, men har et lille halvtidsjob med bussen. Har boet her i 15 år, men er også sikker på at det er her han kommer til at dø. Fik en hyggelig tur med ham og en lille snak ved ende stationen.

Var pÃ¥ nogle timers vandretur rundt forskellige steder. Ville rigtig gerne op i The Narrows, som flere har anbefalet. Desværre er det ikke den helt rigtige Ã¥rstid, da der er alt for meget vand i floden til at det kunne lade sig gøre. Fik alligevel set nogle fantastiske ting. Smider bare lidt billeder, sÃ¥ kan i selv fÃ¥ en fornemmelse. Men ogsÃ¥ kun en fornemmelse, da ingen billeder kan vise hvor flot her egentlig er……
  
 
Der var et par stykker, der klatrede. Nogle steder er det sÃ¥ højt at det tager to dage at komme op til toppen. De sover sÃ¥ i hængekøjer midt pÃ¥ klippen. Det eneste der poppede op i min hjerne var…sindssyge…..
PÃ¥ de næste tre billeder, kan i se klatrene….hvis i kigger godt efter.
  
Og så kunne jeg bare ikke stå for den her lille fyr. Husk at jeg stadig ikke har en ordenlig telelinse på, så han stod jo næsten på mine fødder.

I dag har jeg bare hængt lidt rund, fÃ¥et vasket tøj og prøvet at finde ud af hvad mit næste træk skal være. Skvattede over et træ i gÃ¥r og kunne mærke den forhenværende forstuvede fod brokke sig lidt. Havde egentlig planlagt en tur op til et udsigtspunkt, men turde ikke udfordre foden for meget. MÃ¥ se om jeg kommer derop en anden gang. Er lidt pÃ¥ vej mere sydover. Nætterne er stadig kolde og hvis jeg skal se en sydstat eller to, skal det være inden det bliver alt for varmt….men lad os nu se.