Anja Kiilsgaard on tour

Forlod Lander og de alt for søde mennesker der havde motellet.
Ud over at de havde givet mig en pæn rabat pÃ¥ værelset, havde de den her lysreklame, som de skiftede budskabet pÃ¥ hver dag. Der kunne stÃ¥ “Grin af dig selv - Alle andre gør det” Eller noget andet skørt. Det var et sted med stor humor

Kørte af landevejen, men måtte snart ind i vejkanten og tage det officielle billede af mine
nu 10000 miles (16000 km)

Som i kan se, er Wyoming stort og forholdsvis fladt, uden en sjæl i syne. Sad og tænkte på, at hvis man virkelig havde en stor trang til at flytte laaaangt ud på landet uden naboer, ja så ville det her være et godt sted.

Jeg men følte mig ikke rigtig på toppen. Det eneste jeg ville, var at finde et motel efter et par hundrede km, og bare stene ud på en seng.
Og ja, det var den tid på måneden. Jeg var træt, øm i røven og gad slet ikke at tale med nogen. Så havde bare lyst til at gemme mig på et værelse.
Kom til en lidt “større” by, som jeg heldigvis har glemt navnet pÃ¥. Der var enormt mange moteller. Hmmm, mÃ¥ske var det billigt her, da byen ikke sÃ¥ ud af noget særligt. Valgte det billigst udseende motel og gik ind for at fÃ¥ en pris. 99$!!!!!!! De mÃ¥tte have spist søm. Motellet var et totalt hul i jorden.
Kørte videre og var så småt ved at indstille mig på at det blev telt igen, men kom så til en lille sød by, Saratoga. Var stensikker på at det kun kunne være dyrere end det andet værelse, men blev heldigvis glædeligt overrasket. Under halv pris. Yes!! Flyttede ind med det samme.
Kunne egentlig godt lide byen, men var ikke i humør til andet end at ligge på sengen og lege med computeren eller stene tv. Og det gjorde jeg så i to dage.

Var stadig træt og ugidelig da jeg kørte videre mod Colorado, men jeg kunne jo ikke ligge der i sengen for evigt.
Som billederne viser er Wyoming ikke så spændende i længden. Ihvertfald ikke hvis man bare drøner afsted på landevejen.

Havde udset mig en grusvej over et pas mod byen Steamboat, som Anne fra tenere-klubben havde anbefalet mig. Der var vel 40 km hen til gruset og jeg havde en lang diskussion kørende inde i hovedet om, hvorvidt det var smart at kaste mig ud i ensomme grusveje, når jeg nu havde det som jeg havde det.
Gad ikke at være en træls hormonel tøs, sÃ¥ jeg blev mentalt klar….og sÃ¥ var passet lukket pga. sne. Er ikke helt sikker pÃ¥ om jeg var oprigtig ked af, at det var lukket, eller jeg blev en lille smule lettet. Havde det vist egenlig fint med bare at hænge der pÃ¥ Smølfen og brænde kilometer af.

Ville stadig til Steamboat, men det ville jo så blive på asfalt. Det var lidt af en omvej, og da jeg kom til krydset, hvor jeg skulle dreje op mod Steamboat, måtte der mere end én smøg til, før jeg bestemte mig til hvad der skulle ske.
Det var fredag og weekend-trafikken var tung op mod Steamboat. Var jo stadig træt, og havde næsten en uge før jeg skulle være i Salida til Chick Fest. 
Men det der fik Smølfen styret sydover, var da det gik op for mig, at jeg kunne være i Salida inden aften. Under 300 km. Tanken om et værelse…ja mÃ¥ske ovenikøbet ADV-hytten, hvis jeg var heldig, fik mig i den grad overbevist. SÃ¥ afsted mod Salida.
Turen var smuk. Over høje pas og gennem dybe dale. Sad godt nok og tænkte på alle de fede småveje jeg gik glip af, men man kan jo ikke få det hele. Der skal nok komme nogle andre veje istedet.

Landede i Salida og mødte Tami udenfor hendes forretning. Og, nej der var ingen i hytten og jeg var bare så velkommen. Jubiiiiiiii!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Så jeg hang ud og lavede så lidt som muligt resten af ugen, mens jeg ventede på at det blev torsdag og tid til Chick Fest

Historien om Chick Fest mÃ¥ i vente lidt med……
Jeg er flyttet ud af ADV-hytten og tilbage pÃ¥ hostellet i Salida. Der var andre der ogsÃ¥ skulle have lov til at bo i “mit” hus. Ja, nu er joken at det er mit hus….Har vist været her for længe

Ville have forladt Salida i går, men snakkede med Sonny fra Tenere-klubben, som også kører rundt herovre. Han var på vej hertil og ankommer senere i dag, så jeg valgte at blive og lege danskeraften i aften.

Kører videre på fredag, men der bliver nok ikke så meget tid til at underholde jer inden da
Der er lige flyttet et par andre motorcyklister ind på motellet. De spørger mig om alt muligt, så jeg må nok hellere underholde dem, til Sonny kommer

Vejen ud af Boise, var den samme som jeg havde kørt Smølfen til på, for fire måneder siden. Op forbi Idaho City og Lowman.
Måske kan i huske billederne fra dengang. Smølfen ved siden af meterhøje snedriver. Prøvede at finde det samme sted hvor jeg tog vinterbillederne, for at tage et par sommerbilleder. Men intet lignede noget jeg kendte. Tror jeg var tæt på stedet, men ikke helt. Prøv at sammenligne alligevel
  
              
Det var nu alligevel sjovt at se hvor meget forskel fire måneder kan gøre.
Og mens jeg stod der med kameraet fremme, kom den her forbi. Det fik mig nu altså til at fnise lidt. For hvor var sneen?????

Vejen der dengang havde virket så smal og farlig, var nu en sød snoet landevej.

Kørte af landevejen op til Stanley. Heather havde sagt at der var gode camping muligheder ved søen, så der trillede jeg hen. Slog teltet op, og kørte ud for at finde noget at spise. Var på lidt fancy/dyr restaurant. Lad os bare sige at sådanne steder ikke behandler enlige piger i mc-kluns, på helt samme måde som de andre gæster. Fik da nok det dårligste bord overhovedet. Det er så det smukke ved drikkepengesystemet. Man kan give fornærmende lidt, hvis man føler for det ;-)
Nåede nærmest ikke tilbage til teltet før naboerne kom over og spurgte om jeg selv havde myggespray, eller jeg ville låne noget af deres. Om jeg havde spist, for de havde masser af mad. Endte selvfølgelig ovre ved deres bål resten af aftenen.
Her er det Molly med lille Otto på skødet. Og nedenunder Craig der laver mad.
De var rigtig søde. Ville gerne flytte til udlandet og arbejde der et stykke tid.  Molly havde studeret i Japan for nogle år siden og talte et rustent japansk. Men de overvejede både Europa og Japan. 
 Craig skulle dog lige have gjort sin kemiker-uddannelse færdig først.
De var meget berejste i forhold til hvad jeg ellers har mødt herovre. Vi svingede rigtig godt sammen, da vi havde ret ens syn på tilværelsen.

Det var en pragtfuld stjerneklar aften. Jeg så det største stjerneskud jeg nogensinde har set. Der var ligefrem en lang tydelig hale.
Craig og jeg endte med at sidde oppe til klokken to og sludre.
Næste dag kom de over og hentede mig. Der var morgenmad. Æg og bacon. Og det siger jeg altså ikke nej til. Var næsten ved at blive en dag mere, men det var blevet onsdag og den store 4. juli weekend var lige oppe over. Det kunne blive svært at finde en teltplads i Yellowstone National Park, hvis jeg ikke kom senest torsdag morgen.
Så jeg måtte sige farvel til de søde mennesker og komme videre.

Var kommet pænt sent afsted fra Stanley, sÃ¥ jeg ville bare køre sÃ¥ tæt pÃ¥ Yellowstone som muligt. Da solen begyndte at gÃ¥ ned, kom jeg til en RV-Park. Det er en “campingplads” for autocampere, med strøm, vand og afløb. De havde sÃ¥ ogsÃ¥ et motel og teltpladser. Motellet var for dyrt, sÃ¥ jeg slog teltet op.
Det var jo blevet sent, så jeg fik en slatten pizza på tanken og gik tidligt i seng. Ville op klokken 6, så kunne jeg være i Yellowstone ved 8.30-tiden. Og måske være heldig med at få tiltusket mig en teltplads. Ifølge alle folk skulle jeg være der inden 11, ellers ville der nok være udsolgt.

Jeg vÃ¥gnede klokken 2 ved at min mave gjorde helt afsindigt ondt. Halsede op til toilettet, der lÃ¥ laaaangt væk, helt oppe ved motellet. Populært sagt, sÃ¥ stod det ud af begge ender! Blev bekymret for dagen i morgen. Skulle jeg rende frem og tilbage hele natten og slet ikke fÃ¥ sovet. Øv….
Tilbage i teltet føltes maven bedre, så jeg faldt hurtigt i søvn.
Vågnede klokken 4 ved en underlig lyd. Regnede det?? Ja, men kun på den ene side af teltet. Så holdt det op, og to sekunder efter begyndte det på den anden side. Og det regnede rigtig meget. Teltdugen nærmest bøjede ind i teltet. Hvad sker der????!!!!!
……….Ã…hh nej….. Sprinklerne var gÃ¥et i gang.
Havde lagt mærke til dem der i græsset før jeg gik i seng, og faktisk tænkt, bare de ikke går i gang i nat. Sært ikke.
Ventede til pausen hvor de allesammen var drejet væk fra telt-døren. Og ræsede ud. Løb op til receptionen og bad dem om at slukke. Hun undskyldte meget og begyndte at ringe rundt til forskellige folk. Kunne ikke bare stå der, men måtte ned til teltet og se om jeg kunne redde noget. Har jo aldrig haft teltet ude i hård regn før, så jeg vidste jo ikke hvad det kunne tåle. Og sprinklerne sad jo i græshøjde og sprøjtede nærmest op under teltdugen.
Fandt ud af at jeg kunne dreje dem væk fra teltet, men de drejede så tilbage. Det må have været et ømt syn, at se mig spæne rundt og dreje sprinklere på skift.
Tror jeg fik vredet dem lidt for hård, for jeg kunne få dem til at blive væk fra teltet. Men på det tidspunkt var jeg ret ligeglad, om jeg fik ødelagt noget. De kunne jo bare have tænkt sig om. De havde glemt at slukke for dem på teltpladsen, da jeg var det eneste telt der.
Fik en lille pause, hvor jeg bare kunne stÃ¥ og se min lille græsplæne blive mere og mere oversvømmet. Kunne ikke rigtig komme til teltet, for at se om der var sket store vandskader……SÃ¥ jeg tog et par billeder i stedet
  
Løb op i receptionen igen, for at spørge om hvorfor de ikke var slukkede endnu. Det kunne de desværre ikke, sagde pigen. Ok, sÃ¥. Hvor lang tid bliver de sÃ¥ ved. Øhh…Det vidste hun heller ikke rigtigt, mÃ¥ske en time. Jeg har et værelse til dig, sÃ¥ du kan gÃ¥ derind og sove.
Jeg gloede pÃ¥ hende som om hun var fuldstændig vandvittig. Havde hun seriøst tænkt sig at jeg bare skulle lade det hele…sejle… og sÃ¥ give mig til at sove.
Snuppede nøglen og fortalte at jeg ville slæbe telt og hele svineriet ind på værelset for at tørre det, hvis det der vandpjaskeri ellers nogensinde holdt op. Hun sagde ikke så meget, men jeg var vist også ret tosset.
Gik tilbage igen. Heldigvis bare for at se sprinklerne dø ud. Pyhhhhhh…..
Ind i teltet. Og hold da kæft. Alt var tørt. Det havde jeg godt nok ikke troet. Det er et ret vandtæt telt jeg der har fået købt mig.
Overvejede stærkt at lade det hele være og få mig lidt søvn. Men vandet stod vel et par centimeter højt i græsset, så jeg ville aldrig få det telt tørt om morgenen.
Slæbte alting op på værelset og slog inderteltet op foran varmeblæseren og yderteltet kom op og hænge foran varmelampen ude på toilettet.
 Fik tørret mine bukser i tumbleren og fik pakket motorcyklen igen. Og så var klokken 7 og det var tid til at køre. Men ikke før jeg havde fået mine
penge tilbage. Ville sgu ikke betale for at sove i en swimmingpool.
Jeg havde været rasende hele morgenen, men da jeg kørte derfra kunne jeg pludselig se det komiske i det hele og spruttede af grin inde i hjelmen

Ankom til Yellowstone klokken lidt over otte, efter en meget smuk men også meget kold morgentur. Var igen glad for mine varmehåndtag.
Den første campingplads var allerede optaget, men jeg kørte alligevel ind for at spørge hvor mine chancer ville være størst.
Havde bestemt at tage tre overnatninger der. Den flinke dame reserverede alle tre nætter på den sydligste campingplads. Så kan du tage den med ro derned, nyde turen og stoppe og se noget undevejs. Fik kaldt damen en helt og som sagt så gjort.
Der var virkelig flot der i morgensolen og jeg havde fundet ro, fordi jeg var sikker på et sted at sove.
Det var underligt at se dampen fra de mange geysere. Yellowstone har et virkeligt mærkeligt landskab. Det er et smukt men sært sted.
  
Har nakket de her oplysninger fra nettet, så vi ved hvad jeg snakker om:
Yellowstone befinder sig på et plateau godt 2.000 meter over havet. Det mest karakteristiske og særprægede for parken er de geologiske forhold, idet det meste af området er domineret af vulkanske aktiviteter. Landskabet er formet efter et enormt vulkansk udbrud for 640.000 år siden, som resulterede i dannelsen af en såkaldt caldera. Det ligger derfor oven på et stort magmakammer, ca 9 km nede i jorden. To trediedele af verdens geysere findes i Yellowstone Nationalpark, herunder den trofaste Old Faithful som har udbrud hver 92 minutter. Fra andre kilder kommer der varmt slam op og danner små kogende slamsøer. I alt findes der 10.000 varme kilder i Yellowstone Nationalpark, heraf 3.000 geysere.
Kunne ikke have sagt det bedre selv
  
  
Parken er knapt 9000 km2 stor, og de lader det være sÃ¥ meget vildmark man nu kan med millioner af besøgene hvert Ã¥r. Der er nogle fÃ¥ veje rundt til de forskellige seværdigheder, men man har ogsÃ¥ mulighed for at vandre ud i det vilde. Skal sÃ¥ bare lige huske pÃ¥ at der lever vilde dyr, som bjørne og bisoner. Hvert Ã¥r er der folk der dør, fordi de ikke fatter at de skal blive i sikker afstand fra de “søde” smÃ¥ bjørne.

Det var en syret oplevelse at se bisoner græsse i vejkanten. Det kan godt være at de ser langsomme og klodsede ud, men de kan altsÃ¥ løbe 70 km/t og smadre en bil sÃ¥ let som ingenting…hvis de gider.
Så jeg beholdt hjelmen på
  
  
På det sidste billede går der en stor flok rundt og græsser langt ude i baggrunden.
Udsigten fik mig bare til at vente på at Sølvpil kom springende ud af buskene.

Så en masse på den ca 60 km. lange tur ned til campingpladsen. Fik teltet sat op og var bare så træt efter nattens brusebad, at jeg lige måtte ligge et par timer. Brugte aftenen på at lave mad over bål og kigge stjerner.

Ud på ekspedition næste dag. Der var meget trafik, men da man ikke måtte køre ret hurtig og jeg jo havde travlt med at kigge efter bjørne, gjorde det ikke så meget.
Det er jo rimeligt amerikansk anlagt, så man kører hen til hvad man vil se, parkere og går nogle få 100 meter hen til udsigten/geyseren/vandfaldet. Rimeligt smart når man er i store mc-støvler.
Der er ikke så meget at sige, tror billederne taler for sig selv.
  
  
  
  
    
Mødte en fyr på en parkeringsplads. Han havde set mit ADV klistermærke og kom hen for høre hvad jeg var for en. Han var på fuldpakket mc og skriver selv på ADV-siden. Han havde haft lidt svært ved at finde en campingplads, og jeg tilbød at vi kunne dele min. Det var jo også 4 juli, der er en stor ting herovre, og jeg havde ikke lyst til at sidde alene rundt om et bål på denne nationale helligdag. Så vi skiltes for at udføre hvad vi hver især havde planlagt, for så at mødes senere på campingpladsen.
Vi grillede nogle pølser og snakkede. Han var fra Californien. Havde taget fem måneder fri og ville slutte turen i New York til et bryllup.

Det var nu meget hyggeligt at have lidt selvskab. Det kan godt blive lidt ensomt at lave bÃ¥l helt alene. Og det har vist sig, at campingpladserne nogen gange kan være de sværeste steder at komme i kontakt med folk. De er jo pÃ¥ weekend. Tit i tosomhed. Man er væk hele dagen og nÃ¥r det bliver mørkt kommer man jo ikke lige rendende over til folk man ikke kan se. Men sÃ¥ længe jeg jeg har gang i et bÃ¥l, og specielt hvis jeg laver mad, har jeg noget at lege med. Det der bÃ¥lmad kan nogengange tage flere timer….men det smager fan… godt!!!!!

Var også rendt ind i et par Argentinere den første dag. Mødte dem igen da jeg ville se Old Faithful. Det viste sig at jeg skulle sidde og vente 45 minutter til den spruttede næste gang, så jeg blev glad da der råbte mit navn. De var søde og sjove. Og tiden fløj afsted.
Prøv at se kødranden af mennesker i baggrunden. Og da sÃ¥ geyseren ikke var sÃ¥ fantastisk som jeg havde troet….Ja sÃ¥ blev jeg nærmest skuffet. Begyndte at fÃ¥ den her turistgøjl følelse….. Og orkede ikke rigtig mere geyser-dims.
Til gengæld var jeg sÃ¥ nok den eneste i parken der ikke havde set en bjørn. Den sidste dag skulle være dagen. Kørte op nordpÃ¥ og fandt et lille stykke grusvej, som California-gutten (har sgu glemt hans navn) havde anbefalet. Han havde set bÃ¥de bjørn og ulv der. Jeg sÃ¥ ingenting…til gengæld begynde det sÃ¥ at regne.
Kørte ind gennem en by, og midt på en græsplæne lå en stor kronhjort.
Fattede simpelthen ikke hvorfor den gad sidde der, når den nu havde alt den fine natur over det hele.
Tror lidt at de der dyr er blevet en anelse for vant til mennesker.
Kørte videre og kom til en stor flok mennesker, der var meget oppe at køre. Billedet er fra slutningen af seancen, lige da jeg ankom var der nok 5 gange så mange mennesker og biler linet op.
Yes!!!!! Det kunne kun være en bjørn, der skabte så meget ballade. Rangere der prøvede at holde folk væk og dirigere trafikken.
Fik øje pÃ¥ den her minimale plet inde i græsset, og sÃ¥ var jeg forbi. Hmmm…..vendte Smølfen, fik endnu et glimt og kørte væk. Fik kameraet om halsen og sÃ¥ tilbage. Stoppede et kort øjeblik for at tage det her ikke særligt fantastiske billede. Men nu har jeg set en bjørn!!!!!
Og den var da bare så ligeglad med de mange mennesker og biler der larmede få hundrede meter fra den. Den sad bare der i græsset og spiste, ja hvad det nu var den spiste.
Kørte glad derfra. dagens mÃ¥l var opfyldt. Nu kunne jeg forlade Yellowstone næste morgen med god samvittighed….har dog stadig ikke set en ulv…………
  
  
Kørte ud af Yellowstone og gennem endnu en park, Grand Teton. Fin lille tur. Smukke høje bjerge.
 
Tudsede af landevejen til Lander, WY. Måtte dog lige vente på en thunderstorm, altså en stor sort sky med masser af lyn, regn og hagl.
Hang ud på en rasteplads, mens skyen passerede på tværs af min rute. Kiggede lidt på gps og sky og bestemte mig for at køre. Havde heldigvis regnet rigtigt, da jeg kunne snige mig udenom skyen uden at blive ramt af så meget som en dråbe. Kunne se at det havde regnet meget kort før. Er heldigvis blevet bedre til at fatte vejret heromkring.

Har hængt ud her i Lander et par dage. Trængte til et bad og til at komme på nettet. Intet net siden Boise og intet bad siden teltskylningen.
Var kommet så langt bagud med bloggen at det ikke var sjovt mere. Er så glad for at jeg endelig er med igen.
En anden grund er, at jeg har fÃ¥et det der herovre hedder “Monkey Butt” AltsÃ¥ rød røv med knopper!!! Det kommer af at sidde sÃ¥ meget pÃ¥ Smølfen. Har kørt 16000 km nu. Og det sætter sÃ¥ sine spor. Har været ud og shoppe creme til røde babynumser. Det hjælper lidt, men jeg er stadig øm nÃ¥r jeg sætter mig op pÃ¥ Smølfen. Det gÃ¥r nok ikke rigtig over før jeg holder en rigtig lang pause, pÃ¥ et par uger eller noget i den retning. Sandsynligheden for at det sker før Mexico, er ikke særlig stor, sÃ¥ jeg mÃ¥ bare leve med det. Har ligget en del pÃ¥ maven pÃ¥ det sidste

Har også min nye Ride Report på ADV-siden, som skal opdateres. Den hedder http://www.advrider.com/forums/showthread.php?t=353694 hvis i har lyst til at kigge lidt på den. Der er ikke så meget på skrift, og stort set de samme billeder som på bloggen, men det er kommentarene fra andre folk der er det sjove.

  
  

Ja, ja….Jeg ved det godt. I har abstinenser, og jeg fÃ¥r tics af at være sÃ¥ meget bagud med bloggen.

Jeg kørte fra Salida mod Boise, dels fordi jeg havde lovet at komme tilbage og sige hej til alle mine nye venner, dels fordi jeg havde efterladt nogle ting hos Heather, som skulle hentes.

Jeg skulle tage en beslutning om, hvorvidt jeg ville tilbage til Colorado til det der ADVrider-halløj, eller jeg ville videre over mod vestkysten.
Kunne mærke at jeg rigtig gerne ville møde flere motorcyklister på eventyr, er helt vild med bjergklimaet og så regner det vist en hel masse deromme i Seattle ;-) 
Så det var en forholdsvis nem beslutning. Hurtigt op til Boise, så ville jeg have næsten 3 uger inden jeg skulle være tilbage i Salida. Kunne så få tid til at besøge endnu et par nationalparker på vejen tilbage.

Nu er det jo desværre bare sÃ¥dan, at nÃ¥r jeg tænker “hurtigt op til Boise” Ja sÃ¥ mener jeg det! Ville ikke lave Texas-fejlen og miste mig selv, men kan altsÃ¥ ikke lade være med at se hvor langt jeg kan komme, og hvor mange timer jeg kan holde til at sidde pÃ¥ Smølfen.
Helt skørt….Jeg ved det, men jeg mÃ¥ jo kunne lide det

Kørte fra fra Salida ved middagstid. Havde udset mig en nogenlunde lige vej mod Boise, så jeg startede på hovedvej 50. En virkelig smuk vej, med masser af dejlige sving.
Colorado er bjergtop efter bjergtop, og nogle af dem skal man jo op over.
Holdt ind, og opdagede at jeg holdt pÃ¥ “The Continental Divide” Det er en slags højderyg der løber gennem landet, og nÃ¥r sneen pÃ¥ den smelter, vil drÃ¥ben der ligger øst for ryggen engang ende ude i Atlanterhavet og drÃ¥ben vest for ender i Stillhavet. Det synes jeg er ret
syret. Sneen som i ser i baggrunden på billedet, er det som ender i Atlanten. Måske kommer vi til at svømme i det hjemme i Danmark en dag.

Kunne jo alligevel ikke lade være med at køre nogle omveje, fordi jeg regnede med at de mindre bjergveje ville være pænere/sjovere, end hovedvejene. Så jeg fandt en rigtig skæg vej, der kun var en smule længere end den slagne hovedvej. Og smukt var der.
  
Kom rundt i en skarp kurve, og så en mand komme gående i mc-tøj. Åh nej, tænkte jeg og satte farten betydeligt ned. Folk går ikke rundt i den slags tøj der, uden grund.
Og ganske rigtig, han signalerede “langsomt” til mig, og rundt om hjørnet lÃ¥ en totalt smadret motorcykel.
Stoppede og spurgte om de havde brug for hjælp. De var fem mand, så de mente godt at de kunne klare det selv. Og der havde været andre folk før mig.
Fyren havde haft for meget fart på ind i kurven, var panikket et øjeblik og bremset. Kunne ikke holde knallerten og var banket lige ind i autoværnet på den anden side af vejen. Han var ok, men mc´en var færdig.
Satte vist selv farten en anelse ned, da jeg kørte derfra. Mødte senere et andet par pÃ¥ mc, der var blevet overhalet af det uheldige selskab. Manden rystede pÃ¥ hovedet, og sagde at de havde kørt alt alt for stærkt. Mænd i flok….tsk tsk…..

Det at jeg kører alene, gør at jeg passer mere på. Kører aldrig til grænsen. Ligger nærmere på de 70%  Har jo ingen der samler mig op og ringer efter ambulancen.
Det var så vist også ret ligemeget derude. Ingen mobildækning, men søde folk i biler, der var kørt til et sted med dækning og ringet derfra.
Jeg kørte videre…..og mødte ambulancen…vel 45 min efter jeg var kørt fra den uheldige flok. Det sætter altsÃ¥ tingene lidt i perspektiv. Du er i en ulykke, og ambulancen kommer sÃ¥ ca. 1½ time senere. Man mÃ¥ sÃ¥ bare hÃ¥be, at man ikke bløder for meget i mellemtiden.

Landskabet blev mere fladt og kedeligt, så jeg tænkte at jeg kunne tage en omvej mere inden aften. Snuppe så lige en sød lille bjergkæde mere. Der var flot, men solen var ved at 
at gÃ¥ ned, sÃ¥ jeg mÃ¥tte til at tænke pÃ¥ hvor jeg skulle sove. Efter bjerg-omvejen, ville der være en lille by, sÃ¥ mÃ¥ske ville der være et billigt motel eller en campingplads. NOT!! De ville have 90$ for et værelse og ingen camping. Hmm….pÃ¥ med hjelmen og videre. Der ville komme en større by, Vernal om ca 100 km. Det kunne jeg godt overleve.

Omgivelserne var nærmest grimme. Olie og gaspumper allevegne. Hvorfor skulle det være så dyrt, når det ikke var et turist område??
Kørte ind i Vernal ved ni-tiden. Selv det mest usle motel kostede de der 90$. Havde set et skilt til en campingplads, men kunne absolut ikke finde den. Rodede rundt i nattemørket. Så en State Park på kortet. De har nogengange camping, så jeg ville køre derud, og hvis der ikke var camping, ville jeg sove på en bænk. Ikke på vilkår jeg ville betale så meget for at sove 8 timer i en seng.
På vejen faldt jeg så heldigvis over campingpladsen. Fik teltet sat op i skæret fra en lygtepæl og faldt bare om. Det havde været en lang dag.

Snakkede lidt med campingpersonalet næste dag. Grunden til de absurde priser, var gasindustrien. Der havde altid været gas omkring Vernal, men ikke nok til at det kunne betale sig at udnytte det. Men med olieprisen helt oppe at ringe, kunne de tjene pÃ¥ det. Og arbejderne skulle jo bo et sted…..pÃ¥ motellerne.
Har fundet ud af at olie og gas-arbejdere, rejser rundt hvor der nu er arbejde. De lever på moteller det meste af deres arbejdsliv. Flere selskaber havde lejet hele moteller til deres personale, så klart at priserne var sindssyge.

Klokken otte var jeg pÃ¥ vejen igen. Kunne ikke klare at se flere grimme pumper, sÃ¥ jeg fandt en omvej over et bjergpas, der sÃ¥ fed ud…..og det var den.
Op, op, op….og sÃ¥ ned, ned, ned igen.
  
Hmmm…… Var vist kommet lidt vel hurtigt ud af Vernal. Havde ikke fÃ¥et tanket. Begyndte at blive lidt bekymret. Gps´en sagde at jeg kunne nÃ¥ en tank, men kun ved at køre i den forkerte retning….sÃ¥ det gjorde jeg. Troede at jeg skulle 30 km i den forkerte retning, men blev heldigvis glædeligt overrasket. Kun 3 km blev det til…..
Kan jeg dog ikke snart lære det. Never Pass Gas!!!!!

Var pludselig i Wyoming. Landskabet ændrede sig og blev enormt stort. Ved ikke rigtig hvordan jeg skal forklare det. Men det var som om der blev højere til himlen og længere mellem alt.
  
Slut med at køre i bjerge, men man kunne se dem ude i horisonten. Jeg kørte igennem det her uendelige bakkede landskab. Himlen fik en anden nuance, nærmest lyseblÃ¥, hvor den før havde været dybblÃ¥. Følelsen af de enorme vidder, blev vel ogsÃ¥ forstærket af, at der absolut ingenting var. Ingen folk, huse eller biler….Ingenting.
Wyoming er så også den stat, der har det laveste indbyggertal.

Skulle bare krydse et hjørne af Wyoming (220km) Så var jeg i Idaho. Da jeg krydsede statsgrænsen, kunne jeg pludselig mærke Boise vinke ude i horisonten. Kun 550 km tilbage. Gps´en sagde at jeg ville være der ved 20-tiden, og så gik der ellers konkurrence i den. Kunne jeg gøre det? Ja, jeg kunne!!!!

Prøvede desperat at finde en anden mulighed end motorvejen, men hovedvejene ville føre mig ud på flere hundrede km´s omveje.
Skidt. Det er jo kun den der plastik-rulle-dims ved kæden, der ikke kan tåle motorvej. Og nu kom jeg jo hjem til Onkel Ed, og så kunne vi snart få ordnet det. Rullen var alligevel ved at være slidt ned igen. Så jeg kastede mig ind på motorvejen.

Sad der og hang på Smøfen. Kedeligt!!!!
Men jeg skal love for at det blev en del mere spændende!!!!
Vejret havde været godt hele dagen, men der begyndte at poppe flere skyer op. Det så godt nok mærkeligt ud derude i horisonten. Det lignede lidt en sandstorm i Sahara. Stor mærkelig sky. Nå lidt regn kan man vel godt tåle. Havde jo kun 200 km igen.
Kom nærmere mod “regnen” Og sÃ¥ ramte vinden mig fra det ene sekund til det andet. Bam! Lige ind i siden. Har aldrig oplevet noget lignende. Vindstødene var sÃ¥ kraftige at jeg lavede ufrivillige vognbaneskift. Var vel nede og køre 15 km/t. MÃ¥tte se at komme af motorvejen. Nærmede mig heldigvis en afkørsel. Kunne næsten ikke komme ud i svingbanen, da vinden blev ved at presse mig den anden vej. Kæmpede en hÃ¥rd kamp og fik endelig tvunget Smølfen den rigtige vej.
Puhhhhh……Vinden i ryggen og ned til en lille by. Sad der pÃ¥ en græsplæne, mens grene og plastikposer fløj om ørerne pÃ¥ mig. Havde været smart nok til ikke at placere mig under et træ, for grene knækkede af og blev blæst pÃ¥ tværs af vejen. Mærkeligt nok regnede det ikke og var stadig varmt.
Der var ikke nogen overnatningsmuligheder i minibyen, sÃ¥ jeg ventede en god time. Synes at vinden var løjet lidt af, og begav mig ud pÃ¥ vejen igen. Kørte vel omkring 30, da der stadig var gang i nogle formidable vindstød. Ikke sÃ¥ slemt som før, men alligevel….
Ville ikke ud på motorvejen, så jeg fandt en bi-vej på kortet, der ikke førte mig ud på en så gigantisk omvej. Afsted, afsted.

Og sÃ¥ blev jeg bange. ”Sandskyen” var blevet til en tordensky ude til venstre for mig…..og det var der vinden kom fra. Vidste at de der mange lyn havde retning mod mig. Og der var ikke et hus eller en bil i sigte. Jeg bandede lidt over mig selv. Hvordan kunne jeg være sÃ¥ stor en idiot og befinde mig her, i det her vejr. Havde jo hørt historier om de amerikanske Thunderstorms.
Satte farten op…meget op… Vinden havde heldigvis lagt sig en del, og jeg fløj afsted i halvmørke. Nok lidt for hurtigt end godt var. Men jeg skulle bare væk fra lynene. Der var ikke noget at gemme sig under. Jeg var absolut det højeste punkt i flere kilometers omkreds…..

Lynene blev heldigvis lidt til venstre for mig, og jeg nåede en lidt større by. Havde bestemt mig for at tage på motel. Koste hvad det ville, også selvom der kun var 70 km til Boise. Det var mørkt, og hvad mere ventede derude i vejret.
Alle, og jeg siger alle, værelser i byen var optagede. Ikke så meget som et lille bitte rum havde de tilbage.
Stod der på en tank og synes egentlig at vejret føltes ok nu. Lynene var bag mig og det lysnede lidt i retning mod Boise. Bestemte mig for at satse.
Ud på motorvejen. Vidste jo efter mit lyn-ræs, at jeg kunne køre hurtigt nok til motorvejen. Afsted med mig.
Efter vel 2 km, ramte jeg nogle trælse vindstød igen……Og sÃ¥ kom regnen.
Havde kun min safetyjacket på. Den består af net med beskyttelses-dimserne på. Dråberne føltes som nåle på min næsten bare hud. Holdt ind under en bro. Det hjalp så ikke så meget, da det nærmest regnede sidelæns pga. vinden.
Havde overhalet en meget langsom bil med en trailer. Da han strøg forbi, kastede jeg mig ud bag ham. Havde ikke lyst til at ligger der i mørke på motorvejen, med min meget lille baglygte, når de store lastbiler overhalede. Følte at jeg fik lidt beskyttelse der i læ af traileren. Han var trods alt nemmere at se end mig.

Endelig…Boise.
Havde kørt 960 km på en dag. Og var bare så træt, så træt.
Men jeg havde gjort det…Og vundet den der Ã¥ndssvage konkurrence med mig selv