Kiggede lidt på en mail med gode råd om Mexico, som Berit og Bent havde sendt da jeg krydsede grænsen til Mexico. Ok…De havde været på en skole i Guanajuato og havde været rigtig glade for den. Hmmm… Hvor mon det var. Frem med kortet. Kun 100 km væk. Ringede til dem og fik adressen på skolen. Det lød som en god ide.
Snakkede lidt med min mor. Var usikker på hvad jeg skulle gøre. Men min kloge mor, sagde. Du skal da følge din mavefornemmelse. Hvis du ikke kan lide byen, er det da bare med at komme afsted. Og jeg kan kun sige at hun havde ret!!!!!
Mandag ringede jeg til skolen i Guanajuato. Jo, jeg kunne starte næste dag. Ja, de kunne indlogere mig hos en mexicansk familie, som havde en garage til Smølfen. Jeg skulle bare møde op næste dag klokken 9. Havde jo betalt for hotellet i San Miguel, så jeg besluttede at køre tidligt næste morgen. Pakkede det jeg kunne og kunne allerede mærke at det var den rigtige beslutning. Havde ro i sjælen da jeg gik i seng.

Kørte ud af porten klokken 7. Regnede med at jeg var i forholdsvis god tid. Havde jo skolens adresse plottet ind i gps´en, så det ville jo nok ikke blive svært at finde.
Køreturen var smuk der i den tidlige morgen. Men hold da op hvor var det koldt. Måtte lige holde ind og få foret i jakken og vinterhandskerne på. Frøs stadigt. Det hjalp lidt da solen endelig kom op over bakketoppene. Jeg drønede ud over stepperne, men opdagede så noget der så ud som rim på markerne. Hmmm…var her glat. Blev i tvivl og satte farten lidt ned. Vejen var en snoet størrelse, og jeg kunne se at jeg havde lidt travlt, hvis jeg skulle nå skolen inden klokken 9. Endelig nogle lange lige stræk, hvor solen havde stået på et stykke tid. Drønede afsted. Havnede ved bygrænsen 20 minutter i 9. Intet problem. Der var kun 4 km tilbage. Jeg ville nå det!!!!…..Troede jeg.
Havde godt nok læst at Guanajuato havde de her tunneller, hvor en del af vejene løb. Men havde da ikke i min vildeste fantasi troet at der var så mange og de var så lange.
  
Forsvandt ind i den første. Der var mørkt og indelukket. Så mistede gps´en forbindelsen og jeg havde ingen anelse om, hvor jeg skulle dreje fra. Måtte bare tage en chance og dreje. Kom ud i dagslyset igen. Fulgte en stejl brostensvej op til en slags udsigtspunkt. Ja, det var da i hvert fald ikke her. Det skal så også lige siges at stort set alt er ensrettet, og det gør det jo ikke nemmere.
  
Byen er bygget i en slags “gryde” Bakker på alle sider. “Udsigtsvejen” løber hele vejen rundt. Gps´en sagde drej til højre, men der var ingen vej, kun stejl skrænt. Jeg bandede højt inde i hjelmen. Gps´en var ikke til meget hjælp lige nu. Tog en vej der så ud som om den gik ned til centrum. Havnede i en rundkørsel. Arrggghhh…Der havde jeg jo været for 15 minutter siden. Var nu helt sikker på at komme for sent.
Dykkede ned i tunnelerne igen. Tog en ny vej ud. Anede ikke hvor jeg var. Gps´en sendte mig i alle mulige…og umulige retninger. Nu hvor jeg kender byen lidt bedre, kan jeg se at den faktisk havde fat i noget rigtigt, men på det tidspunkt virkede det som om den ville have at jeg skulle køre i cirkler.
Endelig kunne jeg holde ind et sted, hvor der ifølge gps´en kun skulle være 500 meter til skolen. Fik spurgt nogle mænd om vej. De forklarede noget om en smal gyde. Det havde Bent vist også nævnt. Kørte lidt og spurgte nogen igen. Hvis jeg lave en fejl nu, ville jeg skulle starte helt forfra i tunnelerne igen, og det ville jeg ikke risikere. Fandt vejen og kørte op. Og mere op….og så endte den blindt. Lod cykel være cykel og gik ned for at finde stedet. Damn, jeg var kørt lige forbi. Gik op for at hente Smølfen. Kunne kun lige få vendt den rundt, der var meget smalt.
Og endelig holdt jeg udenfor skolen. Kun en lille time forsinket.

En fyr på min egen alder kom ud for at beundre Smølfen. Det viste sig at være ham jeg havde snakket i telefon med. Fik forklaret mine vanskeligheder med at finde skolen og undskyldt min sene ankomst. Han grinede bare og jeg kunne konstatere at her kører man så også efter mexico-tid. Dvs. at man ankommer når man ankommer 
Han gav mig en test, så de kunne se hvilket niveau jeg var på. Og så blev jeg nærmest smidt ind i en klasse og gik i gang med grammatik med det samme.
Da mine fire spansk-timer var overstået, stod moderen, fra den familie jeg skulle bo hos, klar til at følge mig hjem til dem. Hun hoppede ind i en taxi, og jeg fulgte efter den på Smølfen.
En enkelt tunnel og nogle meget stejle gade, og så kunne jeg parkere i familiens garage.
Jeg fik hilst på hele familien, som bestod af mor, far, to sønner på 14 og 16 og en datter på 4. Fik tildelt et værelse og fik slæbt mit bras derned.
Så var det tid til “aftensmad” De spiser de allerede ved 4-5-tiden. For så at få en kage eller en anden snack sent om aftenen.
De var smadder søde og talte kun spansk, så der var ikke andet at gøre end at prøve at gøre mig forståelig på spansk. Det gik faktisk overraskende godt. Moderen var temmelig nem at forstå. Hun havde fattet, at man skal tale uendeligt langsomt til de der udlændinge. Det var jo ikke første gang de havde logerende. Faderen derimod talte bare hurtigt, så mor måtte “oversætte” for mig. Havde vel egentlig nemmest ved at kommunikere med den 4-årige. Vi legede med tal-kort, og jeg kom sådan til at grine, da det gik op for mig at hun også talte på fingre ligesom mig :-)
Jeg brugte også lang tid med at “snakke” med den 14-årige. En aften så vi samtlige billeder jeg har på computeren, og næste aften stod den på gennemlytning af alt hvad jeg har af musik. De synes godt nok at Hedningarna er noget mærkeligt larm
Huset lå oppe af en meget stejl bakke. Der var laaaang vej hjem fra skole….Det føltes i hvert fald sådan….. Op, op, op……
  
Jeg er helt vild med Guanajuato. Det er en universitetsby, så der er masser af unge mennesker og et heftigt natteliv. Hvilket jeg også fik at føle da jeg flyttede på hostel i nede i byen. Mit værelse lå nedenunder en bar der spillede høj musik til klokken to….Hver aften!!!!!  Guanajuato har masser af musik i gaderne hele tiden. Der sker altid et eller andet spændende. Byen er kendt for deres for deres “vandrende” fester. Et band vader rundt med fuld musik og så følger man efter mens man danser og fester. Bymidten nærmest en lang gågade. Man løb hele tiden ind i nogen man kendte. Og efter få dage hilste jeg på de forretningsdrivende, så det var smadder nemt at føle sig hjemme.
  
  
 
   
Jeg gik i skole og boede hos familien den første uge.
Skolen var god. Jeg havde 2 gruppe-timer og 2 timer med privatlærer om dagen. Var ikke så vild med gruppe-timerne, da det mest bestod af grammatik, og det har jeg nærmest ikke lært på dansk. Det var vist ikke så moderne at terpe grammatik i 80´erne. Havde ingen ide om, hvad de mente når de sagde infinitum og andre mærkelige grammatik-ord.
Jeg elskede mine privat-timer. Luis, min lærer, var sød og meget pædagogisk. Tak Berit og Bent for anbefalingen! Jeg brugte tiden på at lære, hvordan jeg skulle svare på alle de der spørgsmål. som folk hele tiden stiller mig. Hvor kommer du fra? Hvor længe har du rejst? Hvor skal du hen? Osv……Ved at skulle svare på alt det, måtte jeg jo lære lidt om datid og fremtid, så jeg lærte en masse.

Jeg flyttede ned på et hostel om lørdagen. Jeg ville have lidt mere frihed. Synes ikke at man kan bo hos en familie og så bare bruge dem som hotel. Mener at man skal hænge ud der om aftenen og snakke med dem, og ikke bare fise i byen hele tiden. Og det havde jeg jo gjort i stor stil hele den første uge. Nu ville jeg udforske byen.
Det blev til en thanksgiving fest med folk fra skolen. Danseaften på en salsaklub. Disco-night på et 80´er disco. Og meget andet sjovt.
Jeg hang ud med meget forskellige mennesker i min tid i Guanajuato.
Karen og Vincent fra Canada var nogle af dem jeg så mest.
 
Karen er født i Danmark, men flyttede med familien til Canada som et-årig. Hun taler dansk og det hyggede vi os så lidt med. Vi var på museer og spiste tit sammen. Talte en masse, bl.a. om danske juletraditioner. Folk synes vist at vi danskere er lidt mærkelige fordi vi DANSER om træet juleaften. Det er vist ikke helt almindeligt, hverken i USA eller Mexico. Mandelgaver er heller ikke så udbredt. Lad os sige at Vincent var ved at vænne sig til det, men stadig synes at vi er skøre.
En anden jeg hang meget ud med var Ross fra USA. Her sammen med Karen
Han er på vej verden rundt i en folkevogns boble fra 1971. Han var den mest utålmodige mand jeg nogensinde har mødt. Kunne ikke sidde stille mere end 3 sekunder. Vi havde en god kemi, og havde nogle lange dybe samtaler om alt muligt. Er dog glad for at jeg ikke rejser med ham, ville blive skør på stedet Han har for øvrigt også en blog http://web.me.com/ragtraveler/Site/Welcome.html hvis nogen har lyst til at følge en skør mand jorden rundt. Det virker som om han har en sær evne til at tiltrække farlige situationer, men jeg tror nu bare at hans fantasi har det med at løbe af med ham

En morgen hvor Karen, Vincent og jeg spiste frokost sammen, viste Vincent mig en artikel i avisen. Han prøvede at stave sig igennem avisen hver dag, for at forbedre sit spanske. Så vidt vi kunne forstå skulle der være et motorcykeltræf den næste weekend. Jeg havde egentlig tænk at jeg ville køre indenfor et par dage, men det lød sgu for spændende. Og hvis jeg skulle hænge ud i Guanajuato lidt længere, var det heller ikke den store katastrofe, kunne altså rigtig godt lide den by.
Ved hjælp af et par rigtig spansktalende, fandt vi ud af at det var i Irapuato 60 km væk. Yes!! Det var nu min nye plan.

Jeg drog afsted til Irapuato den følgende lørdag. Byen var stor, og det eneste jeg havde som pejle mærke var, at det lå ved den zoologiske have og så havde jeg avisartiklen med.
Jeg fjumrede rundt i byen, og den var stor. Fik spurgt en færdselsbetjent om vej, ved at vise ham artiklen, og endelig kunne jeg køre ind gennem en port hvor der hang et skilt, hvorpå der stod “Moto Evento” …..Og så havnede jeg så på en kæmpe stor tom parkeringsplads. Ikke en motorcykel i sigte. Hmm…. Hvad gør en smart pige så??!! Ja, jeg stillede mig op midt i det hele og røg en smøg. Det viste sig at være en glimrende ide, for cirka halvvejs igennem smøgen, kom der en Harley kørende ind på pladsen…og satte kursen mod mig. De stoppede og sagde bla, bla, bla…. på spansk. Jeg sagde øh bøh….Evento Moto, og så gjorde manden tegn til at jeg skulle følge efter dem. Op på Smølfen og så afsted. Rundt om en park og så var vi der. Telte og boder, men ikke så mange motorcykler. Det var også tidligt på dagen.
Fik parkeret, og blev slæbt ind i skyggen til det der viste sig at være indskrivningen.

Folk gloede underligt på mig, og min nye ven på Harlyen præsenterede mig for nogle mennesker. Det viste sig at hele træffet var arrangeret af nogle der hedder “Black Jackets” (udtalt med tyk spansk accent…) Og han var en af dem. Tror det var præsidenten jeg var blevet introduceret for. Aner det faktisk ikke. Ingen….og jeg siger ingen…. talte andet end spansk, og det var lidt svært for mig at følge med i hvad der faktisk foregik. De kunne heller ikke helt forstå hvor jeg kom fra, men så viste jeg bare avis-artiklen frem, og så synes de vist at det var sejt at jeg bare var troppet op.
Fik en t-shirt og et stofmærke og så var jeg klar til træf.

Det begyndte så småt at gå op for folk at jeg var fra Danmark og havde kørt hele den lange vej fra USA. Pludselig havde jeg en meget interesseret flok omkring mig, og de ville bare vide alt muligt. Det var ret grineren at prøve at forklare alt det på spansk. Da de endelig var tilfredse med mine brokker, gik jeg en tur rundt på pladsen for at glo lidt på boderne. De solgte alt det sædvanlige Harley- gøjl. Det var begyndt at gå op for mig at det her træf absolut ikke var et offroad træf, men fyre i en masse læder
Vadede tilbage til indskrivningen. Nå, der kom nogle tv-folk, så det måtte da alligevel være en begivenhed af en vis størrelse. Der havde da godt nok stået i avisen at der ville komme 2000 motorcykler, men jeg var da begyndt at tvivle lidt, eftersom fremmødet der ved 13-tiden ikke var det største.
Pludselig kastede medierne sig over mig. Jeg sagde altså nej tak til tv-interviewet, da journalisten kun talte spansk, og jeg ikke mente at mine spanske brokker var tv-egnede. Men jeg overgav mig til avis-journalisten. Han kunne også tale ligeså meget engelsk, som jeg kunne tale spansk, så det gik over stok og sten…hø hø…. Fotografen fik mig op og sidde på Smølfen så han kunne få det fede billede….Og jeg var ved at flække af grin indvendig. Det var sgu da for morsomt!!! Den store berejste berømthed. Nå, men de er vist ikke så vant til at kvinder kørte alene rundt på mc, så jeg var vist lidt af et særsyn. Så én anden kvinde der selv kørte, ellers sad de kun bagpå. Og det var ud af ca 2000 motorcykler.

Jeg havde ikke taget alle mine ting med, da planen var at kigge forbi og se hvad det var for noget, og så køre tilbage til Guanajuato inden det blev mørkt. Men jeg kunne forstå på folk, at det var om aftenen at det hele skete. Der var ikke et motel i nærheden, så jeg bestemte mig for lige at smutte hjem efter camping-udstyret og så vende tilbage. Klokken var jo ikke mange og jeg kunne være tilbage før fem, hvis trafikken ellers ikke drillede. Min Harley-ven sagde at jeg bare kunne slå teltet op ved deres, så skulle de nok passe på mig. Op på Smølfen, hjem og knalde teltet bagpå og så tilbage igen.
Trille ind på pladsen lidt over fem. Nu var der bare mange cykler.
  
Man må sige at hjelmene er af meget varierende kvalitet.

 
Fik slået teltet op, og gik hen til min Harley-ven og hans veninde og sagde hej. Det er dem på billedet ovenover. Kan desværre ikke huske hvad de hedder. Blev udstyret med en ordentlig tequila, og så var festen i gang. Lad mig sige det sådan….at hvis mit glas var tomt, gik der ikke mere end tre sekunder før en eller anden flink mexicaner havde fyldt det igen. Se det er gæstfrihed så det batter.
Nogen kom slæbende med en fyr der kunne lidt engelsk, så jeg fik lidt svar på nogle af mine spørgsmål. På det tidspunkt foregik der noget jeg ikke fattede oppe på scenen.
Det viste sig at være en mindehøjtidelighed for en fyr der havde kørt sig ihjel ugen før. Der blev holdt taler og den engelsk talende fyr fortalte mig at den dødes krop også var på scenen. Jeg var helt sikker på at han tog pis på mig, men de stod da godt nok med et stykke plastic, hvor der godt kunne være et lig i, hvis det altså skulle være. De rullede plastikken ud og heldigvis var det bare et stort billede af afdøde og ikke et lig. Hans små sønner var også på scenen og det gik op for mig at de stod med hans urne. Nåhhh…Det var det han havde ment!!! Det var asken og ikke et lig han havde ment. Vi kom begge til at grine helt vildt. Han havde bare ikke vidst hvad det hed på engelsk, så det blev altså til krop i stedet for aske. Gad vide hvad jeg siger når jeg taler spansk??!!
Jeg tror der var 10 forskellige mennesker oppe på scenen for at holde taler. Lange taler… Også den lille søn og konen havde ting at sige. Så blev der holdt en mexicansk form for et minuts stilhed. Det består i at man klapper i et minut. Bagefter startede en masse folk motorcyklerne og holdt der og gassede op i lang tid. Familien takkede alle folk for deres deltagelse og så var det tid til fest.

Og festet blev der!!!!! Øl og hornmusik…og så er det ikke løgn med hornorkestret….
Jeg faldt i snak med en sød fyr, som jeg desværre heller ikke kan huske hvad hedder. Tequila påvirker åbenbart min evne til at huske navne
Vi hang mere eller mindre ud resten af aftenen. Jeg kunne stort set forstå hvad han talte om, og han talte altså kun spansk. Han havde bare forstået, at hvis han talte uendeligt langsom, så fattede jeg faktisk meget. Han forstod så også en del af hvad jeg sagde. Så han var meget handy.
Det sjove var at andre folk ikke forstod at de skulle tale langsomt. Jeg kunne høre at han sagde til andre, at de bare skulle tale langsomt, men det gjorde de så bare ikke, så min ven oversatte alt fra spansk til spansk…og så forstod jeg Det var rigtig sjovt.
Det skal så også lige siges, at min hukommelse måske bliver påvirket i dårlig retning af tequila, men til gengæld bliver jeg MEGET bedre til spansk

På et tidspunkt var der pause i musikken. Vi satte os op på scenekanten og kiggede ud over det støvede kaos et mc-træf ser ud til at være, ligemeget hvor i verden det bliver holdt. En mand på scenen tog en mikrofon og ævlede en hel masse. Pludselig kunne jeg høre ordet Dinamarca (Danmark) Og så var der omkring 300 mennesker der kiggede på mig. Mange begyndte at komme op mod mig. Jeg sad bare der og tænkte hvad??!! Min ven grinede og sagde at jeg lige var blevet præsenteret fra scenen. Tror at der stod en kødrand på et par hundrede mennesker foran mig. Kunne høre at de spurgte efter nogen der talte engelsk og et par stykker meldte sig. Og så blev jeg ellers udspurgt på spanglish. De talte vel engelsk som jeg taler spansk.
Så begyndt folk at trykke mig i hånden og stille deres børn op til fotografering sammen med mig. Det var SÅ underligt!!! Jeg var en berømthed….og folk opførte sig sådan. Det var bare så morsomt, men jeg måtte jo hellere holde masken og sige davs til de meget imponerede mennesker.
Da al virakken var overstået gik jeg på toilettet. Det skal lige siges, at det var mere ulækkert end noget, jeg nogensinde har oplevet før. Inklusive Roskilde festival, Kina, og Indien. Fire totaltstoppede huller i jorden. Gik over til at tisse i hegnet efter første besøg.
Da jeg kom ud på pladsen igen, blev jeg så stadig stoppet af folk der ville have deres billede taget sammen med mig. Det var meget mærkeligt, men nu har jeg da prøvet at være en kendis

  
Så startede der et band der spillede alle de kendte træf-sange. Born to be wild og sådan nogle. De sang bare med så tyk accent at jeg nærmest var faldet om af grin. Min ven synes at det var totalt pinligt. Han var sikker på at de ikke anede hvad de sang, men bare havde aflyttet en cd. Han var så på vej op for at spørge bandet om jeg ikke kunne synge i stedet for dem, for jeg kunne da i det mindste udtale ordene. Men der satte jeg så foden ned. Så fuld var jeg heller ikke!!!!!!!
Der blev også danset til musakken. Det bestod af en masse mænd der hoppede rundt i en cirkel foran scenen. Ikke en pige i syne…ok, så måske en. Ellers stod de pænt i en halvcirkel og gloede på mændende. Kønt var det ikke, men helt sikkert sjovt.
  
Ved to-tiden startede en større udvandring. Folk satte sig på deres cykler og kørte hjem. Jeg er sten-sikker på at over halvdelen ikke rigtig kunne passere en alkoholtest på det tidspunkt. Men hjem skulle de åbenbart.
Festen fortsatte i stor stil, nu kun med halvdelen af deltagerne. Jeg hang ud med min vens mc-klub. Men ved fire-tiden var det altså ved at være tid til at se soveposen.
Klubben var også blevet trætte. De havde godt nok ikke rigtig taget noget sove-noget med, så de sov på knallertene.
   

Næste “morgen” var jeg vist en smule mat i koderne. Fik teltet raget ned og gjort klar til at køre. Var henne og sige farvel. Drengene var allerede i gang med øllene igen. Jeg sagde pænt nej tak. De ville ud og spise frokost, men jeg takkede også nej til det. Jeg ville bare hjem og se dyner. Det havde været en ufattelig morsom aften/nat, men nu var jeg bare helt færdig.
På vej ud af byen, skulle jeg lige finde avisen, for at se om jeg virkelig var i den.
Det var jeg. Med billede og det hele. Havde ikke hjerne til at studere artiklen nærmere ude i heden, men efter nærmere studie…et par dage efter, da min hjerne var vendt tilbage fra ferie…eller hvor nu den var, kunne jeg konstatere, at de faktisk vist har fået alting rigtigt.

Jeg grinede meget inde i hjelmen hele vejen hjem. Det have bare været så sjovt. Mega sjovt!!!!!!!!!

Vel tilbage på hostellet, fandt jeg noget cola og en butik der solgte dvd´er. Det var totale kopi-dvd´er. Det konstaterede jeg på den hårde måde, da det viste sig at James Bond talte fransk, og da jeg byttede den…hun havde sagt at den var på engelsk…. talte han så russisk. Det lykkedes mig aldrig at se den nye James Bond på engelsk Men jeg fandt da noget på engelsk og nød en tømmermændsdag med cola, grill-kylling og film.

Da jeg forlod Danmark havde min mor og far sagt, at ligemeget hvor jeg var i verden ville de komme og fejre juleaften med mig. Og nu havde de så købt biletter til Mexico City.
Min far ville rigtig gerne leje en motorcykel og køre rundt sammen med mig. Mit job var så at finde en cykel de kunne leje. Og det var ikke den nemmeste opgave. Masser af cykler i Cancun og Cabo, men ingen omkring Mexico City. Det brugte jeg så de næste dage på at få i orden, samtidig mens jeg hyggede mig med folk i Guanajuato.

Kom endelig i kontakt med Gerardo fra Creel-træffet. Han kunne skaffe en kæmpe BMW og en Husquarna. BMW´en ville ikke være så handy her og bagsædet på Huskyen var ikke det mest mor-venlige, så jeg takkede pænt nej. En anden mulighed var en fyr i San Miguel, jeg havde fundet på ADV-siden. Han kunne diske op med hans egen private BMW 100GS. Den var gammel, men kunne da bruges i mangel på bedre.
Så tikkede der flere beskeder ind på ADV, og Oscar i Mexico City dukkede op. Han havde en BMW 650GS og det var lige hvad vi skulle bruge. Jeg sagde ja tak, og drog til Mexico City, for at se dyret an.

Oscar havde givet mig gps´koordinaterne til hans sted, men jeg synes godt nok at de var lidt mærkelige, men plottede dem ind alligevel.
Kørte de 360 km fra Guanajuato til D.F. som Mexico City hedder her. Og havnede i den vildeste trafik. Totalt kaos overalt. Sad i lange køer på omfartsvejene, men efter at have luret lidt på de lokale mc´er, der bare snoede sig ind og ud mellem bilerne, tænkte jeg skik følge eller land fly, og kastede mig ud i det. Kom en del hurtigere frem og så var det ovenikøbet meget sjovere
Kom til mit bestemmelses sted, men var helt sikker på at det var forkert. Der var heldigvis en telefonboks, så jeg ringede til Oscar, der undskylde meget at han havde givet mig koordinaterne i et mærkeligt format, og sagde bare bliv der, jeg kommer og henter dig.
En lille time senere trilleder der en Suzuki 650 ind på pladsen jeg stod på. Oscar viste sig at være alt det jeg havde drømt om, smadder flink og hjælpsom. Han havde ikke BWM´en hjemme, så der var ikke rigtig nogen grund til at køre forbi ham. I stedet ville han føre an til et hotel, Jeg skulle bare følge efter. Og så fik jeg ellers en lektion i hvordan de lokale kører. Ud og ind mellem bilerne, op over fortorvet, den forkerte vej i ensrettede gader. Da jeg havde vænnet mig til det, var det faktisk sjovt. Der er bare ingen regler. Jo…det er der måske, men på mc følger man dem ihvertfald ikke. Hvis der er plads til en mc, så er det der man kører.
Der er så mange biler at alt er kaos, men trafikken glider faktisk godt efter omstændighederne. Man snor sig på bedste beskub. Trafiklys bliver næsten respekteret og de har ikke den her ” Jeg har ret, skrid og jeg flytter mig ikke” aggressivitet vi har i DK. Det er enormt befriende.

Vi kom til et for mig at se meget fancy hotel, men der var en garage i kælderen, hurtigt internet og det ville være et fint sted at installere mor og Klaus. Og prisen var ikke så slem som frygtet, men mere end jeg havde lyst til at betale. Men det var centralt og fint, så jeg flyttede ind.
Oscar blev og ventede til jeg fik et værelse, for at kunne få fat i mig. Har jo ikke nogen telefon, så han skulle lige have værelsesnummeret. Og vi aftalte at han skulle ringe så snart han fik cyklen tilbage, så jeg kunne komme og se den.

Efter Oscar forlod mig igen, prøvede jeg straks at ringe til Elena, hende jeg havde mødt i Real de Catorce. Hun var jo fra D.F. Kunne ikke få nogle af numrene til at virke. Har haft tonsvis af problemer med at bruge telefoner i det her land. De har et væld af mærkelige områdekoder, alt efter hvor du er og hvor du ringer hen. Og så skal man lige vide om det er en mobil også.
Skrev en mail i stedet, og håbede det bedste.
Lå der i min fine seng og følte mig som et rigtigt luxus-dyr. Havde jo boet tre uger i et koldt hummer med lokum på gangen. Så jeg nød det rigtigt.

Næste dag ringede Oscar og sagde at cyklen var hos ham, så jeg kunne komme med det samme hvis jeg ville. Han tilbød at hente mig, men jeg mente nu nok at jeg kunne finde ham, nu jeg havde de rigtige koordinater.
Trak i alt gearet og havde lige åbnet døren for at gå, da telefonen ringede. Åh nej, nu aflyser han, tænkte jeg. Men så var det Elena. Yes!!! Hun ville mødes med mig om aftenen. Bare hurtigt til en kop kaffe eller noget, hun have lidt travlt. Jeg var bare glad for ikke at skulle hænge rundt om hotellet. D.F. er bare så stor at jeg nærmest blev skræmt af at gå længere væk end den gade hotellet lå i. Havde da altid gps´en med for en sikkerheds skyld.

Jeg kørte ud til Oscar. Kørte ikke helt så sindssygt som ham, men overtrådte stadig samtlige regler jeg kunne. Hold da op hvor er det sjovt at passere en uendelig lang bilkø indenom…eller udenom for den sags skyld. Grinede stort set hele vejen.
Oscar stod og ventede og åbnede garageporten så jeg kunne køre lige ind. BMW´en stod i baggården og så fin ud. Det var lige hvad vi skulle bruge. Tog nogle billeder så Klaus kunne se, hvad det var han skulle køre på.
Vi sad og kiggede kort og snakkede ruter og hoteller i et stykke tid. Han er bare en flink mand ham Oscar. Det virkede også som om han havde forholdsvis styr på det hele.
Mc-udlejningen var bare en bibeskæftigelse for ham. Han er ingeniør, men ville da gerne leve af at lave ture og leje mc´er ud. Han ville jo også gerne vide hvordan jeg havde fundet ham. Fortalte ham om ADV-siden. Og at han jo kunne skrive at han havde mc´er, hvis nogen havde brug for at leje i D.F.
Og så fortalte jeg ham, hvorfor han var havnet nederst på min prioriterings-liste. Da hans navn blev nævnt på ADV, skrev fyren at Oscar ikke havde så god service, og da jeg spurgte ind til det, havde fyrens ven haft en dårlig oplevelse, med en af Oscars mc´er. Han skrev så, at fyren havde fået nogle penge tilbage og en ny cykel, så det lød jo ok.
Oscar vidste med det samme hvem jeg talte om og var meget ked af den historie. Han fortalte mig, at fyren ikke havde fortalt ham om problemerne, før han var tilbage i D.F. Og Oscar kunne jo ikke gøre noget, når han ikke anede at der var problemer.
Er glad for at jeg fortalte ham historien, for han ved jo at jeg skriver på ADV, så hvis han ikke giver os en god service, så havner der endnu en dårlig historie om ham på nettet. Og det tror jeg ikke han vil risikere. Vi har ihvertfald fået tip top service hele vejen igennem. Han har f.eks. givet mig en mobil med, der kun indeholder hans nummer. Vil rigtig gerne have at jeg sender en sms hver dag, så han kan følge os. Og har lovet at hvis der sker noget med cyklen, så kommer han og ordner det hele. Han virker som en god fyr.

Om aftenen kom Elena så og hentede mig. Det var så heldigt at hun var hjemme til en veninde, der bor meget tæt på mit hotel, så det var jo smart.
Vi travede ud i byen. Hun spurgte hvad jeg ville spise, og jeg svarede sushi…bare sådan for sjov, men jeg blev gennet ind i en taxi og kørt til det hyggeligste sushi-sted. Vi fik en gratis omgang sake af tjeneren. Det var vist Elenas hood vi var i. Kunstner-kvarteret. Fik da både hilst på en forfatter, en berømt skuespillerinde og en instruktør. Fik en Manhattan, eller hvad det nu er de drikker i Sex and the City. Vi travede rundt og hun viste stolt sin by frem.
Men så kom et af aftenens højdepunkter. Hun var faktisk i bil, og vi kørte en tur rundt i D.F. Hun kørte lidt sydpå, da vejene der er i flere etager, så man havde udsigt ud over byen. Det var fantastisk at få en fornemmelse af, hvor stor den egentlig er. Der bor officielt omkring 25 millioner mennesker. Det er jo sindssygt, når man tænker på hvor mange danskere der er………
Hun satte mig af ved hotellet og vi aftalte at jeg skulle med hende og en veninde ud og shoppe julegaver næste eftermiddag.

Jeg brugte formiddagen på at tage det længste bad. I guanajuato have mit hostel kun varmt vand i 5 minutter af gangen, så mit hår trængte til en ordenlig omgang. Ja, alt fra top til tå blev ordnet. Det var så skønt!!
Så mødtes jeg med Elena og Angelica og vi hoppede i en taxi ind til centrum.
  
Det var en folkevogns-boble. Mange af taxierne er bobler. De hiver passagersædet ud, så vi måtte alle tre sidde på bagsædet. Men vi morede os glimrende. Elena ser mærkelig ud på billedet, fordi vi skulle sige cheese, men hun sagde selvfølgelig queso…altså ost på spansk.
Vi nåede centrum i den massive trafik. Der er nu meget nemmere at komme frem på knallert Og så blev vi lukket ud i en flodbølge af mennesker. Det var lørdag og der var gang i julehandlen. Der var så mange mennesker at jeg nærmest blev dårlig.
Trissede rundt efter pigerne og håbede så småt at vi snart skulle tilbage til de fredelige forstader. Endelig erklærede de at nu var de færdige, så nu skulle finde en cafe og hvile fødderne.
Vi kom hen over den centrale plads i byen. Juletræ og dekorationer så langt øjet rakte:
Var inde og få en kop chokolade i den første Sanborns i verden. Det er et varehus, men her var det altså mest cafe og restaurant. Bygningen var tilgengæld enorm flot, med kakler på hele ydersiden. Je, jeg glemte lige at tage et billede.
Så slæbte de mig op i Torre Latino, som er en nogen og fyrre etagers bygning. Udsigten var fantastisk. Ville dog gerne have været deroppe om dagen for at se det hele lidt bedre.
  
Elena og jeg sagde farvel til Angelica, hun skulle til en koncert med et populært mexicansk band. Efter lidt omklædning på et toilet var hun klar til at rocke.
Vi tog en taxi tilbage til kunstner-kvarteret og endnu en gang sushi. Det her var et sted hvor fisken kørte rundt på et bånd, så man bare valgte hvad der så godt ud. Det var lidt sjovt. Vi hyggede og så blev jeg eskorteret til hotellet. Elena skulle tidligt op næste morgen og til en begravelse.
Jeg var lykkelig for at have set D.F. med en lokal, det var den rene foræring.

Så var det kun at læne sig tilbage og vente på at Mor og Klaus landede næste aften.

Vågnede ved lyden af trompeter. Ignorerede dem!!! Ville ikke gå ud og se hvad der skete, på plazaen, men bare få pakket Smølfen og komme afsted. Skulle ikke ledes i fristelse og blive en ekstra dag
Ok, måtte lige ud og kigge. Heldigvis bare et par børn, der legede rundt.
Var nærmest lettet, da jeg kørte ud af Galeana og satte kursen sydover.

Det meste af vejen så sådan her ud. Snoede veje i bjergene. Det virkede meget tørt. Tror at det er en slags ørkenklima, bare i bjerge. Det støver i hvertfald meget på grusvejene.
Efter en laaaang nedkørsel, havde jeg en følelse af at være kommet ned fra bjergene. Blev da lidt overrasket, da gps´en sagde 1500 m. Var jeg stadig så højt oppe. Måske var det derfor at det var så køligt, selvom solen bragede ned fra en skyfri.
Kørte af en lang kedelig lige vej i laaaang tid. Og kom så endelig til vejen til Real De Catorce.
Det var Milton, fra udforskerturen, der havde anbefalet mig at tage derhen. Havde aldrig hørt om stedet før, men det lød rigtig godt. En smuk by på toppen af et bjerg. Det måtte jeg se.
Der var bare lige den her 27 km brostensvej op til byen. Havde jo prøvet kræfter med brosten og var ikke specielt begejstret. Nå det var vel bare at klemme ballerne sammen og gøre det.
 
Det føltes lidt som at sidde på en kæmpe stor rystepudser. Hold da op hvor jeg tænkte meget på alt mit elektronik i taskerne. Kunne min computer virkelig holde til det her?
Havde hørt at man bare skal køre hurtigt, så man nærmest svæver hen over alle revnerne. Det virkede vel også til dels, men fornemmelsen af at sejle rundt blev så til gengæld forstærket. Fandt et mellem tempo der passede mig, og der fløj vist et par bandeord ud af hjelmen. Kan altså ikke lide de der brosten!!

Endelig var brostenene slut. Nu var der så 2,4 km tunnel der skulle forceres.
Tunnellen er så smal, at der kun køre biler i en retning af gangen. Så jeg måtte lige vente lidt. Var selvfølgelig henne og tjekke hvordan det så ud derinde. Hmm… Ingen brosten og tørt. Det lovede godt.
  
Kunne så se på lygterne på de biler der kom mod mig inde i tunellen, at det åbenbart ikke var helt plant derinde. De så ud som om de gyngede noget. Bilerne kom ud og tunnel-manden vinkede mig frem. Jeg var den eneste der skulle mod Real De Catorce.
Ingen panik. Vejen var fin og jeg satte farten lidt mere op. Så begyndte der at dryppe vand ned fra loftet. Det ellers fine underlag blev til en glat affære. Fik taget lidt af farten af.
 Pludselig skred baghjulet ud. Hvad var det??? Mudder??? Har senere fundet ud af, at der ligger nogle trælse sanddynger derinde. Ved ikke hvorfor, men det var det der fik mig til at blive lidt panikslagen alligevel. Der er sgu aldrig rart, når jeg ikke rigtig kan se hvad jeg kører rundt i. 
 Nå, jeg fik jo lavet en udmærket redning, så det var bare at klø på. Endelig kunne jeg se lyset for enden af tunnellen. Kørte ud i dagslyset og var så i Real De Catorce.

Vejen blev igen brostensbelagt. Først ligeud, men så stejl nedad. Kiggede lidt på side-
vejene. Hold da op hvor var de stejle. Hvordan i al verden kunne jeg parkere her. Ikke en centimeter var plan.
  
Kørte lidt rundt mens jeg prøvede at undgå de aller-stejleste steder. Havnede på et forholdsvis plant torv. Gik lidt rundt og tjekkede hoteller, men der var ingen parkeringsmuligheder nogen steder. Kunne se hvordan bilerne holdt de mest underlige steder, og de fleste fortorvskant var meget høje, så parkering på fortorvet ville blive et mareridt.
Hmmm….. Den ville blive vanskelig.
Så en fyr, der så ret turist-agtig ud. Spurgte ham om han talte engelsk. Det gjorde han, sådan da, men han var heldigvis lokal og kunne han fortælle mig om mine muligheder. Efter at havde fortalt hvad jeg behøvede, sendte han mig ud til udkanten af byen, der havde han en ven der passede et hotel. Måske jeg kunne få en god pris, jeg kunne ihvertfald få Smølfen ind og parkere i en gård.
Op og ned ad flere brosten. Var nærmest glad da jeg ramte et vejarbejde, så det bare var en helt almindelig grusvej….ja, ca 300 meter
Fandt Alcazaba, som hotellet hed. Der var en stor lukket port med dørtelefon. Ringede på. Intet svar. Åbnede en lille dør og råbte Hola. En pige kom ud fra et værelse og spurgte hvad jeg ville. Forklarede mit ærinde. Åh, Eduardo, som passer stedet er her ikke lige nu, han er nok tilbage om en tre timers tid, sagde hun. Jeg må have set ret træt og skuffet ud, for pludselig kunne hun da lige ringe til ham og så ville han kigge forbi inden for tyve minutter. Han kom hurtigt og jeg fik mit værelse. Og der var plan parkering til Smølfen lige uden for værelset.
 Jeg pakkede ud og snakkede med pigen, som hedder Elena. Hun er fra Mexico City, er dramalærer og var der for at skrive lidt på et teater stykke, slappe af og vokse spirituelt….
Da hun hørte at jeg ikke viste noget som helst om Real, men bare var kommet der fordi Milton havde anbefalet stedet, gik hun i gang med den store lektion i Real og omegn.
Real De Catorce ligger i 2700 meters højde. Det kunne jeg godt mærke når jeg gik i de stejle gader. Det er hårdt arbejde bare at gå til bageren
  
Real blev grundlagt som en mineby. Voksede sig stor, da sølvminen var en af de rigeste i Mexico. Der blev bygget fine huse og folk gik rundt i det nyeste tøj fra Europa. Byen er nærmest fyld med ruiner fra dengang. Nogle bygger man nyt oveni, mens andre får lov at stå som de nu engang er. Det giver en helt speciel stemning, med de gamle mure overalt.
Da minen løb tør, vendte byen tilbage til almindelig mexicanske tilstande.
Stedet anses desuden som ret helligt for katolikker. En gang om året bliver byen overrendt af pilgrimme, der søger helbredelse i den største af byens kirker. Kan ikke helt huske hvorfor det lige er at folk tror at de kan blive helbredt i Real, men der er en masse “malerier” der viser diverse mirakler der er sket her.
Så er der den indianske side af sagen. Der ligger et helligt bjerg, hvor Huichol-indianerne valfarter til hvert forår. De kommer vandrende langvejs fra, for at udføre ritualer på toppen af Quemado-bjerget. Og nede i dalen ligger ørkenen, som indianerne også anser som hellig.
Udover det der står i turistbrochurerne, anser mange ikke indianere og ikke katolikker, stedet som et meget spirituelt sted. Turisterne er de sædvanlige pæne mennesker, der tager på vandreture, men det flyder altså også i “hippier” der synes at de kan mærke stærke ånder over det hele.
Elena er lidt en af dem. Hun mente at det ikke var en tilfældighed at jeg var kommet til Real. Det teaterstykke hun skrev på, starter med en kvinde der kører verden rundt på en motorcykel. Se det er et tegn, når du så kommer anstigende der på Smølfen, sagde hun. Hun var også sikker på at jeg ville lære store ting om mig selv der på bjerget. Det havde hun nemlig gjort.
    Elena og Eduardo

Næste morgen travede jeg lidt rundt i byen. Dels for at finde noget føde, men jeg havde også hørt at der ville være en internet cafe. Fandt begge dele.
Men først efter at turen op til cafeen nærmest havde taget livet af mig. Man kommer godt nok i bedre form af at leve her et par uger. Har også læst at sportsfolk kommer hertil for at højdetræne. Jeg forstår så godt hvorfor.
  
Næste morgen travede jeg lidt rundt i byen. Dels for at finde noget føde, men jeg havde også hørt at der ville være en internet cafe. Fandt begge dele.
Men først efter at turen op til cafeen nærmest havde taget livet af mig. Prøv lige at se på billederne hvor stejle de gader er.  
Man kommer godt nok i bedre form af at leve her et par uger. Har også læst at sportsfolk kommer hertil for at højdetræne. Jeg forstår så godt hvorfor.

Da jeg kom hjem på Alcazaba, sad Elena sammen med to canadier, Amanda og Chris. De var i gang med at planlægge en overnatning i ørkenen. De spurgte om jeg ville med. Det lød da meget eventyrligt. Ud at prøve noget andet end at sidde på Smølfen. En lang vandretur ville sikkert være godt for mig. Så jeg sagde ja.
Det var allerede næste morgen, men jeg kom ikke særligt tidlig i seng, da jeg havde hørte at Marty, en amerikaner der ejer internetcafeen, ville holde valgaften. Og det ville jeg sandelig ikke gå glip af.
Har jo fulgt en del med i den amerikanske valgkamp. Det har været ekstra spænende, efter at have talt med så mange amerikanere om deres mening. Så jeg troppede op hos Marty tidligt på aftenen. Vi var et par stykker, men det endte ret hurtigt med at det bare var ham og mig der sad og fulgte slagets gang. Vi havde forskellige tv-kanaler kørende og fulgte også med på computerne. Det var ret sjovt. Specielt da vi kunne se at Obama ville vinde. Marty var heldigvis Obama-mand så vi kunne heppe sammen. Vi fik både McCains tabertale og Obamas vindertale med. Det var en fed aften! Sidde der sammen med en amerikaner, der virkelig gik op i politik, og diskutere, var rigtig sjovt. Blev en del klogere på amerikansk politik den aften.
Efter at have hørt Obamas tale…Den var jo fantastisk…der var vist en tåre i øjenkrogen. Måtte jeg jo se at komme hjem i seng. Skulle jo op og gå langt næste dag.

Vi mødtes klokken 7 og begyndte vandreturen ned til ørkenen. Jeg var spændt på at se vejen, da jeg regnede med at tage den vej ud af Real, bare sådan for at slippe for brostenene og tunnellen. Men jeg blev klogere!!! Vejen var stejl og nærmest bare hugget ud i klippen. Gå ja….men køre Smølfen med fuld oppakning ned her. No Way!!!
  
Vi travede og travede. Der var godt nok langt ned. Kom gennem et par små byer, og ellers var der bare dømt flot udsigt.
Amanda siger at vi gik 16 km den dag. Jeg er ikke sikker på at det er rigtigt, men mine fødder synes i hvert fald at det var langt. Mener at det tog os en 4-5 timer inden vi var i Estacion Catorce for foden af bjerget.
 
 
De to sidste billeder viser hvor vi har gået, Det første er ca halvvejs nede og det sidste er så lige inden vi rammer byen.
Vi skulle mødes med Eduardo, ham der passede hotellet, i Estacion. Han havde haft ting at gøre, men tog en taxi ned, så han ankom lige efter vi havde spist lidt frokost.
Vi fandt en taxi, der kørte os langt ud i ingenting. Jeg grinede lidt, da vi holdt ind og købte en billet til ørkenen af de lokale indianere. Men det er deres sted, og mine tyve kroner går til at opretholde indianersamfundet der. Så det syntes jeg var i orden.

Vi blev læsset af i en slags lysning mellem de eneste træer jeg havde set i flere timer. Jeg kunne se at vi ikke var de første der havde overnattet der.
Den første ting der skulle ske, var at samle brænde. Det ville blive koldt om natten, så der skulle samles nok til at holde gang i bålet hele natten. Og det var svært!! Det flyder ikke ligefrem med brænde mellem de små buske og den sandede jord. Tror det tog os en 3-4 timer at få samlet nok. Og det lykkedes kun fordi vi havde Eduardo med. Det var ikke første gang han havde sovet i ørkenen. Han har boet i Real i mange år, men kommer oprindeligt lidt længere nordfra. Han var en god mand at have med. Tryllede fek.s lige en kedel frem, så vi kunne varme vand til the. Og nogle snore med, vi kunne bære brændet med. Og tusinde andre småting som ingen havde tænkt på.
  
Solen var så små ved at gå ned, da vi synes at der var brænde nok. Vi delte lidt mad og gjorde klar til at det nu blev koldt.
Jeg havde ikke taget min sovepose med, da den var stor at slæbe rundt på og den stadig er så ny og fin at det ville være synd at rulle rundt på jorden med den. Desuden ville et par gløder fra bålet nok ikke være det bedste for den. Jeg havde til gengæld skiundertøj, foret fra mc-klunset og mc-jakken med. Og så havde jeg taget et folietæppe fra min førstehjælpskasse med. Det viste sig senere at være temmelig smart. Jeg lånte nogle kæmpe uldsokker af Elena og så var jeg pakket ind.
  
Under brænde indsamlingen, var vi rendt ind i Eva og Sol. Så meget for at være helt alene ude i ingenting. Eva er fra Spanien og Sol Canadier, men bor i Guatemala. De foreslog at vi lavede bål sammen, for det var hyggeligere og så var der mere brænde. Så det gjorde vi. Aftenen gik med røverhistorier og fællessang. Der blevet sovet lidt på skift, men mest af alt ikke sovet. Der skulle jo holdes gang i bålet….. Og kigges stjerner. Hold da op hvor var det fantastisk. De var jo intet lys i nærheden, så stjernerne stod klart og smukt på den mørke nattehimmel. Tror jeg så 25 stjerneskud. Kunne slet ikke finde på mere at ønske til sidst.
  
Meget tidligt om morgenen, var jeg blevet en slags bålvagt. Jeg kunne ikke sove, men sad bare og lyttede til Coyoterne der hylede. Det lød som om der var en større slåskamp i gang ikke langt derfra. Amanda vågnede hele tiden fordi hun frøs. Jeg kunne se at vi havde brænde nok, så jeg fyrede godt op for bålet. Jeg havde det varmt og rart i alt mit space-gear, så jeg hygge mig gevaldigt.
Var nu glad da morgenen gryede, for kulden var så småt begyndt at snige sig ind på mig.
  
Vi fik en kop the og begyndte at pakke vores bras sammen. Så snart solen tittede frem, blev det straks en del varmere. Da vi var ligeved at være klar til at trave den lange vej ud til civilisationen, kom der en bil trillende ind i lysningen. 
 Manden spurgte om vi ville have
et lift til Estacion Catorce. Det ville vi meget gerne. Endda rigtig gerne.
Vi nød køreturen og synes at det var den perfekte afslutning på en smuk, underlig og kold nat.

Vi manglede så bare den sidste etape op til Real. Vi tog en taxi op. Taxien var en 4-hjulstrækker, man kan simpelthen ikke køre op af den vej i en almindelig bil. Det var muligt at sidde på taget, så de andre hoppede derop. Jeg var træt og kunne godt forudse, hvilken bumpetur det ville blive, så jeg kaprede passagersædet. Hold da op hvor jeg hoppede rundt. Kunne se for mig hvor meget de andre måtte blive smidt rundt oppe på taget, så jeg sad og fnisede hele vejen op. De så også ret morsomme ud, da vi landede i Real. Chris havde haft det rigtig dårligt over at vi kørte rundt på kanten af svimlende afgrunde. Og jeg var glad for at den eneste anden bil vi mødte, trak ud mod afgrunden, så vi kunne læne os op af klippesiden i stedet.
  
Vi sluttede af på en cafe og gik hver til sit. Jeg var bare træt. Tror jeg måske havde sovet sammenlagt tre timer, så jeg gik bare hjem og på hovedet i seng. Var oppe et par timer om aftenen, men det var også det. Har det jo bedst med at få mine otte timer Elena havde fortalt en masse om denne her healer der bor i Real. Hun hedder Nouche, er fra Schweiz og har boet mange steder rundt i verden. Jeg blev meget nysgerrig, men var stadig ikke helt overbevist. De snakkede alle sammen om hende, som om hun var en gud, og det får altså min løgnedetektor til at gå i gang. Var hun bare en snyder, som alle de fortabte hippier kunne søge ly hos eller var der noget om snakken? Jeg anede det ikke, men var stadig nysgerrig.
Jeg startede dagen med en god travetur. Der var en stor kirkegård som jeg gerne ville se. Kunne lige ane at der flød med blomster efter De Dødes Dag, så jeg tænkte at det ville se fantastisk ud, men portene var låst. I stedet fulgte jeg vejen rundt om kirkegården og den tilhørende kirke. Puha, en tur. Jeg måtte nærmest kravle op af de stejle stier. Lungerne gik som blæsebælge. Det var smadder hårdt at kravle rundt i den tynde luft deroppe. Tog et par billeder og trissede hen til internet cafeen.
  
Marty, som har cafeen fortalt lidt om byen. Om hvor forskellige folk er. Han har en popcorn-maskine udenfor. Det ene øjeblik sælger han popcorn til unge mennesker, der render rundt med I-pods og mobiltelefoner. Og man må sandelig sige at teenagerne her er med på noderne. Det andet øjeblik sælger han til fyre på heste, der lever i små hytter med deres familier. De sover formodentligt på gulvet og har ikke strøm i hytten. Det synes jeg er ret sjovt. Du kan se fårehyrder med mobiltelefon, folk der prøver at leve af at sælge tyggegummi, unge mennesker med hanekam, almindelige familier på shoppetur i deres bil, gadesælgere der sælger majskolber og Dominos pizza…Og det er alt sammen i samme by. Ja måske ikke lige Real, men de større byer. Det virker som om her er alt på engang. Et mærkeligt mix af moderne og gammeldags på en gang.Jeg havde egentlig besluttet at tage videre, men Elena sagde at hun ville lave traditionel mexicansk mad, den næste aften, og inviterede mig til at spise med. Det lød sgu for godt til at smutte. Kunne også rigtig godt lide Real og mine nye ”venner” Specielt Elena. Hun minder enormt meget om mig selv, så vi hyggede rigtig godt sammen.
Kirkegården var endelig åben, så jeg tussede rundt og tog et par billeder.
  
  
  
  
Mener at jeg brugte næste dag på Skype og på computeren. Der skulle tages nogle beslutninger. Jeg var begyndt at tænke på mit liv efter rejsen.
Skulle jeg rejse videre for lånte penge og flyve hjem og holde jul i DK? Eller bruge den flybillet jeg allerede havde fra L.A?
Jeg havde fået det indtryk, at jeg ikke kunne rejse ind i USA uden at have været i DK først, så hvordan skulle jeg løse det? Smølfen skal være ude af Mexico efter et halvt år, men jeg kunne ikke komme ind i USA igen. Og det er ulovligt at sælge den her i Mexico. Hvis jeg så bare solgte den alligevel, kunne jeg aldrig komme her med et køretøj igen. Det vil jeg ikke rigtig risikere. Så min hjerne kørte nærmest på overtid for at finde løsninger.
Talte længe og fornuftigt med mine forældre og fik skrevet en mail til den amerikanske ambassade, for at finde ud af hvad regler helt præcist sagde.
Havde ikke rigtig lyst til at tage hjem, men ville heller ikke skylde en bondegård væk når jeg igen stod i DK. Så der blev snakket en del med Danmark i de dage.Det var en lettelse at gå tilbage til Alcazaba og Elenas middag. Ikke mere tænken, for mit hoved var nær ved at eksplodere.
Middagen var hyggelig og maden smagte dejligt. Fylde chilier og en ”glad” dessert.
  
Jeg fik snakket lidt med Nouche og bestemte at tage lidt ”terapi” hos hende. Det er hende den rødhårede på billederne. Hun havde så ikke tid, før to dage efter, så jeg måtte blive lidt længere i Real.
Jeg var ikke den eneste det var sket for. Folk kom hele tiden til Real og troede at de kun skulle være der et par dag. Nogle blev en uge, andre blev hængende hele livet.
Jeg kan simpelthen ikke forklare hvad der gør Real til sådan et dejligt sted. Der er selvfølgelig bjergene og søde mennesker, men der sker absolut ikke noget særligt. Intet natteliv, byen var nærmest uddød efter mørkets frembrud….ved 18.30 tiden. Der var bare en mærkelig ro og tiltrækning over stedet.
Det havde nok også noget at gøre med, at jeg havde mødt nogle dejlige mennesker.
Der blev snakket en masse. Lærte en masse spansk fordi, ud af hele flokken var der flere der snakkede mere spansk end engelsk. Så snakken gik for det meste på spansk, og det var bare at prøve at følge med. Og hvis jeg ikke fattede noget, kunne jeg jo altid spørge en der kunne begge sprog. Jeg elskede at tale med Eva fra Spanien. Hendes engelsk var kun lidt bedre end mit spanske, men ved hjælp af underlige ord og fagter, kunne vi alligevel forstå hinanden ret godt.
Hver aften sad Elena og jeg og ordnede verdenssituationen. Vi var jo naboer, så når de andre gik hver til sit, tog vi lige en times tid eller to mere sammen…..Og hun snakker mere end mig!!! Så det kunne godt blive sent J

Næste dag mødte jeg Sol og Eva på gaden. Sol havde været i ”terapi” hos Nouche, og han var bare så enormt træt. Han kunne nærmest ikke slæbe sig op af de stejle gader. Jeg spurgte lidt ind til hvordan det havde været, og han var meget undvigende, som om han var skuffet. Jeg blev igen i tvivl. Havde jeg nu meldt mig til noget dumt?
Nå!! Lige meget hvad der sker, kan jeg jo sige at jeg har prøvet det.Endelig blev det min tur. Elena fulgte mig ned til Nouches hus. Det var en stejl tur. Tænkte på Sol, og hvor træt han havde været og frygtede allerede turen op igen.
Vi kom ind, og Nouche begyndte at skælde Elena ud på spansk. Sådan lød det i hvert fald. Jeg prøvede at fatte hvad det drejede sig om, men det gik altså en del for hurtigt til at jeg kunne følge med.
Elena undskyldte, sagde at hun måtte gå igen, og forsvandt. Jeg synes faktisk at det var rart at der ikke var en tilhører, når jeg nu skulle krænge mit liv ud til en fuldstændig ukendt person.
Nouche gav mig en kop the og forklarede at Elena havde lovet at hjælpe Amanda, Chris, Sol og Eva med at finde rundt i Mexico City, men havde bestemt at blive en dag mere i Real, så nu stod der fire mennesker, som aldrig havde været i byen før, og skulle finde en lufthavn på rekord tid. De var gået lidt i panik, så Elena var blevet sendt afsted for at give dem ordentlige informationer.

Der faldt ro over det hele og vi begyndte at snakke om hvad jeg er for en størrelse. Nouche havde set et billede af mig udefra ørkenen, og var overbevist om at den der ”sky” der hænger over mit hoved, er min energi der er udenfor mig i stedet for inden i. Jeg var nu mest overbevist om, at det er røg fra bålet og det faktum at jeg sidder på et sølvskinnende overlevelsestæppe.  Nå men hun ville da forsøge at få energien proppet ind i mig igen. Jeg tænkte, held og lykke med det
Vi snakkede vel en halv times tid om alt muligt, og så skulle jeg ligge mig ned på gulvet.
Blev pakket ind i tæpper og så begyndte Nouche en slags håndspålæggelse. Hun holdt hænderne forskellige steder på min krop og mit hoved. Lavede små cirkler på min mave og i min hovedbund. Men det var mest bare stille håndspålæggelse. Jeg tror det tog hende en halv times tid.
Bagefter fik jeg en kop the og vi sludrede lidt mere. Hun har også kørt motorcykel i Indien og rejst meget. Det var rigtig fedt at snakke med hende. Havde det som om at det var den mest ”modne” samtale jeg havde haft i lang tid. Har ingen anelse om hvordan jeg ellers skal forklare det, men hun fattede bare hvad jeg snakkede om.
Ellers synes jeg ikke jeg kunne mærke noget særligt. Vidste jo heller ikke rigtigt hvad det var jeg var blevet healet for.
Det blev tid til at gå hjem igen. Vi sagde farvel og jeg begav mig op af den frygtede bakke.
Og så skete der noget helt mærkeligt. Jeg nærmest løb op af bakken. Var bare så fyldt af energi. Havde det som om jeg havde drukket 10.000 kopper kaffe. Har ALDRIG haft det sådan i mit liv!!! Havde bare lyst til at løbe, og dem der kender mig ved, at jeg ikke løber nogen steder frivilligt. Mine lunger gik som blæsebælge…og jeg var helt ligeglad, vidste bare at jeg kunne blive ved i evigheder.
Tog lige den ekstra stejle bakke op til internetcafeen. Åh, der var lukket. Hev laptoppen frem, for at konstatere at det trådløse net ikke virkede. Nå, hvad…Det gjorde jo ikke så meget. Ved at jeg normalt ville være helt nede over, at jeg havde gået hele den lange vej til toppen for ingenting, men det rørte mig slet ikke.
Pakkede laptoppen ned, og” gik” videre mod Alcazaba. Havde den her sindssyge trang til at løbe. Fik da også lige spurtet et par meter indimellem. Kiggede på bjergene, og havde bare lyst til at bestige et af dem, lige nu i mørke??!! Det var bare så underligt!!!
Elena sad og ventede på mig, da jeg trådte ind af porten. Hvordan har du det? Spurgte hun. Jeg fik forklaret min løbetrang og at Nouche havde sagt at hun ville putte min energi ind i mig igen. Elena grinede og sagde…Hvad var det jeg fortalte dig, hun kan noget specielt.
Og det skal jeg i den grad love for.
Elena ville have mig med ned i byen for at købe noget mad. Normalt ville jeg ikke have gidet at vade hele den stejle vej tilbage igen, men jeg var klar. Løb nærmest i cirkler rundt om Elena hele vejen ned og tilbage igen.
Og så ævlede jeg!!! Hele tiden. De andre dage havde det været Elena der havde talt mest, men nu skulle hun nærmest være heldig at få et ord indført. Det mest underlige var dog, at jeg synes at min hjerne var totalt skarp. Jeg kunne se så klart. Havde den her mærkelige fornemmelse af at være en gammel klog kone, der kunne sige kloge ting og havde en masse indsigt. Samtidig kunne jeg ikke sidde stille. Hoppede rundt til lidt musik, vandrede rundt på terrassen. Alting sitrede og boblede indeni.
Det var den underligste aften!! På den ene side ville det være fedt at beholde den gode følelse jeg havde, men på den anden side ville jeg blive sindssyg hvis jeg havde det usandsynligt høje energiniveau hele tiden. Jeg ville simpelthen eksplodere!!!!
Det blev temmelig sent, da Elena og jeg…dog mest mig…. lige skulle have ordnet hele verdenssituationen. Og jeg mener HELE verdenssituationen!!!!
Jeg ved godt at det hele lyder temmelig underligt, og det var det også. Jeg har prøvet at forklare det så godt jeg kan, men har faktisk slet ikke ord for oplevelsen. Men hold da op hvor vil jeg gerne prøve det igen!!!!

Næste morgen var jeg bare træt. Havde dog den her mærkelige fornemmelse af, at der noget der var forandret. Nouche havde sagt at jeg nok ville havde underligt en dag eller to, så jeg regnede med at det var helt normalt.
Fik ikke lavet så meget, hang bare rundt mens min hjerne kørte i cirkler. Havde fået den her underlige fornemmelse af, at der var noget vigtig jeg skulle gøre, men jeg vidste bare ikke hvad??!!
Elena skulle med bussen samme aften, så jeg fulgte hende derned og vi sagde farvel og på gensyn. Håber virkelig at jeg ser hende igen. Det var et meget frugtbart møde på mange måder.
Jeg begyndte så småt at pakke Smølfen, da jeg ville videre næste dag. Havde dog denne underlige fornemmelse hele aftenen. Hvad fand.. er det som er så vigtigt??!!Vinkede farvel til Eduardo og trillede igennem Real hen til tunnellen. Denne gang synes jeg ikke at det virkede så mørkt og farligt. Tog sanddyngerne med ophøjet ro og tussede stille og roligt ned at den lange brostensvej. Synes faktisk at jeg nød turen denne gang.
Var på vej mod San Miguel de Allende og en spansk skole.
 

Stod tidligt op og pakkede Smølfen. Jeg skulle være i La Paz klokken 12.30. Der er kun 180 km, men man kan jo aldrig vide hvad der sker på de mexicanske veje. Så afgangstid var sat til klokken 8. Bibi hang ud på trappen og kiggede på mit pakkeri. Var i god tid, så der var plads til et par rygepauser, med indlagt filosoferen over hvad der nu ventede mig. At Bibsen ville savne at have mig i huset og at jeg ville savne at hygge i Casa del Bibi. Min nye mexicanske ven, Adrian fra ADV, havde sagt at han ville møde op hos Bibi og sige farvel. Den troede jeg så ikke så meget på, da jeg jo ikke har mødt en eneste mexicaner der rent faktisk stod der til den tid han havde sagt. Så jeg blev pænt overrasket da han dukkede op ti minutter i otte. Der blev taget billeder og jeg fik sagt farvel til Bibi…Snøft!
  
Adrian fulgte mig på vej. Det var ret morsomt at have eskorte ud af Cabo. Jeg følte mig meget vigtig med halvdelen af min mexicanske fanklub i baghjulet…. Ja fanklubben består jo kun af to personer
Vi vinkede og jeg var på vej mod La Paz og det ukendte.
  
Var allerede ved færgen klokken 11, så jeg havde tid til at finde et sted at spise. Vidste jo ikke helt hvad færgen kunne præstere. Var tilbage ved færgen til klokken 12.30. Gik lige igennem papir-tjekket og var bare så klar til afgangen klokken 3.
Havde indstillet mig på at kede mig bravt på parkeringspladsen, i de 2½ time der var til afgang, men blev glædeligt overrasket da der trillede en anden overpakket mc op ved siden af mig. Fyren, hvis navn jeg aldrig fik fat i, var fra Spanien. Han skulle med en anden færge end mig, men vi kunne jo holde hinanden ved selskab indtil afgang. Han var heldigvis mægtig underholdende. Hans historie var af en anden verden og hvis jeg synes jeg er utjekket med min planlægning var det vand ved siden af ham.

Han var startet i Spanien i en jeep. Kørt til Afghanistan gennem en masse andre stan-lande. Endt i Indien. Sendt jeepen til Canada, hvor tolderne konstaterede at der var mudder på dækkene, hvorpå de sende jeepen tilbage til Indien. Han kunne ikke engang få lov til at få nogle af de ting der var i bilen. Så han havde ikke rigtig noget værktøj, medicin, gps eller andre ting som ellers anses for ret nødvendige. Han havde købt en gammel KLR-mc for at komme videre. Var på vej til et bryllup i Chile… Han skulle være der om 5 uger. Så man kan vist roligt sige at han havde travlt.

Men morskaben kulminerede da han spurgte mig om jeg synes hans kæde var for slap. Tja…Jeg ville nok stramme den, sagde jeg, hvorpå han hev et styks multitool og en svensknøgle frem. Det var vist hvad han havde. Fik løsnet hjulet og kiggede så spørgende på mig. Han havde ingen anelse om hvad han foretog sig. Fik forklaret lidt almindelig mc-vedligeholdelse, og han masede på med krum hals.
Faktisk kunne jeg sikkert lære en hel del af en fyr som ham, da han ikke lod til at tage noget som helst særligt tungt. Han sov i sit telt, hvor nu han landede den dag, og virkede som det hele var en stor vittighed. Der var nu også ting jeg absolut ikke ville lære af ham. På billedet ser i ham i sit motorcykel-tøj. Han havde ikke engang hjelmen på, der opbevarede han sit kamera.
Magen til skør kugle skal man lede længe efter.

Midt i kædestramnings-lektionen rullede der to motorcykler mere ind på færgelejet. Det var to hollændere. Job og Fred. Job er bosat i Belize, mens Fred aldrig havde sat sine ben så langt væk hjemmefra før. Det var nogle hyggelige fætre, og de skulle heldigvis med samme færge som mig. Fedt, så havde jeg nogen at lege med på færgen og nogen at følges med på den anden side. Det var nemlig desværre indrettet sådan, at færgen først ville være i havn klokken 21.30. Så ville det være mørkt og der var en 20 minutters køretur indtil Los Mochis hvor hotellerne var. Jeg havde lidt frygtet turen og hoteljagten alene i mørket. Så jeg var glad. Vidste jo ikke endnu at færgen sejlede efter mexicansk tid  ;-)

Lidt i tre kørte der stadig biler UD fra færgen. Så vi kunne jo godt regne ud, at vi blev lidt forsinkede. Så var det endelig tid til at rulle ombord. Ind i køen, for så at blive placeret på et hjørne af kajen. Vi skulle sidst ind. Stod der i lang tid, mens de bakkede…ja du læste rigtigt…bakkede samtlige lastbiler ombord. Det tog jo sin tid, men endelig blev det vores tur. Vi kom ind på et dæk, hvor der heldigvis ikke var særligt mange biler. Blev henvist til et sted uden noget at tøjre mc´erne til. Så blev jeg stædig. Hvis der alligevel ikke skulle holde nogen der hvor der var ringe i gulvet, hvor jeg kunne tøjre Smølfen ordentligt, ja så skulle jeg fandme holde der!!!!!! Fik min vilje efter at have skabt mig lidt. Havde købt nogle gode stropper i Cabo, så jeg håbede at de ville holde. Fred og Job var ikke så forberedte, så de måtte bruge hvad de nu kunne finde på færgen, men vi gik alle tre tilfredse derfra. Tog ikke så meget med op, vi ville jo være i havn inden aften.
  
Vi travede op og fandt soldækket. Nød udsigten og fortalte røverhistorier. Det væltede pludseligt ud af højtalerne med forvrænget spansk. Job kunne heldigvis forstå en del. Noget med noget motor-noget. Der ville ikke være afgang før klokken 22!!!!!! Snak lige om at være forsinket. Hmmm….Vi måtte hellere hente lidt forskelligt fra cyklerne, så vi kunne holde varmen hele natten. Dæk 2 var så bare hermetisk lukket. Der var ingen måde hvorpå vi kunne komme i nærheden af cyklerne. Jeg stod der i ærmeløs t-shirt og min tynde køretrøje. Kunne kun tænke på min sovepose og varme tøj nede på cyklen. Vi prøvede alt, men pga af noget gods på dækket ville de bare ikke have os ind.
Nå, det var jo stadig dejlig varmt, så vi tog det ikke så tungt. Fik en øl i stedet og tiden gik heldigvis hurtigt. Lige lidt for hurtigt, for vi opdagede så at restauranten allerede var lukket klokken 19 og jeg havde ikke fået en skid siden ved 12-tiden. Nå, jeg havde da heldigvis smidt nogle mandler ned i min taske, og vi kunne stadig købe kage, så det blev vores aftensmad.

Klokken 22 stod vi endelig ud fra havn. Det var en dejlig lun aften uden alt for meget vind. Vi hang ud på soldækket og så fuldmånen stige op over bjergene i det fjerne.
Vi regnede med at være i havn ved 4-5-tiden om morgen, da sejlturen jo var sat til at tage 6½ time. Ha!!! Vi blev klogere.
Vi havde vel sejlet ½ time, da båden lavede nogle mærkelige manøvrer. Den tog en 360 graders tur og jeg kunne bare mærke at vi sejlede langsommere efter det. Drengene sagde at det var noget vrøvl, men jeg var stensikker.
Det blev sent og vi blev trætte. Vandrede rundt for at finde et sted at sove. I den store bar, hvor der var sofaer, var der så også fire fjernsyn, hvor lyden bragede ud fra. Der var ingen måde at jeg kunne sove i den larm. Ørepropperne var jo nede på Smølfen. I restauranten var der flere fjernsyn med lyden i det røde felt. Fatter ikke hvorfor alting skal være så højt her.
Fandt et sted med nogle flyverstole. De var alle sammen optagede, men der var ro og plads på gulvet. Mit sove-arrangement bestod af mine støvler under min safety-jakke, som hovedpude. Jeg var iført alt mit mc-kluns, men vågnede stadig op hver anden time fordi jeg frøs. Jeg lå på et stengulv, så det blev altså lidt køligt med en tynd t-shirt og en endnu tyndere Tenere-trøje over. Var ude at rende rundt for at få varmen en gang imellem.
Der var pænt høj søgang, så hver gang jeg vågnede kunne jeg så ligge og bekymre mig om Smølfen. Stod den op endnu? Havde jeg fået spændt stropperne nok? Eller lå den bare og rutsjede rundt på dækket. En overgang gyngede det så meget at jeg måtte dreje mig 90 grader for ikke at rulle rundt på gulvet.

Efter en laaaaang nat vågnede jeg ved otte-tiden. Vi sejlede stadig!!!!
Fandt de andre i restauranten. De sad og hyggede med kaffe. Jeg drikker jo ikke kaffe og prøvede at købe lidt vand, men de solgte så kun kaffe. Var ved at dø af tørst, men måtte pænt vente en ½ time på at den rigtig dame kom og solgte sodavand. De havde ingen vand eller juice. Kun cola, så det blev min morgenmad. Man må sige at forplejningen under sejladsen ikke havde været det sundeste jeg har prøvet endnu.  

Endelig havn i sigte. Var bare så spændt på at se hvordan Smølfen havde klaret nattens strabadser. Men i Mexico er det motorcykler sidst ind og sidst ud, så ventetiden til de fik åbnet dæk 2 var lang.
Juhuu…. Den lille stod stadig op. Alt var godt. Fik viklet den ud af stropperne og fik land under dækkene. Klokken var nu 10.30.
Fulgtes med drengene til Los Mochis. Så meget for at bekymre mig om at køre turen i alene i mørke. Man må sige at der var særdeles lyst der langt oppe ad formiddagen
  
  
  Jeg kunne se at orkanen havde været i nærheden. Skilte og elmaster stod ikke helt der hvor de skulle. De små landsbyer vi passerede havde store søer midt i gaderne, men de fleste af husene stod stadigt.

Vi fik morgenmad i Los Mochis. Fik sagt farvel og god tur. Og så var jeg på vej mod Creel.
Hold da op hvor var jeg træt. Hele min plan var endnu engang gået i vasken. Jeg kunne på ingen måde komme så langt som jeg havde planlagt.
Havde haft en del problemer med at finde ud af om en bestemt vej, der ville korte 300 km af min tur derop, var asfalt eller grus. Adrian fra Cabo havde sagt asfalt, en ung fyr på færgen havde sagt grus, så jeg vidste ikke om turen til Creel var 700 eller 1000 km. Ville ikke ud i bushen på grus. Havde ikke tid til at lege rundt nu, ville helst være i Creel næste dag, torsdag. Træffet startede først officielt fredag, men jeg ville gerne være i god tid. Vidste jo heller ikke om der var stormskader på vejen. Orkanen havde ramt lige på min rute.

Da jeg nåede til Obregon små 200 km nordpå, kunne jeg slet ikke hænge sammen mere. Var nærmest ved at falde af cyklen af træthed. Skulle ud på den ukendte vej lige nord for Obregon, men kunne ikke lige overskue det nu. Bestemte mig for at finde et hotel og få sovet ud, selv om klokken kun var tidlig eftermiddag.
Fik et værelse, fandt et supermarked og fik provianteret lidt. Ved at hvis jeg lever af cola og for lidt søvn, bliver jeg altså syg ret hurtigt, og det ville jo være dumt at komme anstigende til træf med en kæmpe forkølelse.

Vågnede frisk og udhvilet tidlig næste morgen og var helt klar til dagens udfordringer. Op på Smølfen og ud til den ukendte vej. Yes!!!! Den var asfalteret. Hele vejen sagde de lokale. Fedt. Der blev lige barberet 300 km af ruten. Om man så helt kan kalde det her asfalt er så en anden sag.
Nogle gange var der bare huller så store som badekar midt i vejen. Godt jeg ikke havde kørt her mens jeg var så træt. Man skulle bare være vågen hele tiden for ikke at ende i et kæmpe hul.
Landskabet blev mere bakket. Var på vej op i bjergene. Blev igen glad for at jeg havde besluttet mig til at overnatte i Obregon, for der var bare ingenting derude. Kom vist forbi én lille landsby de første 170 km.
Kunne godt se, at jeg nu var kommet til det “rigtige” Mexico. Her var en del anderledes end Baja. Husene var anderledes, folk er anderledes klædt, ja hele stemningen var en anden.
Heldigvis var der ingen stormskader at se. Så det hele blev en del nemmere end jeg havde frygtet.
  

Vejen begyndte for alvor at sno sig. Var rundt i den ene hårnål efter den anden. Og så var der jo lige alle de sædvanlige forhindringer. Æsler, heste og køer midt på vejen. Militære checkpoints. Og vejens beskaffenhed i al almindelighed.
Hyggede mig fint og nød den smukke udsigt. Så rodede jeg lidt med gps´en og det gik op for mig at solen ville gå ned allerede 17.45. Så blev der sat lidt turbo på. Havde fire timer til at køre resten af vejen. Det ville også være fint, hvis ellers det var en dansk motorvej, men hårnålene fortsatte. Tempoet faldt yderligt da det begyndte at regne. Det varede ikke så længe, men vejen var ikke så nem nu da den var våd.
Yes, lidt tør vej og fart på igen. Gps´en sagde at jeg ville ankomme til Creel ½ time efter solnedgang. Der ville jo ikke blive helt mørkt med det samme, men der skulle altså ikke holdes pause…Overhovedet!!
Var blevet advaret adskillige gange om ikke at køre i mørke i Mexico. Dyr på vejen, biler uden lys på og andet underholdende. Så der blev kørt til.
Kom til en slags plateau hvor vejen var lige og god så langt øjet rakte. Hamrede afsted så hurtigt Smølfen kunne. En halv time igen……
Hårnålene begyndte igen….Og regnen. Måtte sætte tempoet meget ned. Øv!!!!!!
Så skiftede displayet i gps´en. Solen var gået ned. Kom til en by med en benzinstation. Havde benzin nok til Creel, men var der en tank der? Ind og spørge med motoren i tomgang. Ja, det var der. Afsted igen. Kun 30 km tilbage. Det var stadig kun skumring og regnen holdt op. Kom så, bare lige det sidste. Og så blev det mørkt. Trillede langsomt rundt i hårnålene og så måtte det sgu tage den tid det tog. Hmm…Var det en bil der foran. Ok, han havde så ikke rigtig nogen baglygter. Lagde mig op bag ham, men han smuttede fra mig. Skulle ikke nyde noget af at køre for hurtigt på den nu meget mørke vej.
Trillede endelig ind i Creel. Fandt hotellet hvor træffet havde mødested. Alt for dyrt for mig. Faldt over nogle folk på mc, der hjalp mig med at finde et godt sted. Stadig lidt dyrt, men havde altså ikke mod på at rode mere rundt i mørket efter noget bedre.
Det vidste sig at være en hytte, der lå lidt væk fra hotellet. Ejeren lukkede mig ind gennem en gigantisk port. Og der midt på en stor plads, lå en nydelig lille træhytte. Der var en høj mur med pigtråd hele vejen rundt, så jeg følte mig helt tryg ved at parkere Smølfen foran hytten. Vi gik ind, og jeg blev noget overrasket, da det vidste sig at min halvdel af hytten, var næsten ligeså stor som min lejlighed derhjemme. Jeg havde pejs, køkken og 2 kæmpe senge. Det skulle senere vise sig, at jeg havde fået en rigtig god rabat, så stedet slet ikke var så dyrt i forhold til hvad andre betalte. Folk der boede på hotellet, skulle alligevel over og parkere hos mig, for at få deres cykler væk fra gaden.
Kastede mine ting ind i hytten. Jeg skulle bare have noget mad. Mit kapløb med tiden, havde resulteret i, at jeg ikke rigtig havde fået noget fornuftigt siden morgenmaden, og det var jo ved at være længe siden.
Folkene der havde vist mig hotellet, var ikke ADV-folk, men de mente at der sad nogen på en restaurant i nærheden. Jeg gik derhen og sagde davs. De inviterede mig med ved deres bord. De var så heller ikke ADV-folk, men bare motorcyklister på tur. Creel og Copper Canyon er meget populære mc-steder. Så jeg hyggede og fik fyldt depoterne op med lækker mexi-mad.

Efter at have sovet dejligt længe, tøffede jeg ud til hotellet hvor træffet skulle foregå. Det lå i udkanten af byen. Fik mødt sagt goddag til nogle folk og hang ellers ud og tog imod de nyankomne.
Træffet startede først officielt klokken seks. Det var to mexicanere der arrangerede Gerardo og Arturo. Der blev budt velkommen og Gerardo viste kort fra området og billeder fra en af hans ture. Imens trillede der flere ind på pladsen. Tror vi var en 25-30 stykker. Så blev der snakket om hvad for nogle ture folk ville på næste dag. Gerardo sagde, at hvis nogen ville have grus-undervisning, ville han med glæde stille op. Jeg sprang straks til. Har jo haft stor glæde af de andre “køreskoler” jeg har deltaget i.
Resten af aftenen gik med almindelig hygge og meget sen aftensmad.

Næste dag skulle vores lille gruppe afsted klokken ti. Jeg var oppe i god tid, og trillede lige forbi det hotel hvor de fleste, inklusive Gerardo boede. Synes godt nok at de så meget klar ud. Der var jo 1½ time til afgang. Det gik så lige op for mig, at jeg var i en anden tidszone end jeg troede. Kun ½ time til afgang og jeg havde ikke fået morgenmad endnu. Fik lige pludselig meget travlt. Slugte et par bananer og fik køre-tøjet på i en fart, forbi tanken for at fylde op. Var der 2 minutter i ti. Havde ikke behøvet at skynde mig så meget, da tingene her går efter den mexicanske tidsopfattelse. Tror vi kom afsted ved 11-tiden

Vi var kun to elever. Fedt tænkte jeg. Maren var kommet af svære grusveje, så jeg regnede med at vi kunne få undervisning på et højere niveau. Men nej, dem hun havde fulgtes med, måtte have slæbt hende igennem det hele. Hun var på totalt begynderniveau, så dagen kom desværre til at dreje sig om at få hende slæbt med. Hun var så oven i købet på en KLR, der jo er på størrelse med Transalpen. Alt for stor til at lære at køre grus på.

Det er nu 117 gang jeg ser folk lave den fejl. Jubbiiii, vi skal lære at køre på grus, så vi investerer i den største maskine vi kan finde. Not!!!!
Er så glad for at mine første erfaringer var på Rotten alias min Honda 250 og ikke en kæmpe ged. Så var jeg nok blevet skræmt helt væk fra gruset.
Vi startede med nogle øvelser, som jeg har lavet et par gange før på de andre kurser. Alt for nemt. Så noget bjergbestigning, efter Colorado var det også nemt. Maren ville ikke engang op af bakken, så jeg følte mig rimelig sej. Min selvtillid fik da et ordentlig hak op, da det gik op for mig hvor meget jeg allerede kan. Vel at mærke uden at få hjertebanken.
Vi trillede ud til “paddehatte-området” og nød omgivelserne. De små indianer-unger var svært interesserede i cyklerne.
  
Gjorde holdt i et sving. Næste øvelse var powersliding rundt i svinget. Jeg høvlede igennem. Hvor har jeg altså fået godt styr på den Smølf efterhånden.
Videre ud af grusvejene. Gennem et par vandpytter.
  
  Og ud til Munkene eller De Gigantiske Penisser. Som var nogle sjove klippeformationer. Indianerne kaldte området for Penis-dalen da de først så stedet. Da katolikkerne kom til, syntes de var for frækt og omdøbte stedet til Munkenes-dal.
Vi hold selvfølgelig med indianerne, da det var sjovere at sige “De Gigantiske Penisser” end noget med munke. Hø hø…..
  
Kom ud til hovedvejen og gjorde holdt ved en kirke. Det var vist mest for at se om vi kunne få et eller andet til frokost i den lille by, men det var så ikke muligt.
  
Fandt mad på et underligt hotel i en anden lille by. Gerardo var simpelthen inde og spørge om de kunne bikse noget sammen til os, og det kunne de godt. Vi fik noget suppe-agtigt der smagte godt og tortillas. 
Jeg var slet ikke færdig med at lege på grus, men Maren synes ikke det var sjovt længere. Hun havde skræmt livet af sig selv oppe på bakken, så hun ville bare hjem ad asfalten. Gerardo slæbte mig videre ud på en lidt mere vanskelig grusvej, så jeg kunne få mine lyster styret. Han synes at jeg klarede den godt, selvom noget af det lidt oversteg mine evner.

Vi trillede hjem, fik et bad og mødte igen op til foredrag og almindelig hygge.
 
Næste dag havde jeg lidt svært ved at finde nogen der ville samme vej som mig. De havde alle sammen været nede i selve Copper Canyon dagen før, og ville selvfølgelig ikke lave det samme en gang til. Problemet var at der var pænt langt på asfalt før man ramte gruset, så folk ville hellere blive omkring Creel, nu da de havde været dernede. Jeg synes derimod ikke at jeg kunne tage derfra uden faktisk at have været i Copper Canyon.

Endelig var der en der meldte sig frivilligt til mit projekt. Butch hed han. Vi gjorde klar og trillede afsted. Jeg gad ikke at finde vej, så jeg lod gps´en blive derhjemme. Den sidder også lidt i vejen når jeg står op, og det gør jeg faktisk hele tiden på grus nu. Fatter ikke at jeg nogensinde har siddet ned på grusveje. Har så meget mere kontrol stående. Så jeg lagde mig bag Butch og lod ham føre an. Han satte et godt tempo på asfalten og sandelig også da vi ramte gruset. Det var fedt. Lige mit tempo.
  
Vi gjorde holdt ved et udsigtspunkt, hvor men rigtig kunne se kløften. Den var imponerende. Copper Canyon består af 6 kløfter, der tilsammen er større end Grand Canyon. Ikke at jeg fatter hvordan de måler det, og ingen har kunne give mig et ordentligt svar. Er det længden, dybden eller bredden. Og hvordan lægger man egentlig to kløfter sammen????? Nå det var jo også temmelig ligegyldigt, da det var smukt og vejene var sjove.
Vi trillede ned gennem en masse hårnåle, og endte langs en flod. Små snoede veje. Skulle passe på at der ikke lige var en stor bil, når man kom rundt i et sving, ellers var det rimeligt nemt.
  
Vi gjorde holdt og kiggede lidt på klokken og de mørke skyer der samlede sig. Det havde taget og tre timer at komme så langt, og det ville tage en evighed at komme ud derfra hvis det begyndte at regne. Klokken var over to, så vi besluttede at vende om, for at være sikre på at nå hjem inden det blev mørkt.

Så gik det ellers over stok og sten. Hvad…Var vi allerede ud på asfalten. Øv! Turen hjem kom kun til at tage 1½ time, så vi var hjemme i særdeles god tid.
Kunne ellers godt lige have brugt en time mere på gruset

Havde talt lidt med en fyr der hedder Chuck. Han var i sin pickup truck, og skulle videre til et andet træf ovre vestpå. Havde godt læst om det på ADV, men det startede allerede onsdag og det her træf sluttede først søndag. Der var 800 miles, så jeg synes at det var lidt langt at køre på to dage. Chuck tilbød mig et lift i bilen, han havde plads til både Smølfen og mig, så pludselig var min næste destination bestemt. Jeg skulle til Mextrek i Galeana.
Men først skulle vi jo lige havde overstået det træf vi var i gang med.

Chuck kom hjem fra dagens tur med et kæmpe smil på. Det havde været én hård dag og Jon som jeg også havde talt ret meget med, var nærmest i granatchok. Det havde vist oversteget hans evner. Chuck grinede og sagde, at Jon selv havde bedt om at få pulsen op. Var glad for at jeg havde haft en hyggelig dag med Butch og ikke væltet rundt i noget, der nærmest ikke kan beskrives som en vej.

Endnu en aften blev brugt til at fortælle røverhistorier og spise lækkert mad.Jeg får jo en del opmærksomhed. Dels fordi jeg er en pige, men mest fordi jeg er laaaangt hjemmefra og bare rejser rundt. Det synes de godt nok er sejt. Har måtte svare på mange mærkelige spørgsmål efterhånden.

Mandag morgen tog de fleste afsted. Chuck, Jon og jeg trillede ud på en lille hyggelig grustur. Kunne godt se hvorfor Jon havde haft en hård dag om lørdagen. Jeg rykkede i den grad fra ham på gruset. Oveni kørte han så også på en stor BMW 650. Han erklærede, at næste år kom han helt sikkert på en DRZ 400 og ikke en kæmpe ged.
Vi holdt pause i en eller anden lille hyggelig by.
   
  
Vi trillede hjem igen, og var nu de eneste fra træffet tilbage. Vi endte i min fine hytte, med alt for mange øl, så det blev temmelig sent før det blev sengetid. Jeg kunne jo være ligeglad. Smølfen stod allerede på ladet af Chucks øse, og det var ikke mig der skulle køre.

Vi sagde farvel til Jon og begav os derud af. De første 150 km forgik i hårnålesving, så det gik ikke så stærkt. Chuck havde håbet på at vi kunne gøre turen på en dag, men vi måtte lige ind og have en overnatning. Vi manglede stadig 300 km da det blev mørkt. Kunne kun finde et afsindigt dyrt hotel. Jeg kunne jo ikke klage, da jeg hverken skulle betale for benzin eller betalingsvejene. Som Chuck sagde, Jeg skulle jo køre her alligevel. Fik så heller ikke lov at betale for hotellet. Han synes at jeg skulle bruge pengene på at rejse i stedet

Vi havde det ret sjovt i bilen. Han har den her rigtig tørre humor, så vi grinede en hel del. Og så havde han de her cd´er med spansk-lektioner på. Vi øvede os højlydt. Det var ret morsomt, da de var temmelig ridsede, og gik i hak hele tiden. Vi blev enige om at vi ville blive rigtig gode til spansk rap. Yo yo yo yo yo

Jeg var rigtig glad for bilturen, for da vi var kommet gennem hårnålene, var det fladt og kedeligt stort set hele vejen til Galeana. Tror jeg have kedet mig ihjel ude på stepperne. Der er to bjergkæder i Mexico. En i øst og en i vest. Alt der imellem er fladt højland. Det blæste også en del, så hvis jeg havde taget turen på Smølfen havde jeg nok ikke haft det særligt skægt.

Vi ankom til Galeana ved tre-tiden. Der var allerede linet en del motorcykler op på pladsen foran de to hoteller, hvor alle folk skulle bo.
 
Vi fik et par værelser. Denne gang var det ikke så fancy, men der var en seng, varmt bad og et sikkert sted til Smølfen. Og hvad har jeg så egentlig mere brug for.
Der var samling og uddeling af klistermærker og t-shirts klokken 18. Jeg var jo først blevet tilmeldt arrangementet 2 dage før, så jeg måtte pænt vente og se om der var en t-shirt i overskud. Det var der. Ikke at jeg har plads til flere træf-trøjer, men jeg slæber alligevel rundt på tre af slagsen 

Arturo fra Creel, havde sagt at der ville være stor forskel på de to træf. Creel var arrangeret af mexicanere og Galeana af amerikanere.
I Creel var det sådan lidt gør der selv, og vi finder nok ud af det.
I Galeana fik man en bog om ruter, kort og hvad man skulle pakke hjemmefra. Ifølge pakkelisten har jeg for mange underhylere og for lidt cowboybukser med

Jeg studerede turene og bestemte mig for den der hed Top of the World. Så da vi mødtes til samling næste morgen, var jeg helt tunet ind på det. Fordelingen foregik ved håndsoprækning, og jeg gik over til min gruppe. De ville så lave turen helt om, og jeg kunne se, at vi ville ende en del på asfalt. Det gad jeg bare ikke. Når jeg nu kunne køre ud på grus i udkanten af Galeana, hvorfor i alverden skulle jeg så ligge og trisse rundt på asfalt. Det har jeg vist allerede gjort en del. Har da fået kørt over 27000 km efterhånden.
Jeg klagede min nød til Chuck. Han tilbød mig at komme med ham og en fyr der heder Milton. Jeg var ikke sikker på at det var en god idé, da de begge er ret ferme på mc. Chuck fik mig efterhånden overtalt. De ville ikke køre så stærkt, skulle nok vente på mig og hvis der var alt for svære forhindringer, skulle Chuck nok køre Smølfen ud derfra. De andre grupper var så småt ved at forlade pladsen, så der var jo ikke så meget at gøre. I sidste øjeblik hoppe Joe også med på vores hold.
Vi havde ikke rigtig nogen rute, men en idé om hvad vi skulle. Vi skulle ud og udforske!!?? Milton har rejst meget i Mexico, og havde engang fundet en genvej mellem to bjerge….da han var faret vild!!. Det var den vi skulle ud og se om stadig var der.
Vi kørte så alligevel lidt på asfalt, men drejede ret hurtigt ind på grusveje mellem små landsbyer.
I starten var det nemt. Jeg fulgte godt med, synes det var sjovt og der var rigtig flot. Vi holdt en pause og gloede på et smukt og frodigt landskab.
  
  
Milton er en sjov fætter. Han er tandlæge, 61 år og gammel hippie. Han kører i et dejlig roligt tempo, og det er det samme, lige meget hvad vi kører igennem. Vi stoppede tit for at spørge de lokale om vej. Som han siger…Jeg taler lidt spansk, men er bedst til at spørge om vej.
Han formåede at vælte sin cykel, tabe sin hjem og sit kamera under den første pause. Så det lovede jo godt.
Vi trillede videre, og vejen blev værre….og værre!! Jeg gloede på de her stejle skråninger, med masser af løse klippe stykker, og var ved at gøre i bukserne af skræk. Det var langt over mit niveau. Men vi var kommet så langt ud i ingenting, at der bare ikke var nogen vej tilbage. Jeg måtte bare hænge på.
Faktisk hang jeg ret godt på??!! Var ikke nede at ligge en eneste gang, men var nærmest overrasket over hvad jeg efterhånden kan få Smølfen igennem.
 Jeg er ikke så vild med de her mini-floder, vi krydser engang imellem. Kan jo se at de andre kommer fint igennem, men jeg kan nu altså bedst lide at se hvad jeg kører i.
Åen vi kom til her, så rimeligt dyb ud. Jeg nærmest bare lukker øjnene, har godt med fart på og håber det bedste. Denne gang var jeg ret tæt på at skvatte. Jeg ramte noget med forhjulet og pludselig var Smølfen på vej i en anden retning end mig. GAS!!!!!!! Den rettede sig op, og jeg nærmest hang efter den i styret. Puha…Sikke en redning. Kastede den på støtteben, så jeg kunne nå at tage et billede af Joe igennem vandet….Og få en smøgpause, til at få pulsen ned med.
Efter vandgangen kom vi til at holde en ufrivillig frokostpause, da Joe´s baghjul pludselig sad løst. Hans…Ja, jeg kan simpelt ikke huske hvad sådan en fætter hedder på dansk, men den hedder bearing på engelsk, var i udu. Det er den jeg holder frem på billedet.
   
Som i kan se var hele hjulet ret kværnet indeni. Drengene var heldigvis habile mekanikere, og Joe havde en ekstra dims med. Det var ikke første gang hans KTM havde lavet det nummer. Det var straks lidt værre med værktøjssituationen. Der skulle hamres noget metal løst inde i navet….Tror jeg det hedder.
Det er altså sjovt at jeg ikke kan huske mekaniske ord på dansk. Jeg har vist aldrig rigtig gået op i hvad dimserne hedder på dansk, og nu har jeg hørt ordene så mange gange på engelsk, at det er totalt forsvundet på dansk. Mærkeligt!!
Nå, nød lærer nøgen mand at hamre med klippestykker. Så reparationen blev fortaget med et dækjern og et klippestykke. Det tog sin tid, men Joe og Chuck hamrede utrætteligt løs.
Milton og jeg kiggede kort og jagede køer væk fra cyklerne.
   
Efter lang tid opdagede jeg nogle små irriterende fluer, der havde travlt med at stikke mig. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at det var starten på klø-helvede. Jeg har åbenbart en form for allergi overfor de små sataner. De andre har i hvert fald ikke været igennem de samme pinsler som mig.
Drengene blev færdige med hulemands-operationen, og vi kørte videre ud i det ukendte.
  
  
  
Efter lang tid på hullede, stejle, klippefyldte, mudrede og på anden måde sindssyge veje. Stoppede Milton ved et træ der var væltet hen over vejen. Hmm…Kunne vi køre hen over det?. Roden spærrede halvdelen af vejen og stammerne hang ud over en stejl klippeside. Jeg gav det ét blik, og sagde med det samme “Det der gør jeg bare ikke!!!!”
Joe hoppede på KTM´en, gav gas, kom halvvejs over og skvattede så. Vi fik ham op igen og cyklen over. Så var det Miltons tur. Han valgte at trække. Så var det min tur. Jeg gloede bare på Chuck. Han havde jo lovet at køre Smølfen ud, hvis det blev for svært. Han valgte at prøve at køre over. Gas, og et lille hop til siden, og over var han. Triumf!!! Han gik tilbage til sin egen, gav gas og gik så i gulvet med et brag.
Klappede min lille Smølf. Den kan altså bare alt!!
  
  
Vi kom op på toppen af bjerget-uden-vej-på-kort. Så var det jo ned igen på den anden side. Gennem sindssyge hårnåle og rullende klippestykker.
Milton stoppede og sagde, at nu skulle vi bestemme om vi skulle videre på grus, eller hjem ad asfalt. Jeg var færdig! Havde haft et desperat udtryk i mine øjne lidt for meget de sidste par timer. Drengene ville gerne lege mere, så jeg fik dem overbevist om, at det var ok for mig, at trille de sidste par km på let grus ud til asfalten.
Chuck så vældig bekymret ud, men jeg måtte grinende fortælle ham, at hvis jeg havde kunne klare hvad vi allerede havde været igennem, så kunne jeg nok også køre 5 km alene på en almindelig grusvej. Han overgav sig og jeg vinkede farvel, da de kørte op ad endnu et bjerg. Jeg trillede derimod ned gennem en virkelig smuk dal. Ud til asfalten og hjem til Galeana.
  
Jeg hang rundt på pladsen og ventede på drengene. Endelig trillede de ind. De havde simpelthen fået rodet sig ud i noget, der var meget værre end det vi havde været igennem sammen. Chuck fortalte grinende om de mange kilometer udtørret flod-seng, med kæmpe klipper og sand, de havde kørt rundt i. Var meget glad for at jeg havde besluttet at vende snuden hjem før dem.
  
Næste morgen, kom en der hed Jeff over og spurgte om jeg stadig gerne ville køre ruten der hed Top of the World. Det ville jeg, så vi lavede en lille gruppe. Han var ikke helt klar endnu, så jeg hang rundt på pladsen, mens han kom i køre-tøjet.
Chuck kom over og spurgte hvad Jeff egentlig kørte på. Ingen anelse, sagde jeg. Men vi fik et grineflip, da det gik op for os at han var på en Husky. En rigtig racer en.
Du forstår sandelig at vælge dine køre-partnere, hulkede han. Hvorfor vælger du ikke nogle af de gamle drenge der knapt nok kan køre på grus. Måske fordi de er totalt kedelige og egentlig helst vil være på asfalt, svarede jeg.
Jeg spurgte Jeff, om han havde tænkt sig bare at ræse derudaf. Han lovede at vente og være sød ved mig. Til gengæld spurgte han mig om jeg væltede meget. Han havde tilbragt dagen før, med at samle gamle mænd på tunge mc´er op. Og nu gad han ikke rejse flere cykler op.
Jeg har ikke ry som en totalt væltepeter, men han måtte tage chancen, svarede jeg.
Vi trillede afsted og efter nogle km, holdt han ind og ville høre hvad jeg synes om tempoet. Vi kan da godt køre lidt hurtigere, svarede jeg. Han satte farten lidt op, og så var det bare perfekt. Det viste sig at vi var et rigtig godt match. Vi kørte nogenlunde samme tempo og niveau…….Og jeg skvattede slet ikke
  
Sammenlignet med dagen før, var dagens tur bare nem og rar. Havde faktisk tid til at se mig lidt omkring mens jeg kørte.
Vi holdt ikke mange pauser, men de få vi holdt var gode. Specielt en pause, hvor der kom en fyr på et æsel over og gloede på os. Han sagde ikke noget før vi havde sagt goddag til ham. Så væltede der pludselig engelsk ud af ham. Dårligt engelsk, men alligevel. Har kun fundet en i Galeana der taler engelsk. Så hvor mærkeligt var det lige at møde den her ko-vogter på et æsel ude i ingenting, og så kunne vi snakke med ham.
  
Dagens rute bestod af et grus- loop og så turen op til Toppen af Verden. Vi vidste godt at de 30 km til toppen, ville være brosten og meget bumpet. Men havde jeg vidst hvor meget, var jeg blevet nede. Hold da kæft en skod vej!!!
  
Halvvejs oppe, var jeg sikker på at mine tænder var ved at falde ud. Jeg skulle tisse hele tiden, fordi mine nyrer blev rystet så meget. Og da jeg så fik en bi ind i hjelmen, der var så venlig at stikke mig på hagen, var jeg klar til at vende om.
Var lidt ligeglad med mig, men var bare så bange for at Smølfen ville rasle totalt fra hinanden. Ville hundrede gange hellere være på enhver anden grusvej, end det der forsøg på en brostensvej.
Vi fortsatte nu. Havde hørt at udsigten ville være fantastisk, så den skulle vi jo se.
Da vi endelig stod på toppen, var vi helt enige om, at det ikke havde været turen værd. Det var så oven i købet lidt diset, så den flotte udsigt var ikke så tydelig.
Vi tog de obligatoriske billeder og skyndte os ned derfra.
Tror aldrig jeg har været så glad for at se en asfaltvej 
   
  
Da jeg vågnede næste morgen, var mit knæ helt færdige. Kunne mærke, at hvis jeg tog på endnu en skør tur, ville jeg ikke kunne gå næste dag. Besluttede at blive hjemme og hænge ud.
Det blev en rigtig hyggelig dag på plazaen, med de andre, der heller ikke var ude at køre af forskellige årsager. Nogle gad ikke, andre var skadede, andre igen havde problemer med cyklen.
Jeg afslog at spise middag med en del folk, da jeg ville vente på Chuck, Milton, Joe og Jeff, der havde formet dagens udforsker-hold. Det var en dum beslutning. De kom hjem klokken 23. Havde kørt de sidste 150 km på asfalt og var nærmest gennemfrosne, da de endelig landede i Galeana.
De havde som sædvanligt haft en hård dag. Chuck sagde at jeg skulle spørge Jeff om han væltede meget. Det synes Jeff var en ret god joke, han havde været nede og ligge hele to gange.
Milton havde lovet mig at give tips og tricks om at rejse i Mexico, så vi endte med at sidde oppe til klokken 2.30 og rode med kort.
Jeg stod alligevel tidligt op. Det var store afskeds dag. Chuck havde tilbudt Milton et lift i trucken, så vi fik sagt farvel og god tur.

Jeg havde det mærkeligt, som om jeg var ved at blive forkølet, så jeg tog mig en siesta, der så kom til at vare hele dagen. Skrev lidt på bloggen når jeg var vågen. Og da jeg kunne sove igen om aftenen, var der nok noget om syge-snakken.
Bestemte mig for at blive hængende i Galeana og få bloggen up to date. Er jo lysår bagud…Igen!!! Og så skal det lige siges at nettet er som et blinklys. Virker, virker ikke, virker, virker ikke…..
Det tog mig tre timer at uploade billeder.
Var dog så heldig at have en rigtig god netdag forleden, så jeg kunne Skype lidt.

Havde egentlig bestemt at få bloggen skrevet færdig og så komme videre. Men sent om aftenen kiggede jeg lige ud til Smølfen og blev overrasket over at se 6 andre motorcykler ved siden af den. Det var en flok mænd fra Texas, der var herned for at køre lidt grus. De inviterede mig på tur næste dag, og jeg sagde ja tak.
Vi kom lidt sent afsted, så de måtte lave deres planet lidt om. Vi endte med at tage Top of the World Loopet. Denne gang uden den rædselsfulde tur på brostenene.
 
Vi havde vel kørt 20 minutter, da jeg synes jeg sejlede så underligt rundt. Øv!! Jeg havde et fladt bagdæk. Mændene kastede sig straks over Smølfen, så endnu engang fik jeg ikke lov til at fikse min punktering. Hvor heldig kan man være?? De to gange jeg er punkteret, har der været meget hjælpsomme mænd med mig. Det er nu bedre end at stå alene i ingenting og kæmpe med det. Jeg klager i hvert fald ikke
  
Jeg legede stifinder hele dagen, havde jo været der før. De var en del langsommere end Jeff og jeg, så der blev tid til lidt flere billeder. Det var en vældig hyggelig dag.
  
  
  
  
  
  
  
I dag er de taget på endnu en tur. Mit knæ brokkede sig igen, så jeg valgte at sidde over og få skrevet lidt mere. Måske tager jeg med dem igen i morgen.

Jeg har åbenbart svært ved at komme videre fra Galeana.
Nu er der kun to dage til at de fejre De Dødes Dag. Det vil jeg gerne opleve i stedet for at sidde på Smølfen. Så hvis jeg ikke kommer herfra i morgen, bliver jeg i hvert fald to dage mere.
Før texanerne ankom, havde jeg den underligste følelse af, at jeg først lige var startet på mit Mexico-eventyr. Har jo været sammen med folk der taler engelsk hele tiden. Pludselig var der ingen jeg kunne føre en samtale med. Som om jeg mistede mit sprog. Klarer mig jo alligevel, men det var nu alligevel underligt.

Har bestemt at køre mod syd. Er blevet anbefalet et sted der hedder San Miguel de Allende. De har en del spansk-skoler der. Det ville jo være rart, at kunne føre en form for samtale med folk. I Staterne var det sjove jo at høre om folks liv. Det er lidt svært her, når jeg ikke fatter en bjælde af hvad folk siger.
Jeg er da blevet bedre…men mine samtaler består mest af mig, der fniser over mit dårlige spanske.
 
 

Trillede ud på vejen. Tjekkede gps´en. Kun 180 km til Cabo.
Ha… A walk in the park!!! Det bliver en dejlig kort og let dag, tænkte jeg. Fem minutter efter stod det så bare ned i stænger!!!!
Troede faktisk, at jeg havde lært ikke at bruge sådan nogle sætninger. Har da efterhånden lært ikke at sige, Nu kan det ikke blive værre. Den sidste gang jeg brugte den sætning, var da jeg sad på min mc i Tyskland i øsende regnvejr…to minutter efter begyndte det at hagle!!

Overvejede at holde ind og finde det vandtætte kluns frem. Gad ikke rigtigt. Det var jo dejlig varmt og jeg var nærmest gennemblødt allerede….og så var der jo ikke så langt.
Mit tempo faldt drastisk. Kunne ikke se ret meget. Der lå meget vand på vejen. Og så ved man sgu aldrig om der pludselig er et kæmpe hul, vejen er væk eller andre spændende forhindringer.
Jeg slog min indre automatpilot til og forberedte mig på bare at få det overstået. Kom til at se at gps´en havde beregnet en ny rute. Nu var der pludselig 250 km til Cabo??!! Øv!! havde misset en frakørsel….. For syv km siden!!!!
Fik vendt Smølfen og kørte tilbage igen. Ikke så smart i det her vejr. Endnu mindre smart, da jeg var så “heldig” at lande bag to store lastbiler, da jeg så endelig ramte den rigtige vej. Kunne ikke overhale.. Dels fordi der var vejarbejde, så vejen var meget smal. Dels fordi jeg simpelthen ikke kunne se en disse, for alt det vand lastbilen foran mig slyngede op i fjæset af mig. Da han så pludselig svingede over i modsatte bane for at komme uden om en dyb sø af en vandpyt i højre side af vejen, satte jeg farten ned og lod ham komme så langt væk, at jeg kom fri af hans vandpjaskeri. Overhalingen måtte vist vente til senere.

Regnen gik efterhånden over i drypperi, vejarbejdet var endelig væk, så jeg fik passeret lastbilerne. Endelig lidt fart på foretagenet….. For en tid.
Endte bag en masse biler, der kørte frygteligt langsomt. Kunne se at der var et par lastbiler mere oppe foran. Bandede samtlige lastbilchaufføre langt væk. Kunne de ikke have valgt et andet tidspunkt til at køre søndagskørsel på. Måtte dog sluge mine grimme tanker, da det gik op for mig, at det var en personbil der lå forrest i køen.
Hold da op hvor kørte han langsomt! Fattede ikke hvorfor de ikke bare overhalede ham. Der var vel 15 biler og 2 lastbiler foran mig, der skulle forbi ham først. Da det endelig blev min tur til at overhale søndagsbillisten, gik det op for mig hvorfor det havde taget folk en evighed at komme forbi. Manden var jo totalt stiv!! Han slingrede rundt i begge vejbaner. Jeg måtte sidde og vente på det helt rigtige øjeblik, hvor han var på vej over mod højre grøft, og så høvle forbi ham. De var to i øsen, og sad og fægtede med en tequilaflaske. Damn, de var stegte. Havde sikkert drukket igennem siden festen aftenen før. Ikke noget under at det havde taget både biler og lastbilerne så lang tid at komme forbi. Det er jo lidt nemmere på en Smølf
Bad til at de ville ende i grøften, før de ramte en sagesløs modkørende.

Kom igennem et par byer, hvor vandet stod højt i sidegaderne. Skulle selv igennem mindre søer, men de ikke-asfalterede sidegader, var bare et mudder-kaos. Ja nogen steder var det bare en kæmpe sø.
Er begyndt at fatte at vejret altså er en pænt stor faktor heromkring. Man kan ikke bare regne med, at vejen nødvendigvis er der hvor den plejer at være efter et regnskyl.

Kun 40 km til Cabo. Regnen var nu holdt helt op, og jeg var næsten tør igen. Vejen løb langs Stillehavskysten og udsigten var smuk. Masser af trafik, men det var jo også helligdag, så folk skulle vel på familiebesøg.
Kørte ind i Cabo og prøvede at huske hvad det var der stod i Bibi og Chris vejbeskrivelse. Rundt om selve byen på en slags omfartsvej. Mange af de rigtigt grimme topes..vejbump. De grimmeste er de her.
 Et smalt mc-hjul kan næsten være der, men også kun næsten. Når der så er to eller tre rækker af dem, glider man bare rundt på dem. Nogle gange er de så høje at jeg synes jeg kan høre fælgen banke imod. Normalt vil jeg bare give noget gas og flyve henover, men den der fælg-mod-metal-lyd holder godt nok farten nede.
Hvilken vej var det så jeg skulle. Noget med at passere Walmart og Costco. Kunne ikke se Walmart, men jeg kom forbi en Costco, så jeg regnede med at det var rigtigt. Cabo Bello som Bibsen bor i, skulle ligge lige overfor Homedepot. Der var den. Øv!!
 Jeg var i den forkerte bane, så jeg røg forbi. Chris havde da godt nok skrevet noget om at være i den rigtige bane, men det er altså svært at forstille sig, at de havde lavet det så dumt. Måtte vende et sted…..men der var bare ingen steder!! Vejen er hermetisk lukket midtpå, på nær lige nogle få broer. Og den nærmeste var lukket, da den havde været skvattet sammen pga regn. Måtte en del kilometer ud for at vende, og så havde jeg jo det samme problem da jeg passerede Cabo Bello i den anden retning. Vende igen. Og endelig holdt jeg ved vagterne der passer på stedet.
  
Bibi havde sagt at jeg bare skulle give dem noget ID, så ville de lukke mig ind. Fint nok, som sagt så gjort. Jeg var inde. Nu skulle jeg bare lige finde deres hus.
Første gang jeg kørte en runde, var rent efter hukommelse. Det gik ikke så godt. Tilbage hos vagterne, måtte jeg hive computeren frem og læse vejbeskrivelsen en gang til. Jamen det var jo den vej jeg havde kørt…nårhhh…til venstre der. Rundt igen…uden at finde noget!!!! Tilbage til vagterne. Fik dem til at ringe til Bibi, men ingen svarede. Fik noget adresse noget hevet frem. Vagterne viste mig vejen på et kort. Men der havde jeg da lige kørt!!! På den igen. Var på vej op af en lidt stejl vej, da jeg hørte Chris råbe efter mig. Så du ikke Dannebrog?? Opdagede et fint dannebrog der var plantet i en blomsterpotte og fnisede lidt. Havde vist haft for travlt med at finde rundt i den labyrint de kalder Cabo Bello.
Kom af Smølfen og fik sagt pænt goddag. Ind i den frelsende aircon og flå mc-klunset af.
Blev installeret i mit helt eget værelse, med tilhørende badeværelse. Hvad mere kan man forlange??!!
Elskede det lille skilt der var klistret på min dør. Følte mig så velkommen. Så kom Bibi stormende ind af døren. Hun havde været på arbejde, men havde ringet tilbage til vagterne, så hun vidste at jeg var ankommet.
Hun nærmest hoppede op og ned af glæde.

Efter vi begge var faldet lidt ned efter ankomsten. Gik vi ned for at få en dukkert.
Hvad tager det??……Vel tre minutter at gå ned til en lille privat strand der hører til området her.
   
Den er ikke så stor, men hold da op hvor er vandet lækkert!! Og så er der stor set ikke et øje. Der har kun været en smule run på i weekenderne. Ellers er der normalt kun et par stykker. Det har stort set været mit vågne-ritual hver dag. Op, i bikinien og så ned og køle af i havet.
Og så blev der ellers snakket tøse-snak til den store guldmedalje. Var så heldig at ramme Cabo, lige hvor Bibi havde en af sine sjældne dobbelt fridage.
Det har været rigtig dejligt at snakke dansk. Vi startede begge ud, med ikke altid at kunne finde alle de danske ord, men det er altså blevet bedre siden…Vi har også øvet os meget!!!!
Jeg har altid syntes, at danskere der lever i udlandet og ikke helt kan huske deres danske, er nogle krukker. Som om de prøver at spille lidt smarte.
Jeg må så med skam meddele, at det kommer man altså til, når man har snakket engelsk længe nok. Pludselig kunne jeg ikke huske hvad en forskærm hedder på dansk….. Jeg måtte faktisk spørge min far Og det er ikke det eneste eksempel.
Nå men efter tre uger her i Cabo, er både sproget og verdenssituationen blevet sat på plads.

Mest af alt har jeg bare slappet af. Har siddet på Smølfen to gange siden jeg ankom. Den ene gang for at købe et kort, den anden for at fylde benzin på. Det har været så fedt ikke at skulle nogen steder. Havde glædet mig så meget til ikke at skulle pakke mine ting ud og ind hele tiden. Have et hjem!!!
Her startede ud med at være alt for varmt til at rende rundt på sightseeing, så det har jeg heller ikke gjort. Bibi havde også alle de her forslag til alt det vi skulle. Hun ville jo så gerne gøre alt muligt godt for mig, men det gik ret hurtigt op for hende, at jeg altså havde oplevet så meget, at det jeg trængte til, var IKKE at opleve noget. Få lov til at kede mig lidt og blive klar til næste omgang oplevelses overload på Smølfen.
Så jeg har holdt ferie!!….I Casa del Bibi…..
  
  
Man bliver jo umiddelbart lidt imponeret over poolen. På denne årstid bliver den så ikke lige brugt til at svømme i, men som vandforsyning. De dage hvor vandforsyningen fra byen ikke virker, og dem er der en del af, bruger vi vandet fra poolen. Det er det der bliver badet og vasket op i. Så går man rundt og holder øje med om der er by-vand, så man kan fylde poolen op igen.
Jeg ventede et par dage med at vaske tøj, da jeg helst ikke ville bruge poolvandet, der er jo en del klor i. Der kom så ikke rigtig noget by-vand, men til gengæld en lastbil med vand der fyldte poolen op. Så kunne jeg lige nå at vaske inden der blev hældt alt for mange kemikalier i. 
Man kan jo heldigvis hoppe i havet, hvis man ikke gider at vaske hår i klorvand.*

Hver gang der er en af de her spændende “udfordringer” siger Bibi bare “Velkommen til min verden.
Det var også den sætning der lå lige for, da airconen på mit værelse valgte at dø dagen efter jeg ankommet, og det tog 14 dage at få den repareret. Her i Mexico bliver der så sandelig ikke redet den dag man sadler. Ved ikke hvor mange gange i de to uger, reperationsmanden sagde, jeg skal lige hente en reservedel, jeg er tilbage om 5 minutter….og næste gang man så ham, var to dage efter.
En af de lokale jokes er - Hvad er den travleste dag i Mexico…….Mañana (i morgen)

Lidt forskelligt har jeg da lavet.
Vi tog på stranden, hvor Bibi og jeg badede og hang ud mens Chris surfede.
  
En anden dag mens Bibi var på arbejde…og det er hun stort set hver dag…Tog Chris mig med på en af de fedeste strande. Hvid lækker sandstrand så langt øjet rakte.
Gik en lang tur langs stranden og samlede skaller, badede i det fantastiske vand og fik sol nok til et par dage
Turen hjem blev lidt mere spændende end vi havde planlagt. Vi havde kørt et godt stykke i dybt sand, for at nå ud til det fede sted. Da vi skulle hjem, måtte bilen arbejde hårdt for at få os ud af sandet. Den blev varm…rigtig varm!!! Instrumentbrættet lyste op som et overpyntet juletræ, og Chris satte farten op, dels for ikke at stå ude midt i ingenting med en overophedet øse, dels for at prøve at luftkøle den lidt.
Så der blev kørt pænt stærkt på den meget hullede og sandede vej.
Hvis vi ikke havde været så bange for at bilen brød sammen, havde køreturen været fantastisk sjov. Det gik over stok og sten.
Da vi kom ud til “civilisationen” igen, fik bilen et tiltrængt hvil, og vi kunne køre hjem uden en større eksplosion.

Et par dage efter, ville Bibi og jeg køre ind til byen, men øsen var
totalt død. Som i kan se, legede Bibi mekaniker, men der måtte altså en rigtig mekaniker til at fikse den. Et eller andet i startermotoren lugtede og så meget brændt ud.
Heldigvis har de en god mekaniker, der ikke tog så lang tid som aircon-fyren om at få noget lavet

Har som sagt været nede på Playa del Bibi, stort set hver dag. Har været meget fascineret af bølgerne. Der er for det meste godt med smæk på, men nogle gange er det så også nærmest som en sø. Man bader så inde i en lille bugt, så man ligger lidt i læ. Og det er jo dejligt når det ser sådan her ud.
Har haft et lille fiskeproblem. Alle de fine små fisk, synes åbenbart at jeg smager godt, da de har det med at bide mig. Har snakket med forskellige mennesker på stranden, og ingen andre end mig, har været udsat for så stor interesse fra fiskenes side. De flokkes om mig. Så meget, at en amerikansk dame, godt kunne se at der var noget mærkeligt ved det. Hmmmm………Gad vide om jeg lugter!!!
Har jo ligesom været i  bad
 

Bibi og Chris blev skulle til en fødselsdag, og jeg blev inviteret med. Den skulle foregå på en stor båd, så jeg glædede mig som et lille barn. Tænk at se kysten fra en helt anden vinkel.
Chris havde fortalt hvor stor båden var og vist billeder, men jeg blev da godt nok pænt imponeret da vi kravlede ombord.
Folk var smadder flinke og jeg følte mig meget velkommen. Vi var vel en 30-40 stykker.
Efter lidt venten i havnen, satte vi kurs langs kysten. Båden er lavet til fiskeri, derfor det høje tårn. Jeg sad deroppe på næsten hele turen ud. Fantastisk udsigt og lidt vind der kunne køle mig ned. Fik udpeget Cabo Bello hvor vi bor, stranden hvor Chris friede til Bibi og andre interessante steder.
  
  
Fremme ved vores bestemmelsessted, en hyggelig bugt, blev der kastet anker. De have nærmest ikke fået det i vandet, før Bibi og jeg var hoppet i. Nøjjjj…Hvor var det fedt. Vi lå bare der og flød rundt, mens musikken bankede ud over vandet. Der blev også serveret lidt mad til den fri bar.
De næste par timer gik med snak, vandpjask, udspring og snorkling.
Nu skulle mit kamara have den endeligt vandtætheds-test. Havde lavet en prøve hjemme i håndvasken, men aldrig svømmet med det før.
Snoren rundt om halsen, og så hen mod kanten. Stop, var der en der råbte, du har glemt dit kamera. Hø hø, det er altså vandtæt…håber jeg. Hoppede i og legede rundt med Bibi. Det var så heldigvis vandtæt
    
Der blev hygget og leget til lidt før solnedgang, så blev ankeret hevet op og kusen sat mod Cabo san Lucas igen. Tredje billede er Bibi med fødselaren.
  
  
  
Vi fortsatte på bar, der så senere blev til flere. Tror vi var hjemme ved fem-tiden. Det havde været en alletiders dag. Min første rigtige millionær-oplevelse på hele turen

Bibi og jeg har også været et smut i Cabo san Jose og nulre rundt. Det er en hyggelig by. Vi travede lidt rundt, men der var en orkan på vej, så luftfugtigheden fik mig nærmest til at gå bagover. Fik dog set lidt butikker og gallerier, inden jeg måtte overgive mig og drikke en kølig øl foran en vifte.
  

Vi har været på flere udflugter end det.
Fået shoppet i Walmart efter en sol-kjole til mig. Det er jo ikke lige det man har flest af på en mc.
Hængt ud på flere strande.
Været ude at spise. Lækre krabber…Ummmmm

Jeg havde bestemt at jeg ville afsted til et motorcykel-træf ovre på Mexicos fastland. Det er d. 18 oktober. Ville afsted en uge før, så jeg kunne være der i god tid, men mine planer blev som sædvanlig spoleret. Denne gang af Norbert….Som er en orkan.
Vi havde fulgt den i dagevis, mens den blev større og større ude i Stillehavet. En overgang var den helt oppe som en kategori 4!!! Til sammenligning var Katrina kun en kategori 3 da den ramte New Orleans. Alle forudsigelser holdt på at Norbert ville ramme Baja på et tidspunkt. Men hvor????
Skulle jeg bare komme afsted eller skulle jeg vente og se hvad der skete??
På den ene side kunne jeg måske slippe afsted før den ødelagde for mange veje, men kunne så også være så uheldig at den indhentede mig. Ikke fedt at stå der på en øde bjergvej, med mudderskred eller andet trælst. På den anden side kunne jeg jo være så heldig at opleve en tropisk orkan i forholdsvis sikre omgivelser……Og jeg er jo lidt skør med vildt vejr….eller måske bare skør

Blev enig med mig selv om at blive. Nok det mest sikre. Kunne også høre på familie og venner at de synes at det var den bedste ide.
Vi begyndte så småt at forberede os. Fik købt ekstra vand og tjekket om vi nu også havde stearinlys.
Jeg fik smølfen ind i en tom lejlighed, så den stod sikkert.
Var konstant på nettet for at tjekke hvordan Norbert nu så ud. Hvor stor var den, var den på vej hertil og hvad sagde advarslerne.
Det så godt nok ud som om den ville sejle lige forbi Cabo og gå i land et andet sted, men man kan aldrig vide hvordan naturen vil opføre sig. Vi fik lidt regn om natten, men ikke meget.
Havet var allerede ved at være lidt oprørt og vinden var taget til. Ikke noget særligt, men man kunne alligevel godt føle at der var noget på vej.
Jeg heppede på at det ville blive et direkte hit med en kategori 2. Der var ikke mange andre end Chris der var enige i det synspunkt.
  
Luftfugtigheden blev rigtig høj og skyerne blev sådan nogle forrevne nogle, der drønede lynhurtigt hen over himlen. 
Nu var det bare at vente. Jeg var godt nok spændt!!!
Så var Norbert en 3´er, en 1´er…..for så at gå i land i Baja som en kategori 2. Bare ikke her!!!!

Hold da op hvor var jeg skuffet. Vidste selvfølgelig godt at den ville gå i land 300 km herfra, men havde altså håbet på noget mere!!!
Havde endda sat vækkeuret til midt om natten. Jeg skulle i hvertfald ikke gå glip af noget. Øv altså!! Ikke mere end en god dansk efterårsstorm kunne den præstere. Det blæste godt fra fredag aften og hele lørdagen, men da jeg stod op søndag morgen var det til mild vind og blå himmel.
Vi havde de vildeste farver ved solnedgang lørdag.

Er godt klar over hvad Norbert har gjort der hvor den gik i land. Folk er blevet evakueret pga oversvømmelse og selvfølgelig vinden. Jeg er selv kørt forbi det sted. Der er fladt!!! Ikke så meget som en lille bakketop er der at gemme sig bag. Også et, for mig at se, fattigt sted. Så husene er nok ikke bygget så solidt som her. Der bor så heldigvis ikke så mange mennesker derude.
Det værste for mig, er næsten at Norbert stadig var en kategori 1 orkan, da den ramte fastlandet. Jeg skal nemlig køre den vej om et par dage. Har ingen anelse om, hvor meget skade den har gjort på vejnettet. Der er én vej til Creel, hvor jeg skal hen. Har jo set hvor slemt det stod til på vejene ned til Cabo en uge efter at en almindelig stor storm havde ramt. Der er jo kommet en del vand ned fra oven, så selv store veje kan være skyllet væk. Håber det bedste, ellers må jeg jo vende om.

Forlader som sagt de trygge omgivelser her i Cabo om et par dage.
Jeg er meget spændt på hvad der venter mig i det “rigtige” Mexico. Synes ikke helt at Baja falder indenfor den kategori, her er de alt for vant til turister.
Det bliver MEGET spændende at se hvordan vejsituationen er. Hvad Creel og træffet byder på. Håber jo meget at møde en masse flinke folk, der selv har kørt rundt i Mexico og Mellem Amerika. Få nogle gode råd, så jeg kan lave en slags plan for min videre færd.
Ved der kommer en masse fra USA, men også en del mexicanere.
Mødte faktisk et par fyre her forleden. Vi kom i kontakt over ADV, ville mødes og måske følges til Creel. Det var først da jeg ringede fyren op, at det gik op for ham at jeg var en pige. Han og vennen var meget imponerede!!
Vi mødtes på en bar og så måtte jeg svare på alle mulige spørgsmål. De drømmer nemlig om at tage turen hele vejen til Chile, men det er kun blevet ved snakken.
De har lidt problemer med at få den ene cykel med til fastlandet pga nogle mærkelige importregler, så måske kommer de slet ikke afsted. Måske gør de, og så har de tilbudt mig et lift i bil, med Smølf på trailer. Se det kunne jo være smart pga vejsituationen, men de vil afsted meget sent på ugen, og det er jeg ikke sikker på at jeg tør vente på. Hvad hvis de lige pludselig ikke kommer afsted, så står jeg der med håret i postkassen.
Så jeg tror at jeg køre selv….men lad os nu se……

Har været rigtig glad for at få en pause fra køreriet, og så i godt selskab
Det trængte jeg til!!
Men nu er det vist på tide at få lettet måsen fra fifaen og komme ud og få en på opleveren igen.

Peter var fra Canada og var kommet fra Ensenada på vestkysten. Vi snakkede selvfølgelig lidt om vores ture og jeg trængte rigtig meget til en at dele min lettere uheldige ørkenoplevelse med, så det var bare dejligt med en der forstod mig.
Efter en del snak, blev vi enige om at finde et hotel og dele et værelse, for at spare lidt penge.
Jeg var stadig ikke rigtig på toppen. Havde da godt nok fået indhaleret noget vand, men synes at jeg kunne huske noget om, at når man er dehydreret, skal man også have forskellige salte. Fik gravet min medicinpose frem og fundet en pose med noget salt-dims, som jeg havde fra en tur til Indien. Der havde vist været noget med noget diarre, hvor man jo også taber væske
Fik drukket det, men det tog sgu noget tid at blive helt normal igen. Faktisk et par dage. Det var ret mærkeligt, så havde jeg det fint, og så pludselig var jeg helt nede igen. Sådan skiftede det lidt de næste dage. 
Det viste sig så, at det er så varmt i San Felipe, at selv de lokale går rundt og drikker det her væske de kalder elektrolyt. Det er vand med alle de nødvendige salte og mineraler i…..ja og så en eller anden rigtig grim smag. Det blev der også drukket en del af de næste par dage.
Og der var varmt!!!! Og fugtigt!!!!! Selvom man bare sad helt stille på en stol, løb sveden bare af en. Peter og jeg var meget glade for airconen på værelset.
Det var smadder hyggeligt pludselig at have en at spise sine måltider med. Vi havde jo begge oplevet en masse, så der blev fortalt røverhistorier til den store guldmedalje.
Han havde ikke været på farten så længe som mig i denne omgang, men til gengæld havde han rejst meget mere i sit liv end jeg har. Så der var jo mange spændende historier der skulle udveksles.

Da vi kom hjem opdagede Peter, at hans motor var smurt ind i noget underligt væske.
Det viste sig at være køleren der var læk. Han brugte noget tid på at snakke med mekanikere i området, men måtte indse at der skulle en hel ny køler på og reservedele ikke lige var det der var mest af i Mexico.

Vi havde begge haft kig på en grusvej der ville korte ca. 300 km af turen sydpå og sikkert ville være en del mere spændende end hovedvejen. Det er jo sådan at der EN vej fra nord til syd i Baja. Den er 1700 km, så jeg regnede med at den ville jeg sikkert hurtigt få nok af. Så et lille grus-eventyr ville være godt.
Meeen jeg var sgu blevet lidt loren ved hele det der ørken-cirkus. Vidste jo ikke rigtig hvad der var derude. Og så var varmen og luft-fugtigheden ikke rigtig min kop the.
Fik snakket med en lokal om grusvejen og hun frarådede mig meget at tage den. Dels fordi der havde været meget regn og vejen sikkert ville være i pænt dårligt stand…læs skyllet væk. Dels fordi det var lavsæson, så de steder jeg regnede med at kunne få mad, logi og brændstof måske var lukkede. Så man kunne rigtig strande derude. I sæsonen, intet problem, men nu….Nej!!!
Så jeg måtte bide i det sure, og tage den lange vej.
Det betød at jeg nærmest skulle køre tilbage igen. Skulle nordvest og over til Ensenada på Stillehavs-siden. Nå…de par hundrede kilometers omvej betød jo ikke så meget, når jeg nu allerede har siddet på Smølfen mere end 25000 km

Peters plan blev selvfølgelig ødelagt af køleren, så han måtte også tilbage til Ensenada, ja faktisk skulle han helt tilbage til Escondido i USA for at få en ny køler. Så vi blev enige om at følges. Han tabte jo en del vand når han kørte, så det var rart ikke at stå der alene, hvis skidtet nu brændte helt sammen.
Vi stod tidligt op for at undgå den værste hede, var på vej inden klokken syv, men så snart solen stod op, kunne man nærmest fornemme temperaturen stige for hvert minut. Nå det var kun de første 40-50 km, så ville vi komme op i højderne.
Kom til det første militære checkpoint…og trillede nærmest lige igennem. De synes åbenbart ikke vi lignede narkosmuglere.

Jeg havde slæbt ret meget vand med. Gæt hvorfor Og Peter så det som den helt store anledning til at mobbe mig. Han havde jo kørt turen før, og viste godt at den slet ikke var så øde, som den vej der havde ført mig til San Felipe.

Der var kun 250 km til Ensenada, men vi måtte jo tage den med ro og holde en del pauser pga .Peters køler. Hvis han gav for meget gas, kunne jeg nærmest se en sky af kølervæske oversprøjte hans støvler.
Efter at vi var kommer op på bjergplateauet, blev temperaturen mere behaglig. Omgivelserne blev smukkere. Der var marker med vin og grøntsager. I det hele taget var naturen en del mere venlig end hvad jeg havde set hidtil i Mexico.
  
Kom op over den sidste top og kunne se Ensenada og Stillehavet i det fjerne. Stillehavs-siden er en del køligere end Sea of Cortez siden, hvor vi kom fra. Det kunne allerede mærkes. Selv om vi kørte ned fra højderne gennem ufatteligt mange hårnålesving, blev der ved med at være en behagelig temperatur. Hvor var det skønt. Ikke mere storsveden i køre-outfittet.

Da vi kørte ind mod Ensenada, blev jeg overrasket over hvor stor en by det egentlig er. Der bor så også knapt en halv million mennesker.
Jeg fulgte efter Peter gennem den tætte trafik, han havde jo været her før. Og endte så udenfor Starbucks. Havde lige glemt, at jeg nu rejste med en kaffenarkoman. Vi fik en bid brød og fik tjekket hondaen. Der var lidt lavvandet i kølervæsken. Ikke kritisk, men stadig trælst og usikkert.
Blev enige om at jeg skulle finde logi, så hondaen kunne hvile sig imens. Det virkede som om at den var ok når vi kørte, men kunne slet ikke lide bykørsel. Så blev den varm og smed rundt med vand til alle sider.
Drønede lidt rundt og så på udpinte hoteller. Kom så forbi et pænt udseende et i “turistgaden” Gad nærmest ikke engang og gå ind og spørge, for det så dyrt ud, men tog mig sammen. Hmmm…ikke særlig dyrt og det så godt ud. Der var “næsten” trådløst
 internet, de snakkede engelsk og cyklerne stod sikkert bag en aflåst port. Ned på Starbucks og hente Peter.
Her er der ikke noget med enkelt eller dobbeltværelse. Det koster det samme, lige meget om man er en eller to, så vi blev enige om at dele igen. Peter have ovenikøbet et rabatkort der virkede her, så vi var svært tilfredse da vi vandrede ud for at spise…..Rejer masser af rejer…..

Peter tog afsted mod USA og hans nye køler tidligt næste morgen. Han regnede med at være tilbage samme aften, der var jo ikke mere end 110 km til grænsen. Vi havde mere eller mindre aftalt at følges videre ned af Baja-halvøen, så jeg havde en hel dag til at få ordnet lidt forskelligt. Ville have stængerne vokset, var jo på vej på badeferie nede hos Bibi, så jeg synes at jeg trængte til at føle mig lidt feminin. Pigen der stod for voksningen havde så gode hænder, at jeg lige måtte lægge en fodmassage oveni. Var fuldstændig salig, da jeg trådte ud i solen igen.

Jeg havde også en anden, og nok mere vigtig, ting jeg skulle have ordnet.
Mit fordæk var ved at være slidt ned. Kunne ikke helt forstå det. Da jeg havde tjekket det hos Matt, havde det set ret godt ud. Det var som om, knopperne nærmest var forsvundet på én dag. Ok, det havde ikke været helt nyt, men jeg troede at det kunne holde lidt længere end det. Måske havde varmen slået det helt ihjel. Havde jo skiftet bagdækket hos Matt, så det var ok, så det var bare fordækket.
Havde hørt rygter om, at det kunne vær svært at finde dæk i Mexico, så jeg bandede lidt over, at jeg ikke havde været smart nok til bare at få et nyt på, og ikke prøve på at spare sådan et dumt sted.

Snakkede lidt med manden i receptionen. Han sendte mig til byens eneste Honda-forhandler. De havde ikke det jeg skulle bruge, kun alt for meget gadedæk eller alt for meget knopdæk. Jeg vil jo gerne havde noget der kan bruges til begge dele og ikke forsvinder i løbet af tre dage. Og da de ikke snakkede engelsk, var der ikke så meget hjælp at hente der.
Hjem til receptionisten igen. Han sende mig i en ny retning.
Kom til den mindste mc-biks jeg nogensinde havde set. Fyren der snakkede heller ikke engelsk, men hentede straks en nabo der gjorde. Efter en masse telefonopringninger, måtte de desværre fortælle at de ikke havde noget der passede på Smølfen. Men de var så flinke at sende mig videre til konkurrenten. Og der var jeg så forholdsvis heldig. De havde et dæk. Ikke lige det jeg havde ønsket mig, men det kunne bruges. Og så var det ovenikøbet meget billigere end det Honda-biksen kunne præstere.
Kiggede endnu engang på mit slidte dæk. Det kunne vist ikke holde de 1700 km. til Cabo, og hvem sagde forøvrigt at jeg kunne købe noget som helst der?? På med det, fik jeg forklaret dem på mit fornemste skraldespansk.
  
De var smadder søde. Gutten der fiksede det var ikke så snakkesalig, men det var hans makker. Tror det var den første rigtige samtale jeg har haft på spansk. Fik da forklaret hvor jeg var fra, at jeg havde rejst i USA i seks måneder, at Smølfen var en god cykel og hvor jeg skulle hen. Vi fik grinet en del, mens jeg holdt skarpt øje med hvad han lavede på Smølfen. Men fyren var meget prof, så der var ikke noget at komme efter. Bliver vel altid lidt nervøs, når man ser en masse gammelt bras samlet i værkstedet….Men jeg får sgu da også repareret mine knallerter derhjemme, sådan et sted
Da jeg kørte derfra, var jeg ret lettet over, at det ikke havde været mere besværligt. Måske var Mexico ikke så ulands-agtigt, som en masse folk havde prøvet at bilde mig ind.

Gik en tur på havnen. Der lå et par kæmpe krydstogtskibe. Det var “shipday” Så vælter det ind med amerikanske krydstogtturister, der høvler rundt på shopping. De invaderer byen fra tidlig morgen, men er heldigvis væk igen først på aftenen.
Både Peter og jeg havde været ret imponerede over det kæmpe store mexicanske flag på den største flagstang jeg nogensinde har set. Prøv lige at se det “lillebitte” krydstogtskib og hestevognen i forhold til flagstangen. Overvejede om vi ikke skulle knalde et kæmpestort dannebrog op ved indsejlingen til Københavns havn. Det ville se ret flot ud.

Jeg havde brugt resten af dagen på at få skrevet på bloggen, men da solen gik ned og Peter stadig ikke var tilbage, begyndte jeg at blive lidt bekymret. Vi have ikke udvekslet e-mails og jeg har ikke en telefon, så vi kunne ikke kontakte hinanden. Turen fra grænsen til Ensenada, skulle være der hvor der sker flest overfald på turister. Han havde jo altså også det der kølerproblem, måske var Hondaen simpelthen eksploderet på vejen op.
Det var ret sært at sidde der og være lidt urolig over en, som jeg havde kendt i tre dage.
Gad ikke rigtig at hidse mig op. Det kunne jo være hvad som helst. Måske ville han blive i USA for natten, jeg anede det ikke. Ventede alligevel med at gå ud og spise til ved otte-tiden. Lagde en seddel om hvor jeg var og skred.
Da jeg lige havde slugt den sidste bid, dukkede han op. Den nye køler var først kommet til værkstedet klokken fire, så han havde haft lange overvejelser om hvorvidt han skulle fortsætte i mørke eller blive i Staterne og sove. Kunne godt se efter at have taget turen i mørke, at det måske ikke var det smarteste han havde gjort, men han havde jo overlevet.

Blev enige om at blive næste dag, da jeg ikke var færdig med blog-tingen og han ikke rigtig gad at sidde på cyklen igen. Så det blev bare store skrivedag og almindelig hygge.
Vi havde talt med en fyr dagen før, der havde fortalt at der var live musik på et af spillestederne i byen. Så vi skulle naturligvis lige forbi og høre hvad det var. Det var en lidt sjov oplevelse. De var ret gode, men det føltes alligevel lidt som om de bare havde gang i en almindelig øveaften. Pauserne mellem numrene, som var meget lange, blev brugt til at finde ud af hvad de nu skulle spille og råbe lidt til de få publikummer der var. Men det var sgu hyggeligt nok!!

Peter havde snakket om at han gerne ville nå til La Paz, som ligger 180 km fra Cabo og Casa del Bibi & Chris, inden den mexicanske uafhængighedsdag. Han regnede med at det ville være der, der var mest gang i fejringen. Jeg var helt med på ideen. Havde jo fejret den amerikanske uafhængighedsdag lang ude i skoven, hvor der hverken var fest eller fyrværkeri, så det her kunne jo blive sjovt. Ville jo også gerne ned til Bibi og holde “ferie”
Det betød så at vi skulle køre ca. 1400 km. på 4 dage. Jeg havde ingen problemer med det. Har jo haft længere dage på Smølfen end det. Så jeg var klar.
Jeg havde sådan lidt i hemmelighed lagt en plan for turen nedover. Kigget på hvor der var overnatning og benzin. Ville rigtig gerne være så langt fra østkysten som muligt, der er jo varmt!! Og da vejen krydser lidt frem og tilbage over halvøen, skulle der planlægges lidt.
Den første dag ville ikke være på mere end 270 km. Peter synes det var for lidt, så vi blev enige om bare at køre og se hvor langt vi nåede.
Det skulle så senere vise sig at mine planlægnings-evner, ikke var helt hen i vejret.

Turen fra Ensenada til El Rosario var temmelig ensformig. En laaaang lige vej uden ret meget at se på.
Jeg kedede mig bravt, men jeg kan flygte op i mit hovede. Tænke på hvad jeg vil købe hvis jeg vinder i lotto, hvordan mit drømmehus ser ud og andet helt skørt og dagdrømmer-agtigt.
Hvis jeg keder mig nok, begynder jeg at synge. Sidder der og skråler inde i hjelmen. Lige den dag ville Frank Zappa have været “stolt” da det var en meget skinger version af Flakes der poppede op i min hjerne.
Efter at have været i Staterne, elsker jeg bare det her stykke af teksten:

All what we got here’s
American made
It’s a little bit cheesey,
But it’s nicely displayed

Mange af de huse de bygger, er jo nærmest lavet af karton. Det ser vældigt pænt ud, men holder vist ikke til så meget. Forstår godt hvorfor alt bliver blæst væk når der kommer en storm. Faktisk bygger de mere solidt her i Mexico. I sten og ikke små træpinde. Det er da lidt underligt.
Som Bibi sagde en dag; Nogen skulle fortælle dem historien om de tre små grise.

Jeg bliver ikke træt i hovedet når jeg kører på motorcykel. I en bil falder jeg i søvn efter 3 timer, men på mc kan jeg blive ved i dagevis. Min krop gør muligvis ondt, men jeg er aldrig ved at falde i søvn. Det var Peter så!! Vi måtte indlægge nogle -ryge for mig og vågne for ham- pauser. Han falder simpelthen i søvn når vejen ikke snor sig nok.

Det var stadig ret sært at skulle følges med en anden. Har været så vant til at gøre hvad jeg havde lyst til, når jeg havde lyst til det. Nu skulle jeg pludselig stoppe og spise fordi en anden var sulten. Blev faktisk lidt irriteret, da han drejede fra mod en restaurant, men faldt dog helt ned igen da jeg så det hyggelige sted.
  
God mad og god pause. Har nok ikke været alt for god til at holde en god frokost. Det har tit bare været nogle nødder eller noget hurtigt. Men det er jo heller ikke så spændende at sidde og spise alene.
Vi fandt også hurtigt en arbejdsfordeling på vejen. Jeg trak på de lange lige stræk, så kunne han bare hænge på og prøve at holde sig vågen. Han trak i bjergene. Han kører på en 650cc, og er en bedre kører end mig, så han skulle have lov at give den lidt gas i hårnålene uden at jeg holdt i vejen.

Da vi trillede ind i El Rosario, tog vi lige en runde i byen for at tjekke moteller ud. Der var 3 og en vej, hovedvejen!!!
Midt i byen var de ved at sætte et cirkustelt op. Foran en vogn lå en død hest. Ingen så ud til at bekymre sig synderligt om det. Da vi stoppede og havde en chance for at tale sammen, blev vi enige om, at Mexico godt nok var anderledes end hvad vi var vant til.
Vi valgte det motel der så hyggeligst ud, flyttede ind og fik et bad.
Peter synes altså at det med hesten var for underligt, så vi besluttede at gå en tur gennem byen for at tjekke det der cirkus ud. Da vi kom derned var den døde hest væk. Den havde så i mellemtiden forvandlet sig til en dromedar. Bæstet havde ligget sådan at den seriøst lignede en død hest. Det Peter havde troet var bæ der løb bagud af det døde dyr, var så en hale. Vi hulkede af grin, mens vi flygtede fra en meget arrig gås, der vist
også optrådte i cirkusset.  
Gik tilbage for at få lidt aftensmad. Specialiteten var krabbe-burritos. Det røg vi begge på. Hold da op hvor var det godt. Restauranten var fyldt med billeder fra Baja 1000 løbet. Det er et ørken-rally der køres hvert år her i Baja, og da det vidste sig at tjeneren havde deltaget otte gang, gik Peter helt i selvsving. Det er
en legende vi taler med, blev han ved med at sige. Og så måtte jeg ellers tage billeder af Peter og legenden. Han havde godt nok også nogle seje historier at fortælle. Var kørt galt engang og lå fem timer ude i ørkenen, med to brækkede håndled og en knust hofte, inden nogen fandt ham. Så…Ja, han var vel en legende

Næste dag stod på 350 km gennem midt Baja. Havde læst mig til, at der ikke ville være en benzintank de næste 320 km. Det er sådan lige omtrent hvad Smølfen kan klare på en tank. Snakkede lidt med “legenden” om det nu også kunne være rigtigt, gad jo ikke løbe tør. Han fortalte at der med stor sandsynlighed ville være en eller anden form for benzinsalg undervej, men at det selvfølgelig ikke var helt sikkert.
Skulle jeg virkelig til at køre rundt med en ekstra dunk??!!
Peter har en meget større tank end mig, men kører jo på en 650cc, så han bruger også mere benz. Meget mere, fandt vi senere ud af. Faktisk kører jeg dobbelt så langt på literen som ham.
Ud over at have været en stabil og god cykel, så er Smølfen så også økonomisk
Peter har så også en hæktank. Den fyldte han op, så var vi da sikre på at kunne nå frem til næste tank. Kunne jo altid låne lidt, hvis jeg løb tør.

Vi rullede afsted i det mest øde landskab i Baja. Ikke mange huse eller forretninger at se derude. Vejen løber omtrent midt på øen. Heldigvis oppe på et plateau, så der ikke blev rædsomt varmt. Kun den almindelige ørken hede.
Efter at Peter havde mobbet mig med at jeg slæbte rundt på så meget vand, havde jeg været dum nok til at lade mig påvirke af det. Denne gang havde jeg bare fyldt rygsækken op og havde kun en liter ekstra bagpå. Det var altså bare ingenting derude. Jeg var ved at løbe tør for vand kunne jeg se på det hele. Bandede mig selv langt væk. Hvorfor hører jeg også efter hvad andre folk siger??!! Skal jo bare gøre hvad jeg synes er rigtigt!!
Endelig kom der en købmand. Vi holdt ind og kiggede på hinanden. Peter fortalte at han var løbet tør, og slet ikke kunne forstå at vi havde været så dumme. Jeg mindede ham om hans mobbe-trip på vejen til Ensenada. Han havde faktisk siddet og var blevet bange. Kunne jo godt se hvad jeg havde ment, da jeg sagde at der skulle være vand nok til at overleve en punktering. Vi drønede ind i forretningen og slæbte vand ud til cyklerne.
Jeg lovede mig selv aldrig at være så dum igen. Skulle ellers tro at jeg havde lært min lektie!!

Havde læst det først var her det “rigtige” Baja startede. Med rigtige tror jeg at de mente de karakteristiske kaktus. Pludselig var der kaktusser overalt…eller cacti…som Peter absolut ville have mig til at sige. Ved ikke rigtig…synes at det lyder så snobbet
  
Det var et vildt syn. Kilometer efter kilometer med kaktusser allevegne.
Måtte lige holde ind og tage nogle rigtige billeder af dem.
   
  
Ellers var det bare en lang dag på en meget lige vej.
Når man tænker på at det er den eneste asfalterede vej der er fra nord til syd, er den godt nok smal nogen gange. Var ikke så vild med at passere lastbilerne i svingene. De holder sig ikke altid ovre i deres egen bane, og så er der jo en del turbulens fra sådan en fætter.
  
En anden ting der sprang i øjnene, var alt det affald der lå og flød i rabatten. De kyler simpelthen bare skraldet ud af vinduerne. har hørt at der ikke findes lossepladser, at de bare brænder alting alligevel, men det så altså ikke særlig fedt ud.
Det her er udsigten fra en tilfældig rasteplads, men de så stort set sådan ud allesammen.
  
  
Cirka halvvejs rullede vi ind i en lille by. Det var der “legenden” havde sagt at der måske ville være benzin. Og ganske rigtig. En lille bod i vejkanten med masser af benzindunke. Var faktisk overrasket over at han ikke tog mere overpris for det.
 
Det er lidt underligt at der slet ikke er en tankstation derude. Inde i byerne hvor de rent faktisk har en tank, er der ikke bare én men mange. At de så ikke altid har begge slags benzin, men man må nøjes med det billigste sprøjt, er så en anden sag. Nogen gange har de slet ikke benzin, og så er sprøjtet er vel bedre end slet ingenting.
  
Vi var glade da vi ankom til Guerrero Negro. Ikke fordi byen var fed, men fordi vi var trætte. De 270 km havde alligevel været nok. Fandt et udemærket hotel til billige penge, og gik ud for at finde mad. Der var så ikke rigtig nogen steder der så særligt lækre ud, så vi endte med at at spise hotdogs på mexicansk manér hos en gadesælger. De var gode, men nok ikke det sundeste aftensmåltid jeg har fået på turen

Morgenmaden var så afgjort i den ulækre afdeling. Peter havde insisteret på at gå ind på et rimeligt dystert udseende sted. Troede at det var et af de steder de lokale kom, men det tror jeg ærlig talt ikke. Vi var de eneste gæster!!!! Den eneste der arbejdede der, var en olding af en mand. Han både serverede, og lavede maden ude bagved. Jeg bestilte cornflakes og Peter æg. Mælken smagte surt, og blev camoufleret med rigelige mængder af sukker. Peter havde det værre end mig. Hans æg var nærmest uspiselige. Da jeg så også lige fik 6 myggestik, spurtede jeg nærmest ud derfra. Yrdk!!!

Dagens program var en 420 km tur. Først skulle vi krydse halvøen, over til den varme østkyst, og så følge kysten ned. Jeg frygtede lidt for dagen. Det kunne gå hen og blive rigtig varmt……….
Vi havde ikke kørt ret langt før landskabet begyndte at blive mere frodigt. Pludselig var der græs i rabatten og bakkerne omkring os blev grønnere. Det var bare så smukt i forhold til det golde landsskab jeg havde oplevet i Mexico ind til nu.
Har senere fundet ud af, at det kun var fordi der jo lige havde passeret en storm med masser af regn. Normalt ville det være de samme støvede omgivelser som altid.
  
Det blev en dag, med mange stop. Vi skulle lige nyde en udsigt eller tage et billede.
  
Da vi kørte over den sidste bakketop og kunne se Sea of Cotez i det fjerne, var vi begge nærmest ved at kamme over af betagelse. Der var virkeligt smuk….men også ret varmt
  
  
  
Vi fortsatte langs kysten. Der var et mylder af sommerfugle. Det var selvfølgelig smukt, men de havde det altså med at blive splattet ud på visiret, ja overalt faktisk. Vi fik lige et godt grin, da vi holdt endnu en pause, og så hvor meget død sommerfugl vi var smurt ind i. Man kunne simpelthen ikke køre med hjelmen åben, så blev man nærmest kvalt i dem

Hver gang vi kom til en by der bestod af mere end fem huse, skulle Peter lige tage en runde. Jeg blev sgu lidt irriterret. Godt nok var det da nogle søde små byer, men vi havde altså stadig et godt stykke vej tilbage til Loreto. Gad bare ikke at blive fanget efter at solen var gået ned. Bilerne har ikke altid lige lys på, så ingen mørkekørsel her. Men det havde altså været en alt for fantastisk dag, til jeg gad hidse mig rigtigt op.

Vi nåede da også ind til Loreto lige omkring solnedgang. Det viste sig desværre at der ikke var så mange hoteller der, så det tog os mere end en time at finde et sted at sove. At vi var godt trætte efter en lang dag og den fugtige hede, gjorde os nok heller ikke til de venligste mennesker på jorden, men det lykkedes da til sidst.
Vi kunne køre cyklerne ind i den lille gård i hotellets midte. Der holdt forøvrigt allerede en ATV, så jeg gemte Smølfen bag ved den.
Så gik der lidt ged i kommunikationen og vi begyndte at opføre os som et ældre ægtepar. Jeg ville have et bad og Peter ville gå ned til vandet og se om han kunne bade der. Jeg havde svedt som et bæst på vores hoteljagt, så jeg måtte bare i bad nu, skulle også lige have skyllet noget tøj op. Var i den grad ved at løbe tør. Jeg spurgte om vi skulle mødes til middag og han var bare sådan tjabum-agtig. Da han ikke var kommet tilbage efter laaang tid, gik jeg ud og fik de bedste rejer jeg endnu har fået. Kom så lige i tanke om, hvor kedeligt det er at spise alene. Havde jo næsten glemt det den sidste uge.
Om morgenen stod Peter så op og gik i bad, da det var min tur, spurgte han om jeg ville med ud og spise morgenmad. Øh…ja, men jeg skal altså lige…… Ok…vi ses, sagde han…og forsvandt.
Det var da ok med mig. Jeg gik i supermarkedet og købte et par bananer og lidt yoghurt og spiste i ly af airconen. Jeg er altså bare dårlig til fugtig hede!!!!
Begyndte at pakke Smølfen og sad så bare på værelset og ventede. Da han endelig kom tilbage, var jeg ved at eksplodere!!! Han har bløde tasker på Hondaen, så han bliver nødt til at tømme dem helt hver aften. Jeg er nok også en smule mere organiseret end ham, så da jeg så kom til at sidde og vente i 1½ time, synes jeg slet ikke at ideen om at følges med nogen, var særlig fed mere.
Det var også ved at varme op udefor. Bare det at komme afsted, altså få alt klunset på, hælde de sidste ting, såsom punge og kamera, i fronttasken, er rigtig trælst når det er for varmt. Så er jeg gennemblødt før jeg sidder på cyklen, og det er ikke den bedste start på dagen for mig.

Det var heldigvis den sidste etape på turen sammen. Om aftenen ville vi være i La Paz.  Midt på dagen luftede jeg en tanke for Peter, som jeg havde vendt og drejet i hovedet det meste af dagen. Hvis jeg bare blev ved med at køre, kunne jeg nå til Cabo inden det blev mørkt. Forklarede ham, at hvis vi alligevel spiste og gik til fest hver for sig, ville jeg faktisk hellere til Cabo. Der var jo ingen grund til at have en rejsekammerat, hvis man ikke gjorde de ting sammen, der er det mest kedelige ved at rejse alene. Han sagde at det selvfølgelig var op til mig, men kunne godt forstå hvad jeg mente. Havde en fornemmelse af, at han fattede hintet, så jeg tog med ind La Paz.
Det viste sig at være den rigtig beslutning. Han sørgede da i hvert fald for at have et mødested klar, hvis han skulle noget uden mig og jeg kom ikke til at spise alene mere

Dagen bød på det mest kedelige stykke af Mex 1, som hovedvejen hedder. Det var fladt, kedeligt og ligeud….Hele dagen!!!!!
Dog var der lige et par udfordringer hist og pist i form af steder hvor vejen var skyllet væk. Pludselig kunne der mangle noget af vejen og der ville være noget der minde om en grusvej et lille stykke.
Første gang vi oplevede det, kørte Peter forrest. Vi havde ret god fart på, da jeg pludselig så ham forsvinde i en støvsky. Fik bremset lidt ned, men så at det kun var et par hundrede meter med sand og grus. Op og stå på fodhvilerne og så bare høvle lige igennem. Senere da vi snakkede, fortalte han, at han bare havde siddet der i egne tanker, da han ramte gruset, og var faktisk blevet lidt forskrækket. Det var så heldigvis den eneste gang uden skiltning.
Var faktisk overrasket over hvor meget skiltning der er her. Og specielt over hvor mange af skiltene jeg rent faktisk kan tyde. Nogen gange aner jeg selvfølgelig ikke hvad de mener, men når skiltene er orange, er det en god ide at sætte farten ned
Skulle også lige hitte ud af, at når jeg ligger klar til en overhaling, betyder det fri bane når bilen foran mig blinker til venstre…Ja, nogen gange vil de selvfølgelig dreje, så man skal faktisk ikke stole på nogen signaler fra nogen steder, men bare stole på hvad man selv finder rigtigt i situationen
Vi måtte lige krydse en mindre “vandpyt” midt på en fire-sporet vej. Jeg sad og tænkte på, at hvis det var hjemme i DK og to af sporene var oversvømmede, ville man nok lede al trafikken gennem de to spor der løb oppe på broen. Men ikke her. Sporene på broen gik mod nord, og os der skulle sydpå, måtte pænt køre igennem “floden”
Vi kom igennem flere og flere steder hvor vandet lå højt. Det var knapt en uge siden stormen havde ramt, så det meste var ryddet mere eller mindre op. Men sidegaderne i byerne vi kom igennem, var stadig opkørt mudder eller bare en kæmpe sø.
Det er jo egentlig lidt mærkeligt, at vandet ikke bare synker direkte ned i jorden i det her tørre land. Men jorden er for tør og hårdt pakket til at det kan lade sig gøre. Det er jo også derfor at vejene bliver skyllet væk. Når det regner oppe i bjergene, kommer vandet bare væltende i hidsige floder, der skyller alt væk undervejs.

Vi kom endelig til La Paz. Vi havde nået det i tide til at fejre den mexicanske uafhængighedsdag. Planen havde holdt. Så i aften skulle vi til fest!!
Havde igen en smule besvær med at finde et hotel. Skal jo have cyklerne ind i sikkerhed. Men faldt så over et der lå 50 meter fra havnepromenaden. Guidebogen sagde at det var “bøssevenligt” Det tror jeg på, var vist den eneste pige der. Men det var rigtig fint og hyggeligt.
  
Peter ræsede afsted for at få købt en færgebillet. Han skulle over til hovedlandet næste dag. Jeg fik mig et bad, fik logget på det trådløse internet og havde en lang samtale med fyren i receptionen. Nu kan han så sige askebæger på engelsk
Peter kom tilbage med sin billet og mens han rodede med sin computer og fik et bad, havde jeg fundet tagterrassen og kunne nyde en pragtfuld solnedgang over La Paz-bugten.
Vi gik ud for at spise. Festlighederne ville ikke starte før ved ni-tiden, så vi ville lige hænge ud langs promenaden først.
Fandt et hyggeligt sted med live-musik og jeg fik min første Margarita i Mexico.
På vej mod det sted, hvor folk sagde at festivitasen ville være størst, startede fyrværkeriet desværre. Det var stort og flot, og vi var lidt trætte af at være på vej mod festen og ikke midt i den.
Da vi kom nærmere, væltede det bare rundt med mennesker. Hold da op hvor var der
mange. Kunne se et band på en scene i det fjerne, men det var ikke muligt at komme tættere på, der var bare mennesker allevegne. Jeg fortalte Peter om mine utallige gange på Roskilde Festival, og min strategi med at gå rundt om menneskemængden og komme ind til scenen fra siden. Han troede ikke en skid på mig, men da vi efter en lille gåtur fik den bedste udsigt til det hele, kunne han da nok se at man kan lære meget af at være på festival
  
  
Uafhængighedsdagen var i princippet først næste dag, men de starter festen aftenen før. Noget med at det faktisk er ved midnat at man skal fejre det. Og der var godt nok gang i festen. Teenagerne rendte rundt, som til en bedre dansk byfest, og oversprøjtede hinanden med noget snask fra spraydåser. Små børn hang på deres fædres skuldre og glippede søvnigt med øjnene. Her putter man jo ikke børnene i seng klokken otte, de er med hele vejen, også selvom de er så trætte at de nærmest ikke kan hænge sammen. Folk sang med på sangene fra scenen og der blev solgt mad til den store guldmedalje fra de utallige boder. Altså vildt gang i den!!!
Vi var så tilgengæld ikke så festagtige. Det havde været en lang dag på cyklerne. Klokken 11 var vi så møre, at vi faktisk ikke gad mere. Vi måtte dog lige høre om der skete noget helt specielt ved midnat, da det vist ikke var tilfældet, travede vi hjem og så dyner.

Peter skal bare have sin kaffe om morgenen!! Inden jeg havde fået øjne, var han på vej ud af døren, men ikke uden at fortælle mig, at jeg kunne finde ham på promenaden når jeg var klar. Min lille tale havde vist virket.
Mens jeg stadig stod i badet, kunne jeg høre march-musik. Kom ret hurtigt i tøjet og drønede ned på promenaden. Der var gang i et større optog. Militærfolk, politi, helikoptere i luften, sygeplejersker, børn i uniformer, brandbiler med sirenerne drønene for fuld skrue, både og rancheros på heste.
  
  
Tror det havde været en god dag at invadere Mexico på. Der kunne da ikke være ret meget militær og materiel tilbage til at forsvare landet Tror det tog mere en en time før det var overstået.
I mellemtiden havde Peter fundet mig, så vi trillede hjem og jeg begyndte at pakke Smølfen. Han skulle først afsted om eftermiddagen, så han tog den med ro.
Vi fik udvekslet e-mails og sagt farvel og tak for denne gang. Måske mødes vi igen et sted længere sydpå, man kan jo aldrig vide med to mennesker uden de helt store forkromede planer.
Nu skulle jeg bare lige køre de sidste 180 km, så var jeg på ferie i Casa del Bibi & Chris.

Tog af sted næste morgen klokken otte. Det var vist lidt sent, men jeg er jo ikke ligefrem kendt for, at kunne lide at komme op om morgenen.

Først var der lige 130 km Californisk ørken, der skulle forceres. Forbi de store klitter igen. Puha, der var godt nok varmt allerede. Holdt ind på en tank i Calexico, som er grænsebyen på den amerikanske side. Fik tanket benzin, vand og lidt nødder. Gad ikke at skulle gå op i det lige efter grænsen.

Fulgte skiltene mod grænsen. Havde læst en del på nettet om hvad der skulle gøres. Første trin i processen, var at stemple ud af USA. Regnede med at der ville være en luge eller noget. Men nej. Jeg fulgte vejen, der var ensrettet, og endte ved den mexicanske grænse. Intet amerikansk i sigte.

Immigrations-fidusen der gav mig visummet, da jeg rejste ind i Staterne, havde fortalt hvor vigtigt det var at jeg tjekkede ud af landet. Ellers ville jeg få store problemer, hvis jeg ville til USA engang i fremtiden. Så det skulle bare ordnes.
Tja, måtte jo tilbage igen, så jeg kørte lidt mod trafikken og fandt en bil med en amerikansk grænsevagt i. Han anede ikke hvad jeg snakkede om. Gik lidt rundt om sig selv. Ville gerne hjælpe, men kunne vist ikke forlade sin bil. Heldigvis kom der en tolder-agtig mand gående hen mod os. Jeg fik forklaret problemet, og han viste så godt hvad jeg talte om. Tog mit pas og gik hen mod en kontorbygning, der lå i en anden ensrettet gade, der hvor man tjekker IND i Staterne.
Stod der i vejkanten og fik en snak og en smøg med grænsevagten. Så kom tolder-fyren tilbage med en anden mand. De ville lige være helt sikre på at jeg ikke skulle tilbage næste dag, inden de hev visummet ud af passet. Måtte bilde dem ind, at jeg skulle til Mexico City og flyve både Smølfen og mig selv hjem derfra, så de kunne forstå at jeg ikke skulle tilbage til USA. Tror ikke at de har for mange mennesker der tager den vej ud af landet…og så slet ikke vil ind igen

Så var USA ordnet, nu stod den på Mexico.
Kørte de 500 meter tilbage til den mexicanske grænse. Funderede lidt over hvad de spanske skilte betød og valgte så en bane jeg formodede var rigtig. Det var den til dels, for manden der, skulle inspicerede mit køretøj. Måtte åbne et par tasker, som han så kiggede meget lidt i.
Vi havde lidt kommunikationsproblemer, da han ikke rigtig talte engelsk og jeg ikke talte spansk, men det forgik alt sammen med store smil på.

Jeg prøver at følge en strategi, der går ud på at smile og være venlig, reklamere med at jeg er fra Danmark og så spille lidt dum blondine. Det ser ud til at virke. Ved så ikke om de bare er flinke mod alle folk, men alle har i hvert fald været utroligt flinke og hjælpsomme mod mig.

Det viste sig så at jeg ikke kunne importere Smølfen fra denne grænseovergang, så de forslog at jeg kørte tilbage til USA og hen til en anden overgang. Det kunne jeg så ikke rigtig, da jeg jo lige havde afleveret mit visa. Ok, jeg måtte så få visummet for mig selv her, og så køre hen til den anden overgang, inde i Mexico og få ordnet Smølfen.
Visummet skulle jeg have på et eller andet kontor, ikke hos min nye ven. Fik vendt Smølfen rundt og parkeret udenfor det udpegede kontor. Det var så ikke der alligevel. Op på hesten igen og finde det rigtige sted. Igen lidt smilen og være en sød dansk pige. Og så gav manden mig 180 dage i MX uden at blinke. Skulle så lige hen i en slags bank og betale nogle penge. Så tilbage og få det officielle stempel i passet.
Var ved at smelte i varmen. Har senere fået af vide at Mexicali, som den mexicanske side af grænsebyen hedder, er det varmeste sted i Mx. Ville ikke smide for meget af tøjet, så ville der være mere at holde styr på. Og der gik nogle lidt underlige mennesker rundt i området. Så sveden tapløb af mig.

Så var jeg i Mexico. Ikke at jeg havde så meget tid til at filosofere over det, skulle jo finde vej, og passe på trafikken. Og der bliver kørt en del anderledes end i Staterne….Læs, sindssygt. Skulle også lige vænne mig til at skiltene var på spansk. Havde ikke lige fattet at alto betyder stop, så jeg fik bremset i en fart, da der kom en bil på tværs.

Fandt den anden grænseovergang og kontoret for køretøjs-import. Manden her talte heldigvis engelsk og var meget hjælpsom. Han kunne ikke lige finde min halv-offroader i sit system, så der blev ringet en masse rundt. Måtte forklare at den er lavet til at køre på vejen og han fandt ud af det. Han undskyldte meget for ventetiden, men ville bare være sikker på at jeg ikke ville får problemer på resten af turen. Jeg stod bare på kontoret og nød airconen og var glad for at han gjorde noget ud af det. Fik mine papirer, så nu var Smølfen og jeg officielt i Mexico.

Så sigtede jeg efter en bank. Havde læst at de ikke rigtig tager kreditkort nogen steder, heller ikke på tankstationerne, så jeg skulle have kontanter.
Var egentlig lidt sulten, men det var så sindssygt varmt, at jeg bare ville afsted. Ud på landevejen og blive blæst igennem. Min tøj var gennemblødt af sved. Grænsekrydsningen havde vel taget 1½ time og havde været en total hed oplevelse.

Fandt den rigtige landevej og kom ud af byen. Nu havde jeg tid til at se mig omkring. Alt var pludselig så anderledes. Skiltene på spansk. Menneskernes udseende. Ja det hele. Kom igennem den sidste forstad, og så var der pludselig ingenting. Slet ingenting. Ørken til alle sider. Meget lav vegetation, hvis der overhovedet groede noget.
Føj hvor var det varmt. Jeg havde været steder i Staterne, hvor det havde været varmt, men det her slog altså alle rekorder.
Havde kun 180 km til San Felipe, der var mit mål for dagen. Det ligger ved kysten, så jeg regnede med at det ville blive lidt køligere derude. Jeg tog fejl. Kunne se at jeg, efter små hundrede km,  faktisk allerede kørte ret tæt på kysten, og at det blev ikke køligere, men bare mere fugtigt.

Det var som en ovn. Ville bare væk derfra. Sad og talte kilometer.
Var begyndt at føle mig underlig. Havde det som om jeg skulle kaste op. Næste gang jeg så noget skygge ville jeg stoppe, holde pause og måske brække mig. Der kom bare aldrig noget der lignede skygge. Havde vel egentlig ikke set noget skygge de sidste 40 km.
Jeg prøvede at bilde mig selv ind at det ikke var varmt. Fik også kuldegysninger og huden omkring mine øjne føltes som om den var kold. Kunne bare mærke at det her ikke var godt. Kiggede for 30. gang på gps´en. 90 km igen.
Vandet i min rygsæk havde omtrent den samme temperatur som the-vand. Tvang det ned alligevel.
Og så blev det pludselig helt galt!! Kunne mærke at jeg var på grænsen til at besvime. Var stensikker på at jeg ville gå i gulvet indenfor de næste par minutter
Fik stoppet Smølfen midt på vejen. Rabatten var stejl og sandet. Pis!!! Jeg kunne jo ikke holde der midt på vejen. Fik øje på en lille mur i vejkanten ca. 30 meter fremme. Kæmpede for at holde mig oprejst. Trillede de 30 meter, ind til siden, og gled bogstavelig talt ned fra Smølfen, ned i sandet. Var helt færdig. Faktisk så færdig, at jeg ingen kontrol havde over min krop. Registrerede på vej ned at jeg tissede i bukserne, men at der absolut ikke var noget jeg kunne gøre ved det. Har faktisk lidt svært ved, at huske helt nøjagtig hvordan jeg fik stoppet og landede nede på jorden.
Kravlede om på den anden side af Smølfen, ind i den lille stribe skygge fra muren. Når jeg lå med bøjede ben, kunne jeg lige være der.
Tror jeg var væk et lille stykke tid. Lå bare der og kunne ingenting. Vinden kom i stød og blæste sand i mit ansigt. Jeg var SÅ ligeglad. Så længe jeg kunne ligge der var alt fint.
Fik suget det sidste vand ud af rygsækken. Havde det bare dårligt. Skulle heldigvis ikke brække mig mere, men kunne ikke gøre noget som helst. Bare ligge der.
Hørte nogen tale. En bil var stoppet og de spurgte om jeg var ok. Var så langt ude at jeg sagde ja, så de kørte videre.
Jeg kom op og sidde og fik bakset min sidste liter vand frem fra bagagen. Slugte nærmest det halve i en mundfuld. Måtte lige ligge lidt igen.
En anden bil stoppede og spurgte om jeg var ok. Denne gang havde jeg hjerne nok til at sige…ikke rigtig. De gav mig en halv flaske vand og spurgte om jeg var alene. Ja, sagde jeg. Er du sindssyg spurgte de. Ja, sagde jeg…… Lige der føltes det ret sindssygt det jeg havde gang i. Køre rundt i en ørken alene. Ikke den kvikkeste ide jeg har fået i mit liv.
De sagde at der kun var 15 minutters kørsel til et sted hvor der var skygge og jeg kunne købe vand. Og så kørte de igen.
Ville rigtig gerne derhen, men kunne ikke endnu. Prøvede at rejse mig, men blev så svimmel at jeg måtte ned i sandet og ligge igen.

Det var totalt surrealistisk at ligger der med våde bukser og få blæst sand ind i alle ansigtsåbninger. Som om jeg var med i en rigtig træls film, om en idiot der døde af tørst ude i ørkenen. Havde den underligste følelse. Kan faktisk ikke beskrive det. Sådan lidt fjern og alligevel var jeg temmelig rationel. Hjernen fejlede vist ikke mere end den plejede, men kroppen var totalt stået af.

Fik det langsomt bedre. Fik safety-jakken og støvlerne af. Det hjalp. Tror at der var flere hundrede grader i de støvler. Tvang en powerbar ned. Var godt nok ved at kaste op, men tænkte at jeg skulle have noget saltholdigt. Drak næsten alt mit vand. Ville have en lille reserve…hvis nu…..
Kunne stadig ikke stå, men sad op af muren og var bange. Blev jeg nogensinde klar til de sidste 90 kilometer? Blev jeg nødt til at få et lift med nogen og lade Smølfen stå? Den der torden jeg kunne høre i det fjerne, ville det komme den her vej. Og i så fald, ville det være godt eller skidt? Regn ville være en velsignelse, men jeg gad jo heller ikke blive ramt af et lyn.
Jeg tror at frygt var et godt tegn på det tidspunkt. Jeg var ved at være ved mine fulde fem igen. Op og stå igen. Stadig lidt svimmel, men helt sikkert bedre. Stod der og lænede mig op af muren, for at holde balancen. Ned og sidde igen. Sådan blev jeg ved et stykke tid.

Endelig følte jeg mig klar nok til at kunne køre. Havde vadet en smule rundt og svimmelheden havde fortaget sig. Fik støvlerne på igen og safety-jakken spændt bagpå. Kører ellers aldrig uden den, men skulle vælge mellem to onder. Varme eller mangel på sikkerhed. Viste godt hvad der var vigtigt lige her. Trillede langsomt af sted, med alle følere ude. Hvis der kom den mindste indikation på svimmelhed, måtte jeg holde ind igen. Det skete heldigvis ikke, men hold da op hvor jeg stadig havde det mærkeligt.

Synes at de 15 minutter det skulle tage at komme til “kiosken” var endeløse. Endelig!!!! Fik parkeret i skyggen. Strøg ind og købte 4 liter vand og drak to af dem på stedet. Kom af alt mit mc-gear. De gloede godt nok lidt da jeg stod der i cykelshorts og en undertrøje, og hvad så!! Fik inhaleret en pose nødder og endnu en powerbar. Mere vand….og så en smøg. En længe tiltrængt smøg.

Havde det ret hurtigt meget bedre. Fik fyldt rygsækken med vand, og havde lige en flaske med i reserve. Fik klunset på igen og kom afsted. Drak og drak, det nu dejligt kolde vand. Da jeg kom til San Felipe havde jeg drukket endnu 1½ liter.
Skulle lige igennem et militært checkpoint da der var en 30 km tilbage. Skulle bare lige åbne min taske, vise mit pas og fortælle hvor jeg var på vej hen, og at jeg hverken havde stoffer eller skydevåben, så var fyren glad.
Det var en meget lettet Anja der trillede ind i San Felipe. Jeg havde klaret den. Parkerede nede ved vandet og sad lidt på en bænk og stirrede ud over vandet.
 
Jeg havde fået mig en stor lærestreg. Havde lært lidt om ekstremt klima og betydningen af at være hydreret.  
Har senere hørt at der er mellem 40 og 50 grader derude i helvede. Ikke så sært at jeg var tørstig
Jeg brugte et par dage på at få kroppen helt ok igen, men er så god som ny.

Er nu ovre på vestkysten i Ensenada, men den historie må i vente lidt med til jeg kommer på nettet nede hos Bibi.
Langsomt og ustabilt internet har lige slugt 3 timers skriverier…. Arrrghhhhhhhh!!!!!!!!!Og det er ved at blive sent, så jeg gider ikke mere.
Der er også lige den her koncert i aften
Kører sydpå i morgen. Har jo stadig lige 1500 km inden jeg rammer Cabo.

Så var gode dyr rådne…..
Man kan heldigvis se hvem der online på ADV-siden, så jeg overfaldt en fyr der boede lidt længere sydpå. Han havde ikke plads til mig, men ville spørge folk han kendte. Blev hældt ud af motellet kl. 11, så hen på en cafe og sidde. To timer tog jeg om at drikke en juice og spise en croissant. Men så var der også bid.
Nicky inviterede mig til Penngrove. Det ligger 75 km i den forkerte retning (nordøst) for SF. På det her tidspunkt var al hjælp bare fedt. Så jeg takkede ja, og satte kursen mod Penngrove.
Nicky havde givet mig en adresse, men det var alligevel ikke så nemt at finde. Indtil jeg fik øje på plakaten der bød mig velkommen. Han boede i en gammel bank, og jeg ledte efter noget der lignede beboelse.
Vi fik sagt goddag og koblet mig på internettet. Kørte ud og købte ind til aftensmaden og hang ellers ud resten af aftenen.

Næste morgen kørte vi til en anden lille by, for at mødes med andre ADV-folk. De mødes ved bageren søndag formiddag, nøjagtig som vi mødes på langelinje. Det var smadder hyggeligt at møde folk og få gode råd om værksteder og Mexico.
  
Resten af dagen brugte vi derhjemme. Tror Nicky er afhængig af ADV-siden. Han brugte i hvert fald noget længere tid på at glo ind i sin skærm, end at tale med mig. Ville jo heller ikke køre for meget på Smølfen, kunne virkelig mærke et eller andet der var galt nu.

Nicky havde arrangeret, at et par af vennerne ville komme over mandag, for at hjælpe med at ordne Smølfen. En af dem havde et værksted og havde været mekaniker i mange år, så det lød jo fornemt. Desværre gik der ged i noget kommunikation, så ham så vi aldrig. Der kom så en anden fyr, men jeg skulle jo have stillet ventiler, have ny kæde og tandhjul og ja, vel sådan set have det store service, så vi skiftede bare olie og luftfilter. Det foregik inde i stuen på gulvtæppe og det hele. Hvor Smølfen så også var parkeret om
natten. De fleste motorcykel-forretninger er lukkede om mandagen, så jeg var lidt på den. Havde denne her følelse af, at han gerne ville af med mig, men er ikke sikker på at det er sandt. I hvertfald havde vi ikke den vilde kemi, så jeg ville sådan set bare gerne videre.

Tjekkede endnu engang nettet, og opdagede at en af de forretninger jeg havde fået anbefalet, rent faktisk havde åbent om mandagen. Ringede straks, og var ved at dø af et grineflip, efter at have talt med pigen i den anden ende i to minutter. Hun havde tysk accent, men ellers var det fuldstændig ligesom at snakke med Pia hjemme hos Søborg Mc. Hele måden at snakke på var den samme. Fik forklaret hvorfor jeg grinte og at jeg var på rejse. Skulle ringe tilbage en halv time senere. Hun skulle lige se hvor hurtigt de kunne få kæde og tandhjul hjem. Vi kan tage dig ind i morgen kl 9, sagde Jennifer da jeg ringede tilbage. Fedt!!! Fandt senere ud af at de havde 1-2 ugers ventetid…bare ikke for en rejsende

Fik pakket Smølfen sammen der midt på stuegulvet. Og sagt farvel og tak til Nicky. Skulle jo tidligt afsted næste morgen. Kunne jo nok se at jeg ramte myldretiden. Her i Californien kører alle mc´erne så på midterstriben, så den afsindigt lange kø af biler i fire baner, var hurtigt overstået. Og ja, de trækker faktisk ud til siden så man kan komme forbi.

 Fandt værkstedet og Jennifer. Grinte endnu mere da jeg så hende. En høj blondine. Det kunne næsten ikke blive mere Pia.
Operationen på Smølfen ville tage noget tid. Ventiler skulle tjekkes og måske stilles, ny kæde og tandhjul. Ja hele den store servicepakke bestilte jeg. Den skulle bare være helt klar til Mexico. Hvem ved hvornår jeg har chancen for at snakke med en mekaniker igen, som jeg kan forstå

Jeg ville tage på sightseeing, mens de plejede Smølfen. Jennifer spurgte hvad jeg havde tænkt mig. Tjaa bum bum. Trille lidt omkring på gåben, måske tage en bus. Så tog hun den store turistguidekasket på og tegnede og fortalte. Og så insisterede hun på at jeg skulle låne hendes trædecykel. Det var fedt!!! Rigtig fedt!! På med rygsækken og så afsted. Var totalt lykkelig for cyklen. Nød bare at cykle, det er godt nok længe siden.
Kravlede op af den der bakke, på første billede, til Chinatown og købte lidt frokost, som jeg ville spise nede på havnen. Det er godt nok nogle meget lidt cykelvenlige gader de holder sig her. I hvertfald den ene vej
    
Fandt en bænk med god vand-udsigt og fik frokosten inhaleret.
Fulgte promenaden langs vandet. Ingen stejle bakker her
Kom til den berømte Pier 39. Parkerede cyklen og gik en tur i alt turist-cirkuset. Boder, karruseller og performancekunstnere allevegne. 
Kunne pludselig høre en ret høj og meget underlig lyd. Åhhh ja, der var noget med nogle søløver der bor her. Kom rundt om et hjørne og blev faktisk meget overrasket over
   
hvor mange der var….Og hvor meget de larmede. Godt jeg ikke boede her.
Stod længe og betragtede dem. Man kunne tydeligt se hvordan reglerne i et søløveliv er. På hver platform lå der en flok hunner. Der var så én han pr. platform. Andre hanner uden platform, prøvede så at overtage en, ved at slås med hannen der allerede var der. Det gik nogle gange ret voldsomt for sig, og med en masse meget højt søløve-råben. Hunnerne ikke så meget som blinkede, selvom der blev kæmpet bravt i den anden ende af platformen. De lå bare og dasede i solen, mens hannerne havde den her territorial-kamp kørende. Hvor er det lige man har set det før????!!!!!…………………….

Fandt et stykke strand og soppede lidt rundt, mens jeg kiggede på Alcatraz ude i bugten.
Det var det første sted langs kysten, hvor jeg rent faktisk har set nogen bade i badetøj og ikke våddragt. Temperaturen var også god.
Sad bare og nød den fine dag, da det gik op for mig at klokken var over to.
Havde aftalt med Jennifer, at jeg skulle ringe klokken to. Hvis nu der var et eller andet dyrt der skulle laves, så ville hun lige have et go først. Alt er fint og den er færdig om en time, sagde hun. Var pænt langt væk fra værkstedet på det tidspunkt, men hun sagde bare at jeg ikke skulle stresse, bare jeg var der inden klokken seks når de lukkede, så var hun glad.

Kiggede lidt på mit kort, og fandt ud af at jeg var tæt på Lombard Street, den stejleste gade i SF. Den måtte jeg da lige tjekke ud. Op på geden, de 300 meter det varede, så blev det så stejlt, at jeg måtte af for at trække.
  
 
Det er Lombard Street på billederne, men ikke den rigtig stejle ende. Der skulle man lige op på toppen og kigge ned på den anden side. Var helt flad der jeg nåede derop. 

Det var svært at tage et ordenligt billede af det rigtig stejle, men det er billedet med busken i forgrunden.
Det vrimlede med turister, der tog billeder eller lige skulle køre ned af vejen. På et tidspunkt kom der en taxa, hvor man kunne høre passagerene juble højt over, at de skulle prøve nedkørslen.                                                                                                                                                                                                                      

 Fik grineren over et par i en mærkelig lille “bil” der prøvede at kravle op af vejen. Kunne bare høre at motoren ikke kunne mere. De måtte simpelthen vende om. Mødte dem så senere oppe på toppen. De havde fundet en anden vej op. De havde set at jeg stod der og grinede og tog et billede. Så jeg signalerede “godt gået” og pigen fik et større fniseanfald

Turen ned mod værkstedet var så til gengæld rigtig nem. Tror ikke at jeg trådte i pedalerne, andet end når jeg var stoppet for rødt.
Man skulle så lige holde øje med sporvognene, der “susede” rundt i gaderne.
Tjek også lige hvordan folk drejer hjulene på bilerne ind i kantstenen, når de parkerer. Ville heller ikke stole på min håndbremse her.

Kom tilbage til værkstedet og Jennifer. Takkede hende mange gange, for at have gjort min oplevelse af SF så meget federe, ved at låne mig cyklen.
Fik en gennemgang af alt hvad de havde gjort ved Smølfen. Ventilerne skulle stilles. Ikke meget, men dejligt at vide at det var i orden.
Det viste sig at grunden til at jeg kunne mærke at der var noget galt var, at da Don havde sat det almindelige forreste tandhjul på igen……I Colorado…Arrrghhh!!!!!! Havde han fået vendt det forkert. Plus at der var et afstandstykke, som han havde misset en bolt i. Så det havde skrabet mod kæden. Tænk at jeg havde kørt så langt med det. Ikke noget under at kæden var totalt færdig og det havde føltes som om Smølfen ikke havde de samme krafter. Var rigtig glad for at der ikke var sket noget alvorligt.
Kørte derfra med en god mavefornemmelse. Nu var Smølfen bare så klar til nye udfordringer.

Fandt ud til Highway 1 igen. Fulgte den sydover og fandt en campingplads. Der stod desværre at alt var optaget, men jeg ville lige høre om de kunne anbefale mig et andet sted. Manden i lugen havde så alligevel en plads til mig, og var vældig flink og snakkesalig. Kom til at tænke på, hvordan livet nogen gange giver dig de bedste dage. Havde jo været heldig med alt denne dag
Igen en smuk solnedgang og dejlig strand til at gå en aftentur på.
 
Jeg havde dog ikke fået købt noget mad, og der var absolut intet i nærheden. Så jeg fik tørret frugt til både aftensmad og morgenmad den næste dag. Har altid et eller andet nød-mad i taskerne. Man kan jo aldrig vide hvad man pludselig ender i.

Næste morgen holdt jeg ind i stort set alle byer jeg kom igennem. Ville rigtig gerne på nettet, men man skulle have password til alt. Ville ikke lave den samme fejl, som da jeg kom til SF. Ville prøve at finde en eller anden fra ADV nede ved grænsen, som jeg kunne overnatte hos. Måske havde vedkommende ovenikøbet været i Mexico og kunne komme med gode råd. Nicky oppe i Penngrove havde kontaktet en han kendte, der boede 20 km fra grænsen, men han var på vej til Afrika, så der var ikke noget at hente.

Dagens kørsel skulle være den allerflotteste strækning langs kysten. Glædede mig meget til at køre rundt i hårnålesving med en fantastisk udsigt over vandet. Troede jeg!!! Havde nærmest ikke forladt campingen, før tågen rullede ind. Kunne simpelthen ikke se en skid!
Kun når jeg kom lidt op i højden op over tågen, kunne jeg se hvor dejligt vejr det egentlig var. Det meste af tiden var det dog tågekørsel og det var koldt og klamt.
Opdagede at jeg havde en mc lige i halen. Han blev der ligemeget hvor hurtigt eller langsomt jeg kørte. Ledte efter et sted uden tåge, så jeg kunne holde en rygepause og få varmen. Endelig en rasteplads med en slags udsigt oppe over tågen. Holdt ind, og det gjorde min forfølger så også. Troede aldrig at du ville stoppe, ville lige se hvad du var for en, sagde han. Vi fik en lille sludder der på bjergsiden. Han kom oppefra Canada og var på vej hjem til L.A. på sin Harley. Han fik hjelmen på først og kørte afsted, men først efter at have fortalt, at der senere kom en lille by, San Simeon, der kun bestod af moteller, der derfor var rimelige i pris. Han ville selv videre ned af kysten.
Det blev ved med at være tåget, som nærmest var ved at gå over i regn. Så da jeg kom til San Simeon, besluttede jeg at jeg ikke gad mere, og da slet ikke gad at slå telt op.
Udså mig et motel og hvem stod der i receptionen. Min nye Harley-ven. Han gad heller ikke mere. Hvis du kommer over på baren ved siden af, så giver en bajer, sagde han. Det gjorde jeg så, men først efter at have skiftet værelse, da hele væggen i bruseren nærmest faldt ned i hovedet på mig, da jeg var på wc. Skulle også lige tjekke at internettet rent faktisk virkede, tage et bad og slæbe alt mit bras ind på værelset.
Han var der dog stadig, så jeg fik mig en skål muslingesuppe. Alt andet på menukortet var latterligt dyrt. De var helt klar over at der var meget langt til noget som helst. Havde en hyggelig aften, men skulle dog lige runde den tågede strand inden sengetid. Ikke at jeg kunne komme ned på stranden pga tidevand, eller for den sags skyld se noget. Men jeg kunne da lytte til bølgerne.

Det var stadig tåget da jeg forlod San Simeon. Selvom alle havde advaret mig, kunne jeg ikke nære mig for at køre forbi Solvang. Det var stort set lige på vejen, og jeg tænkte at jeg måske kunne få en dejlig dansk frokost der. Og folk har ret, det er en turistfælde af rang, men sgu da meget sjovt at se.
 Gik ind i en biks der hed Gaveæsken. Der var proppet til randen med julepynt og dimser med Dannebrog på. Talte lidt med, den rent faktisk, danske dame der have stedet. Fik anbefalinger på de rigtig danske spisesteder og købte nogle flag til Smølfen. Dem jeg havde med hjemmefra er rimeligt lasede efterhånden. Det ene er ved at falde af og det andet er mere hvidt end rødt.
Kiggede lidt på tilbudene på det store kolde bord. Der var da rødkål, men jeg kunne ikke rigtig se hvor kartoffelmosen og skinken passede ind. Valgte at skippe restauranterne, de var også rimeligt dyre. Købte istedet RIGTIGT rugbrød hos bageren. Og en fransk vaffel, som her hedder en danish waffel. Gaveæske-damen havde også sagt at de havde danske specialiteter i supermarkedet. Det må man sige. Fandt et stort glas Glyngøre sild. Den røg i kurven med det samme. En “smule” dyr var den, faktisk vil jeg slet ikke fortælle hvad jeg gav En pakke Lurpak smør kostede 35 kr, så kan i jo selv gætte.
  
Ellers var stedet mest en opvisning i dårlig smag.
Det skulle være så dansk, men var altid lige en smule ved siden af. Der er ikke syltetøj i franske vafler der hvor jeg kommer fra.
Alting hed noget med Little Mermaid, Viking eller Hamlet. De har importeret en gammel mølle fra DK og så er alt i bindingsværk. Tror der er nogen der ville få en overraskelse, hvis de rent faktisk kom til Danmark en dag.
Jeg var ligeglad, da jeg bare var så lykkelig for mit rugbrød

Havde udset mig den sidste campingplads før L.A. Planen var at overnatte der og så drøne udenom L.A. Ikke på vilkår om jeg gad den by. Pladsen var så helt fyldt. Hmmm…hvad så?
Ikke så langt til L.A. Vidste jo hvor der var et hostel. Så jeg satte kursen mod Hostel California. Der hvor jeg havde boet de allerførste nætter i USA. Kom forbi Malibu Beach, hvor jeg kunne genkende livreddernes små “huse” fra Baywatch. Ellers var der dømt kæmpe knaldhytter. Det var lidt ligesom at køre ad Strandvejen derhjemme, bare i en lidt større skala.

L.A. var noget nemmere denne gang. Havde jo min trofaste Smølf og Highway 1 endte nærmest udenfor hostellets dør. Fik en seng og flyttede ind.
Sludrede lidt med de andre og gik så på nettet for at fuldende min mission. Jeg skulle have fundet logi ved grænsen. Havde skrevet til en fyr, men der kom intet svar. Skrev så til en anden og måtte jo bare vente og se hvordan det gik. Ville bare blive hængende et par dage og se om jeg fik noget respons.
Da jeg stod op næste morgen, gik det op for mig at alt var booket samme aften. Måtte pakke Smølfen og finde på noget andet. Der var ikke rigtig nogen grund til at blive i L.A. Så hvor skulle jeg så køre hen? Fyren jeg havde skrevet til boede i noget der hedder Escondido. Googlede det og kunne se at motellerne ikke var helt i den dyre ende og der var masser af mc-forretninger og alle de andre steder jeg skulle bruge til mine forberedelser. Det var også pænt tæt på grænsen.
Bestemte at følge vandet og highway 1 igen. Drejede fra og kom til byen. Det med forretninger var ikke løgn. Der var alt hjertet kunne begære. Til gengæld var det løgn med de billige moteller.
De har det her kuponsystem. Nøj hvor er det altså billigt!!! Men de har så kun et eller to af de billige værelser. Så hvis du ikke er der inden klokken fire eller noget, ja så hedder det fuld pris, og det er en ganske anden sag.
Måtte jo overgive mig. Flyttede ind og fik gang i laptoppen. YES!!!!! Der var en mail. RiverRat aka Matt inviterede mig til at bo hos ham, ligeså længe jeg havde brug for. Der var så bare lige den lille ting at han ikke var i Escondido, CA, men i Cibola, Arizona. Damn, det var 3-4 timers kørsel østpå. Ind i ørkenen, hvor der bare var varmt.
Fandt byen på kortet. Det var bare ude i ingenting. Skrev tilbage, at jeg jo havde nogle ting jeg skulle have ordnet, så som et nyt bagdæk. Havde også helt vildt meget brug for internet. Fik svar tilbage at han havde det hele, inklusive lige præcis det dæk jeg skulle bruge. Og kunne da også godt skrue lidt på en mc, hvis han skulle. Og det han ikke havde kunne vi køre til Yuma og hente. Han ville selvfølgelig køre mig i bil efter hvad jeg nu havde brug for.
Det lød jo faktisk godt, så jeg takkede ja. Tjekkede lige den lokale mc-shop. Mine handsker er faldet totalt fra hinanden, så jeg måtte lige samle et par andre op. Han ville heller ikke være hjemme før efter fem, så jeg trak tiden ved at købe mig et kort over Baja. Havde ledt i masser af butikker nordpå, men ingen havde haft noget. Nu stod jeg med et dejligt detaljeret kort. Følte mig allerede mere klar.

Først var det en masse sjov bjergkørsel, så blev det fladt. Ørken så langt øjet rækkede. Pyhhhh hvor var det varmt.
En times tid før jeg var fremme skulle jeg tanke. Matt havde skrevet at det var sidste chance før hans hus. Synes lige at jeg ville spise noget, så jeg ikke mødte sulten op på hans trappesten. Der var ikke det vilde udvalg, så jeg tog en KFC. Der var ikke noget der mindede om skygge, så jeg ville tage lidt take away med til et bedre sted.
Da jeg holdt i køen, kørte der en stor firhjulstrækker med anhænger op bag mig. Manden i den smilede over hele femøren og vinkede. Jeg synes ikke lige, at han sagde mig noget. Måske var det en af dem fra West Fest. Spurgte ham om jeg skulle kende ham. Han grinede og sagde nej, men du er vist på vej hjem til mig. Jeg er Matt. Jeg kan genkende dig fra internettet.
Vi fandt et sted at spise maden og sige pænt goddag. Blev enige om at jeg bare skulle følge efter ham. Skulle senere vise sig at det var en god ide, for mig gps ville slet ikke kendes ved den grusvej han bor på, og det havde været svært at finde alene.
Han ville stoppe på vejen og vise mig noget. Det viste sig at være en ordenlig stribe klitter. Man skulle jo tro man var i Sahara.
  
De fortsætter langt ind i Mexico, men vi var også ret tæt på grænsen. Tror der var 35 km derned.

Efter at have krydset Coloradofloden og kørt af lidt grus, var vi der endeligt. Hold da op hvor var det ude i ingenting. Bevares han har da naboer, men det er 150 mennesker der bor midt i en ørken. Og her er bare varmt. Midt på dagen føles det lidt som at stå i en varmluftovn ved 200 grader. Om natten bliver det som en dejlig sommerdag i DK. Er glad for at han har aircon.
Der er 35 km til nærmeste købmand og benzintank. Blev lidt bekymret, da jeg jo stadig havde nogle småting jeg skulle have købt.
Da vi så trådte ind i huset, var der bare ingenting derinde. Han har lige købt huset og er ved at flytte fra Californien, så alting var i traileren. Så jeg agerede flyttehjælp. Pakkede lamper og sofaer ud i stor stil. Skulle jo lige have slæbt en seng ind så jeg kunne få et sted at sove.

Næste dag stod den på praktiske ting for os begge, Jeg skulle have tjek på mine forsikringer, bestilt en slange jeg havde glemt at købe i Escondido og andre kedelige ting. Matt skruede ting i væggen og samlede borde og sofaer. Sent på eftermiddagen, erklærede han at nu var det nok, og vi skulle ned til floden.
Der er vel et par kilometer derned, og jeg følte mig vældig amerikansk i hans firhjulstrækker med et par vandscootere på traileren.
 
Vi smed kun en i vandet. Der var plads til tre på den. Han gav mig en redningsvest på og så fik den ellers gas. Hold da kæft hvor er det svært at holde sig fast på sådan en tingest. Vi drønede afsted med 105 i timen, eller der omkring. Jeg var skrækslagen for at falde af. Det ville bare gøre så ondt. Han kylede den rundt i skarpe sving, og jeg måtte klamre mig til ham. Så stoppede han og hoppede i vandet. Mig efter. Det var nærmest det bedste. Ligge der
og flyde med en øl i hånden. Det kunne jeg forstå!
Strømmen var stærk kunne man se, hvis man kiggede på hvor hurtigt vi flød forbi bredden.
Det var SÅ fedt. Bare ligge der og køle ned. Tror vi lå og snakkede det meste af en time, mens vi bare drev længere ned mod Mexico.
Så var det op på dyret igen og noget mere ræsen rundt. Han stoppede igen, men denne gang var det fordi det var min tur til at styre. Se det var straks mere sjovt. Det var meget nemmere at forudse bevægelserne når man selv var i kontrol, så følelsen af at ryge af var ikke så udtalt. Lige på nær, da jeg gav for lidt gas i en 360 grader ”rundkørsel” Så vælter skidtet bare om på siden, og vi røg begge i vandet.
Matt overtog, da vi skulle ind i den lille indsø vi var startet fra, men ikke før han havde gjort et ihærdigt forsøg på at smide mig af. Ha… Jeg holdt alt for godt fast.
Fik en øl i vandkanten og nød solnedgangen.
  

Har været her nogle dage nu. Har fået en masse hjælp med alt muligt. Vi har været i Yuma efter nogle ting og skiftet mit bagdæk, men ud over det hygger vi os gevaldigt.
Hvis jeg havde haft mere tid, var vi taget et smut til Las Vegas for at spille, men jeg SKAL være ude af landet på mandag.
Har været alene hjemme siden i forgårs, da Matt har været Escondido og hente flere af sine ting, og så lige et par småting til mig.
Det har været fedt at få tid til at skrive, pakke og sludre på Skype. På nær lige at huset blev tørlagt i går. Herude er der ikke indlagt vand, som vi kender det derhjemme. Man kører ud til en pumpe med sin meget store vanddunk på sin trailer. Det er ikke drikke-vand, men forsyner alt andet. Jeg kan klare mig et par dage uden et bad, men det var altså træls, da jeg ikke mere kunne skylle ud i toilettet.
Nu er Matt tilbage. Der er vand i toilettet, kød på grillen og bajere i køleren.
Ville faktisk have været smuttet over grænsen i morgen, men tror at jeg kommer ret sent i seng i aften, så jeg har allerede udsat det til søndag

Synes at det er helt vildt at det er et halvt år siden at jeg forlod Danmark. Det føles slet ikke sådan. Mere som to måneder.
Jeg har haft en fantastisk tid i det her fede/mærkelige/storslåede/skøre land.
Har fået slået nogle fordomme ihjel, bekræftet andre.
Men mest af alt, har jeg mødt en masse fantastiske mennesker. Åbne og hjælpsomme. Tror det er det jeg vil huske bedst.

Nu står den på et andet eventyr…….Mexico. Et helt andet land, med andre regler.
USA har været så nemt at rejse rundt i, gad vide hvordan det bliver i MX.
Håber meget at jeg skal ned og have slået nogle flere fordomme ihjel.

Skal bare huske på at møde alle folk med et åbent sind…Så skal det nok blive en fantastisk oplevelse.

Ellers føltes dagen bare som én lang transportstrækning. Godt nok med dejligt snoede veje og pæn udsigt, men temmelig begivenhedsløs.
Krydsede statsgrænsen til Californien og bestemte mig for at overnatte i Redding. Havde denne her teori om, at en lidt større by ville have billigere moteller. Men nej…Ikke her. Det skulle så senere vise sig at intet var billigt i Californien.

Hoppede glad på Smølfen næste morgen. Ville nå ud til kysten i dag. Glædede mig til at stå med fødderne i Stillehavet.
Lidt mere bjergkørsel. Er ved at være helt god til det nu. Har i hvert fald fået øvet mig en del. Høvler da helt afslappet igennem temmeligt snoede “alpeveje”
Passerede et skilt hvor der stod “Fire Camp” Sad og funderede over, hvad i al verden en “brand lejr” er for en størrelse. Det begyndte godt nok at lugte lidt brændt. Så kom lejeren. Den var stor! Masser af telte og brandbiler allevegne.
Sigtbarheden blev dårligere og man kunne se skråninger, hvor ilden havde ædt alt vegetation. Tror de havde fået nogenlunde styr på branden, men man kunne da stadig se små røgsøjler oppe mellem træerne. Der var selvfølgelig indført stopforbud, så det blev desværre ikke til så meget med at tage billeder.
Det føltes ret dramatisk. Tror jeg kørte en 30 km, hvor der var fyldt med brandfolk og afbrændt skov. Og det er jo vildnæs, med stejle klippesider, kløfter og næsten ingen veje, så det må bare være så svært at stoppe. Alt er også bare tørt. Kan bedre forstå hvorfor CA, har alle de brande. Tørre træer med solsvedet græs under. Ikke den bedste combo, hvis man smider et cigaretskod.

 Kom væk fra brand-tingen, men landede så i et større vejarbejde. Ventetid!!
Bliver altså lige nødt til at vise de der “flaggers”
Når man nærmer sig et vejarbejde hvor en af banerne er spærret, så står der en Flagger. Altså en person med et skilt, hvor der står stop på den ene side og langsomt på den anden. Der er selvfølgelig en tilsvarende person i den anden ende af vejarbejdet.
Så holder vi der i kø bag stopskiltet. Nogen gange lang tid. Når det så er vores tur til at køre, bliver skiltet lige vendt til “langsomt”, og afsted går det. Det er det der er flaggerens job. At stå hele dagen, nogle gange 15 timer i bagende sol, og så vende et skilt en gang i mellem. De er ret godt betalt sammenlignet med en servetrice, så det er vist et ret godt job, men hold da kæft hvor de keder sig.
Holdt 15 minutter på en hovedvej ude midt i Nevada ørkenen, og snakkede lidt med en flagger der. Hun skulle have støvler, hjelm og selvlysende vest på. Måtte ikke bede mig om at holde skiltet, så hun lige kunne smutte på toilet. Jeg var ved at omkomme af hede, og hun havde næsten ligeså meget tøj på som mig. Stod der på nylagt asfalt i 40 garders hede. Pyyyhhh!
I Idaho har de så ikke så stramme regler. Faldt over en flagger, der arbejdede på en meget lidt befærdet vej. Vi var der ved middagstid, og han havde vel set 5 biler før os. Han havde så til gengæld forstået at indrette sig. Havde stol, parasol og en bog……Og så lige en fantastisk udsigt.
De er ved stort set alt vejarbejde, så der er en hulens masse af dem. Kunne i forestille jer det i Danmark. Ja…her er så dit nye job. Du skal så stå og vende det her skilt engang imellem. Det får du så næsten 100 kr i timen for, og lidt mere på helligdage. Nej hvar… .Vi sætter sgu da et lyssignal op!!!!!!

Skulle lige op over den sidste bjergryg, så ville Stillehavet være indenfor synsvidde. Synes allerede at jeg kunne dufte havet. Kørte op…og ramte tågen. Våd klam tåge. Der kom dråber på visiret, og jeg måtte holde ind og få en jakke på. Hold da op hvor blev det koldt. Ved godt at jeg havde drømt om køligere tilstande siden engang i Utah, men sgu ikke så koldt. Måtte have gang i varmehåndtagene. Frøs alligevel. Anede ikke hvordan landsskabet så ud, da sigtbarheden var minimal. Kom op på en top over tågen og kunne se at det vel nærmest var en slags havgus, der lå som en bred bræmme og nærmest lænede sig op af bjergene.
Snoede mig ned af den sidste nedkørsel og fandt vejen ud til vandet.
  
Synes at det var helt fantastisk at stå her og glo ud over Stillehavet. Også selvom det var alt for koldt til at stikke fødderne i. Jeg skulle ikke engang have jakken af. Det føltes nærmest som dansk efterårsvejr.
Jeg elsker havet. Kan sidde der og glo på bølgerne i laaang tid og bare stene. Glædede mig meget til at følge kysten ned.

Fik hanket op i mig selv og kørte det sidste stykke ind til Eureka, der vel havde været mit mål de sidste 2500 km. Ikke fordi Eureka skulle være noget specielt, men et eller andet mål skulle jeg jo have. Og så kunne jeg jo stå der ved vandet og råbe Eureka, jeg er ankommet!!
Brugte som sædvanligt lang tid på, at finde det billigste motel med internet. Ikke at det virkede særligt godt. Det er tågen, sagde de. Blev snart ret træt at tågen nærmest fik skyld for alle dårligdomme i verden

Eureka var et mærkeligt sted. Det ligger ved Humboldt Bugten, så de har en pænt stor havn, med promenade og smukke huse.
Fik selvfølgelig ikke taget billeder af noget somhelst, så jeg stjal lige det her.
Samtidig var der nærmest overfyldt med hjemløse. Jeg er stensikker på, at der blev solgt stoffer på motellet….ellers havde de godt nok mange venner i det der hjørneværelse.
Synes at der var en ret mærkelig stemning i byen. Det er et af de første steder, hvor jeg var sikker på at Smølfen ville være væk næste morgen. Gik faktisk ud og tog nogle “portrætbilleder” i projektørenes skær. Så kunne jeg da altid huske hvordan den så ud
  
  
Den blev behørigt låst, og stod der heldigvis næste morgen.

Har snakket med et par folk om, hvad der er med den by. Hvorfor en almindelig provinsby med omkring 40.000 sjæle tiltrækker det klientel. Har ikke været i andre byer af den størrelse, hvor det var sådan.
Vejret er mildt hele året. Det fryser faktisk aldrig, så de hjemløse kan sove udenfor altid. Og så bliver der dyrket store mængder pot i det område. Så man kan vel nærmest sige, at det er tæt på paradis for en hjemløs stofmisbruger.
I det hele taget er Californien som et helt andet land, end de andre stater jeg har været i. Masser af hjemløse, hippier, tatoveringer, volvoer, kæmpe villaer, dødkørte biler. Ja jeg ved sgu ikke helt hvordan jeg skal forklare det. Det er bare anderledes. Folk er anderledes. Og ikke på den alt for fede måde. Jeg er ikke den største fan af den stat. Kan meget bedre lide folk oppe/ovre i bjergbonde-land.

Havde egentlig tænk mig at køre lidt nordover. Der er den her National Park, med kæmpe træer, som jeg gerne ville se. Men da jeg stod op, var der kæmpe sorte skyer i nordlig retning, og helt skyfrit i sydpå. Hmmm……Der var vist også nogle træer sydpå. Så det blev retningen.
Havde bestemt at jeg ville tage kysten hele vejen ned til San Francisco. Så tæt på vandet som muligt. Lige syd for Eureka var der ikke rigtig nogle veje helt ude ved kysten, så jeg måtte lidt ind i landet igen. Kom igennem Ferndale ikke lang fra Eureka. Hyggelig lille by. Skulle på posthuset, for at sende mine brugte kort til Duke i Colorado. Havde jo ikke rigtig brug for dem mere. Det ville blive hammerdyrt at sende dem til Danmark og de fyldte rigtig meget i taskerne. Vidste at Duke ville blive lykkelig for dem, og så var det en god måde at sige tak for alt på.
Stod og var ved at skrive adressen på pakken, da en ældre dame spurgte mig om jeg havde været i Danmark på motorcyklen. Hun havde lagt mærke til mine flag. Fortalte at jeg var fra Danmark, men Smølfen var fra Staterne. Og så slog hun over i dansk. Hun havde boet her i 50 år. Jeg komplimenterede hende for det fejlfri danske, og hun fortalte at hendes mand, som nu var død, også var dansker, så dansk havde været det sprog de snakkede sammen på. Hun var sød, og det var bare temmelig syret at stå der i en typisk lille amerikaner by og snakke dansk med en lokal.

Solen skinnede og vejen førte mig gennem noget meget bakket landsskab med retning mod kysten igen. En masse dejlige hårnåle. Og så det her mærkelige tågefænomen. Jeg kørte rundt i solskin, men der lå en underlig tågebræmme ude over vandet. Jeg var lidt oppe i højden, så jeg kunne se både under og over tågen. Det var lidt sært, men særdeles smukt.
  
Trillede ned mod vandet, mens jeg så tågen vælte ind over bakketoppene, som vand der løber over kanten af et badekar.
Har vist aldrig set noget tilsvarende, så der blev stoppet en del, så jeg kunne nyde udsigten.
   

Da jeg tog det her billede, anede jeg ikke at det var det vestligste punkt i USA. Altså hvis man ser bort fra Alaska.
Et langt stykke kørte jeg helt ude ved vandet. Lost Coast hedder det her stykke kyst. Og der var da der heller ikke den vilde trafik. Asfalten var også nærmest værre end noget af det grus jeg har kørt på herovre. Store huller og mærkelige riller, der gjorde det svært at styre helt i den retning jeg gerne ville.
Men hvor var her smukt. Prøv lige at se tågen på nogen af billederne. Når man ramte et stykke med det, blev det bare koldt og klamt. I det hele taget var der ikke varmt. Havde jakke på hele tiden. Det har jeg ikke haft siden engang i foråret. Vandet er også pænt koldt.
  
Kom til en lille by, Honeydew. Holdt en lille pause for at rode med mit kort. Jeg havde bestemt mig for at tage en grusvej til Shelter Cove. Kunne bare ikke rigtig få gps´en til at makke ret. Der var alt for mange små veje i området.
Hi Miss, var der en der kaldte. Hmm…en et-benet mand, der så ud som om han kunne trænge til et bad eller to. Gad ham ikke rigtig. Var helt sikker på at han ville prøve at platte mig for penge. Gik hen for at høre hvad han ville. Han havde bare set mig rode med kortet, så han ville lige hjælpe, da han var lokal. Vi fik styr på ruten og han gav par gode råd med på vejen.
Havde aldrig fundet den rigtige grusvej uden hans hjælp. Så jeg måtte lige huske på, ikke at dømme folk på…deres lugt??!!

Skulle køre lidt på asfalt og så ind på gruset. Troede at jeg var kørt forkert, da der pludselig kom tre stejle grus hårnåle midt i asfalten. Det var ikke lige stedet for en almindelig Mazda. Så fortsatte asfalten lidt og jeg fandt skiltet med King Peak Road.
Vejen var lidt sværere end jeg havde regnet med, men total skøn. Troede faktisk ikke at det ville være så stejlt så tæt ved kysten. Så det blev til en masse hårnåle op, og ned igen.
Undervejs var der indlagt forskellige interessante små prøver, som bæk-krydsning og sandspor.
Colorado sad vist stadig i benene, så jeg morede mig glimrende. Mødte ikke et menneske overhovedet.

Da jeg ramte asfalten igen, var der kun få stejle km ned til vandet og Shelter Cove. Så jeg dykkede ned i tågen. Det er altså mærkeligt, at oppe ved købmanden skinner solen fra en skyfri, men nede ved vandet er det totalt tåget.

Havde håbet på noget strandcamping, men der var så ikke rigtig nogen strand her. Så jeg måtte bruge nogle penge. Da campingpladsen stort set kostede det samme som det billigste motel i byen, synes jeg ikke der var nogen grund til at fryse i mit telt. Du betaler for en teltplads, og så er de sådan set ligeglade med om du er alene med et mini telt, eller du er otte mennesker, fire telte og tre biler.

Fandt et rigtig rart sted hos en ældre dame. Det var “billigt” fordi jeg havde udsigten modsat havet….ind i en skrænt. Men værelset var bare så hyggeligt og så havde jeg en kæmpe gårdsplads helt for mig selv.
 
Blev hængende i to dage, mens jeg ventede på at tågen lettede. Det skete så aldrig. Ved solnedgang blev det lidt klarere, men jeg så aldrig rigtig solen i de to dage.
  
Gik nogle gode ture på klippekanten og på stranden. Grunden til at der ikke var strandcamping, var tidevandet. Når det stod højt, var stranden helt væk. Jeg tjekkede lige hos de lokale, hvornår der var flod, inden jeg vovede mig derned. Der var folk der omkom, fordi de blev fanget af tidevandet. Det skulle jeg ikke nyde noget af. Gad ikke rigtig at drukne på et motorcykel-eventyr. Det ville sgu være for bizart.

Så gik turen lidt ind i landet igen, til Avenue of the Giants. Jeg skulle jo lige se de her kæmpe træer. Californisk Kæmpefyr hedder de vist. Man må sige at de er imponerende.
   
Måtte lige lege turist og se “køre igennem træet” som skulle være 104 m. højt, 7 m. i diameter og 2400 år gammelt. Men det mest imponerende var bare at køre på vejen mellem kæmperne. Prøv lige at se den der mini bil på billede 2.

Efter kæmperne ramte jeg den legendariske Highway 1. Det var den jeg mere eller mindre skulle følge de næste 1400 km til jeg stod ved den Mexicanske grænse. At det så ikke helt blev sådan, kommer vi til en anden dag.
Havde set at der ville komme en af de store camping pladser, med internet og alting. Ville tage den. Blive et par dage. Vaske tøj og prøve at kontakte nogle ADV-folk i San Francisco, så jeg havde et sted at sove der. Campingfolkene viste sig at være sindssyge….altså prismæssigt. Så jeg nuppede Statscampingen lige ved siden af, til en brøkdel af prisen. Kunne jo altid stoppe ved en cafe og komme på nettet.
De der stats-campingpladser, er som regel et muld-lokum og en hane med kold vand, men den lå tættere ved stranden.
Fik knaldet teltet op og vandrede afsted for at se solnedgangen. Kunne se strandkanten i det fjerne. Glædede mig til endelig at få fødderne i Stillehavet uden at fryse ihjel pga tåge. Nu kun 40 meter. Jubiii!!!!
Ahhrggggg!!!! Var ved at falde ud over kanten. Ja, der var en kant!!! Vel et par meter ned. Gik lidt rundt og ledte efter et sted hvor man kunne komme ned i sandet. Intet.
Jo der stod så en træstamme lænet op af kanten. Hmmm…kunne godt komme ned….men hvad med op??? Der var jo det der tidevand.
  
Tror jeg brugte en halv time på at rende rundt i klitterne og lede efter en nedgang. Kunne jo se en masse fodspor i sandet, og så mange mennesker valgte vel ikke at kravle ned af den pind. Endelig fandt jeg stedet. Sandalerne af og ud og soppe. Bzzzzz……Hvor var det koldt. Og vildt. Synes jo lidt at Vesterhavet er et barskt sted, men det er nærmest et soppebassin sammenlignet med det her. Her er råt. Det er ikke en venlig kyst. Det meste er stejle klipper helt ud til vandkanten.
Så er der så de her strande ind imellem. Men der altid en eller anden form for kant der holder vandet væk, når det går voldsomt for sig.
Jeg har badet mange gange i Vesterhavet, men det her var for barskt for mig. Det blev ret hurtigt dybt. Bare ved at soppe lidt, kunne man mærke hvor store kræfter der var gang i her.
Nød min solnedgang. Og daffede hjem på campingen igen.
Mødte et par fyre på mc´er. De var kommet nord fra. Længere oppe end Eureka. Havde haft heftig regn i tre dage. Var rigtig glad for at jeg ikke havde trodset mine instinkter og var kørt nordpå alligevel, da jeg så de sorte skyer i Eureka. Havde jo set store træer alligevel
Gik hjem til teltet og kravlede til køjs iført skiundertøj, da tågen igen begyndte at kravle op på land.

 Kom sent afsted næste dag, da det tog et godt stykke tid at tørre teltet. Det var ikke helt tåget, men heller ikke helt tørt.
Lidt ligesom når man kørte langs vandet. Så var det tåget. To minutter efter var der høj himmel og bragende sol. Så skiftede det igen. Koldt, varmt, koldt…. hele tiden. Det var så kun stort set helt ude ved vandet. Kom man bare 500 meter ind i landet eller op over en høj top, ja så var der dejlig sol. Sært!!

San Francisco og Golden Gate ventede et par hundrede meget snoede km længere ned af kysten. 
Smølfen havde et eller andet problem. Den kørte, men bare ikke så godt. Det føltes som om den havde mistet noget af kraften. Et olie-skift var helt sikkert oppe over, men jeg vidste bare at der var noget andet helt galt…og det skulle fikses inden Mexico.
Havde håbet at få kontakt med en lokal, og måske et sted at sove, via ADV-siden. Ville vide hvor der var et godt værksted eller finde en hjemme-mekaniker som jeg synes at jeg kunne stole på.
Havde selvfølgelig ikke fundet noget der mindede om internet på vejen ned langs kysten, så jeg bestemte mig til bare at køre til byen, finde et sted at sove og noget net. Og så tage den derfra. Nemt og smertefrit…..Troede jeg……………

Blev tilbudt at køre sammen med nogle fyre torsdag morgen. De lød så som om de havde tænk sig at køre temmeligt stærkt, og det havde jeg ikke rigtig mod på.
Skulle også have hevet alle taskerne af Smølfen og pakket om. Det er desværre en lang og træls proces. Vi tænkte os ikke rigtig om, da vi placerede topboksen, så nu er den totalt besværlig at få af, og specielt på igen. Skal jo også have fisket, lappegrej, dækjern, pumpe, førstehjælpskit og andet godt frem fra gemmerne, og have det placeret på Smølfen. Dækjernene bliver sat fast med strips, mens det meste andet, kan være i min front-taske. Det tager altså lidt tid, så jeg takkede pænt nej til at tage afsted tidligt torsdag morgen.

Fik cyklen gjort klar. Don skulle køre med en fyr der hed Darren. Don og jeg havde snakket om at jeg havde et ekstra tandhjul, så jeg kunne geare Smølfen ned. Det kræver så noget værktøj jeg ikke har. Da Darren kom, blev de enige om at jeg skulle på tur med dem, og at de lige ville smide det der tandhjul på Smølfen, så jeg ville få det nemmere i bjergene.
Prøvede faktisk at protestere lidt, for de var gode kørere, og jeg ville ikke sinke dem. Mine spage protester blev overhørt og snart var vi på vej.
De første 5-7 km var nemt fladt grus, men så tog de en sidevej….og så blev det stejlt. I det andet hårnålesving stoppede jeg. Mest fordi jeg var på vej til venstre…og svinget gik til højre. Det her var svært. Alt for svært. Sagde at jeg hellere måtte vende om, da det oversteg mine evner en hel del.
De var så søde. Sagde at jeg jo havde dem til at passe på mig, og de nok skulle få mig lært hvordan den ged skulle barberes. Don forklarede en hel masse og jeg kørte videre. Ved næste stop roste de en masse og sagde at det da nok kunne se at det ikke var første gang jeg var på grus. Det føltes så bare lidt som om det var………

Det gik bedre og bedre. Darren lå forrest. Han var den bedste leder jeg nogensinde har kørt efter. Han lå hele tiden i en afstand, så jeg kunne se hans linje, men aldrig tæt nok til at han var i vejen. Så er man altså rigtig god på mc. Don holdt sig pænt bagerst. Aldrig er jeg blevet nurset så meget på mc.  
Så kom der en bæk. Dyb indånding og så igennem skidtet. Det gik og modet steg. En bæk mere og så var vi ved målet. Spøgelsesbyen Carson.
  
   
De sidste to billeder viser drengene på vej op mod den top der ses på det sidste billede. Jeg valgte at blive hængende i Carson og lade drengene få lov at fræse afsted. Og det gjorde de. Det gik godt nok stærkt. Er endnu mere taknemmelig for at de gad at køre så afsindigt langsom sammen med mig, når man kunne se hvad de faktisk kunne.

Jeg frygtede virkelig nedkørslen. Har aldrig kørt på noget der er så stejlt. Don forklarede at jeg skulle bruge forbremsen….Forbremsen!!!!! I grus!!!! Ikke lige det jeg har lært hjemmefra. Han var meget pædagogisk…og det havde jeg vist brug for deroppe i den tynde luft.
Først lige igennem en bæk og så blev det stejlt. Kørte meget langsomt….og brugte forbremsen. Det virkede! Jeg kunne kontrollere cyklen meget bedre. Når man bruger bagbremsen, er det meget nemmere at komme til at blokere den, og så skrider man bare ned af bakke på det her underlag. Forbremsen er nemmere at dosere. Ned i første eller andet gear, og når det så går for hurtigt, så lidt forbremse….Hmmmmmm………. Hvorfor var det ikke nogen der havde sagt det lidt før.
  
  
Darren fik mit kamera på vej ned, så jeg kunne få et par billede af mig selv på en mc. Dem har jeg jo ikke for mange af. Man kan så slet ikke se på billederne hvor stejlt det egentlig er.
Det gik langsomt men sikkert ned. Da vi kom til den flade grusvej igen, var jeg glad og stolt….og klar til at gøre det igen. Drengene synes at jeg havde klaret det flot. Som de sagde…nu skal du bare have sat farten op. Du ved jo godt hvordan man gør. Det kan vi se.
Er så træt af at jeg har denne her tøse-frygt. OK, det holder mig hel og i live….håber jeg, men til gengæld bliver jeg aldrig bedre på grus, hvis jeg ikke en gang i mellem kommer, ikke ud til grænsen, men bare halvvejs.

Hjemme på The Texan mødte jeg Lomax. Her sammen med Darren.
Han var en af dem jeg skulle dele hytte med. Det viste sig så at vi var fem til 3 senge. Blev enig med Don om at flytte ind til ham istedet. Han havde vist ikke tænkt sig at leje ud til nogen alligevel. Var ikke interesseret i at bo sammen med en flok larmende mc-folk. Og havde vist penge nok.
Det ville blive dyrt for mig, men jeg tænkte at det var kun en gang i mit liv, jeg var til WF, så måtte det bare koste.
Vi boede så to i en 3 værelses hytte med to badeværelser. Jeg klagede ikke! Og da jeg så ville betale om søndagen, ville han nærmest kun have symbolsk betaling. Det blev da billigere end en telt plads….og det regnede en hel del, de fire nætter jeg var der, så jeg var glad :-)

Aftenen gik med at hilse på alle de nyankomne. Have et ret fesent lejrbål, der kun brændte ved hjælp af et par flasker lightergas. Det regnede næsten hver eftermiddag eller aften. Og ellers hygge med en masse motorcykelfolk.

Torsdag morgen tog jeg afsted sammen med en flok kristne fyre. Ja, det var altså dem der kom nærmest mit niveau, så vidt jeg kunne høre.
Ville gerne have kørt sammen med Tami, men kunne ikke finde hende eller Duke. De boede ikke på The Texan. Var blevet bortvist flere uger før. De havde skrevet et klagebrev.
Historien om The Texan er temmelig lang. Arrangørene havde haft alle mulige problemer med ejeren (Arlen) af stedet. Alt havde åbenbart været muligt, indtil tre uger før arrangementet. Lige der hvor alle dem der havde bestilt hytter eller camping, ikke kunne få deres penge tilbage. Så havde Arlen lige pludseligt opfundet alle mulige nye regler. Vi måtte ikke have bål, samles i grupper og en masse andet. Så en del af det der egentligt var planlagt blev ikke gennemført eller måtte gennemføres andre steder. Lidt besværligt, men vist mest for arrangørene.
Jeg havde det sjovt alligevel, også uden et band.

Det kristne hold skød en god fart op mod Engineer Pass. Jeg var faktisk helt overrasket over hvor godt jeg fulgte med.
Har denne her tendens til at ligge mig bagerst når vi kører i grupper, så jeg ikke føler mig presset bagfra. Men her lagde jeg mig op som nummer tre. Og havde stadig godt med overskud. Var helt sikker på at bjergklatringen fra dagen før, havde været en storartet opvarmning. Der var nogle få steder, det var pænt svært, men ellers fløj jeg bare op.
Vi holdt kun en enkelt pause inden vi nåede toppen. Der var ellers flot. Kunne godt have brugt en del mere tid på at se på omgivelserne. På den anden side havde jeg det ret sjovt på opkørslen. Smølfen kravlede bare gennem alt. Jeg vidste bare, at hvis jeg slappede af, og lod den gøre arbejdet, ja så kunne vi bestige hvad som helst.
  
Vi nåede toppen i 3900 meters højde. Det var temmeligt overskyet, men ufattelig flot. Bjergtoppe til alle sider, godt oppe over trægrænsen.
Jeg frygtede nedkørslen. Endnu en stejl satan. Lagde mig om som næstsidste mand, så jeg kunne trille ligeså langsom ned.

Men jeg tog fejl gjorde jeg. Der var åbenbart alligevel sevet noget lærdom ind dagen før. Jeg startede godt nok langsomt, men efter få minutter, fik jeg den her følelse af kontrol. Det var mig der bestemte. Jeg skred ikke ud. Kunne stoppe når jeg ville. Kom kontrolleret rundt i hårnålene. Var nærmest forbavset over mig selv. Synes næsten at alle de der halvgamle mænd foran kørte langsomt!!!!??????
Havde en VStrom på gadedæk som bagerste mand. Hatten af for, at han overhovedet fik den maskine over bjerget. Han kørte rigtig langsomt. Da jeg lå foran ham, var det mit job at se om han var med. Det betød jo at jeg måtte stoppe og vente. Fedt!!! Det gav plads foran og jeg kunne selv sætte mit tempo. Var sgu helt oppe i 4. gear ned af noget stejlt, stenet noget. Hvis man kørte ud over siden var der rigtig langt ned, så man skulle ikke lave for mange fejl.
Jeg tror aldrig at jeg har haft det så fedt på en mc. Jeg havde ondt i kinderne af at smile. Vidste bare at mit fjæs var flækket i et kæmpe grin inde i hjelmen. Endelig smagte jeg lidt af hvilken følelse man må have, når man er i kontrol, afslappet og fri for angst. Det var så fedt!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg var helt overstadig og kinderne gjorde stadig ondt, da vi nåede ned i Silverton på den anden side af passet. Vi fik frokost og gjorde klar til at komme afsted over Cinnamon Pass inden eftermiddags-regnen begyndte.
Først lidt diskussion. Vi havde set starten af vejen op. Den var stejl. Rigtig stejl. VStromen ville ikke lege med mere. Og det kunne jeg egentlig godt forstå. Så han tog den meget lange asfaltvej hjem.
Det allerførste var helt normalt, så rundt i en hårnål, og så var det bare gas deropad. ikke noget med at stoppe. Tror det kunne have været ret svært at få cyklen igang igen, så stejlt var det. Så gik det over i “normalt” stejlt resten af vejen op til toppen.
Det er lige gået op for mig, at jeg slet ikke har nogen billeder af den top…ØV….
Så jeg stjal lige nogen
 Det første billede er det rigtig stejle stykke op. Det er mig som er alt for tæt på hende foran. Røg forbi efter næste sving, kunne/ville ikke køre så langsomt. Det er så fra dagen efter, hvor jeg kørte den samme rute.
Andet billede er af nogle andre ADV-kørere. Men det er turen ned fra Engineer Pass. Bare så i kan få en ide om, hvad det var for noget vi kørte rundt i.

Var rigtig glad for min nedgearing. Jeg kunne køre rigtig langsomt rundt i en hårnål uden at cyklen døde for mig. Der var en anden fyr på en DRZ, med den almindelige gearing på. Han havde nogle gange lidt problemer, når der skulle køres rigtig langsomt.

Igen gik det som en leg på nedkørslen. Der var ellers nogle pænt skræmmende stykker. Nogle gange var det nærmest trappetrin af rå klippe, og en masse sjove hårnåle.
Var totalt lykkelig da vi kørte det sidste stykke af asfalten hjem.

Denne aften var der fællesspisning nede på byens boldbane. 

Bagefter var der almindelig hængen ud og hygge hjemme på The Texan.    

Fik endelig fat i Tami og aftalt at vi skulle køre sammen om lørdagen. Det blev til en gruppe med Ben og Charla og deres to børn. Ja, de havde dem bagpå. Duke og Tami, og Lomax.
Det endte med at vi kom til at køre nøjagtig den samme rute som dagen før, minus frokosten i Silverton. Vejen derned var også ligepludselig blevet kedelig for mig. Jeg ville have klipper og stejle bjergsider
Havde dog så ondt i benene da jeg stod op, at jeg faktisk troede at jeg bare skulle med op på første pas, og så vende om og køre hjem igen. Sådan en 100 km bjergpas stående, er liiige hårdt nok, for en med min kondition.
Men jeg havde det så sjovt, at jeg slet ikke var til at stoppe igen. Så jeg endte selvfølgelig med at køre med hele vejen. Og ømheden i benene forsvandt på mirakuløsvis i løbet af dagen.
  
  
Da vi ikke havde langt igen til den første top, lå Charla forrest, med mig lige efter. Efter en hårnål døde hendes cykel. Hun prøvede flere gange at få liv i dyret, men nej. Jeg måtte parkere midt i nålen, og komme til undsætning og hive hendes dreng af. De andre nåede op til os. Charla fik vendt cyklen og kørte ned for at få tilløb. Jeg holdt i vejen, så jeg hamrede Smølfen i gear og fræsede opad. Havde jo hørt at Kawaen startede, så jeg regnede med at hun var lige efter mig. Kunne slet ikke få mig selv til at stoppe igen. Nåede toppen. Flåede kameraet frem og var klar til at forevige de andre, når de nåede op. Hmmmm…..Intet. Kunne jo så også se at de stadig holdt dernede. Hvis i kigger rigtig godt efter så holder de nede ved hårnålen på det tredje billede….af de forgående.
Lige da jeg standsede, forlod alle andre toppen. Jeg var helt alene deroppe. Hvor var der
stille. Havde en følelse af at stå på toppen af verden. Det var faktisk ret syret.

Nå, men da der stadig intet skete, måtte jeg jo ned og se hvad der var galt. Halvvejs nede mødte jeg Tami. Det viste sig at Kawaen havde svært ved at klare højden, så drengene pillede og så skulle Duke have en unge bagpå.
Jeg vendte om igen, og snart efter var vi alle samlet på toppen.
Så kom nedkørslen og derefter den stejle op. Smuttede som sagt forbi Tami og hamrede efter Charla, der kørte pænt stærkt efter hun havde fået smidt passageren.
Drengene kørte derimod rigtig langsomt pga deres små passagerer. Den næste nedkørsel var næsten endnu sjovere end dagen før. Nu havde jeg jo prøvet både trapper og klipper.
Da vi nåede ned på det mere flade stykke, satte Charla farten op. Tami efter hende og mig lige i hælene på dem. Det var totalt girlpower. Har aldrig set Tami køre så hurtigt, Vist heller ikke mig selv for den sags skyld. Det var SÅ sjovt.

Tilbage til boldbanen og mad. Skyerne trak sammen og midt i maden væltede det bare ned, men folk tog det med højt humør.
  
  
Efter maden var der deNoobing ceremoni. Alle dem der var med til West Fest for første gang, skulle præsentere sig selv og svare på et spørgsmål. Kunne man ikke svare, kunne man vælge at drikke en hæslig blandingsdrik, synge, danse eller tage en kjole på. Sonny valgte selvfølgelig kjolen. Jeg drak.
  
Det var ret sjovt.
Derefter var der uddeling af priser og lodtrækning om præmier. Hvorfor er det at jeg ALDRIG!! vinder noget??? Er holdt helt op med at tro på den der med held i kærlighed, uheld i spil. Det passer jo ikke!!!!!!!!
Der var nemlig de her tasker, der sidder på forskærmen, til slanger, som jeg gerne ville have. Men nej. Jeg vinder aldrig noget!!!

Så var der hygge og så´en på The Texan igen. Da der ikke rigtig var nogen ture næste dag, da de fleste havde lang vej hjem. Kunne man jo godt give den lidt gas om aftenen. Kom ret sent i seng. Sad og snakkede med en farmerboy fra Kansas. Han synes godt nok europæiske piger var anderledes. Har aldrig i mit liv fået så mange mærkelige spørgsmål om alt muligt.

Havde jo håbet at få et lift op til Oregon eller der omkring. Altså mig i bil og Smølf på trailer. Troede også det var lykkedes, men da jeg stod op kl 6 for at pakke kom fyren over, og undskyldte meget. Han havde alligevel ikke plads. ØV!!!!!
Så må jeg jo bide i det sure og selv køre den lange vej over til vestkysten.

Don skiftede mit tandhjul, til det almindelige. Jeg fik bakset alle taskerne på cyklen. Var desværre blevet så skuffet der kl 6, at jeg gik i seng igen. Da jeg stod op kl 9, var de fleste allerede væk. Så ingen ordenlig afsked med Tami, Duke og Sonny…..Og heller ikke mange andre for den sags skyld.
Fik gjort rent i hytten og sagt farvel og tak til Don.

Satte kursen mod vest. Der er så lige et par bjerge i vejen. Var slet ikke mæt på gruset, men havde heller ikke lyst til at klatrer over de bjerge med alt oppakningen på. Så den stod på landevej. Men en smuk vej.
Var træt og nåede ikke længere end til Montrose, så gad jeg ikke mere, Havde jo været der før, så jeg vidste hvor der var et godt og billigt motel.

Troede at jeg skulle den lige kedlige vej mod vest næste dag. Men blev fristet til at skyde en “genvej” Havde nemlig kørt af den slagne vej hele to gange før, på vej til Moab.
Drejede op mod Telluride. Smuk tur derop. Meget turistet by, men omgivet at fantastiske bjerge og vandfald.
  
Overnattede i verdens kedeligste by, Blanding. Det var bare der jeg var da klokken blev sent.

Havde fundet en god smutvej på kortet. Den ville korte mange miles af turen mod vest. Og så var der indlagt grus og færge på vejen.
Kørte mange miles gennem ensomt rødt landsskab. Der var varmt! Jeg var i den grad kommet ned fra bjergene. Temperaturen lå vel nok omkring de 35 grader.
Da jeg var mere end halvvejs mod færgen, kunne jeg se at jeg ville komme for sent. Den sejlede kun hveranden time. Jeg kunne vende om og køre 80 km tilbage og tage en bro, eller bare holde hvil og vente. Jeg valgte desværre vente. Desværre fordi det bare var så varmt. Ingen skygge at finde i det golde ørkenlandskab. Fandt endelig et skur til rensning af fisk med lidt skygge og kørte Smølfen derind. Endelig kom færgen. Turen tog ikke mere end 20 minutter og
  
det havde jeg så valgt at vente 1½ time på. ØV! Nå på den anden side ventede der en grusvej og lidt spænding.
Kørte i land og drejede fra mod gruset. Blev lidt mistænkelig da der stod “lukket” på et skilt. Kunne ikke helt gennemskue om det var vejen eller en campingplads, der var lukket. Så jeg fortsatte og kom til endnu et skilt. Den var lukket. Ahhhrrrgggggg!!!!!!!!!!!!
Havde lige brugt mindst 4 timer på noget der kunne have været overstået på én.

Hele min smarte smutvejsplan faldt til jorden. Og så var der ovenikøbet bare kogende derude i ørkenen. Måtte ud på en gigantisk omvej. Var en lille smule rasende. Besluttede på stedet, at der ikke var plads til flere svinkærinder. Nu stod der bare, den korteste vej til Californien og den svalende kyst, i hjernen på mig.

Overnattede i Richfield. Så det her skilt da jeg var ude for at spise.
De er altså underholdende nogle gange, de amerikanere. Det er da meget smart, men ville du vade rundt med et orange flag i en fodgængerovergang???

Tidligt op og afsted næste morgen.
Sad på Smølfen i mange timer. Lavede en af de her 700+ km dage.
Der sker jo ikke så meget på sådan en dag og så alligevel.
Jeg bevægede mig i flere timer mellem et par tordenstorme. Nogle gange skulle der køres stærkt for at slippe væk fra regnen. Andre gange langsom. Var heldig og endte stort set uden at få en dråbe. Men vinden var ind imellem barsk.
Sad og filosoferede over et eller andet da jeg passerede Austin, Nevada. Så….Jeg glemte at tanke. Dum ting at gøre når du krydser en ørken. Da jeg opdagede det, var det for sent at vende om. Jeg var så tæt på reservetank som jeg kunne komme, og i følge gps´en var der mindst 100 km til noget som helst. Satte farten ned for at spare benzin. Der kørte da heldigvis biler på vejen….ind imellem….. Så jeg var ikke rigtig nervøs. Hadede bare mig selv for at være sådan en idiot. Kom til noget beboelse. Og der er altså langt imellem husene derude! Kørte ind for at spørge om der var en hemmelig tank, og hvis ikke, om de kunne sælge mig lidt benzin. Fandt en dame, der fortalte at der var ca 13 miles til den næste tank. Jubiiiiii……Det havde jeg nok benz til at kunne klare.
Kørte langsomt afsted mod tanken. Var rigtig glad da den dukkede op i det fjerne. Var slet ikke på reserve endnu. Ha, Smølfen går altså længere end jeg troede på literen.
Og hvilket sted. Bare se på billederne.
  
Måtte simpelthen ind og have mig en sodavand, bare for at opleve et sted som det. Det var som taget ud af en film. Bartenderen havde det vildeste skæg og resten af klientellet mindede mig en del om De Fire Årstider på Vesterbro. Ville dog ikke strande der ude i ingenting, så jeg bundede min vand og drog afsted igen.

Ved 18-tiden trillede jeg ind i Fallon, Nevada. Var træt og gad ikke mere. Fandt et motel til en ordenlig pris. Hold da kæft hvor var her varmt. Omkring 38 grader. Fuld knald på aircon´en. Ahhh…Det var dejligt. Et langt bad og så i putkassen med laptoppen.

Da jeg vågnede næste dag, havde jeg det ikke så godt. Følte det som om jeg var ved at få en forkølelse. Kan ikke helt finde ud af om jeg skal elske eller hade aircon. Bestemte mig for at blive. Havde også lidt ondt bagi, og internettet var hurtigt.

Har været her siden. Har haft feber. Når man fryser og ens hud føles kold i 38 graders hede, ja så er der vist et eller andet galt. Har plejet mig selv, med lange samtaler på Skype, blogskrivning og i dag fandt jeg det her i en biks på den anden side af gaden.
Så jeg har holdt fest med paté fra Frankrig, rugbrød fra Tyskland og lakrids fra Finland. Det er det første helt rigtige rugbrød jeg er faldet over. Det var skønt.

Tager videre mod vestkysten i morgen. Har stort set følt mig ok hele dagen.

Er begyndt at resarche på Mexico. Har jo kun omkring tre uger tilbage her i Staterne.

Han landede lige i tide til en grillaften hos Duke og Tami.
På vejen hjem til vores hostel, synes vi lige at vi ville smutte forbi en bar og se om der skete noget spændende. Og det gjorde der åbenbart…. 
Sonny er nok næsten bedre til at feste end jeg er

Barerne herovre kan være ufatteligt morsomme, da det vælter rundt med sære
mennesker. Og da Sonny nærmest er en magnet for dem, havde jeg en del at grine af.
Så i hvert fald det mærkeligste spil pool jeg nogensinde har set. Og der var vist noget med nogle kvinder der ville have ham med hjem….Og sådan gik hele aftenen så.
Vi hang ud med Tim som var på en par tusinde km lang cykeltur…trædecykel. Han boede også på hostellet.
 
Næste morgen brugte vi en halv dag på at beslutte os for ingenting…..Tømmermænd.
Sonny skulle lige have skruet et par tiltrængte reservedel på KTM´en. Den cykel har
altså fået nogle seriøse prygl.

Hvis i vil læse om hans tur har han en engelsk ADV-side http://www.advrider.com/forums/showthread.php?t=214637

Drengene havde set at det var “Ladies night” Så de var helt vilde for at gentage succesen fra natten før. Der var da også mange piger, og jeg var nærmest ved at falde ned af stolen af grin, da en af de lokale fortalte at vel halvdelen var lesbiske…..fnis…….
Lidt pool, shuffleboard, dans og dart senere lukkede biksen, og festen var forbi.

Sonny skulle videre og mødes med Allan i Denver. En anden Tenerist, der havde en uge på lejet offroader i Colorado.
Jeg havde egentlig en plan om at køre mod Moab.
Planen blev så udsat lidt. Som en del af jer ved, er jeg ikke så god til tømmermænd, så jeg blev under dynen og gloede fjernsyn og spiste fritter.

Næste morgen var jeg frisk som en havgasse, og var klar til at køre over Marshall Pass, og videre vestpå. Kørte de små tyve km op til grusvejen der førte over passet. Hmmm….. Store sorte skyer… Da jeg så det første lyn, ombestemte jeg mig ret hurtigt. Skulle bare ikke fanges i lyn og torden oppe på et skaldet bjerg. Så den stod på hovedvej. Kedeligt fordi jeg allerede havde kørt den vej en gang.
Kom til Montrose og fandt et billigt og hyggeligt motel. Vejret viste sig fra den spektakulere side, og hele aftenen havde jeg det flotteste lysshow.

Vejret er ret mærkeligt. Det er det de kalder monsunsæson lige nu. Det starter som regel skyfrit om morgenen, og så bygger skyerne op i løbet af eftermiddagen. Tit er der bare lyn og torden, men ingen regn. Andre gange regner eller hagler det i et kvarter, for så at klare op igen.
Colorado er jo bjerge, og oppe i højderne sker der især underlige ting. Man kan køre ud af en by som Salida, som ligger i lidt over 2000 meter, i strålende solskin. Krydse et af passene i ca 3500 meter, hvor det så står ned i stænger. Efter 5 minutters kørsel ned igen, har du så sol igen. Det skifter simpelthen så meget, så man skal være forberedt på lidt af hvert.
De lokale siger “Hvis du ikke kan lide vejret i Colorado, så vent 5 minutter”
Bare i dag vågnede jeg op til regn, så havde vi 25 grader og blå himmel, nu ser det ud som tordenskyerne er ved at rulle ind igen. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, vil det klare op igen til aften.

Montrose ligger tæt på Black Canyon, så jeg bestemte mig til at beholde værelset og tage ud på ekspedition uden al bagagen. BC er en National Park, og jeg har købt sådan et årskort. Så man kan ligesom sige, at jo flere parker jeg besøger, jo billigere bliver det
Det var da flot, men jeg tror at jeg er blevet mæt af store huller i jorden.
 
Det fedeste var næsten vejen derude. Godt nok asfalt, men fede sving.
Jeg tog vejen der gik helt ned til floden. Den var stejl!!! 16% stigning. Damen fra motellet havde fortalt at hun havde brændt sine bremser af, ved ikke at bruge motorbremsen.
Men selvom jeg kun var i 2. gear da jeg kørte ned, var Smølfen nærmest ved at rende fra mig alligevel.
Det var ikke til at holde nogen steder og få kameraet frem, så i kan få fornemmelsen hvor stejlt der egentlig er. Men prøv lige at lægge mærke til bilen der er på vej op bagved Smølfen.

Havde udset mig en grusvej til hjemturen. Startede ud mellem bondegårde, på en helt almindelig grusvej, men efterhånden blev den mere stejl og stenet. For så til sidst at ende i noget meget mærkeligt landskab. Det var ligesom store sanddynger. Følte helt seriøst
at jeg var landet på månen. Det var meget tørt og uvenligt og lå helt umotiveret midt i alt klippe-landsskabet. Havde retning mod noget der hed “lossepladsvej” så jeg troede i et stykke tid, at det var årtiers formuldet skrald jeg kørte rundt mellem. Fik så senere fortalt at det faktisk er et naturligt fænomen. Noget med noget gammel havbund af en slags. Det var faktisk også for underligt til at være menneskeskabt.

Forlod Montrose næste dag, af noget mere grus. Denne gang var det helt normalt, indtil jeg mødte den her “vandvogn” der spredte noget klistret stads, de bruger til at holde støvet ned på vejene. Så blev vejen lidt mere ligesom en glidebane. Det var heldigvis ikke et særligt langt stykke, men bagefter så Smølfen ud som om vi havde leget mudderræs i timevis.
Ellers tullede jeg bare rundt på nogle dejlig nemme veje.

Sad der og nød udsigten, da det pludselig gjorde lidt ondt på min arm. Aghrrrr. Der var noget der stak mig indenunder safety-jakken.
Fik parkeret og hevet den der net-jakke af, for at opdage, at et eller andet ondt dyr havde bidt mig fem gange på overarmen. Røde knopper hævede op i ekspresfart. Fik fumlet noget lindrende creme frem. Det gjorde pænt ondt. Tror at det var en edderkop, men hvordan den er kommet derind og ventet i 2 timer på at æde mig, er mig en gåde.
Måtte lige snige mig igennem en ko-flok, inden jeg endte ude ved en smuk udsigt, en flok hårnåle og slutningen på grusvejen.
Det første billede er vejen ned…altså det der zigzag ned af bakken ovre til venstre. Det andet er det sidste smukke stykke langs floden, inden jeg ramte hovedvejen igen.

Resten af vejen til Moab, Utah, stod den på landevej. Kom dog lige forbi det her underlige sted, som jeg havde læst om i guidebogen.
Det er et hus bygget ind i klippen. Det var en fyr med danske rødder der byggede det sin kone. Da han døde overtog Erik stedet. Han er fra Herning, men har boet i USA siden han var otte. Vi fik os en lille snak på noget der lignede dansk. Oprindeligt var det bare en bolig, nu er det er blevet en sindssyg turistfælde, med souvenir-butik, guidede ture og mærkelige ting allevegne. Som i kan se samler han på danske skilte. Han var meget stolt af den danske nummerplade. Sjovt dog at kunne se på skiltet, hvor lang der er til Herning.
  

Jeg var kommet ned i varmen igen. Faktisk var det ikke bare varmt, men hedt!!!
Moab ligger kun i 1200m. Og sikke en forskel fra de køligere bjerge i Colorado.
Som de siger i Rocky Mountains ” det er alt sammen ned af bakke herfra”

Jeg var egentlig taget til Moab for at se National Parken Arches. Og fordi onkel Ed fra Boise, havde sagt, at hvis jeg skulle have lavet noget på Smølfen, var der et godt sted i byen. Jeg skulle have et nyt koblingsgreb. Var temmelig træt af kun at køre rundt med et halvt. Og så trængte Smølfen vist til et nyt fordæk og et olieskift.
Det var sen eftermiddag, da jeg trillede ind i Moab. Kunne ikke finde Arrowhead Motorsports….Overhovedet.
Efter at have kørt rundt og spurgt folk, og samtidig tjekket moteller ud, var jeg blevet temmelig overophedet. Ingen kendte til stedet, så jeg satte mig ned i skyggen på fortovskanten. Hev laptoppen frem og håbede på en eller anden internetforbindelse ville dukke op. Yes!!!! Tak til en tilfældig cafe. Fik adressen plottet ind i gps´en. Lagde samtidig øre til de forbipasserendes kommentarer. En ville ønske at han havde sit kamera med. Synes åbenbart at jeg var et sjovt syn. Siddende der på kantstenen, i fuld mc-uniform med en laptop på skødet, mens jeg vold-svedte.
Kørte ud til Arrowhead. Kunne bedre forstå at ingen kendte det. Værkstedet lå i en baghave, ude i et almindeligt beboelseskvarter. Lukket!!!!! Øv!!

Fandt det billigste motel jeg kunne. Ville absolut ikke sætte telt op i den hede. Skulle så senere vise sig at natte-temperaturen var til at leve med, men jeg fik da ordnet noget internet-gøjl.
Tidligt op og ud til Arrowhead. Fred, som ER stedet, tog imod. Vi fik bestilt mit koblingsgreb og sludrede en del.
Så tilbød han at jeg kunne slå lejr i hans værksted. Ræsede ind for at pakke mit bras sammen på motellet inden check-ud-tid. Brugte resten af dagen på at hænge ud og snakke.

Det er ikke hver dag at jeg har sovet mellem mc-reservedele og motorolie

 Synes at det var alt for varmt til sightseeing. Bare tanken om, at stå af Smølfen for at tage billeder i den hede, var for meget, så jeg ville vente til lige før solnedgang. 
Fred spurgte pludselig om jeg havde lyst til at køre i bil op til Arches, så jeg kunne tage billeder iført normale sko og ikke de der kæmpe mc-støvler. FEDT!!!! Selvfølgelig havde jeg det. Helt mærkeligt at skulle køre i bil. Næste spørgsmål var, om jeg vidste hvad en Corvette var???!!!! Sikke et spørgsmål!!!!!!! Og så trillede han den fede Corvette ud af garagen.
Så min aften gik med at se Arches fra en Corvette. Det var lige til at klare……..

 

Næste morgen stod jeg tidligt op, for at besøge Arches en gang til, inden det blev alt for varmt. Vi var kommet lidt sent afsted aftenen før, så jeg fik ikke set det halve inden det blev mørkt. Og det var helt sikkert værd at se.
Når man kører ind i Arches, ja faktisk bare i Moab-området, er det som at lande på en fremmed planet. Det særeste landskab åbenbare sig. Mærkelige klippeformationer i rå mængder. Alt er holdt i den utrolige røde farve, der dominerer området.
  
Stedet hedder jo Arches på grund af de mange naturskabte buer der findes her. Man skal så desværre ud at gå, for at se de fedeste af dem….Og det havde jeg absolut ikke tænkt mig. Temperaturen lå omkring de 35 grader…….
   
  
Jeg ærgrede mig lidt over at jeg ikke var smuttet forbi lidt tidligere på året, hvor det var en del køligere. Jeg var jo nærmest kørt lige forbi i foråret. For det var smukt og sært…og helt sikkert værd at bruge lidt tid på. Men så alligevel…ikke noget at ærgre sig over, jeg lavede sikkert noget andet fedt i stedet ;-)

Klokken var blevet sen formiddag, og Fred havde fortalt om en forholdsvis nem grusvej, jeg kunne lege lidt på.
Kørte ud mod Canyonlands, som er en anden nationalpark, der ligger lige på den anden side af Moab. Først et stykke asfalt langs en flod, i en dyb kløft med massive klipper på begge sider. Så blev det til “grus” eller hvad man nu skal kalde det. Massiv klippe, løse klippestykker, sand og andet morsomt.
  
Der var fantastisk flot, men samtidig var det ufatteligt varmt. Hver gang jeg holdt stille for at tage billeder, føltes det som om jeg skulle smelte. Jeg drak to liter vand på under to timer. Og jeg kørte ikke stærkt, så jeg brugte ikke mange kræfter.
Sad faktisk og blev lidt bange for at punktere. Jeg ved at det ville tage mig laaaang tid at fikse det, og havde jeg så vand nok??!! Der var ingen skygge derude og det var ikke ligefrem fordi stedet var overrendt. Nå kunne jo ikke gå i chok over noget der ikke var sker endnu.
Kørte rundt om endnu et hjørne, til endnu en fantastisk udsigt…og glemte alt om underlige ikke opståede problemer.
  
Faktisk er det lige her omkring, at Thelma og Louise kører ud over klippekanten i slutningen af filmen. Godt nok fra den anden side af floden end jeg var. De viste filmen i flimmeren her forleden, og jeg synes næsten at jeg kunne genkende stedet.

Tænkte lidt på min mor og hendes højdeskræk, da jeg skulle rundt om det her hjørne. Synes ihvertfald at jeg skulle lige tæt nok på kanten….og der var bare langt ned. Jeg ved
at det er svært at se på billederne, men der er altså flere hundrede meter ned til floden.
  
 
Jeg havde en skræk for det de kalder “slickrock” Troede at det var glat, pga det der slick. Men det var faktisk nok der jeg havde bedst greb. Så da jeg kom til noget der mest af alt mindede om nedadgående trapper, tænke jeg at det nok skulle gå.
Forenden på Smølfen dykkede så meget på en af trinene, at jeg fik topboksen i ryggen. …og jeg står op nu!!!!
Opdagede at gps´en hang og dinglede i kablet. Jeg havde presset forgaflen så meget sammen på “trappen” at koblingskablet var kommet op over gps´en og nu sad over holderen. Hm…. det var vist en stejl trappe.
Åh…nej…et opad trappetrin….med sand som indledning. Jeg hader sand!!!!!! Jeg ved godt at jeg skal give gas og så´en…men det synes jeg ikke er så fedt. Men min dejlige Smølf kørte lige igennem det hele.
Sad og filosoferede lidt over, at jeg bare skal stole på at Smølfen kan klare det….og så bare følge med. For det kan den. Det er en fantastisk cykel, som jeg kommer til at savne helt vildt, når jeg engang skal hjem…snøft snøft…….

Erkendte at jeg nok havde fået rodet mig ud i noget, jeg ikke var så vild med at gøre alene. Vejen var svær, men ikke mere end jeg kunne klare….men jeg blev da lidt lettet, da jeg fik gps´en på plads og kunne se at jeg næsten var igennem. Og ude ved asfalten igen……Troede jeg…For da jeg skulle dreje ind på det sidste stykke vej…Var den lukket!!!!
Var næsten ved at græde. Skulle jeg virkelig hele vejen tilbage? Fik kortet fumlet frem og stod og havde ufatteligt ondt af mig selv.
Så kom der fem fyre på mc´er mod mig. De stoppede og jeg fik svar på alle mine spørgsmål. Jo, der var en anden vej, den var så 160 km lang, på ca det samme underlag. Nej jeg kunne ikke kommer over passet. Så der var ikke andet at gøre end at bide i det sure, og køre tilbage. 
I det samme kom der en jeep, der så også måtte vende om. Jubiiii. Så vidste jeg at der var nogen bagved mig, til at samle mig op, hvis der skete noget.
Turen tilbage viste sig at blive federe end jeg havde drømt om. Frygtede ”trapperne” men de var faktisk ikke så slemme. Fik lidt mere fart i cyklen, og så bliver det hele altså en del nemmere…… Ja ja, jeg ved det jo godt, men har ikke mod til at køre stærkere. Er dødbange for at komme rigtigt til skade der ude i ingenting.
Da jeg kom ud på asfalten, var jeg i højt humør. Det er altid fedt, når man kommer igennem en udfordring uden mén

Kom hjem til et nyt koblingsgreb og et nyt dæk. Fred ordnede og gav tips og gode råd.

Om aftenen stod den på solnedgang i Canyonlands…i Corvette. Var sent på den igen, men hvor var det flot og fredfyldt.
På vejen derud, viste Fred mig så det pas jeg skulle have kørt på. Blev faktisk lettet over 
at vejen havde været lukket. Hårnålesving kan jeg klare, men når de ser så sandede ud som dem her, ville jeg nok ikke have brudt mig særlig meget om turen op.
Og det kalder han en nem vej!!!!!! Han er jo ikke rigtig klog.
De skulle bare se vejene i Danmark!!!

Tog afsked næste morgen og kørte tilbage mod Colorados bjerge….. og en temperatur der er til at holde ud.
Vejen var asfalt men snoede sig op over passene og gennem dybe dale. Var på jagt efter Sonny og Allan fra Tenereklubben. Vidste at de nok ville være i området. Havde prøvet at ringe til Sonny, men intet svar. De var jo nok ude at trille.
Gættede på at de måske var i Silverton. Noget af et longshot, men mit bedste bud. Holdt ind på en tank i Ouray. Fik benz på og opdagede at de havde internet. Ville lige tjekke min mail. Havde bedt Sonny sende en mail om hvor de var. Havde lige fået hevet laptoppen frem, da en stor KTM passerede ude på vejen. Og jo, det var sgu Sonny. Hoppede rundt og vinkede. Han så mig heldigvis….det var vist også svært ikke at se den stor-vinkende spasser.
Og så blev der lige holdt Tenere-møde en times tid der på tanken.
   
De havde haft en fantastisk uge. Kørt i det mest umulige terræn, og så nærmest lykkelige ud. Allan har skrevet en beretning, hvis nogen skulle have lyst til at læse mere om deres bedrifter. F.eks hvordan man tæver en lejet DR650 ihjel på en uge. http://dincykel.dk/Colorado 2008.pdf
De var på vej til Salida. Allan skulle videre på konference i Texas næste dag. Men det var mægtig morsomt at møde dem. Og hvor store var oddsene så lige for at mødes på en tank i Colorado!!!?????

Kørte videre til Silverton, som er en lille cowboy-by oppe i bjergene….Og som jeg glemte at tage et eneste billede af. Den ligger i lidt over 2800 m højde. Fik en øl til min aftensmad og blev nærmest fuld af den.
Næste morgen havde jeg det underligt. Ondt i hovedet, svimmel og alting var anstrengende. Bare at gå 200 m var hårdt. Drak en masse vand, men var ikke meget værd før sent ud på eftermiddagen. Kunne åbenbart ikke rigtig forliges med højden.
Hang ud med naboerne fra motellet på en af byens barer hele aftenen.
Der er en ting her i landet, som jeg har svært ved at indordne mig efter. Jeg kan modtage øl fordi jeg er en pige, men hvis jeg vil give den næste omgang fordi folk er flinke, bliver de næsten fornærmede. Her er det sådan, at det er manden der betaler. Det er hans job, og så skal sådan en skide europæer ikke komme her og få dem til at føle sig mindre mandlige!!! 
Ok… Det er så ret billigt for mig, så fred være med det. Men er det ikke langt ude eller hvad??

Jeg har så alligevel ét billede fra byen. Af en fugl. De har kolibrier over det hele her. 
   
Har aldrig set en kolibri før Chick Fest. Der havde jeg en 5 cm fra mit ansigt. Jeg havde en rød t-shirt på, så den skulle vist lige tjekke om jeg var en blomst.
Her vrimlede det nærmest med dem. De er så hurtige at det er pænt svært at tage billeder af dem. De vil altså ikke sidde stille Men det lykkedes dog alligevel.

Havde fået ind i mit hovede, at jeg ville købe et andet kamera. Et lomme et, der er til at tage med, når jeg kører uden tasker. Tror også det er smartere, ikke at vifte for meget rundt med det store i Mexico. Så kursen var sat mod Durango. En lidt større by, med en rigtig fotoforretning.

Tjekkede ind på byens nye hostel. Det havde kun været åbent i fem uger. Var rigtig hyggeligt, pænt og rent. Candace og hendes far havde indgået partnerskab. Han havde pengene og hun passede stedet….Alene!! Altså 7 dage om ugen, altid. Hun håbede selvfølgelig at der ville komme en pæn omsætning, så hun kunne hyre lidt hjælp, men det kunne godt have lange udsigter. Var der i 3 dage, og i den tid var vi kun ca 5 mennesker og 28 senge. Håber seriøst for hende at det går godt. Hun var cool og fortjente det, med alt det arbejde hun lagde i det.

Var ankommet på en lørdag, og stemningen i byen var rigtig fest-agtig. Så jeg gik ud og spiste…Sushi….ummmm….. Og senere videre for at høre live musik….. Og fik alt for meget at drikke. Havde en rigtig sjov aften, der endte ved 5 tiden om morgenen.
Så næste dag var jeg ikke mange sure sild værd. Nå, alt var lukket om søndagen, så der blev sovet længe….rigtig længe.

Fik købt mit nye kamera. Og mens jeg var inde i forretningen fik jeg den her.
Ja!!!!! Det er en parkeringsbøde….
Og det var en af de dyre…hele 15$…Jeg holdt ud for gule striber. Hvis man bare lader parkometret løbe ud koster det 6$…Fnis…Hele 30 kr. Man kunne jo gå hen og blive helt ruineret.
Gad faktisk ikke at hidse mig op over de 75 kr.
Betalte bare ved kasse et. Hvad gør man ikke for at parkere så Smølfen holder i skyggen

Og så blev kursen sat mod Lake City….Og West Fest