Anja Kiilsgaard on tour

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, havde jeg besluttet at blive hængende et par dage i Salida, for at mødes med Sonny fra Tenere Klubben.

Han landede lige i tide til en grillaften hos Duke og Tami.
PÃ¥ vejen hjem til vores hostel, synes vi lige at vi ville smutte forbi en bar og se om der skete noget spændende. Og det gjorde der Ã¥benbart…. 
Sonny er nok næsten bedre til at feste end jeg er

Barerne herovre kan være ufatteligt morsomme, da det vælter rundt med sære
mennesker. Og da Sonny nærmest er en magnet for dem, havde jeg en del at grine af.
SÃ¥ i hvert fald det mærkeligste spil pool jeg nogensinde har set. Og der var vist noget med nogle kvinder der ville have ham med hjem….Og sÃ¥dan gik hele aftenen sÃ¥.
Vi hang ud med Tim som var pÃ¥ en par tusinde km lang cykeltur…trædecykel. Han boede ogsÃ¥ pÃ¥ hostellet.
 
Næste morgen brugte vi en halv dag pÃ¥ at beslutte os for ingenting…..Tømmermænd.
Sonny skulle lige have skruet et par tiltrængte reservedel på KTM´en. Den cykel har
altså fået nogle seriøse prygl.

Hvis i vil læse om hans tur har han en engelsk ADV-side http://www.advrider.com/forums/showthread.php?t=214637

Drengene havde set at det var “Ladies night” SÃ¥ de var helt vilde for at gentage succesen fra natten før. Der var da ogsÃ¥ mange piger, og jeg var nærmest ved at falde ned af stolen af grin, da en af de lokale fortalte at vel halvdelen var lesbiske…..fnis…….
Lidt pool, shuffleboard, dans og dart senere lukkede biksen, og festen var forbi.

Sonny skulle videre og mødes med Allan i Denver. En anden Tenerist, der havde en uge på lejet offroader i Colorado.
Jeg havde egentlig en plan om at køre mod Moab.
Planen blev så udsat lidt. Som en del af jer ved, er jeg ikke så god til tømmermænd, så jeg blev under dynen og gloede fjernsyn og spiste fritter.

Næste morgen var jeg frisk som en havgasse, og var klar til at køre over Marshall Pass, og videre vestpÃ¥. Kørte de smÃ¥ tyve km op til grusvejen der førte over passet. Hmmm….. Store sorte skyer… Da jeg sÃ¥ det første lyn, ombestemte jeg mig ret hurtigt. Skulle bare ikke fanges i lyn og torden oppe pÃ¥ et skaldet bjerg. SÃ¥ den stod pÃ¥ hovedvej. Kedeligt fordi jeg allerede havde kørt den vej en gang.
Kom til Montrose og fandt et billigt og hyggeligt motel. Vejret viste sig fra den spektakulere side, og hele aftenen havde jeg det flotteste lysshow.

Vejret er ret mærkeligt. Det er det de kalder monsunsæson lige nu. Det starter som regel skyfrit om morgenen, og så bygger skyerne op i løbet af eftermiddagen. Tit er der bare lyn og torden, men ingen regn. Andre gange regner eller hagler det i et kvarter, for så at klare op igen.
Colorado er jo bjerge, og oppe i højderne sker der især underlige ting. Man kan køre ud af en by som Salida, som ligger i lidt over 2000 meter, i strålende solskin. Krydse et af passene i ca 3500 meter, hvor det så står ned i stænger. Efter 5 minutters kørsel ned igen, har du så sol igen. Det skifter simpelthen så meget, så man skal være forberedt på lidt af hvert.
De lokale siger “Hvis du ikke kan lide vejret i Colorado, sÃ¥ vent 5 minutter”
Bare i dag vågnede jeg op til regn, så havde vi 25 grader og blå himmel, nu ser det ud som tordenskyerne er ved at rulle ind igen. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, vil det klare op igen til aften.

Montrose ligger tæt på Black Canyon, så jeg bestemte mig til at beholde værelset og tage ud på ekspedition uden al bagagen. BC er en National Park, og jeg har købt sådan et årskort. Så man kan ligesom sige, at jo flere parker jeg besøger, jo billigere bliver det
Det var da flot, men jeg tror at jeg er blevet mæt af store huller i jorden.
 
Det fedeste var næsten vejen derude. Godt nok asfalt, men fede sving.
Jeg tog vejen der gik helt ned til floden. Den var stejl!!! 16% stigning. Damen fra motellet havde fortalt at hun havde brændt sine bremser af, ved ikke at bruge motorbremsen.
Men selvom jeg kun var i 2. gear da jeg kørte ned, var Smølfen nærmest ved at rende fra mig alligevel.
Det var ikke til at holde nogen steder og få kameraet frem, så i kan få fornemmelsen hvor stejlt der egentlig er. Men prøv lige at lægge mærke til bilen der er på vej op bagved Smølfen.

Havde udset mig en grusvej til hjemturen. Startede ud mellem bondegårde, på en helt almindelig grusvej, men efterhånden blev den mere stejl og stenet. For så til sidst at ende i noget meget mærkeligt landskab. Det var ligesom store sanddynger. Følte helt seriøst
at jeg var landet pÃ¥ mÃ¥nen. Det var meget tørt og uvenligt og lÃ¥ helt umotiveret midt i alt klippe-landsskabet. Havde retning mod noget der hed “lossepladsvej” sÃ¥ jeg troede i et stykke tid, at det var Ã¥rtiers formuldet skrald jeg kørte rundt mellem. Fik sÃ¥ senere fortalt at det faktisk er et naturligt fænomen. Noget med noget gammel havbund af en slags. Det var faktisk ogsÃ¥ for underligt til at være menneskeskabt.

Forlod Montrose næste dag, af noget mere grus. Denne gang var det helt normalt, indtil jeg mødte den her “vandvogn” der spredte noget klistret stads, de bruger til at holde støvet ned pÃ¥ vejene. SÃ¥ blev vejen lidt mere ligesom en glidebane. Det var heldigvis ikke et særligt langt stykke, men bagefter sÃ¥ Smølfen ud som om vi havde leget mudderræs i timevis.
Ellers tullede jeg bare rundt på nogle dejlig nemme veje.

Sad der og nød udsigten, da det pludselig gjorde lidt ondt på min arm. Aghrrrr. Der var noget der stak mig indenunder safety-jakken.
Fik parkeret og hevet den der net-jakke af, for at opdage, at et eller andet ondt dyr havde bidt mig fem gange på overarmen. Røde knopper hævede op i ekspresfart. Fik fumlet noget lindrende creme frem. Det gjorde pænt ondt. Tror at det var en edderkop, men hvordan den er kommet derind og ventet i 2 timer på at æde mig, er mig en gåde.
Måtte lige snige mig igennem en ko-flok, inden jeg endte ude ved en smuk udsigt, en flok hårnåle og slutningen på grusvejen.
Det første billede er vejen ned…altsÃ¥ det der zigzag ned af bakken ovre til venstre. Det andet er det sidste smukke stykke langs floden, inden jeg ramte hovedvejen igen.

Resten af vejen til Moab, Utah, stod den på landevej. Kom dog lige forbi det her underlige sted, som jeg havde læst om i guidebogen.
Det er et hus bygget ind i klippen. Det var en fyr med danske rødder der byggede det sin kone. Da han døde overtog Erik stedet. Han er fra Herning, men har boet i USA siden han var otte. Vi fik os en lille snak på noget der lignede dansk. Oprindeligt var det bare en bolig, nu er det er blevet en sindssyg turistfælde, med souvenir-butik, guidede ture og mærkelige ting allevegne. Som i kan se samler han på danske skilte. Han var meget stolt af den danske nummerplade. Sjovt dog at kunne se på skiltet, hvor lang der er til Herning.
  

Jeg var kommet ned i varmen igen. Faktisk var det ikke bare varmt, men hedt!!!
Moab ligger kun i 1200m. Og sikke en forskel fra de køligere bjerge i Colorado.
Som de siger i Rocky Mountains ” det er alt sammen ned af bakke herfra”

Jeg var egentlig taget til Moab for at se National Parken Arches. Og fordi onkel Ed fra Boise, havde sagt, at hvis jeg skulle have lavet noget på Smølfen, var der et godt sted i byen. Jeg skulle have et nyt koblingsgreb. Var temmelig træt af kun at køre rundt med et halvt. Og så trængte Smølfen vist til et nyt fordæk og et olieskift.
Det var sen eftermiddag, da jeg trillede ind i Moab. Kunne ikke finde Arrowhead Motorsports….Overhovedet.
Efter at have kørt rundt og spurgt folk, og samtidig tjekket moteller ud, var jeg blevet temmelig overophedet. Ingen kendte til stedet, så jeg satte mig ned i skyggen på fortovskanten. Hev laptoppen frem og håbede på en eller anden internetforbindelse ville dukke op. Yes!!!! Tak til en tilfældig cafe. Fik adressen plottet ind i gps´en. Lagde samtidig øre til de forbipasserendes kommentarer. En ville ønske at han havde sit kamera med. Synes åbenbart at jeg var et sjovt syn. Siddende der på kantstenen, i fuld mc-uniform med en laptop på skødet, mens jeg vold-svedte.
Kørte ud til Arrowhead. Kunne bedre forstå at ingen kendte det. Værkstedet lå i en baghave, ude i et almindeligt beboelseskvarter. Lukket!!!!! Øv!!

Fandt det billigste motel jeg kunne. Ville absolut ikke sætte telt op i den hede. Skulle så senere vise sig at natte-temperaturen var til at leve med, men jeg fik da ordnet noget internet-gøjl.
Tidligt op og ud til Arrowhead. Fred, som ER stedet, tog imod. Vi fik bestilt mit koblingsgreb og sludrede en del.
Så tilbød han at jeg kunne slå lejr i hans værksted. Ræsede ind for at pakke mit bras sammen på motellet inden check-ud-tid. Brugte resten af dagen på at hænge ud og snakke.

Det er ikke hver dag at jeg har sovet mellem mc-reservedele og motorolie

 Synes at det var alt for varmt til sightseeing. Bare tanken om, at stå af Smølfen for at tage billeder i den hede, var for meget, så jeg ville vente til lige før solnedgang. 
Fred spurgte pludselig om jeg havde lyst til at køre i bil op til Arches, så jeg kunne tage billeder iført normale sko og ikke de der kæmpe mc-støvler. FEDT!!!! Selvfølgelig havde jeg det. Helt mærkeligt at skulle køre i bil. Næste spørgsmål var, om jeg vidste hvad en Corvette var???!!!! Sikke et spørgsmål!!!!!!! Og så trillede han den fede Corvette ud af garagen.
SÃ¥ min aften gik med at se Arches fra en Corvette. Det var lige til at klare……..

 

Næste morgen stod jeg tidligt op, for at besøge Arches en gang til, inden det blev alt for varmt. Vi var kommet lidt sent afsted aftenen før, så jeg fik ikke set det halve inden det blev mørkt. Og det var helt sikkert værd at se.
Når man kører ind i Arches, ja faktisk bare i Moab-området, er det som at lande på en fremmed planet. Det særeste landskab åbenbare sig. Mærkelige klippeformationer i rå mængder. Alt er holdt i den utrolige røde farve, der dominerer området.
  
Stedet hedder jo Arches pÃ¥ grund af de mange naturskabte buer der findes her. Man skal sÃ¥ desværre ud at gÃ¥, for at se de fedeste af dem….Og det havde jeg absolut ikke tænkt mig. Temperaturen lÃ¥ omkring de 35 grader…….
   
  
Jeg ærgrede mig lidt over at jeg ikke var smuttet forbi lidt tidligere pÃ¥ Ã¥ret, hvor det var en del køligere. Jeg var jo nærmest kørt lige forbi i forÃ¥ret. For det var smukt og sært…og helt sikkert værd at bruge lidt tid pÃ¥. Men sÃ¥ alligevel…ikke noget at ærgre sig over, jeg lavede sikkert noget andet fedt i stedet ;-)

Klokken var blevet sen formiddag, og Fred havde fortalt om en forholdsvis nem grusvej, jeg kunne lege lidt på.
Kørte ud mod Canyonlands, som er en anden nationalpark, der ligger lige pÃ¥ den anden side af Moab. Først et stykke asfalt langs en flod, i en dyb kløft med massive klipper pÃ¥ begge sider. SÃ¥ blev det til “grus” eller hvad man nu skal kalde det. Massiv klippe, løse klippestykker, sand og andet morsomt.
  
Der var fantastisk flot, men samtidig var det ufatteligt varmt. Hver gang jeg holdt stille for at tage billeder, føltes det som om jeg skulle smelte. Jeg drak to liter vand på under to timer. Og jeg kørte ikke stærkt, så jeg brugte ikke mange kræfter.
Sad faktisk og blev lidt bange for at punktere. Jeg ved at det ville tage mig laaaang tid at fikse det, og havde jeg så vand nok??!! Der var ingen skygge derude og det var ikke ligefrem fordi stedet var overrendt. Nå kunne jo ikke gå i chok over noget der ikke var sker endnu.
Kørte rundt om endnu et hjørne, til endnu en fantastisk udsigt…og glemte alt om underlige ikke opstÃ¥ede problemer.
  
Faktisk er det lige her omkring, at Thelma og Louise kører ud over klippekanten i slutningen af filmen. Godt nok fra den anden side af floden end jeg var. De viste filmen i flimmeren her forleden, og jeg synes næsten at jeg kunne genkende stedet.

Tænkte lidt pÃ¥ min mor og hendes højdeskræk, da jeg skulle rundt om det her hjørne. Synes ihvertfald at jeg skulle lige tæt nok pÃ¥ kanten….og der var bare langt ned. Jeg ved
at det er svært at se på billederne, men der er altså flere hundrede meter ned til floden.
  
 
Jeg havde en skræk for det de kalder “slickrock” Troede at det var glat, pga det der slick. Men det var faktisk nok der jeg havde bedst greb. SÃ¥ da jeg kom til noget der mest af alt mindede om nedadgÃ¥ende trapper, tænke jeg at det nok skulle gÃ¥.
Forenden pÃ¥ Smølfen dykkede sÃ¥ meget pÃ¥ en af trinene, at jeg fik topboksen i ryggen. …og jeg stÃ¥r op nu!!!!
Opdagede at gps´en hang og dinglede i kablet. Jeg havde presset forgaflen sÃ¥ meget sammen pÃ¥ “trappen” at koblingskablet var kommet op over gps´en og nu sad over holderen. Hm…. det var vist en stejl trappe.
Ã…h…nej…et opad trappetrin….med sand som indledning. Jeg hader sand!!!!!! Jeg ved godt at jeg skal give gas og så´en…men det synes jeg ikke er sÃ¥ fedt. Men min dejlige Smølf kørte lige igennem det hele.
Sad og filosoferede lidt over, at jeg bare skal stole pÃ¥ at Smølfen kan klare det….og sÃ¥ bare følge med. For det kan den. Det er en fantastisk cykel, som jeg kommer til at savne helt vildt, nÃ¥r jeg engang skal hjem…snøft snøft…….

Erkendte at jeg nok havde fÃ¥et rodet mig ud i noget, jeg ikke var sÃ¥ vild med at gøre alene. Vejen var svær, men ikke mere end jeg kunne klare….men jeg blev da lidt lettet, da jeg fik gps´en pÃ¥ plads og kunne se at jeg næsten var igennem. Og ude ved asfalten igen……Troede jeg…For da jeg skulle dreje ind pÃ¥ det sidste stykke vej…Var den lukket!!!!
Var næsten ved at græde. Skulle jeg virkelig hele vejen tilbage? Fik kortet fumlet frem og stod og havde ufatteligt ondt af mig selv.
Så kom der fem fyre på mc´er mod mig. De stoppede og jeg fik svar på alle mine spørgsmål. Jo, der var en anden vej, den var så 160 km lang, på ca det samme underlag. Nej jeg kunne ikke kommer over passet. Så der var ikke andet at gøre end at bide i det sure, og køre tilbage. 
I det samme kom der en jeep, der så også måtte vende om. Jubiiii. Så vidste jeg at der var nogen bagved mig, til at samle mig op, hvis der skete noget.
Turen tilbage viste sig at blive federe end jeg havde drømt om. Frygtede ”trapperne” men de var faktisk ikke sÃ¥ slemme. Fik lidt mere fart i cyklen, og sÃ¥ bliver det hele altsÃ¥ en del nemmere…… Ja ja, jeg ved det jo godt, men har ikke mod til at køre stærkere. Er dødbange for at komme rigtigt til skade der ude i ingenting.
Da jeg kom ud på asfalten, var jeg i højt humør. Det er altid fedt, når man kommer igennem en udfordring uden mén

Kom hjem til et nyt koblingsgreb og et nyt dæk. Fred ordnede og gav tips og gode råd.

Om aftenen stod den pÃ¥ solnedgang i Canyonlands…i Corvette. Var sent pÃ¥ den igen, men hvor var det flot og fredfyldt.
På vejen derud, viste Fred mig så det pas jeg skulle have kørt på. Blev faktisk lettet over 
at vejen havde været lukket. Hårnålesving kan jeg klare, men når de ser så sandede ud som dem her, ville jeg nok ikke have brudt mig særlig meget om turen op.
Og det kalder han en nem vej!!!!!! Han er jo ikke rigtig klog.
De skulle bare se vejene i Danmark!!!

Tog afsked næste morgen og kørte tilbage mod Colorados bjerge….. og en temperatur der er til at holde ud.
Vejen var asfalt men snoede sig op over passene og gennem dybe dale. Var på jagt efter Sonny og Allan fra Tenereklubben. Vidste at de nok ville være i området. Havde prøvet at ringe til Sonny, men intet svar. De var jo nok ude at trille.
Gættede pÃ¥ at de mÃ¥ske var i Silverton. Noget af et longshot, men mit bedste bud. Holdt ind pÃ¥ en tank i Ouray. Fik benz pÃ¥ og opdagede at de havde internet. Ville lige tjekke min mail. Havde bedt Sonny sende en mail om hvor de var. Havde lige fÃ¥et hevet laptoppen frem, da en stor KTM passerede ude pÃ¥ vejen. Og jo, det var sgu Sonny. Hoppede rundt og vinkede. Han sÃ¥ mig heldigvis….det var vist ogsÃ¥ svært ikke at se den stor-vinkende spasser.
Og så blev der lige holdt Tenere-møde en times tid der på tanken.
   
De havde haft en fantastisk uge. Kørt i det mest umulige terræn, og så nærmest lykkelige ud. Allan har skrevet en beretning, hvis nogen skulle have lyst til at læse mere om deres bedrifter. F.eks hvordan man tæver en lejet DR650 ihjel på en uge. http://dincykel.dk/Colorado 2008.pdf
De var på vej til Salida. Allan skulle videre på konference i Texas næste dag. Men det var mægtig morsomt at møde dem. Og hvor store var oddsene så lige for at mødes på en tank i Colorado!!!?????

Kørte videre til Silverton, som er en lille cowboy-by oppe i bjergene….Og som jeg glemte at tage et eneste billede af. Den ligger i lidt over 2800 m højde. Fik en øl til min aftensmad og blev nærmest fuld af den.
Næste morgen havde jeg det underligt. Ondt i hovedet, svimmel og alting var anstrengende. Bare at gå 200 m var hårdt. Drak en masse vand, men var ikke meget værd før sent ud på eftermiddagen. Kunne åbenbart ikke rigtig forliges med højden.
Hang ud med naboerne fra motellet på en af byens barer hele aftenen.
Der er en ting her i landet, som jeg har svært ved at indordne mig efter. Jeg kan modtage øl fordi jeg er en pige, men hvis jeg vil give den næste omgang fordi folk er flinke, bliver de næsten fornærmede. Her er det sådan, at det er manden der betaler. Det er hans job, og så skal sådan en skide europæer ikke komme her og få dem til at føle sig mindre mandlige!!! 
Ok… Det er sÃ¥ ret billigt for mig, sÃ¥ fred være med det. Men er det ikke langt ude eller hvad??

Jeg har så alligevel ét billede fra byen. Af en fugl. De har kolibrier over det hele her. 
   
Har aldrig set en kolibri før Chick Fest. Der havde jeg en 5 cm fra mit ansigt. Jeg havde en rød t-shirt på, så den skulle vist lige tjekke om jeg var en blomst.
Her vrimlede det nærmest med dem. De er så hurtige at det er pænt svært at tage billeder af dem. De vil altså ikke sidde stille Men det lykkedes dog alligevel.

Havde fået ind i mit hovede, at jeg ville købe et andet kamera. Et lomme et, der er til at tage med, når jeg kører uden tasker. Tror også det er smartere, ikke at vifte for meget rundt med det store i Mexico. Så kursen var sat mod Durango. En lidt større by, med en rigtig fotoforretning.

Tjekkede ind pÃ¥ byens nye hostel. Det havde kun været Ã¥bent i fem uger. Var rigtig hyggeligt, pænt og rent. Candace og hendes far havde indgÃ¥et partnerskab. Han havde pengene og hun passede stedet….Alene!! AltsÃ¥ 7 dage om ugen, altid. Hun hÃ¥bede selvfølgelig at der ville komme en pæn omsætning, sÃ¥ hun kunne hyre lidt hjælp, men det kunne godt have lange udsigter. Var der i 3 dage, og i den tid var vi kun ca 5 mennesker og 28 senge. HÃ¥ber seriøst for hende at det gÃ¥r godt. Hun var cool og fortjente det, med alt det arbejde hun lagde i det.

Var ankommet pÃ¥ en lørdag, og stemningen i byen var rigtig fest-agtig. SÃ¥ jeg gik ud og spiste…Sushi….ummmm….. Og senere videre for at høre live musik….. Og fik alt for meget at drikke. Havde en rigtig sjov aften, der endte ved 5 tiden om morgenen.
SÃ¥ næste dag var jeg ikke mange sure sild værd. NÃ¥, alt var lukket om søndagen, sÃ¥ der blev sovet længe….rigtig længe.

Fik købt mit nye kamera. Og mens jeg var inde i forretningen fik jeg den her.
Ja!!!!! Det er en parkeringsbøde….
Og det var en af de dyre…hele 15$…Jeg holdt ud for gule striber. Hvis man bare lader parkometret løbe ud koster det 6$…Fnis…Hele 30 kr. Man kunne jo gÃ¥ hen og blive helt ruineret.
Gad faktisk ikke at hidse mig op over de 75 kr.
Betalte bare ved kasse et. Hvad gør man ikke for at parkere så Smølfen holder i skyggen

Og sÃ¥ blev kursen sat mod Lake City….Og West Fest

  

Dagen før Chick Fest, havde vi travlt med at blive helt klar til den store begivenhed.
Jeg havde bestilt et nyt bagdæk. Duke havde sagt at han ville hjælpe med at få det på. Han kastede sig over Smølfen, men så måtte jeg jo lige træde i karakter og smide ham lidt til side. Skulle jo selv øve mig på dækskifte. Fik da også selv hevet hjulet af og gik i gang
med dækjernene, men Duke kunne altså ikke helt holde fingrene for sig selv, og måtte lege lidt med. Selv Tami der ellers lader Duke ordne alt mc-relateret, ville hjælpe til.
Da vi bestilte dækket, havde vi bestemt os for en lidt større størrelse. Havde jo lige glemt at det ville hæve Smølfens sæde endnu mere, så nu kan jeg så næsten slet ikke nå jorden.
Men det ser fedt ud!!!!

En anden vigtig brik i forberedelserne var Chick Fest t-shirts. Duke har en t-shirt biks, så han havde trykt årets t-shirt. Jeg fik den allerførste, frisk ud af kassen og vi fik os et
mindre grineanfald, da jeg fluks hev kameraet frem og forevigede…..”mine bryster” Synes at jeg ville have et foto af det fine logo. Det kom der sÃ¥ en del jokes ud af den dag

Jeg var pakket og klar. Havde efterladt alt det jeg ikke skulle bruge i ADV-hytten, og taget topboksen af. Det er ellers ikke noget jeg gør så tit. Vi har fået lavet måden at sætte topboksen på, på en lidt uheldig måde. Skruerne sidder så de næsten ikke er til at komme til. Det er lidt ærgeligt, for Smølfen er nu sjovest på grus uden alt for meget oppakning.

Da vi stod op næste morgen, var vi bare helt springklare. Nu skulle vi endelig afsted. Stedet hvor vi skulle campere var kun 25 km fra Salida. Men sÃ¥ begyndte telefonen at kime med alle mulige forsinkelser og folk der liiige ville kigge forbi med forskellige ting. Da vi endelig var ved at være der, Ã¥bnede himlen sig og regnen væltede ned. Hmmm…..Vi flyttede ind i stuen og hang ud et par timer, mens flere og flere folk dukkede op. Ingen grund til at køre ud for at blive gennemblødte.

Det klarede op og vi drog afsted.
Flokken var nu vokset til 3 biler med trailere og 3 mc´er. Vi svingede ind på campingarealet og så gik tiden med at sige goddag til dem der allerede var ankommet, smække telt op og pakke diverse ting såsom kæmpe grillen ud.
Aftenen gik med at hænge ud ved bålet og hilse på dem der ankom sent.

Næste morgen stod den pÃ¥ lækker morgenmad. Tami og Duke har en lige sÃ¥ stor passion for bacon som mig, sÃ¥ der blev tændt op i grillen…gasgrillen… og lavet enormt meget bacon og æg. Fik oven i købet speciel danskerbehandling. Ingen skal ødelægge mine scrambled æg ved at komme ost pÃ¥ dem.
   
Jeg har sagt det før…og jeg siger det igen….De hælder ost pÃ¥ ALT herovre. SÃ¥ jeg fik altsÃ¥ min helt egen potion uden ost. Flinke mennesker

Har desværre ingen billeder fra når vi kørte. Havde jo ingen tasker på og har derfor ikke plads til det store kamera jeg slæber rundt på. Tag ikke fejl, jeg er vild med det kamera, det tager fantastiske billeder, men er rimeligt uhandyt.
Istedet må i kigge på Chick Fest linket her: http://www.advrider.com/forums/showthread.php?t=327859&page=22 Start på side 22, ca midt på siden hvor jeg er på et billede. Det er fra festen starter. Hvis i ikke gider trawle så mange sider igennem, er side 26 et godt bud.
Jeg har så også stjålet et par billeder og lagt på bloggen.
Der kommer nok en billed-overraskelse pÃ¥ et tidspunkt. Har lige været ude og bruge penge…………..

Forøvrigt skal i ikke synes at folk er vældig uhøflige, når de giver jer fingeren på billederne. Det er den officielle ADV-hilsen. Det betyder så, at når folk ser mit ADV-klistermærke, kan det være at jeg får fingeren istedet for helt almindelig vinken

Efter den fantastiske morgenmad var der kørekursus. Vi var 13 piger på fredagsholdet og to lærere. Megan og Karen. Og ja, det er Megans kæmpe KTM. Hun kylede rundt med det kæmpedyr, som om hun aldrig havde lavet andet. Tror det var en 990, men måske en 950. Karen var på en lidt mindre KTM, men havde også pænt styr på det.
  
Billedet er dog fra lørdagsholdet, hvor de vist var 15 piger. Vi ville gerne have været med igen, men synes at de var mange nok.

Vi var pÃ¥ meget forskelligt niveau. Nogle var stort set nybegyndere pÃ¥ mc, andre nybegyndere pÃ¥ grus. Tami og jeg var helt sikkert de “erfarne” pÃ¥ holdet.
Da kurset sÃ¥ startede med, at vi skulle holde stille, begynde at køre uden at maskinen hoppede som en kænguru og derefter bremse med bagbremsen, stille og roligt til vi turde blokere den helt. Ja, sÃ¥ tænkte jeg, at jeg ville komme til at kede mig helt enormt. Kan huske et 15 meter langt bremsespor jeg engang fik lavet i Sverige, bare sÃ¥dan for at undgÃ¥ at ramme et træ. SÃ¥ blokere…ja det kan jeg.
Jeg blev sÃ¥ klogere, da næste øvelse var at gøre det samme med forbremsen. Uff….blokere forbremsen i grus. Ikke lige noget jeg specielt stræber efter. Men alt skulle nærmest foregÃ¥ i slowmotion, sÃ¥ det var alligevel ikke sÃ¥ farligt.
Næste ting var otte-taller. Og det er vel nogenlunde det bedste jeg nogensinde har gjort på en mc. Pigerne forklarede hvordan vi skulle have vægten fordelt på fodhvilerne og at røven skulle ud og lege balancestang.
Jeg har altid haft svært ved at dreje til højre. Er meget mere sikker nÃ¥r det er et venstresving jeg har gang i. Ikke kun pÃ¥ mc, men ogsÃ¥ rulleskøjter og cykler.  Men teknikken virkede. Jeg kunne pludselig lave de mindste slowmotion ottetaller…..til begge sider!!!!!!!
SÃ¥ havde de sat en slalombane op. Ideen var at vi skulle bruge teknikken fra ottetallerne, og køre sÃ¥ langsomt vi kunne mellem keglerne. Det gjorde jeg en helt masse gange. SÃ¥ var banen stort set tom, og jeg tænkte at jeg lige ville prøve at høvle lidt hurtigt igennem. Og hvilken forskel. Jeg stod bare der pÃ¥ fodhvilerne, mens jeg stort set powerslidede hele banen igennem. Hmmmm…….der var vist noget jeg skulle have lært for et par Ã¥r siden. Det var en helt fantastisk følelse. Havde meget bedre kontrol over cyklen, end jeg plejede at have. Kunne slet ikke stoppe igen. Fedt. Fedt. Feeeeeeeeeeeeedt!!!!!!!!!!!!!!!!!

Næste øvelse var at køre op af en lidt stejl bakke. Det fik helt bogstaveligt nybegynderne til at vælte rundt. Tami og jeg havde jo fået øvet vores bakke-klatrer-talenter på Alder Creek turen, så den der lille bakke var det rene barnemad for os.
Der opstod en del ventetid, da vi hele tiden lige skulle have rejst en cykel eller to op. Specielt var der to temmelig nye på KLR´er. Det er en stor tung 650cc dims, og de havde det specielt svært, på den næste øvelse der var ned ad bakken.
Ned, var det bedste for mig, da vejen der gik op på toppen igen, var en stor halvcirkel, og der kunne jeg bare give den gas og øve mig på den nye teknik.
Tami og jeg sÃ¥ ogsÃ¥ lige vores snit til, midt i endnu en KLR-rejsning, at drøne en lille tur ud af en sidevej i bedste slalomstil. Men ellers var vi nogle søde elever, der ventede pÃ¥ de langsomme……kan i se glorien

Susan var en af KLR-pigerne. Hun havde haft en gademaskine i 3 uger, og KLR´en i én. Havde ikke kørt mere end fem meter på den, inden hun stod der midt i ottetallerne. Hun var nærmest grædefærdig. Det var svært og hun forstod ikke helt hvad det var hun gjorde forkert. Jeg fik spurgt hende om hun stod på ski. Svaret var ja, så jeg fik forklaret at tenikken stort set er den samme. Vægten på dal-skien!!!!. Ti minutter efter holdt der en meget glad pige ved siden af mig, der var meget taknemmelig.
Det er bare sÃ¥ fedt, nÃ¥r man kan give et lille tip, og alting bare bliver sÃ¥ meget nemmere. Kan jo selv huske nogle Svrigesture, hvor sætninger som ” Du skal bare holde pÃ¥ styret, som hvis du holdt en fugleunge i din hÃ¥nd” og “Brug hofterne” var en kæmpe stor hjælp.

Klokken var blevet et godt stykke over frokost tid, og vi kørte en lille tur inden vi skulle tilbage til lejren. Der kunne man så godt mærke at vi var på meget forskelligt niveau. Både Tami og jeg valgte at være lidt egoistiske og hamrede efter Megan, så snart hun lagde fra land. Ikke på vilkår at vi gad og ligge og rode bag en nybegynder. Vi ville lære noget. Men det hele gik snart op i hat og briller, da det kun tog os omkring fire minutter at tabe de 9 sidste. Megan kørte tilbage. Folk var blevet væk, lå og rodede i gruset eller var bare kørt hjem. Havde faktisk også tænkt at den vej vi kørte på, var en del sværere, end halvdelen af pigerne kunne håndtere. Der var sand, store klippestykker og andet godt, der kunne skæmme livet af enhver nybegynder.
Så turen var hurtigt overstået, og kursen blev sat mod frokost.

Efter en god pause og noget mad, bestemte Tami og jeg os for at køre ud og prøve vores nye færdigheder af. Vi drønede…og jeg siger drønede….derud af. Tami var blevet meget hurtigere end sidst jeg kørte med hende…og jeg fulgte godt med. Vi stoppede for enden af vejen. Jeg ville sÃ¥ gerne have haft et billede af vores strÃ¥lende ansigter. Vi fnisede som to smÃ¥ skolepiger. Foork hvor var det sjovt!!!!!!!
Vendte om og høvlede tilbage. Kom til et hÃ¥rnÃ¥lesving, der var lidt ned af bakke. Kunne se at der var tre piger pÃ¥ vej den anden vej. Tami var forrest og holdt pænt ind til siden, sÃ¥ pigerne kunne komme forbi. Den første kørte forbi med et vink. Den næste, Susan, holdt stille ved siden af Tami for at sige hej, den sidste have ikke set at hun holdt der, var jo pÃ¥ vej igennem svinget og kiggede sÃ¥ ogsÃ¥ lige pÃ¥ Tami istedet for vejen…….Og bankede lige op i røven pÃ¥ Susan. Susans KLR hoppede lige en meter frem og væltede til den ene side. Lisas BMW 650 hoppede mærkeligt ud til den anden siden og gik sÃ¥ i dørken med et brag.
Kaos!!!! Ved ikke helt hvem der blev mest forskrækket. Tami der stod der med mc´erne flyvende om ørerne. Susan der jo ikke havde nogen ide om hvad der ramte hende, eller Lisa der pludselig holdt oppe i en anden mc. Jeg holdt lidt derfra og havde den bedste udsigt, til det helt igennem dummeste uheld jeg nogensinde har set.

Vi fik pigerne og cyklerne samlet op. Ingen personskade…Heldigvis. Lisa var sÃ¥ ked af det, men blev endnu mere ked, da vi opdagede at hele fronten, pÃ¥ hendes 1 uge gamle BMW, havde flyttet sig lidt rundt. Vi kunne ikke dreje styret og mÃ¥tte sende en stafet tilbage til lejeren efter en bil, for at fÃ¥ bimmeren hjem igen.
Hun stod der og holdt tårene tilbage, så jeg gav hende et stort knus, og sagde at det var ok at tude, det var jo Chick Fest ;-) Og så åbnede hun for sluserne. Tror nu mest at det var forskrækkelsen og skuffelse over at hun ville misse kørekurset, der kom ud der. For tilbage i lejeren tog hun det hele i stiv arm. Megan og kæresten Tim fik hevet alt det overflødige og løse plastik af, og rettet et par ting ud og så var den klar til at køre igen
   
Lisa fik os alle til at skrive vores navne på gaffa-tapen der holdt cyklen sammen. Og hyggede sig med at vise den nu vægtoptimerede bimmer frem.

Aftenen gik med lækker mad, hygge ved bÃ¥let, rigtig smuk solnedgang, honningvin….og en del røverhistorier.
   
  

Jay havde en trials cykel med, så alle kunne lege rundt på den. Det ville jeg rigtig gerne prøve. Havde engang prøvet en i Tenereklubben, men havde vist mest bare lavet blå røg og var ikke kommet så langt.
For de uindviede er en trials cykel, en lille mc uden sæde man kan lave sjove tricks pÃ¥….hvis man ellers er god!!!!! Det hele handler om balance og kontrol af kobling og gas.
Fik slugt min morgenmad….igen masser af bacon…..og Jay tegnede og fortalte. Op pÃ¥ dyret. Først kørte jeg bare rundt pÃ¥ vejen, for sÃ¥dan lige at lære den at kende. SÃ¥ satte Jay mig til at lave ottetaller. Det gik jo nemt, da kurset fra dagen før sad i kroppen. SÃ¥ fik han mig til at køre fordækket op mod et træ, og sÃ¥ skulle jeg stÃ¥ der og holde balancen. Først holdt han mig, men snart kunne jeg stÃ¥ der og balancere alene.
  
Det er hårdt, men rigtig sjovt. Kom til at svede en hel masse. Man bruger en del kræfter på at holde balancen. Holdt en lille pause, da Duke kom rendende med et kamera. Jeg kørte lidt rundt til ære for kameraet, og så sagde Jay at jeg skulle køre ligeså stille hen mod et træ, og lave mc-op-af-træ-tricket igen. Som sagt, så gjort. Kørte i fin stil hen til træet, et lille bump og så stod jeg der og holdt balancen i omkring 30 sekunder. Alle, inklusive mig selv, var behørigt imponerede. Så blev der kaldt sammen til dagens tur, og jeg måtte indstille legen.

Tami skulle lede en langsom tur og spurgte om, jeg ville køre bageste mand for hende.
Turen gik op over Marshall Pass, som er en af de nemme her i området. Vi tog 7 mand afsted. 
Turen op var dejlig. Det gik i et ok, men langsomt tempo. Vi have Laurie med og hun kunne kunne slet ikke følge med de andre. Jeg troede at hun var totalt nybegynder, da hun ikke havde særlig god kontrol over gas og kobling. Det viste sig senere at hun havde kørt gade-cykel i årevis. Hun er vist bare en af dem, hvis talenter ligger andre steder.
Jeg lå bagerst og hyggede mig. Øvede mig på slalomkørsel og nød udsigten.
Vi holdt en pause pÃ¥ toppen, men da vi skulle til at afsted igen, opdagede Pat at hans bagdæk var fladt. Sjovt ikke….Det er altid bagdækket.
Vi fik stavlet cyklen op på nogle sten og Pat gik i gang med at lappe. Han fik hjælp fra sin nye kæreste, og vi andre heppede. Vi skulle hjem på motorcykelvedligeholdelse og dækskifte-kursus senere på dagen, så vi kunne jo ligeså godt øve os.
Det viste sig så at pigerne var bedre udstyret med hensyn til værktøj, end de to mænd der var med på turen. Så mine lange dækjern og lappegrej kom rigtig til deres ret.
Det tog sin tid, og der var varmt deroppe pÃ¥ toppen. Ikke noget skygge i sigte. Men vi havde det usandsynligt sjovt, da Pat godt kunne lide at tage pis pÃ¥ folk, og pigerne ved denne lejlighed kunne tage hævn. Da han sad der med sin meget lille luftpumpe og lavede nogle meget mistænkelige bevægelser, var der dømt sjofelheds-tid. Da han sÃ¥ spurgte om nogen havde noget slimet til at smøre pÃ¥ dækket…ja, sÃ¥ brækkede vi os næsten af grin. Det var vist hÃ¥rdt at være mand pÃ¥ Chick Tur.

Vi valgte at køre den samme vej ned igen, da lapning og tempo havde taget en del tid, og vi jo skulle være hjemme til kursus-tid.
På nedturen, var jeg i den grad ved at få fnaller. Laurie satte tempoet så langt ned at jeg nærmest måtte stå af og trække. Lod mig falde tilbage, for at kunne give lidt gas, men kunne se at hvis jeg forsvandt fra Lauries baghjul, blev hun urolig og ville vente på mig. Sad og bandede lidt, og var temmelig misundelig på Tami, der jo bare lå oppe foran og ræsede det bedste hun havde lært. Så hermed en stor tak til alle de stakler, der har ligget og nulret efter mig i Sverige. Hvor må i have kedet jer!!!!!!!!!

Lige inden vi ramte lejeren, havde vi kørt et par kilometer på asfalt, og skulle så køre vel en kilometer på grus op mod lejeren. Tamis koblingspedal faldt af ved starten af grusvejen, og mens vi mokkede med den, kørte alle de andre hjem. Og så!!!!!! Så fik den bare høvl. Var nærmest ved at flyve af vejen i et sving, men jeg fik lige ræset inde-brændtheden ud af kroppen. Blev dog god og glad igen, da Laurie kom hen og takkede mig for at have været en sweeper hun følte at hun kunne stole på. 

Kurset var så udsat en del, da ingen af lærerne var kommet hjem igen. Det blev senere afholdt i lejer-lampens skær. Fik et par enkelte gode tips, men har vist set for mange punkteringer og leget for meget sammen med Pia, til at de rigtig kunne fortælle mig noget jeg ikke vidste.

Igen var der grillmad og bÃ¥lhygge. Dog skulle vi lige igennem en trials-konkurrence…nej jeg deltog ikke, for meget mandehørm…..Men det var sjovt at se pÃ¥. Specielt da de hentede træstammer i underskoven og bandt dem efter Tims KTM 990, for at slæbe dem ned til lejeren.
  
  
  

Der røg vist en del øl indenbords og det blev meget sent, så søndag var en slapperdag. Nogle kørte ture, jeg blev hjemme i lejeren for at hjælpe med at rydde op.
Tami var taget afsted på tur, men da hun kom hjem igen var hun bare så træt så træt, og fattede ligepludseligt hvorfor jeg blev hjemme.
Jeg har efterhÃ¥nden fundet ud af, at jeg bare kører dÃ¥rligt om søndagen. OgsÃ¥ uden øl og sent i seng. Jeg er bare træt i hele kadaveret, og laver nogle fuldstændige tÃ¥belige ting pÃ¥ knallerten. De fleste nær-dødsoplevelser jeg har haft, har været om søndagen. Jeg er bare i for dÃ¥rlig form til at blive ved i tre dage…..

Jeg havde lovet Susan at hun kunne prøvekøre Smølfen. KLR´en var alt for stor til hende, så hun var på udkig efter noget mindre, og ville selvfølgelig gerne prøve så mange cykler som muligt. Havde set hende køre, og var ikke specielt nervøs for at hun skulle ødelægge noget.
Jeg kørte Smølfen ud fra camping/skovbunden og ned pÃ¥ en fin grusvej. Hun kørte en tur, kom tilbage i fin stil, men da hun skulle parkere, gjorde hun det pÃ¥ en bakke, sÃ¥ hun ikke kunne nÃ¥ jorden……Og Smølfen gik i gulvet med et brag.
Havde vist ikke fÃ¥et efterspændt boltene til hÃ¥nd-beskytterene, sÃ¥ de gled bare og mit koblingsgreb knækkede. Hmmm…..nok greb til at jeg kunne køre, men stadigvæk bare irriterende.
Susan var selvfølgelig rigtig ked af det, og ville nærmest gøre alt for at give mig et nyt greb med det samme. Jeg fik hende overbevist om, at det nok skulle gå altsammen og jeg sagtens kunne køre med et halvt greb. Hun synes så, at nu havde hun smadret nok. Det var jo hende der havde holdt i vejen for BMW´en. Og skulle bare ikke prøvekøre mere!!!!!!

Vi havde taget afsked med folk hele dagen. Nogle havde kørt temmeligt langt for at
deltage, som feks Paula her. Hun kom oppe fra Wyoming. Og har stadig ikke helt forstået principperne i pakning af mc til 3 dage
Andre var kommet med cyklerne på trailere, men havde stadig lang vej hjem. Var rigtig glad for at jeg kun havde 25 km hjem i ADV-hytten.

Jeg smider lige et par blandede billeder af den gode Chick Fest stemning.
  
  
  
   
  
Chick Fest var en rigtig fed oplevelse.
Det var så sjovt at møde alle de dejlige og seje kvinder, der er ligeså vild med motorcykler som jeg er.
Og køre-kurset var lige det jeg manglede.
Jer der har kørt grus med mig, ved at jeg aldrig har stået særligt meget op.
Det har så ændret sig!!!
Jeg fik styrforhøjere på i Boise og havde så ondt i røven på Hells Canyon turen, at det var fedest at stå op.
Nu er det nærmest blevet sÃ¥dan, at jeg synes at det er lidt skræmmende at sidde ned pÃ¥ grus…..Mærkeligt ikke……

Forlod Lander og de alt for søde mennesker der havde motellet.
Ud over at de havde givet mig en pæn rabat pÃ¥ værelset, havde de den her lysreklame, som de skiftede budskabet pÃ¥ hver dag. Der kunne stÃ¥ “Grin af dig selv - Alle andre gør det” Eller noget andet skørt. Det var et sted med stor humor

Kørte af landevejen, men måtte snart ind i vejkanten og tage det officielle billede af mine
nu 10000 miles (16000 km)

Som i kan se, er Wyoming stort og forholdsvis fladt, uden en sjæl i syne. Sad og tænkte på, at hvis man virkelig havde en stor trang til at flytte laaaangt ud på landet uden naboer, ja så ville det her være et godt sted.

Jeg men følte mig ikke rigtig på toppen. Det eneste jeg ville, var at finde et motel efter et par hundrede km, og bare stene ud på en seng.
Og ja, det var den tid på måneden. Jeg var træt, øm i røven og gad slet ikke at tale med nogen. Så havde bare lyst til at gemme mig på et værelse.
Kom til en lidt “større” by, som jeg heldigvis har glemt navnet pÃ¥. Der var enormt mange moteller. Hmmm, mÃ¥ske var det billigt her, da byen ikke sÃ¥ ud af noget særligt. Valgte det billigst udseende motel og gik ind for at fÃ¥ en pris. 99$!!!!!!! De mÃ¥tte have spist søm. Motellet var et totalt hul i jorden.
Kørte videre og var så småt ved at indstille mig på at det blev telt igen, men kom så til en lille sød by, Saratoga. Var stensikker på at det kun kunne være dyrere end det andet værelse, men blev heldigvis glædeligt overrasket. Under halv pris. Yes!! Flyttede ind med det samme.
Kunne egentlig godt lide byen, men var ikke i humør til andet end at ligge på sengen og lege med computeren eller stene tv. Og det gjorde jeg så i to dage.

Var stadig træt og ugidelig da jeg kørte videre mod Colorado, men jeg kunne jo ikke ligge der i sengen for evigt.
Som billederne viser er Wyoming ikke så spændende i længden. Ihvertfald ikke hvis man bare drøner afsted på landevejen.

Havde udset mig en grusvej over et pas mod byen Steamboat, som Anne fra tenere-klubben havde anbefalet mig. Der var vel 40 km hen til gruset og jeg havde en lang diskussion kørende inde i hovedet om, hvorvidt det var smart at kaste mig ud i ensomme grusveje, når jeg nu havde det som jeg havde det.
Gad ikke at være en træls hormonel tøs, sÃ¥ jeg blev mentalt klar….og sÃ¥ var passet lukket pga. sne. Er ikke helt sikker pÃ¥ om jeg var oprigtig ked af, at det var lukket, eller jeg blev en lille smule lettet. Havde det vist egenlig fint med bare at hænge der pÃ¥ Smølfen og brænde kilometer af.

Ville stadig til Steamboat, men det ville jo så blive på asfalt. Det var lidt af en omvej, og da jeg kom til krydset, hvor jeg skulle dreje op mod Steamboat, måtte der mere end én smøg til, før jeg bestemte mig til hvad der skulle ske.
Det var fredag og weekend-trafikken var tung op mod Steamboat. Var jo stadig træt, og havde næsten en uge før jeg skulle være i Salida til Chick Fest. 
Men det der fik Smølfen styret sydover, var da det gik op for mig, at jeg kunne være i Salida inden aften. Under 300 km. Tanken om et værelse…ja mÃ¥ske ovenikøbet ADV-hytten, hvis jeg var heldig, fik mig i den grad overbevist. SÃ¥ afsted mod Salida.
Turen var smuk. Over høje pas og gennem dybe dale. Sad godt nok og tænkte på alle de fede småveje jeg gik glip af, men man kan jo ikke få det hele. Der skal nok komme nogle andre veje istedet.

Landede i Salida og mødte Tami udenfor hendes forretning. Og, nej der var ingen i hytten og jeg var bare så velkommen. Jubiiiiiiii!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Så jeg hang ud og lavede så lidt som muligt resten af ugen, mens jeg ventede på at det blev torsdag og tid til Chick Fest

Historien om Chick Fest mÃ¥ i vente lidt med……
Jeg er flyttet ud af ADV-hytten og tilbage pÃ¥ hostellet i Salida. Der var andre der ogsÃ¥ skulle have lov til at bo i “mit” hus. Ja, nu er joken at det er mit hus….Har vist været her for længe

Ville have forladt Salida i går, men snakkede med Sonny fra Tenere-klubben, som også kører rundt herovre. Han var på vej hertil og ankommer senere i dag, så jeg valgte at blive og lege danskeraften i aften.

Kører videre på fredag, men der bliver nok ikke så meget tid til at underholde jer inden da
Der er lige flyttet et par andre motorcyklister ind på motellet. De spørger mig om alt muligt, så jeg må nok hellere underholde dem, til Sonny kommer